Lær at cykle igen

Pedalhingsten er sat fuldstændig i stand

For et par år eller flere siden gik det helt galt med min balancesans, så jeg ikke kunne cykle. Herudover blev jeg påkørt bagfra af en anden cyklist, så bagskærmen krøllede helt sammen. Siden da har cyklen stået i mit kælderrum. Jeg har ikke turdet bruge den. Paradoksalt nok efter at have kørt på cykel i Købehavn i 40 år kunne jeg pludselig ikke

Nu er min – i øvrigt meget fine – cykel sat fuldstændig i stand med vask, nye dæk, slanger, ny krans (otte), ny klinge, ny kæde, nye reflekser, nyt alting… Det blev da også 2.098 kr., men så har jeg også cykel resten af mit liv. Gearingen er blevet meget bedre end den gamle. I det hele taget har cykelsmeden gjort et pokkers godt stykke arbejde. Jeg er meget tilfreds.

Ergoterapeutens råd

Afsnit 808 har en sød og dygtig ergoterapeut tilknyttet, så jeg drøftede balanceproblemet med hende for snart længe siden. Jeg vil nemlig gerne cykle og have min frihed igen. Jeg er træt af offentlige transportmidler, men jeg har ikke fået gjort noget ved det. Jeg turde vist ikke. Hun sagde jeg skulle trække cyklen til den nærmeste park og på vejen dertil holde forskellige steder på styret for at få en fornemmelse af tyngde mv. Herefter træne ved at køre på græsset så jeg ved rullefald ikke slog mig så pokkers meget. Jeg kunne jo også tage en gammel slidt jakke på.

I praksis

Mit problem er ikke, at jeg ikke kan køre på cykel, for det kan jeg altså godt. Problemet er at komme op på sadlen efter lyskryds mv. og at få svinget benet over bagagebæreren (det er en herreramme), hvilket jeg synes er svært. I gamle dage var det aldrig et problem. Pludselig føles rammen for stor; som skulle den være vokset de år nede kælderen?

Så i eftermiddag har jeg altså cyklet rundt på en græsplæne i Vigerslevparken 🙂 Op og ned og op og ned ad sadlen. Det blev langsomt bedre. Jeg følte mig som en idiot, men har tillid til ergoterapeutens ord, så når hun siger det, er det formentlig rigtigt. Det gik faktisk ret godt omend usikkert, så jeg belønnede mig selv med en tur omkring Damhussøen med pitstop ved den lille café, hvor de passende sælger belgiske vafler og cafe latte. Ved store kryds valgte jeg krystervejen nemlig at trække over.

Turen blev bare på ni kilometer og det er ingenting, men jeg er glad og tilfreds, for nu har jeg fået hul på problemet. Nu drejer det sig blot om at træne og blive sikker igen. Det vil nok tage sin tid, men jeg skal ikke nå noget. I morgen har jeg en aftale i Valby, og jeg overvejer, om jeg tør cykle dertil. Et er, at jeg kan være til fare for mig selv, et andet er, at jeg kan være til fare for mine medtrafikanter, og det har jeg selvfølgelig ikke lyst til.

Drømmemaskinen er allerede i gang. Kan jeg komme til at køre langt igen?

Sommernat

Det er nat, men jeg kan ikke sove

Kugledynen er for varm, men jeg har ikke andre – det er egl. dumt, for jeg kunne bare gå ud at købe en. Men hvad kan man så lave i en sommernat?

