,

De marginaliserede

Jeg læser mange artikler på POV International, der er en relativt ny platform med frie skribenter og uden reklamer. De lever af små private bidrag enten til den enkelte forfatter eller til foretagendet som sådan. Jeg sender af og til en tyver. De skriver om sig selv:

POV International er et samlingssted for talentfulde skribenter med internationalt udsyn og noget på hjerte. Vi leverer originale vinkler, skarpe holdninger og bløde refleksioner på aktuelle debatter – eller omvendt!

Vi har ingen begrænsninger på emner, så længe der er troværdighed og kvalitet bag.

Vores mål med POV International er, at læserne får noget at tænke over, samtidig med at de er godt underholdt.

I dag har de en særdeles velskrevet og gruopvækkende artikel fra virkeligheden. De kalder artiklen “Stemmer fra underdanmark.” Den beskriver det liv man har – eller måske rettere ikke har – når man er omfattet af det “moderne” kontanthjælpsloft. Ingen har hidtil kunnet forklare mig, hvori det moderne består.

Det er rystende læsning. Bidragyderen har en eller anden lidelse, der gør, at hun ikke kan arbejde. Hun har to teenagebørn, hvis værelser hun har lejet ud for at have penge til mad. Nu bor de alle tre på madrasser i stuen. Sønnen er særdeles kvik og får kun 12-taller i skolen, men han bærer på en evig skam, nemlig den at mor ikke kan forsørge sig selv, men lever på en overførselsindkomst. Det fortæller han ikke til kammeraterne.

Artiklen rammer lige ned i min hjertekule, for i to år var jeg hver dag bange for at havne i samme suppedas. Når det gik særlig hårdt for sig inde i mit hoved, frygtede jeg at ende som hjemløs. Psykologen sagde ganske vist, at sådan ville det ikke gå, men den angst kunne hun trods stor dygtighed ikke fjerne.

Af det lille udklip øverst fra Beskæftigelsesministeriets hjemmeside fremgår det, at jeg ville have haft 11.000 kr. brutto pr. måned. Da skatten – som jeg betaler med glæde – sluger ca. det halve, havde der været 5.500 til mig selv. Bare de faste udgifter udgør 8.500 kr. Hvad med mad og medicin? Alene medicinen koster hver uge 300 kr. Hvordan udligne dette månedlige minus? Jeg tænkte på, hvordan andre mennesker bar sig ad, men det blev gudskelov aldrig nødvendigt at grave dybere efter svaret.

Jeg blev reddet på målstregen, og det er jeg taknemmelig for – og stadig meget lettet over.

 

4 replies
  1. Eric
    Eric says:

    Det er noget svineri, kort og godt. Argumentet, at det skal kunne betale sig at arbejde, holder ikke en meter. Ministeriets egne, optimistiske beregninger siger, at ca. 700 vil komme i arbejde, og det kan umuligt være et argument for at kaste tusinder ud i endnu dybere fattigdom.

    Jeg skal undlade spekulationer om de reelle motiver, men båret af næstekærlighed og omsorg er de ikke.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Vi er fuldstændig enige! Jeg har også læst tallet 700, men jeg kan ikke finde det igen. Det er det, der med et popsmart ord kaldes “beskæftigelseseffekten”. Og det var den, der skulle stige som følge af reformen af førtidspension og fleksjob fra 1. januar 2013. Mange tusinde har været i ressourceforløb, en del er døde og resten er overladt til absolut 0-forsørgelse. Gad vide om ikke det var ca. 300, der fik et arbejde?

      Jeg kan ikke lige finde det sted, hvor der er en forudsigelse af kontanthjælpsreformen. Så måske er mit svar her fuldstændig malplaceret.

      I en artikel fra tænketanken Agenda, skriver de sådan:
      Ressourceforløb bragte kun 14 i beskæftigelse
      Ud af 609 afsluttede ressourceforløb er kun 14 personer kommet i arbejde to år efter reformens start. “Svært at få øje på den umiddelbare succes,” vurderer tænketank, mens jobcentrerne også forventede bedre resultater på beskæftigelsen.

      Her er tallene fra BM selv vist i information: https://www.information.dk/indland/2015/05/reform-foertidspension-skaffer-faa-arbejde

      Svar
  2. Henny Stewart
    Henny Stewart says:

    Ja, det moderne kontanthjælpsloft går jo udelukkende ud på at stigmatisere modtagerne. De kan da også bare lade være at rage sig kroniske sygdomme til. Den slags er man jo selv herre over, ikke? Og det med, at skammen også klistrer til børnene, er jo blot medvirkende til at holde folk ude fra kontanthjælpsmodtagernes uvaskede masser.
    Disclaimer: Sarkasme kan være anvendt i ovenstående.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Henny

      Du og jeg er som så ofte før fuldstændig enige.

      Stigma: frygteligt og tværer et menneske fuldstændig ned i sølet. Hvis man er fuldstændig tværet ud, kan man jo slet ikke finde et job.

      Sygdom: Kan ramme alle, og er man først ramt, så er risikoen for at man aldrig bliver rask større, hvis man er marginaliseret end hvis man ikke er.

      Børnene: Hvordan får de en værdig (og produktiv) fremtid?

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *