/i , , /af , ,

Menneskebiblioteket er en mulighed

Menneskebiblioteket er en mulighed

Jeg følger de råd, jeg får

Menneskebiblioteket er en mulighed

Min utrolig dygtige kontaktperson i Distriktspsykiatrien nævnte “Menneskebiblioteket”, som et sted, jeg måske kunne lave noget meningsfuldt frivilligt arbejde, når “Livslinjen” ikke kunne bruge en bruger og jeg på ingen måde skal stå i en genbrugsbutik. Jeg ville slet ikke passe ind med de “damer”, der står der og finder mening i at sælge tiloversblevet porcelæn mv. Sjovt nok siger folk altid “Genbrugsbutik”, når jeg nævner frivilligt arbejde. De kender mig så for lidt.

Lysten til et stykke frivilligt arbejde stammer fra, at fokus ikke altid behøver at være på mig, mig, mig og mine egne behov. Jeg tænker, jeg har noget at give andre mennesker, og det vil jeg gerne under de rette konditioner.

Jeg har kontaktet Menneskebiblioteket

De virker utrolig professionelle. Først udfyldte jeg et spørgeskema men tog en snak med en af dem forud for det. Da de havde set det, syntes de, jeg muligvis kunne være en interessant “bog” at låne ud til “Events”, og derefter kom der link til et supplerende spørgeskema.

De spørger meget til, hvilke fordomme jeg har oplevet. Som jeg forstår deres hjemmeside, går deres arrangementer typisk ud på at afkræfte fordomme mod alt muligt forskelligt. Og den idé er rigtig god. De har eksisteret i årevis og er repræsenterede i 80 lande. Jeg kendte ikke til dem.

Det ville være forståeligt, hvis jeg havde oplevet fordomme i forbindelse med den psykiske sygdom, men det synes jeg faktisk ikke, jeg har. For så vidt angår Aspergers syndrom er det muligvis en fordom, der kommer i spil, hvis jeg sammen med den diagnose også nævner, jeg er medlem af Mensa. Så sidstnævnte holder jeg som oftest mund med. Men hvis jeg nævner det, er det ofte som om, folk der finder en indre forklaringsmodel på, at jeg er ret “skæv, anderledes og sær”; en særlig aha-oplevelse. Der er måske nok noget om det, og måske er det en fordom. Det er jeg ikke klar over.

Den største fordom: at være djøffer

Da jeg sad og besvarede spørgeskema nummer to, kom jeg til at tænke på, at den største fordom, jeg har mødt, i virkeligheden går på at være djøffer. Derfor skrev jeg følgende til dem:

“Den mest markante fordom er i virkeligheden knyttet til det at være medlem af djøf (Danmarks Jurist -og Økonomforbund). Som djøffer anses man typisk som et ondt menneske, der i hvert fald løser nogle opgaver, der er helt uden mening og i det mindste er overflødige. Jeg er SÅ træt af, og ked af, at folk ikke forstår, at mange af os er ansat i centraladministrationen og løser de opgaver, politikerne sætter os til: typisk at forvalte gældende lovgivning. Det er eksempelvis ikke embedsværket, der har “opfundet” Udlændingelovens § 7, stk. 3 (bestemmelsen der gør, at flygtninge kun får midlertidigt ophold og at Danmark ikke længere arbejder på integration men på hjemsendelse). Men jeg har nok ikke kræfter til at hjælpe jer med/mod denne fordom og hvis folk ikke kender til forvaltningsstrukturer, bliver samtalen sikkert let for (parti-)politisk.”

Det var faktisk lidt af en aha-oplevelse for mig selv, at det er denne fordom, jeg har mærket mest til, når man tager i betragtning, at de andre fordomme, der kunne være udfoldet, måske ville ligge forrest på tungen.

Screeningssamtale på Zoom den 16. december

Efter de har modtaget spørgeskema nummer to, er jeg inviteret til en screeningssamtale den 16. december. Vi mødes på Zoom, og det er fint i disse Coronatider. Jeg er vældig spændt på det.

Mit forbehold angår det med “Events”, hvor der er mange mennesker til stede. Jeg er ikke ret god til at skulle forholde mig til mange mennesker på en gang. Det trætter ganske enormt, og jeg er nødt til at holde en “fridag” (i citationstegn idet jeg jo har fri hver dag) dagen efter.

