/12 Kommentarer/i , /af ,

Heldig

Jeg er en heldig kartoffel. Jeg har verdens bedste chef!

Han kom tilbage fra ferie i dag, og først og fremmest sagde jeg til ham, at jeg havde glædet mig, til han kom. Det er da en god melding på hans første arbejdsdag 🙂 Herudover sagde jeg til ham, at jeg havde tusind ting, vi skulle tale om, når han lige var kommet ind ad døren.

Vi brugte en time foran det store whiteboard på mit kontor. Vi bruger boardet som en fælles huskeliste (sikkert mest mig), og det fungerer virkelig godt. Jeg havde noteret adskillige ting, vi skulle tale om. Tavlen var fyldt. Han brugte en time, og vi kom igennem det hele. Han bakkede op om alle de små og store beslutninger, jeg har truffet, mens han var væk. Jeg har gættet mig til, hvad han ville synes, og heldigvis har jeg gættet rigtigt.

Leverandøren har ikke tillid til mig, men det har chefen, og så er jeg tilfreds.

Det vigtigste processuelle emne var: “Hvem styrer vores processer – leverandøren eller kunden?”. Vi er ikke i tvivl, og vi er enige. Jeg har aldrig før samarbejdet med en leverandør, der syntes, at de skulle styre mine processer. Vores leverandør har glemt, hvem der er kunden. Det er rigtig fint, hvis de rådgiver ud fra deres erfaringer, men det er altså os, der træffer beslutningerne i sidste ende.

De mener, at vi skal gennemgå alle data, der nu er importeret i to omgange. Vi mener, at vi tager stikprøver.

De mener, at det er en chefopgave at bringe stamdata på medarbejderne up to date. Vi mener, at det ikke er det, cheferne få deres penge for, og at de er for dyre til det. Herudover vil der være tale om informationer, som de slet ikke er i besiddelse af og hvor de skal ud at spørge i egen organisation. Det er vores holdning, at den opgave skal løses af en eller anden administrativ medarbejder på den enkelt lokation. Jeg bistår meget gerne, for det er en naturlig del af mit job. Er der tale om HQ, skal jeg nok løbe rundt og hjælpe. Det er en super opgave, og jeg lærer nogen at kende i hele huset. I øvrigt kan jeg vældig godt lide at lave brugersupport.

Leverandøren (!) har indkaldt til statusmøde. Fint med mig. Jeg er nået dertil, at jeg har sagt, at jeg ikke synes, vi skal diskutere gennemgang af data eller test, for vi kommer alligevel ikke videre ved at tale sammen. Vi gentager bare hele tiden os selv, og det er der ingen fremdrift ved. Der skal nogen med større charge end os til at beslutte noget endeligt.

Endvidere er jeg nået dertil, hvor jeg synes, at jeg lige så godt kunne have tastet alle data ind selv – det havde været en del hurtigere, og vi havde fået det, som vil have det. Lige nu er situationen, at vores databaser er indlæst i to omgange, og hver gang jeg kigger på resultatet, mangler en stor del af de oplysninger, jeg sendte afsted. Leverandøren mener, at det er fordi, vores data er af ringe kvalitet. Jeg kan kun svare, at jeg ikke har nogen, der er bedre. Eksempler:

  1. Vi har omkring 700 medarbejdere – efter 2. indlæsning mangler ca. 75 pct. af dem oplysning om, hvem der er chef. Oplysningen var naturligvis med i det, jeg sendte afsted. Den information er jeg så begyndt at sætte på “i hånden”, for uden den kommer vi aldrig videre.
  2. For medarbejdere i HQ er data hentet ud af lønsystemet – alle havde et såkaldt lønnummer, der er en helt essentiel oplysning, da den er “unique ID”. Nu er der rigtig mange uden denne information. Det er ikke muligt at trække oplysninger/rapporter ud, der kan anskueliggøre problemets omfang, og jeg har ikke kunnet finde et mønster i dem, der mangler. De henviser til, at vi skal slå dem alle op en for en.
  3. Når jeg beder dem lave en rapport, der kan vise omfanget af problemet under 2., er deres svar, at det vil de ikke, for vi skal alligevel kun bruge den én gang.
  4. Hvordan skulle jeg kunne vide, om en medarbejder er med W eller V? Det er den slags der gør, at de ikke kan matche. Jamen så træf dog et valg! Deres valg kan være lige så godt som mit.
  5. De mener, at der har været mange fejl i vores data. Jamen hvorfor så ikke sende en mail og komme videre?

