Indlæg

/4 Kommentarer/i , /af ,

Hurra, jeg har fået en tid

Hurra, jeg har fået en tid

Der er nogen i verden …

Hurra, jeg har fået en tid

Åh for pokker hvor jeg glæder mig til de kommende fire onsdage kl. 11:00. Min højelskede psykolog kan holde onlinesessioner de kommende onsdage kl. 11:00. Hun vil endda undersøge, om min egen læge kan udstede nye henvisninger, så det bliver temmelig meget billigere (en besparelse på ca. 66 pct.). Pyt med prisen, men kan det lade sig gøre, er det selvfølgelig fint.

Jeg har opgivet at vente på afsnittets psykolog; det bliver alligevel aldrig min tur. Det er så absurd, at man ikke på et så stort psykiatrisk center kan skaffe en psykolog. Jeg har opgivet dem på samme måde, som de vist har opgivet mig. Det rykker simpelthen ikke. Opgivelsen er vist gensidig. M. sagde ganske vist at de ikke har opgivet mig, men … (jeg kan ikke huske, hvad der kom efter “men”).

For pokker hvor er jeg glad for, at psykologen og jeg kan mødes online. Jeg kan ikke overskue at tage til Holbæk. Jeg glæder mig meget. Lige nu oplever jeg, at den bedste ro forefindes i at høre vores gamle lydfiler. Der er så meget ro i at høre hendes stemme igen. Det er måske svært for andre at forstå.

Skrivelse til kommunen

Jeg har også opgivet afsnittets socialrådgiver og har i stedet brygget nedenstående sammen til Hvidovre Kommune.

“Fra: Stegemüller <xyz@stegemueller.dk>
Dato: 19. juni 2023 kl. 09.58.41 CEST
Til: voksenraadgivningen@hvidovre.dk
Emne: Tilbud efter servicelovens § 82b?

Kære Voksenrådgivningen, Hvidovre Kommune

På baggrund af samtale med Kathrine Hesgaard sender jeg informationer om mig selv og mit behov, så I kan vurdere, om I kan hjælpe med et tilbud efter servicelovens § 82b.

Navn: Hanne B. Stegemüller
Alder: 59 år
Uddannelse: cand.jur. fra 1990

Diagnoser: Aspergers syndrom (2019) og bipolar affektiv sindlidelse (2014).

Indtægtsgrundlag: Invalidepension fra min pensionskasse P+ med virkning fra ca. 2017 samt førtidspension fra Udbetaling Danmark med virkning fra 05/2021. Pensionsafgørelsen er truffet af Hvidovre Kommune.

Mit behov: Jeg leder efter en eller anden form for aktivitet, hvor jeg skal bruge min hjerne, da jeg – hvilket er helt naturligt for mennesker med Aspergers syndrom – ikke har interesse i “hop og dans”, kreative ting, “krops-ting” mv. Jeg er i live, når jeg bruger min hjerne; ellers ikke. Jeg har ikke behov for støtte i hjemmet, hjælp til at ordne vasketøj, rengøring mv.

Jeg elsker: Læreprocesser, at skrive, at forsøge at lære at programmere, historie, slægtsforskning mv.

Lille hold: For mig er fem mennesker mange. Jeg har ikke mulighed for et gruppebaseret tilbud efter servicelovens § 82a.

Min udtrætning er uhyre konkret. Som eksempel kan jeg fortælle, at jeg en juleaften var sammen med fem mennesker, jeg kendte ret godt. Efter samværet sov jeg 17 timer og var meget forvirret, da jeg vågnede til TV Avisen 18:30 første juledag. Jeg håber, dette er et givende billede af min situation. Af samme årsag er jeg ikke i målgruppen for væresteder så som “Samleren” mv.

Lige p.t. er jeg for ca. 117. gang indlagt på Brøndbyøstervej (Psykiatrisk Center Glostrup) siden den 29. maj 2023. Det største problem er formentlig ensomhed, hvilket de (vist) ikke kan gøre noget ved, da mit behov er temmelig specifikt. Udskrivelsesdatoen er fastsat til den 14. juli 2023.

