,

For og imod inklusion

For og imod inklusion

TV Avisens indslag om inklusion

For og imod inklusion

For og imod inklusion

TV Avisen havde et interessant indslag om inklusion her i tiåret for “inklusionsloven”. Der var billeder fra “Filsted” skole, men de må have ment “Felsted”, for der er ikke noget, der hedder “Filsted”.

Der havde man vældig succes med en ordning, hvor der var både en lærer og en form for pædagogisk konsulent tilstede i timerne. Børnene var af gode grunde begejstrerede, fordi de selvfølgelig kunne få dobbelt så meget hjælp, opmærksomhed og voksenkontakt.

Det blev oplyst, at det koster en halv million at have et barn i en specialklasse; men de sagde ikke noget om, hvorvidt det var årligt, om det var i hele barnets skoletid eller lignende.

Enhedslisten var imod inklusionsloven

Regeringen og KL indgik i 2012 aftalen om at inkludere flere børn med særlige behov i folkeskolens almindelige undervisning, jf. “Aftaler om den kommunale og regionale økonomi for 2013”. Aftalen havde som mål, at 96 pct. af eleverne i folkeskolen skulle modtage almindelig undervisning efter 2015. Tallet skulle stige fra 94,4 pct., jf. “Omstilling til øget inklusion” fra Undervisningsministeriet. Samlet betød det, at 10.000 specialundervisningselever skulle inkluderes i den almindelige folkeskole.

Enhedslisten stemte imod inklusionsloven (lov nr. 379 af 28. april 2012) – ikke fordi de var imod inklusion, men fordi de mente, at inklusionen kun ville lykkes, hvis der var de nødvendige økonomiske rammer for det. Partiet blev stemt ned, da det fremsatte beslutningsforslag om, at finansloven for 2015 skulle rumme midler, der bevirkede, at inklusionen kunne blive en succes, og der fx kunne etableres tolærerordninger.

Retrospektivt…

Det skulle altså tage 10 år, før bare nogle kommuner indser, at noget må gøres og tager skeen i den anden hånd.

Da jeg var barn, blev jeg ganske automatisk “inkluderet”, og det var ikke særlig sjovt.

  1. For det første blev jeg mobbet meget gennem alle årene i folkeskolen (fra 1970 til 1980), fordi jeg var så anderledes på stort set alle punkter:
    • fordi jeg på nogle klassetrin blev udnævnt til hjælpelærer,
    • fordi jeg kunne både læse og regne, før jeg kom i skole,
    • fordi jeg lærte hurtigere end de øvrige,
    • fordi jeg aldrig fik kammerater, eftersom vi flyttede konstant,og jeg nåede at gå i fem forskellige folkeskoler,
    • fordi jeg hadede fritidshjemmet og kun havde en ven der: hesten ved navn “Olga”, og
    • fordi jeg aldrig havde det “rigtige” tøj.
  2. Adskillige frikvarterer blev brugt på skoletoilettet (og sådan nogle er pr. definition ulækre, ildelugtende og fyldt med gennemblødte papirhåndklæder), og
  3. Det var ugleset, at jeg stort set ikke lavede lektier. Det havde jeg ikke grund til, for jeg gentog bare, hvad læreren havde sagt den foregående time. Andet forventedes ikke. Selvstændig tænkning blev der først behov for i de ældste klasser. Stilene, blækregningen og den slags blev jeg selvfølgelig nødt til at ordne.

Havde man dengang haft specialklasser for børn med særlige behov “til den gode side”, var jeg vel landet der, og det havde været langt bedre. Noget, der helt sikkert kunne være afhjulpet, var de sociale vanskeligheder. Måske var der nogen, der kunne have taget hånd om alt det, jeg ikke kunne. Det faglige var uproblematisk, og det var i vidt omfang problemet: det gjorde mig anderledes, og jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg kunne “blive som de andre”.

Drømmen om privatskole

Jeg husker tydeligt, at jeg drømte om at gå på privatskole, da jeg havde en forestilling om, at det sådan et sted ville være et mindre problem, at det faglige var uproblematisk. Men det var der selvfølgelig ikke penge til; med voksen-briller vil jeg mene, at der ikke blev prioriteret sådan. Om det er en fejlslutning, er jeg ikke klar over. Måske er jeg urimelig? Der er ikke nogen at spørge – og det er sådan set godt nok.

