, ,

Man skal ikke ændre mig

Man skal ikke ændre mig

Arrogance?

Man skal ikke ændre mig

Man skal ikke ændre mig. Jeg er nemlig okay, som jeg er.

Psykologen har af og til sagt, at jeg – indtil man lærer mig at kende – kan virke arrogant. Ordet er ikke flatterende, men slår man efter i Den Danske Ordbog (DDO), passer det såmænd nok meget godt.

DDO skriver: “med en provokerende eller udfordrende selvsikkerhed, overlegenhed eller nedladende holdning“. Dybt inde ved jeg, at usympatisk er jeg ikke. En anden ting, jeg er fuldstændig overbevist om, er, at jeg ikke forsøger at ændre andre mennesker, uagtet de måske foretager sig ting, jeg ikke selv ville foretage mig, eller som jeg bare ikke forstår. Jeg accepterer andre mennesker, som de er, og forsøger at forstå, hvorfor noget (fx en hobby eller en musiksmag) glæder dem og optager dem. Jeg prøver at være empatisk og rummelig. Det lykkes selvfølgelig ikke i alle tilfælde, men man er heldigvis ikke forpligtet ud over sine evner.

Min veninde i Thy siger meget korrekt, at min – nu forhenværende – ven er arrogant. Jeg synes, det er rigtigt.

Man skal ikke ændre mig

Jeg har mistet min nærmeste ven – igen.

Historien gentager sig, og jeg har skrevet om det samme tab den 26. juni i år. Vi “sluttede fred” i starten af august, fordi jeg var “psykisk moden” (psykologens fagudtryk) nok til, at jeg ringede op og sagde, at jeg savnede. Det var en overvindelse, men jeg var rede til at tage det, jeg kunne få og lade resten ligge. Jeg gjorde op at det, jeg kunne få, var større end det, jeg måtte lade ligge. Simpel hovedregning. Man kan såmænd ikke engang kalde det matematik.

Nu står vi her så igen og det ægteskabslignende brud er definitivt. Mails vil gå i spamfilteret og telefonnummeret er blokeret. Jeg hverken kan eller vil leve med, at “min verden skal gøres større”, for bag det ligger, at jeg ikke er god nok, som jeg er.

Min ven

  • Mente min hjemmeside skulle designes anderledes og fortalte det minimum 100 gange, herunder at hun ikke længere besøgte siden af æstetiske årsager. At hun satte to udråbstegn efter det udsagn, får mig nu ikke til at ændre designet. Siden har lige nu en udformning, jeg kan lide (ellers havde jeg jo ikke lavet den sådan), og den vil blive bibeholdt i hvert fald nogle år. Hvis andre ikke kan lide den, er det deres problem.
  • Forstod ikke, at jeg synes slægtsforskning i min adoptivfamilie er det mest relevante (jeg har for årevis siden skrevet en længere artikel blandt andet om årsagen til, at Hans H. Worsøe provokerer med udsagnet “Andre personer end selve forfædrene, fx stedmødre, adoptivforældre etc., hører ikke hjemme på tavlen” (Politikens “Håndbog i Slægtshistorie” 2001, side 43).” Hun mente, at jeg så ligeså vel kunne forske i hendes familie.
    • Jeg har en veninde i Thy, der ikke prøver at ændre på mig, og som kommenterede det med at “slægtsforskning er at at gøre historien personlig”. Det har jeg aldrig tænkt over, men det er helt korrekt.
  • Forstod ikke, at jeg med Aspergerdiagnosen langt om længe har opnået en forståelse for – og accept af – den person, jeg nu en gang er, og at det er det, der bevirker, at jeg nu kan agere, som den jeg altid har været. Utallige er de gange, hun har fortalt mig, at hun aldrig selv ville forstå sig selv qua en diagnosekode som fx en “gennemgribende udviklingsforstyrrelse”, som Aspergers syndrom er.
  • Ville aldrig forstå min proces med at gennemgå livsforløbet, at gøre regnebrættet op, skelne mellem godt og skidt med henblik på i sidste ende at komme dødsangsten til livs. Sådan ville hun aldrig selv gøre.
  • Var enig med psykiateren i distriktspsykiatrien om, at det slet ikke er en god idé at lede efter journaler på Rigshospitalet. Det ville hun aldrig nemlig aldrig selv gøre.
  • Mente jeg var “skrøbelig”, skønt jeg siger, jeg aldrig har haft det bedre, når jeg ikke kan tage at blive kritiseret så hårdt og uden blusel på de felter, der betyder mest for mig.

Konklusion

Der er ikke meget venskab tilbage, når jeg skal ændre på alle de ting, der virkelig betyder noget for mig, og som glæder mig, selvom de ikke betyder noget for hende. Jeg fik fornemmelsen af at svømme i hajfyldt farvand, hvor jeg hele tiden skulle passe på ikke at møde en haj, det vil sige “træde forkert”. Hele tiden at skulle parere udsagn og holdningstilkendegivelser der havde til formål at ændre på mig og det, jeg gør.

