Indlæg

, ,

Decentraladministrationen

Ny “bølge” af udflytninger

Det er vældig vigtigt for især Venstre, at der ikke er “hvide pletter på landkortet”, og at vi har et “Danmark i balance”, så derfor splitter man de statslige arbejdspladser ad, man atomiserer dem, og pludselig er det så fremragende, at Nota skal til Nakskov, at Innovationsfonden skal til Aarhus og at Dansk Sprognævn skal til Bogense for nu bare at nævne et par stykker.

Statsministerens og den såkaldte innovationsministers pressemøde findes her.

Dette er anden “bølge”, den første påbegyndtes i 2015. Sidstnævnte er under udredning af Rigsrevisionen – en form for evaluering af alle parametre, men det må ventes, at rapporten i særlig grad vil beskæftige sig med de økonomiske aspekter, eftersom budgettet lød på 400 millioner kr., men regnskabstallet er foreløbigt landet på 1 milliard kr. Da jeg lavede tal, regnede vi altså bedre.

Det er da fuldt forståeligt, at regeringen ikke venter på evalueringen, for den vil betyde fakta, mens regeringen driver politik. De to ting har sjældent noget med hinanden at gøre.

Hvad udflyttes?

Belært af erfaringerne fra første “bølge” kan det ikke ventes, at ret mange af medarbejderne flytter med. Det er ikke medarbejdere, der flyttes, det er årsværk/fuldtidsansatte/stillinger, for medarbejderne vil som hovedregel ikke med. Hvordan bryder man op fra Østerbro til fx Augustenborg? Ægtefællens arbejdsplads – måske egen virksomhed – daginstitutioner, uddannelsesinstitutioner, håndboldklubben, socialt netværk osv. Det flytter man jo ikke bare 300 km. væk. Skal man bare starte forfra på livet i Brovst? Al erfaring viser, at jo ældre man bliver, jo sværere er det at etablere nye netværk.

Hvornår begynder man at udflytte departementerne, der jo er finere end os andre? De kan vel lige så vel betjene ministeren pr. e-mail og telefon, som alle vi andre kan betjene vores kunder på den måde. Og er der et vigtigt møde, kan de vel pendle?

Videnstab

For temmelig mange år siden (2000 – 2004), var jeg ansat i Patent- og Varemærkestyrelsen i Høje Taastrup. Styrelsen varetager højt specialiseret sagsbehandling på de to sagsområder. Det tager, så vidt jeg husker, 4 – 5 år at uddanne en patentingeniør, og det er uhyre vigtigt, at afgørelserne er 100 pct. korrekte. Er de ikke det, risikerer man, at virksomheder får udstedt et patent, lejer/bygger lokaler, sætter produktion i gang, ansætter medarbejdere osv., og senere dukker en anden rettighedshaver op og siger “Jeg kom først. Du har krænket mine rettigheder”. Princippet om “Først i tid bedst i ret” gælder i høj grad her. Det er bestemt ikke godt for dansk erhvervsliv. Har man opnået rettigheden, skal man kunne stole på den. Gad vide hvad styrelsen gør, indtil den har fået uddannet nye folk i Ikast? Skal sagerne bare vente?

Det gælder naturligvis ikke kun min gamle styrelse; det gælder alle dem, der skal flyttes, og som ikke får medarbejderne med sig. Alle statslige afgørelser mv. skal være 100 pct. korrekte, ellers er der hele balladen med Ombudsmanden m.fl. Herunder kommer et par eksempler på nogle af dem, der er ramt at innovationen:

Nota

Nota er et nationalbibliotek under Kulturministeriet, som betjener sådan nogen som mig, dvs. folk, der af den ene eller den anden grund ikke kan læse en analog bog. Jeg synes selvfølgelig, at de laver vigtigt arbejde! Jeg har fået følgende refereret fra Dagbladet Politiken:

Vedr. Nota bliver de jo flyttet til Nakskov i forbindelse med den nye statslige udflytning. Politiken havde i går flere sider om emnet og gjorde meget ud af Nota. Borgmesteren dernede vidste ikke, hvad det var (naturligt nok), men var glad for, at der med Nota kommer 80 nye arbejdspladser til hans kommune. Fra Notas side blev det udtalt, at der er ansat rigtig mange specielt uddannede it-folk til at varetage indspilning og distribution, og man var bange for, at sådanne ville være svære at finde på Lolland. Men ikke mindst var de nervøse for, om de kunne få skuespillere og andre oplæsere til at rejse til Nakskov. Disse kan ikke klare at indlæse mere end fire timer ad gangen, så er de trætte, og det forstår man jo godt. Og ofte handler det om indviklet faglitteratur, som jo kræver særlig kunnen i forbindelse med indlæsning.