Endelig er der problemet med, at der ikke findes nogen form for dokumentation for systemet. Alt er learning by doing. For mig personligt er det jo rigtig fint, for så bliver FKN nødt til at beholde mig 🙂 men professionelt er det ikke.

I dag har jeg for første gang sagt råt for usødet, at jeg aldrig har haft så dårligt et samarbejde med en leverandør, at jeg ikke bryder mig om at blive talt ned til og forsigtigt luftet tanken om at skrotte dette system og købe et, der er bedre. Sune var ikke helt uenig.

Jeg har lovet at bruge lidt tid med Google i morgen. Måske kan jeg finde noget, der kunne være interessant? – og det man i hvert tilfælde kan sige er, at nu har organisationen fået nogle erfaringer med, hvad vores behov er – og måske især ikke er – og den viden havde organisationen ikke i 2014.

Når jeg kigger i gamle dokumenter fra 2014 og fine flotte workflows med farver og alting, så får jeg tanken, at det er alt for akademisk og for langt fra en virkelighed, der består af data, felter og brugere. Jeg har allerede Googlet lidt, og der er flere forskellige interessante muligheder. Jeg vil dog fraråde de systemer, der ser mest farvestrålende ud.

Konklusion: Jeg har en fantastisk chef!

/10 Kommentarer/i , /af ,

Staten som arbejdsplads

Jeg har haft besøg af en rigtig dejlig tidligere kollega. Vi har talt og talt i fem timer, for vores kemi er i orden, og vi har meget at tale om.

Vi arbejdede sammen fra 2000 til 2004 i en statslig styrelse. Vi har begge været dygtige, stræbsomme, loyale, omstillingsparate, robuste osv. – altså alt det man skal for at hænge på i en statslig sektor, der årligt skal fremvise produktivitetsstigninger på mellem to og tre pct.

Og man kan spørge, hvad vi så egentlig har fået ud af det?

Jeg har ikke fået noget ud af det kvarte århundrede, der gik med altid at være på pletten og være “firmaets mand”. Jeg har haft spændende jobs og blevet lyttet til, og det var jo dejligt, men retrospektivt var det ikke godt for mig. Psykologen sagde – og jeg er enig – at meget af mit arbejdsliv sikkert har været båret af manier. Og nu sidder jeg så i et fleksjob…

Vores fælles styrelse er omfattet af regeringens storstilede udflytningsplan, hvor 3.900 arbejdspladser skal flyttes ud i landet – mest til Jylland forstås. Det koster kun en milliard, siger Finansministeriet selv.

Hun er en af dem, der ikke vil med til Jylland, for hvad skulle hun egentlig lave der? Og hendes mand har med sit job ikke mulighed for at flytte med. Så hun er nu efter 25 år afskediget. “Start forfra søster, du er jo kun 59, og hvad er der nu galt med Jylland?” – sådan lyder parolen overfor de statsligt ansatte, der – hvis de har været tilstrækkeligt højt rangerende – kan få en fratrædelsesgodtgørelse og et outplacement forløb. Det er altså nemt at blive lidt bitter og at have svært ved at få øje på fremtiden.

Jo mere hun fortalte om sin sidste tid derude, om alle fyringsrunderne og om de fire år, der gik forud, jo mere kunne jeg mærke, at jeg er lykkelig over at være sluppet ud af det statslige favntag, hvor alle hypper egne kartofler. Min karriere er forbi, men jeg er ved at have vænnet mig til tanken. Til gengæld jeg er glad og optimistisk, når vækkeuret sætter ind kl. 06 tre dage om ugen. Og jeg er glad for at åbne porten til en arbejdsplads, hvor alle har en mission, og til et sted, som jeg kan identificere mig med. Jeg gør ikke direkte noget for verdens 800 millioner fattige, men jeg kan levere noget FKN har brug for for at kunne hjælpe alle disse mennesker. En lille brik i puslespillet men dog en brik.

