,

Arbejde

Arbejde

Den første uge på arbejde igen

Jeg har været på arbejde den første uge efter udskrivelsen, og det er bare skønt at være kommet i gang igen. Der har været et par succesoplevelser, hvilket ikke forringer det skønne. Jeg er så mega-glad for at være der, og jeg håber på, at det vil være det sted, jeg skal være, til chefen går på pension. Han er nemlig ældre end mig. Jeg orker ikke flere omskiftninger nu. Jeg har startet forfra i alt fem gange siden 1. januar 2016. Nu vil jeg falde til og levere varen mandag, onsdag og fredag gerne 15 timer pr. uge, hvis der er opgaver nok til det, og hvis jeg kan holde til det.

Fra nu af kalder jeg chefen for kollegaen her på bloggen, med mindre han optræder i rollen som chef. Det er lige med at holde styr på kasketterne, når det er et enkeltmandsfirma.

Kontrakten er ikke helt på plads, da der er et par ting, vi i fællesskab er i tvivl om. Chefen opfordrede mig selv til at kontakte Djøf for at få den valideret. Der er ingen overenskomst, så det er det grå marked, jeg bevæger mig på, og der er det godt at have en god fagforening i ryggen, og det er Djøf.

Når man entrerer med et fleksjob, er der altid risiko for, at man skriver under på vilkår, der er for ringe, fordi det er så sindssyg svært at finde en arbejdsgiver, der vil “forbarme sig”. Kommunens fleksjobkonsulenter ligger på knæ for sådanne arbejdsgivere med formuleringer som “Bare der var flere som dig”.

Mandag

Tre timer hvor vi egentlig mest snakkede dels om, hvordan vi skal gribe fællesskabet om arbejdet an, dels om konkrete udfordringer på de sites, vi er i gang med. Vi fik lavet en lille smule konkret, men det var ikke målet.

Som mennesketyper er vi vist vidt forskellige: kollegaen er lynhurtig, intuitiv, utålmodig, ekstrovert og designer. Jeg nørkler eftertænksomt, læser mig til løsninger, tålmodig, introvert og tekniker. Sammen er vi et rigtig godt team.

Tirsdag

Min fridag men jeg havde – fordi jeg syntes det var sjovt – lovet at bruge en time på et problem, kollegaen ikke kunne løse. Det var enormt nemt for mig på 45 minutter i alt. Han blev glad og uddelte ros, og så blev jeg jo glad. Der skal af og til så lidt til.

Jeg er et menneske, der har stort behov for feedback, både positiv og negativ, på mine arbejdsopgaver, for hvordan skal jeg ellers vide, om jeg er på rette vej? Det skrev allerede Psykiatrifonden om i deres slutrapport, der gik til rehabiliteringsteamet. Jeg tror nu ikke, det er specielt unaturligt.

Onsdag

Jeg sad hjemme og lavede seks produktsider til en stor kunde. Det gik superfint, og jeg har det bedst med mit eget udstyr, som er state of the art. Det var ikke stor kunst men en masse copy paste; det kan jeg fint leve med til en start. Ville man være negativ, kunne man kalde det “idiotarbejde”, men det vil jeg ikke. Jeg vil være i gang, være aktiv, bidrage til samfundet, kunne komme hjem og sig “jeg har været på arbejde” osv. Jeg elsker at arbejde, for det giver mig berettigelse her i livet, også selvom jeg er klar over, at den tænkning af de fleste anses for at være forkert.

Efter 03:00 timer lukkede jeg siden, for det var sådan, vi havde aftalt det. Jeg overholder mine aftaler!

Fredag

På arbejdspladsen på Midtsjælland: Jeg havde nogle spørgsmål fra i onsdags, men dem kom vi ikke rigtig ind på, men det er heller ikke min opgave at erindre om det (tror jeg), så jeg gik videre med min copy paste. Nogle af produktsiderne rummede nye spørgsmål om, hvordan kollegaen ville have det lavet. Så er det en kæmpe styrke at sidde i det samme lokale. Hjemmearbejde er godt, mit udstyr er bedre, men det overruler ikke styrken ved at sidde i samme lokale. Når man sidder sammen, kan man klikke og pege, kaste et spørgsmål og en bemærkning over bordet osv. Og det er mit eget udtrykte ønske, at vi til en start ofte sidder sammen og det ønske har jeg fået opfyldt. For mig handler det også om, at vi lærer hinanden at kende som men mennesker. Så vil det senere være lettere bare at tale i telefon.