Ligeledes bruger de jo også oplæsere til oplæsning på andre sprog, og alt i alt er man bange for, at det bliver svært for Nota at fungere i Nakskov.

I dag skrives der i avisen en masse fra DJØF-folk, og det bliver åbent erkendt, at det ved seneste udflytning i 2015 var et stort problem, at man mistede så megen erfaring og ekspertise, fordi fire ud af fem sagde op og ikke ville flytte med. Det forstår man jo udmærket, for hvordan bære sig ad med at flytte, hvis ens ægtefælle har en god stilling her, og hvad med skolepligtige børn etc.

Dansk Sprognævn

Sprognævnet skal til Bogense, og det er de bestemt ikke tilfredse med. På deres hjemmeside skriver de:

Selvom jeg godt forstår intentionen med flytningen, har jeg svært ved at se den dybere mening i at flytte en institution som Dansk Sprognævn så langt væk fra de videnskabelige miljøer vi samarbejder med”, siger Sprognævnets direktør Sabine Kirchmeier. “Jeg er bange for at det bliver en overordentlig vanskelig opgave at få et højt specialiseret forskningsmiljø som Sprognævnet til at fungere i Bogense, og jeg er meget spændt på at høre hvilke faglige vurderinger der ligger til grund for beslutningen.

Der er også et kæmpe problem for vores afdeling for dansk tegnsprog da der i Bogense og omegn ikke findes et tegnsprogsmiljø som vores medarbejdere kan samarbejde med.

Jeg kan se at man ved flytningen af andre institutioner har taget hensyn til synergieffekter og relationer til andre institutioner, og jeg er meget forundret over at der ikke er sket noget tilsvarende i vores tilfælde.

Jeg synes, det er temmelig modigt, for nu ikke at sige lidt dumt, at skrive den slags på nævnets officielle hjemmeside; det hører til på Intranettet. Det risikerer at give bagslag senere, også selvom jeg er 100 pct. enig med hende i indholdet. Det kan let blive anset som illoyalt, og det bør man afholde sig, når man er en del af embedsværket.

Direktøren spørger til “hvilke faglige vurderinger der ligger til grund for beslutningen?” Det er et godt spørgsmål, men også et let spørgsmål, som jeg kan besvare “Mette Vuns”. Der er nemlig ingen faglige vurderinger, det er derimod politik. Der stod vel et tomt hus i Bogense i en passende størrelse, så derfor skal nævnet til Bogense. Absurd men sikkert sandt.

Innovationsfonden

Innovationsfonden skal til Aarhus, og også de har skrevet om det på deres hjemmeside. Betragtningerne om loyalitet som en del af embedsværket, gælder naturligvis også her. De bløder det op i den sidste sætning, men det virker som glasuren, der skal få lagkagen til at glide ned. De skriver:

Innovationsfonden er en hjørnesten i et velfungerende dansk forsknings- og innovationssystem, hvor idéer trives og bliver omsat til virkelighed. Vi er hele Danmarks Innovationsfond med aktiviteter overalt i Danmark og højt specialiserede medarbejdere placeret på vores kontor i København. Det er medarbejdere, der er eksperter i alt fra komplicerede forskningsfelter, talentpleje til skalering af virksomheder.

Ved en flytning af fonden vil det sandsynligvis betyde et farvel til mange af fondens erfarne og højt specialiserede medarbejdere. Dette tab af viden vil for en længere periode sætte Innovationsfondens arbejde under et stort pres, så vi risikerer, at vigtig samfundsudvikling bliver forsinket. Vi vil fra fondens side naturligvis gøre alt hvad vi kan, for at fonden stadig lever op til sit formål.

Hvis nu det var mig?

Det er fire og et halvt år siden, jeg ikke længere var en del af centraladministration og embedsværk, men efter 23 års “opdragelse” i centraladministrationen ligger mit hjerte naturligvis stadig der, og jeg kan ikke lade være med at tænke “Hvis nu hvis det var mig?”

Jeg har jo ingen børn, samlever, håndboldklubber eller lignende, så hvad skulle hindre mig i at rykket til Brovst sammen med de ti andre fra “Sekretariatet for frivilligrådet” og “Det centrale handicapråd”. Internettet fungerer vel også der – bare ikke så hurtigt?

Det, der ville få mig til at takke nej, er hele min solide kontakt til psykiatri og kommune, som jeg har brugt årevis på at opbygge. Skulle hele cirkusset så starte forfra? Ny læge, ny Distriktspsykiatri, ny kommune – hele “systemet”. Det ville jeg ikke være tryg ved.