Jeg korresponderer med en anden med Aspergers syndrom, som også slægtsforsker. Vi er jævnaldrende. Hans oplevelse af folkeskolen er en helt anden: han var “ham den sære”, men han havde mange kammerater og let ved det sociale. Så man behøver ikke have haft en svær tid i folkeskolen, men mit klare indtryk er, at det var/er en prøvelse for mange på Autismespektret.

Mine drømme indfriedes på det toårige Statens Kursus til Studentereksamen; jeg var fx vild med både tysk og latin, fordi der var så herligt meget orden i sagerne. Det var logisk og derfor nemt. Engelsk var derimod ikke min kop te. Det var for løst i fugerne. Herpå fulgte selvfølgelig Købehavns Universitet på et studie, hvor der også var orden i sagerne. Glemt var årene fra 1970 – 1980 – Gudskelov.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

,

Den autistiske hjerne og De skjulte talenter

Den autistiske hjerne og De skjulte talenter

At gå systematisk frem

Den autistiske hjerne og De skjulte talenter

I 2017 påbegyndte “DR Dokumentar” en serie, de kaldte “De skjulte talenter”. Der er tre sæsoner: tre afsnit i 2017, tre afsnit i 2018 og to afsnit i januar 2021. Jeg har scannet dem alle for at se, om der var noget i de i alt otte afsnit, der kunne lede mig på sporet af, hvordan andre autistiske mennesker arbejder med de sociale kompetencer – eller rettere manglen på samme. På en måde var det opløftende at se, at næsten alle synes at have problemer på det sociale område, men de medvirkende havde modet til at gøre noget ved dem. Det ved jeg ikke, om jeg har; på den anden side set er der vel kun en vej her i livet, og det er fremad.

Men jeg fik også meget andet ud af at se udsendelserne, som jeg tog notater til. De kommer her:

Ny viden – lige ud af posen

Min historie om Aspergers syndrom findes her. Selvom jeg synes, jeg har godt styr på, hvad autismespektret og Aspergers syndrom går ud på og medfører, var der også meget nyt og spændende, der gjorde mig klogere. Især lagde jeg mærke til Christina Sommer, der på det tidspunkt var konsulent, vist nok hos Psykologisk Ressourcecenter, men siden har startet sit eget med fokus på Aspergers syndrom.

Der var ingen tvivl: hun har mødt massevis af autistiske mennesker, så hun ved præcis, hvad hun taler om. Jeg var så begejstret, at jeg faktisk kontaktede hende med henblik på et forløb, også selvom det er hundedyrt, men hun er optaget langt ud i fremtiden og har opgivet at have en venteliste. Jeg efterspørger hjælp til det med det sociale, for der må ske et eller andet. Nu er en tanke født, og den vil jeg gå videre med.

Psykologen har længe sagt, at jeg ikke kan leve på en ø, og krigen i Ukraine viser, at hun (igen) har ret. Hidtil har jeg ment, at det gik ganske fint. Jeg ved ikke, om disse ting er hendes kernekompetencer; på den anden side set, kender vi jo altså hinanden vældig godt, og det vil tage lang tid at forklare en anden om, hvem jeg er. Kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien siger også, jeg bør gøre noget. Men hvad?

Jeg har skrevet til psykiater Pia Bohn Christiansen, der udredte mig, og som jeg vældig godt kunne lide:

Kære Pia

Jeg oplever i stigende grad relationelle problemer. Den aktuelle krig i Ukraine gør, at jeg er blevet opmærksom på, at jeg har for få at tale med. Faktisk har jeg ingen venner. Jeg formulerer det overfor mig selv som følger: “Jeg ved ikke, hvordan man har venner. Jeg kender ikke reglerne for venskaber”. Er det noget, du kan hjælpe med? Hvad koster det? Ventetid?

De bedste hilsner

Christina Sommer om mennesker med Aspergers syndrom

Du ser hende i sæson 1, episode 1, 13 minutter og 15 sekunder inde i udsendelsesrækken “De skjulte talenter”.

