,

At være et ordentligt menneske

At være et ordentligt menneske

Jeg en heldig kartoffel

At være et ordentligt menneske

Jeg synes, jeg er så heldig: Jeg har nogle at tale med! Det er mennesker, der deler mine værdier. En helt grundlæggende værdi for mig er “at være et ordentligt menneske”. Det er naturligvis et temmelig “floffy” og meningsløst begreb uden selvstændigt betydningsindhold.

Kender du fx nogle, der om sig selv vil sige, at de ikke er ordentlige mennesker? Det er jeg næsten sikker på, du ikke gør. De mennesker, jeg kan lide at tale med, har alligevel en umiddelbar forståelse af, hvad jeg mener. Vi har et værdifællesskab. Det sætter jeg uendeligt højt.

Den ene veninde

Den ene veninde ringer jeg ofte op, når jeg synes, verden er af lave. Og det synes jeg ret tit for tiden. Folk, der deler adresse med en partner, kommer hjem fra arbejde og siger “Halløj” (det kan jeg høre mine unge naboer gør) og så taler de måske om den slags.

Jeg bor alene, det elsker jeg, og det hverken vil eller kan jeg ændre på, men jeg kan komme i underskud af at dele tanker om stort og småt (især stort).

Den veninde er så god at tale med, fordi hun er reflekteret, nuanceret og velorienteret. Ingen af os har børnebørn, så vi kan tale frit om, hvilken verden resten af menneskeheden giver videre til dens børnebørn. Jeg kan gå og bekymre mig om fx:

  • At der er krig i Europa – og har oprustning nogensinde i hele verden ført til fred? (Nej – det har det ikke!)
  • At der ikke er flere fisk i fjordene.
  • At klimaet lider. Hvor skal isbjørnene efterhånden være?
  • At vi har sommertemperaturer den 1. oktober.
  • At der er så mange, der stemmer på Danmarksdemokraterne. Hvad tænker de dog på?
  • At der er så mange, der vil stemme på Donald Trump. Hvad tænker de dog på?
  • At de unge skal gennemføre kandidatuddannelsen på et i stedet for to år, når nyeste forskning samtidig viser, at den primære årsag til unges mistrivsel er det forhold, at alt skal gå så helvedes hurtigt nu til dags.
  • At unge veluddannede, gifte kvinder sendes “hjem” (hvor det så end er?), når Danmark samtidig skriger på arbejdskraft og er parat til at importere den fra Langtbortistan.
  • At det danske sundhedsvæsen er ved at gå rabundus.
  • At Anders Kühnau kan stå for åben mikrofon og spille overrasket over sammes tilstand.
  • At Anders Agger afdækker, at der er mennesker, der ikke burde have børn, når det første barn er tvangsfjernet, og faderen allerede har gennembanket Belinda nogle gange derefter.
  • At hashhandlerne på Christiania bare er bandernes forlængede arm, så vi måske kunne nå et stykke ved at legalisere cannabis, hvis vi ikke ønsker svenske tilstande.

Stort og småt imellem hinanden. Vi er ikke enige om alt. Og enighed og rygklapperi er heller ikke målet. Det vigtige er dialogen og udvekslingen. Det vigtige er at blive lidt klogere i fællesskab og at lytte til hinanden.

Det er ordentlighed.

Den anden veninde

Den anden veninde er en tidligere arbejdsgiver … Midt i 80’erne var hun ph.d-studerende ved Kriminalistisk Institut under Københavns Universitet og jeg var studentermedhjælper for hende.

Det var et godt job, for hun lyttede også til mine forslag, og når vi var ude på fem storkøbenhavnske politistationer for at gennemgå straffesager, var vi nærmest “kolleger” – altså ligestillede.

Når vi mødes nu, mindes vi altid tiden i arrestforvarerens soveværelse i Roskilde … Det var altså specielt at sidde der med alle sagerne og som det første notere, om offer og gerningsmand – i sager kategoriseret som “gadevold” i kriminalstatistikken – kendte hinanden.

