Indlæg

/2 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Transpersonerne og tørklæderne

Transpersonerne og tørklæderne

De vigtigste valgtemaer?

0) Transpersonerne og tørklæderne

I denne artikel prøver jeg at få styr på tankerne om transpersoner og tørklæder, da begge diskuteres højlydt på Facebook. Dette er, hvad man på nudansk kalder et “long read”, altså et “langlæs” så sæt tid af, hvis du gider …

Er de virkelig de vigtigste valgtemaer, når forholdene i psykiatrien og resten af sundhedssektoren er uholdbare, når de unge trives dårligt, når inflationen raser, når ældreplejen er gået amok og når klimakrisen er enten nært forestående eller allerede brandaktuel med store skovbrande i Sydeuropa.

Jeg kommer helt sikkert til at lægge mig ud med mennesker, der mener noget andet end mig. Det er fint. Jeg diskuterer gerne. Kommentarer er velkomne her på siden, ikke på Facebook, idet sammenhængen mellem artiklen og kommentarerne så forsvinder i løbet af ganske få dage. Og det er ærgerligt for både dig og mig.

Kommenterer du her for første gang, skal din kommentar godkendes. Det skyldes kampen mod spam og andet skrammel. Det laver jeg ikke om på for din skyld.

1) Transpersonerne

Nogle mener, at man tildeles et køn ved fødslen, og at vi må acceptere, at køn er et spektrum.

Følgende citat stammer – lettere redigeret – fra en af mine bekendte på Facebook ved navn Anne Brøndum, der modigt lægger sig ud i debatten med de såkaldte “transaktivister”. Jeg er fuldkommen enig med Anne.

Biologisk køn er ikke et spektrum. Der er to køn: han og hun. Nogle føler sig som det modsatte køn, eller føler at deres køn er flydende. Men deres kromosomer vil stadig være enten xx eller xy.

Jeg røg selv en dag ind i en debat med transpersoner. Uha, det skal man passe på med, for hvert et ord bliver vendt, drejet og misforstået. Debatten bliver i realiteten en debat om følelser og ikke om facts.

Årsagen til min debat

Jeg tillod mig at have en mening om lovforslaget om, at de sidste fire cifre i CPR-nummeret kan ændres helt fra fødslen, dvs. det juridiske og reversible kønsskifte, der så besluttes af forældrene, da baby ikke har følelser for de tal. Vil man have en pige, men får en dreng, laver man da bare et juridisk kønsskifte.

Mine medkombattanter mente, at lovforslaget var væsentligt at få gennemført, da det kan være vældig svært i en lufthavn for en person, der i passet er anført som fx pige, da hun er født uden penis men med uterus mv., men er påklædt som dreng. Jeg spurgte, hvor stort “problemet” er. Flere blev sure over citationstegnet. Fra min side lå der intet nedladende i tegnet. Herefter måtte jeg fortælle lidt om mig selv. Og det udvider jeg i det følgende:

Min tid som “drengepige”

Jeg voksede op som det, man dengang kaldte “drengepige”, og jeg tænkte i mange år over, om jeg ikke hellere skulle have været en dreng.

Da jeg var ca. fem år, syntes min elskede far, jeg skulle gå til dans. Han var selv en dygtig danser med masser af præmier mv., og ønskede derfor at introducere mig til den verden. Jeg hadede det, og det værste var sådan set kjolen og de fine røde Scalasko. Jeg følte mig “klædt ud”, og i øvrigt foretrak jeg at klatre i træer, lege såkaldte “drengelege” og konstruktionslege med noget, der, dengang i forhistorisk tid (før 1972), hed Bilofix og Meccano. Biolofix var til de meget unge år, mens Meccano forudsatte, at man var lidt ældre, så man kunne styre de små metalskruer mv. Med begge dele kunne man bygge fx løftekraner mv.

Når drengene ikke ville danse med mig, lovede jeg dem tæv. Herefter ville de pudsigt nok gerne. Sikke nogle tøffelhelte.

Følelsen af at være klædt ud varede ved. Det værste ved konfirmationen var kjolen. Den hadede jeg også.

Jeg tænkte ikke på de sidste fire tal i mit CPR-nummer. I øvrigt er jeg født, før man opfandt CPR, der kom til i 1968. Der var jeg fem år.

Antallet af tissemænd skal være netop 1

Måske som konsekvens af i min barndom at have set for mange genitalier hos en voksen (min “mors” mand begik daglige overgreb gennem seks år), levede jeg 10-15-20 år som lesbisk. Det var det helt rigtige for mig, og jeg har elsket mange dejlige kvinder.

Jeg udviklede tesen om, at for at samfundet betragtede ens kærlighed som “rigtig”, skulle der i et parforhold være netop 1 tissemand. 2 var for mange, og 0 var for få.

Som voksen og for få år siden mødtes jeg med fuldt overlæg med et dejligt menneske, en mand, der var “gået hele vejen” og havde fået foretaget en irreversibel kønsskifteoperation, rejst mange gange til Belgien (jeg kan ikke huske hvorfor, men det havde helt sikkert med kønsskiftet at gøre) og havde haft de samme tanker som mig livet igennem. Jeg kunne stille ham alle de spørgsmål, der havde spøgt i knolden i så mange år. Det var dejligt at få nogle svar fra ham.

Jeg tog hele problematikken med til psykologen, og vi brugte mange seancer på at drøfte den. Jeg kom med mine tvivl: Skulle jeg også “gå hele vejen” og ville en kønsskifteoperation også være rigtig for mig? Efter mange samtaler gik jeg derfra med en klar bevidsthed om, at det skulle jeg ikke.

To valgtemaer: Transpersonerne og tørklæderne

Kunne vi ikke bare udvide grænserne for, hvad de to køn kan og må?

Min far, Jørgen Stegemüller (1922 – 1972), var en meget feminin mand. Han broderede mellemlægsservietter (jeg har dem stadig i en skuffe), mens min “mor” tog slæbet i haven med at lægge fliser Samtidig var han patriarkalsk og bestred et job, der dengang var forbeholdt mænd, idet han var direktør for en større tekstilvirksomhed.

Dvs. at jeg i nogle år oplevede, at man kunne være den, man var, uanset ens CPR-nummer mv. Eksempelvis blev jeg taget ud af danseskolen, da jeg “tilfældigvis” fik ondt i ryggen hver mandag ved 17-tiden og Scalaskoene klemte, selvom de havde den rette størrelse. Jubi op i ananas-æbletræet igen.

På gamle billeder har jeg set masser af mænd i min nærmeste Stegemüller-familie, der var temmelig feminine. Se fx på billedet til højre. Det forestiller Rudolph Wilhelm Stegemüller (1910 – 1975). Han er min granonkel. Billedet er større, hvis du klikker på linket og ser det på min TNG-side (du skal lidt ned ad siden for at se billedet i stor størrelse). Du må kalde mig Mads (eller noget andet), hvis han ikke har feminine træk.

Der har i den del af min slægt altid været vide grænser for, hvad man “kunne” og “måtte” som henholdsvis pige/kvinde og dreng/mand.

Et er, hvad der foregår i familien og slægten. Et andet er selvfølgelig, hvad der foregår i samfundet.

I mit liv som drengepige, senere lesbisk eller bare androgyn, og nu som absolut ingenting, har jeg faktisk aldrig oplevet nedsættende tale, diskrimination, stigmatisering eller problemer i lufthavne. Der er større stigma knyttet til psykisk sygdom. Folk syntes, jeg var “anderledes”, men det var uproblematisk.

Der var og er masser af årsager til, at jeg er anderledes. Min seksualitet var bare en af grundene. Jeg har haft relativt høje stillinger i centraladministrationen gennem 23 år. Nogle af dem har været stillinger med masser af magt, som man i gamle dage mente var for mænd. Ingen har nogensinde stillet spørgsmål ved, at jeg har en relativt maskulin udstråling.

