/19 Kommentarer/i /af

Taknemmelig

Det er netop sådan jeg føler mig: Taknemmelig. I disse dage føler jeg, at jeg har fjernet mig fra afgrunden og har lysten til livet; det er i sig selv stort. Jeg har det ganske enkelt godt. Jeg sender “forebyggende ECT” mange venlige tanker. Når de seks aftalte gange er slut i løbet af februar 2016, skal vi “forhandle” om næste sekvens. Jeg forestiller mig, at jeg kan komme og sige: “Se nu har jeg haft det godt i 5 * 3 uger (underforstået har ikke været indlagt), synes I så ikke, I skulle give mig seks gange mere?” 15 uger uden indlæggelser er ikke ret lang tid for almindelige mennesker, men for mig er det lang tid, når jeg kigger bagud. Jeg ved ikke, hvornår det sidst er sket. Jeg håber, de er til at “forhandle” med.

Ganske langsomt begynder der at tegne sig konturer af mit fremtidige liv, og det gør godt efter 2½ år i uvished. Rom blev ikke bygget på en dag, så jeg er helt med på, at det vil tage tid, men bare det ganske langsomt går i retning af mere klarhed, er jeg glad.

En dag som i dag med højt klart solskin og klingende frost har bare gjort det hele endnu bedre. Jeg kom ud at gå en tur iført den store vinterfrakke og de store vinterstøvler, men skønt var det. Inden det havde jeg besøg af præsten og vi kom ind på søndagens prædikentekst om Jesus, der skiller fårene fra bukkene. Jeg var til Gudstjeneste hos Pia Sundbøll i går, og hun fik noget interessant om verdens ondskab og næstekærlighed ud af det – alt sammen set i lyset af de forfærdelige terrorhandlinger i Paris. En af hendes mange pointer var, at man kan vise kærlighed overfor andre mennesker på mange måder – også i det små, det behøver ikke være noget stort og fint, de små handlinger gælder også. Jeg kan ikke lige huske/forklare, hvordan hun fik koblet terrorhandlingerne sammen med dette.

Det var bare det, jeg ville fortælle i dag.

/8 Kommentarer/i /af

Besøg

En af mine dejlige faste læsere reagerede på mit seneste indlæg ved at sende mig en besked om, at hun gerne ville lægge øre til, hvad jeg nu end måtte have at fortælle. Hun havde læst lidt mellem linjerne, og hun havde læst rigtigt. Jeg mangler ind imellem nogen at tale med og føler mig af og til også lidt ensom. Jeg har to venner, men de bor pokkers langt væk, så det bliver kun til telefonsamtaler.

Hun ville komme her hos mig (da min stedsans ikke er for god) og hun ville tage mad med (da jeg ikke kan overskue at lave det).

Nu har jeg så haft det dejligste besøg i 3½ time, og vi kom vidt omkring i vores samtale. Fx ville hun gerne vide noget om elektrochok… 🙂

Jeg har det p.t. godt og har ikke en million ubearbejdede problemstillinger, men alligevel gjorde det godt at tale med et rigtigt levende menneske. Hun er ekstrovert, og jeg er introvert, men vi blev enige om, at alle mennesker rummer noget fra begge sider. Vi kunne mødes trods forskellighederne. Det er længe siden, jeg sidst har haft en gæst, og det er fx dejligt at høre nogen sige, at jeg bor dejligt. Det synes jeg også selv, men jeg ser det jo ikke til daglig. Her er et par billeder fra stuerne.

Vi ville have brugt konceptet “walk & talk” men sludbygerne holdt os indendørs. Jeg håber, vi kan ses igen og næste gang komme ud at gå en tur, for man taler nu så godt sammen, når man går.

Tusind tak for besøget Kisser og for al den dejlige mad. Nu har jeg dejlig hjemmelavet aftensmad til flere dage. Tak!

/16 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

At blogge

Jeg har tænkt på det så tit, så nu materialiserer tankerne sig i en post: Jeg er så glad for at færdes i blogland. Jeg synes, jeg får så meget relevant feedback på mine poster, og så har jeg nået et af mine mål med bloggen. Da jeg oprettede den, var målet at skrive et ugentligt nyhedsbrev om centrale fund i min slægtsforskning. Det blev nu aldrig rigtig til noget. Med tiden har min blog udviklet sig til at blive meget personlig, og af og til kan jeg tænke på, om det nu også er fornuftigt. Min konklusion er hver gang, at sådan er jeg nu engang, og det afspejler sig så i mine poster.

