, , ,

Vås

Drillenissen er her:

Selvom de er mægtig flinke og fremkommelige i Hvidovre Kommune, vil jeg alligevel gerne “drille” dem lidt:

Jeg ringede til fleksjobkonsulenten og spurgte, om ikke ovenstående vrøvletekst kunne blive rettet. Det kunne det ikke, og den havde været i brug i mange år. Jeg kan ikke lige huske, om det var ham selv, der havde designet det.

I forbindelse med den øverste del af teksten spurgte jeg, om jeg kunne blive holdt op på det, når jeg havde skrevet under. Han garanterede, at jeg ikke ville blive hængt op på det. Videre kunne jeg ikke komme. Jeg synes, det er noget mærkeligt noget.

Min plan

På Jobnet.dk findes noget, der hedder “Min plan”. Jeg fik en af de sædvanlige trussels-beskeder som SMS. Jeg skulle gå ind på den side og sætte et flueben, som bevis for, at jeg havde læst og forstået det. Jeg gør altid hvad det system siger, da de truer med alt muligt.

Da jeg havde sat fluebenet, tjekkede jeg lige, hvad det egl. var, jeg havde skrevet under på. Siden var tom… Jeg fatter ganske enkelt ikke det system. Hvorfor kommer der en SMS, når siden er tom?

Jeg er jo ikke ledig (endnu), så jeg forstår ikke, hvorfor jeg overhovedet skal rodes ind i den der plan. Jeg er sikker på, at hvis jeg ringer til Mickey (fleksjobkonsulenten), vil han  sige, at det skal jeg bare se bort fra.

Samlet set

Jeg forstår udmærket, at der er mange mennesker, der ikke fatter den kommunale sagsbehandling. Det gør jeg heller ikke. Jeg er nok bare bedre end mange til at få sendt en mail eller få ringet om de her vrøvle-ting. Hvordan skal man vide, hvad der gælder, og hvad man bare kan se bort fra? Det typiske – hvis det altså gælder – er, at man kan blive frataget alle mulige rettigheder.

Hvis man forestiller sig, at alle 98 kommuner vrøvler ligeså meget som Hvidovre Kommune, må der gå mange ressourcer til mundtligt og skriftligt at fortælle borgeren, at det ikke er noget, der berører ham/hende. Gad vide hvad det koster i kroner og øre? Jeg tror ikke, det er helt billigt.

Min sidste kommentar (i denne omgang) er, at det virker uprofessionelt. Min fleksjobkonsulent er, som skrevet adskillige gange, vældig flink og vil hjertens gerne hjælpe mig. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Men jeg mister tilliden til hele systemet på denne måde, og jeg bryder mig ikke om pligten til at underskrive vrøvletekster.

, ,

Diverse

Flere positive ting

Jeg synes, jeg kæmper, men dagen i dag har vist, at det måske er kampen værd.

Kugledyne

Det første jeg gør, når jeg ankommer til psyk., er at spørge, om de har en kugledyne. Svaret er som regel “ja”. Den skal bare hentes nede fra det rum, hvor der står “Kugledyner” på døren. Jeg tror ikke, der er andet derinde, og de er i øvrigt enorme. Vi hjælpes som regel ad med at lægge betræk på, for det er temmelig bøvlet.

Jeg har ønsket mig en herhjemme i årevis, men jeg har ikke haft pengene – 7.300 kr. Den kommer fra Protac.

Jeg sover så godt med den, søvnen bliver dybere/mere intens, jeg slipper for at være vågen et par timer hver nat, jeg koncentrerer mig bedre dagen efter, jeg kan bedre falde i søvn, jeg kan slippe Benzoerne osv. Den virker ved, at de 7 – 11 kilo kugler leverer et “sansemotorisk tryk”.

Nemmere at falde i søvn Protac Kugledynen er et anerkendt hjælpemiddel mod søvnforstyrrelser. Kuglerne i dynen stimulerer berøringsansen og muskel-led-sansen og giver ro og tryghed. Brugeren får bedre kropsfornemmelse og falder nemmere i søvn.

 

Dybere uforstyrret søvn Kuglerne ligger løst i dynevåret og giver dybe punktvise tryk. Når brugeren bevæger sig under dynen, ændres trykket let og det giver nye sanseindtryk til hjernen. De skiftende sanseindtryk dæmper angst og utryghed og beroliger hjerne og krop. Opvågninger og natteuro mindskes og søvn bliver dybere og mere uforstyrret. Elementer som er altafgørende for menneskers trivsel og læring.

Da jeg var på afdelingen, anbefalede Melita (overlægen), at ergoterapeuten skulle hjælpe med en ansøgning til kommunen, om de ville hjælpe mig med en kugledyne. Og det gjorde hun så. Jeg syntes godt nok, hun gentog sig selv mange gange, men det var hende, der var eksperten og hende, der kendte “koderne”.

