/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Projektledelse og håb

I dag synes jeg selv, jeg har leveret et godt stykke arbejde. Jeg har lavet to planer for idriftsættelse af det HR-system, jeg arbejder på at implementere. Egentlig var planen for i dag, at jeg skulle rette basale stamdata på samtlige medarbejdere baseret på tilbagemeldingerne fra udetjenesten, men Gem-knappen virker ikke 🙂 . Regulært og dødssygt tastearbejde men jeg aner ikke, hvordan vi ellers skulle få data ind i systemet.

Jeg vil gerne efterlade FKN med et system, der er oppe at køre, når jeg efter planen forlader dem den 8. april. Systemet er ret omfattende, kan rigtig meget og vi brug for det alt sammen, men det er ikke realistisk at sætte det hele i drift inden den 8. april. Jeg har derfor siddet og “pillet det hele i stykker” og prøvet at pulje opgaverne og sætte dato på alle elementerne henholdsvis før og efter den magiske dato i april. Det er udtryk for mine prioriteringer, erfaringer og afhængigheder mellem data; FKN kan have helt andre ønsker, men dem må de så komme frem med. Det vil sikkert være nye tanker for dem; de har alle en mission se note, men administration er ikke en prioriteret opgave, hvilket faktisk er charmerende.  De fleste basale stamdata for udetjensten er fx forkerte. Alle elementerne kan puljes anderledes, afhængighederne kan anskues på andre måder og datoerne kan sættes anderledes. Alt er muligt – men det skal være realistisk, og her synes jeg selv, at mine mange år som projektleder kommer mig (og FKN) til gode. Jeg har titel af konsulent og/eller projektleder; det lyder lidt vel fornemt, når jeg nu ikke har nogen at lede og en del af opgaven er dødssygt tastearbejde 🙂

Det er lidt underligt at sidde og lægge planer for – potentielt – min efterfølger, hvem det så end måtte blive fx en student, som HR-gruppen har bevilling til. Det er underligt at kunne blive afløst af en student. Jeg har trods alt en langvarig universitetsuddannelse og 23 års erfaring fra adskillige departementer og styrelser herunder ca. otte år som projektleder. Men jeg blev syg, så gik det ned ad bakke, og jeg er havnet, hvor jeg er. Der er ikke andet at gøre end at acceptere tingenes tilstand.

Jeg tør ikke tro det, men jeg synes Sune (chefen), antyder, at der i det mindste kan blive tale om en forlængelse. Om det overhovedet kan lade sig gøre under hensyntagen til min sygedagpengesag og det frygtede møde i rehabiliteringsteamet vides ikke. Mine sygedagpenge løber (vist nok) ud den 8. april. Hvad der herefter skal ske er fuldstændig uafklaret.

Jeg synes også, der er tegn i sol, måne og stjerner på, at de vil give mig et fleksjob, men det tør jeg heller ikke tro på jfr. Psykiatrifondens erfaringer. Jeg presser ikke på for en afklaring – selvom jeg har lyst til det. Hvis de vil ansætte mig i et fleksjob ville det løse adskillige problemer for mig, og det er ikke småting: Indtægtsgrundlag, generel økonomi og boligsituation. Herudover er jeg faktisk ikke i tvivl om, at mit helbred har godt af at gå på arbejde. Det er dejligt at gøre nytte, arbejde med noget folk glæder sig til bare virker og at der bare er glade medarbejdere, der sige godmorgen og farvel. Generelt er medarbejderne glade og søde, og man kan mærke, at de har en mission. Jeg synes, det er den bedste arbejdsplads, jeg nogensinde har haft!

Note: Folkekirkens Nødhjælp styrker verdens fattigste i kampen for et værdigt liv. 
Hjælpen gives uden hensyn til tro, race eller politisk overbevisning.
/15 Kommentarer/i , , /af , ,

Evaluering af virksomhedspraktikken

Evaluering af virksomhedspraktikken

Sådan går det i virksomhedspraktikken

Hvis du synes, denne post bliver for “selvfed”, så spring den bare over.

Evaluering af virksomhedspraktikken.

I dag var der en evaluering af min virksomhedspraktik i Folkekirkens Nødhjælp (FKN) mellem Psykiatrifonden (der fungerer som anden aktør for kommunen), chefen og mig. På forhånd var jeg temmelig nervøs og havde det som om, jeg skulle til eksamen. Jeg var ikke så bange for det faglige, men mere for om de nu kunne lide mig mv. Psykiatrifonden gjorde det dog indledningsvist klart, at jeg skulle se det som en støttende samtale. Så jeg prøvede at lægge eksamenspresset af mig.