Jeg kan roligt afsløre, at det gjorde de i langt, langt hovedparten af sagerne. En temmelig stor andel var i familie. Men billedet på danskernes nethinde, når de hører om “gadevold” er, at det er dig og mig, der sagesløst går ned ad gaden og bliver slået ned af en ukendt gerningsmand. Det er bare ikke sandheden.

Hun er også jurist, og vi får altid en snak om det med ordentligheden. Jura er ordentlighed sat på formler, en form for procesretfærdighed. Man kan være uenig i regelsæt, men så må man jo stemme på nogle andre partier. Det er kernen i vores demokrati, der som styreform ikke er ufejlbarlig; der findes bare ikke noget alternativ.

Denne veninde har børnebørn. Et af dem (seks år gammel) havde spurgt “Kan der også komme krig i Danmark?” Jeg er glad for, at jeg ikke er hverken farmor eller mormor, men selvfølgelig må man svare en seksårig “Nej da, det kan der ikke, og Ukraine og Rusland er laaaangt væk, så den krig kan ikke komme her til”.

Det er ikke ordentligt at lyve, men man kan blive nødt til det. Børn ser også TV Avis og de lytter til, hvad de voksne taler om, men de forstår det ikke, og så må farmor/mormor skride ind. Måske skulle man skåne børnene mere? De kan tids nok blive bekymrede over verdens tilstand. Og måske har de ikke en veninde at ringe til?


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Dopamincenteret til brug i slægtsforskning

Dopamincenteret til brug i slægtsforskning

Når (hårdt) arbejde belønnes

Dopamincenteret til brug i slægtsforskning

Vi mennesker har altid haft en naturlig trang til at forstå vores rødder og forbindelser. Slægtsforskning tilbyder en unik mulighed for at grave dybt i denne forståelse, men hvad er det, der gør denne søgen så fængslende? Svaret kunne meget vel ligge i vores hjerners belønningscenter, også kendt som dopamincenteret.

Af flere årsager har jeg gennem en del år prøvet at lære noget om hjernen og dens funktioner.

Om dopamin og neurotransmittere

Dopamin er en neurotransmitter, der spiller en central rolle i hjernens belønningssystem. Når vi opnår noget, vi har arbejdet hårdt for, frigives dopamin, hvilket giver os en følelse af tilfredsstillelse og glæde. Hjernen higer altid efter dopamin. Den bliver nærmest glad, bortset fra at hjerner selvfølgelig ikke har følelser. Det er os selv, der bliver glade.

En neurotransmitter er en kemisk budbringer, der overfører signaler i kroppens nervesystem. Dette sker over synapser, som er de små kløfter mellem nervecellerne. Når en nervecelle sender et elektrisk signal ned gennem den enkelte nervetråd, frigives neurotransmittere fra cellekroppens ender. Disse kemiske stoffer krydser synapsespalten og binder sig til specifikke receptorer på den modtagende celle. Dette kan enten aktivere eller (for-)hindre den modtagende nervecelle og dermed fortsætte eller stoppe signalet.

Dopamin og slægtsforskning

Når vi sidder i timevis og gransker gamle kirkebøger, folketællingslister eller andet arkivmateriale i jagten på en længe tabt slægtning, og vi endelig finder den person, vi har ledt efter, udløses dopamin. Dette “kick” er den belønning, vi får for vores hårde arbejde og tålmodighed.

I mine år med slægtsforskning har jeg mødt adskillige “kolleger”, der beskrev det lille kick, når de endelig fandt den person, de ledte efter, eller alligevel kunne læse det, de indledningsvist ikke kunne få mening i. Jeg hører ofte mig selv sige “Yes” ganske højt ud i rummet, skønt her ikke er nogen andre, der kan høre det.