Da jeg “sprang ud” (sådan hedder/hed det) som lesbisk i 1981, var de eneste, der ikke ville have med mig at gøre, min “mor” og hendes mand. Men det var gensidigt og dermed uproblematisk.

Ergo: lad dog mennesker være dem de er, og glem tallene i CPR-nummeret.

Det er min holdning, at forældre ikke ved fødslen eller senere har ret til at rode med de tal. Lad drengepigen og tøsedrengen lege de lege, de vil og senere bestride de jobs, de vil – og sidst men ikke mindst – have sex med dem, de vil.

Juridisk kønsskifte på børn er en urimelig handling – jeg vil kalde det et overgreb. Voksne kan gøre, som de vil evt. ved at “gå hele vejen” og få foretaget en kønsskifteoperation, hvor der ikke rigtig er nogen vej tilbage. At udvide grænserne ville også løse problemet med, at der er et frygtelig højt antal selvmord hos transpersoner.

Jeg har enormt svært ved at se “problemet”. Men okay – måske har samfund og normer ændret sig. Og jeg mener ikke, man skal lovgive om et problem, man ikke kender omfanget af. Og det leder lige ind i tørklædedebatten.

2) Er tørklæderne virkelig en diskussion værd?

To valgtemaer: Transpersonerne og tørklæderne

To valgtemaer: Transpersonerne og tørklæderne

“Kommissionen for den glemte kvindekamp” er – helt uden empiri men baseret på synsninger  – fremkommet med et vanvittigt forslag om at forbyde muslimske piger at have tørklædet på i folkeskolen. De er parate til at “gå hele vejen” (her er der tale om en anden vej). Den vej må betrædes, hvis det grundlæggende princip i dansk ret og retspraksis om ligebehandling, gør det nødvendigt også at forbyde andre religiøse symboler. Det kan være kors, kippa eller noget helt tredje, som folk bruger til at symbolisere deres tro. Det kan også være at forbyde “at gå til præst” i skoletiden osv. Jeg ved godt, at det nu er henlagt til ydertimerne. Man kan f….. ikke lovgive mod en bestemt religion, mens man lader de andre være. Det må vel kaldes racisme?

Herudover vil det være forkasteligt at gå i gang med en lovgivningsproces uden et empirisk grundlag. Det har jeg aldrig set før. Det er politisk bestilt makværk op til endnu en beskidt valghamp. Klikker du på linket kan du læse om den del der.

På kommissionens hjemmeside har jeg sakset dette, men du kan finde hele sammenhængen nederst på denne side

Formand for Kommissionen for den glemte kvindekamp, Christina Krzyrosiak Hansen, udtaler:

”Piger, der vokser op i Danmark, skal selv kunne bestemme, hvilket tøj de vil gå i …

Hvis der indføres forbud mod tørklædet, kan pigerne netop ikke bestemme hvilket tøj, de vil gå i. Kan medlemmerne af kommissionen (de fleste er fra Dansk Folkeparti, resten er Socialdemokrater, blandt andet Christina Krzyrosiak Hansen) virkelig ikke indse det? Så må de være dummere end politiet tillader.

Problem med social kontrol?

Er der et problem med udbredt social kontrol, skal det selvfølgelig løses. Men den med at “beskytte pigerne” har vi altså hørt før. Støjberg var afsender – derfor kalder jeg hende normalt “Støjsenderen”. Men vi må jo først vide 1) om der er et problem og 2) hvor stort det er. Synsninger er ikke tilstrækkelige.

I Danmark har vi gudskelov religionsfrihed. Det er så vigtigt, at det står i grundloven, som det ikke er meget, der kvalificerer sig til. Vil man virkelig foretage en grundlovsændring for at løse et problem, man ikke kender omfanget af?

3) Valgtemaer?

Det er min klare holdning, at Danmark har mange andre problemer, der skal løses før ukendte problemstillinger med transpersoner og tørklæder. Det er til gengæld ikke svært at forstå, at nogle finder begge velegnede til valgkamp. De er nemlig lette at forstå og synes noget om.

