Indlæg

/i , /af ,

Pigen med den blå cykel

Pigen med den blå cykel

Pause fra psykologen

Pigen med den blå cykel

Jeg vil savne psykologen, for hun været i mit liv i otte år, men nu vil jeg prøve selv. Vi har “holdt øje” og skullet være helt sikre efter juni 2022, hvor jeg helt ex officio besluttede at stoppe med ECT. Alting er fint, og hun er for dyr at “hyggesnakke” med, selvom det kunne være skønt. For hun er både en hammerdygtig psykolog og et dejligt menneske.

Hun har gjort så ufatteligt meget for mig. Jeg er på mange måder taknemmelig. Hun har været med til at ændre mig fra firkantet til kun trekantet og siger konstant, at jeg er blevet “mildere”. Det er nok rigtigt; hun har jo tit ret. Havde hun ikke tit ret, var jeg ikke kommet igen og igen.

I dag samlede vi lidt op, for jeg synes, at jeg “kan selv”, og derfor vil jeg holde pause. Jeg kommer p.t. ikke med noget, der kræver en hardcore psykolog. Jeg kan have behov for en sparringspartner, men det er også noget lidt andet. Det trygge er, at jeg ved, at jeg kan vende tilbage formentlig i 4 – 7 år afhængig af, hvornår hun pensionerer sig selv. Har hun tid, vil hun altid putte mig ind. Måske dukker jeg op allerede i februar, måske først til sommer. Det afhænger af det levede liv.

Det er lidt sjovt, for det, hun vil huske, er “Pigen med den blå cykel” (normalt Regine Deforgés’ gamle roman). Det relaterer sig til en cykeltur på en blå cykel mellem Aakirkeby og Vestermarie ca. 1977. Der var en pige på en (naturligvis brugt) blå cykel. Jeg var på vej fra mit eftermiddagsjob hos isenkræmmeren i Aakirkeby til Vestermarie, hvor jeg boede i ca. fem måneder. Turen er ca. fem kilometer. Jeg var 14 år. Det var efterår.

Jeg husker glimrende, at jeg kiggede ned i grøften til højre for mig og tænkte “Jeg skal dø for egen hånd; lad det blive nu. Jeg er klar; jeg har ikke flere ønsker”.

Hvorfor og hvordan jeg overlevede de seks år i Helvede, ved jeg ikke – måske bare fordi, det slet ikke er så let at tage livet af sig?  Jeg har prøvet senere i 2006.  Og det er ikke let. Jeg prøvede, men det lykkedes heldigvis ikke. Måske var jeg bare ikke skarp nok, men jeg havde kun 35 sovepiller, og jeg har senere lært af en psykiater, at man skal bruge mindst 100 nu til dags, eftersom man har pillet de farligste stoffer ud.

Hvorfor er det lykkedes at få det så meget bedre?

Jeg har siden ca. 1994 opsøgt nærmest Gud og hver mand i ønsket om at få det bedre. Det har kostet kassen. Det er bare ikke lykkedes før nu. Og hvorfor er det så lykkedes?

Det vigtigste for mig er, at hun aldrig har prøvet at lave om på mig! Jeg er firkantet, trekantet, meget andet kantet og helt forkert; jeg er på mange måder sær. Endelig mødte jeg en, der tog mig som den, jeg var. Det var en befrielse.

Når jeg fortalte, at det ikke sagde mig noget at slå i en pude, som var den “min mor”, forstod hun mig. Hun prøvede ikke at tvinge mig til det. Hun tvang mig ikke til at male og tegne, idet jeg ikke kan tegne så meget som en tændstikmand. Jeg vil ikke lave psykodrama, for jeg føler mig som en idiot. Alle de andre mente, at det kunne jeg godt finde ud af; men det kunne jeg ikke.

Det var en enorm befrielse at møde en, der ville gå med mig, lige der hvor jeg var. Endelig var der en, der ikke ville prøve at lave om på mig. En der forstod, jeg er styret af min hjerne og ikke af al resten. En der ofte anerkendte mig for blandt andet min IQ.