Aktiviteter

  • Fuglene pipper så glade efter den store sommerregn er ovre.! Det er hyggeligt at høre på.
  • Jeg har fået mit højt elskede slægtsforskningsprogram Legacy 9 til at køre ret stabilt i Linux under noget, der hedder Wine, hvor man kan få rigtig mange Windowsprogrammer til at køre på Linux. Det kan være praktik, hvis man ikke kan finde et alternativ, der decideret passer til Linux. På den måde får man det bedste af to verdner.
  • Alle billederne til Legacy er bragt på plads. 1.500 billeder på et splitsekund. Jeg har en fantastisk computer og med en SSD går tingene altså rigtig stærk. Og det er min fornemmelse, at det går endnu stærkere med Linux.
  • Jeg har kæmpet (videre) med at få Ubuntu til at køre i en Virtuel Boks. Jeg har gjort Google træt, så nu opgiver jeg, og jeg lever nok også uden at lege med Ubuntu. Egentlig har jeg vel nok legetøj i forvejen…
  • Har hørt et par af psykologsesionerne fra 2015. Du milde hvor var jeg langt ude, og hvor havde jeg det dårligt. Jeg kan takke psykolog og erhvervsrådgiver for at være i live i dag. Det hele så så sort ud, og der var ingen ende på de dystre udsigter. Hold da op. Jeg er taknemmelig for det liv, jeg har fået her fire år efter.
  • Jeg har forberedt mig lidt på det patientfeedbackmøde, jeg skal til om 12 timer. Det skal dreje sig om PSI-pladserne/-konceptet (PSI står for PatientStyret Indlæggelse), og det er grundlæggende godt, men jeg synes ikke, man skal være blind for, at der også kan være tale om en stor besparelse, hvis man kan sende patienten hjem efter de fem dage, hun kan være i PSI-sengen i modsætning til en ‘rigtig’ indlæggelse på måske tre uger.  Men det er en positiv besparelse for alle parter. Det er ikke en sommerlejr at være indlagt på en psykiatrisk afdeling, så de fleste vil nok helst hjem hurtigst muligt. Af og til ved man bare, at man ikke kan tage vare på sig selv, og så er psyk. det rigtig sted at være.

Og nu vil jeg gå i seng igen og prøve at sove bare en smule. Hvis nu bare de fugle kunne stoppe deres pip pip.

, ,

Virtuelle virkeligheder

Afhængig af spil?

Nej jeg bliver aldrig spilafhængig, for jeg taber altid, men jeg forstår dem, der gør for der er noget fascinerende over de virtuelle virkeligheder.

På et tidspunkt undersøgte man de spilafhængiges forhold til den anden virkelighed og konkluderede nedenstående, nemlig at der skabes relationer, der i høj grad ligner dem fra den virkelige verden:

De millioner af mennesker, der dagligt færdes i virtuelle verdener, skaber relationer, der er lige så forpligtende og virkelige, som dem udenfor spillene, konkluderer ny dansk doktorafhandling. Kilde: https://videnskab.dk/kultur-samfund/virtuelle-verdener-er-virkelighed

Min egen erfaring med de virtuelle virkeligheder

Min egen erfaring med den virtuelle verden begrænser sig til tech-grupper på Facebook og så til almindelig brug af Facebook, hvor jeg især læser om politik og af og til deltager i debatter herom.

Jeg har været med i ‘Support PC og andet’, jeg er medstifter af ‘letsupport‘, der har en associeret hjemmeside, som jeg er webmaster for, og nu er jeg så aktiv som Spørge Jørgen i ‘Linux for begyndere’.

I alle tech-grupperne har jeg kun mødt stor hjælpsomhed. Folk er bare så glade for at hjælpe, at man næsten ikke tror sine egne øjne og ører. De fleste er mennesker, jeg aldrig vil komme til at møde, men jeg føler alligevel, jeg kender dem, når vi har skrevet sammen et år eller mere. De bliver rigtige mennesker ikke bare nogle, der gemmer sig bag en skærm.

Det er slående, hvor pænt folk ‘taler’ til hinanden. Der er aldrig nogen, der fører sig bedrevidende frem på en ubehagelig måde. Det er klart, at mange ved bedre end mig  lige p.t., hvor jeg skifter fra Windows 10 til Linux Mint, men ikke et sekund har jeg følt mig set ned på eller placeret i boksen for dumme spørgsmål.

Forunderlige Facebook

Det er Facebook, der er platformen for alle mine virtuelle fællesskaber, og når folk siger, at Facebook er ved at dø, så tror jeg det ikke. Facebook kan så meget, og jeg har så meget glæde af det. Det hører med til historien, at jeg også har fået kontakt til en tidligere kollega, som jeg arbejdede sammen med for 15 år siden. Nu er vi venner.

Facebook kan noget!