,

Staten som arbejdsplads

Jeg har haft besøg af en rigtig dejlig tidligere kollega. Vi har talt og talt i fem timer, for vores kemi er i orden, og vi har meget at tale om.

Vi arbejdede sammen fra 2000 til 2004 i en statslig styrelse. Vi har begge været dygtige, stræbsomme, loyale, omstillingsparate, robuste osv. – altså alt det man skal for at hænge på i en statslig sektor, der årligt skal fremvise produktivitetsstigninger på mellem to og tre pct.

Og man kan spørge, hvad vi så egentlig har fået ud af det?

Jeg har ikke fået noget ud af det kvarte århundrede, der gik med altid at være på pletten og være “firmaets mand”. Jeg har haft spændende jobs og blevet lyttet til, og det var jo dejligt, men retrospektivt var det ikke godt for mig. Psykologen sagde – og jeg er enig – at meget af mit arbejdsliv sikkert har været båret af manier. Og nu sidder jeg så i et fleksjob…

Vores fælles styrelse er omfattet af regeringens storstilede udflytningsplan, hvor 3.900 arbejdspladser skal flyttes ud i landet – mest til Jylland forstås. Det koster kun en milliard, siger Finansministeriet selv.

Hun er en af dem, der ikke vil med til Jylland, for hvad skulle hun egentlig lave der? Og hendes mand har med sit job ikke mulighed for at flytte med. Så hun er nu efter 25 år afskediget. “Start forfra søster, du er jo kun 59, og hvad er der nu galt med Jylland?” – sådan lyder parolen overfor de statsligt ansatte, der – hvis de har været tilstrækkeligt højt rangerende – kan få en fratrædelsesgodtgørelse og et outplacement forløb. Det er altså nemt at blive lidt bitter og at have svært ved at få øje på fremtiden.

Jo mere hun fortalte om sin sidste tid derude, om alle fyringsrunderne og om de fire år, der gik forud, jo mere kunne jeg mærke, at jeg er lykkelig over at være sluppet ud af det statslige favntag, hvor alle hypper egne kartofler. Min karriere er forbi, men jeg er ved at have vænnet mig til tanken. Til gengæld jeg er glad og optimistisk, når vækkeuret sætter ind kl. 06 tre dage om ugen. Og jeg er glad for at åbne porten til en arbejdsplads, hvor alle har en mission, og til et sted, som jeg kan identificere mig med. Jeg gør ikke direkte noget for verdens 800 millioner fattige, men jeg kan levere noget FKN har brug for for at kunne hjælpe alle disse mennesker. En lille brik i puslespillet men dog en brik.

Når medarbejderne i staten ytrer sig om, at der er langt til Jylland, er beskeden typisk “tag en tudekiks”. Det er efter min opfattelse et utilgiveligt og ringeagtende udsagn, eller mindre pænt sagt: noget svineri. Regeringens sølle argumenter går på, at der også er dygtige medarbejdere i Jylland. Tåbeligt argument. Der er jo ingen, der desavouerer de jyske medarbejdere!

Der er i den styrelse tale om folk, der i mange, mange år har stået last og brast med den og båret med ved den ene effektiviseringsproces efter den anden. Pludselig kan de ikke bruges til noget længere.

Det var så en af de personlige historier bag udflytningerne. Der er også tabet for kunderne:

Vores styrelse laver højt specialiseret sagsbehandling med både akademikere og HK-ansatte som sagsbehandlere. Vores kunder er primært private virksomheder, der betaler et ret stort gebyr for at få behandlet deres sager. Området er præget af mange internationalt fastlagte tidsfrister og Den Europæiske Union-bestemte processer.

Det tager typisk tre til fire år med sidemandsoplæring at blive kvalificeret til at varetage sagsbehandlingen på egen hånd. Og det gælder for begge faggrupper. Den type sager er et håndværk.

  • Når nu virkelig mange af medarbejderne ikke vil med til Jylland hvad så?
  • Hvordan finder man en ny flok medarbejdere til dette meget specielle sagsområde?
  • Hvordan får man behandlet sagerne korrekt i de år, der går til sidemandsoplæringen er slut og medarbejderne kan klare opgaverne på egen hånd?

 

Kunderne klager, hvis der er fejl, og det skal de naturligvis også. De er jo netop kunder, og de har betalt et højt gebyr.

Sagsbehandlingstiden vil som konsekvens heraf stige ind i himlen – så klager kunderne også, og det er de i deres gode ret til.

