,

Mit første sollys, vi er på Rigshospitalet – jeg er ca. 4 måneder …

Mit første sollys, vi er på Rigshospitalet - jeg er ca. 4 måneder ...

Mit indre barn #1

Mit første sollys, vi er på Rigshospitalet – jeg er ca. 4 måneder …

Jeg er nødt til at dele denne oplevelse, for jeg er så glad, for jeg har Danmarks dygtigste psykolog. Jeg har oplevet noget, jeg simpelthen ikke troede, jeg kunne: Jeg har for første gang arbejdet med mit indre barn. Jeg var spændt og lidt nervøs på “den gode måde”, for kunne jeg nu finde ud af det? Ville jeg skuffe hende, hvis jeg overhovedet ikke dannede nogen billeder af noget som helst barn inde i mit hoved? Jeg er jo ikke et føle-menneske. Jeg trives bedst med tal og tabeller i regneark. Det ved jeg, hvad er.

Det hele handler dybest set om at forstå, hvorfor dødsangsten i forbindelse ECT er så voldsom og øges gang på gang. Vi har i lang tid talt om alle rationalerne og logikkerne, om alt det jeg kan bevise og verificere, og alligevel er jeg hver gang bange for at dø, selvom der aldrig nogensinde i hele verden, er nogen, der ikke er vågnet op efter ECT. Altså må vi se, om vi kan gøre noget andet i det. Snak, rationaler og logik er ikke nok.

På forhånd havde hun fortalt lidt om, hvordan sådan en session forløber og at en forudsætning, for at det kan lykkes, er, at man tør slippe lidt af kontrollen. Ergo var jeg lidt forberedt på, hvad vi skulle, men kunne jeg nu finde ud af det?

Nogle terapeuter har det med at lave deres stemme om, når de faciliterer den slags. Det er jeg fuldkommen allergisk over for, og det sagde jeg til hende. Men hun kunne aldrig finde på at ændre sin stemme. Hun er den livline, jeg kender så godt og har 120 pct. (eller mere) tillid til.

Vi går i gang: Rigshospitalet ca. februar 1964.

Jeg sidder godt, kaffekoppen er tilbage på bordet. Vi godtager det, der kommer. Det er vigtigt ikke at blive suget ind i det, det er historik. Men det er (sgu) okay at blive lidt berørt over følgende stærke billeder:

Det er ikke noget, jeg digter, finder på eller har tænkt mig til. Psykologen og jeg har aldrig nogensinde i de ti år, jeg er kommet hos hende, talt om dette! Jeg har har heller aldrig talt med nogen anden om det. Jeg har aldrig tænkt på det. Altså er det ikke noget, jeg hiver frem eller genfortæller.

Vi er på Rigshospitalet ca. februar 1964, for jeg er ca. 4 mdr. og de ca. 50 cm. lang. Jeg ligger i en kuvøse eller plastikseng. Lokalet er tomt bortset fra mig og en simpel stol henne ved vinduet. Hvordan har et barn, der oplever sådan noget, det? Jeg kunne kun et “voksenord” for det, og jeg bøvlede lidt med at “være tre personer” men pyt med det. Ordet er traumatisk. Jeg sover og har lukkede øjne; en følelse af at være frygtsom og ensom.

Nu kommer det, der er lidt sværere: Den voksne jeg kommer ind i lokalet og placerer sig/mig til højre for sengen/kuvøsen, eller hvad det nu er. Barnet vil på den ene side gerne tages op men er samtidig fyldt med skepsis. Er det en voksen, man kan have tillid til og stole på? Barnet bliver trist – ikke mig på 61 år. Den voksne tager barnet op, og holder det ikke bare i hænderne men tæt ind til kroppen. Den voksne holder det tættere og tættere ind til sig, til modstanden forsvinder/går væk. Hun prøver at formidle en oplevelse af: “Jeg går ingen steder. Jeg passer på dig. Jeg svigter ikke.”

Allerede her er jeg – som den der skriver dette – enormt stolt af mig selv. Jeg oplever noget, jeg ikke troede, jeg kunne. Det er enormt spændende. Og vi holder en kort pause, så jeg lige kan tage en halv kop kaffe mere og trække vejret. Mine sessioner er altid to timer. Jeg elsker at have tid nok. Vil jeg gerne videre? Ja for pokker. Let’s go/let’s run.