Lige p.t. rydder jeg op – og med det tempo vil det nok tage et par år mere. Adskillige gange har jeg om en kilde skrevet “ulæselig”. Der er en stor tilfredsstillelse ved nu rent faktisk at kunne læse det, der engang fik det prædikat. Og det er fantastisk, at der findes skarpe tydere i Danske Slægtsforskeres Forum, som bruger megen tid på at hjælpe med det, der stadig er ulæseligt. Jeg er meget taknemmelig.

Jeg har i øvrigt flyttet mine spørgsmål fra Facebookgruppen “Slægtsforskning” over til Forum, fordi der er lidt mere “ro” over forum, det går ikke så stærkt og der er mulighed for at formatere spørgsmålet. Derfor oplever jeg, at mine spørgsmål bliver mere velbegrundede. Og hjælpen kommer næsten lige så prompte.

Logik møder belønning

For mange med en interesse i slægtsforskning er den logiske sans essentiel. Det er ikke bare et spørgsmål om at samle navne og datoer og slå op i de rette databaser; det er et enormt puslespil, der skal lægges. Hver lille detalje tæller, og når alle brikkerne endelig passer sammen, oplever vi en dopaminudløsning, der bekræfter, at vores logiske tænkning og hårde arbejde har båret frugt.

Om en 4*tipoldefar Peter Jensen Bruun havde jeg fx skrevet “Ikke død i Sankt Nikolaj Sogn”. Det var hinsides al logik, for konen døde som enke der – og det sidstfødte barn var døbt der. Altså burde han være der.

Det er lidt af en myte, at folk ikke flyttede i gamle dage, men det kunne betale sig at gennemgå det enorme sogn en gang mere. Der er noteret mellem 3 – 400 dødsfald årligt i 1780’erne, eftersom der ikke var mere end 11 sogne i byen.

Og der var to fikspunkter: han skulle være død mellem konens død og det sidstfødte barns dåb. Og så var det bare at gå i gang. Præsten havde dog venligt nok skrevet “M”, “Q”, “D” eller “P” ud for hver enkelt afdøde, hvilket reducerede tidsforbruget en del. Og selvfølgelig var han der. Når tiden på hjemmekontoret er en anden end fortidens stress på arkivet, finder man naturligvis også mere.

Jeg elsker den slags logik, når den vel at mærke fører til noget. Det gælder selvfølgelig ikke altid – men temmelig ofte. Og stædighed er også en nyttig komponent.

Sammenhængen mellem sprog og ydelse?

Måske kan vi endda trække en parallel til, hvordan en velskrevet tekst på en hjemmeside kan afspejle kvaliteten af en ydelse. På samme måde kan kvaliteten af vores slægtsforskningsarbejde afspejles i de dopamin-kicks, vi oplever. Jo mere arbejde og tanke, vi lægger i vores forskning, jo større er belønningen.

Konklusion

Næste gang du sidder fast i din slægtsforskning og overvejer at give op, så husk på, at din hjerne er programmeret til at belønne dig for dit hårde arbejde. Det er mere end bare en hobby; det er en rejse/lidelse, der ikke kun forbinder dig med din slægt, men også med dig selv.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Med tante Kis i Cirkus Benneweis

Med tante Kis i cirkus Benneweis

At samle gode minder

Med tante Kis i Cirkus Benneweis

Med tante Kis i Cirkus BenneweisNogle år af min barndom boede jeg i Brande, som ligger nede på heden. Der kom aldrig cirkus til byen, for det var byen for lille til. Min fars søster (som vi kaldte tante, skønt hun altså var faster) og svoger boede i Aarhus, så der var “cirkuschancen” noget større.

Hvert år var jeg en uges tid på sommerferie hos dem og det var en skøn tid. De var begge lidt specielle. I dag ville vi nok sige, at de begge var lidt distræte. Det siges, at Onkel Sigvard Kaae engang tog med Aarhus Sporveje med skraldeposen efter at have smidt mappen i skraldespanden om morgenen. Jeg tror ikke, det er en vandrehistorie.