Når medarbejderne i staten ytrer sig om, at der er langt til Jylland, er beskeden typisk “tag en tudekiks”. Det er efter min opfattelse et utilgiveligt og ringeagtende udsagn, eller mindre pænt sagt: noget svineri. Regeringens sølle argumenter går på, at der også er dygtige medarbejdere i Jylland. Tåbeligt argument. Der er jo ingen, der desavouerer de jyske medarbejdere!

Der er i den styrelse tale om folk, der i mange, mange år har stået last og brast med den og båret med ved den ene effektiviseringsproces efter den anden. Pludselig kan de ikke bruges til noget længere.

Det var så en af de personlige historier bag udflytningerne. Der er også tabet for kunderne:

Vores styrelse laver højt specialiseret sagsbehandling med både akademikere og HK-ansatte som sagsbehandlere. Vores kunder er primært private virksomheder, der betaler et ret stort gebyr for at få behandlet deres sager. Området er præget af mange internationalt fastlagte tidsfrister og Den Europæiske Union-bestemte processer.

Det tager typisk tre til fire år med sidemandsoplæring at blive kvalificeret til at varetage sagsbehandlingen på egen hånd. Og det gælder for begge faggrupper. Den type sager er et håndværk.

  • Når nu virkelig mange af medarbejderne ikke vil med til Jylland hvad så?
  • Hvordan finder man en ny flok medarbejdere til dette meget specielle sagsområde?
  • Hvordan får man behandlet sagerne korrekt i de år, der går til sidemandsoplæringen er slut og medarbejderne kan klare opgaverne på egen hånd?

 

Kunderne klager, hvis der er fejl, og det skal de naturligvis også. De er jo netop kunder, og de har betalt et højt gebyr.

Sagsbehandlingstiden vil som konsekvens heraf stige ind i himlen – så klager kunderne også, og det er de i deres gode ret til.

 

/12 Kommentarer/i , /af ,

Politik og/om fleksjob

Den personlige del: Jeg er sluppet gennem nåleøjet til fleksjobbet, og det er jeg lykkelig for, men jeg har også kæmpet for det. I går var en mærkedag, for der blev ansættelseskontrakten med Folkekirkens Nødhjælp endeligt udformet og underskrevet. Den løber kun til 31. december 2016, og så må jeg se, hvad der dukker op til den tid. Der kan ske så meget. Så det var den ene “blanket”.

Den anden del er de blanketter, Hvidovre Kommune skal have sammen med en kopi af ansættelseskontrakten. Chefen og kommunen har åbenbart haft en dialog om dette, og jeg er selvfølgelig meget tilfreds med, at de har konkluderet, at jeg har en “arbejdsintensitet” på 100 pct. Dette begreb bruges vist mest i forbindelse med arbejdsgivers løndel. Arbejder man fx 15 timer med en arbejdsintensitet på 50 pct., skal arbejdsgiver kun betale for 7½ time. Det forekommer egentlig rimeligt nok, men man kan spørge, hvordan i alverden, de finder frem til procentsatsen?

Vi bliver nødt til at gå disse blanketter igennem igen, for dels er der faktuelle fejl, (fx er min mailadresse og telefonnummer forkert – de tilhører sikkert en anden borger og skyldes nok, at de har anvendt en gammel fil og så rettet den til.) Den slags fejl virker ikke så betryggende for resten af indholdet. Dels synes jeg ikke, arbejdsopgaverne er dækkende beskrevet for det, jeg rent faktisk laver. Det må da være vigtigt? De har bare kopieret det, Psykiatrifonden skrev i praktikaftalen i januar, og det var jo fornuftigt nok dengang, men er det ikke længere.

Når man tilkendes et fleksjob, bliver man automatisk tilmeldt ordningen med “Fleksydelse”, der er en form for efterløn til fleksjobbere, hvorefter Udbetaling Danmark spammer ens e-boks med blanketter. Det koster 500 kr. om måneden at være medlem af ordningen. På borger.dk findes en fin vejledning, og når man først har fundet ud af terminologien, og fundet de relevante undersider på sitet, er det ikke så svært, men jeg brugte da et par timer på det. Gad vide hvad folk, der ikke har så meget overskud, gør? Jeg forsøgte mig eksempelvis torsdag aften, hvor jeg var træt, og der måtte jeg opgive; det var simpelthen for kringlet.