Psykologen taler meget om “stemninger”, men egl. er jeg i tvivl om, hvad en stemning helt konkret er for noget. Og nu er det jo ikke fordi, jeg ikke kender ordet eller er specielt dum, men jeg har ikke kunnet danne et troværdigt billede inde i hovedet af, hvad en “stemning” egentlig er, så jeg spørger og får følgende eksempel: “Hvis et barn oplever, at far og mor skændes, er det ikke ordene, der er vigtige, det er stemningen med usikkerhed og utryghed. Hører det en anden gang folk tale lidt højrystet sammen, tror det, at de skændes, for der er den samme stemning i lokalet”. Fint. Tak for forklaringen. Det er skønt at kunne stille dumme spørgsmål!

Det er ikke noget, jeg digter. Ingen mennesker ser da sig selv 3-4 måneder gamle. Men barnet oplever en stemning. Det føler, at det er alene. Derfor er det enormt svært for mig, når nogen vil yde omsorg. Jeg ved ikke, hvordan “man gør”. Hvordan eller hvor skulle jeg have lært det?

Nu må jeg give mig selv den omsorg, jeg aldrig har fået. Der er ikke rigtigt/forkert. Jeg har intuitionen, men jeg tvivler bare på, om jeg har den. Men sessionen viser, at jeg godt kan inkl. kunsten at balancere mellem “de tre”. Hvis du er lidt forvirret over denne tekst, er det fuldt forståeligt, men så må du læse den en gang mere.

Fantastisk spændende. Så fedt. Vi går videre. Pausen er forbi.

Efter pausen

Barnet vil ikke lægges tilbage i sengen. Men jeg kan jo ikke blive stående med hende, så jeg sætter mig/os på den simple stol ved vinduet. Det er ca. februar, der er “vinterlys” med frost udenfor.

Virkeligheden er jo faktisk, at jeg er på Rigshospitalet, fordi børnehjemmet tror, jeg er retarderet eller måske åndssvag og derfor indlægger mig til udredning. Det er hårdt at blive sygeliggjort og betvivlet, når man er så lille, men selvfølgelig handler børnehjemmet Dear Home, som de skal og bør.

Den voksne jeg holder barnet op i lyset fra vinduet. Jeg mærker mit første sollys og varmen fra solen. (Jeg ved ikke helt, hvordan jeg kan sætte ord på det). Det hele passer sammen, for jeg er født i slutningen af oktober, så på dette tidspunkt er jeg altså ca. 4 mdr. En anden skør tanke fra mig, der skriver dette: Min biologiske mor fortalte, da jeg for mange år siden traf hende, at hun “fødte bag et blåt klæde og aldrig så det/mig”. Der var sådan set heller ikke noget lys, og lys er liv! Det barn har med et psykolog-ord “lukket ned”.

Den voksne kan kun en ting: holde det til det sover. Måske kan det/jeg for første gang falde godt i søvn i tryghed. Fredfyldt og roligt. Den voksne lægger hende tilbage, men hun vågner. Vi går tilbage til stolen i solen. Hun vil have mere, mere, mere …

Har jeg, som den jeg er, nogensinde siddet i lyset og varmen fra en solstråle? Tjah, jeg ved det ikke.

Psykologen og jeg selv går tilbage til virkeligheden. Og jeg er sindssygt glad. Det lykkedes for mig. Jeg har oplevet noget, der kan bringe mig videre. Jeg kan andet end tal i tabeller. Hvad skal vi næste gang? Jeg ved det ikke. Vi må se. Jeg plejer at tænke en del i mellemtiden, og jeg lytter til vores samtaler adskillige gange, for de gør mig klogere og mere robust!

Om omsorg og mangel på samme. Og hvordan håndterer man omsorg?

Har “min mor” nogensinde puttet mig ind til sig? Har hun pakket en madkurv, taget mig i hånden og gået et eller andet sted hen? Jeg tror det ikke. Hvis det var, ville jeg da kunne huske det – bare lidt af det! Men det kan jeg ikke. Jeg tror altså ikke, der nogensinde har været fysisk kontakt mellem hende og mig. Hvis der har været det, har det i hvert fald været meget lidt.

