Overpræstere?

Jeg har været til møde med min erhvervsrådgiver i Psykiatrifonden. Det var som altid positivt, for hun er enormt sød og også målrettet, og nu er målet at finde et nyt sted, der vil tage mig i en virksomhedspraktik.

Jeg har selv lavet lidt lobbyarbejde i den forstand, at jeg har skrevet en mail til en tidligere forretningsforbindelse, hvor jeg kort præsenterer “historien” og spørger om 1) de har lyst til at have mig i en virksomhedspraktik, som er ganske gratis for firmaet og om 2) de skulle være interesseret i at have mig i et fleksjob X timer om ugen fra april/maj måned 2016.

Jeg skrev blandt andet: “Du ved, hvad jeg står for, og hvad jeg kan…”. Her løftede hun pegefingeren og holdt en længere “pegefingertale” for mig, fordi jeg ikke længere kan det, jeg kunne. Jeg må indstille mig på, at jeg er blevet en anden, og at jeg kun kan præstere på et lavere niveau. Jeg bliver nødt til at se, at hvis jeg oversælger mig selv, er jeg i risiko for at bryde ned igen. Jeg skaber urealistiske forventninger hos arbejdsgiveren. På en eller anden måde bliver jeg nødt til at prøve at skrue forventningerne til mig selv ned. Der er bare det, at inde i hovedet er jeg stadig den “gamle Hanne” med de kompetencer og styrker, jeg havde før i tiden. Det er bare så svært at finde det nye ståsted. Arbejdsprøvningen vil vise, hvad jeg kan, og hvor meget jeg kan. Jeg er selv meget spændt på resultatet. Det er en proces at finde frem til den “nye Hanne”, hvor jeg er nødt til at se på den nye virkelighed. Det er slet ikke let. Jeg har været en enormt god medarbejder, der først gik hjem, når opgaven var løst uanset hvad klokken blev. Jeg har ofte arbejdet 50 til 70 timer pr. uge. Det er slut med det.

Et andet eksempel på overpræstation er, at speciallægen endte med at skrive, at hendes vurdering var, at jeg kunne komme til at arbejde 15-30 timer pr. uge. Der var så meget på spil til den undersøgelse, så selvfølgelig overpræsterede jeg. Det er urealistisk, at jeg kan komme til at arbejde 30 timer pr. uge; erhvervspsykologen vurderer, at det realistiske er 15-18 timer pr. uge, og det kan jeg se mig selv i.

P.t. har jeg det rigtig godt, og jeg har opstillet et succeskriterie: Jeg vil holde mig fri af psykiatrisk afdeling i et år. Det er at sætte overliggeren lidt lavt, men hvis det kan lykkes er jeg glad.

6 replies
  1. Donald
    Donald says:

    Nej hvor er det spændende – jeg synes du får meget gode råd. Man kan vel sige at du har mere erfaring med mennesker nu. Du kan måske bedre forstå de dele af menneskepsyken, som har noget med psykisk sygdom at gøre. Jeg ønsker dig alt det bedste med de ansøgninger osv.

    Og en god week-end med 1. søndag i advent – for mig er advent og julen glæde over livet.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Donald

      Du kan også tro, jeg er glad for alle de gode råd, jeg får i Psykiatrifonden. Jeg synes virkelig, de er dygtige og kompetente derinde. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg nu forstår psykisk sygdom bedre end for et år siden. Der er løbet meget vand i stranden på det år. Ja på et eller andet tidspunkt skal jeg jo i gang med at skrive ansøgninger, hvilket jeg ikke ser frem til. Et er at det er svært at få tilkendt fleksjobbet, noget andet er, at det er endnu sværere at finde et fleksjob og en arbejdsgiver. Indtil videre skubber jeg den bekymring foran mig.

      Også en god adventssøndag til dig.

      Svar
  2. Jørgen
    Jørgen says:

    Jeg tror jeg har sagt det før. Du skal i arbejdsmæssig henseende gøre lidt mindre end du kan. At gøre lidt mere går ikke længere. Det er givet svært, men dine opgaver skal være sådan at de enten er færdige når arbejdsdagen er gået eller kan vente til i morgen. Endvidere skal de være indrettet så tempoet de løses i ikke er for højt for dig. Og de skal være sådan at de krav der stilles ikke medfører forvirring. Eller noget i den stil. Der er med andre ord meget du skal have en slags overblik over for at kunne fungere på passende vis i en arbejdsfunktion der er indrettet på din svækkede arbejdsevne.
    Det er ikke godt at nogen vil mene du kan arbejde 15 – 30 timer. Intervallet er alt for stort.
    Forstår godt det er svært at finde den passende forventning til dig selv. Hvilket selvbillede ville det være godt at indrette fremtiden efter?

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Du har ret i alle dine betragtninger!

      Det bliver en udfordring (i ordets egentlige betydning) at få tilrettelagt arbejdsdagene ordentligt og passende. Som skrevet er jeg inde i hovedet stadig “den gamle Hanne”, der ikke går af vejen for noget. Jeg har talt lidt med erhvervspsykologen om, hvordan det kan tilrettelægges, og et af de meget banale tricks kan være at få en kollega til at “smide mig ud”, når min arbejdsdag er slut, hvis jeg ikke ser ud til at ville gå af mig selv.

      Ja intervallet 15 – 30 timer er alt for stort. Jeg kommer aldrig til at arbejde 30 timer igen.

      Der skal findes et nyt selvbillede, så langt er jeg da med, men jeg er i tvivl om, hvor jeg skal lede. Jeg håber, der dukker noget frem i løbet af virksomhedspraktikken.

      Svar
  3. Eric
    Eric says:

    Yes, realistiske forventninger til en selv er vigtigt. Måske skal man endda underdrive lidt, så der er plads til positive overraskelser 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Du har ret i, at det er vigtigt at have realistiske forventninger til sig selv. Jeg synes bare det er svært at tage det nye selvbillede ind. Inden i hovedet kan jeg jo stadig, det jeg kunne forhen. Det ville være godt at kunne underdrive lidt, det er bare ikke min stil.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *