/2 Kommentarer/i /af

Vær glad hvis dine børn er videbegærlige

Vær glad hvis dine børn er videbegærlige

Sådan lærte jeg at læse

Vær glad hvis dine børn er videbegærlige

Hvis jeg havde børn, ville jeg være glad, hvis de var videbegærlige og stillede spørgsmål om alverdens ting. Jeg ville med glæde besvare alle mulige spørgsmål.

Jeg ville være glad, hvis jeg fx kunne svare på, hvor langt der er fra Bagdad til Tel Aviv og hvis ikke, ville jeg slå op på det allestedsnærværende internet og fortælle, at der var 1.600 km. Jeg ville være glad for at finde et atlas frem, så vi sammen kunne få en visuel forståelse af den enorme afstand, bomberne fra præstestyret skulle tilbagelægge, før de kunne nå israelske mål. Det ville være en læreproces for os begge.

En globus er ganske vist ikke videre køn, men måske ville jeg alligevel købe en og stille den i en afkrog, men glæde mig over at tage den frem, når de stillede andre spørgsmål om alverdens riger og lande.

Det ville selvfølgelig tage tid, men sådan er det med børn. Det må man finde sig i. Til tider har man ikke tiden, men så man sige “Det ser vi på senere/i morgen”.

En del af videbegærligheden, er læsningens magi.

Jeg kunne læse, før jeg kom i skole

Vær glad hvis dine børn er videbegærlige

Jeg kunne læse, før jeg kom i skole, og jeg tror, en af årsagerne var, at begge min forældre – før november 1972 – var virkelig dygtige til at læse højt for mig. Jeg havde en samling af tre røde læderindbundne (måske var det en slags plastik?) eventyrbøger, men de bedste var bøgerne om missemor og hendes mange killinger.

Missemor bagte kager og hængte vasketøj op, hvilket der var illustrationer af. Jeg kan stadig se tegningerne for mig. De stammede fra Pixi-bøgerne, som jeg havde en stor samling af. Pixi-bøger er en bogserie fra min tid (da man brugte bue og pil), og havde en længde, der passede godt som godnathistorier.

Min far og mor havde tiden, eller også tog de sig tiden, til hver eneste aften at læse en eller to Pixi-bøger for mig. Især min mors stemme husker jeg; hun læste godt op. Misserne blev sprællevende og fik en personlighed. Hendes stemme skiftede fra kat til kat, så jeg ikke var i tvivl om, hvem der var i fokus, selvom jeg til tider lå ned og ikke kunne følge med på billederne.

Præcis sådan lærte jeg at læse

Når mine forældre var gået, og det var meningen, jeg skulle sove, kiggede jeg i stedet selv i bøgerne, der var sat med ret store typer og ikke havde mere end tre eller fire linjers tekst pr. side. Eftersom jeg stadig kunne høre høre det oplæste inde i hovedet, kunne jeg næsten sætte bogstaverne (som jeg kunne på forhånd) sammen til ord og sætninger. Det var de mange, mange gentagelser af de samme oplæsninger, der gjorde, at jeg nogenlunde vidste hvilke ord, der stod hvor.

En aften byttede vi roller, så jeg læste – eller gættede – så godt jeg kunne for enten min far eller mor. De hjalp med de ord, jeg ikke selv kunne. Langsomt blev alle bogstaverne til ord, og jeg læste rent faktisk uden bare at gentage eller gætte, det jeg havde hørt så ofte. Det var sådan, jeg lærte at læse. Da jeg en aften, samme med min far, opdagede, at jeg rent faktisk læste, var jeg utrolig stolt men også forbavset over miraklet. Hvordan var det dog sket? Også min far var vanvittig stolt og måtte straks gå ud og fortælle det til min mor.

Læseeventyret fortsatte senere med Troldepus og Peter Pedal. Troldepus havde havde en passende længde til godnatlæsning, men jeg foretrak “Manden med den blå hat”.

Aftenen efter miraklet var min far og jeg “en smut” nede på fabrikken, og alle arbejderne fik at vide, at nu kunne jeg læse selv.

Bilen herunder er en “Morris Minor 1000 Traveller”, som vi kaldte “Trækassen”. Ligesom som alle vores andre aflagte biler, fik jeg den at lege i, da den ikke længere kunne køre. Den transporterede os ned på fabrikken.

Vær glad hvis dine børn er videbegærlige

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , /af , ,

808-tasken skal ikke bruges mere

808-tasken skal ikke bruges mere

Livet er et tilbud, du ikke kan afslå

808-tasken skal ikke bruges mere

Det var helt vidunderligt at rydde op! Der var så meget, der røg ud ud, så nu har jeg kun det, jeg skal bruge. Tror jeg da …

Under sengen lå den taske, der var købt til at tage på 808 med. Det var egentlig en fisketaske, for det var, hvad de lå inde med i den nærliggende »Hvidovre Sport«, da jeg pludselig var i bekneb for en taske.

