,

Positiv modtagelse af min podcast

Positiv modtagelse af min podcast

Podcast hos “Særklassen”

Positiv modtagelse af min podcast

Når man går live på en ny måde (jeg plejer at skrive – ikke tale) er det selvfølgelig spændende, om folk gider at lytte og bruge 33:21 minutter på en positiv historie om både Aspergers syndrom og psykiatrien.

Jeg har delt linket med mange, jeg kender fra psykiatrien, min kontaktperson, min psykolog, den kommunale sagsbehandler osv. og også spurgt dem, om de ville formidle linket videre. En ledende psykiater har delt på sin LinkedIn-profil, og det har jeg også selv. Jeg har sørget for, at linket ligger i Facebookgruppen “Overlevelsesguidens vidensbank”, hvor jeg sjovt nok har gået i klasse med Anne Skov Jensen på studenterkurset osv.

Når man har brugt lang tid på forberedelse og fejlretning mv., vil man selvfølgelig gerne “ud over rampen” med sin historie. Det seneste tal, jeg har fået, er 135 downloads og det var i torsdags dagen efter publiceringen. Det er helt fint. Jeg har bedt om et friskt tal.

En psykiater skrev “Du er jo både god i skrift og tale”.

Den bedste respons

Den bedste og mest præcise respons har jeg fået kom fra psykologen, der fremhævede disse nøgleord:

  • Faglig
  • Oplysende
  • Humoristisk
  • Meget menneskelig

Åh hvor blev jeg glad og rørt, for ingen mennesker i verden kender mig bedre end hende. Hun ved, hvilke kræfter, det har kostet, at nå ovenstående. Hun kender min forberedelse, selv om vi ikke har talt sammen. Jeg ved det bare. Jeg tænker blandt andet tilbage på dagen, hvor vi var til møde i rehabiliteringsteamet. Det var under pandemien (den 10. marts 2021), så det foregik via Teams. Vi sad på hendes kontor i Høje Taastrup, hun sad på min venstre side. Tæt på.

Det var betryggende at have en bisidder, jeg kendte så godt, og som havde fulgt mig i årevis, og som med egne øjne havde set, hvor meget ned ad bakke, det var gået i de år.

  • Under parkinsonismen talte vi om, at jeg skulle have sengehest og ble på, for jeg faldt ud af sengen adskillige gange, brækkede ryggen. Inden jeg faldt ud, tissede jeg i sengen, for det hormon, der styrer blæren, var ude af drift …
  • Efter de mange indlæggelser fik hun rejst mig op mentalt efter hver eneste.
  • Adskillige gange tilbød hun at køre mig hjem, hvis hun syntes, jeg havde det for dårligt til at tage med den kollektive trafik; det afslog jeg dog hver gang, for jeg kunne ikke lide, at hun skulle bruge al den tid på mig. Jeg kunne godt tage mig sammen og tage toget.
  • Puh ha det var altså slemt.

Jeg var utrolig nervøs før og under mødet med rehabiliteringsteamet, for hvad nu hvis jeg ikke fik pensionen? Hvad skulle jeg så gøre, når jeg ikke en gang kunne passe et lille supportjob hjemmefra 4 – 6 timer om ugen? Hvad skulle der blive af mig? Hvad med økonomien? Hvad med livet?

Trods nervøsiteten var jeg sindssyg velforberedt. Og det er koblingen til podcasten. Jeg kunne alle 50 sider udenad sammen med samtlige speciallægeerklæringer og de andre ekspertudtalelser. Det var et stort pensum.

Blærerøvs-artikel?

Jeg håber ikke, du opfatter denne artikel som kommende fra en blærerøv eller bare en masse selvpromovering, for sådan er det ikke ment. Det er bare forskellige sandheder fra andre mennesker og refleksioner på podcasten.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Payback time kan være positivt

Payback time kan være positivt

En skøn forårssøndag

Payback time kan være positivt

Tilbagebetalingsperiode
Den tid, det kræver for en virksomhed at afdække omkostningerne ved en investering. Tilbagebetalingsperioden for en investering har stor betydning, da længere tilbagebetalingsperioder oftest ikke er ønskværdige for en investor eller virksomhed.

Kilde: https://wordupmate.dk/ord/payback-period

Når folk taler om, at vi nu er nået til “Payback Time”, mener de sædvanligvis noget negativt.

