Peace in our time

Biden fik ret

Selv gik jeg før i går med tankerne: “Amerikanerne ser spøgelser”, “Amerikanerne blæser konflikten op” og “Det er nok ikke så slemt”. Biden fik ret! Nu ser vi billederne i TV Avisen fra et Kiev med udbombede beboelsesejendomme, en millionby med mennesker, der pakker deres kufferter og enten pakker deres biler eller går langs landevejen med kufferten for at slippe væk fra bombardementerne, væk fra krigen.

Det var Neville Chamberlain, der i 1938 sagde “Peace in our time”. Han fik desværre ikke ret. Først Anden verdenskrig, så Den kolde krig, Ungarn i 1956 og invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968. Så fulgte borgerkrigen, der i 1990’erne søndersled Jugoslavien; så krigen i Irak, krigen i Afghanistan (og der mangler helt sikkert nogle/mange, for normalt holder jeg ikke øje med ufred) og nu dette. Jeg havde virkelig ikke troet, det skulle ske: der er krig i Europa.

Statsministerens pressemøde den 24. februar 2022

Det klædte Mette Frederiksen at være så rystet og usikker, som hun var på gårsdagens pressemøde. Hun var et helt almindeligt menneske. Jeg er ikke – og bliver aldrig (mere) – socialdemokrat, men derfor kan jeg jo godt mene, at hun gør det godt.

Hun indledte med at tale om en invasion af en fredelig nabostat, der ikke har krænket nogen. Hun talte om overtrædelse af FN-pagten og folkeretten.

Hun kom ind på det, vi vel alle tænker mere eller mindre bevidst: “Hvad sker der med os?” Sanktionerne – og krigen i sig selv – vil påvirke økonomi, energi, arbejdspladser og prisen på gas mv. Og så er der naturligvis flygtningestrømme fra noget, der pludselig er vores “nærområde”. Vi går ind i en usikker tid, og vi ved ikke, hvor længe den vil vare.

Jeppe Kofod sagde blandt andet “…en tid vi troede var forbi…” Jeg er enig med ham.

Da pressen fik ordet, spurgte en af de kvikke “Hvis vi nu leger, at der allerede forelå en aftale med Rwanda…”. Mette Frederiksen svarede præcist, lynhurtigt og skarpt: “Med al respekt så er tiden ikke til at lege!” Sådan. Og så fik den næste journalist ordet.

Fremragende international koordination

EU, Nato og amerikanerne har koordineret sanktionerne på mindre end et døgn. Sanktionerne vil desværre først få virkning på lidt længere sigt. Man kan ikke sige andet, end at det er et fremragende stykke arbejde. Det er andet end ord. Mener vi noget med fællesskaber og alliancer, er det nu, ordene skal støves af og gøres til virkelighed. Og det bliver de. Vi er stærkere, når vi går sammen.

En ting, jeg ikke helt forstår, er talen om “Hvorfor går de ikke direkte efter Putin og hans familie?” Hvad menes der? Gå efter deres liv? Gå efter deres penge? Eller hvad?

Krybe ind i Putins hjerne?

“Alle” taler om at prøve at forstå, hvad Putin tænker. De taler som om, han træffer rationelle beslutninger. Eller også prøver de at udlægge det, vi allerede har set, som om han er et ganske almindeligt menneske, hvor vi kan forudse hans næste træk. Er det bare et led i at gøre krigen forståelig for os, der er fredelige? Plastre krigen til med hverdagsord, så den bliver lettere tilgængelig? I parentes bemærket: TV Avisen gør det fremragende. Jeg har stor sympati for både Anna Gaarslev og Matilde Kimer.

Personligt så jeg gerne Putin fjernet fra jordens overflade eller måske bare hensat i en Gulag i Sibirien. Sådan har jeg vist aldrig haft det med et menneske før.

Til morgen så jeg ham i TV Avisen udtale, at russerne desværre ikke kunne gøre andet end at invadere Ukraine. Ukraine var blevet for farlig for Ruslands egen sikkerhed. Vrøvl! Enhver må kunne indse, at Ukraine ikke kan udgøre en trussel mod atommagten Rusland.

Hvad nu hvis de laver hul i jorden på det sted, hvor Tjernobyl lå og hvor resterne er gravet ned? Jeg kan godt huske Tjernobylulykken i 1986 ved Reaktor 4! Rædslen da skidtet sprang i luften. Jeg boede på Amagerkollegiet, og jeg var 23 år. Vi søgte sammen. Det var ikke rart at være alene.

Et øjenvidne fortæller:

To eksplosioner løftede det tonstunge cementlåg af reaktoren og sendte en haglbyge af radioaktivt kernemateriale op i luften