Jeg er bedre i 1:1-relationer, og det har jeg fortalt dem. Vi skal ikke bruge tid og kræfter på hinanden, hvis jeg på forhånd kan vurdere, at deres arrangementer overstiger mine kompetencer.

I mit arbejdsliv har jeg holdt masser af foredrag og gang på gang stillet mig op foran en stor forsamling, og det er gået rigtig fint. Men for det første er det otte år siden, jeg forlod det “normale” arbejdsmarked, så jeg ved ikke, om jeg ville kunne gøre det i dag, og for det andet forholder man sig jo ikke til 50 tilhørere til et foredrag; man leverer sit budskab, fortæller sin “historie”, som er tilrettelagt, så den fx passer ind på Økonomistyrelsens årlige forvaltningskonference.

Man besvarer eventuelle spørgsmål inden for rammen, men man forholder sig jo ikke til tilhørerne som mennesker. Min veninde sagde ganske vist “det er ligesom at køre på cykel. Det glemmer man heller aldrig”. Hrm tjah… jamen jeg kan jo (vist) heller ikke cykle mere. I hvert fald er det mere end et år siden, jeg solgte min spritnye cykel til cykelhandleren. Jeg ved ikke, om jeg ville kunne cykle, for jeg tør ikke prøve igen efter det med Parkinsonismen. Det har jeg rodet tilstrækkeligt rundt på Hvidovrevej til. Det var ikke sjovt. Og nu gør jeg jo per definition kun det, jeg synes er sjovt. Livet er blevet herligt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

Diskussion om figurerne

Diskussion om figurerne

Jeg forstår ikke figurerne

Diskussion om figurerne

Jeg er (eller rettere var) med i en gruppe på Facebook ved navn “Gruppe for piger/kvinder med autisme”. I den opslog jeg i aftes følgende:

JEG HADER FIGURERNE

Jeg er helt klar over, at de hedder emojis, men det gør ikke, at jeg bryder mig mere om dem. Der findes omkring 3.000 og jeg kender ca. 2.

Jeg orker ikke at læse opslag, der er fyldt med figurer, blandt andet fordi en figur åbner for fortolkningstvivl, hvilket ord ikke gør i samme grad.
Jeg kan sagtens se, at et opslag fyldt med figurer er mere interessant og ser “sødere” ud, men mig forekommer det mere volapyk-agtigt, og jeg får dis-respekt for forfatteren.
Meget debat på fx Facebook foregår ved hjælp af figurer. Jeg har dog valgt at afslutte længere indlæg med “jeg debatterer ikke ved hjælp af figurer”.
Er jeg den eneste i denne verden? Er der nogen, der forstår mig?

Det var okay gruppe, for det er muligt at diskutere ting på en ordentlig måde, uden at folk synes, man er en idiot, bare fordi man er uenig med dem.

Her er links til tidligere poster om figurerne.

Mange gode svar på mine to spørgsmål

For det første: det er meget få, der ikke benytter emojis. For det andet: der er faktisk et par stykker, der forstår mig, og det er jo rart nok.

I løbet af diskussionen er jeg blevet meget klogere på, hvorfor folk bruger figurerne. En af grundene er, at de gerne vil bløde lidt op på de ord, de har skrevet. Det skal forstås sådan, at hvis de har skrevet noget, der kan lyde hårdt, indsætter de en figur, der skal fortælle, at de alligevel ikke mener det så slemt. I min verden synes jeg, de kunne have skrevet teksten anderledes og brugt ord, der fortalte, hvad de mente.

En skrev til mig: “***” Det måtte jeg så ikke gengive, så nu er jeg smidt ud af gruppen. Sådan kan det gå. Jeg lever nok uden.

Men altså: Det gælder vel temmelig mange, at de er født længe før figurerne? Jeg kan ikke lade være at tænke på, hvordan de har lært dem.

Henvisningen til ordbogen er selvfølgelig også kommet. Jeg kendte den godt i forvejen, men jeg synes, det er en uoverkommelig opgave at lære de 2.998 figurer, jeg ikke kender. Af ordbogen fremgår det blandt andet også, at figurerne ikke vises ens på Android- og Apple-platformene. Betyder det så, at jeg skal lære 2 * 2.998?

Jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle få dem sat ind, når jeg skriver indlæg på Pc’en, hvilket jeg gør mest. Den helt klassiske smiley har jeg dog lært koden for: kolon, bindestreg, højreparentes. Men hvor er alle de andre koder?

Jeg har blandt andet lært dette af diskussionen

Hvis man ikke indsætter figurer, kan man opfattes som kolde eller sur. Jeg indsætter af princip ikke figurer, men kold eller sur er jeg ikke.

Hvis man afslutter en besked med et punktum, lyder man også sur. Pyh ha sikke en masse hemmelige koder, der findes, og som man ville være nødt til at lære, hvis man ikke brugte ordene i stedet. Jeg synes, det er ret naturligt at afslutte en besked med et punktum, da det for det meste er afslutningen på en sætning, og sætninger afslutter man med punktum. Punktum!

Enhver berettiget fortolkningstvivl skal komme den anklagede til gode

En veninde afsluttede en dag sit indlæg med et meget grinende ansigt. Jeg troede, hun syntes, mit indlæg var latterligt. Det tog hende mindst fem minutter i telefonen at forklare, at hun aldrig ville markere mine indlæg som latterlige og hvad hun i stedet mente.

Efter min opfattelse fjerner figurerne fokus fra indholdet af teksten. Hvis det er en af de tekster, der er overbroderet med figurer inde i teksten, springer jeg den nu konsekvent over, for jeg forstår jo alligevel ikke, hvad der menes.

Note: Tulipanerne har selvfølgelig intet med teksten at gøre. Jeg købte dem bare i går for at være lidt god ved mig selv.

/i , , /af , ,

Jeg kan se en pixel

Jeg kan se en pixel

En udpræget sans for detaljer

Billederne til hjemmesidens forside skal være 665 * 531 pixels; hverken mere eller mindre. De 531 definerer jeg med billedbehandlingsprogrammet “GIMP” (skønt gratis program). For samtidig at ramme præcist de 665 uden at forvrænge noget, bruger jeg et andet program “Icecream Screen Recorder”, der kan lave et meget fint udsnit af det aktuelle billede.

For ikke at havne med en eller anden streg for oven eller for neden, som virkelig generer mig, da jeg kan se en pixel (eller er det mon rettere en dot i en DPI?), som ellers ikke er ret stor, har jeg fundet den lette løsning bare at sætte Screen Recorderen til kun at klippe 665 * 530 pixels ud. Voila. Der er ingen overflødige streger blandt de fire billeder, der udgør forsiden.

Screen Recorderen placerer sig som hovedregel meget præcist, men det sker, at jeg er nødt til selv at trække den en pixel ned eller skubbe den en pixel op for at undgå et stykke med bart for neden eller for oven. Det kræver et godt øjemål og rolige hænder. Det var aldrig gået med Parkinsonismen.

Det er naturligt for en med Aspergers syndrom

Jeg kender ingen med Aspergers syndrom, der ikke er detaljeorienterede. Selv hører jeg vist til i den værste kategori, men jeg generer ikke nogen med det. Det var værre, hvis jeg havde en partner, som jeg hele tiden korrigerede. Stakkels hende.

Resten er blandede bolsjer

1) Ren installation/clean install

Min højt besungne nye PC ville pludselig ikke indlæse Windows. Og så er der jo ikke meget ved en PC, når man altså ikke er til Linux – det har jeg prøvet. Det var ingen succes. Altså måtte jeg ud i en ren installation/clean install. Den del ordnede GladTeknik. Problemet var, at der ikke er lavet en ren installation/clean install siden Windows 7, så nu kunne den ikke mere.

Du milde et arbejde der var til mig selv efterfølgende. Jeg tror, jeg brugte samlet set et døgn, inden alle programmer og tilpasninger var på plads igen, for nu slet ikke at tale om den tid, der gik med at fjerne alt det overflødige pjat, der følger med en standard Windowsinstallation. Jeg skal nok selv bestemme min browser, mit e-mail-program, mit billedbehandlingsprogram, jeg gemmer ikke i OneDrive, jeg handler ikke i Microsofts store, jeg skal ikke have Netflix osv. Det skal Microsoft ikke blande sig i.