Jeg mener noget positivt

Jeg har været hos min fars ungdomskæreste i tre timer og i 2½ time var hendes yngste søn og hans hustru, der også. Ham har jeg ikke set siden ca. 1985, hvor jeg sov på hans værelse, de weekends, han ikke var hjemme, fordi han var ude med – ikke garderne som jeg troede – men en afdeling af civilforsvaret.

Jeg vil så gerne betale lidt tilbage for alt det, de engang gjorde for mig. Og jeg tror, det lykkes. Jeg tror, vi er til gensidig gavn og glæde. Men selvfølgelig er det svært at vide det.

Brevene fra 1954

På forhånd havde jeg spurgt, om hun ville være interesseret i, at jeg tog en bunke gamle breve fra min far til hende og hendes mand Vagn med og læste dem højt. Det ville hun gerne have, idet hun ser ret dårligt. Bortset fra det fejler hun intet fra halsen op opefter, selvom hun lige er blevet 98 år. Gamle mennesker bliver ikke dumme!

Det er fascinerende. I fællesskab undrer vi os over, at brevene er havnet hos mig. De er sendt til hende og Vagn, de må være givet tilbage til min far før 1972, “min mor” har gemt dem og givet dem til mig senest 2006 og nu sidder jeg med dem.

Heldigvis er jeg så old-gammel, at jeg kan læse skråskrift, og min far skriver ret pænt. Så det gik. Det var vanskeligere med et postkort fra min farmor (som jeg aldrig har mødt, idet hun dør 1963 og jeg først kommer ind i billedet ca. 1966), som hun sender til mine forældre fra Bolsano i 1958. Indholdet er for så vidt uinteressant, lidt lirum larum om den gode mad og de fine liggestole; det er tidsbilledet, der er det interessante.

En anden del af tidsbilledet er, at min far skriver om “perlon”. Det var det nye “sort” dengang i efterkrigstiden, hvor man gik fra fx bomuld og uld og over til kunststoffer.

Brevene er fra 1954, hvor min far bor alene i Brande. Han vil meget gerne finde en ny kone (han er separeret fra sin første hustru Inge Theil Larsen, g. Sommer) og skriver om den ene og den anden unge pige, han træffer, og om at han nu snart må finde en, der kan lave noget ordentlig mad til ham.

Boligforholdene er ringe. Kakkelovnen er tændt konstant og alligevel sidder han med bælgvanter på og skriver i hvert fald et af brevene. Han har en god stilling og alligevel er boligforholdene ringe, men vi er jo også mindre end ti år efter krigen. Hans mor kommer dog og hjælper ham med at blive installeret i en ny lejlighed, hvor der bare er haner og knapper at dreje på, og det er slut med at hente vand i en bundfrossen pumpe.

Det skønneste citat er dette, hvor han bestemt ikke er høflig, men han kommer jo lige fra storbyen og ud på heden i Brande. Kulturchokket har været stort:

Det skal nu blive dejligt at komme til København igen og se og høre nogen, der kan sige andet end “a” og “do”. Det er en værre samling bønder herovre, men man kan vel ikke forvente andet.

Det er sjovt at lære ham at kende på den måde. Det er sjovt for både mig selv og for hans ungdomskæreste. Højtlæsningen gør, at han bliver mere levende, end når jeg bare læser dem selv. Jeg tror, det er lærerigt for os begge. Jeg har virkelig en fornemmelse af, at det glæder hende. Det er min “payback time”. Jeg vil så gerne, men er selvfølgelig i tvivl om, hvorvidt jeg gør det rigtige … Når man ikke har en familie, er det vanskeligt at vide, hvordan man agerer i en familie.

De gamle billeder

Jeg har kæmpet for at få en ny blækprinter, der kunne printe de gamle billeder ud på rigtigt fotopapir. Da Burd endelig kunne levere en, var den fejlbehæftet og måtte returneres. Den næste smed PostNord væk, men man kan først klage efter fem dage. Endelig lykkedes det forleden at få leveret en multifunktionsprinter, der rent faktisk virker. Jeg er ikke tilfreds med scanningerne, men måske kan noget justeres. Så langt er jeg ikke nået.

Jeg udvalgte en stabel gamle billeder og printede dem ud på rigtigt fotopapir – intet er godt nok (“payback time”). Jeg havde glædet mig utroligt til at medbringe dem. Lige i dag så hun ekstra dårligt, men nu vil hun kunne finde dem frem igen og glæde sig over dem, og det er jeg sikker på, hun vil. Jeg har skrevet bag på dem alle; selvom hun måske ikke selv kan se det, kan børn og børnebørn.