I dag ringede et meget venligt menneske fra kommunen, som stillede en bunke spørgsmål om min hverdag med og uden kugledyne. Jeg kunne fx fortælle hende, at jeg i nat var vågen fra 01 – 04, at dagen er svær at komme igennem med så lidt søvn, at det går ud over koncentrationen og energien, at det kan være svært at komme til højmesse, fordi jeg er meget træt osv. Hun stillede virkelig gode spørgsmål. Da vi sluttede samtalen, sagde hun, at der jo ikke var nogen tvivl om, at jeg skulle have sådan en. Jeg kunne kun sige “tusind tusind tak”. Nej hvor jeg glæder mig til den kommer i næste uge.

Jeg synes, Hvidovre Kommune behandler mig godt. Jeg kan virkelig ikke klage.

Genbrug

Folkekirkens Nødhjælp: HR har til huse på 1. sal, og Genbrug huserer i stuen. Jeg stak hovedet ned til deres administrator Kristine og fik en lille kort snak og en aftale til på mandag kl. 11:00. Hun var virkelig sød, men det er de jo alle derinde. Hun skitserede kort noget, der lignede controlleropgaver og en hel masse udefinerbart. Fint med mig! Jeg sendte hende til gengæld mit CV og Sunes anbefaling. Resten taler vi om på mandag. Jeg håber sådan, det vil lykkes, for jeg ønsker mig så brændende ro og fred i min tilværelse også selvom det fx bare er et år.

Imagify Image Optimizer

Der findes 1.000-vis af plugins til WordPress; nogle bedre end andre.

Noget af det, der kan forbedre brugeroplevelsen i form af kortere svartid på bloggen er, at behandle billederne i et eller andet program, så de bliver mindre (altså målt i Kilobytes – ikke i centimeter). Udviklerne af dette plugin siger, at alle blogejere kan speede deres sider op med Imagify.

Det, der er rigtig interessant her, er, at pluginet også kan behandle alle de gamle billeder, som jeg ikke har været tilstrækkeligt opmærksom på at optimere, da jeg lagde dem ind. Der ligger 661 billeder (og det er ganske få i forhold til alle jer), men jeg kan slet ikke forestille mig, at behandle dem alle enkeltvist.

Jeg har valgt købe-udgaven af pluginet, da mulighederne i den gratis version simpelthen ikke er gode nok eller bare tilstrækkelig. Sådan er det tit med alt det, der stilles gratis til rådighed – og well de skal jo også leve og have betalt deres udviklingsomkostninger mv. De skulle bare stoppe med at kalde det “gratis”.

Jeg har haft en del bøvl med at få det til at virke, fordi jeg på en eller anden måde fik oprettet to konti (hvilket var ret dumt). Men nu virker det, og det triller lystigt derudaf.

Postscriptum: der er sparet 17 pct. Det er jeg nu ikke så imponeret af, og jeg tror ikke rigtig, at det forbedrer brugeroplevelsen.

 

, ,

Alternativt arbejdsmarked

Genbrug

Der er muligvis ved at opstå en jobmulighed i den afdeling i Folkekirkens Nødhjælp, der hedder Genbrug. Det betyder ikke, at jeg skal stå i en genbrugsbutik, for det hverken kan eller vil jeg. Jeg skal ned at tale med chefen på mandag. Indtil videre aner jeg ikke, hvad det går ud på, men det er også næsten ligegyldigt.

Sune har et par gange spurgt: “Hvad er vigtigst: et sted at være eller lønnen?”. Jeg har hver gang svaret “Et sted at være”. Jeg er ham taknemmelig for, at han gør et stort benarbejde.

Det alternative arbejdsmarked

Hvis de skal ansætte mig i Genbrug, skal det være så billigt som muligt for dem. De kan slippe med at betale for en time om ugen. Det har jeg tjekket med kommunen.

Umiddelbart klingede det lidt af moderne slavehandel. Det er det, jeg kalder for det alternative arbejdsmarked.

Dette arbejdsmarked består af:

  • Fleksjobs
  • Aktivering
  • Skånejobs
  • Virksomhedspraktikker
  • Løntilskudsjobs
  • 225 timer om året, jfr. kontanthjælpsloftet
  • Og der er sikkert flere, jeg kan bare ikke lige finde dem

Disse jobtyper tilbyder man mennesker, der hænger med det yderste af neglene i kanten af arbejdsmarkedet. Enhver på kanten vil sige ja til alt dette næsten uanset vilkårene. Siger man ikke ja, får man sikkert også bøvl med kommunen.

Apropos kommunen består dialogen på Jobnet primært af trusselsbreve, der lister alle sanktionerne og nævner alle de ydelser, jeg kan miste. Når jeg så spørger fleksjobkonsulenten, hvordan jeg skal forholde mig til disse breve, er svaret, at det skal jeg ikke tage mig af… Det er selvfølgelig rart nok, men hvordan i alverden skulle jeg vide det? Det forekommer mig at være temmelig uprofessionelt.

Og hvad svarer jeg så?