Det er min maskine og ikke Microsofts.

2) Kampen med Microsoft

Jeg har nu kæmpet en måned med Microsoft support for at få en dialog om, at de skal godtgøre mig den udgift, jeg havde, da de slettede brugeren, og maskinen nærmest ikke var min længere og i hvert fald var ubrugelig. De lukker bare sagen, og så sker der ikke mere. Jeg har rykket for svar 10 gange (bogstaveligt talt), men har intet hørt. Den gode Zofia har simpelthen bare ikke sendt et svar.

I torsdags ringede jeg til dem for at få et svar. Der blev oprettet en ny sag af en ny medarbejder, der meget beklagede, at jeg ikke havde hørt noget. Jeg har bedt om at tale med en overordnet, der har kompetence til at indgå i en dialog. Han lovede, at jeg ville få et svar. Efter et par timer kom der en mail fra Zofia, som oplyste, at den første sag var lukket. Jeg måtte svare hende, at det var jeg klar over, og at det jo var det, der var problemet. Jeg bad endnu engang om at tale med en overordnet med større beføjelser.

Efter et stykke tid kom der endnu en mail med et link til en eller anden formular. Jeg udfyldte ikke formularen, men svarede, at jeg ville tale med et menneske.

I dag kom der en mail om, at også sag nr. to er lukket. Det svarede jeg følgende på:

Kære Microsoft support

Af hvilken grund har I nu også lukket denne sag?

Jeg har dags dato modtaget denne meddelelse:
Serviceanmodning nr.: 1029335537
itel på serviceanmodning: IVR Ticket
Dato for lukning: 10/1/2021 11:52:36 AM UTC

Sagen skal IKKE lukkes. Jeg ønsker dialog med en overordnet medarbejder, der kan løse det problem, der opstod i Case #:1027761639 den 3. september 2021, og hvor jeg har rykket for svar 10 gange den seneste måned.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller

Det er nok en svær kamp, men jeg giver ikke op. De spørger, hvad status er nu? Status er fremragende – men det skyldes jo i hvert fald ikke Microsoft support! At der nu måtte laves en ren installation/clean install har intet at gøre med, at de slettede brugeren for en måned siden.

3) Søgemaskineoptimering (SEO)

Jeg overvejer, om SEO-projektet er det rene vanvid? På den anden side set kan jeg se af diverse værktøjer, at arbejdet faktisk bærer frugt; og jeg har det jo hyggeligt og forsømmer intet. Der er bare så lang vej til målet, også selv om jeg virkelig har skåret projektet ind til benet, at det kan føles fuldkommen uoverskueligt.

Jeg har lavet nogle Excelark, som hjælper med at bevare overblikket over de mere end 1.600 poster og over 110 sider samt at holde fokus. For at lave dem måtte jeg lave nogle SQL-udtræk direkte fra databasen, for WordPress er ikke født med gode udtræksmuligheder. Det forudsatte en del forespørgsler med Google, for det er ikke noget, jeg har på rygmarven; det lykkedes at få trukket det ud af databasen, jeg skulle bruge. Jubi – endnu engang er jeg begejstret for at lære noget (nyt).

Status lige nu er, at jeg har optimeret 70 ud af i alt 136 poster med mærkaten “Bipolar affektiv sindslidelse” plus et ukendt antal af nogle andre sider. Jeg begyndte den 26. september (i år).

4) Min “bund” er forsvundet

Da jeg ikke har tid at rode med hjemmesiden andet end at optimere enkeltsider, begriber jeg ikke, hvor  min “bund” på hjemmesiden er blevet af. Bunden er det hvide felt under “Kontakt mig”, hvor jeg til venstre linker til firmaer, man kan stole på og til højre har en rullemenu med kategorier under overskriften “Jeg skriver om” og allernederst det felt, der kaldes “footeren”, som blandt andet rummer et link til cookie- og privatlivspolitikken, og sådan en skal man jo have, og så en lille kort menu,  ikoner til mail, Facebook og lidt andet

Alle elementerne findes i temaet, som de skal, men de vises ikke. Meget mærkeligt. Jeg har vel fumlet med et eller andet, for de kan vel ikke bare forsvinde af sig selv? Der er trods alt ting, jeg ikke er begejstret for at lære 🙂