 

10 replies
  1. Pia
    Pia says:

    Desværre er det ikke kun de statslige abejdspladser at proceduren er sådan. Alt for mange får besked (af jobcenter) om at de bare kan sælge huset og flytte med elle hen hvor abejdet er. Jeg synes det er en urimelig og umenneskelig procedure at man skal rives ud af sit netværk.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Pia

      Du har fuldstændig ret angående netværket. Hvordan Søren bygger man lige et nyt netværk op? Og hvis man er over 50 bliver det jo bare endnu sværere.

      Svar
  2. Eric
    Eric says:

    Principielt ville det være fint med flere statslige arbejdspladser i provinsen, men det er en tåbelig måde man gør det på med store omkostninger for mennesker, økonomi og sagsbehandling. Som du skriver, er det ren symbolpolitik – ellers havde man baseret på erfaringerne fra England og Norge undladt at gøre det.
    Det er ikke kun de statsligt ansatte, der behandles dårligt, det er befolkningen. Der er sket et dehumaniserende skred, så vi nu betragtes og behandles som arbejdskraft, slet og ret.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Ja for Søren, det ville være fint med flere statslige arbejdspladser i provinsen, hvis de kunne etableres på en måde, der tog hensyn til “produktionsapparatet” – som alle medarbejderne er reduceret til at være en del af. Min kollega er bitter, frustreret og bange for om hun kan finde et nyt job, og jeg forstår hende ved den søde grød godt, samtidig med at jeg priser mig lykkelig over ikke længere at være en del af det. Det koster ikke bare den der milliard; det koster milliarden + de menneskelige omkostninger, som end ikke Finansministeriet kan finde ud af at lave Excelark over.

      Svar
  3. Donald
    Donald says:

    Og som du siger: Den udflytning vil bevirke rod i sagsbehandlingerne (ligesom det er sket i SKAT) og det kan nedbryde vores demokratiske tillid til hinanden (og specielt til myndighederne).

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Udflytningen er ren symbolpolitik fra regeringens side. Det skal med fandens vold og magt ligne en succes. Din sammenligning med skat er også helt rigtig. Jeg forstår slet ikke, hvordan den omhandlede styrelse skal (for)klare sig overfor kunderne.

      Svar
  4. Donald
    Donald says:

    Hvor har jeg ondt af den tidligere kollega, det er da ikke en måde at behandle en gammel medarbejder. Jeg har undret mig over flere ting vedrørende karriere og ansættelser (både private og statslige) som er af samme slags som det, du nævner, det må jeg skrive et indlæg om; men kort sagt: Det er som om de ansættende myndigheder /personer/ tager det som en selvfølge, at man får et job og så er til rådighed med hud og hår bortset fra at man har ret til at sove om natten og holde ferie og den slags småting. Man “bliver lærer” eller “bliver sagsbehandler” eller “bliver kommunal-tekniker” som man siger. D.v.s. at samfundet har vænnet sig til at man får en identitet fra sit arbejde og det forudsættes at man retter sig efter de gængse tankesæt uden at spørge for meget. “En god medarbejder er én man ikke hører fra” siger de nogle steder.

    Men det er helt forkert. Jeg egner mig ikke til at være funktionær. Og sandt at sige, tror jeg ikke at ret mange mennesker egner sig til at være funktionærer. Det skal så endvidere kobles sammen med den såkaldte “sociale kapital” (det kræver flere ord, det er derfor jeg siger at jeg nok hellere må skrive et indlæg).

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Jeg ser frem til dit indlæg om tilgrænsende emner.

      Det er lige præcis ikke sådan, man behandler er pokkers trofast medarbejder! Men jeg må med baggrund i egne erfaringer sige, at staten er blevet en meget usympatisk arbejdsplads, hvor alle mere eller mindre bevidst kæmper for ikke at blive omfattet af den næste fyringsrunde. Klimaet er barskt og det er blevet til “survival of the fittest”. Du har ret i, at arbejdsgiverne tror, at de kan sluge medarbejderne “med hud og hår”. Sådan har jeg jo også selv arbejdet. Da jeg startede i staten umiddelbart efter at være blevet kandidat, var det altså anderledes. Jeg husker det som om, at vi passede lidt på hinanden.

      Du har også ret i det med identiteten. Det er jeg selv et godt eksempel på. Når jeg kigger tilbage på mit kvarte århundrede, synes jeg, at jeg har forvaltet mit liv dårligt og fantasiløst. For mit eget vedkommende har jeg været nødt til at sadle radikalt om. Jeg er faldet mange skridt ned ad rangstigen, og jeg tjener ikke ret meget, men jeg er som skrevet glad, når jeg står op kl. 06, og det kan ikke købes med hverken penge eller indflydelse.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *