Jeg en heldig kartoffel

At være et ordentligt menneske

Jeg synes, jeg er så heldig: Jeg har nogle at tale med! Det er mennesker, der deler mine værdier. En helt grundlæggende værdi for mig er “at være et ordentligt menneske”. Det er naturligvis et temmelig “floffy” og meningsløst begreb uden selvstændigt betydningsindhold.

Kender du fx nogle, der om sig selv vil sige, at de ikke er ordentlige mennesker? Det er jeg næsten sikker på, du ikke gør. De mennesker, jeg kan lide at tale med, har alligevel en umiddelbar forståelse af, hvad jeg mener. Vi har et værdifællesskab. Det sætter jeg uendeligt højt.

Den ene veninde

Den ene veninde ringer jeg ofte op, når jeg synes, verden er af lave. Og det synes jeg ret tit for tiden. Folk, der deler adresse med en partner, kommer hjem fra arbejde og siger “Halløj” (det kan jeg høre mine unge naboer gør) og så taler de måske om den slags.

Jeg bor alene, det elsker jeg, og det hverken vil eller kan jeg ændre på, men jeg kan komme i underskud af at dele tanker om stort og småt (især stort).

Den veninde er så god at tale med, fordi hun er reflekteret, nuanceret og velorienteret. Ingen af os har børnebørn, så vi kan tale frit om, hvilken verden resten af menneskeheden giver videre til dens børnebørn. Jeg kan gå og bekymre mig om fx:

• At der er krig i Europa – og har oprustning nogensinde i hele verden ført til fred? (Nej – det har det ikke!)
• At der ikke er flere fisk i fjordene.
• At klimaet lider. Hvor skal isbjørnene efterhånden være?
• At vi har sommertemperaturer den 1. oktober.
• At der er så mange, der stemmer på Danmarksdemokraterne. Hvad tænker de dog på?
• At der er så mange, der vil stemme på Donald Trump. Hvad tænker de dog på?
• At de unge skal gennemføre kandidatuddannelsen på et i stedet for to år, når nyeste forskning samtidig viser, at den primære årsag til unges mistrivsel er det forhold, at alt skal gå så helvedes hurtigt nu til dags.
• At unge veluddannede, gifte kvinder sendes “hjem” (hvor det så end er?), når Danmark samtidig skriger på arbejdskraft og er parat til at importere den fra Langtbortistan.
• At det danske sundhedsvæsen er ved at gå rabundus.
• At Anders Kühnau kan stå for åben mikrofon og spille overrasket over sammes tilstand.
• At Anders Agger afdækker, at der er mennesker, der ikke burde have børn, når det første barn er tvangsfjernet, og faderen allerede har gennembanket Belinda nogle gange derefter.
• At hashhandlerne på Christiania bare er bandernes forlængede arm, så vi måske kunne nå et stykke ved at legalisere cannabis, hvis vi ikke ønsker svenske tilstande.

Stort og småt imellem hinanden. Vi er ikke enige om alt. Og enighed og rygklapperi er heller ikke målet. Det vigtige er dialogen og udvekslingen. Det vigtige er at blive lidt klogere i fællesskab og at lytte til hinanden.

Det er ordentlighed.

Den anden veninde

Den anden veninde er en tidligere arbejdsgiver … Midt i 80’erne var hun ph.d-studerende ved Kriminalistisk Institut under Københavns Universitet og jeg var studentermedhjælper for hende.

Det var et godt job, for hun lyttede også til mine forslag, og når vi var ude på fem storkøbenhavnske politistationer for at gennemgå straffesager, var vi nærmest “kolleger” – altså ligestillede.

Når vi mødes nu, mindes vi altid tiden i arrestforvarerens soveværelse i Roskilde … Det var altså specielt at sidde der med alle sagerne og som det første notere, om offer og gerningsmand – i sager kategoriseret som “gadevold” i kriminalstatistikken – kendte hinanden.

Jeg kan roligt afsløre, at det gjorde de i langt, langt hovedparten af sagerne. En temmelig stor andel var i familie. Men billedet på danskernes nethinde, når de hører om “gadevold” er, at det er dig og mig, der sagesløst går ned ad gaden og bliver slået ned af en ukendt gerningsmand. Det er bare ikke sandheden.

Hun er også jurist, og vi får altid en snak om det med ordentligheden. Jura er ordentlighed sat på formler, en form for procesretfærdighed. Man kan være uenig i regelsæt, men så må man jo stemme på nogle andre partier. Det er kernen i vores demokrati, der som styreform ikke er ufejlbarlig; der findes bare ikke noget alternativ.

Denne veninde har børnebørn. Et af dem (seks år gammel) havde spurgt “Kan der også komme krig i Danmark?” Jeg er glad for, at jeg ikke er hverken farmor eller mormor, men selvfølgelig må man svare en seksårig “Nej da, det kan der ikke, og Ukraine og Rusland er laaaangt væk, så den krig kan ikke komme her til”.

Det er ikke ordentligt at lyve, men man kan blive nødt til det. Børn ser også TV Avis og de lytter til, hvad de voksne taler om, men de forstår det ikke, og så må farmor/mormor skride ind. Måske skulle man skåne børnene mere? De kan tids nok blive bekymrede over verdens tilstand. Og måske har de ikke en veninde at ringe til?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.