Alle på billederne herunder hedder Stegemüller

 


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Visit hos min nærmeste familie

Visit hos min nærmeste familie

Jeg har ingen familie, men …

Visit hos min nærmeste familie

Som bekendt har jeg egentlig kun to kedelige kusiner, som jeg stort set ikke kender, men jeg har også min fars ungdomskæreste, og det er jeg så utrolig taknemmelig over.

Det er damen på 98 år, og hende har jeg besøgt i dag. Hun kender min far bedre, end jeg selv gør, så det er fantastisk at kende hende – vi har fælles værdier. Hun kan fortælle så meget, jeg ikke ved. Hun er gammel og lider af en voldsom tremor, men fra halsen og op fejler hun absolut intet, bortset fra at hun næsten ikke kan se … For eksempel har hun fuldkommen styr på Putin og krigen i Ukraine. Vi deler sorgen over, at der igen er krig i Europa; ingen af os havde troet, det nogensinde ville ske.

Hun har “kun gode minder” og nogle af dem er, at det var dejligt, at “familien Stegemüller” ikke vragede hende, uagtet hun vragede min far Jørgen Stegemüller til fordel for den mand, hun giftede sig med og var gift med i 64 år og 7 måneder. Vagn døde som 88-årig i 2013.

Familierne var “vævet ind i hinanden” (ref. hende yngste søn) og det vedblev de at være. Således fulgte min fars søsters mand (dvs. min onkel) hende op, da hun blev gift med Vagn i Lyngby Kirke den 14. maj 1948. Pudsigt nok er den 14. maj min fars søsters fødselsdato. Jeg skal have spurgt hende, om der var en mening med det. Det var der sikkert.

En gammel dame kan fortælle

Da jeg er interesseret i historie, er det fantastisk at tale med hende. Hun kan godt nok ikke altid huske, hvad hun allerede har fortalt (men det kan jeg jo heller ikke selv …), så nogle af historierne, får jeg på ny. Jeg genkender dem, fordi jeg har lydoptagelserne af vores samtaler.

  • 11 unge mænd blev skudt af Gestapo ved Lauringe Mose i Rorup Sogn, Ramsø Herred, Roskilde Amt.
  • En af dem var “Preben Hagelin“. Episoden er kendt som “Massakren ved Osted”. Han var i modstandsgruppe med Vagn. Den unge mand havde et meget fint ur, som han smed på jorden, inden han blev henrettet et sted ved Roskildevej. Derfor kunne man efterfølgende se, at det var stedet, de blev henrettet.
  • En anden af de unge mænd havde en “Genser”, som var en tyk, strikket sweater, på. Hans dæknavn var Lasse Sommer. Hans rigtige navn var Eduard Frederik Sommer (1922 – 1944).
  • Efter befrielsen blev de unge gravet op og genbegravet i Ryvangen ved det, der kaldes Patriotbegravelsen den 29. august 1945. Hans mor Ella Johanne Nielsen, gift Sommer, genkendte ham pga. sweateren, der ikke var rådnet op.
  • Det er barske sager.

Vi talte om hendes 100-årsdag, som hun glæder sig meget til. Åh for pokker hvor jeg håber, hun holder så længe. Lige nu er er hun på et genoptræningscenter, fordi hun har haft en svær infektion med høj feber. Gudskelov er den ene søn overlæge på Bispebjerg, så han sørgede for, at hun blev indlagt på Herlev. Hanne ved ikke helt, hvor længe hun var på Herlev, men det er også ligegyldigt. Hun er heller ikke klar over, hvor længe hun har været på genoptræningscenteret. Det er også helt lige meget.

Hvis vi når 100-årsdagen, er jeg inviteret med som en del af familien. Den slags kender jeg jo slet ikke. Jeg glæder mig allerede, blandt andet fordi jeg så muligvis vil kunne træffe træffe min fars første kone Inge Sommer.

Vi siger “På Brede”

Når vi siger “På Brede”, underforstår vi “På Brede Klædefabrik”. Min oldefar indrejste til Brede fabrik i 1890 som hattemagermester. Han fik børn og børnebørn. Min far Jørgen var et af disse børnebørn. Hanne var på kontoret “På Brede” og der mødte hun min far under besættelsen.

Vi talte i dag om Kæthe Stegemüller, som jeg svagt husker fra et bryllup i 1972. Hun var på hattefabrikken, der flyttede fra Brede til Skodsborg i 1913. Hanne huskede glimrende navnet “Dansk Filthattefabik”. Det er sjovt som hendes erindringer kan kobles med mine fakta.

