Mennesker glæder sig med mig

Ich bin eine glückliche Kartoffel

Nogle gange tænker jeg på, at jeg slet ikke har ret til at have det så godt, som jeg har det.

Er det ikke forkert, når der er så mange, der kæmper for at få det godt – eller bare en smule bedre – krigen i Gaza, krigen i Ukraine, oversvømmelserne i Tanzania, sulten i Yemen, herhjemme (Tænk på børnene og de unge i Anders Aggers “Syg ungdom”)?

Dagens rejse til Holbæk, hvor psykologen har sin klinik, overbeviser mig alligevel om, at det er okay. Det vil sige, det er selvfølgelig ikke rejsen, det er vores mangeårige samspil. Det lyder måske vildt, men på mandag den 6. maj har hun været mit faste holdepunkt i ni år. Vi ses en gang om måneden, og jeg er altid velforberedt, for jeg vil have mest muligt ud af det. Jeg har hørt den seneste samtale, og jeg har lavet en dagsorden med fokuspunkterne.

Der findes psykologer, der laver såkaldt “korttidsterapi”. Det kan de godt glemme med mig. Jeg er i alle livets forhold en langsom starter og tilhænger af “det lange seje træk” ligesom Marianne Jelved; jeg ved, at livet er op ad bakke. Det virker på mig. Skal man arbejde sammen, skal man have gensidig tillid, og det tager tid for mig at stole på folk; at lukke dem ind.

Jeg har optaget alle vores samtaler, og af og til genhører jeg en af dem. Ikke for at dvæle ved fortiden, ikke for at dyrke min selvmedlidenhed, ikke for at angle efter din medlidenhed men for at glæde mig over, hvor meget jeg har flyttet mig fra udgangspunktet i 2015.

Hvor godt jeg har fået det. Det er fantastisk.

Microsoft-sessionen og forklaringen på navnet.  Afsnittet er i “falsk nutid”.

Den session, jeg har hørt flest gange, er “Microsoft-sessionen”, som jeg kan næsten udenad. Den er forfærdelig. Det er femte gang, vi ses (23. juni 2015).

Jeg ved ikke, om jeg tør være ærlig og fortælle hende sandheden om mine tanker. Jeg er bange for, at hun indlægger mig på røde papirer. Hun siger, at nu til dags indlægger man ikke nogen på røde papirer, med mindre de er til fare for sig selv, og at det faktisk er noget af det, hun sidder og efterprøver, om jeg er, når jeg fortæller, at jeg aftenen før fuldkommen blottet for følelser har skrevet mit afskedsbrev. Hun siger, jeg skal være ærlig, ellers kan hun ikke hjælpe mig. Det kan selv jeg indse midt i det momentane vanvid.

Alligevel er jeg i tvivl, om hun er til at stole på og siger ”Jeg skal jo lige finde ud af, hvem du er, og du skal vel også finde ud af, hvem jeg er. Jeg krænger ikke min sjæl ud til hvem som helst”. 

Nogle vil måske sige, at så længe kan man ikke gå hos sin psykolog. Jeg er tindrende ligeglad, hvad nogle siger. Jeg kan, for jeg kom med en bagage, der var tungere end de flestes. Der var meget “skrammel”, der skulle begraves (eller måske rettere graves frem på den for mig rigtige måde?) i form af oldgamle traumer, en psykisk sygdom, der var ved at slå mig fuldkommen ud, en fremtid der var uvis, en vaklende økonomi, usikkerhed om boligen, en hukommelse, der næsten var stået af med absencer på op til 14 dage. Det var lige før, folk ikke troede på det. Osv.

Den overvældende depression taler

Jeg er klar over, at mine ressourcepersoner trækker sig fra mig, og jeg forstår dem godt, for jeg er heller ikke værd at tale med eller være sammen med. Jeg har overvejet konsekvenserne for de efterladte og er kommet frem til, at de vil være vældig kede af det i et par uger, men derefter er det også gået over. Det er min erfaring fra dengang, min barndomsven begik selvmord for et par måneder siden. Større aftryk har jeg ikke sat. Den overvældende depression taler.

Det er to år siden, jeg er blevet fyret fra mit sidste ordinære job i Finansministeriet. Jeg har tabt hele min identitet, fordi jeg har mistet det, der er vigtigst for mig i mit liv: mit arbejde, og jeg er i gang med at skifte ham, og det kan jeg ikke finde ud af, fordi mine sædvanlige strategier med lidt Excel, procesdiagrammer og den slags ikke virker mere.

Hun siger: ”Du er vant til, at hvis der var noget, du ønskede dig, så så du på, hvor du stod nu og sagde ’Det er den der, jeg gerne vil have. Hvordan kommer jeg herfra og dertil? Det kan man bare ikke med en følelse.” Jeg aner ikke, hvad jeg gør uden Excel, data i tabeller og procesdiagrammer. Jeg kan ikke håndtere alle de følelser. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre.