Jeg endte med at fravælge ordningen, da man som hovedregel skal have indbetalt i 30 år, for at få noget ud af det. Der er så undtagelser, der er bestemt af ens alder. For mit vedkommende ville jeg kunne overgå til fleksydelsen tre år før folkepensionsalderen. Det synes jeg ikke rigtig står mål med de 500 kr. pr. måned, men det skal retfærdigvis nævnes, at jeg aldrig har været tilmeldt efterlønsordningen, og det har selvfølgelig betydning.

Jeg ser frem til, at alle formalia er i orden, så jeg bare skal passe mit dejlige og daglige arbejde.

Den politiske del: Fleksjobordningen blev reformeret (et andet ord for besparelser) med virkning fra 1/1 2013. “Reform af førtidspension og fleksjob” blev vedtaget af den tidligere regering, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Det, jeg umiddelbart ved, er, at indtægten er blevet forringet. Før i tiden betalte arbejdsgiver sin del, og kommunen supplerede op til en eller anden fastsat overenskomstmæssig løn kaldet fleksløntilskud. Arbejdsgiver betaler efter reformen fortsat sin del, men kommunens supplement er væsentligt forringet/reformeret. Hvor meget ved jeg ikke endnu. Først med lønnen for august vil jeg vide, hvad det betyder rent økonomisk. Man skal medbringe første lønseddel til kommunen, så “fleksløntilskuddet kan blive beregnet bedst muligt”… øh… bedst muligt…

Jeg fandt denne oplysende artikel om reformerne på DenOffentlige.dk. Artiklen handler ganske vist primært om ressourceforløb, men der er også noget om fleksjob. Et ressourceforløb er et typisk flerårigt forløb (1 – 5 år), der skal udvikle arbejdsevnen, så folk ikke havner på førtidspension. Det var der, jeg var hunderæd for at havne, da ydelsen så svarer til kontanthjælp.

De formål, som politikerne har solgt reformer på, er aldrig indfriet. Tværtimod, har særligt førtidspensions- og fleksjobreformen har effekter helt modsat af formålet, fortæller forsker i dette indlæg.

Formodningerne bag reformen var:

  • Man formodede at kunne forbedre borgernes arbejdsevne, for nogle endda i en sådan grad, at de ville kunne (gen)indtræde på det ordinære arbejdsmarked.
  • Man formodede, at man ved at give disse borgere en beskæftigelsesrettet indsats kunne forbedre deres sociale liv, så de i højere grad kunne blive en del af fællesskabet, underforstået det arbejdende fællesskab.

Beskæftigelseseffekterne af de hidtidige ressourceforløb, er at kun 79 borgere ud af knap 19.000 etablerede ressourceforløb er kommet i ordinær beskæftigelse, mens knap 350 borgere har fået et fleksjob, hvilket omregnet til fuldtidsstillinger svarer til ca. 54 stillinger

Det er jo forrykt! Beskæftigelseseffekten kan lige så godt sættes til nul. Gennemsnitligt arbejder de, der er tilkendt fleksjob, fem timer om ugen. For så vidt angår begge grupper er der tale om mennesker, der har en livsvarig sygdom, og man bliver som hovedregel ikke rask igen af at arbejde. OK – jeg kan godt modificere dette lidt: For mit eget vedkommende har det en vis helbredende effekt at være på arbejde og føle, at jeg tilfører FKN værditilvækst og indgår i et fællesskab, men rask bliver jeg altså aldrig, så var jeg jo netop ikke blevet tilkendt et fleksjob! Det er en cirkulær og uigennemtænkt argumentation. Og hvis jeg nu var nede på de fem gennemsnitlige timer pr. uge? Jeg fastholder, at det er forrykt.

Folk, der har været i ressourceforløb og ikke har kunnet forbedre deres arbejdsevne for dermed kunnet få enten et ordinært job (i sig selv en vanvittig målsætning) eller et fleksjob, har ingen krav på offentlige ydelser, og er henvist til almisser fra familie og venner. Artiklen konkluderer, at dette er grundlovsstridigt. Hvordan kan et velfærdssamfund have sådanne regler?

Grundlovens § 75: Stk 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse. Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.