Jeg er klar over, at flere af udsagnene herunder overlapper hinanden, men hun sagde det samme flere gange bare på lidt forskellige måder. Jeg kan identificere mig med alle udsagnene, derfor kommer de alle med:

  • De har fokus på at ville det gode og det rigtige. De er præget af en meget stor “ordentlighedsfaktor”; drevet af at være ordentlige mennesker.
  • De elsker regler, lærer udenad og tjekker af om tingene nu også passer. Hvis andre bryder reglerne, er det simpelthen for dårligt.
  • De opleves som nørdede, har fokus på detaljer med stor viden, entusiasme og energi inden for deres specialer, som måske dækker et meget lille område.
  • De trives glimrende med “det er sådan, man…”.
  • De pakker ikke tingene ind. Der er en enorm umiddelbarhed.
  • Hvad er rigtigt og forkert? Der er ikke så mange nuancer.
  • De er omhyggelige og spotter alle detaljer.
  • En normal hjerne består af en masse forbindelser, der “taler sammen”. Den autistiske hjerne har endnu flere forbindelser, der “taler sammen”.
  • Talenter: alle mennesker har talenter, men autistiske mennesker gør alt til 100 pct. perfektion næsten uanset hvad, det drejer sig om. De er ikke tilfredse, før det er næsten sublimt.
  • Når det autistiske menneske træder ind i et “socialt rum”, skal det virkelig tænke over “hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg sige, hvordan gør man?” for at virke så “normal” som mulig. Det kræver mange ressourcer.
  • De har en særlig kognitiv stil, en særlig tænkestil. Måden informationer bearbejdes på er særlig. Tænkningen er meget konkret.
  • Mange hverdagsting bliver vildt svære. Hjernen arbejder på højtryk og er hele tiden på overarbejde. De er sansesensitive i forhold til fx lyde, lugte og indtryk, samtidig med at de skal forholde sig til, hvad folk siger, samtidig med at de skal tænke over, hvad de selv skal sige.
  • Indtryk bearbejdes konstant.

Christina Sommers hjemmeside findes her.

Når man udreder for autisme, ser man efter tre ting

  1. Sociale kompetencer
  2. Forestillingsevne
  3. Kommunikationsevner

Det passer fuldkommen til, hvordan jeg husker min egen udredning hos psykiater Pia Bohn Christiansen, som jeg valgte at vente næsten et år på, fordi jeg ville have en, der både havde forstand på bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom, fordi det er nærmest umuligt at kende forskel på særinteresser og manier (i hvert fald for mig selv). I begge tilfælde kan jeg blive så opslugt af et emne, at jeg kan glemme alle primære basale behov i time-/dagevis. De er simpelthen ikke vigtige. Jeg kan både spise og sove i morgen i stedet for i dag, for jeg er lige i gang med dette eller hint.

Jeg “dumpede” klart på både sociale kompetencer og forestillingsevner. “Dumpede” er det forkerte ord; det var dem, jeg scorede meget højt på.

Klinisk professor Troels Wesenberg Kjær

Professoren havde en del tørre facts med: fx at ¾ af de diagnosticerede autistiske mennesker er drenge/mænd blandt andet fordi, de er lettere at afkode. Min refleksion er, at der så må være et stort mørketal blandt piger/kvinder? Internationale undersøgelser har vist, at 70 pct. af de autistiske mennesker befinder sig udenfor arbejdsmarkedet. Man regner med, at tallet er det samme i Danmark. Og hvorfor skulle det nu ikke være det?

Den socialøkonomiske virksomhed Specialisterne har sat sig som mål at bringe 1 million (på verdensplan) autistiske mennesker ind på arbejdsmarkedet. Specialisterne blev stiftet i 2003 af Thorkil Sonne, efter at hans søn Lars som treårig blev diagnosticeret med infantil autisme. Med familiens hus som sikkerhed, startede Thorkil en virksomhed, der ville ansætte mennesker med autisme til at løse opgaver i IT-branchen. Nu er der velfungerende samarbejder med virksomheder som fx Microsoft, IBM, Hewlett Packard og SAP. Og i parentes bemærket slår Lars ham oftest i skak og udregner med lynets hast antallet af resterende lovlige træk for Thorkild.

1 pct. af befolkningen befinder sig på autismespektret. Ud af disse har 10 pct. særlige talenter. Og de mennesker, vi møder i serien, har virkelig særlige talenter. Jeg er dybt imponeret af dem. Selv har jeg på ingen måde nogen af disse særlige talenter. Et eksempel er, at Novo Nordisk ansætter Louise Wille (det skønne menneske) i en form for to-årigt prøveforløb, da de regner med, at det vil tage ca. to år at løse de opgaver, de har til hende. Hun har imidlertid løst dem på tre måneder! Da DR spørger hende fem år senere, hvor hun er forfremmet til  Data Scientist, hvordan hun synes, hun har udviklet sig, svarer hun “Jeg har fået nye sko”. Man kan kun holde af hende.

