/34 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Invalid

Invalid

Nu er jeg invalid

Det lyder absurd, men alligevel vil jeg dele glæden med alle mine trofaste læsere: Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP (Nu P+)) har i dag meddelt, at de tilkender mig invalidepension med virkning fra 1. august i år og til min død. Det skyldes, at deres lægekonsulent har vurderet, at jeg er 2/3 invalid. Altså det er vel lidt absurd at være glad over at blive erklæret invalid. Det handler bare om penge – mange penge – selv efter skat.

Jeg sendte JØP det samme materiale, som rehabiliteringsteamet havde til rådighed. Og det var åbenbart tilstrækkeligt.

Der er utrolig meget, der nu bliver lettere!

  1. Jeg kan betale tandbehandlingen selv og slipper for at bede om hjælp til det i Hvidovre Kommune. Jeg hader ikke at kunne klare mig selv.
  2. Hvis jeg står uden job 1. januar 2017, kan jeg vist nok klare mig for ledighedsydelsen sammenlagt med invalidepensionen.
  3. Jeg kan bringe min kassekredit i nul (den har jeg “levet af” i et par år), og derefter få det endelige overblik over økonomien igen. Før i tiden havde jeg fuldstændig styr på alting, men de seneste to år er det gledet mig af hænde. Jeg har overlevet fra dag til dag, og har ikke kunnet overskue at få styr på sagerne.
  4. Jeg kan tænke på at rejse igen. Jeg har ellers haft indstillet mig på, at rejserne tilhørte en svunden tid. Det er livskvalitet at kunne rejse.
  5. Rosinen i pølseenden: Jeg mangler faktisk et par nye sko.

Endelig kan jeg helt slippe bekymringerne om indtægt og bolig. Jeg har undersøgt om kommunen skal modregne. Det skal de ikke – pengene er mine.

Det er altså en stor dag, og jeg ville da lige dele den med jer.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/6 Kommentarer/i , , /af , ,

Værdi

Præstetanker – det var billig hvidvin i 70’ernes Irma

Det var “præstedag” i dag, og det er altid godt med præstetanker. I dag kom vi rundt om et stort eksistentielt emne, som fylder meget for mig p.t., og som vi startede lidt på sidste uge, men ikke blev færdige med.

Jeg tænker på, at jeg egentlig er lidt heldig, at kunne tage fat på livet en gang til, ja nærmest starte ved et nyt nulpunkt. Vejen hertil har været op ad bakke og ingen dans på roser. Så jeg er jo på sin vis nærmest lykkelig. Men jeg er 52, har levet over halvdelen af mit liv, og formentlig meget mere end det, da mennesker med bipolar affektiv sindslidelse dør ca. 14 år før gennemsnittet, og derfor er det naturligt at blive lidt tilbageskuende.

Det, der piner mig, er de 25 år jeg spildte med kun at arbejde. Det gav indflydelse og en eller anden form for diskret magt, ikke direkte over andre mennesker, men over systemer, processer og metoder. Jeg prøver at undlade at tænke, at det var temmelig talentløst ikke at kunne finde på noget andet.

Jeg kunne måske have stiftet en familie – og så alligevel nej det kunne jeg ikke, for det er jeg slet ikke typen på. Jeg er for nørdet og for meget enspænder til det.

Jeg kunne have etableret andre relationer og bevaret dem. Psykologen fra Psykiatrifonden sagde så ofte, at jeg var god til at etablere relationer men ikke god til at bevare dem. Jeg må give hende fuldstændig ret.

Og nu… hvad er det så jeg er i gang med? Gentager jeg bare mig selv: Jeg føler, jeg får værdi som menneske, når det går godt på arbejdet. Lige netop af den grund var de to års sygeperiode uden for arbejdsmarkedet to år i helvede for mig. Det vil måske ikke føles lige så slemt for andre mennesker, selv om jeg har en grundlæggende tro på, at alle mennesker er glade for at bidrage til samfundet på en eller anden måde.

Mette kunne nogle gode sentenser fra Prædikerens Bog, der passede fint, men jeg kan ikke finde dem igen.

