/18 Kommentarer/i /af

Forår og frihed

Det er forår, blomsterne pibler frem, og jeg føler mig taknemmelig over at være i den neutrale fase. Angsten for at ryge ud i en af de to poler er bestemt til stede, men jeg håber at kunne undgå det. Det at gå på arbejde på verdens bedste arbejdsplads har i sig selv en helbredende virkning, og jeg håber, det kan være med til at holde mig på sporet.

I går var jeg på cykel til arbejde for første gang ved hjælp af GPS’en. Den sender mig af og til ud på nogle mærkelige veje, men jeg har ikke mod på at afvige fra instruktionerne. Det må komme senere. Men sikke en frihed pludselig at have fået ved at kunne transportere mig selv igen. Det har jeg jo ellers altid gjort siden 1980, og jeg har kendt indre by som min egen bukselomme. Måske kan det trænes op og komme igen? I dag skal jeg i Distriktspsykiatrien, og det er selvfølgelig også på cykel i det dejlige forårsvejr.

/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Projektledelse og håb

I dag synes jeg selv, jeg har leveret et godt stykke arbejde. Jeg har lavet to planer for idriftsættelse af det HR-system, jeg arbejder på at implementere. Egentlig var planen for i dag, at jeg skulle rette basale stamdata på samtlige medarbejdere baseret på tilbagemeldingerne fra udetjenesten, men Gem-knappen virker ikke 🙂 . Regulært og dødssygt tastearbejde men jeg aner ikke, hvordan vi ellers skulle få data ind i systemet.

Jeg vil gerne efterlade FKN med et system, der er oppe at køre, når jeg efter planen forlader dem den 8. april. Systemet er ret omfattende, kan rigtig meget og vi brug for det alt sammen, men det er ikke realistisk at sætte det hele i drift inden den 8. april. Jeg har derfor siddet og “pillet det hele i stykker” og prøvet at pulje opgaverne og sætte dato på alle elementerne henholdsvis før og efter den magiske dato i april. Det er udtryk for mine prioriteringer, erfaringer og afhængigheder mellem data; FKN kan have helt andre ønsker, men dem må de så komme frem med. Det vil sikkert være nye tanker for dem; de har alle en mission se note, men administration er ikke en prioriteret opgave, hvilket faktisk er charmerende.  De fleste basale stamdata for udetjensten er fx forkerte. Alle elementerne kan puljes anderledes, afhængighederne kan anskues på andre måder og datoerne kan sættes anderledes. Alt er muligt – men det skal være realistisk, og her synes jeg selv, at mine mange år som projektleder kommer mig (og FKN) til gode. Jeg har titel af konsulent og/eller projektleder; det lyder lidt vel fornemt, når jeg nu ikke har nogen at lede og en del af opgaven er dødssygt tastearbejde 🙂

Det er lidt underligt at sidde og lægge planer for – potentielt – min efterfølger, hvem det så end måtte blive fx en student, som HR-gruppen har bevilling til. Det er underligt at kunne blive afløst af en student. Jeg har trods alt en langvarig universitetsuddannelse og 23 års erfaring fra adskillige departementer og styrelser herunder ca. otte år som projektleder. Men jeg blev syg, så gik det ned ad bakke, og jeg er havnet, hvor jeg er. Der er ikke andet at gøre end at acceptere tingenes tilstand.

Jeg tør ikke tro det, men jeg synes Sune (chefen), antyder, at der i det mindste kan blive tale om en forlængelse. Om det overhovedet kan lade sig gøre under hensyntagen til min sygedagpengesag og det frygtede møde i rehabiliteringsteamet vides ikke. Mine sygedagpenge løber (vist nok) ud den 8. april. Hvad der herefter skal ske er fuldstændig uafklaret.