Konklusionen er: FKN er tilfredse og jeg er tilfreds. Faktisk er jeg fantastisk glad for at være der og synes, det er den fedeste organisation, jeg nogensinde har været i, og jeg har altså været rigtig mange steder.

FKN synes, det rykker hurtigt, og at jeg har nået enormt meget, når man ser på hvor kort tid, jeg egentlig har været der (og jeg er der kun 12 timer om ugen), og den første uge gik med at finde mig nogenlunde tilrette i huset. De synes, mit arbejdstempo er højt, de synes, jeg skaber de rigtige kontakter, at jeg er loyal overfor beslutninger og overfor min chef, at jeg har en god fornemmelse for, hvad jeg selv kan træffe beslutning om og hvad jeg skal spørge min chef om, at jeg er god til at spørge til, hvad der er chefens ambitionsniveau osv. Alt sammen positivt.

Hukommelsesproblemet

Vi drøftede hukommelsesproblemet. Selv synes jeg det går ad h… til. Jeg går og er bange for at spørge om det samme to gange og at sige det samme flere gange. Det sidste kunne chefen bekræfte, jeg gentager mig selv. Han ser det med de positive briller “den samme gode tanke er tænkt to gange”. Jeg kender ham nu så godt, at jeg kan mærke, hvornår jeg gentager mig selv. Jeg er bange for at virke dum, men han er som sagt positiv. Jeg er glad for at være et sted, hvor der er åbenhed om problemet. Jeg ved ikke, hvor meget de andre ved om min sygdom, men det er mit gæt, at de alle ved, jeg er der, fordi jeg er syg, og det er en lettelse.

Det er dejligt at være et sted, hvor alle kender til problemet. Det er ikke noget, vi går og taler om, men bare det at jeg ved, at de ved, er en stor lettelse. Jeg leverer et stykke arbejde, og det har de respekt for. I det hele taget er det vist sådan, at FKN og jeg er et godt match. Jeg prøver at levere så meget, jeg kan inden for den tid, der nu er afsat og det er de tilfredse med. Vi kommer et lille stykke vej hver dag, og det må være succeskriteriet. Jeg er i hvert fald glad for at kunne gå hjem tre dage om ugen og sige “jeg har været på arbejde”.

Øge arbejdstiden?

Vi drøftede mit ønske om at få arbejdstiden op til 15 timer om ugen – jeg har simpelthen lyst til at nå noget mere. Det var Psykiatrifondens erfaring, at den slags skulle ske gradvist med at putte en time på om ugen. Jeg har stor respekt for deres viden og erfaring, så nu gør vi sådan. Selv ville jeg bare lægge de tre timer ekstra på pr. uge i min iver efter at præstere, men det er nok ikke så godt.

Fremtiden

Vi talte også lidt om fremtiden: Kan FKN evt. overveje at oprette et fleksjob til mig? Chefen har bevilling til at ansætte en student. En fleksjobber vil formentlig ikke koste meget mere. Jeg tør ikke tro det. Psykiatrifonden siger, det sker en gang ud af tusind, at en virksomhedspraktik bliver til et fleksjob. Altså tør jeg ikke tro det. Men for pokker hvor kunne det være fedt. Og den viden de har postet i mig ville ikke gå tabt, hvis de ansatte mig. For mig er det selvfølgelig lidt mærkeligt at kunne blive byttet ud med en student, men jeg må se det som et grundvilkår at starte forfra på arbejdsmarkedet.

Samlet set var det et godt møde. Jeg fik bekræftet, at jeg stadig kan noget, og at jeg stadig har en værdi på arbejdsmarkedet. Jeg kan stadig “fitte in” på en arbejdsplads, og jeg kan stadig levere resultater. Og det er vigtigt for mig.

 

/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Funktionsniveau

Funktionsniveau

Mit funktionsniveau er opadgående

Der sker så mange gode ting i øjeblikket, og dem vælger jeg at fokusere på.Mit funktionsniveau vender pt. den rigtige vej.

Jeg har haft 2½ års nedtur, så nu synes jeg da i hvert fald selv, jeg fortjener, det går den anden vej. Inspireret af et indslag ovre hos Lene, har jeg besluttet at skrive om alt det positive i håb om, at det kan opveje nogle af alle de triste poster. Gennemsnittet må kunne give et fornuftigt resultat.