Tasken var temmelig støvet men ellers i orden, og lynlåsene var virkelig effektive; jeg havde bare ikke lyst at eje den længere. Den mindede for meget om sin anvendelse og om alle de gange, den blev båret hjem, sat på gulvet i soveværelset, men ikke pakket ud, eftersom vi (den og jeg) alligevel skulle retur til 808 i løbet af kort tid. Det var de år, hvor jeg var mere på psykiatrisk afdeling end hjemme på Åstrupgårdsvej. Du kan nok ikke helt forestille dig, hvordan det er.

Det var dengang, jeg syntes, det lød som om, der stod en respirator i klædeskabet, uagtet jeg udmærket var klar over, at der ikke stod en respirator i klædeskabet, hvis jeg åbnede og så efter.

Det var dengang, jeg syntes, naboen spillede salonmusik fra 1920’erne, uagtet jeg vidste, at det gjorde de ikke.

Jeg troede, jeg for alvor var ved at blive skør. Det var dengang sygeplejerske K. sagde »Vi er her for dig, Hanne«, da jeg stod i forhallen endnu en gang med tårerne løbende ned ad kinderne og fisketasken i højre hånd. Jeg glemmer det aldrig.

Af og til taler jeg med tidligere medpatienter

Det sker, jeg taler med tidligere medpatienter.

C. kom på skrivekurset, vi fandt sammen. Det var godt, han kom afsted. Jeg ville gerne have været med, men der var noget med randomiseringen … Måske får jeg tilbuddet i foråret 2025, men jeg ved ikke rigtig, om jeg har lyst uden C, for det var jo vores fælles projekt.

En dag traf jeg M. på gaden. Det var hende, der genkendte mig. Hun så så glad ud. Det var virkelig dejligt at se hende igen. Hun var heldigvis blevet 25 kilo tungere.

17 år uden en maler

Her trængte alvorligt til at blive malet, for 17 år er for længe uden en maler, når man også ryger. Men når jeg tænker mig om, var jeg faktisk temmelig syg i 8 af de 17 år (2013-2021). Når man ikke ved, om man vil leve eller dø, tænker man ikke på at få gjort i stand. Når man ikke ved, om man magter det næste fleksjob, tænker man heller ikke på at undersøge, hvor meget man kan få malet for det beløb, der står på vedligeholdelseskontoen.

Og det med at holde op med at ryge er også et projekt, der er uendeligt langt væk, når man ikke ved, om man vil leve eller dø.

I det hele taget var her mange ting, der trængte til at blive gjort. At de nu er gjort, ser jeg som bevis på, hvor godt jeg har fået det og hvor meget overskud, jeg har. Hvor er det dog dejligt.

Nu tænker jeg at »Livet er et tilbud, du ikke kan afslå«, og det er godt sådan.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Det ligner snart et hjem

Det ligner snart et hjem

En kommunikationsbrist

Det ligner snart et hjem

I går kom Ali og kæreste retur med mit bohave, og det var så dejligt at se det igen, efter malerne har været her. En del af eftermiddagen gik derfor med at sætte glas tilbage i glasskabet og bøger på plads på reolerne. Der må have været en kommunikationsbrist mellem Ali og mig, for der er altså ryddet lige rigeligt ud i mine bøger. Den almindelige skønlitteratur og kogebøgerne klarer jeg mig nok uden, men arvestykkerne vil jeg være virkelig ked af at miste.

Der er også forsvundet en del af indholdet fra skabe og skuffer, fx ca. 500 ny visitkort, patroner til blækprinteren, linealer, fotopapir osv. Selvfølgelig kan disse ting bare købes på ny. Kan det undgås, er det dog at foretrække.

Søndag kl 12:00 ser vi på, hvad der kan gøres.

Det ligner snart et hjemDet ligner snart et hjem igen. Hvor er det dog dejligt. Jeg synes, det har været virkelig hårdt at få væltet så meget op og ned på mit liv. Andre mennesker klarer det vist bedre end mig. Heldigvis har både håndværkere, hjælpere og min ven været utrolig søde til at “berolige” mig, når jeg syntes, projektet var ved at stige mig over hovedet.

Det vil vare længe, førend jeg skal igennem et lignende projekt. Jeg har klaret mig her som ryger i 17 år. Gad vide om jeg så ikke kan klare mig her som ikke-ryger i fx 20 år? Det er en sjov tanke, at jeg til den tid er 80 år. Til den tid har jeg været ikke-ryger i 20 år, hvilket også er en sjov tanke.

Hvor jeg dog glæder mig til, alt er helt færdigt, og til her er ro igen, så jeg kan genoptage mine sædvanlige projekter, hvoraf et af dem er at være fysisk aktiv hver dag:

Det ligner snart et hjem

Et andet projekt er min slægtsforskning, som jeg glæder mig som et barn til juleaften til at komme i gang med igen, men det kan jeg ikke, førend alt er færdigt, og jeg har lukket døren bag den sidste håndværker.

Jeg har ganske vist nogle ledige dage i uge 39, men jeg kan ikke bruge dem på slægtsforskning, fordi jeg vil blive afbrudt i både hele og halve dage. Så vil jeg hellere vente, nu hvor jeg alligevel ikke har gjort noget seriøst ved det siden slutningen af juli. Heldigvis har jeg opbygget forskellige systemer, der gør, at jeg rimeligvis kan se, hvor jeg er kommet til.