Da min far, Jørgen Stegemüller, dør i november 1972, hvor jeg er otte år og en måned, kommer hun ud fra hospitalsstuen, hvor jeg har siddet ude på gangen og ventet. Jeg har en intuitiv fornemmelse af, at det er meget alvorligt. Hun siger bare “Han er død”, hvorpå vi kører fra Kolding til Brande. Der manglede en masse af et eller andet, som jeg ikke har ord for. Selvfølgelig er hun selv i chok, men hun skulle have sat sig ned, kigget på mig og sagt “Kom her skat. Nu er der kun os to. Far er her ikke mere”. Jeg husker det meget tydeligt! Et barn husker det så tydeligt, for her er en stemning. Hun rummede mig ikke med min sorg. Var hun stadig i live, ville jeg aldrig tilgive hende. Men hun er død for mange år siden, så det behøver jeg ikke tænke på.

Hendes første kontaktannonce resulterede i, at vi flyttede til Odense til revisoren, som jeg faktisk godt kunne lide. Det var seks måneder og to dage efter min fars død. Vi skulle jo være ude af fabrikkens funktionærbolig efter seks mdr.

Revisoren havde en søster, der hed Ruth, som jeg elskede at være hos, for hun var en frodig kvinde med store bløde bryster. Det var så skønt at sidde på skødet op ad hende ude i deres køkken og læne mig op ad hendes blødhed. Her kunne jeg være lille og få omsorg. Her kunne jeg få en stor del af det, jeg manglede. Der var en periode tale om, at jeg skulle bo hos Ruth og hendes mand Jimmy i Svendborg. Det ville jeg meget gerne; så hvorfor det ikke blev til noget, ved jeg ikke. Måske fordi vi ikke længere skulle bo hos revisoren, og så ville det vel være lidt sært, hvis jeg blev hos hans søster og svoger?

Og et andet billede stiller sig op blandt de billeder, der kommer i stakkevis (og det er fantastisk): Min fars ungdomskæreste kom altid og sagde “Godnat” når jeg sov hos dem i Kgs. Lyngby de første par år, jeg boede i København, og hvor de tog sig meget af mig. Jeg var simpelthen ikke klar over, hvordan jeg skulle håndtere det der godnat-noget. Jeg ville vældig gerne, men jeg vidste ikke, hvordan “man gør”, når man er 16 år. Med min nuværende bevidsthed tænker jeg, at jeg da skulle have slået armene om hende og gengældt hendes omsorg. Jeg tror nærmest, jeg lå stiv som et bræt – men jeg ved det ikke.

Jeg er glad for, at jeg fik sagt tak til hende nogle gange, inden hun døde en naturlig død 98 år gammel. Hun og hendes mand var der virkelig for mig. Det var et ret ukendt fænomen i mit liv.

Vi har været “på en rejse”

I virkeligheden synes jeg, det er et tåbeligt og misbrugt udtryk, men her passer det godt: Psykologen og jeg har været på en rejse sammen. Gad nok vide hvor den kan føre hen? Jeg er så spændt.

For at skrive denne artikel, har jeg lyttet til vores samtale og taget noter fra den, så jeg ved, at det, du har læst her – hvis du altså kunne finde ud af, hvem der var hvem hvornår – er den rene og skinbarlige session med masser af kød på.

Sov godt – måske er du blevet enten klogere eller rystet. Kommentarer på hjemmesiden er mere end velkomne.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

Mit første sollys, vi er på Rigshospitalet - jeg er ca. 4 måneder ...

, , ,

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Aspergers syndrom og slægtsforskning passer sammen

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Mit liv er i vidt omfang sat i systemer, hvilket gør det nemt og overskueligt at leve. Jeg er et fjols til det sociale, men det med systemerne og detaljerne kan jeg. Jeg læser lidt korrektur m.v. for en virksomhed. De siger af sig selv, at de ikke kunne finde en bedre til opgaven, da jeg ser alle detaljer. Hvis en autist opdager en revne i væggen, ser hun kun revnen – ikke resten af væggen. 

Nogle mener, at alle mine systemer er temmelig mærkelige, men jeg trives jo bedre end godt, og så vidt jeg ved, generer det ingen. Jeg har udviklet regneark over mange emner, og der er en særlig tilfredsstillelse ved at befolke dem med data og måske følge noget over tid. Lige p.t. måler jeg fx på mit strømforbrug, da jeg undrer mig over, at det stiger konstant, når jeg lever, som jeg plejer. Jeg er helt klar over, at det ikke er noget, mange gør.