Fri for sygdom?

“Rask” = fri for sygdom i ordets egentlige forstand bliver jeg aldrig, og det, synes jeg, har jeg affundet mig med. Jeg håber imidlertid, jeg kan bevare mit aktuelle funktionsniveau, og gerne forbedre det i den forstand, at jeg kan arbejde flere timer. Det giver mit selvværd “et boost” at være kommet i arbejde, også selvom det bare er 12 timer om ugen. Jeg er indstillet på at sætte antallet af timer op, men chefen i min praktik i Folkekirkens Nødhjælp, der er god, synes, vi skal vente en måned med at tale om det. Jeg synes bare, jeg når for lidt. Men altså kan jeg bevare det nuværende funktionsniveau, er jeg fuldt ud tilfreds.

Evalueringsmøde

Den 11. februar skal der være et evalueringsmøde mellem Psykiatrifonden, chefen og mig. Jeg er spændt på det, og også lidt nervøs for det det. Jeg er altid bange for ikke at gøre det godt nok, men det er nok en ubegrundet frygt, for de tilbagemeldinger, jeg hidtil har fået, er positive. Fx siger chefen, at han føler, at projektet nu “rykker” og at det havde de aldrig kunnet gøre selv. Jeg nedgør det lidt ved at tænke, at Herregud jeg har jo også kun den ene opgave, jeg er dedikeret til projektet, mens den tidligere projektleder har tonsvis af andre opgaver, så selvfølgelig “rykker” det.

Hukommelse

En ting der ikke fungerer godt er hukommelsen, og jeg bliver nødt til at vende tilbage til Center for Specialundervisning af voksne (CSV) og sige, at de kompenserende strategier ikke virker i praksis. Jeg skriver ned og skriver ned, jeg er bange for at spørge om det samme flere gange, og i menighedsrådet kan jeg ikke huske, hvad folk hedder trods det, at jeg har været sammen med dem 50 gange. Det er virkelig generende – ja nærmest pinligt.

Weekend

Men nu er det weekend og den vil jeg nyde, hvilket er meget lettere, når jeg kan sige til mig selv, at jeg har udrettet noget i ugens løb og skal afsted igen i næste uge.

God weekend til dig.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/15 Kommentarer/i , /af ,

Usikkerhed

Ude hos Atea har de fyret halvdelen af min afdeling incl. min chef, som var mit “anker” i afdelingen, og som jeg kendte fra min tidligere karriere. Baggrunden er, at afdelingen giver underskud og at chefen ikke havde kunnet lave et “turn around” hurtigt nok. Sådan er det så også i det private erhvervsliv 🙁

Nu ved jeg ikke, om jeg er købt eller solgt. Når de har fyret halvdelen, er det jo tænkeligt, at de ikke har ressourcer til at have en som mig siddende, og er der overhovedet brug for resultatet af den opgave, jeg er sat til at løse? Jeg er i gang med at opbygge en database over deres kurser og så afsøge det øvrige marked for de samme kurser, m.a.o. hvordan er konkurrencesituationen? Det er såmænd interessant nok.

I en sådan situation kan jeg godt mærke, at jeg ikke hører “rigtigt” til, for jeg får ingen informationer. De andre går og snakker, men jeg bliver ikke involveret, og det er ubehageligt. Jeg har involveret Psykiatrifonden, da det er dem, der er underskriver af aftalen på min side. Det virkede ikke som om HR kendte til, at der var en aftale og til at jeg i det hele taget var der. Har chefen bare handlet på egen hånd?

På mandag skulle der gerne komme noget klarhed. Jeg håber meget, jeg kan blive der, for jeg orker næsten ikke at skulle starte op et nyt sted. Nu har jeg lige fundet ud af, hvad de nærmeste hedder, hvad de laver, de har taget rigtig godt imod mig og jeg er kommet godt i gang med opgaven. Jeg har brug for ro og klarhed ikke usikkerhed og uklarhed.

Bloggen har været nede. Der kunne ikke oprettes forbindelse til databasen. Da jeg ikke havde foretaget den mindste ændring skrev jeg til min webudbyder. De løste lynhurtigt problemet, der viste sig at være, at der var gået ged i kodeordet. Jeg undrer mig over, hvordan det kan ske, og glæder mig over, at problemet er løst.