Merværdi

For nu at køre videre i den samme fantasiforladte rille: Jeg skaber merværdi på arbejdet; jeg tror, de/Sune er tilfredse, og det glæder mig selvfølgelig, for i baghovedet er der den lille djævel, der spøger, hvis tema det er, at jeg kun har job til årsskiftet – og hvad så? Man finder ikke bare lige et fleksjob! Jeg brugte et år på at søge ordinære jobs uden så meget som at komme til samtale. Jeg konkluderede til sidst, at det var alderen, og den har jo ikke bevæget sig i nedadgående retning siden da. Hvis man ikke kan finde et ordinært job, kan man da slet ikke finde et fleksjob. Kommunen skal vist nok bistå på en eller anden måde, men det har jeg ikke så meget fidus til.

Jeg hyggede mig i aftes med Google og med at surfe rundt og kigge på andre HR-systemer (og sådan skaber jeg merværdi 🙂 ). Jeg fandt en masse interessante ting, som jeg har foreslået, at vi kigger nærmere på ud fra det princip om, at nu ved vi en masse om, hvad vi ikke vil have, ikke for meget “farvelade”, ikke så mange løfter om alt muligt smart, når vores initielle behov er på et helt andet niveau: Hvor mange er vi, hvor er folk ansat, hvem er chef, hvad er bankkontonummer og fødselsdato og i den dur. Selvfølgelig skal vi på sigt kunne mere, men man skal kravle, før man kan gå.

Det mest interessante jeg fandt, var to forskellige firmaer, der ikke var sælgere af HR-systemer, men som til dels levede af at sælge rådgivning om sådanne systemer. Der lå en lang rapport fra et af firmaerne, der sammenlignede 30 leverandører, det så spændende ud. Hvis, hvis, hvis vi skal skifte leverandør, vil jeg agitere stærkt for, at vi køber os til noget tværgående og uvildig rådgivning forud for beslutningen, nogen der ikke vil sælge men vil rådgive.

Det vil være en stor beslutning at skifte. Jeg har spildt min tid i et halvt år, bortset fra at kilderne til data nu er “kørt sammen”, så det kan genbruges. Vi har spildt penge, men det er kun 30.000 kr – Herregud. Vi taler faktisk om, at en af grundene til, at vi får så dårlig service måske er, at vi er en tabsgivende forretning for dem.

En af de ting Sune og jeg er meget enige om er, at skal vi skifte, skal den næste leverandør have en vis volumen. Det kan ikke være sandt, at vi skal “bestille tid” 3 – 4 uger før, for at komme ind i deres kalender, eller at vi er afhængige af, at en medarbejder har en infektion. Det behøver ikke være Oracle eller SAP, men de skal være mere end 5 – 6 medarbejdere.

JØP er også en værdi – faktisk ret stor

Jeg har fået alletiders pensionsrådgiver i JØP. Hun er lynhurtig, sød og effektiv. Jeg har udfyldt ansøgningsskemaet til invalidepension (lidt sær tanke måske at være invalid) og sendt alle de bilag, som Rehabiliteringsteamet også fik. Til morgen var der en lille besked om, at hun har sendt det videre til deres lægekonsulent, og det går der 2 – 3 uger med. Det er da helt OK.

Jeg havde selv prøvet at undersøge, om kommunen skal modregne i invalidepensionen, hvis jeg altså får den. Jeg kunne ikke finde et klart svar, min tidligere kollega kunne heller ikke, så derfor spurgte jeg i JØP. Hendes svar var kort og kontant: De skal/må ikke modregne.

Hvis jeg bliver erklæret 2/3 invalid, kan jeg leve som grever og baroner 🙂

 

/12 Kommentarer/i , /af ,

Puslespil

Indledningsvist: Mange tak til Lene for det inspirerende indlæg “Hvordan finder man en ny identitet?”

P.t anser jeg mit liv som en art puslespil med 1.000 brikker, der alle er faldet på gulvet. Selve temaet for puslespillet er mangefarvet og ret kompliceret, men også pænt, når det er lagt. Historien er, at jeg er i gang med at samle nogle brikker op og få dem sat sammen til noget, der ligner det rigtige motiv. Det vil nok tage noget tid, men opgaven synes ikke længere fuldstændig umulig efter mødet i rehabiliteringsteamet. (Jeg er stadig glad.)

Jeg har talt meget med psykologen om det, man kan kalde “transformationen” fra det gamle liv til det nye liv. Der er meget, der skal ændres; det synes lidt overvældende, og lige nu har jeg ikke kræfterne til det. Eller måske rettere sagt: Jeg prioriterer anderledes og fokus er andetsteds: FKN. På den anden side side kan jeg mærke, at det med indstillingen langsomt er ved at gå op for mig, og at der begynder at falde ro på. Så skønt!