Bloggen fylder 10 år den 9. december 2015, og det skal på en eller anden måde fejres. Lige om lidt har I også sendt 8.000 kommentarer (der mangler kun 60), og det skal også markeres. Min hovedside er blegnet noget, for det er meget sjovere at skrive på noget, hvor man får feedback. Man kan gå alene rundt med tanker om dette eller hint, hvor det så er godt at få andre øjne på fx et problem. I skal vide, at jeg er glad for alle jeres kommentarer.

Et er min egen blog, noget andet er jeres blogs: jeg synes, jeg bliver klogere af at læse med hos jer fx hos Lene, hvor jeg lærer noget om både sygepleje og landmandslivet i kartoffelmarkerne, og hos Ellen, hvor jeg lærer en masse om blandt andet godt sprog. Jeg gør mig umage med at lægge kommentarer hos alle jer, jeg følger, da det er lidt “give and take”; vil man selv have kommentarer, må man også selv lægge nogle.

Apropos godt sprog: Jeg glæder mig over det gode sprog, som alle de bloggere, jeg følger, har. Der bliver både sat kommaer og læst korrektur. Det er en fornøjelse. Ikke at jeg selv er perfekt, slet ikke, men jeg gør mig i hvert fald umage, og det glæder mig at se, at sproget på nettet kan være meget bedre end på Facebook, hvor jeg også færdes en del. Jeg krummer ofte tæer, når jeg ser, hvad folk skriver der. Det er sikkert en art snobberi, men jeg kan altså ikke tage folk, der laver bunkevis af fejl, særlig seriøst.

Og så er der kun tilbage at ønske jer alle sammen god weekend og god ferie.

/14 Kommentarer/i , , /af , ,

Gode dage

Jeg prøver at skabe gode dage, hvor der er noget, der lykkes, og hvor der er noget at glæde mig over. Det kan bare være småting, lidt har også ret. For at fastholde de gode oplevelser har jeg oprettet et simpelt lille Worddokument, hvor jeg hver aften skriver ned, hvad der lykkedes/var godt den pågældende dag. Når/hvis læsset så vælter, kan jeg måske tage listen frem og blive overvist om, at livet alligevel er værd at leve.

Fx var jeg forleden ud at gå en tur med Gitte og inviterede hende til te bagefter. Vi kender hinanden fra slægtsforskning, så samtaleemnerne er utallige. At vi derudover bor tæt på hinanden gør bare det hele lettere.

I dag er det lykkedes at lave et kortudsnit fra Fyn og at farvelægge et Verninge sogn i Photoshop. Vi skal bruge kortet på kriminalhistorie.dk, når vi offentliggør vores næste historie om giftmordet i Verninge. Photoshop er et stort og kompliceret program, der kan alt, hvad man kan ønske sig indenfor billedbehandling. Det gode var, at jeg faktisk kunne huske lidt af det, selvom det er længe siden, jeg har brugt det – og resten kunne jeg google mig til 🙂 . For flere år siden købte jeg en lærebog i Photoshop og gennemgik alle øvelserne i den; det er naturligvis glemt, men det ville det nok også være for alle andre mennesker.

Jeg er kommet lidt i gang med kriminalhistorie.dk igen, og det gør godt. Fx sidder jeg lige nu og roder efter en vielse “i København” mellem gerningsmand og offer i 1840/41. Alle kirkebøgerne er stillet til rådighed på nettet af Statens Arkiver. København er et vidt begreb, men der var dog kun syv sogne i 1840. Gotisk skriftlæsning (håndskrift) er en færdighed, der skal holdes vedlige. Det gør godt at være en del af et fællesskab med de andre tre i projektgruppen igen, og det gør godt at være til nytte. Jeg bliver nødt til at arbejde noget mere med mine relationer til andre mennesker, bliver nødt til at etablere noget sammenhængskraft til andre end mig selv. Måske er “sammenhængskraft” ikke det rette ord, men jeg kan ikke lige finde et andet.