Når læger forstår, hvad man fortæller dem

Forleden var jeg til opfølgningssamtale i Distriktspsykiatrien hos en meget behagelig overlæge. Selvom jeg kun havde set ham en enkelt gang tidligere, følte jeg mig komfortabel i hans nærvær. Jeg havde på forhånd indset, at jeg nok måtte undlade at fortælle ham om Grundtvig denne gang. Da vi var igennem dagsordenen, spurgte han af sig selv til mine særinteresser.

Hvis man bare siger, man er interesseret i slægtsforskning, bliver folk lidt fjerne i blikket. Jeg tror, de for sig i ånden ser familiens købte slægtsbog, der primært består af datoer. Og det er kedeligt for alle andre end slægtsforskeren, der har fundet dem. Hvem skulle dog falde i svime over at vide, at Districtslæge Kongsted i Højby Sogn, Ods Herred, vaccinerede 3*tipoldemors søster Karen JENSDATTER i 1836? Det sjove og det udfordrende er “Søg og du skal finde”.

Ergo måtte jeg jo forklare ham om glæden ved systemer og tusindvis af små stykker data i tabeller, der skal hænge sammen, før puslespillet er lagt rigtigt. Og det virkede faktisk som om, han både forstod det og var interesseret, for han stillede flere uddybende spørgsmål. Det var rigtig rart. Det endnu rarere havde været, hvis der var mere tid, men sådan er forholdene ikke i psykiatrien, og jeg er jo også “i remission”, hvilket betyder, at jeg hverken er depressiv eller manisk. Hvor er det dog dejligt.

Der er også overlæger fra hospitalspsykiatrien, der gennemskuede mig, før den knalddygtige og søde Pia Bohn Christiansen i foråret 2019 stillede diagnosen “Aspergers syndrom”. Hun sagde, hun vidste det fra dag et. En af dem behandlede jeg mindre pænt, fordi jeg i 2016 ikke kunne rumme flere diagnoser. Efterfølgende sendte jeg ham en uforbeholden undskyldning.

Da Kasper Reff derimod i 2018 lukkede låget på computeren, og sagde “Du nævnte noget om Aspergers syndrom”, blev jeg glad og forklarede, hvad jeg havde tænkt og undersøgt alt om siden 2003 (lige bortset fra 2014-2016). Vi fik en længere samtale om det, som fik mig til at gå hjem og lede efter en, der havde forstand på både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Det var vigtigt for mig, da jeg tror, der er træk fra manierne, der kan forveksles med særinteresserne. Om det er sandt, ved jeg ikke. Min tanke var – og er til stadighed – at dyrker man sin særinteresse meget intenst i timevis og glæder sig vildt og vanvittigt over den, kan det forveksles med træk fra mani.

Om det var regnearkene med de grafiske fremstillinger af de mange bivirkninger og udviklingen i dem over tid, der fik Kasper og hans kollega, der er farmaceut, til at blive mistænksomme, ved jeg ikke, men tanken er da nærliggende 🙂

En skøn søndag ligger for

I går faldt jeg over (en kirkebog med) liget af en nyfødt pige i et mosehul. Året er 1854, og vi befinder os primo august. Historien har du her.

Da slægtsforskere er et utrolig hjælpsomt folkefærd, ved jeg nu, hvor jeg skal finde begyndelsen på afhøringerne. Jeg har ikke prøvet det før i mine 21 år med slægtsforskning, men jeg elsker udfordringerne. Det bliver en god søndag.

Der er side op og ned, og jeg kan på forhånd se, at jeg ikke kan transskribere det hele selv, men så er der hjælp at hente i Danske Slægtsforskeres Forum, der er befolket med vanvittigt dygtige mennesker. De kan læse alt!

Man skal prøve selv først, og det er jo også det sjove, og så kan man få hjælp til resten. Det er i øvrigt sådan, man langsomt og med årene bliver bedre til at læse gotisk (som i parentes bemærket var den officielle skrift her i landet ind til 1875).

Måske har du også allerede nu gennemskuet, at slægtsforskning er meget mere end 3*tipoldemors søsters vaccinationsdato?

Slægtsforskning er også glæden ved data i tabeller

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglæden

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglæden

1. møde med Marie Østergaard Knudsen

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglæden

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglæden

I går var jeg til det første møde med forfatten til den bog, jeg læser for tiden “Skriv om din slægt – Sådan fortæller du om andre og bliver læst”. Hendes navn er Marie Østergaard Knudsen, og jeg gik simpelthen så glad derfra.