Efter en kort samtale med min erhvervsrådgiver fra Psykiatrifonden, er der ingen tvivl om, at jeg skal sige “ja tak” til stort set hvad som helst. Og det skal jeg fordi:

  • Folkekirkens Nødhjælp er verdens bedste arbejdsplads
  • Jeg kender organisationen og en stor del af kulturen
  • Kollegerne i HR er hjælpsomme og “fremkommelige” og hvorfor skulle de så ikke være det også nede i Genbrug?
  • NGO-verdenen er ny for mig, men rummer alt det, jeg gerne vil med et job på de præmisser, jeg nu engang har
  • Det er langt bedre for min psykiske habitus at blive et sted, hvor jeg kender kulturen end at skulle “starte forfra” i en ny organisation. Det har jeg ganske enkelt ikke kræfter til lige nu. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle gå rundt og sige “Hej jeg hedder Hanne”.

Og så siger jeg pyt til alt det med hvem, der betaler hvilke/hvor mange timer. Jeg kan leve af det, der kommer ud af det, og det er fuldstændig ligegyldigt for mig, hvor pengene kommer fra.

Til slut er der så det med en bagkant: Selvfølgelig ville jeg langt foretrække noget uden bagkant, da det er hårdt hele tiden at skulle tænke på, hvad man gør næste gang, kontrakten løber ud. Det giver meget indre uro. Men jeg siger ja stort set uden skelen til kontraktens rækkevidde – ja måske er tre måneder lidt vel lidt, men det må kunne forhandles.

Jeg er glad for at have erhvervsrådgiveren fra Psykiatrifonden i ryggen. Hun stillede det klarere op, end jeg selv kunne.

Nu mangler jeg bare  at finde ud af, hvad det går ud på og om jeg er kompetent til det 🙂

,

Bekymringer

Folkekirkens Nødhjælp lakker mod enden og julen står for døren

Folkekirkens Nødhjælp:

Der er ni arbejdsdage tilbage. Jeg prøver at bevare gejsten og entusiasmen. Jeg har sat som mål, at jeg den 23. december gerne vil sende hende, der skal etablere subsystemet til økonomisystemet, som så kommer til at udgøre HR-systemet, en folder indeholdende alle nødvendige felter, beskrivelse af alle disse felter og værdier til alle dropdownlister. Det burde gøre hende i stand til at komme videre med hendes del af systemudviklingen.

Nyt fleksjob

Når jeg nu ikke skal være i FKN, skal jeg selvfølgelig et andet sted hen. I morgen skal jeg til møde med fleksjobkonsulenten fra Hvidovre Kommune og “anden aktør” nærmere bestemt “Jobøst”. Jeg har kigget lidt på hjemmesiden og ved såmænd ikke rigtig, hvad jeg synes. Måske sådan lidt konsulentgejl… Men kommunen har gode erfaringer med dem, og har brugt dem i mange år, så det er jo nok i orden.

Jeg bliver nødt til at sige til dem, at jeg ikke umiddelbart kan se, hvor jeg finder kræfterne til igen at være ny på en arbejdsplads. Man skal sætte sig ind i opgaverne, få en fornemmelse af chefen, af kollegerne mv. Hvordan er organisationen skruet sammen? Hvem har magten? IT plejer at være mine samarbejdspartnere, hvad er de for nogle? Vise at man kan noget, selvom det er et fleksjob osv. Jeg orker det bare ikke.

Jeg bliver også nødt til at sige, at det skal være noget mere varigt, da jeg har brug for fred og ro til at komme videre med mig selv.

Jeg ringede til fleksjobkonsulenten i dag, da der var noget, der nagede mig: “Kan man sige nej tak?” Det kan man gudskelov godt. Der er ikke noget, jeg hellere vil end at arbejde de der sølle 15 timer pr. uge, men det skal være ordentligt arbejde. Jeg kan ikke lave noget, der ikke er vigtigt/giver mening. Opgaven skal være væsentlig for virksomheden. Det må ikke være ligegyldigt, om det bliver lavet eller ej. Hvis jeg sagde ja tak til det, ville jeg holde to dage, og så var det slut. Fleksjobkonsulenten vil først undre sig, hvis der fx var fem – seks gode matches, som man blev ved at sige nej tak til. Det er jo helt OK.

I aften skal jeg lige have forberedt mig og printet diverse dokumenter ud, og så må det gå, som det kan. Heldigvis skal jeg til Pernille (lægen) i DPC kl. 13:00. Så må hun samle mig op, hvis det går ad h… til.

Julen 2016

Egentlig havde jeg tænkt mig at lade som om, den ikke var der. Men det går nok ikke – det er formentlig ikke godt for den psykiske sundhed. Det er det årlige problem, når man ikke har noget automatik. Jeg kom til at læse et par gamle blogindlæg om andre jul på højskole. Ud af dem kan jeg se, at det i hvert fald ikke skal være Haslev udvidede Højskole, hvor jeg var i 2008, og som var for indremissionsk for mig. Et par Googlesøgninger på “Højskolejul” afslørede adskillige muligheder. Det, der ser bedst ud, er Vallekilde Højskole. Jeg har ringet til dem, og på onsdag kan de komme med en tilbagemelding, om de har plads eller ej. Har de ikke plads, rummer internettet mange flere muligheder.

Det er en ret dyr løsning, men jeg er jo invalid, så det går nok 🙂