Autisme er ikke en sygdom men en forstyrrelse i hjernen. Hjernen udsender strøm, når den arbejder. Det måler man med en EEG-scanning. Inden for autismespektret vil langt de fleste have et helt normalt EEG. Man kan ikke som sådan udpege egentlige dysfunktioner.

Den autistiske hjerne oplever glæde, når ting passer i systemer. Hjernen bliver glad over systemer. Men det autistiske menneske har svært ved at vide, hvad det så gør, når tingene omvendt ikke passer ind i systemerne. “Hvad gør jeg så?” (For egen regning tilføjer jeg: “Hvad er reglerne?”)

Professoren er gennem sit arbejde blevet overrasket over, hvor knivskarpe autistiske mennesker er til det, de er dygtige til og fokuserede på. Helt almindelige ting kan omvendt udgøre næsten uoverstigelige problemer.

Den autistiske hjerne er typisk god til mønstre. Når man er god til mønstre, ser man nogle sammenhænge, fordi man har nogle netværk i hjernen, der trækker informationer ud (ekstraherer). Man ser forskellene.

Interessen for autismespektret er voksende – mange vil gerne forstå den autistiske hjerne.

Evnen til at aflæse ansigter ligger under middel, fordi hjernen ikke er programmeret til det.

Sanseforstyrrelser, som fx lugte og lyde kommer ufiltrerede ind i hjernen. Fylder meget mere end for “normale” mennesker.

Det autistiske menneske har ofte svært ved at etablere og vedligeholde venskaber. Arbejdspladser kræver, at man kan samarbejde – men det er svært, da det i sig selv kræver sociale kompetencer.

Professorens dyster

Troels stiller op til en masse små konkurrencer/tests mod de forskellige autistiske mennesker, vi møder i udsendelserne, og selvom han er professor, taber han i hver evig eneste test – uden undtagelse. Han fortæller, at han har en faible for tal, men han kan på ingen måde slå Louise: De dyster om, hvem der kan se på 36 tal så længe de har lyst, og så bagefter gengive dem. Louise kan huske alle 36 tal på 58 sekunder – professoren kan huske 19 tal. Rent faktisk kan hun også huske dem 1½ år efter. Og på samme måde kan hun skrive dem alle i baglæns rækkefølge. Det er helt vildt.

Med en anden kombattant skal han lægge puslespil. Han er selv tilfreds, da han på de afsatte 10 minutter har sat 13 brikker sammen. Trine (var det vist) satte herefter alle 200 brikker sammen på samme tid. Billedet ændrer sig ikke, da de lægger et andet puslespil nu med billedsiden nedad og altså den blanke side opad. Det er også vildt.

Vi tager tingene ret bogstaveligt

Det er ikke overfor det autistiske menneske, du skal fremfinde alle dine metaforer, for vi tager tingene ret bogstaveligt. Louise kommer med nogle gode eksempler, som jeg godt kan smile ad men til fulde forstår:

  • “At stikke en finger i jorden”. Louises bemærkning: Det er da noget mærkeligt noget, og i øvrigt befinder vi os på 1. sal.
  • “At tygge på noget…”. Det tog hende tid at finde ud af, at det betyder at overveje noget grundigt.
  • “At tabe ansigt”. Louise troede, det var et led i en smertefuld proces, men det betyder bare at miste andres respekt.

Hun har fundet en ordbog på nettet, der så at sige “oversætter” metaforerne. Den har jeg ledt efter; ikke fordi jeg selv har sproglige problemer, men bare fordi det kunne være sjovt at læse den.

Jeg har dog et enkelt eksempel, jeg husker fra min barndom: Når jeg hørte udtrykket “At kende sine lus på gangen” forestillede jeg mig altid noget i retning af “Utøj i korridoren”.

 

Den autistiske hjerne og De skjulte talenter

Den autistiske hjerne og De skjulte talenter


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, , ,

Mere sjov med det svære danske sprog

Mere sjov med det svære danske sprog

Det går tjept i “sprogbutikken” p.t.