(Grundet kognitive vanskeligheder er jeg er længe om at komme gennem en bog, da jeg ikke kan bevare koncentrationen meget mere end 20 minutter ad gangen, med mindre jeg selv frembringer noget eller ser “Forsvundne arvinger”).

Man kan sige, jeg “fik ros af læreren”. Hun kunne nemlig godt lide min idé om at ville skrive om min oldefar, der kommer til Brede Klædefabrik en skyet dag i marts 1890. Hun mente, at jeg allerede er langt i at indkredse, hvad jeg gerne vil, og at jeg har en historie.

Hun fik mig til at at glæde mig til skriveglæden i stedet for at tænke, at nu har jeg sat mig for endnu en arbejdsopgave, jeg vil involvere mig i. Det skal ikke blive en arbejdsopgave, det skal blive dejlige dage, hvor jeg forsvinder i ord og fantasi.

Det, hun kan, er at strukturere og at skære til.

Det, vi talte om, har jeg jo sådan set allerede læst, sat streger ved og taget noter til, men det er noget helt andet at sidde overfor et behageligt menneske og tale om mine idéer og så få hendes værktøjer koblet på. Jeg optog samtalen og har allerede hørt den tre gange, for den er enormt inspirerende. Nu tror jeg, jeg endelig har fanget, hvad hjemmeopgaven til næste gang er.

Jeg skal skrive fire forskellige såkaldte “scener”, hvor de involverede parter har dialog med hinanden, og hvor oldefar også har sin egen indre dialog. Hvad tænker han mon? Hvordan har det været at fortælle sin (ikke så) gamle mor, at han har tænkt sig at forlade hende og søge lykken nordpå?

Fra fakta til følelser

Jeg har gået og tænkt, at jeg sikkert ikke kan skrive noget som helst, fordi jeg drukner i fakta, og fordi jeg ikke er særlig god til “det med følelser”. Og fantasi bygger på følelser. Når man har Aspergers syndrom, sanser man ikke så meget; så er man mere til data i tabeller og detaljer. At føle er at sanse.

Jeg synes ikke, jeg har nogen fantasi. Det skød hun en hvid pind igennem baseret på det, vi talte om, og de 200 ord, jeg havde sendt på forhånd. Jeg havde overset, at der også her er tale om en læreproces. Jeg rakte jo heller ikke bare hænderne ud og så landede der en cand.jur, en sagsbehandler, en budgetbisse, en webmaster eller en slægtsforsker. Det har alt sammen krævet øvelse. Jeg kravlede såmænd kun lige over dumpegrænsen med 6 og 7 på 1. årsprøve. Jeg var en af dem, der virkelig skulle lære at studere.

Hun spurgte ret tidligt, om jeg vil skrive fakta eller fiktion? Jeg svarede “begge dele”. Og det kan man godt; så bliver det en “fortælling baseret på virkelige hændelser”.

Jeg vil føle mig på sikker grund og tryg, hvis jeg tager afsæt i de data, jeg har. Og det jeg ikke ved noget om, må jeg prøve at digte. Jeg ved virkelig ikke, hvad de fik til aften, da han besluttede sig for at fortælle sin mor, at han havde overvejet at søge lykken her nordpå. Og ja, jeg vil blive udfordret, men det drejer sig om at finde skrive- og fortælleglæden og at sætte mig selv fri til det.

Vejen fra arbejdsopgaver til skriveglædenDer er selvfølgelig allerede skrevet meget om Brede Klædefabrik, men der hvor jeg tror, jeg kan bidrage med noget, er at skrive en historie, der fortæller om virkelige menneskers liv på fabrikken. Man kan hente bogen “Brede Klædefabrik” – udgivet af Erhvervsarkivets Forskningsfond i 2004 – på Danskernes Historie Online – Danske Slægtsforskeres Bidlliotek.

Ikke mindst Jeppe Tønsberg, mangeårig leder og arkivar på Byhistorisk Samling i Lyngby Tårbæk Kommune, har skrevet de værker om Brede Klædefabrik, man skal kende, hvis man vil vide noget om fabrikken.