Endelig hører jeg til et sted

Jeg er rørt. Det har været en dejlig dag, og endelig hører jeg til et sted.

Hanne og Vagn tog sig af mig i 1980, da jeg kom til København og var helt håbløs. Fx havde jeg aldrig før haft en elektrisk tandbørste …!


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Mad må gerne koste kassen

Mad må gerne koste kassen

Jeg bruger mange penge på mad

Mad må gerne koste kassen

Jeg elsker mad – god mad. Jeg har genoptaget mit abonnement hos Aarstiderne. For det første fordi det er økologisk og for det andet fordi, de er billigere end HelloFresh. Og hvad sker der her: Har jeg ikke lige sagt, at “Mad må gerne koste kassen”? Det kunne omskrives til “Mad må gerne koste måltidskassen”.

Hvis jeg selv skulle stå nede i en butik med muzak, fremmede mennesker og andre udefrakommende indtryk og finde på aftenmåltiderne, ville jeg aldrig få noget at spise eller også ville det (igen) ende med de dyre og usunde færdigretter. “Been there – done that”. Jeg nyder at få varerne leveret til døren.

Det er en glæde bare at åbne døren søndag morgen, og så har chaufføren været her, og kasserne står lige uden for døren. Der er trækasser til det grønne. Der er flamingokasser fyldt med is til kød og mejeriprodukter. Der er opskrifter med. Af deres meget informative hjemmeside fremgår, at kasserne kan bruges gennemsnitligt fire gange, før de genanvendes til andre formål.

Man hjælper Aarstiderne meget ved altid at fjerne de selvklæbende etiketter på kasserne. Så skal de ikke bruge dyr arbejdskraft på at gøre det, og det betyder så lidt for den enkelte forbruger, men det betyder meget for firmaet.

Aftenmåltidet i dag

Stegt medister og kogte kartofler plus en skøn salat.

Tomater i fine tern sammen med tynde, tynde skiver chalotteløg, der trak ti minutter med en god fransk æblecidereddike og salt. Væden skulle hældes fra, fintsnittet romainesalat tilsættes og der skulle overhældes med et par skefulde af den vanvittigt gode, spanske olivenolie fra Irma. Hertil et par omdrejninger med “De fem peberkorn”.

Aarstiderne skriver om deres måltider:

Vi forpligter os til at levere varieret, sund og 100% økologisk mad, som overholder 80/20-princippet

Alle de fødevarer du kan købe hos Aarstiderne er økologiske og vil altid være det. Når vi sammensætter vores måltidskasser, sigter vi efter 80/20-princippet; dvs. at mindst 80% af energiindholdet er plantebaseret og max. 20% stammer fra animalske kilder, som fx kød og mejeriprodukter. Det er til gavn for både os mennesker og vores planet.

Klimaaftrykket for en kuvert i BudgetKassen er 950 gram CO2. Det er i den nedre ende af deres måltidskasser. De har kasser med et mindre klimaaftryk, men så har de et eller andet, jeg ikke bryder mig om. Det kan fx være fisk.

Da jeg i min barndom boede i Svaneke, skulle mad være billigt, det brugte man ikke penge på, så den stod ofte på gratis fisk nede fra havnen hentet hjem i en spand. Garanti for friskhed! Jeg har været ret god til at udbene både sild og torsk. Det er kompetencer, jeg heldigvis har glemt.

Jeg har aldrig købt

  • Leverpostej
  • Diverse pølser (rullepølse, leverpølse, tepølse osv.)
  • Kærgaarden og lignende blandingsprodukter – men gerne smørbar Lurpak
  • Bouillonterninger
  • (BT eller Ekstrabladet)

Jeg synes, de produkter er særdeles modbydelige på alle mulige måder. Det værste er næsten, at jeg ikke kan “skille dem ad”. Hvor meget er lever, hvor meget er postej, hvor meget er rulle, hvor meget er te, hvor meget er terning? Og hvad er resten så? Vand, mel og et sojaprodukt?

Jeg foretrækker at vide, hvad jeg putter i munden, og jeg smager på det meste, inden jeg varmebehandler det.

På tallerkenen skal produkterne heller ikke rodes sammen. Grønstager hver for sig og kødet for sig. Sjovt nok var det noget af det, psykiateren spurgte meget til, da hun udredte mig for Aspergers syndrom. Det er et fuldkommen normalt autismetræk, at man vil have det “skilt ad” og at det ikke skal rodes sammen. Faktisk skal det helst heller ikke røre hinanden på tallerkenen.

Mad må gerne koste kassen


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.