Mere sjov med det svære danske sprog

Det kan være svært for en person med Aspergers syndrom at bruge de sociale medier og i det hele taget at bevæge sig på nettet, fordi man kun ser fejlene. Jeg kender mindst en anden person med Aspergers syndrom, der lukkede sin konto på Facebook, fordi han ikke kunne holde det ud længere.

At man kun ser fejlene, svarer til hvad psykologen forklarede om en autist, der kun ser revnen i væggen men ikke den omgivende væg. Selv holder jeg ud, fordi det morer mig at samle sammen til disse poster om sprog.

Opsnappet siden den 21. januar 2022

  1. “men når det så er sagt…”. Jeg fik forslaget tilsendt fra en læser efter den seneste post om sproget. Mange tak for det. Udtrykket går igen og igen. Jeg synes, det er træls, når man kunne sige “Derimod mener jeg…” for der er oftest tale om, at vedkommende fremsætter et synspunkt og straks modificerer det.
  2. Uha, jeg kan altså ikke lide “et skriv”; alternativet kunne måske være “artiklen”, “indlægget”, “posten”, “kommentaren” eller lignende?
  3. Åh, det gør næsten ondt, hver gang jeg ser det angelsaksiske apostof-s i en pæredansk sammenhæng som fx dette: “Klara´s postkortsamling”.
  4. Dette gør også næsten ondt: “fremadrettet”.
  5. Det samme gælder alle konstellationerne med “fik at vide”, der ofte bliver til “… fik jeg afvide”.
  6. Det har stor betydning om navneord sættes sammen eller ikke. Angelsaksiske tilstande sniger sig også ind på dette område. Sammensatte ord driller mange: “Dobbeltmoral” er formentlig kun en fjerdedel af “dobbelt moral”.
  7. Og flere sammensatte ord (eller rettere adskilte) hentet på Facebook: “Næste kærlighed” er noget ganske andet end “Næstekærlighed”.
  8. En journalist (altså en professionel sprogbruger) på vanloseliv.dk:
    • Mere bøvl med sammensatte navneord: “…har haft sin frisør salon i seks. Hun er…”
    • Jeg er sikker på, at stavekontrollen kunne have fanget disse to: “…afslag, der nu er koncerteret om til en godklendelse.”
    • Konklusion: Det skulle åbenbart gå stærkt, så der blev ikke tid til at læse korrektur. Travlhed synes at ramme flere og flere journalister.
  9. Hvis man skriver lydskrift, kan dette sagtens bruges: “… så er vi noget langt”. Det minder mig af en eller anden grund om, at jeg i 1980/81 ville lære at stenografere, men jeg egnede mig slet ikke.
  10. Hvordan kan det være, der pludselig er så mange, der ikke er klar over, at anden person flertal skal skrives med stort “I”? Er det igen besværet med – og tidsforbruget ved – at trykke på en ekstra tast på telefonens tastatur?
  11. En bruger af et forum for slægtsforskere ledte efter “hans peter jensen”. Jeg læser det umiddelbart som “hans Peter Jensen”, og det giver ikke megen mening.
  12. Af og til kan selv et lille “e” betyde en del: “… sagde ja tak til, at jeg måtte fotografer dem”.
  13. Færre og færre kender forskel på nutid og datid (tænk bare på “nutids-r”)
    • Her et eksempel med “synes” og “syntes”: “Jeg ville ikke syntes at det er særligt betryggende…”
    • Se også billedet herunder hvor det ikke lykkes for “Frie Skolers ledere” i en sikkert dyr annonce at kende forskel på “lykkes” og “lykkedes”, og der er mange, det ikke lykkes for. Hvis man er i den situation, hvor man gerne betaler en mindre formue for at indrykke en annonce, forstår jeg ikke, at man ikke får en ven til at læse korrektur eller evt. betaler en korrekturlæser det beskedne beløb, det ville koste at gennemse en sætning eller tre.

 

Mere sjov med det svære danske sprog

Mere sjov med det svære danske sprog

,

Kæreste med livet langt om længe

Kæreste med livet langt om længe

Et liv i taknemmelighed

Kæreste med livet langt om længe

Jeg skal til ECT på onsdag, hvilket betyder, jeg har været til PCR-test på Psykiatrisk Center i Glostrup i dag. Det er lidt fjollet, for selvom jeg evt. skulle være positiv, får jeg behandlingen alligevel, fortæller de; de ifører sig blot “rumdragterne”.