Jeg synes også, der er tegn i sol, måne og stjerner på, at de vil give mig et fleksjob, men det tør jeg heller ikke tro på jfr. Psykiatrifondens erfaringer. Jeg presser ikke på for en afklaring – selvom jeg har lyst til det. Hvis de vil ansætte mig i et fleksjob ville det løse adskillige problemer for mig, og det er ikke småting: Indtægtsgrundlag, generel økonomi og boligsituation. Herudover er jeg faktisk ikke i tvivl om, at mit helbred har godt af at gå på arbejde. Det er dejligt at gøre nytte, arbejde med noget folk glæder sig til bare virker og at der bare er glade medarbejdere, der sige godmorgen og farvel. Generelt er medarbejderne glade og søde, og man kan mærke, at de har en mission. Jeg synes, det er den bedste arbejdsplads, jeg nogensinde har haft!

Note: Folkekirkens Nødhjælp styrker verdens fattigste i kampen for et værdigt liv. 
Hjælpen gives uden hensyn til tro, race eller politisk overbevisning.
/15 Kommentarer/i , , /af , ,

Evaluering af virksomhedspraktikken

Evaluering af virksomhedspraktikken

Sådan går det i virksomhedspraktikken

Hvis du synes, denne post bliver for “selvfed”, så spring den bare over.

Evaluering af virksomhedspraktikken.

I dag var der en evaluering af min virksomhedspraktik i Folkekirkens Nødhjælp (FKN) mellem Psykiatrifonden (der fungerer som anden aktør for kommunen), chefen og mig. På forhånd var jeg temmelig nervøs og havde det som om, jeg skulle til eksamen. Jeg var ikke så bange for det faglige, men mere for om de nu kunne lide mig mv. Psykiatrifonden gjorde det dog indledningsvist klart, at jeg skulle se det som en støttende samtale. Så jeg prøvede at lægge eksamenspresset af mig.

Konklusionen er: FKN er tilfredse og jeg er tilfreds. Faktisk er jeg fantastisk glad for at være der og synes, det er den fedeste organisation, jeg nogensinde har været i, og jeg har altså været rigtig mange steder.

FKN synes, det rykker hurtigt, og at jeg har nået enormt meget, når man ser på hvor kort tid, jeg egentlig har været der (og jeg er der kun 12 timer om ugen), og den første uge gik med at finde mig nogenlunde tilrette i huset. De synes, mit arbejdstempo er højt, de synes, jeg skaber de rigtige kontakter, at jeg er loyal overfor beslutninger og overfor min chef, at jeg har en god fornemmelse for, hvad jeg selv kan træffe beslutning om og hvad jeg skal spørge min chef om, at jeg er god til at spørge til, hvad der er chefens ambitionsniveau osv. Alt sammen positivt.

Hukommelsesproblemet

Vi drøftede hukommelsesproblemet. Selv synes jeg det går ad h… til. Jeg går og er bange for at spørge om det samme to gange og at sige det samme flere gange. Det sidste kunne chefen bekræfte, jeg gentager mig selv. Han ser det med de positive briller “den samme gode tanke er tænkt to gange”. Jeg kender ham nu så godt, at jeg kan mærke, hvornår jeg gentager mig selv. Jeg er bange for at virke dum, men han er som sagt positiv. Jeg er glad for at være et sted, hvor der er åbenhed om problemet. Jeg ved ikke, hvor meget de andre ved om min sygdom, men det er mit gæt, at de alle ved, jeg er der, fordi jeg er syg, og det er en lettelse.

Det er dejligt at være et sted, hvor alle kender til problemet. Det er ikke noget, vi går og taler om, men bare det at jeg ved, at de ved, er en stor lettelse. Jeg leverer et stykke arbejde, og det har de respekt for. I det hele taget er det vist sådan, at FKN og jeg er et godt match. Jeg prøver at levere så meget, jeg kan inden for den tid, der nu er afsat og det er de tilfredse med. Vi kommer et lille stykke vej hver dag, og det må være succeskriteriet. Jeg er i hvert fald glad for at kunne gå hjem tre dage om ugen og sige “jeg har været på arbejde”.

Øge arbejdstiden?