Samlet set kunne jeg ikke udholde den arrogance, der ligger i at “gøre min verden større”. Jeg er nemlig ret godt tilfreds med min verden, som den ser ud lige nu.

Jeg er trist og ked af det, men det går jo over på et eller andet tidspunkt. Der er meget, jeg vil savne, men der er bestemt også en del, der er en befrielse at slippe for.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Sådan kan Aspergers syndrom opleves

Min historie om Aspergers syndrom

Både diagnostisk og i hverdagen

Sådan kan Aspergers syndrom opleves

I lang tid har jeg haft lyst til at udvide menupunktet “Psykiatri” med to sider om Aspergers syndrom. Det er nu endelig blevet til noget.

Der er en egentlig fortælling, du finder her og et bilag, der rummer en diskussion med mig selv om for og i mod for 11 år siden. Min idé med bilaget er at vise de symptomer, jeg selv mente pegede i retning af Aspergers syndrom.

  • Du kan blandt andet læse om, hvordan det tog mig 16 år, fra jeg første gang overvejede, om jeg befandt mig på autismespektret, til jeg stod med diagnosen.
  • Det er fortællingen om, hvor jeg oplever Aspergers syndrom. Andre kan selvfølgelig opleve det anderledes.

Siden er lang – så er du advaret.

Jeg ved ikke, om det kan ses, men jeg brugt lang tid på at gøre siden så fyldig og korrekt som mulig. Blandt andet har et par psykiatere og andre fagfolk haft siden til validering. De havde ikke uden videre forslag til ændringer.

God læselyst hvis du begiver dig i kast med siden.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, , ,

Man kunne jo også blive jægersoldat…

Hvem har ikke drømt de vilde drømme?

Hovedrengøring

Når man har Aspergers syndrom, tager man som hovedregel alting meget bogstaveligt. Et eksempel kunne være “Der er ingen ko på isen” – nej da der er netop ingen ko ude på isen, se selv. Eller “stik en finger i jorden”, nej hvorfor skulle man dog stikke en finger i jorden? Det vil da være en meget vanskelig stilling at stå i.

Og altså når jeg nu skal foretaget en “hovedrengøring” på onsdag, er det så en rengøring af hovedet? Hvilket i mit tilfælde ellers kunne være være ret fornuftigt. Det kunne måske nok være nødvendigt, men det er altså bare en almindelig hovedrengøring, fordi vi har fået nye vinduer, og håndværkerne har boret i alle de røde mursten, så der er murstens-støv overalt, næsten også inde i køleskabet. Og det er vokset mig over hovedet og jeg kan ikke overskue at få gjort noget ved det. Hvor jeg dog glæder mig, til nogen har gjort noget ved det.

Men drømmene?

Jeg drømte måske ikke lige frem om at blive jægersoldat, men så om noget andet end at blive skibskok hos Mærsk (eller det rederi, der dengang lå i Svendborg; jeg kan ikke lige huske, hvad det hed), apoteksassistent på Nexø Apotek eller andre ting, jeg heller ikke lige kan huske.

Jeg endte med at massere gulve mv. et år i De Gamles By på Nørrebro i København, inden jeg kunne flytte på Amagerkollegiet og starte på Statens Kursus til Studentereksamen i 1981, hvorfra jeg blev nysproglig student i 1983. Og det var alletiders.

Tilbage til jægersoldaterne

Jeg har altid været fascineret af TV-udsendelserne om de unge mænd (der er aldrig nogen kvinder med), der har besluttet, at de vil søge ind på den 60 år gamle uddannelse som jægersoldater. De ved virkelig, hvad de vil. De har en en vilje af stål og nerver af lige så fastsat stål. De vil bestå prøven til en af verdens hårdeste optagelsesprøver, der er næsten umenneskeligt hård, de vil, de vil, de vil. Tænk at have en sådan vilje. Jeg er imponeret af dem. De fortjener en medalje, også selvom de ryger hjem i første hug.

TV har også tidligere beskæftiget sig med sådanne aspiranter, men de plejer at gøre det bedre, end de gjorde her til aften kl. 20:30. Der plejer at være mere følelse med i det. Måske kan man sige, at der plejer at være mere lidelse i det – og det er skønt at se andre mennesker lide?

Det er sjældent, jeg tænder for en udsendelse; denne ville jeg dog se, men jeg blev skuffet. Det animerer ikke til at tænde endnu en gang.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Slægtsroderi og luksusliv

Oh hvilket luksusliv

Slægtsroderi og luksusliv

Tænk at have tankens (sådan nogenlunde da) fulde kraft, og at kunne bruge den til det, man helst vil. Det kan vel kun siges at være en form for luksus?

Billedet i toppen er omkring 98-99 år gammelt og forestiller fra venstre: Min farmor Karen født Sørensen, min tante/faster Kirsten, min far Jørgen og så kan man lige se min farfar Rudolph Reinholdt Felix til højre for min far. Hvem der holder hestens hoved, ved jeg ikke. Det er ikke en fra familien, for de havde kun de to børn.