Onkel Sigvard var professor og chef for Radiumstationen på Aarhus Kommunehospital og prorektor på Aarhus Universitet. Tante Kirsten Kaae, født Stegemüller, gik selvfølgelig hjemme. Vi er jo i slutningen af 60’erne og lige i starten af 70’erne, så hvad skulle hun ellers, når penge ikke var et problem?

Om hende siges det, at hun engang har udtalt, at hun ikke ammede sine børn, for så ville de jo få aske i øjnene. Min fars ungdomskæreste har dog modificeret det noget. Det var vist noget med, at Kirsten og hendes mands søster ikke ammede, fordi det ville gå ud over barmen. Det med asken er nok en vandrehistorie.

Ugen hos dem var spækket med oplevelser, og det største var den årlige tur i Cirkus Benneweis. Vi sad selvfølgelig på de bedste pladser, så jeg havde udsyn til selv den mindste detalje i manegen. Jeg elskede elefanterne og artisterne, der sprang rundt otte meter oppe i luften og lavede al mulig akrobatik. Klovnene sagde mig mindre, for de var så virkelighedsfjerne. I pausen var vi ude i staldene og se til dyrene. Hestene fik mange plusser i min karakterbog.

Det bedste var måske i virkeligheden ikke selve aftenen i cirkus – det var forventningen om den. Jeg glædede mig længe, også inden jeg overhovedet kom til Aarhus, som mine forældre kørte mig til. Jeg kunne glæde mig, fordi ugen kunne forudsiges; den ville nemlig være nøjagtig ligesom de foregående år.

I Tivoli Friheden

Af andre tilbagevendende oplevelser husker jeg turen i Tivoli Friheden. Det var stort for et barn fra heden. Jeg måtte prøve alt, hvad jeg ville. Der var absolut ingen smalle steder. Det bedste var radiobilerne, som jeg bemægtigede mig allerede som ret lille. Følelsen af at kunne styre vognen var herlig. Kontrol, tjek, styr på det …

Jeg har fået fortalt – og kan måske huske – at onkel Sigvard og jeg var ude at sejle i de små både på søen. Jeg styrede, og han var udnævnt til passager. Uden videre omtanke sejlede jeg os ind under et af springvandene vel at mærke sådan, at jeg selv sad yderst i tørvejr, mens han kom inderst ind under springvandet.

Der var også regler

Med tante Kis i Cirkus BenneweisDe sov til middag på faste tidspunkter. I den tid skulle jeg være stille, hvilket ikke var noget problem, for kælderen på Provstebakken (det var vist nr. 17) stod åben for mig, og de sov på første sal. Kælderen var et fantastisk sted at gå på opdagelse. Der duftede helt specielt – nærmest lidt krydret. Min fætter Svend havde sin Märklinbane dernede i forbindelse med sit værelse, og det var bare at tænde og se toget fare rundt. Transformatoren var grøn med et håndtag, som man regulerede hastigheden med.

I kælderen stod også den store ovn, hvor julegåsen blev stegt. Jeg har stadig et billede på nethinden af Sigvard på vej ned ad trappen med gåsen i bradepanden.

Kirsten og Sigvard havde flere katte. Det var forbudt at flytte på de dørstoppere, der sikrede, at misserne kunne løbe frit i hele det store hus. Dørstopperne var af skumgummi og betrukket med sort- og hvidternet stof.

Jeg kan stadig se Kirsten stå i køkkenet og skære rå svinehjerter ud til misserne. Evt. blev de garneret med lidt friskpillede rejer. Min “mor” brokkede sig engang over, at Kirsten brugte lige så mange penge på mad til misserne, som hun selv brugte på penge til mad til hele vores familie. Og vi manglede altså ikke noget. Hvad det egl. kom min mor ved, ved jeg ikke.

Bortset fra det var alt frit og tilladt. Jeg kunne godt lide at lege selv og ville helst ikke “underholdes”. I mens lagde Kirsten kabaler ved spisebordet eller i TV-stuen. Cerutten var selvfølgelig på plads i  mundvigen.

Retur i Brande

Efter en uge i Aarhus, hvor alt gik noget hurtigere end i Brande, var jeg udmattet af de mange indtryk og havde ikke kræfter til hverken børnehave eller senere skole. Det forstod mine forældre intuitivt og lod mig hvile ud og samle kræfter.

Billedet herunder er af Kirsten med den legendariske cerut i mundvigen:

Med tante Kis i Cirkus Benneweis


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Oprydning med fantastiske Excel og ChatGPT

Oprydning med fantastiske Excel og ChatGPT

Overblik over oprydning i slægtsdata

Oprydning med fantastiske Excel og ChatGPT

I forbindelse med den omsiggribende oprydning i slægtsdatabasen fik jeg idéen om, at det ville være vældig nyttigt at markere hvilke af de 841 gennemgåede personer, der er direkte aner i begge mine familier (adoptivfamilien og den biologiske familie).

Jeg har en Excelfil, hvor jeg i store træk noterer, hvad jeg har foretaget med den enkelte. Nogen videnskab er det selvfølgelig ikke.

Nogle få personer fra begge slægter kan jeg selvfølgelig genkende bare ved at løbe ned over rækkerne, men det er langt fra præcist.

Herunder er lidt af, hvad jeg gik igennem, før det lykkedes

Jeg ved, at mindst én af mine læsere ville kunne gøre det meget smartere 🙂 – men jeg kan desværre ikke skrive makroer, og ChatGPT kunne heller ikke få det til at lykkes trods mange forsøg. Så jeg gjorde det på “husmandsmåden”, og virkede det.

Udfordring 1: Få Legacy til at lave et udtræk med begge slægter vha. Fokusgruppe

Anne Marie Holck fra Legacys forum hjalp med at få dannet et udtræk, der viser direkte aner i begge slægter. Problemet opstod, fordi jeg forsøgte med en makro, der ikke resulterede i noget … Problemet var, at kildedata var mere end mangelfulde. Der kom slet ikke de personer med i udtrækket, jeg forventede. Det var hurtigt og nemt at se, at hverken mine “mormødre” eller “morfædre” var med i udtrækket.

Så jeg lærte om fokusgrupper, der er en genial funktion – især når man har flere familier. Prøv evt. selv:

  1. Gå til “Søg”
  2. Vælg “Forskelligt”
  3. Indstil hvem der skal være udgangspunktet.
  4. Vælg “Fokusgruppe”
  5. Indstil som vist
  6. Bemærk det nederste flueben “Inkluder flere forældre (hvis tilknyttet mere end et par)”. Det var lige det, der skulle bruges
  7. Vælg “Lav liste”
  8. Tryk “Valg”. Vælg “Udskriv” til en kommasepareret fil

Oprydning med fantastiske Excel og ChatGPT

Udfordring 2: Den kommaseparerede fil skal bearbejdes lidt

Filen, Legacy danner, vil se ud nogenlunde som nedenstående. Problemet er, at ID-nummeret (Legacy kalder det for RIN), står i samme felt som navnet. Vi skal kun bruge selve tallet for at komme videre.

Oprydning med fantastiske Excel og ChatGPT

Men det er ikke et reelt problem, for det klarer Excel som en mis. Denne formel trækker tallet ud og placerer det i fx celle B1:

=VENSTRE(A1; FIND(“,”; A1) – 1)

Stå i celle B1. Kopier formlen ind og straks har du noget, der ligner nedenstående:

Oprydning med fantastiske Excel og ChatGPT

  • Det vil sige, at nu har jeg nogle tal/RIN/ID’er, jeg kan sammenligne med tallene fra mit oprindelige store regneark.
  • Alle de tal, der findes i denne lille fil, kan sammenlignes med tallene i det store ark.
  • Hvis tallet findes begge steder, er der tale om en direkte ane fra en af slægterne.
Udfordring 3: Resultatløs tilpasning af det oprindelige ark

Jeg prøvede først med en makro, som ChatGPT skrev for mig, da jeg som nævnt ikke kan skrive makroer/VBA-kode, og min hjerne egner sig ikke til at lære det.