I fem år før jeg fik diagnosen “Aspergers syndrom” sagde hun “Du har måske nok nogle Aspergers-træk”. Efter udredningen hos Pia Bohn Christiansen, kom jeg glad med resultatet. Psykologen var på ingen måder overrasket, men hun må jo ikke udstikke diagnoser. Jeg tror, hun glædede sig sammen med mig, for det gav så meget ro. Endelig kunne jeg blive den, jeg altid har været.

Jeg ved, jeg er sær, men jeg ved også, jeg har mødt en psykolog, der selv er “lidt sær” (undskyld Anette, men “at være sær” betyder “at være noget særligt”). Hun forstår til fulde, at jeg ikke gider sidde og lytte til noget a la “Hvordan synes du selv, det går?” eller “hrm …” eller “Ja, det kan jeg godt se. Hvad tænker du selv, du kan gøre?” Jeg har sat så stor pris pris alle på de gange, hun har sagt: “Vil du høre, hvad jeg synes?” Ja, for Fanden, det vil jeg gerne! Det er derfor jeg kommer; ellers kunne jeg jo ligeså godt blive hjemme.”

På gensyn!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i /af

Er lyset for de lærde blot

Er lyset for de lærde blot

Bare den jeg er

Er lyset for de lærde blot

Jeg kom til at tænke på Grundtvigs skønne “Er lyset for de lærde blot“. Han skrev den i 1839, men den har stadig værdi her knapt 200 år senere. Sangen står i Højskolesangbogen og på YouTube findes en herlig rytmisk version med Sankt Annæ Gymnasiekor. Det er desværre ikke muligt at linke til YouTube, så du må selv søge med Google.

For Grundtvig handlede “oplysning” om at blive klogere på livet. Livsoplysning og dannelse er ikke kun forbeholdt den lærde, men retter sig også mod bonden. Bonden er i denne forbindelse og for mig min morfar Carl Frederik Kristensen 1899 – 1982.

Måske er det svært at afkode denne artikel og at se sammenhængen, men for mig står den ret klart: Jeg bliver klogere på livet ved at komme hos psykologen. Jeg kommer med kaos og går ud med en orden, hvor tankerne atter vender den rigtige vej. Det er godt! Psykologen siger sin mening ligeud. Det kan jeg godt lide, idet jeg ikke er god til en “poleret overflade”, for der bliver så meget at fortolke.

Jeg er forskellig fra de fleste, men det er okay bare at være den, jeg er. Nogle synes, jeg er besværlig, irriterende, anderledes, for meget, forkert og for dum – men det må de om. Jeg har et godt liv. Jeg har rejst mig fra at være psykiatrisk patient til faktisk at leve et godt liv med styr på mig selv, økonomi, bolig og fremtid uden hverken ECT eller ret meget medicin. Jeg tager stadig 150 mg. Quetiapin, men det er primært for at styre søvnen. Jeg har klare billeder af egne styrker og svagheder; jeg ved, hvad jeg kan og ikke kan. Jeg vælger til og fra, står ved mine valg og kender konsekvenserne af dem. Dummere er jeg altså ikke.

Jeg er ærlig “ind til benet”. På den måde kan jeg komme til at overskride andres grænser. Det vil aldrig være intentionelt, og det beklager jeg på forhånd!

“Bolle, bøf, bolle”

Når man skal skrive en vanskelig besked, kan man med fordel bruge modellen med “Bolle, bøf, bolle” og det er en god model, fordi man kan få sagt svære ting på en ordentlig måde, fordi de bliver “pakket ind”.

Problemet kan være, at ens egne følelser bliver væk, og det kan komme til at se ud som om, afsenderen er en form for robot. Det kan også komme til at se ud som om, det er den anden, der er hele problemet.

Hold da op tænker jeg, så bliver “det relationelle” da enormt besværligt og det ved jeg slet ikke, om jeg orker at være en del af.

Jeg kan ikke gætte, hvad andre føler, og jeg orker heller ikke at forsøge – hvordan skulle jeg dog kunne det? Og er der ikke også noget om, at man skal “blive hos sig selv” og undgå at gætte på, hvad andre føler/oplever/mærker?

Det betyder ikke, at jeg ikke forsøger at være et ordentligt og empatisk menneske. For det gør jeg faktisk, og jeg arbejder på at blive bedre til det. En del af at komme hos psykologen er læreprocessen. Men det skønne idiom “It takes two to tango” fortæller alt. Jeg er ikke alene om at lave kaos i relationerne.

