Det bedste til mig og mine venner
Gasolin 1977:
Det bedste til mig og mine venner
…De siger hva’ ska’ du ha’ min dreng
Jeg si’r det bedste
Til mig og mine venner, ja ja ja.
Billy var på speed i Herstedvester
Ca. sytten dage på pip pip…
Nummeret hedder ‘Det bedste til mig og mine venner’ og er fra 1977.
Jeg tænker på det, fordi jeg begynder at savne mine venner. Min bedste ven fylder 75 år i dag. Det eneste jeg kunne gøre var at sende en buket. Det føles lidt tomt. Jeg ville så gerne have været forbi bare et par timer og give et knus og sådan.
Normalt er jeg ikke særligt selskabelig, og trives fint alene, for sådan er det at have Aspergers syndrom, men nu har jeg været alene længe nok. Jeg er ved at få lidt pip pip af mit eget selskab. Jeg savner gode frokoster, gode middage, spil og grin ansigt til ansigt og møderne med journalisten og præsten.
Jeg arbejder normalt hjemmefra, så det er ikke fordi, jeg savner mine kolleger. Dem er jeg vant til kun at tale i telefon med.
Facetime og Skype er fint i en nødsituation, som dette er, men det er bare ikke det samme at tale sammen på den måde.
Træt af det
I det hele taget er jeg træt af Corona. Det betyder ikke, at jeg ikke tager det alvorligt, for det gør jeg helt bestemt, men i erkendelse af, at jeg alligevel ikke kan gøre noget ved det, har jeg for længst besluttet kun at se TV avisen 18:30 og så undlade al resten. Jeg er alligevel magtesløs. Nu overlader jeg trygt ansvaret til alt vores dygtige sundhedspersonale, der knokler i denne tid.
Jeg holder mig hjemme for ikke at tære på deres knappe ressourcer.
Frygt
Frygt er at være bange for noget konkret. Den aften, hvor det var annonceret, at statsministeren skulle holde pressemøde kl. 19 og dronningen ville tale kl. 20, blev jeg grebet af frygt. Hele dagen gik jeg og tænkte: ‘hvad skal der nu ske?’ selv efter de to udsendelser havde været vist.
Frygten ville ikke forlade mig. Til sidst begyndte jeg at frygte for at dø af Corona, hvilke var helt pip pip, da jeg ikke er i en risikogruppe. Jeg gik rundt og rundt om mig selv – til sidst ringede jeg til Psykiatrifondens telefonrådgivning, og kom til at tale med en vældig flink mand oppe i årene. Det var ham, der rådede mig til at skrue ned for nyhedsstrømmen.
Dagen efter begyndte det at gå bedre.
Nu er det forår, og jeg har lavet en aftale med en veninde om at gå en tur i morgen. Det er nok en god strategi.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.