Vi drøftede mit ønske om at få arbejdstiden op til 15 timer om ugen – jeg har simpelthen lyst til at nå noget mere. Det var Psykiatrifondens erfaring, at den slags skulle ske gradvist med at putte en time på om ugen. Jeg har stor respekt for deres viden og erfaring, så nu gør vi sådan. Selv ville jeg bare lægge de tre timer ekstra på pr. uge i min iver efter at præstere, men det er nok ikke så godt.

Fremtiden

Vi talte også lidt om fremtiden: Kan FKN evt. overveje at oprette et fleksjob til mig? Chefen har bevilling til at ansætte en student. En fleksjobber vil formentlig ikke koste meget mere. Jeg tør ikke tro det. Psykiatrifonden siger, det sker en gang ud af tusind, at en virksomhedspraktik bliver til et fleksjob. Altså tør jeg ikke tro det. Men for pokker hvor kunne det være fedt. Og den viden de har postet i mig ville ikke gå tabt, hvis de ansatte mig. For mig er det selvfølgelig lidt mærkeligt at kunne blive byttet ud med en student, men jeg må se det som et grundvilkår at starte forfra på arbejdsmarkedet.

Samlet set var det et godt møde. Jeg fik bekræftet, at jeg stadig kan noget, og at jeg stadig har en værdi på arbejdsmarkedet. Jeg kan stadig “fitte in” på en arbejdsplads, og jeg kan stadig levere resultater. Og det er vigtigt for mig.

 

/6 Kommentarer/i /af

Overpræstere?

Jeg har været til møde med min erhvervsrådgiver i Psykiatrifonden. Det var som altid positivt, for hun er enormt sød og også målrettet, og nu er målet at finde et nyt sted, der vil tage mig i en virksomhedspraktik.

Jeg har selv lavet lidt lobbyarbejde i den forstand, at jeg har skrevet en mail til en tidligere forretningsforbindelse, hvor jeg kort præsenterer “historien” og spørger om 1) de har lyst til at have mig i en virksomhedspraktik, som er ganske gratis for firmaet og om 2) de skulle være interesseret i at have mig i et fleksjob X timer om ugen fra april/maj måned 2016.

Jeg skrev blandt andet: “Du ved, hvad jeg står for, og hvad jeg kan…”. Her løftede hun pegefingeren og holdt en længere “pegefingertale” for mig, fordi jeg ikke længere kan det, jeg kunne. Jeg må indstille mig på, at jeg er blevet en anden, og at jeg kun kan præstere på et lavere niveau. Jeg bliver nødt til at se, at hvis jeg oversælger mig selv, er jeg i risiko for at bryde ned igen. Jeg skaber urealistiske forventninger hos arbejdsgiveren. På en eller anden måde bliver jeg nødt til at prøve at skrue forventningerne til mig selv ned. Der er bare det, at inde i hovedet er jeg stadig den “gamle Hanne” med de kompetencer og styrker, jeg havde før i tiden. Det er bare så svært at finde det nye ståsted. Arbejdsprøvningen vil vise, hvad jeg kan, og hvor meget jeg kan. Jeg er selv meget spændt på resultatet. Det er en proces at finde frem til den “nye Hanne”, hvor jeg er nødt til at se på den nye virkelighed. Det er slet ikke let. Jeg har været en enormt god medarbejder, der først gik hjem, når opgaven var løst uanset hvad klokken blev. Jeg har ofte arbejdet 50 til 70 timer pr. uge. Det er slut med det.

Et andet eksempel på overpræstation er, at speciallægen endte med at skrive, at hendes vurdering var, at jeg kunne komme til at arbejde 15-30 timer pr. uge. Der var så meget på spil til den undersøgelse, så selvfølgelig overpræsterede jeg. Det er urealistisk, at jeg kan komme til at arbejde 30 timer pr. uge; erhvervspsykologen vurderer, at det realistiske er 15-18 timer pr. uge, og det kan jeg se mig selv i.

P.t. har jeg det rigtig godt, og jeg har opstillet et succeskriterie: Jeg vil holde mig fri af psykiatrisk afdeling i et år. Det er at sætte overliggeren lidt lavt, men hvis det kan lykkes er jeg glad.