Hvis livet består af relationer?

For mange/de fleste mennesker består livet af relationer. Se bare på det der sker, når folk får børnebørn. Jeg kender en, der beskriver tiden med sit nu syv måneder gamle barnebarn som en “tidslomme”, hvor dagligdagens stress og problemer, inflationen, situationen i Iran og krigen i Ukraine simpelthen forsvinder for en stund, fordi samværet med barnet er det vigtigste i verden. Det er da smukt!

Det er helt almindeligt, at autister har det bedst i deres eget selskab, fordi samvær er super svært og man er på overarbejde rent mentalt. Selv har jeg det sådan, at jeg fint kan deltage i et samvær nogle timer, hvis grænserne er klare, for så kender jeg reglerne og ved, hvordan jeg skal være og gøre.

Når reglerne derimod er uklare, er overarbejdet endnu større. Der er en ligefrem årsag til, at jeg på det to-årige studenterkursus elskede latin, tysk og matematik, til at jeg elskede at studere og til at jeg blev jurist: Jeg elsker regler, for de er så uendeligt befriende. De efterlader typisk nul fortolkningsproblemer og nul tydningsproblemer.

I triste stunder tænker jeg, at jeg stort set kun kender mennesker, der får penge for at tale med mig. Der er en indbygget ensomhed i det.

I normale stunder er det helt fint at være alene. Jeg har fx kontakt til en 10 år yngre tidligere medpatient, der er så glad for muligvis endelig at have fundet en kæreste. Jeg lytter tålmodigt til fortællingen om den potentielt spirende forelskelse og tænker samtidig “Godt det ikke er mig!”.

“Folk” synes, jeg er kategorisk/firkantet/stejl/kompromisløs/sort-hvid og hvad de nu ellers har sagt gennem årene. Det må de om. Jeg synes, jeg er okay med tilføjelsen, at jeg arbejder på at forbedre mig. Mere kan man vel egentlig ikke forlange af et menneske?

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Undgå at skrive forretningsmæssigt

Undgå at skrive forretningsmæssigt

Start med en følelse

Undgå at skrive forretningsmæssigt

Når jeg skriver e-mails, ved jeg som oftest, hvad jeg vil skrive, før jeg går i gang. Jeg sidder ikke og “broderer” undervejs. Af en eller anden dum årsag – som ikke en gang jeg kender – prøver jeg at spare på ordene: Jeg skriver, og herefter fjerner jeg de ord, der er overflødige. Jeg forestiller mig, at modtageren ikke gider læse alle de ord, der ikke er absolut nødvendige for at forstå budskabet.

Som bekendt bruger jeg ikke “figurer”/emojis, da jeg ikke ved, hvad de betyder. For mig ville det svare til at skrive noget på kinesisk eller med kyrilliske bogstaver. Jeg er klar over, at jeg er den eneste i denne verden, der ikke forstår dem, men sådan må det så være. Jeg er vant til at stå alene.

Jeg læser som oftest også korrektur og prøver at fange de værste “sprogforbistringer” (Bix’ ord – og tak for det).

Slutresultatet bliver temmelig “forretningsmæssigt”, siger psykologen, som derfor har lært mig nogle højst brugbare tricks. Jeg har lagt dem ved skærmen, så jeg husker dem.

Nummer 1 er “Start med en følelse”. Det er en god idé og det virker ret godt. Jeg tror, det bevirker, at modtageren er klar over, at jeg er et menneske, der er ham/hende venligt stemt og at det gør modtageren interesseret i budskabet.

Psykologen siger også, at det er håbløst gammeldags at starte med “Kære” og at slutte med “Kærlig hilsen”. Jeg synes, det er en noget modstridende melding, for det er da netop en implicit følelse sådan lidt a la: “Jeg kan hammergodt lide dig og det bliver jeg ved med at kunne”, som det jo ville være lidt sært at starte med. Nåh, men da hun tit har ret, så øver jeg mig nu i at skrive “Hej”, selvom jeg synes, det ser helt galt ud.

