/2 Kommentarer/i , /af ,

Det gode arbejdsliv

Medarbejdersamtale sætter tanker i sving

Jeg er så småt ved at forberede mig til den årlige medarbejdersamtale og i den forbindelse konstaterer jeg, at jeg er tilfreds med mit arbejdsliv.

Hvad skal man bruge til et godt arbejdsliv? Her er et bud:

  • Nogle opgaver man kan lide
  • Et godt lokale
  • En ordentlig arbejdsstation med en stærk pc
  • En god chef
  • Nogle gode kolleger
  • En ordentlig hyre

Jeg kan ikke finde på mere og vurderet på disse parametre, har jeg simpelthen et godt arbejdsliv – og skal jeg vurdere det på en skala fra 1-10, havner jeg på 9, da der ellers ikke er plads til forbedring. Der er altid ting, der kunne optimeres, men overordnet set er jeg godt tilfreds.

På én måde kunne jeg godt tænke mig ikke at sidde med eneansvaret for 3.000 brugere af mTID, men det er i og for sig kun et problem, når jeg ikke er her. I det daglige går det fint, selv om der kun er mig til drift, support og udvikling af tidsregistreringssystemet mTID. Problemet opstår først, hvis jeg har ferie eller er syg. Efter sådanne perioder kommer jeg som hovedregel tilbage til alle de mails, der er kommet, mens jeg var væk. Vi har talt meget om, hvordan det kunne løses, men ingen af os har en god løsning.

Jeg kunne også tænke mig at have nogle opgaver med at skrive tekster til vores intranet, og det står også i mit ansættelsesbrev, at jeg skal gøre det halvdelen af tiden, men der stiller sig altid en driftsopgave i vejen. Der er altid et eller andet større projekt på vej med mTID.

På én måde kunne jeg også tænke mig at have kolleger, der beskæftigede sig med det samme som mig, men i vores kontor er det hovedreglen, at vi passer hver vores butik – og egentlig går det jo også så glimrende.

Det er med fuldt overlæg, jeg kalder det “medarbejdersamtale” og ikke “medarbejderudviklingssamtale” for jeg har forlængst indset, at min faglige udvikling ikke sker på arbejdspladsen, men via alt det jeg lærer mig selv i min frie tid. De traditionelle skemaer tager altid udgangspunkt i, hvad man så har lært gennem året på jobbet. Ofte svarer jeg “minus”, men der mangler traditionelt herefter en boks, hvor man kan afkrydse, at det er OK, at det forholder sig sådan.

/6 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Til Sapa fra Hanoi via Lao Cai

En lille Update til jer skrevet på iPhone, så det vil skorte på stor lyrik.

Hanoi er i den grad blevet motoriseret; der er næsten ingen cykler mere, men millioner af scootere i en endeløs strøm, hvor jeg de første fire timer næsten ikke tør krydse gaden. Men pludselig kommer følelsen “det er fedt!”

Jeg rejser med Topas i en gruppe på 12, og allerede i flyet til Singapore har vi sludret lidt. Alle er super søde og alle hjælper hinanden med alt.

Halvandet døgn i Hanoi og så har jeg også fået nok byliv – havde helt glemt min gamle konklusion: Asien larmer! Det passer mig glimrende, at vi den 24-12 kl 20 tager nattoget de 280 km nordpå til Lao Cai. Viet Nam railway uddeler generøst nissehuer, og vi hygger og snakker til kl 22. I køjen til kl 5, hvor der er hvid the (smager dejligt -slet ikke af the), og vi bliver hældt af på Lao Cai.

Morgenmad et dejligt sted med mulighed for at få lidt vand i hovedet og en tandbørste i kæften. Det er tid at sende jer derhjemme en glædelig jul-SMS, men julen er surrealistisk her. Måske er det sådan jeg skal gøre: tage hele den fine december hjemme og så rejse, før det går løs?

Vi startede med at køre op og se grænse til Kina blive åbnet kl 7. Vietnameserne løb alt hvad deres små ben kunne holde med højtbelæssede cykler med kul, grøntsager og andre varer for at blive dagens første og måske at gøre den bedste handel i dag.

Videre til et fascinerende marked hos hmong-stammen (14 mio. mennesker i Vietnam tilhører en Hill-Tribe). Alskens varer faldbydes; jeg nøjes nu med 12 clementiner til 10.000 Dong (3 kr).

Vi kører længere ud i ingenmandsland og starter to timers vandring til madpakke-stedet. Her er så smukt og grønt, solen skinner gennem disen og vi skulle så alligevel have haft solcreme på; men vi kommer lige fra Danmark og har glemt konceptet Sol!