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/1 Kommentar/i , , , /af , , ,

Aspergers syndrom: glæde over at kampen er slut

Aspergers syndrom: glæde over at kampen er slut

At holde af min egen “uniqueness”

Jeg har været hos psykologen og er blevet klogere

Uniqueness betyder “the fact or quality of being different from everything else or everyone else”. Når man hele livet har kæmpet for at få lov at være den, man er med fejl og mangler, særheder, skævheder, at være anderledes osv., er det en kolossal befrielse at stå med en diagnose som fx “Aspergers syndrom”, for den satte mig pludselig fri. Pludselig kan jeg agere, som den jeg altid har været.

Jeg oplever mig selv som havende kæmpet på alle fronter fra fødslen og frem til primo marts i år, hvor vi (psykologen og jeg) var til virtuelt møde med rehabiliteringsteamet i Hvidovre Kommune. Der er næppe noget at sige til, at jeg begyndte at græde, da de returnerede med indstillingen: pension. Kampen var slut. Det var da også det, de sagde: “er der nogen, der har kæmpet, er det dig”.

Mange synes så meget om mig, og har så travlt med at sætte etiketter på: så er min verden for lille (en tidligere ven), så er jeg rigid (en psykiater på 808), så er jeg arrogant (sågar psykologen selv), der er så meget i vejen. Jeg er bare nået dertil, at kan jeg ikke blive respekteret, som den jeg er, er der fx ikke basis for hverken venskab eller dybere samtaler. Jeg har nogle få gode venner, der tager mig, som jeg er og ikke forsøger at lave om på mig – og det er jeg dem evigt taknemmelig for. Psykologen forsøger heller ikke at lave om på mig. Tak for det.

At jeg er allergisk overfor alle disse “forsøg på forandring” (eller er det “forbedring”?) betyder bare ikke, at jeg lukker af for dialog, for det gør jeg bestemt ikke. Jeg er altid åben for dialog, og jeg er altid åben for læring, læreprocesser og det, der udvider/udvikler, hvis jeg altså bare stadig må være mig nedenunder det hele. Psykologens oplevelse er da heller ikke, at jeg holder mig tilbage fra dialog; den skal bare være respektfuld.

Har man en gang oplevet at blive meget, meget syg af ikke at måtte være sig selv gennem et halvt århundrede, kæmper man efterfølgende for retten til at være sig selv, når brikkerne til puslespillet er faldet på plads. Nu hviler jeg i at være skæv og anderledes. Og det er ganske pragtfuldt.

En psykiater og “apparatfejlsmodellen”

Apparatfejlsmodel, den opfattelse, at sygdom kan sammenlignes med en fejl i et apparat eller en maskine. Udtrykket benyttes især af kritikerne af den naturvidenskabeligt orienterede lægevidenskab.

Min psykiater i distriktspsykiatrien har fået fin ny titel som klinikchef på Amager fra 1. december, og det er nok meget godt, for vi står vældig langt fra hinanden.

Jeg fortalte ham om mit ønske om at undersøge, hvad der foregik gennem seks måneder på Rigshospitalet i et eller andet ukendt tidsrum mellem 1963 og 1966. Han begyndte at fortælle mig om, at læger skrev anderledes dengang, at journalerne, hvis de findes, måske slet ikke rummer noget, at det kun var 20 år efter anden verdenskrigs afslutning, at det skrevne skal sættes ind i en tidsmæssig kontekst og en række andre ting, jeg godt selv kan tænke mig frem til. Jeg er altså ikke blevet dum af at blive syg.

Han er udpræget bærer af apparatfejlsmodellen og forstår intet af, hvad jeg vil med de journaler. Og jeg kunne ikke forklare det. Efter tre forsøg eller deromkring gav jeg op. Mange psykiatere, og jeg har truffet mange, arbejder som om vi er et apparat, der skal repareres for en fejl > når fejlen er fundet, er der måske noget medicin > når medicinen virker, virker apparatet igen > maskinen kører, som den skal > patienten er klar til udskrivning > livet går videre (indtil næste forsøg i hjemmet).