Jeg bakser med “det relationelle”

Lige p.t. er regel nummer 1 bare ikke tilstrækkelig. Jeg startede med en følelse og fik ditto retur, og det er selvfølgelig fint. Responsen var tydeligvis uhyre velovervejet og havde taget meget tid med masser af på den ene side og på den anden side. Jeg er bare i tvivl om konklusionen bortset fra, at den vist mest hælder til, at jeg på nogle områder er en stor idiot. Og det er sikkert sandt, for sådan er det vel for os alle en gang imellem?

“Folk” – og det indbefatter bl.a. min fantastiske kontaktperson i Distriktspsykiatrien – fortæller mig, at “relationer er bare bøvlede”. Det har “folk” nok ret i, men så tror jeg faktisk, jeg stiger af “det relationelle” og passer mine arkivalier i mit skønne nye hjemmekontor. Når jeg er sammen med mig selv, hvilket jeg er ret god til og har det rart med, gør/er/siger jeg ikke noget forkert.

Jeg er uendeligt træt af at gætte på, hvordan jeg skal være, for jeg kan ikke gætte det, og når jeg bare er mig selv sammen med andre, er jeg forkert. Selv hæfter jeg det op på autismen, som jeg synes bliver mere og mere fremtrædende (bliver jeg bare mere og mere mig selv?), men min kontaktperson siger “psykodynamisk”, som jeg ikke helt ved, hvad er for en størrelse.

Inden jeg stiger af det relationelle, har jeg dog fået skubbet en ekstra tid ind hos psykologen. Det er nok en god idé.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Måtte droppe en bold men kan stadig jonglere

Måtte droppe en bold men kan stadig jonglere

Så lidt skal der til, før jeg er stresset

Måtte droppe en bold men kan stadig jonglere

Et skønt menneske skrev til mig: “Det er ærgerligt, du måtte droppe den bold, men du kan stadig jonglere”. Anledningen er, at jeg har været alt for stresset de seneste to uger, blot fordi jeg havde rodet mig ud i en lille opgave, som jeg havde brugt sølle 15 timer på. Så lidt skal der altså til!

Det er jeg rystet over. Jeg troede, alt det var en saga blot, at jeg var på den høje hest og kunne overskue det meste af verdensrummet. Det kunne jeg ikke.

  • “Bolden” indebar en del fuldkommen ukendt stof, men intet sad fast i hjernen; den føltes som en si.
  • Jeg var alt for bange for, at de, der skulle have et svar på et emne, ville få Anders And-svar fra mig.
  • En nat stod jeg op 01:30 og tændte PC’en, for jeg kunne alligevel ikke få ro, før jeg var i bund med x, y og z. Og så kunne jeg jo lige så godt stå op.
  • Det lignede mest af alt mit arbejdsliv, dengang jeg “var noget”.
  • Jeg var nærmest beæret over, at nogen mente, jeg kunne bistå dem ~ stadig kunne bruges til noget.
  • Jeg har ikke følt, jeg havde tid til at være pensionist.
  • Jeg måtte imødese, at jeg i et par måneder frem – og måske også mere – ville skulle bruge mere tid på det, end jeg havde lyst til.
  • Jeg har ikke haft kræfter til mit PHP-kursus.

Psykologen har fået ret for 425. gang. Der skal ingenting til, før jeg bliver stresset, og jeg tåler ikke stress. Bipolar affektiv sindslidelse og stress er en ualmindeligt dårlig kombination.

Men jeg troede, jeg kunne, og da jeg gik ind i det, gjorde jeg det, fordi jeg troede, det ville blive sjovt, eftersom det var temmelig “nørdet”. Det var bare slet ikke sjovt.

Den positive vinkel

Det er positivt at opdage faresignalerne i løbet af kun 15 timer (og 11 minutter). Var jeg fortsat, kunne det måske have ført til en ny sygdomsperiode. Selvfølgelig skal man ikke male Fanden på væggen og forestille sig det værste. Jeg skal bare ikke på nogen måde ud til kanterne igen, og sporene skræmmer. Jeg har set psykiatrisk afdeling indefra tilstrækkeligt mange gange.

Nu skal jeg bare lige sunde mig, og jorden er jo ikke gået under. Jeg er imidlertid blevet (meget) klogere.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her:

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.