Og så kan jeg også bidrage med noget, fx hvordan man staver til “balustre” 🙂

, ,

Melodien der blev væk mv.

Ny diagnose Autisme

Det værste var musikken

Jimmie Hendrix’ guitar, som jeg hørte kun inde i hovedet, men som alligevel var så virkelig, at jeg gik langs væggene for at lytte efter om det nu ikke alligevel var mine aldersstegne naboer, der havde ændret smag, er væk.

Der blev langsomt skruet ned, og en morgen vågnede jeg op og konstaterede, at det var væk! Det var en stor dag. Det er nok svært at forestille sig, hvordan det er at høre noget, man ganske udmærket ved, er falsk(t), men som lyder som sandt. Jeg bliver ganske enkelt bange for, at jeg så for alvor er rablende vanvittig. Når det går over, kniber jeg mig selv i armen og tør næsten ikke tro, det er sandt.

Som at gå på vat

Jeg forklarede en medpatient, at jeg føler, at jeg svæver, uagtet jeg er helt klar over, at jeg ikke er en fugl eller lignende. Jeg er 20 cm. over gulvet og sætter af i luften. Jeg ved, det lyder sært, og det er også sådan, det føles. Hun sagde “det er som at gå på vat”. Det var en god formulering, som beskriver tilstanden godt.

Jeg svæver stadig, alligevel har vi aftalt udskrivelse til på tirsdag eller mandag, og det er OK med mig. Det bliver sikkert mandag, når det kunne være tirsdag. Der er altid folk i kø til åbne psykiatriske sengepladser, og jeg bliver ikke raskere af at blive en dag ekstra, og jeg synes også, jeg har fået det rigtig godt igen. De har lappet mig sammen for 12. gang siden september 2014. Hvor længe kan det blive ved?

Angsten

Det er nu anden gang jeg er indlagt med psykotiske symptomer. Det værste er angsten – især for musikken. Angsten for for alvor at være blevet skør. Jeg kan leve med det bipolare men ikke med de psykotiske symptomer; derfor har de øget min Abilify til næsten maksimal dosis.

Nu ønsker jeg mig inderligt en lang, lang stabil periode, og jeg drømmer om ikke at føle det pinligt, hvis jeg alligevel bliver nødt til at vende tilbage til 808, før den er udløbet.

Arbejdet

Jobcentret, arbejdsgiver og jeg har holdt møde i dag, og det er gået over al forventning. Nu er der sat ord på alt det usagte både fra min side og arbejdsgivers side. Vi havde for længst svoret hinanden 100 pct. ærlighed, men det er svært pr. telefon, når man kun har truffet hinanden to gange, og for mit vedkommende yderligere svært, når jeg bare gerne vil have jobbet og kæmper for at holde pensionen fra dørene.

Jeg fik fortalt, at jeg havde være bange og u-glad de to og en halv uge, jeg nåede at være der. Så bange at jeg sad og rystede, når han ringede; ikke bare let håndtremor men storrysten. Jeg fik fortalt om følelsen af, at jeg kun havde Google at spørge. Jeg turde ikke stille spørgsmål, for jeg så ham som direktøren fremfor som kollegaen – men det er nu heller ikke let, når han er både direktør, chef og kollega på én gang. Den slags sker for mig, når jeg så pokkers gerne vil lege med men ikke kan.

Han vil mig imidlertid gerne, så nu har jeg det både på skrift og i vidners påhør. Han er tilfreds med det, han har set og måden, jeg går til tingene på. Der er 125 ting (mindst), jeg ikke kan, men han er indstillet på at lære fra sig både konkret, og hvordan han tænker samt på at betale to dages eneundervisning hos Michael, som jeg har arbejdet sammen med i flere år i mit privatliv og føler mig tryg ved plus togbilletten til Aarhus t/r plus hotelværelse. “Lav en lækker hjemmeside” Jow – men hvad er det?

Hvidovre Kommune bidrager med en mentortime pr. uge i tre måneder som et plaster på såret til arbejdsgiver for den tid, han bruger på mig i den indledende fase.

Vi går stille og roligt i gang næste mandag med at arbejdsgiver og jeg sidder i samme lokale to til tre dage om ugen, for videnoverførsel pr. telefon er ikke ideelt, når man næsten ikke kender hinanden, og der er så stor forskel i kompetencerne. Vi har mødtes to gange forud for i dag.

