, ,

Nyt i FAQ til TNG

Nyt i FAQ til TNG

FAQ til TNG har vokseværk

Nyt i FAQ til TNG

Jeg hygger mig med at udvide FAQ’en, så den kan blive et så effektivt værktøj som overhovedet muligt for dem, der vælger at give sig i kast med at oprette en hjemmeside med TNG. TNG står for “The Next Generation of Genealogy Sitebuilding”. TNG er et program, du kan bruge til at præsentere dine slægtsdata fra slægtsforskningsprogrammet på internettet.

Det er mit håb at kunne hjælpe med at spare udgiften til MyHeritage og lignende virksomheder. MyHeritage tager 2.919 kr. årligt for det abonnement, man skal have, hvis man rent faktisk vil have noget ud af det. Deres prisliste findes her. Men så får man også adgang til 16,8 milliarder historiske optegnelser… Det kan være, de er nyttige. Jeg kender dem ikke selv, da jeg synes, det er en dyr løsning, som tillige (selvfølgelig) binder mig til deres opsætning. TNG kan jeg stort set indrette, som jeg vil. Og så lærer jeg en masse.

Udgifter ved selv at drifte en hjemmeside

Årlig udgift

Opretter man selv en hjemmeside, er den årlige udgift 22 kr. * 12 = 264 kr. til udbyder + 90 kr. for leje af et dk-domæne (man ejer ikke et domænenavn, man har brugsret til det. Derfor skal man betale leje.) hvis man vælger cHosting og deres mindste pakke, der hedder “Bronze”. Det vil sige i alt 264 kr. + 90 kr. = 354 kr. Og det er ikke kun i år 1.

Både Simply og One.com er billigere i år 1. Derefter skal Simply have 450 kr. årligt, mens One.com tager 588 kr. årligt. Jeg formoder, at leje af domænenavnet kommer oveni hos de to. Det må du selv undersøge. Jeg formoder også, at langt de fleste gerne vil have hjemmesiden i mere end et år; så det kan betale sig at kigge sig omkring, før man vælger udbyder.

Der er ingen bindingsperiode på webhotellerne hos cHosting. Man kan tillige frit vælge mellem månedlig, halvårlig eller helårlig betaling. Langt de fleste sædvanlige slægtsforskere vil kunne klare sig med den lille pakke (“Bronze”). Bliver hjemmesiden en vældig succes, kan man nemt “skrue op” (det tager ca. fire minutter), når der bliver behov for det. Der er ingen grund til at gøre det før.

Der er lidt at spare ved halvårlig eller årlig betaling: Ved halvårlig betaling skal man af med 125 kr. (i stedet for 22 * 6 = 132 kr.), og ved årlig betaling slipper man med 237 kr. (i stedet for 22 * 12 = 264 kr.) – lige på Bronzepakken er det ganske vidst ikke det store beløb, man sparer, men besparelsen i procent er den samme på alle andre webhoteller.

Engangsudgifter

Hos cHosting koster det 75 kr. at registrere et dk-domæne.

Udgifterne til TNG:

  • Lige nu (marts 2022) koster TNG version 13.1.1  $34,99, som svarer til ca. 235 kr.
  • Når der kommer en ny stor version med nye funktioner mv., dvs. når version 14 kommer, er udgiften formentlig ca. $18 for eksisterende kunder. Det svarer til ca. 123 kr.
  • Opgradering til fx version 14 er gratis for kunder, der har købt en tidligere version mindre end seks måneder før.

Der kommer en ny stor version ca. hver 18. – 24. måned. Man bør opdatere både for at få de nye funktioner men også af sikkerhedshensyn. På en måde kan man derfor sige, at det ikke er helt rigtigt at henregne det til “engangsudgifter”, men det er på den anden side set heller ikke en årlig udgift. Vælg selv om du synes, forbrugeroplysningen er vildledende eller vejledende. De små opdateringer koster ikke ekstra.

I pakken med TNG følger 21 skabeloner. Dem klarer de fleste sig med.

Vil man kæle lidt ekstra for siden og have en TNG-side, der skiller sig lidt ud fra alverdens andre TNG-sider, kan man købe en skabelon hos Genealogy Web Templates. Prisen er lige nu (marts 2022) $59, som svarer til ca. 400 kr. En gang imellem skal skabelonen vel opdateres, og det bør man gøre af sikkerhedshensyn. Min skabelon (nummer 209) er fra 2018, så det er ikke ret tit, man skal betale for en fornyelse. Derfor er det rimeligt at henregne det til “engangsudgifter”. Jeg er ikke klar over, hvad prisen for en opdatering er.

Der kan være andre engangsudgifter. Jeg kan bare ikke lige komme i tanke om dem, så det er næppe nogen, der vælter budgettet.

Jeg kom fra vokseværket

1. Forum

Forum går ud på, at man kan stille spørgsmål til FAQ. Det går ikke ud på at få hjælp til TNG generelt. Det findes der langt bedre muligheder for. Eksempler er Facebookgruppen “TNG – Danmark“, hvor man kan få generel hjælp på dansk. TNG Community (på engelsk) er en anden mulighed, som er helt fantastisk, og hvor medlemmerne er virkelig “skarpe”. Det er stedet, jeg selv søger hen, hvis/når jeg kører fast.

2. En times gratis support

Du kan nu booke en tid til en times gratis hjælp på dansk fra mig. Det koster som sagt gratis, men der er en række betingelser, du skal opfylde på forhånd.

Betingelserne er:

  1. Du skal på forhånd have læst posterne i FAQ’en. De fleste startvanskeligheder er beskrevet deri.
  2. Når du booker mig, skal du beskrive problemet kort og klart. Jeg kan ikke gætte mig til problemet.
  3. Du skal beskrive, hvad du selv har gjort for at løse problemet. Du skal selv prøve først. Det er sådan, du lærer TNG at kende.
  4. Du skal på forhånd have hentet og installeret TeamViewer på din computer. Programmet gør, at jeg kan “overtage” din computer – men du kan hele tiden se, hvad der foregår. Kan du af en eller anden grund ikke lide det, kan du til enhver tid afbryde sessionen. Du henter programmet til Windows her.
    • Bruger du et andet styresystem (fx Mac eller Linux), skal du vælge en af knapperne ovenfor på siden, jeg lige har linket til. Jeg kun forstand på Windows.
  5. Du skal selv kunne danne en GEDCOM-fil. Jeg kender nemlig ikke dit slægtsforskningsprogram.
    • Jeg supporterer ikke dit slægtsforskningsprogram – kun TNG. Har du problemer med at betjene slægtsforskningsprogrammet, er der helt sikkert mange andre steder at spørge.

Samarbejde?

Hvis du gør dit, og jeg gør mit, skal vi nok få det til at fungere. Du skal vide på forhånd, at man ikke laver en hjemmeside på en eftermiddag. Du går i gang med en spændende læreproces, hvis du vælger at lave en hjemmeside med TNG.

Betingelserne kan lyde lidt “hårde” og afskrækkende. Jeg har dog opstillet betingelserne for, at du dels lærer noget ved at prøve at løse problemerne selv – men også for, at jeg selv kan “overleve”, hvis mit lille projekt nu skulle vise sig at blive den succes, jeg håber på.

Og så er de ærlige, og skal vi samarbejde, er ærlighed en vigtig spiller.

2 Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Søren

      Tak for din kommentar, der lige skulle godkendes først, da du ikke tidligere har kommenteret her (spam-hensyn). Fra nu af vil du stryge lige igennem.

      Ja det har du helt ret i. Og der findes jo både gratis- og betalings-SSL-løsninger.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.