Det ligner snart et hjem
En kommunikationsbrist
Indholdsfortegnelse
Det ligner snart et hjem
I går kom Ali og kæreste retur med mit bohave, og det var så dejligt at se det igen, efter malerne har været her. En del af eftermiddagen gik derfor med at sætte glas tilbage i glasskabet og bøger på plads på reolerne. Der må have været en kommunikationsbrist mellem Ali og mig, for der er altså ryddet lige rigeligt ud i mine bøger. Den almindelige skønlitteratur og kogebøgerne klarer jeg mig nok uden, men arvestykkerne vil jeg være virkelig ked af at miste.
Der er også forsvundet en del af indholdet fra skabe og skuffer, fx ca. 500 ny visitkort, patroner til blækprinteren, linealer, fotopapir osv. Selvfølgelig kan disse ting bare købes på ny. Kan det undgås, er det dog at foretrække.
Søndag kl 12:00 ser vi på, hvad der kan gøres.
Det ligner snart et hjem igen. Hvor er det dog dejligt. Jeg synes, det har været virkelig hårdt at få væltet så meget op og ned på mit liv. Andre mennesker klarer det vist bedre end mig. Heldigvis har både håndværkere, hjælpere og min ven været utrolig søde til at “berolige” mig, når jeg syntes, projektet var ved at stige mig over hovedet.
Det vil vare længe, førend jeg skal igennem et lignende projekt. Jeg har klaret mig her som ryger i 17 år. Gad vide om jeg så ikke kan klare mig her som ikke-ryger i fx 20 år? Det er en sjov tanke, at jeg til den tid er 80 år. Til den tid har jeg været ikke-ryger i 20 år, hvilket også er en sjov tanke.
Hvor jeg dog glæder mig til, alt er helt færdigt, og til her er ro igen, så jeg kan genoptage mine sædvanlige projekter, hvoraf et af dem er at være fysisk aktiv hver dag:
Et andet projekt er min slægtsforskning, som jeg glæder mig som et barn til juleaften til at komme i gang med igen, men det kan jeg ikke, førend alt er færdigt, og jeg har lukket døren bag den sidste håndværker.
Jeg har ganske vist nogle ledige dage i uge 39, men jeg kan ikke bruge dem på slægtsforskning, fordi jeg vil blive afbrudt i både hele og halve dage. Så vil jeg hellere vente, nu hvor jeg alligevel ikke har gjort noget seriøst ved det siden slutningen af juli. Heldigvis har jeg opbygget forskellige systemer, der gør, at jeg rimeligvis kan se, hvor jeg er kommet til.
Klar kommunikation
Vi har nok haft en kommunikationsbrist. Jeg har måske haft troet, at alt var klarlagt, og de har måske haft troet, at det, jeg ikke sagde noget om, bare skulle smides ud. Det er anden gang inden for ganske kort tid, jeg oplever disse kommunikationsbrister. Jeg synes ikke, jeg er løbet ind i dem tidligere, hverken privat eller på arbejdet. Det kan skyldes:
-
- jeg tager mere og mere for givet
- jeg er ude af træning med at lede og fordele arbejdet
- jeg forventer, at den anden part tænker på samme måde som jeg selv
Der er så meget, der kan gå galt, når man er mere end en om opgaverne.
Galleri
Herunder har du et galleri med ni billeder. Det kan som vanligt desværre ikke vises på iPad og iPhone, og jeg ved desværre ikke hvorfor.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Det er fint at der er ved at være faldet ro på i det nymalede hjem m.v., men trist at høre at arvestykkerne synes forsvundet som dug for solen. Jeg håber for dig at de kommer for en dag igen. Kommunikation er en lige så vanskelig en som den danske sprog.
@ Jørgen
Arvestykkerne er heldigvis dukket op igen. Det er jeg utrolig glad for, eftersom jeg jo har meget lidt med mig.