Det er meget sværere med psykiatrien og resten af sundhedsvæsenet, inflationen, samfundsøkonomien, beskæftigelsen, klimaet mv. I Ugeskriftet kan man eksempelvis læse følgende om psykiatrien, der er mit hjertebarn.

Kvalitetsløftet på kræftområdet var betinget af en meget stærk politisk vilje. Kære politikere, mobiliserer I den samme vilje på psykiatrien? skriver psykiater og stabslæge Jeanett Bauer.

Der er bare det, at de fleste partier (ingen nævnt, ingen glemt) har et partiprogram og en hjemmeside, hvor man kan læse programmet. Det bør være pligtlæsning inden god nat, før man står i det lille telt med blyanten i hånden.

Happy valgkamp!

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Fra psykolog til sparringspartner

Fra psykolog til sparringspartner

Jeg kan vist selv

Fra psykolog til sparringspartner

Jeg var hos psykologen i går. Det var – som altid – godt. Vi fik vendt mange ting fx:

  • det med min glæde over min nye halvsøster og hvordan jeg bedst håndterer det,
  • min forvirring over det med min fars ungdomskærestes børn/oldebørn,
  • hvordan jeg passer på min pensionisttilværelse samtidig med, at jeg er glad over måske at kunne bruges til noget hos specialsport.dk, og så kort
  • skal jeg holde en “pause”? Jeg kommer jo ikke med noget “tungt”. Jeg har det godt!

En del af det kom til at handle om, hvor skønt det må være for jer uden autisme at sanse i stedet for at lede efter regler.

Os med autisme leder ofte efter regler om det ene og det andet (og det tredie), og vi ved ikke, hvad/hvordan man gør, når der ikke er nogen regler. Er man på autismespektret, er regler vidunderlige, for så ved man, hvordan man skal håndtere de fleste situationer.

Der er mange dele af autismespektret, der ikke passer på mig, men denne del gør helt bestemt. Jeg har svært ved “det relationelle”, som det så smukt hedder. Det er derfor, det ville have været så dejligt med en servicekat. En kat stiller ikke så mange spørgsmål.

Mht. min fars ungdomskæreste

Jeg kommer og banker på og gerne vil have “noget”, uagtet det er lidt uklart hvad, bortset fra at det er noget med familie, noget med tilhørsforhold og ikke at være frit i luften svævende. Her må jeg have lidt videre rammer for andre mennesker – også selvom jeg synes, det er underligt, familien ikke svarer på SMS’er mv. I min verden er det sådan, at har man fået en SMS, svarer man på den inden for “rimelig tid” (hvad det så end er, men det er et herligt juridisk begreb).

Svarer man ikke, er det – stadig i min verden – fordi man ikke vil mig af en eller anden årsag. Jeg regner så med, at det er mig, der har gjort et eller andet forkert eller er noget galt med. Jeg regner med, at der er noget galt, og dette “noget galt” kan jeg ikke regne ud, hvad er. Det er en del af min egen “ordentlighed” at svare indenfor “rimelig tid”. Jeg fatter ikke de ca. 120 ting, der kan gøre, at folk ikke får det gjort. De kan holde ferie osv. … Sådan er min verden bare ikke. Jeg forstår det simpelthen ikke. Psykologen er sød at kalde det “ordentlighed”, men man kunne også kalde det for “firkantethed”.

Jeg er efter i dag klar over, at det nok er mig, der tager fejl. Jeg har intet imod at blive gjort klogere! Det er derfor, jeg kommer.

Mht. specialsport.dk

Psykologen så vældig bekymret ud, da jeg berettede om projektet, så jeg måtte selvfølgelig spørge hvorfor, når jeg nu havde sagt det med at passe på min pensionisttilværelse, som jeg er så umådeligt begejstret for.