/16 Kommentarer/i , , /af , ,

Det er svært at finde vej

Det er svært at finde vej

At finde vej

Det er svært at finde vej.

Et lille skridt i den rigtige retning er det dog, at jeg har fået det til at fungere med telefonens Google Maps, KlickFix til iPhone 6 monteret på cykelstyret og det lille Jabra headset. Det lykkedes mig i går at finde vejen til egen læge – sådan en slags test af set-uppet, for det er ligeud hele vejen til Vanløse, og det kan jeg godt huske.

I dag lykkedes det mig at finde til Center for Specialundervisning for Voksne (CSV), der ligger i Husum. Et par gange sendte den mig ind ad stisystemer, og det var jeg ikke meget for, men tog den vej jeg selv var mere tryg ved. “Beregner ny rute” – smart.

I morgen vil jeg se, om jeg også kan finde til arbejde. Hvis jeg kan det, har jeg for alvor fået min frihed tilbage. Min forestilling er, at jeg kun behøver GPS’en en gang pr. destination, og så skulle den visuelle hukommelse gerne klare resten – men jeg tror, det er en drøm. Det er sygdommen i sig selv, der har skadet hukommelsen, ikke de mange ECT-behandlinger, for problemerne var tilstede allerede inden behandlingerne. Det kan jeg dokumentere ved hjælp af en mail fra den 21. august 2014, som er længe før jeg fik det første ECT-behandling.

Hukommelsesproblemer

Hukommelsesproblemerne mærkes især på arbejdet, hvor jeg konstant går rundt med et kollegiehæfte under armen. Jeg mangler bare træning i at få skrevet de rette noter. Fx fik jeg telefoniske instruktioner fra leverandøren i fredags, men jeg fik ikke noteret noget ned, fordi det var så logisk, men nu går jeg og er bange for, om jeg kan huske det. Det er ikke fedt at skulle ringe op og bede om gentagelse.

Jeg mangler kræfterne

Efter 2½ år i en eller anden form for vakuum, er der så meget, jeg gerne vil i gang med igen. Der er for meget, der flyder, og så mange ting, jeg gerne vil i gang med i mit hjem. Jeg troede, jeg kunne gå i gang med det hele uden videre, oprette to-do-lister og så gå i gang. Det kan jeg bare ikke. Jeg har ikke kræfterne. Når jeg har været på arbejde de sølle fem timer er jeg brugt. Psykologen siger, det er naturligt nok, og hende retter jeg mig efter, for hun er meget dygtig. Altså må jeg tage et skridt ad gangen og så vente på, at kræfterne vender tilbage. Jeg kunne bare godt tænke mig, at det gik hurtigere.

Møde i rehabiliteringsteamet

Kommunens sagsbehandling i relation til fleksjobbet udestår stadig. Jeg er tilsagt til møde i rehabiliteringsteamet den 11. april kl. 14:00, og jeg er død-nervøs. Heldigvis går erhvervsrådgiveren fra Psykiatrifonden med mig, og hende føler jeg mig tryg ved efter et langt forløb hos dem. Min virksomhedspraktik udløber den 8. april, og jeg må ikke møde op igen, før kommunen har truffet sin endelige afgørelse. Det skyldes forsikringsforhold. Hverken jeg eller Folkekirkens Nødhjælp er interesserede i et “hul” i ansættelsen, så min sagsbehandler arbejder på en forlængelse af virksomhedspraktikken frem til afgørelsen. Hun er god nok, så det falder vel på plads. Men det er et blandt 100 usikkerhedsmomenter, og jeg trænger altså til vished i mit liv.

Rehabiliteringsteamet vil få forelagt speciallægeerklæringen, et langt skema, der hedder “Rehabiliteringsplanens forberedende del”, en frisk lægeattest og Psykiatrifondens rapport. De skal vurdere, om der er mere at gøre eller om jeg er der, hvor jeg kan lande. De skal endvidere vurdere, om jeg har fungeret godt nok i arbejdsprøvningen. Teamet består ikke af psykiatere men af en læge og en fysioterapeut, og hvad de andre kan, ved jeg så ikke. Selv synes jeg, det ville være mere relevant med en psykiater. Måske er de andre lægfolk?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.