Klar kommunikation

Vi har nok haft en kommunikationsbrist. Jeg har måske haft troet, at alt var klarlagt, og de har måske haft troet, at det, jeg ikke sagde noget om, bare skulle smides ud. Det er anden gang inden for ganske kort tid, jeg oplever disse kommunikationsbrister. Jeg synes ikke, jeg er løbet ind i dem tidligere, hverken privat eller på arbejdet. Det kan skyldes:

    1. jeg tager mere og mere for givet
    2. jeg er ude af træning med at lede og fordele arbejdet
    3. jeg forventer, at den anden part tænker på samme måde som jeg selv

Der er så meget, der kan gå galt, når man er mere end en om opgaverne.

Galleri

Herunder har du et galleri med ni billeder. Det kan som vanligt desværre ikke vises på iPad og iPhone, og jeg ved desværre ikke hvorfor.

[ngg src=”galleries” ids=”16″ display=”slideshow”]

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i Guben

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i Guben

Succes på Industrimuseet i Guben

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i Guben

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i GubenEndelig succes på rejsen til Tyskland.

Jeg havde på forhånd truffet aftale med lederen af Industrimuseet i Guben, der blandt andet rummer en specialudstilling om den hattefabrikation, der begyndte for 202 år siden, og som var en enorm succes med eksport til Holland, Belgien og England allerede midt i 1800-tallet.

Museet har normalt lukket om mandagen, men bare på grund af mit besøg var hun og to af hendes kolleger parate.

De havde lavet kaffe og fundet kager frem. Jeg havde glædet mig meget, og det var ganske tydeligt, at de også var interesserede i at høre om hatteproduktion i Danmark. Og det kan jeg jo godt berette lidt om.

Min indledende interesse var at finde ud af, om det var på deres fabrik, min oldefar  – Wilhelm Rudolf Stegemüller – uddannede sig til hattemagermester, inden han kom til Brede.

Det havde vi dog på forhånd fastslået, at det næppe var. Guben var imidlertid centrum for flere hattefabrikker herunder “Berlin – Gubener – Hutfabrik (BGH)”, hvor direktør Daverkosen fra Brede Klædefabrik købte de maskiner, der blev brugt til at starte den industrielle produktion af filthatte to dage efter min oldefar blev opført på Lyngby Politis liste over udlændinge. Så selvfølgelig er der en sammenhæng. Det var de tre søde mennesker enige med mig i.

De kender de tyske systemer

I modsætning til mig ved de, hvordan man søger på det tilgængelige materiale på arkivet i Potsdam, der rummer de arkivalier, der måske findes. Potsdam har mere end 70.000 meter arkivalier. Den unge mand kunne ret hurtigt fastslå, at der ikke findes arkivalier vedr. BGH, som har en personhenførbar indgang. Og selvom jeg kan være ganske konkret med data, er det alligevel ikke konkret nok til at gå i gang med de mange tusinde meter arkivalier.

Herudover blev store dele af materialet i Guben ødelagt under anden verdenskrig. Og det, der måtte være bevaret efter krigen, tog russerne med sig i ‘45. Hvad der evt. herefter måtte have været tilbage, blev ikke nænsomt behandlet i DDR-tiden.

Konklusionen er: At lede efter noget på arkivet i Potsdam vil være som at lede efter en nål i en høstak. Og chancen for, at de har noget, jeg skal bruge, er under en pct.

Så det dropper jeg helt. Men nu er det undersøgt, og så lægger jeg det til side for altid.

Vi har aftalt at bytte

De har en temmelig mølædt originaludgave af et festskrift “Berlin – Gubener – Hutfabrik 1888-1938”, som jeg fik lov at bladre forsigtigt i, og der var flere navne, jeg genkendte – blandt andet “Cohn”, der kom til Brede, og som på grund af sin jødiske herkomst måtte flygte til Sverige under tyskernes besættelse af Danmark. Det kan man læse om i “Søllerødbogen 2005” (så vidt jeg husker).

Uden videre spurgte de, om jeg var interesseret i at få en scannet version, for så vil de da scanne den til mig. Jamen, det er da slet ikke noget spørgsmål at stille. Det er meget, meget sødt af dem, eftersom de sikkert har meget andet at gøre end at servicere en dansk genealog.

Jeg har til gengæld lovet at sende alle de informationer og billeder, jeg har om og af hattefabrikation på Brede og fra 1913 på Skodsborg Hattefabrik A/S (produktionen flytter i 1913). Det kan der vist blive en helt god fortælling ud af – på tysk.

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i Guben

Afrunding

Apropos det sproglige: Det gik ganske godt, især efter jeg spurgte, om de ville tale en smule langsommere.

Jeg fik også set museet, som er utrolig interessant, og en spændende film på 20 minutter om hattefabrikation.

Efter to timer havde jeg hatte på hjernen, og de havde sikkert også fri kl.16:00, så det var passende at sige hjerteligt farvel og tak for en dejlig eftermiddag.

Nu ved jeg alt om hatteproduktion i Guben

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.