Hendes relevante bekymring er, at det kan være starten på en glidebane, fordi jeg til enhver tid vil gøre alt for at leve op til de forventninger, der stilles til mig. Får jeg en eller anden form for kompensation for to timer, arbejder jeg 20, og det dur ikke. Jeg bliver for nemt opslugt af uløste problemer; uanset jeg går ud ad døren, arbejder jeg stadig med problemerne. Jeg bliver for taknemmelig over at kunne bruges til noget, og jeg bliver enormt let opslugt af interessante opgaver. Det bliver let en anelse manisk, og det går bare ikke. Er der noget, der ikke harmonerer, er det bipolar affektiv sindslidelse plus Aspergers syndrom plus stress.

Jeg for længst sagt og skrevet til virksomheden, at jeg er bange for at sige “ja” til en masse, som jeg derefter må indse, jeg ikke kan gabe over og så efterfølgende måtte svigte. Psykologens vinkel er en anden: Som hun kender mig siden 2015, ved hun, at jeg aldrig i livet vil svigte andre/en opgave; jeg vil derimod nemt svigte mig selv – og det har hun ret i. Jeg mærker ikke, hvornår tingene tilter – eller det gør jeg måske nok, men først når det er på den anden side af galt. Der skal jeg bare ikke ud (igen).

Her kan firkantetheden faktisk komme mig til gode. Jeg bliver nødt til at opstille mine krav til, hvordan dette bliver rigtigt for mig – ikke for dem. Og det skal stå knivskarpt for begge parter. Ændrer forholdene sig, må der genforhandles. Den klare aftale skal være skriftlig, så den er klar for begge parter.

Mht. pausen

I et par måneder har jeg tænkt på at holde “pause”, eftersom jeg har det godt og ikke kommer med emner, der kræver en hardcore “psykolog-psykolog”. Jeg er på ingen måde klar til at sige “farvel” (endnu en gang), men “på gensyn” vil måske være fint nok?

Jeg har mere brug for en sparringspartner, for en der der kender mig godt, som stiller op for mig og som jeg kan trække på, når der er behov for det. Nogle af hendes klienter samler lidt til bunke i et par måneder og laver så en aftale. Det kunne jeg også forestille mig at gøre, fordi jeg så får det bedste af alle verdner: det store kendskab og en enorm tryghed kombineret med fleksibiliteten.

Jeg sidder og græder – men det er okay

Hvert år den 2. august tænker jeg på min (eneste) barndomsven: Bjarne Olesen. Det var hans fødselsdag. Han kunne være blevet 59 år i dag. Jeg har husket hans fødselsdag hele mit liv. Datoen er af en eller anden grund prentet ind i min hjerne.

For syv år siden valgte han at slutte livet. Jeg genlæste, hvad jeg skrev på dagen for hans bisættelse fra Præstø Kirke. Det var en meget speciel dag. Og det er specielt at sidde syv år efter og læse om den store ensomhed, jeg forestillede mig, han følte, og som jeg genkendte.

Uha.

/1 Kommentar/i /af

Af white trash er du kommet

Af white trash er du kommet

Til white trash skal du ikke blive

Af white trash er du kommet

Det er selvfølgelig en omskrivning af det velkendte begravelsesritual:

Af jord er du kommet.

Til jord skal du blive.

Af jorden skal du igen opstå.

For ikke at forfalde til selvmedlidenhed og flyde videre med den negative strøm pga. det, der lige nu er vanskeligt, mente psykologen, at jeg i stedet skulle huske på, at jeg på alle fronter har givet dem baghjul. Jeg udnævner fuldt berettiget min “mor” og psykopaten til “white trash”, og det har jeg fjernet mig fra – og det er jeg ærlig talt en lille smule stolt af.

Jeg har holdt fast i andre solide og klassiske værdier, hvor “ordentlighed” er nøgleordet, og jeg ved, hvor det kommer fra, hvilket jeg næppe behøver fortælle endnu en gang. Det paradoksale er, at jo mere jeg holdt fast i Jørgen Stegemüllers værdier, og det gjorde jeg helt bevidst, jo mindre brød hun sig om mig, og jo større blev afstanden. Egentlig er det logisk.