Jeg synes virkelig ikke, jeg kan ønske mig mere. Vi skiltes med et knus.

,

De første to dage

Så positive dage!

Jeg har nu været på arbejde to dage: onsdag og fredag, og det har været positivt. I går var jeg i Lejre, hvor firmaet ligger, for at træffe chefen/ejeren. Det var godt at få sat ansigt på.

Vi har travlt, for der ligger en bunke af opgaver, som han ikke har haft tid til at begynde på, og som fx bare hare ligget en måned, og det dur selvfølgelig ikke overfor kunden. Så der bliver nok at se til, og det er jeg jo glad for. Jeg har oplevet tilstrækkeligt med arbejdsmangel både i FKN og i Securitas. Men samtidig med at der ligger masser af opgaver, er chefen meget opmærksom på, at jeg passer på mig selv. Og det er jeg også. Vi har aftalt, at begge er 100 pct. ærlige. Det er man nødt til i så lille et firma.

For at det ikke skal blive det grænseløse arbejde, har vi aftalt, at hovedreglen er, at jeg arbejder hjemme mandag, onsdag og fredag 9:00 – 14:00, men at vi selvfølgelig kan bytte op og ned på det, hvis det er nødvendigt. Han er fleksibel, så det er jeg også. Jeg går stadig til en masse læger og i distriktspsykiatrien, hvor det er svært at placere tiderne selv, men det behøver jeg ikke tænke på. Super.

Enfold

Til alle de hjemmesider og skitser jeg efterhånden har lavet, har jeg brugt temaet Enfold, som jeg i sin tid kom i kontakt med via min konsulent. Enfold er bredspektret er lig kan meget, og når man først har fået det ind under huden, er det let og hurtigt at lave værdi til kunden.  Men der er stadig meget, jeg ikke kan.

Da opgaverne i firmaet ligger og venter, og chefen foreslog, jeg startede “i morgen” bogstaveligt talt, (det skulle jeg lige synke 🙂 ), foreslog jeg Enfold, fordi jeg så rent faktisk kunne arbejde fra dag et, og som han uden videre accepterede. Den slags giver mig blod på tanden. Vi sad sammen om det i går, og jeg kan se, han har en meget mere intuitiv tilgang til det, end jeg har. Sammen er vi vist gode, og til tider er jeg for akademisk. Jeg vil helst læse en bog om det først 🙂

Den første arbejdsbeskrivelse

Jeg har fået min første arbejdsbeskrivelse. Og den er klasser over, hvad jeg er vant til. Jeg skal ikke gætte mig til opgaven. Den var nu nem at overskue, da jeg har frie hænder til at sætte siden op, men indholdselementerne skal selvfølgelig være de samme.

Så lige nu sidder jeg med en kunde, der i den grad trænger til et nyt design, og det har jeg så fået lov at opfinde. Det er så skønt. Tænk at min drøm kunne gå i opfyldelse på denne måde.

Jeg kan godt lide måden, vi arbejder på: Vi gør forsiden færdig og en underside færdig, og så tager chefen ud til kunden med det. Nå vi så har fået det godkendt/forkastet, kan vi gå videre. Hvis undersiden bliver godkendt, er der rigtig mange ting fra den, der kan genbruges på de øvrige undersider.

Hvis man nu skulle beskrive dette med mine gamle termer, ville man kalde det iterative processer eller agile processer. Det kan jeg ikke få chefen med på 🙂

Den fremtidige strategi

  • Jeg “rydder op” i den bunke, der ligger, så langt jeg overhovedet kan.Der ligger selvfølgelig i det, at jeg indtil videre lave alt “det lette”; men jeg vil jo bare så gerne være i gang, og dette er min drøm.
  • Vi gør det færdigt sammen. Er der noget vi ikke kan i Enfold, har vi en verdensmester, vi kan trække på.
  • Han laver SEO.
  • Når jeg kan mere, kan jeg lave siderne helt færdige selv.
  • Han laver fortsat SEO, som er en videnskab, og som jeg ikke lige kan blive sat ind i, selvom jeg gerne ville.
  • Han tager sig (yderligere) af salg og mark.

I dag lørdag

Jeg har en gammel aftale med en veninde om at spise brunch nede på torvet, og dernæst skal jeg hjem at lave undersiden, som jeg ikke nåede i går, men det er også helt OK med mig.

God weekend.