Kedsomhed hvis man er Mensaner
Bare ikke sløjd og håndgerning
Kedsomhed hvis man er Mensaner.
Jeg blev inspireret af et indlæg hos Anne Bredahl, der var et fjols til matematik – ja hun skriver det altså selv; det er ikke noget, jeg finder på. Det kunne jeg aldrig finde på.
Jeg kom til at tænke på min skoletid, der varede ti år fordelt på fem forskellige folkeskoler. Det betød blandt andet, at jeg altid kom fra et andet lærebogssystem og altid var nået til noget andet end de nye klassekammerater. Det var nu ikke det store problem; jeg indhentede det forholdsvis hurtigt, og med tiden kom jeg også ind i rutinen med at være et andet sted end de andre.
Selvforherligelse?
Dette indlæg kan (mis-)forstås som værende selvforherligelse. Sådan er det ikke ment. Det er en fortælling om, at det kan være enormt svært og ensomt at være på den rigtige side af kvik. (Jeg er Mensaner.)
Læs og forstå
Dengang i fordums tider fandtes et system ved navn “Læs og forstå”. De er så gamle, at end ikke Google kan fremskaffe et billede af dem.
Det var bøger med alle mulige former for små opgaver. Jeg tror, det dækkede både regning, som det hed dengang, og dansk, og det var sjovt. For mig var det en leg, og jeg var altid mindst to bøger foran.
Jeg elsker stadig quizzer og konkurrencer. Når den årlige indfødsretsprøve offentliggøres, gætter jeg altid med, og jeg kan som hovedregel godt blive dansker.
Da jeg var til den neuropsykologiske undersøgelse hos Kaj Bjerring Andersen på Psykiatrisk Center Hvidovre, var det som at være tilbage i “Læs og forstå”. Fedt! Der var fem timers opgaver, fordelt på to dage, med en sproglig tilgang og en matematisk tilgang. Det gik fint, bortset fra at han konkluderede, at der er en “organisk betinget hjerneskade”, som er den, der trigger hukommelsen eller mangel på samme.
Fra jeg var 14, til jeg var 16, havde jeg et eftermiddagsjob hos isenkræmmeren i Aakirkeby. De passede på mig, og jeg var meget ofte hos dem. Nu er vi så mødtes igen, og en af de ting, de fortalte ved det første møde, var, at de havde syntes, at jeg var god til at finde løsninger på opgaverne. Mindst to gange om ugen overnattede jeg hos dem. Derfor spurgte jeg dem, om de nogensinde lavede lektier med mig? De svarede, at det havde de ikke ment var nødvendigt.
I det hele taget husker jeg ikke, at jeg nogensinde lavede hjemmearbejde. Det havde jeg i øvrigt heller ikke tid til. De huslige opgaver stod i vejen for det.
Næh tak
Jeg var god til det, man kaldte det “boglige”, men det kreative hadede jeg som pesten. Jeg kunne ganske enkelt ikke finde ud af det.
- I håndgerning har jeg på de ti år fremstillet én strømpe; det gik aldrig op for mig, hvordan man skiftede pind på hælen, og jeg kunne ikke balancere de fire pinde på én gang.
- I sløjd fik jeg lavet en metal-et eller andet, hvor man skulle hamre på metallet, så det fik små cirkelformede fordybninger i hele overfladen. Hvad formålet nærmere bestemt var, husker jeg ikke. Kønt var det i hvert fald ikke.
Jeg er fra et sted, hvor man kun havde værdi, hvis man var kreativ med fx musik, maling/tegning eller husflid i form af træarbejde. Af samme grund fik jeg til min konfirmation en brugt elektrisk guitar arvet efter min fætter, men den var uden forstærker, så den kunne ikke spille. Hvordan (fanden) de kunne finde på det, ved jeg ikke. De måtte da vide, at jeg ikke havde evner i den retning. Det var jo ikke mig, der greb hverken harmonika eller hammondorgel i den bedste sendetid…
Da jeg ikke kunne tegne så meget som en tændstikmand – og det kan jeg stadig ikke – havde jeg ingen værdi og blev ikke inviteret ind i fællesskabet. Mine boglige færdigheder blev ikke tillagt værdi, og der var ingen respons/agtelse, når jeg ofte kom hjem med 11 og 13 på den gamle skala.
Disse forhold var tilsammen med til at skabe en stor grundlæggende ensomhed, som jeg bærer på den dag i dag. Jeg var – og er – altid anderledes. Jeg kunne noget andet, men det havde ikke værdi. Det er ensomt!
Da jeg i perioden fra foråret 2015 til december 2017 gik i et langstrakt terapeutisk forløb hos min elskede psykolog, ville hun af og til gerne have mig til at tegne og male. Jeg sagde hver gang nej tak, og at jeg var verdens dårligste til den slags. Det respekterede hun uden videre.
Kedsomhed og inklusion – eller eksklusion
Samlet set kedede jeg mig ganske enormt de ti år på de fem skoler. Der var nul udfordringer, og i 70’erne måtte man ikke stikke af fra mængden. Man skulle være gennemsnitlig.
Nu om dage taler man meget om inklusion af de særlige børn, fx bogstavbørnene eller dem med Aspergers Syndrom. Jeg er klar over, at det sikkert ikke er comme il faut, men det forekommer mig at være en umådelig dårlig idé! Hvorfor skal de særlige børn med djævlens vold og magt inkluderes i en almindelig klasse? Får de ikke bare nederlag på nederlag, når de netop ikke er almindelige? Jeg kan simpelthen ikke se idéen.
Nu om dage sker der heldigvis også noget positivt: mange folkeskoler har endelig erkendt, at der er børn, der har behov for flere udfordringer. Det kan jeg kun hilse velkommen. Hvorfor skal de kede sig i ni eller ti år?