Måske undrer du dig over sessionens navn: Jeg kalder den sådan, fordi jeg ikke kan tage livet af mig før efter samtalen med Microsoft, der er berammet til kl. 15:00. Jeg vil først tale med dem, for vi har jo en aftale, og den kan jeg ikke svigte. Sådan er jeg skruet sammen selv på det yderste. Det er noget med “Aftaler er til for at holdes”. Hun tilbyder at køre mig til Akutmodtagelsen i Glostrup, men det har jeg heller ikke tid til …

Hun giver mig ekstra tid, hun er til stede som menneske, og jeg lover hende at gå hjem og ringe til “Akutten”, mere kan jeg ikke love. Jeg kan ikke love at ringe efter en vogn og tage derud. Det efterlader jeg hende med …

Lige nu og bare “selvfed”?

Lige nu høster jeg frugterne af et faktisk ret hårdt arbejde tålmodigt bistået af de bedste i verden, som selv ved, hvem de er!

• Jeg elsker livet, som det er nu.
• Jeg har stabilitet.
• Jeg kan købe en gryde og pande, når de gamle er slidt op.
• Jeg kan planlægge en rejse og glæde mig til den og glæde mig over, at jeg i det hele taget tør rejse igen. Der var så mange år, hvor pengene ikke var til det, og hvor jeg var bange for ikke at kunne finde hjem til hotellet.
• Jeg har verdens bedste venner – ikke så mange, men sådan har jeg det bedst.
• Mennesker hjælper mig ganske gratis med at opspore alt om børnehjemmet “Dear Home”. Der er kommet ro på den del af mit liv, som jeg troede skulle være mit livs lakune. Det er nok svært at forestille sig, hvis man ikke har prøvet det.
• Mennesker glæder sig med mig og lægger sig i selen for mig.
• Det er helt utroligt.

Det er måske lidt “selvfedt”, men som hovedregel er fortjenesten min egen. Jeg er en heldig kartoffel (på min måde).

De vandtætte skotter mellem psykiatri og psykologi

Jeg har lige set 4:4 af “Syg ungdom” og tænker endnu en gang over, hvad det er for et samfund og et system, der ikke kan hjælpe dem bedre. Jeg sammensætter gerne et panel af de dygtigste mennesker, jeg har truffet de seneste ni år. Jeg kan nemt finde mindst ti. De skal sidde omkring et bord i et år og arbejde tværfagligt, for de har fingrene i mulden. De er rent faktisk sammen med patienterne/klienterne, så de ved, hvad de taler om.

• Hvorfor har vi en psykiatri, hvor man kan være indlagt på psykiatrisk afdeling i to måneder eller længere og resultatløst efterspørge en psykolog og være glad, når de siger, “Du skal være glad for, at vi overhovedet har en nu”? Jeg er faktisk ligeglad, når jeg ikke selv kan komme til at tale med vedkommende.
• Hvorfor skal jeg som patient selv “lure af” med hver enkelt behandler, om vi kan bygge en alliance og sammen gå til kanten af vedkommendes kompetencer (her forstås ikke dygtighed nærmere “tilladelser”), når jeg ved, at det er det, der hjælper mig? Det drejer sig om samarbejde.
• Hvorfor skal Amalie sidde på et bart værelse på psykiatrisk afdeling (den brugerstyrede seng) og stirre ud i luften, alt imens selvmordstankerne raser?
• Hvorfor skal Sebastian ende med en fire måneder lang indlæggelse med tvang?
• Hvorfor kan voksne kun gå til psykolog, hvis de har mulighed for at prioritere det økonomisk, når vi er ude over de 12 gange, der er på en lægehenvisning?
  • Kommer man med en voldsom bagage, forslår 12 gange som en skrædder i helvede.
  • Eksempelvis er folkesygdommen angst noget, der tager enormt lang tid at behandle. Og det klares helt sikkert ikke på 12 gange.
• Det er fint, at unge nu kan gå gratis til psykolog med henvisningsårsagerne 10 og 11 (let til moderat depression og let til moderat angst, herunder let til moderat OCD), men der er ikke psykologer nok, når de samtidig skal overholde omsætningsgrænsen. Ergo må min psykolog hver uge flere gange sige “desværre nej”, når unge ringer og beder om hendes hjælp.
• Når jeg nu er en “langsom starter”, er det klart, at det relationelle har stor betydning. Jeg vil tro, at op til halvdelen af min behandling både hos psykologen og fx hos min kontaktperson i Distriktspsykiatrien er baseret på det relationelle. Jeg kan simpelthen godt lide de mennesker. De deltager begge i løbende efteruddannelse, så jeg ved, jeg kommer til mennesker, der på alle måder har fingeren på pulsen. Jeg elsker, at de hele tiden bliver klogere.
  • Når jeg fortæller andre psykiatribrugere, at jeg har haft den samme kontaktperson i ni år (måske nærmest ti år), kigger de vantro på mig. Det er lige før, de spørger “Hvordan har du båret dig ad med det?” Jeg ved det ikke.

Der er altså noget, vi kan gøre bedre, og det haster!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.