Det betyder også, at jeg ikke bør gå nogen steder i morgen. Og endelig betyder det, at jeg ved 18 – 19-tiden i morgen tager derud for at overnatte. Det virker! Jeg sover lidt derude, og lidt er bedre end ingenting, der er nogen at tale med, jeg er tryggere der, og så er den tåbelige angst mindre. Medarbejderne er blevet så søde, måske fordi de nu er klar over, jeg ikke er farlig hverken fysisk eller i overført betydning. Jeg får det bedste værelse – det med bad, for det er ikke en selvfølge, aftensmad med alt hvad hjertet kan begære inkl. frugter og kage. Det er næsten som at være på hotel. Psykologen siger, at jeg, når angsten melder sig i dagene/ugen forinden, skal tænke “Nu skal jeg på hotel” og ikke “Det er nok sidste gang, jeg låser min hoveddør”. Jeg synes efterhånden, det virker!

Jeg synes, angsten bliver en µ (en milliontedel) mindre for hver gang, og fortsætter det sådan, er jeg glad. Måske kan jeg være den kvit om nogle år.

Samlet set er ECT kommet til at tage tre dage på grund af Corona, men pyt med det, jeg har jo tiden…

Det er minimum 15 år siden, jeg har haft en virkelig kæreste. Den del har jeg afskrevet for længst, og jeg savner intet. Nu er jeg blevet kæreste med livet forstået på den måde, at jeg elsker mit liv. Det er fantastisk. Hver dag tænker jeg over den luksustilværelse, jeg langt om længe har fået. Snart har jeg siddet bag skærmen i ca. 10 måneder eller mere. Aldrig har jeg været lykkeligere.

ECT giver mig et normalt liv

Sundhedsvæsenet er stort set garant for, at jeg kan føre et næsten ganske normalt liv. Det gør væsenet ved at give mig ECT-behandlingen hver fjerde uge. Jeg bliver hentet og bragt både til PCR-testen og til selve behandlingen. Jeg går ganske vist hjem og sover timevis efter behandlingen men igen: pyt med det, jeg har jo tiden…

Parkinsonisme: Farvel og tak! Næsten ikke mere antipsykotisk medicin til mig. Der er 150 mg. Seroquel tilbage, men det er bare en “sikkerhedsventil” og så skal det hjælpe på søvnen. Og det virker koblet med 10 kg. kugledyne!

Jeg bliver holdt i hånden af den samme søde sygeplejerske hver gang, og det er den samme medarbejder, der kommer og måler værdier (temperatur, iltmætning og den slags) inden behandlingen. Efterhånden kender jeg dem ret godt. De er gode og dygtige mennesker, der er klar over, hvad behandlingen betyder for mig: jeg er afhængig af den.

Jeg har opgivet at få styr på lægerne, men bare de har styr på mig, er alt i orden.

Andre synes muligvis, det er mærkeligt

  • Jeg dyrker min slægtsforskning, ofte 16 timer i døgnet,
  • jeg er i gang med at lære hemmelighederne bag min egen TNG-side (The Next Generation of Genealogy Sitebuilding) at kende, fx fik jeg i går siden til at gå helt ned,
  • jeg er i færd med at oparbejde et internationalt netværk af (andre) TNG-nørder,
  • jeg skriver, når jeg har lyst og noget på hjerte (ikke sjældent),
  • jeg kan bruge timevis på at finde dokumentation for påstande i en blogpost,
  • jeg sætter mig ind i det, jeg har lyst at sætte mig ind i,
  • jeg spiser, når jeg er sulten – oftest kun en gang pr. dag,
  • jeg går i seng, når jeg er træt, hvad enten kl. er 21:30 eller 01:30 og står op, når jeg vågner af mig selv, og
  • jeg dyrker mine særheder.
  • Endelig, endelig er jeg blevet den, jeg altid har været. Nu kan jeg endelig agere som mig selv.

Jeg ville blive vanvittig, hvis jeg fx skulle afsætte tre eller fire aftner om ugen til samvær inkl. overnatning. Og det forventes man typisk at gøre, hvis man er i et forhold. Da jeg for mange år siden var ung, havde jeg masser af kærester (kun en ad gangen), for det forventedes både af andre og mig selv. Men jeg oplevede det med tidsforbruget og forpligtelsen til samvær som en belastning. Nu er jeg blevet gammel og kan tillade mig at vælge fra og til, som det passer mig. Og mine valg generer ingen.

Hvor er det skønt.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.