Motivet på puslespillet skal være et andet eller brikkerne skal samles på en anden måde? Hrm… måske et helt andet puslespil? Det er jeg ikke rigtig blevet klar over endnu. Man kan vælge at anskue det negativt og mene, at alt er tabt på gulvet. Jeg tager – i hvert fald lige i dag – de positive briller på og tænker, at jeg står med en unik chance for at samle puslespillet på en ny måde. Alt er pludselig muligt inden for de rammer mit helbred og min kommende indkomst nu engang sætter. Jeg kan designe mit liv, som jeg vil. Det er vel ikke så mange forundt? jo måske hvis man i god tid jobstopper som Ellen har gjort det, men ellers kører mange rundt i “hamsterhjulet” til den dag, de går på pension.

Jeg er i gang med at kigge på hvilke frivillige aktiviteter jeg har lyst til og kan magte. Jeg har stor lyst til arbejdet i kirken. Fx har jeg i dag fået en forespørgsel, om jeg vil komme og tage billeder til en eller to af konfirmationerne. Selvfølgelig vil jeg det; det er en god afgrænset lille opgave på en time, måske to og så sikkert efterfølgende billedbehandling. Altså går der en dags tid (jeg er ikke så hurtig til det med billedbehandlingen). Jeg har skrevet til den pågældende præst, at jeg altid gerne vil hjælpe, og at hun bare skal henvende sig. Herudover er der et par længerevarende opgaver i kirken, jeg gerne vil gå ind i. Det kan give noget kontinuitet i mit liv og et samarbejde med dejlige mennesker.

Puslespillet afhænger naturligvis meget af, hvordan alting ser ud i FKN. Men indtil videre samler jeg brikkerne uden tanke på, at kontrakten kun løber i 10 måneder eller evt. kun til 31. december 2016, det står nemlig ikke klart for mig, så jeg har spurgt til det i dag.

Lenes indlæg hed “Hvordan finder man en ny identitet?”. Min situation er nøjagtig den samme så blogland er et skønt, inspirerende og udviklende sted at færdes.

/29 Kommentarer/i , /af ,

Overstået

Jeg er så lettet, at I slet ikke kan forestille jer det. Jeg er af Rehabiliteringsteamet i Hvidovre Kommune blevet indstillet til et fleksjob. Kommunens endelige afgørelse vil foreligge den 18. maj. Psykiatrifonden har aldrig oplevet at indstillingen ikke er blevet fulgt.

Jeg var hamrende nervøs forud for det – faktisk på grædestadiet, men da mødet gik i gang, lykkedes det alligevel at svare på alle deres spørgsmål. Det er mit indtryk, at de alle havde læst hele materialet, for de spørgsmål de stillede, drejede sig om emner, de ikke kunne have læst sig til.

De sad seks mennesker omkring bordet, og det virkede indledningsvist meget overvældende, og jeg blev endnu mere nervøs. Det var primært lægen, der stillede gode spørgsmål og så en anden som jeg ikke kan huske hvor var fra. Mange afdelinger i kommunen var repræsenterede. De var allesammen søde og flinke.

Jane fra Psykiatrifonden (min erhvervsrådgiver) var med som støtte, og det er jeg vældig glad for, for et par gange kunne jeg simpelthen ikke huske, hvad det var, jeg ville sige, så kunne hun tage over, men bortset fra det, klarede jeg faktisk mig selv. Jeg har holdt 1.000 møder i mit liv, men denne gang følte jeg mig ikke sikker på at kunne klare det selv. Det var trods alt min fremtid, der stod på spil. Nu er 2½ års uvished slut i hvert fald for en periode på 10 måneder i FKN. Jeg prøver at lade være med at tænke på, hvad der derefter skal ske. Men omend ikke andet får jeg noget til CV’et, får foden indenfor i NGO-verdenen og får 10 gode måneder, hvor der kan ske så meget. Jeg håber selvfølgelig på, at de kan finde på noget til mig bagefter; men hvis ikke har kommunen et fleksjobteam, der skal hjælpe. Jeg kunne ikke finde et normalt jo i 2013/14, og så er det nok endnu sværere at finde et fleksjob.

Omend ikke andet er det veloverstået for nu, og jeg kan ånde lettet op.