,

To emner

Emnerne i dag er vidt forskellige og har ikke noget med hinanden at gøre.

WordPress: Min blog kører i et WordPress setup, og det er jeg vældig begejstret for, for der er så mange muligheder, og så er det gratis. Der findes en masse themes, der tilføjer ekstra funktionalitet og som giver bloggen en ansigtsløftning.

Nu har jeg arbejdet en del med mit site og har fået det til at se ud, som jeg gerne vil have. De andre gange, jeg er startet med at renovere sitet, er jeg gået i stå, fordi jeg ikke har kunnet finde et theme, der passede godt til mit indhold. Det synes jeg er lykkedes nu. Der var flere ting, jeg gerne ville; en af tingene var at få en højre kolonne, med alle de nødvendige informationer. I sær er jeg blevet glad for det lille slideshow, der kører ude til højre. Alle personerne på billederne er fra min egen slægt. Det er sjovt at arbejde med disse ting.

Min udbyder Meebox tilbyder en 1-click-installer. Den er rigtig smart, hvis man er ny i faget. Med installeren kan man være oppe og køre efter kort tid. Herefter kan man gå i gang med at vælge skrifttyper, themes mv. Jeg fandt denne side, der tilbyder informationer om fonte, om hvad der skal tænkes på, når der vælges skrifttyper. Aktuelt har jeg selv valgt Verdana, som er en klassiker på nettet og som er designet specielt til at blive læst på skærmen. Verdana er en grotesk font og har således ikke de små fødder som fx Courier.

Meebox har også leveret gode guides til WordPress. Her er fx en guide om, hvorfor man skal holde sitet opdateret, den komplette guide til et sikkert WordPress website og optimering af WordPress. Jeg har afprøvet flere af de tips, der omtales, og det virker!

Arbejdsmarkedet: Jeg har siddet og lyttet til lydfilerne fra sidste uges samtaler med erhvervspsykolog Anette Friis og erhvervsrådgiver Jane Hansen. Det er to kloge koner med årelang erfaring; det er dejligt at være i gode hænder.

Med Anette talte jeg meget om den sorg, der er knyttet til det ikke at kunne klare mig på den almindelige arbejdsmarked længere. Jeg måler mig stadig med “de gamle briller”, men det er en dårlig idé, da det er kontraproduktivt, og bare gør mig trist til mode. Jeg bliver nødt til at omstrukturere tankerne, så jeg kan få succes i stedet for nedture. Det er bare lettere sagt end gjort, men det er pinedød nødvendigt. Jeg har altid været karrieremenneske, og jeg har altid været “firmaets mand”; det kan jeg ikke mere, og det er smerteligt, da jeg altid har hentet min identitet på mit arbejde.

Målet er i stedet at finde et godt job, som jeg kan klare rigtig godt og blive glad for.

Jane Hansen siger, at jeg næppe kan arbejde mere end de 16 – 18 timer, men hvor ved hun dog det fra? Men det passer jo fint med grænsen for at være “for rask” til et fleksjob. Måske har hun viden og erfaring fra andre med bipolar affektiv sindslidelse?

Generelt: Jeg er rigtig glad for at komme i Psykiatrifonden, for jeg føler mig på rette hylde og forstået. Kommunen siger, at det er det dyreste forløb, men jeg synes, at pengene er givet godt ud.

7 Svar
  1. Eric
    Eric siger:

    Jeg synes også, at dit nye design er bedre; det gamle var måske en kende for minimalistisk eller spartansk. Der arbejdes meget med temaer, som tilpasser sig fleksibelt til alle skærmstørrelser, og man gør stadig fremskridt. Uanset hvad, er der det med, at forandring fryder.

    Det er rart at høre, at du er tilpas med psykiatrifonden 🙂

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Tak – det glæder mig oprigtigt, at du kan lide det. Det er korrekt, at det gamle var spartansk, men dengang jeg implementerede det – for snart mange år siden – var jeg meget optaget af, at der ikke skulle være elementer, der kunne forstyrre læseoplevelsen. Med det nye tema, hvor der er uendeligt mange muligheder, er kunsten at begrænse sig, og ikke klistre alt muligt på, bare fordi det er muligt.

  2. Lene
    Lene siger:

    hold da op, tænk at du kan jonglere rundt i alle de forskellige funktioner, der skal til for at få WordPress til at køre. Hatten af for det. Og så fornemmer jeg en anden ro over dine indlæg nu, jeg tror også du er inde i et godt forløb nu. Superide med at optage samtalerne, så du kan lytte og tænke over det I har talt om. God mandag til dig.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Lene

      Når det er sjovt, er det ikke så svært at jonglere rundt med WordPress. Herudover er jeg temmelig stædig, og med den kombination går det jo.

      Forløbet i Psykiatrifonden er rigtig godt og givende. Da jeg kom syntes jeg, jeg vidste det hele. Det ved jeg nu, at jeg ikke gjorde.

      Det med at optage møder er et led i de kompenserende strategier. Det er så fedt at kunne sætte sig ned og lytte senere.

      God mandag til dig.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.