Jeg flytter ikke konstant for ikke at komme i myndighedernes søgelys. Det er ikke mig, der bor i den yderste udkant i noget faldefærdigt skrammel bygget i 1850, hvor et rum i ladelængen er fyldt op med tomme 1½-liters “vin”-flasker af mærket “Père Médard”. Hos mig er det ikke sidst på måneden omkring den 15., og varerne skal ikke skrives (men det kan man næppe lykkes med nutildags). Jeg har ingen børn, men havde jeg børn, ville jeg ikke sende dem på indkøb af flovhed over, at varerne igen skulle skrives, selvom det kun var den 12. eller deromkring. Mine børn skulle ikke vaske og ordne bil ind- og udvendigt eller pudse vinduerne udvendigt hver uge (begge dele fuldstændig vanvittigt). Det er “Askepot” om igen.

Mine børn ville opleve at blive inddraget i samtalerne omkring middagsbordet. De ville lære om almendannelse og om kunsten at argumentere ordentligt. De ville ikke blive sendt til højre for den yderste politiske højrefløj, hvor parolerne blandt andet var: “indfør dødsstraf, indfør atomkraft, luk Christiania og gør Glistrup til statsminister”.

Mine børn ville ikke sidde alene vinterdage foran en gravsten på heden, under hvilken den eneste ven i verden nu lå. Mine børn skulle ikke tage ansvar for en fraflytning otte måneder efter indflytning, fordi de “ikke kunne med” ham, der stod bag kontaktannonce # 1. Kendte jeg til overgreb fra psykopaten, der stod bag kontaktannonce # 2, ville jeg straks skride ind og ikke lade stå til i seks år.

De seks forbandede år

Normalt siger man “de fem forbandede år”, nyder ordspillet med de to * “f” og glæder sig over, at besættelsen nu er en del af historien. Jeg har ikke oplevet besættelsen, men jeg oplevede seks forbandende år. Når jeg tænker tilbage, ved jeg ikke, hvordan jeg kom gennem de år. Det eneste, jeg ved, er, at der skal en forbandet stærk psyke til at klare det, men det var også lige før, jeg ikke klarede det:

Da jeg var 14 år, havde jeg eftermiddagsjob hos isenkræmmeren i Aakirkeby. Familien tog sig af mig men greb ikke ind. De var blandt de mange, der leverede et frirum men ikke agerede. Dengang havde man vist ikke opfundet indberetningerne til de sociale myndigheder. Min egen “familie” var ikke begejstrede for eftermiddagsjobbet, idet jeg så forsømte de hjemlige opgaver, og de måske også fornemmede, at der blev spyttet sandheder ud på Torvet 2 i Aakirkeby. Særligt en eftermiddag står tydeligt: cyklen var brugt og blå. Den transporterede mig mellem Aakirkeby og Vestermarie (ca. fem km.). Jeg kiggede i grøften til højre og tænkte “Jeg skal dø for egen hånd”. Præcis med de ord. Den tanke forblev hos mig indtil for ca. 1½ år siden. Nu regner jeg med naturlig årsager.

Overgrebene begyndte på et eller andet tidspunkt i 1974, og helt sikkert før vielsen den 26. april 1975, der af en eller anden årsag, jeg ikke kender, fandt sted i Rønne. På det tidspunkt havde han konstant nulret min venstre hånd indvendigt med lange bløde sensuelle/seksuelle strøg fra sin langfinger, når vi fulgtes tværs over en stor plads i Vollsmose for at komme til P-pladsen. Jeg havde mødt ham tillidsfuldt og holdt i hånd, fordi jeg så gerne ville have en far igen. Jeg var 11 år. På samme tidspunkt havde han også tilbudt mig penge for at gå i karbad med ham.

Hvem var kriminel?