Efter frokost en dejlig bådtur på floden. Jeg elsker at blive transporteret fra punkt A til punkt B og bare sidde at kigge ud på sceneriets.

Chaufføren henter os efter at tolv danskere har tømt endnu et lille sted helt for alt, hvad der ligner kaffe. Vi kører to timer op i bjergene ad smukke serpetinerveje med risterasser til begge sider. Der er 1600 højdemeters forskel og pludselig er det både mørkt og koldt.

I Sapa har vi det mest fantastiske hotel og et bad og rene sokker mv gør underværker. Fantastisk vietnamesisk mad og ditto kaffe – og en bæogpost skrevet med skælvende fingre (kulden) og jeg er klar til at ønske godnat på denne første juledag 2009. God jul derhjemme. De næste to dage byder på Mountainbike – gad vide hvordan det vil gå?

/9 Kommentarer/i , /af ,

Tak, Gud, for denne lyse morgen

I skal nu lige have resten af nr. 911 med jer – syng den med rytme og “rock i synagogen”, så er den rigtig fed:

Tak, Gud, for denne lyse morgen
Tekst og musik: Martin G. Schneider 1963 (rettet i 2024 pba. informationer fra Ole Engel)

Tak, Gud, for denne lyse morgen,
tak, Gud, for denne nye dag.
Tak, Gud, for kærlighed og varme
jeg kan leve af.

Tak, Gud, for mine gode venner,
tak, Gud, at nogen elsker mig.
Tak, Gud, at også mine fjender
elsket er af dig.

Tak, Gud, for evner og for kræfter,
tak, Gud, for hver ide jeg fik.
Tak, Gud, for ord at lytte efter
og for skøn musik.

Tak, Gud, for glæden ved at slide,
tak, Gud, for leg og dovneri.
Tak, Gud, når jeg hver dag kan vide
at jeg har værdi.

Tak, Gud, selv når det hele ramler,
tak, Gud, du holder fast ved mig.
Tak, Gud, når du af stumper samler
meningen hos dig.

Tak, Gud, for det dit ord har sagt mig,
tak, Gud, for hjælp når jeg er svag.
Tak, Gud, for glæden ved at leve
denne lyse dag.

/i , , , /af , , ,

Glad – en gang lommefilosofi

For det meste går man bare rundt og lever, uden at tage stilling til, hvordan det nu er at være i live. Og sådan skal det nok også være. Jeg har det nu lidt anderledes. Mit lille mantra er “Life is an offer you can’t refuse”.

Slægtsforskningen med kirkebøgernes optegnelser om dåb, konfirmation, vielse og død, og det at jeg er medejer og medstifter af initiativet Dansk KirkegårdsIndex, som er en ressource til slægts- og lokalhistorikere, hvor jeg ind i mellem tager billeder af alle gravsten på en kirkegård og efterfølgende indtaster teksten fra stenene i en database, gør at jeg er opmærksom på, at “Livet er jo dagene”, og at rækken af dage ikke er uendelig, selv om de fleste af os lever sådan.

Vi tror, vi er udødelige, indtil det modsatte er bevist. Men det er en fejlslutning. Måske burde jeg ikke tænke sådan, men det gør jeg altså, for det er ofte bevist, at jeg har ret 8)

Når man har erkendt – og ved – at vi ikke er her evigt, er det om at optimere den periode, vi er her. Det kan gøres i det store og i det små. For mig har det ikke materialiseret sig i det store, men jeg er opmærksom på, at kan jeg vælge, gør jeg kun det, jeg har lyst til. Et ex er at lade være med at lade som om, jeg er udadvendt, når jeg overhovedet ikke er det. Måske er lykke bare at leve i overensstemmelse med den, man nu er? Kunsten kan så være, at finde ud af, hvem man er.

I mange år (mere end 10) havde jeg kun fokus på mit arbejde og min karriere, som bare er meget almindelig; jeg havde ikke tid til at leve. Dengang var jeg ofte utrolig bange for pludselig en dag at være blevet gammel, at vende mig om, og så sige “Jamen det var jo slet ikke sådan, det skulle være”. Der er kun én chance, og den kommer aldrig igen. Søndag den 16. september 2007 kommer aldrig igen. Da jeg fik en hobby, begyndte jeg at prioritere tid til den, hvilket vil sige, tid til mig.

På den måde kan jeg sidde en søndag foran en kirkebog, min pc og med gode gamle Giro 413 i baggrunden og føle mig glad. Bare sådan helt almindelig glad. Det er er da herligt.