Jeg traf ham tilbage i 2005. Egentlig havde jeg besluttet mig for at ringe til ham og spørge, om vi kunne lave en form for samarbejde. Desværre er han afgået ved døden – kun 71 år gammel – i juni 2021. Men flere af hans bøger lever i min reol.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Vær glad hvis dine børn er videbegærlige

Vær glad hvis dine børn er videbegærlige

Sådan lærte jeg at læse

Vær glad hvis dine børn er videbegærlige

Hvis jeg havde børn, ville jeg være glad, hvis de var videbegærlige og stillede spørgsmål om alverdens ting. Jeg ville med glæde besvare alle mulige spørgsmål.

Jeg ville være glad, hvis jeg fx kunne svare på, hvor langt der er fra Bagdad til Tel Aviv og hvis ikke, ville jeg slå op på det allestedsnærværende internet og fortælle, at der var 1.600 km. Jeg ville være glad for at finde et atlas frem, så vi sammen kunne få en visuel forståelse af den enorme afstand, bomberne fra præstestyret skulle tilbagelægge, før de kunne nå israelske mål. Det ville være en læreproces for os begge.

En globus er ganske vist ikke videre køn, men måske ville jeg alligevel købe en og stille den i en afkrog, men glæde mig over at tage den frem, når de stillede andre spørgsmål om alverdens riger og lande.

Det ville selvfølgelig tage tid, men sådan er det med børn. Det må man finde sig i. Til tider har man ikke tiden, men så man sige “Det ser vi på senere/i morgen”.

En del af videbegærligheden, er læsningens magi.

Jeg kunne læse, før jeg kom i skole

Vær glad hvis dine børn er videbegærlige

Jeg kunne læse, før jeg kom i skole, og jeg tror, en af årsagerne var, at begge min forældre – før november 1972 – var virkelig dygtige til at læse højt for mig. Jeg havde en samling af tre røde læderindbundne (måske var det en slags plastik?) eventyrbøger, men de bedste var bøgerne om missemor og hendes mange killinger.

Missemor bagte kager og hængte vasketøj op, hvilket der var illustrationer af. Jeg kan stadig se tegningerne for mig. De stammede fra Pixi-bøgerne, som jeg havde en stor samling af. Pixi-bøger er en bogserie fra min tid (da man brugte bue og pil), og havde en længde, der passede godt som godnathistorier.

Min far og mor havde tiden, eller også tog de sig tiden, til hver eneste aften at læse en eller to Pixi-bøger for mig. Især min mors stemme husker jeg; hun læste godt op. Misserne blev sprællevende og fik en personlighed. Hendes stemme skiftede fra kat til kat, så jeg ikke var i tvivl om, hvem der var i fokus, selvom jeg til tider lå ned og ikke kunne følge med på billederne.

Præcis sådan lærte jeg at læse

Når mine forældre var gået, og det var meningen, jeg skulle sove, kiggede jeg i stedet selv i bøgerne, der var sat med ret store typer og ikke havde mere end tre eller fire linjers tekst pr. side. Eftersom jeg stadig kunne høre høre det oplæste inde i hovedet, kunne jeg næsten sætte bogstaverne (som jeg kunne på forhånd) sammen til ord og sætninger. Det var de mange, mange gentagelser af de samme oplæsninger, der gjorde, at jeg nogenlunde vidste hvilke ord, der stod hvor.

En aften byttede vi roller, så jeg læste – eller gættede – så godt jeg kunne for enten min far eller mor. De hjalp med de ord, jeg ikke selv kunne. Langsomt blev alle bogstaverne til ord, og jeg læste rent faktisk uden bare at gentage eller gætte, det jeg havde hørt så ofte. Det var sådan, jeg lærte at læse. Da jeg en aften, samme med min far, opdagede, at jeg rent faktisk læste, var jeg utrolig stolt men også forbavset over miraklet. Hvordan var det dog sket? Også min far var vanvittig stolt og måtte straks gå ud og fortælle det til min mor.

Læseeventyret fortsatte senere med Troldepus og Peter Pedal. Troldepus havde havde en passende længde til godnatlæsning, men jeg foretrak “Manden med den blå hat”.

Aftenen efter miraklet var min far og jeg “en smut” nede på fabrikken, og alle arbejderne fik at vide, at nu kunne jeg læse selv.

Bilen herunder er en “Morris Minor 1000 Traveller”, som vi kaldte “Trækassen”. Ligesom som alle vores andre aflagte biler, fik jeg den at lege i, da den ikke længere kunne køre. Den transporterede os ned på fabrikken.

Vær glad hvis dine børn er videbegærlige

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.