Sådan fungerer jeg bare ikke. Jeg søger information og glæder mig enormt, når det lykkes; jeg er vant til at lede i arkiverne og fiske de underligste ting frem. Jeg vil finde flest mulige brikker til det puslespil, andre kalder livet. Andre mennesker kan, hvis de er hurtige nok og tænker lidt efter, mens tid er, spørge deres forældre om, hvad der hændte i de vigtige år fra 0 – 3 år. Jeg har et hul, der kun kan lappes vha. journaler eller andet fra offentlige myndigheder.

Hvad gjorde, at Rigshospitalet anså mig for “rask” nok til, at de leverede mig tilbage til børnehjemmet og der kunne sættes en adoptionssag i gang? Jeg var sikkert bare begyndt at respondere, men hvordan lykkedes det for dem? Hvad gjorde de anderledes end børnehjemmet? Var det bare nogle “damer”, der kom nogle gange om ugen og var nærværende for børnene? Jeg vil bare gerne vide det. Længere er historien ikke.

Hvad gør psykologen bedre?

Som det første har hun aldrig prøvet at lave om på mig! Og for det andet sidder hun ikke med et afkrydsningsskema, hvor fem krydser i venstre kolonne udløser en Aspergerdiagnose eller en anden etiket. Hun lader mig udstikke rammerne for seancen via min egen selektion, og så lytter hun, og spørger til tider lidt i øst og vest for at blive klogere. Selvfølgelig har hun også en referenceramme, men den er ikke baseret på apparatfejlsmodellen, så jeg skal ikke repareres for fejl og mangler; men kan vi blive klogere sammen, er det bare godt! Hvorfor bliver “apparatet” ved at mangle olie? Er der en anden utæthed, der skal lappes?

Vi kender hinanden siden marts 2015, så hun tør udfordre mig – og det er rigtig fint. Vi har slået mange søm i mange gamle brædder sammen. Hun har bragt mig langt videre end alle de psykologer, coaches, psykoterapeuter og jeg ved ikke hvad/hvem, jeg har opsøgt (og betalt) i tidens løb for at få det bedre. Et fællestræk ved dem har været, at jeg skulle tilpasse mig deres model og metode. Anette tilpasser sig min model og metode. Større bliver anbefalingen ikke.

Definitionsretten og/eller de sociale kompetencer

Psykologen mener, at jeg bør gøre noget for at vedligeholde mine sociale kompetencer, så jeg ikke helt glemmer, hvordan man åbner munden og ikke bare taler med mig selv. Jeg taler godt nok ikke med mig selv, men hun har jo nok ret, da hun har siddet i stolen i mange år og er meget erfaren. Hun mener, jeg bør indgå i en eller anden form for social relation ca. hver anden uge. Hvordan jeg lige får arrangeret det, ved jeg ikke, for for ca. en uge siden lavede jeg en “bobl” på Boblberg, som flere anbefaler varmt.

Jeg skrev følgende, som er præcis, som jeg er, men har overraskende nok 🙂 ikke fået nogen henvendelser. Det er sikkert både for rigidt, arrogant og med for lille en verden, men sådan er jeg så. Ingen har (længere) definitionsretten over mig.

Jeg er da i hvert fald ærlig:

Mensa, bipolar og Aspergers syndrom

Hej.

Med Aspergers syndrom er særinteresser naturlige. Mine særinteresser er at lave hjemmesider og slægtsforskning og jeg er relativt skarp til begge dele. Du finder let min hjemmeside vha. Google. Herudover interesserer jeg mig for sprog (skriftligt og talt) og ser stort set aldrig TV bortset fra TV Avisen 18:30. Det har jeg ikke tid til…

Jeg søger et spændende menneske at tale med, da jeg ikke har mange relationer i den virkelige verden. Vi starter med at ringe sammen en gang imellem. Det skal ikke gå for stærkt.

Jeg er lige blevet pensionist som følge af den bipolare lidelse, Aspergers og Parkinsonisme (sidstnævnte er heldigvis gået over) og elsker hvert sekund af mit nye liv. Jeg er uddannet cand.jur og har arbejdet 23 år i staten med resultat- og økonomistyring samt ledelse af IT-projekter.

Mange gode hilsner
Hanne B. Stegemüller

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.