Jeg var på en eller anden måde klar over, at det var helt forkert og inddrog min “mor”. Hvor den bevidsthed kom fra, ved jeg ikke. Det resulterede i, at det var mig, der blev forhørt ved køkkenbordet i et par dage med stor opstandelse. Som om det var mig og ikke ham, der var den kriminelle. Hun fulgte aldrig nogensinde op på det. Spurgte aldrig om det “var gået over?”, om alt “var i orden?” eller lignende. Da hun og jeg – på mit initiativ – fik kontakt efter 22 års “pause”, spurgte jeg, om hun havde vidst, hvad det foregik? Det bekræftede hun. Hun greb ikke ind, fordi hun “ikke kunne overskue det”. I min verden kan man ikke falde dybere. På et tidspunkt i 1976 forstod de ikke, at jeg ikke ville kalde ham for “far”.

De blev skilt ca. år 2003, hvorefter hun flyttede fra Bornholm til Nykøbing Sjælland, og jeg forsøgte at få det til i det mindste at fungere, men det lykkedes ikke, så jeg trak mig “baglæns tilbage”. På et tidspunkt efter hendes 70-årsdag i 2005, flyttede han, efter lige knapt 30 år på Bornholm, også til Nykøbing Sjælland. Fra hans børn af første ægteskab ved jeg, at de reetablerede en eller anden form for forbindelse.

Folk kan selvfølgelig have de relationer, de vil, uden at jeg skal blande mig i det – jeg er bare glad for at have været tilstrækkelig klarsynet til ikke at involvere mig med nogen af dem. Den tid, hvor jeg konstant skulle bøje nakken for at overleve, var endegyldigt forbi. Det var ikke mig, der var den kriminelle.

“Det har været grelt”, siger psykologen, der jo lever af at høre “historier”. Det er grunden til, at jeg udelukkende har udtalt hans navn to gange siden 1981. Ser jeg det på skrift i en eller anden sammenhæng, skynder jeg mig at scanne videre.

Jeg så ham til min “mors” sære, kolde begravelse i julen 2006. Det var første gang i 25 år. Paradoksalt nok kom vi til at stå lige overfor hinanden på hver sin side af kisten. Selvfølgelig var jeg klar over, at han ville møde op – ordentligheden tilsagde bare mig også at møde op. Der var noget gravkaffe eller lignende bagefter, men jeg tog toget hjem.

Jeg fjernede mig endnu en gang fra “White trash”, for jeg havde ikke mere at gøre der.

Af white trash er du kommet

/1 Kommentar/i /af

Noget om uddannelsesniveauer

Noget om uddannelsesniveauer

Er “student” en stilling?

Noget om uddannelsesniveauer

Nedenstående er yderligere refleksioner efter den seneste seance med psykologen:

I samtalen med min fars ungdomskæreste kom vi blandt andet ind på uddannelsesniveauer. Jeg fortalte hende, at det var helt nyt og anderledes for mig, at de hos dem alle havde en god uddannelse eller var på vej til en. Sønnerne læste fx til henholdsvis læge og arkitekt, og selv havde hun uddannet sig til afspændingspædagog, efter at børnene var vokset lidt til – sådan gjorde man jo dengang. Svigerfaderen var kommunaldirektør og slægten forud for ham var lærere.

Hun svarede “Jamen Jørgen (min far, red.) var da veluddannet”. Det er sandt. Han havde en treårig uddannelse fra “Den Danske Væveskole” og dimitterede i 1943, men desværre var han jo død.

Hendes replik var “Jamen havde Jytte (min “mor”, red.) ikke en uddannelse?” Næh, det havde hun ikke, og det forstod Hanne ikke. Vi undrede os i dernæst i fællesskab over “Hvor havde Jørgen dog støvet hende op?” Jeg foreslog “I Randers”, men det var helt ud af det blå, og ingen af os havde en chance for at vide det. Det spændende ved den dialog var faktisk, at det dernæst var min “mor”, der var forkert og ikke mig selv. De havde slet ikke kunnet forestille sig, at Jørgen havde giftet sig med en kvinde uden en eller anden form for uddannelse, og de havde ment, at det var helt naturligt, at jeg selv skulle have en uddannelse.