,

Staten som arbejdsplads

Jeg har haft besøg af en rigtig dejlig tidligere kollega. Vi har talt og talt i fem timer, for vores kemi er i orden, og vi har meget at tale om.

Vi arbejdede sammen fra 2000 til 2004 i en statslig styrelse. Vi har begge været dygtige, stræbsomme, loyale, omstillingsparate, robuste osv. – altså alt det man skal for at hænge på i en statslig sektor, der årligt skal fremvise produktivitetsstigninger på mellem to og tre pct.

Og man kan spørge, hvad vi så egentlig har fået ud af det?

Jeg har ikke fået noget ud af det kvarte århundrede, der gik med altid at være på pletten og være “firmaets mand”. Jeg har haft spændende jobs og blevet lyttet til, og det var jo dejligt, men retrospektivt var det ikke godt for mig. Psykologen sagde – og jeg er enig – at meget af mit arbejdsliv sikkert har været båret af manier. Og nu sidder jeg så i et fleksjob…

Vores fælles styrelse er omfattet af regeringens storstilede udflytningsplan, hvor 3.900 arbejdspladser skal flyttes ud i landet – mest til Jylland forstås. Det koster kun en milliard, siger Finansministeriet selv.

Hun er en af dem, der ikke vil med til Jylland, for hvad skulle hun egentlig lave der? Og hendes mand har med sit job ikke mulighed for at flytte med. Så hun er nu efter 25 år afskediget. “Start forfra søster, du er jo kun 59, og hvad er der nu galt med Jylland?” – sådan lyder parolen overfor de statsligt ansatte, der – hvis de har været tilstrækkeligt højt rangerende – kan få en fratrædelsesgodtgørelse og et outplacement forløb. Det er altså nemt at blive lidt bitter og at have svært ved at få øje på fremtiden.

Jo mere hun fortalte om sin sidste tid derude, om alle fyringsrunderne og om de fire år, der gik forud, jo mere kunne jeg mærke, at jeg er lykkelig over at være sluppet ud af det statslige favntag, hvor alle hypper egne kartofler. Min karriere er forbi, men jeg er ved at have vænnet mig til tanken. Til gengæld jeg er glad og optimistisk, når vækkeuret sætter ind kl. 06 tre dage om ugen. Og jeg er glad for at åbne porten til en arbejdsplads, hvor alle har en mission, og til et sted, som jeg kan identificere mig med. Jeg gør ikke direkte noget for verdens 800 millioner fattige, men jeg kan levere noget FKN har brug for for at kunne hjælpe alle disse mennesker. En lille brik i puslespillet men dog en brik.

Når medarbejderne i staten ytrer sig om, at der er langt til Jylland, er beskeden typisk “tag en tudekiks”. Det er efter min opfattelse et utilgiveligt og ringeagtende udsagn, eller mindre pænt sagt: noget svineri. Regeringens sølle argumenter går på, at der også er dygtige medarbejdere i Jylland. Tåbeligt argument. Der er jo ingen, der desavouerer de jyske medarbejdere!

Der er i den styrelse tale om folk, der i mange, mange år har stået last og brast med den og båret med ved den ene effektiviseringsproces efter den anden. Pludselig kan de ikke bruges til noget længere.

Det var så en af de personlige historier bag udflytningerne. Der er også tabet for kunderne:

Vores styrelse laver højt specialiseret sagsbehandling med både akademikere og HK-ansatte som sagsbehandlere. Vores kunder er primært private virksomheder, der betaler et ret stort gebyr for at få behandlet deres sager. Området er præget af mange internationalt fastlagte tidsfrister og Den Europæiske Union-bestemte processer.

Det tager typisk tre til fire år med sidemandsoplæring at blive kvalificeret til at varetage sagsbehandlingen på egen hånd. Og det gælder for begge faggrupper. Den type sager er et håndværk.

  • Når nu virkelig mange af medarbejderne ikke vil med til Jylland hvad så?
  • Hvordan finder man en ny flok medarbejdere til dette meget specielle sagsområde?
  • Hvordan får man behandlet sagerne korrekt i de år, der går til sidemandsoplæringen er slut og medarbejderne kan klare opgaverne på egen hånd?

 

Kunderne klager, hvis der er fejl, og det skal de naturligvis også. De er jo netop kunder, og de har betalt et højt gebyr.

Sagsbehandlingstiden vil som konsekvens heraf stige ind i himlen – så klager kunderne også, og det er de i deres gode ret til.