En personlig side om Aspergers syndrom

I et par år har jeg haft idéen om at ville udvide psykiatridelen af hjemmesiden med en personlige beretning om Aspergers syndrom. Jeg kender en meget dygtig sygeplejerske fra psykiatrien, som selv har Infantil Autisme (så vidt jeg husker), der også er en såkaldt “Gennemgribende udviklingsforstyrrelse” på samme måde som Aspergers syndrom er det, og som for længe siden har sagt, at hun gerne ville agere “second opinion” på den del.

Jeg har også idéer til et par andre fagfolk, jeg har truffet gennem årene, der sikkert gerne vil komme med rettelser og input. Det, man finder på mine sider, skal være så korrekt som muligt.

Nu har jeg faktisk fået skruet et vældigt Worddokument sammen, som jeg har sendt til min “første-læser”. Umiddelbart kunne hun godt lide det, hun så. Det er jo ikke nogen videnskab, men mere en form for videndeling og et forsøg på at skabe noget, andre kan måle sig op ad, hvis de også går i 10 år tænker over, om der “kunne være noget om snakken.”. Så længe gik jeg faktisk og tænkte over det og undersøgte sagerne for og i mod, og der gik 16 år, fra jeg første gang havde fået tanken og skrev en uopfordret ansøgning til stifteren af “Specialisterne”, til jeg havde diagnosen i hånden. Fra 2003 til 2019. Psykiatrien spurgte adskillige gange, hvad jeg ville med det. Jeg kunne ikke rigtig få forklaret, at en gennemgribende udviklingsforstyrrelse ikke bare er noget, man går og finder på, og at jeg gerne ville veksle tvivl til vished.

Oversættelser af visse slægtssider

Slægtsroderi og luksuslivI meget lang tid har det generet mig, at man kan få vist mine TNG-sider med de rå data på tre sprog (dansk, engelsk og tysk), men selve fortællingerne om de liv, der gemmer sig bag de rå data, findes kun på dansk. Det er ikke så professionelt, når jeg nu altid har gået mest op i historierne og ser datoerne som nødvendige forudsætninger for, at historierne bliver placeret korrekt på en tidslinje. Så nu er jeg gået i gang med at oversætte de historier, der gemmer sig her.

Billedet til højre, der er fra dengang børn skulle være små voksne, forestiller min farfar i midten, broderen Valther Robert til venstre og søsteren Lydia Frida Martha til højre.

Det tager sin tid og indbefatter en frygtelig masse kopiér og sæt ind. Det bliver heller ikke de mest fremragende/fejlfrie oversættelser, da jeg må støtte mig til Google Translate, der fx har svært ved ord som “alimentationsbidrag”, “fødehjemstedsret” og den slags, men det er bedre end ingenting, og så er det rigtig hyggeligt. Og det kunne være fantastisk at få kontakt til nogle nulevende Stegemüller evt. Stegmüller i enten Tyskland eller Letland, hvor de første (af mig) kendte Stegemüller blev født midt i 1700-tallet. At komme bare et skridt bagud ville også være stort.

For så vidt angår Letland har jeg faktisk fået en direkte mailadresse på lederen af statsarkivet der fra formanden/-kvinden for dansk-lettisk venskabsforening, som er min tidligere tysklærer på studenterkurset (alle kneb gælder). Arkivarerne i de tre baltiske lande har et samarbejde, så hvis jeg er heldig, kan der komme noget ud af det. Jeg skrev til arkivlederen den 14. juli uden at have fået svar, men folk på arbejdsmarkedet har jo selvfølgelig holdt ferie.

Og så går jeg og glæder mig

På et eller andet tidspunkt mellem 10 og 25 arbejdsdage målt fra den 28. juli kommer min nye PC – GladTeknik A/S skal lige have delene hjem fra leverandørerne først. Den bliver det vildeste af det vilde, fx med ekstra støjsvagt kabinet, to TB plads, vandkøling og formentlig driftssikker i omkring ti år. Der er masser af udvidelsesmuligheder og det er ikke en maskine, man smider ud, når den begynder at vise svaghedstegn. Ergo: Både godt for miljøet og mig.

De skal klone (er lig kopiere) de gamle diske og det går godt i 99 pct. af tilfældene. Jeg gør min del til en succesfuld kloning fx ved at rydde mest muligt op, sikre licensnøgler og backups osv. Al slægtsforskning og gamle billeder er for længst røget til Google Drev.

Det kunne være dejligt, hvis de bare kommer og sætter stikket i og så kører det. Men det er nok næsten for meget at håbe på, selvom de har lovet at sætte deres dygtigste tekniker på sagen.

Psykologens sommerferie er slut

Og jeg har fået en tid til den 17. august. Det ser jeg også frem til. Jeg må have en at vende mine tanker med og hun er den mest “valide”, hvis man da kan bruge det ord i den sammenhæng.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.