Robotten har været en kæmpe hjælp, idet jeg aldrig giver op overfor uløste problemer. Jeg er parat til betalingsudgaven (GTP-3 Plus eller GPT-4) efter dette. Jeg har brugt lang tid på opgaven, men jeg har sparet oceaner af tid i forhold til den tid, jeg skulle have brugt med Google.

Robotten skal vide, hvad man vil opnå. Man må fortælle, hvad man har i de forskellige kolonner og på to sekunder spytter den et forslag ud. Det er helt vildt. Det havde jeg ikke kunnet Google mig til, for med Google skal man jo fx vide, hvad funktionen hedder for at kunne søge efter den. Det finder ChatGPT selv ud af, når den ved, hvad man vil opnå og hvordan data ser ud.

“Vi” kunne ikke få det til at fungere med makroen. ChatGPT foreslog i stedet LOPSLAG og leverede en formel, men det lykkedes ikke. LOPSLAG er “bundet af”, at den værdi, man vil kigge efter, skal stå i første kolonne. 

Først prøvede jeg at sætte ID-numrene i forreste kolonne, så prøvede jeg med “Ja”, der fortæller mig, at her er en direkte ane. Lige meget hjalp det. Pludselig ville Excel overhovedet ingenting – ikke engang lægge to tal sammen. Det var helt ligegyldigt, hvor hvad stod. “Vi” måtte finde på noget andet.

Udfordring 4: ChatGPT foreslog INDEKS og SAMMENLIGN

Jeg har ofte læst om styrken ved de to funktioner i kombination men har syntes, det så indviklet ud. Nu fandt jeg tilbage til en af Kasper Langmanns (Proximo) videoer på YouTube. Han er god til at forklare og splitte opgaven op i trin, så man forstår, hvad man foretager sig. Det er ikke bare “copy and paste”.

Efter bare fem minutter havde jeg denne formel, som er græsk katolsk overfor, hvilke kolonner data befinder sig i.

=INDEKS(A:A;SAMMENLIGN(G24;B:B;0))

  • Sammenhold evt. disse punkter med det nederste billede, men det kan være svært at se
  • I kolonne A har jeg (helt dumt – men det virker) skrevet “Ja” ud for de 592 direkte aner
  • I kolonne B har jeg numrene på de 592 direkte aner. Numrene stammer fra =VENSTRE(A1; FIND(“,”; A1) – 1) i csv-filen, og som jeg bare har kopieret ind i den store fil.
  • Fx indeholder celle G24 nummer “995”, som er min mormors fars ID.
  • Kolonne H er som udgangspunkt tom. Den skal fodres med “Ja”, der hentes fra kolonne A.
  • Og helt lavpraktisk kigger funktionen så ovre i kolonne B for at se, om den også kan finde “995” der.
  • Hurra det kan den, og så returnerer den et “Ja” i kolonne H.

Så er der selvfølgelig “problemet” med, at alle de personer, der ikke findes begge steder (fordi de ikke er direkte aner).

Hvis jeg var bedre, end jeg er, kunne Excels returnering af #I/T sikkert være løst smartere. “Koden” vises, når der ikke er et match. Jeg lavede bare på to minutter lidt sortering frem og tilbage og slettede alle #I/T’erne. Det virkede strålende.

Og da de alligevel var sorterede, gav jeg dem lidt kulør. Og bagefter sorterede dem tilbage til den oprindelige dato for gennemgang, så jeg ikke mister det forkromede overblik, jeg endelig har fået.

Udfordring 5: Tænk hvis jeg kunne huske, hvorfor jeg ville markere de direkte aner

Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad det var, der fik idéen om denne markering til at opstå. Men det må da være smart?

Da jeg fik idéen, besluttede jeg, at den var værd at bruge tid på. Og så har jeg lært en masse og jeg elsker læreprocesserne.

Oprydning med fantastiske Excel og ChatGPT


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.