Nye vandresko

Jeg lod mig inspirere

Eric og  Lene går meget, mens jeg er kropsdoven og let forfalder foran min 32″ skærm til enten arbejde eller artiklerne til selvbiografien. Eller jeg bruger en hel formiddag på at spille Wordfeud med to venner eller noget andet, der må henregnes til et driverliv.

Realiteten er, at jeg har masser af tid selv dage, hvor jeg arbejder 9-17, hvilket sker ofte for tiden på grund af Coronakrisen. Mange mennesker vil gerne sende en hilsen til deres kære i ind- og udland for at vise, at de tænker på dem. En anden realitet er, at det er forår og solen skinner fra en skyfri himmel. Vinden er godt nok iskold, men jeg kan jo bare vælge den rette jakke.

Jeg har ladet mig inspirere af Eric og Lene. Tak skal I have.

Nu går jeg med

Ned gennem den fine Vigerslevpark med masser af påske- og pinseliljer – samt i dag et egern – og tilbage ad den temmelig triste Hvidovrevej er der 3.800 skridt, og det tager 35 minutter, som er det, man siger, man minimum skal motionere hver dag. Der er langt til de ‘lovbefalede’ 10.000 skridt, men nu er jeg da kommet i gang, og jeg nyder det. I dag hørte jeg undervejs en spilleliste på Spotify bestående af det bedste fra Højskolesangbogen.

Jeg prøver at gå til, så der kommer sved på panden. Det føles godt sådan. Målet er at blive i stand til at gå Damhussøen rundt, som, så vidt jeg husker, netop er 10.000 skridt og syv kilometer. Den lille café, som plejer at være et godt pit stop, er dog næppe åben for tiden.

Man skal aldrig gå ned på udstyr

For to år siden købte jeg et par Salomon vandresko, men jeg blev aldrig gode venner med snørelukningen. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af det. Jeg har spurgt i forretningen, og jeg har set videoer på YouTube. Lige lidt hjalp det.

Nu har jeg gjort kort proces og købt et par nye vandresko af mærket Trespass med helt almindelige snørebånd. Det ved man da, hvad er. De er noget små i størrelserne, så jeg skal op i en størrelse 41. Det ser lidt voldsomt ud, men det er der ikke noget at gøre ved.

Jeg håber mit nye tiltag også kan forbedre søvnen ad naturlig vej. Men uanset hvad så er det skønt at være kommet i gang igen.

,

En god proces

Det går fremad

Mine artikler til POV,  der gerne skal ende som en biografi, skrider godt fremad. Og det er en forrygende følelse at producere noget på skrift, som i hvert fald et menneske indtil videre kan lide. Dette menneske er journalisten, som jeg har hyret som facilitator til projektet i erkendelse af, at jeg godt kan skrive men på ingen  måde er professionel skribent. Jeg har lyst til ved slutningen at stå med et ‘værk’, der er på et højt niveau rent fortællemæssigt.

Skypemøde

Vi skulle have mødtes i går, men det kunne vi naturligvis ikke på grund af C-ordet, så vi holdt et to timer langt møde via Skype i stedet. Det havde jeg ikke prøvet før, men jeg må sige, at det fungerede forbilledligt. Det er bragende godt, at man kan se hinanden samtidig med, at man taler. Det bliver tydeligt, hvor meget kropssproget betyder. En telefonsamtale ville slet ikke give det samme.

Vi holdt møde om 2. revision af de første seks artikler. Jeg er nået til og med afslutningen på studiet. Journalisten havde på forhånd sendt sine kommentarer til mig ved hjælp af Words kommentarfunktion, som jeg heller ikke kendte til på forhånd.

Hun er bare så positiv og skriver og siger ligeud, at hun godt kan lide, hvad hun læser. Det er meget motiverende for mig som skribent. Rollerne mellem os er skarpt opdelte: det er mig, der skriver og hende, der faciliterer. Men selvfølgelig er der undtagelser. Hvis noget driller, tager jeg glad og gerne imod forslag til en sætning eller to, der kan forbedres.

Læreproces

Det er ikke alene et ‘bogprojekt’, det er også en læreproces, hvor jeg kan tage en masse om sprog med mig videre i livet. Fx skriver jeg ind imellem lidt for meget kancellisprog, sætninger og afsnit er af og til for lange, jeg sætter for mange kolonner, sætninger skal yderst sjældent starte med ‘og’, og jeg bør skrive forkortelserne helt ud. Jeg skal med andre ord gør mere for at tage læseren ved hånden.

Journalisten fortalte, at omkring halvdelen af danskerne er dårlige læsere, så der er rigtig mange, der skal tages ved hånden.

Don’t tell it – show it

En af mine store svagheder er, at jeg kommer til at efterrationalisere. Det vil sige, at noget som den lille Hanne oplevede beskrives med den voksne Hannes ord og meninger. Det bevirker, at det bliver til ‘Tell it – don’t show it’.

Et eksempel er, at min mors mand nummer to måske ikke var så begejstret for børn, fordi et barn kunne hindre dem i at rejse til Rom, London og hvor de ellers gerne ville hen. Derfor skriver jeg: ‘Jeg var nok en klods om benet…’ Det er en efterrationalisering, hvor jeg ikke bliver i barneuniverset. Der skal i stedet stå noget om, hvordan jeg som barn vidste, at de gerne ville ud at rejse, og hvordan jeg mærkede, at det ikke kunne lade sig gøre, hvis jeg var der. Så bliver det ‘show it – don’t tell it’. Jeg synes, det er i den svære afdeling.

Ingen deadline

Det er lidt underligt ikke at have en deadline men bare at kunne skrive, når jeg har tid og lyst. Jeg bilder mig ind, at det er godt for processen at kunne lade den være lystbetonet.

I dag skinner solen fra en stort set skyfri himmel, men jeg har alligevel mest lyst til at begrave mig i artikel nr. 2.

Er bivirkninger prisen?

POV har bragt en af mine artikler

Det startede egl. med, at jeg spurgte min redaktør om lidt hjælp til underrubrikken til en artikel jeg skal skrive til Psykiatrisk Center Glostrup. Artiklen skal handle om det forløb, der bragte mig af med bivirkningerne.

Overskriften er om bivirkninger er prisen for at være i den neutrale fase? Altså den fase hvor man hverken er manisk eller depressiv.

Da redaktøren havde set udkastet, sagde han, at det ville han gerne bringe. Jeg føler mig heldig.

Artiklen i POV.International er her.