For sjov fortalte jeg hende, at jeg, før jeg flyttede fra Bornholm, havde troet, at “student” var en stilling og at man altså kunne leve af at være student.

Jeg vidste, jeg ville have en uddannelse

Jeg har altid været klar over, at jeg ville have en uddannelse – jeg havde ikke gjort mig tanker om hvilken, bare en eller anden uddannelse. Hvor det “drive” kom fra, er jeg ikke klar over, bortset fra at det må være kommet fra min far, som jeg husker altid værende i gang med en bog. Uddannelsen fra “Den Danske Væveskole” var en boglig uddannelse, og jeg har nogle af hans lærebøger stående i min reol. En af dem er “Jacqardmaskinen”, som Hanne forærede ham, da han blev 22 år i 1944. Den er sjov at have med hendes dedikation i. Desværre ser hun for dårligt til, at det giver mening at vise hende den.

Det var først, da jeg flyttede til Amagerkollegiet og var blevet student fra kursus, jeg blev klar over, at jura nok var den rette vej for mig. Da jeg havde læst tre år og kunne se enden på det hele, opdagede jeg, at jeg måske hellere skulle have været scient.pol eller cand.polit., men da var studiegælden for stor til at skifte. Den skulle jo betales tilbage til banken på en eller anden måde. Heldigvis er cand.jur. en uddannelse, der favner bredt, så jeg har alligevel kunnet arbejde som polit/scient.pol.

Hvordan kan man være så dum?

Jeg har ofte undret mig over, hvordan i alverden, jeg kunne tro, at student var en stilling? Psykopaten var folkeskolelærer (genialt når man gerne vil have sex med børn/unge…), så han må jo da have haft en studentereksamen, eftersom vi ikke er helt i forhistorisk tid. Hvordan kan man undgå at kanalisere den viden til alle på adressen?

Svaret er formentlig enkelt: de fleste andre folkeskolelærere har fokus på (almen-)dannelse. De ser viden som magt i positiv forstand. De går op i, at børn, også deres egne, skal lære at argumentere og ikke bare udspy løse påstande. De retter stile eller andre opgaver, og de sidder og forbereder sig. Men sådan var det ikke.

Det eneste, jeg husker, var brokkeriet over at skulle til det månedlige lærerrådsmøde om aftenen. Jeg spurgte hans børn fra første ægteskab, om de vidste, hvad han underviste i (det hed vist nok “linjefag”), men det var de ikke klar over. Familiens fokus var på det kreative (musik, tegne, male osv.) og også her var jeg udenfor, fordi jeg, som nævnt mange gange tidligere, ikke kan tegne så meget som en tændstikmand.

Mit eget fokus var på det boglige. For mig var viden magt. Psykopaten havde en halvbror af en slags, men jeg har ikke kunnet finde ud af hvordan, der arbejdede på et trykkeri. Når han og hans kone kom på besøg på Sydfyn, havde han fysikbøger med til mig, og det var dejligt. Jeg “slugte” dem og blev på den måde ret god til fysik; det havde bare ingen værdi, der hvor jeg boede. De høje karakterer i fysik plus andet havde heller ikke værdi.

Så sådan kan man blive så dum, at man tror, at “student” er noget, man kan leve af.

Måske kan jeg lave en podcast?

Helt bortset fra det er jeg gået i gang med at læse om, hvordan man laver en god podcast, som nogle gider høre. Jeg har ingen idé om, hvorvidt jeg kan finde ud af det, men når andre kan, kan jeg vel også? Denne artikel forklarer fint om faldgruber og muligheder. Nu om dage vil mange mennesker heller lytte end læse.

Serien skal handle om psykiatri, og min idé er at tage fat i nogle af alle de gamle artikler om psykiatri (tonsvis af indlæggelser, tanker om ECT, angsten for nærpsykoserne mv.) og omdanne dem til podcasts. Materiale savner jeg i hvert fald ikke.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.