Man kan ikke forestille sig det

Hvis jeg gik over grænsen med min kat

Det er ikke til at forestille sig, hvordan det føles at komme gående over grænsen til Polen med katten i en transportkasse. Sådanne billeder vises imidlertid ofte i TV Avisen.

Nogle er vrede over, at der er etableret indsamlinger for at redde efterladte kæledyr, da de penge går fra midler, der kunne være sendt til kvinder, børn og gamle, altså alle dem der ikke har værdi i krig. Det er sikkert rigtigt. Alligevel har jeg forståelse for, at mange vælger at lægge deres donation hos de efterladte kæledyr.

Jeg kan ikke huske en tidligere flygtningekrise, hvor der har været så meget fokus på kæledyrene, og jeg har ingen bud på, hvorfor det sker. Har du?

Jeg har haft katte hele livet

Man må ikke have husdyr på min nuværende adresse – men jeg overvejer at prøve at få dispensation til at få en servicekat. Det lykkedes for Laura, hvorfor skulle det så ikke kunne lykkes for mig? Jeg vil gerne have et levende væsen at tage mig af og en at komme hjem til. For nogle år siden kunne jeg ikke tillade mig at anskaffe en kat, idet jeg for ind og ud af psykiatrisk afdeling, men det er heldigvis fortid. Nu burde der ikke være flere forhindringer, og økonomien tillader det også. Det er ikke gratis at have kat.

Jeg havde katte som barn ofte flere ad gangen. Jeg havde en fantastisk europæisk korthårskat, Jason, alle årene på kollegiet. Min første racekat, π (Pi), havde jeg mange år i Vanløse. Hun var Chinchilla Perser. Skal jeg have kat igen, skal det være en British Shorthair, De klarer nemlig meget fint at være “inde-katte”. Og det er, hvad jeg kan tilbyde.

Tænker jeg tilbage på dem alle, tænker jeg på, hvordan det ville være at pakke en af dem i transportkassen og begive mig væk fra krigen til fods. Jeg kan ikke forestille mig det. Både kattene og børnene sætter gang i tankerne. Børnene er klar over, at de efterlader en far, en onkel eller en anden mandlig slægtning eller ven af familien.

Jeg er glad for, at jeg ikke har børn og skal prøve at forklare dem, hvad der foregår. For der er ingen logisk årsag. Flere myndigheder informerer om, hvordan man evt. kan tale med børnene, eller helt skåne dem fra krigen, alt afhængig af alderen. Her er Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside om emnet.

Rationering af krigen

Jeg har aftalt med kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien at “rationere krigen”. Et par af mine venner gør det samme. Jeg holder mig orienteret men følger ikke krigen “minut for minut”, som Danmarks Radio ellers tilbyder. Det er svært at slukke for krigen, for den er der jo stadig. Mennesker pakker stadig kattene i transportkasser, holder dem i den ene hånd og børnene i den anden. Og så vandrer de mod grænsen. Ufatteligt at det skulle ske i min levetid. Hver dag er værre end gårsdagen. 2,7 mio. mennesker er lige nu på flugt fra Ukraine. Tallet på 2,7 mio. stammer fra FNs flygtningeorganisation UNHCR.

Jeg kan desværre ikke få krigen til at stoppe, hvor gerne jeg end ville, så jeg nøjes med en TV Avis morgen, en eftermiddag og så den kl. 18:30. Det er bedst sådan. Hver aften glæder jeg mig over, at min seng står i København og ikke i Kyiv. Jeg takker en eller anden for ikke at sidde uden vand, mad, varme og el i en kælder i Mariupol med katten og barnet.

kriseinformation.dk

Myndighederne har i fællesskab etableret https://kriseinformation.dk/, der har hjemme i Udenrigsministeriet. Det er en ganske imponerende side, man har fået op at stå på ingen tid.

Jeg blev opmærksom på den via det gode pressemødet den 11. marts, hvor man prøvede – på tværs af alle kanaler – at fortælle, at det er decideret dumt at begive sig til grænsen for at køre flygtninge til Danmark, med mindre der på forhånd foreligger en aftale om at hente mennesker, man kender og at køre dem til mennesker, de kender. Gør man det, går man mere i vejen, end man gør gavn.