Jeg ser frem til at høre fra jer.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Positiv modtagelse af min podcast

Positiv modtagelse af min podcast

Podcast hos “Særklassen”

Positiv modtagelse af min podcast

Når man går live på en ny måde (jeg plejer at skrive – ikke tale) er det selvfølgelig spændende, om folk gider at lytte og bruge 33:21 minutter på en positiv historie om både Aspergers syndrom og psykiatrien.

Jeg har delt linket med mange, jeg kender fra psykiatrien, min kontaktperson, min psykolog, den kommunale sagsbehandler osv. og også spurgt dem, om de ville formidle linket videre. En ledende psykiater har delt på sin LinkedIn-profil, og det har jeg også selv. Jeg har sørget for, at linket ligger i Facebookgruppen “Overlevelsesguidens vidensbank”, hvor jeg sjovt nok har gået i klasse med Anne Skov Jensen på studenterkurset osv.

Når man har brugt lang tid på forberedelse og fejlretning mv., vil man selvfølgelig gerne “ud over rampen” med sin historie. Det seneste tal, jeg har fået, er 135 downloads og det var i torsdags dagen efter publiceringen. Det er helt fint. Jeg har bedt om et friskt tal.

En psykiater skrev “Du er jo både god i skrift og tale”.

Den bedste respons

Den bedste og mest præcise respons har jeg fået kom fra psykologen, der fremhævede disse nøgleord:

  • Faglig
  • Oplysende
  • Humoristisk
  • Meget menneskelig

Åh hvor blev jeg glad og rørt, for ingen mennesker i verden kender mig bedre end hende. Hun ved, hvilke kræfter, det har kostet, at nå ovenstående. Hun kender min forberedelse, selv om vi ikke har talt sammen. Jeg ved det bare. Jeg tænker blandt andet tilbage på dagen, hvor vi var til møde i rehabiliteringsteamet. Det var under pandemien (den 10. marts 2021), så det foregik via Teams. Vi sad på hendes kontor i Høje Taastrup, hun sad på min venstre side. Tæt på.

Det var betryggende at have en bisidder, jeg kendte så godt, og som havde fulgt mig i årevis, og som med egne øjne havde set, hvor meget ned ad bakke, det var gået i de år.

  • Under parkinsonismen talte vi om, at jeg skulle have sengehest og ble på, for jeg faldt ud af sengen adskillige gange, brækkede ryggen. Inden jeg faldt ud, tissede jeg i sengen, for det hormon, der styrer blæren, var ude af drift …
  • Efter de mange indlæggelser fik hun rejst mig op mentalt efter hver eneste.
  • Adskillige gange tilbød hun at køre mig hjem, hvis hun syntes, jeg havde det for dårligt til at tage med den kollektive trafik; det afslog jeg dog hver gang, for jeg kunne ikke lide, at hun skulle bruge al den tid på mig. Jeg kunne godt tage mig sammen og tage toget.
  • Puh ha det var altså slemt.

Jeg var utrolig nervøs før og under mødet med rehabiliteringsteamet, for hvad nu hvis jeg ikke fik pensionen? Hvad skulle jeg så gøre, når jeg ikke en gang kunne passe et lille supportjob hjemmefra 4 – 6 timer om ugen? Hvad skulle der blive af mig? Hvad med økonomien? Hvad med livet?

Trods nervøsiteten var jeg sindssyg velforberedt. Og det er koblingen til podcasten. Jeg kunne alle 50 sider udenad sammen med samtlige speciallægeerklæringer og de andre ekspertudtalelser. Det var et stort pensum.

Blærerøvs-artikel?

Jeg håber ikke, du opfatter denne artikel som kommende fra en blærerøv eller bare en masse selvpromovering, for sådan er det ikke ment. Det er bare forskellige sandheder fra andre mennesker og refleksioner på podcasten.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Optaget af fortiden 2

Optaget af fortiden 2

Hvornår lærte jeg at gå?

Optaget af fortiden 2

Denne artikel ligger i forlængelse af “Optaget af fortiden” fra maj måned 2022.

Jeg havde været ude til frokost med en veninde. Linje 11 kører fra Rådhuspladsen til Hvidovre på bare 15 minutter. Selvom det var myldretid, var der ikke mange med. To sæder foran mit sad en mor med et barn i bæresele og en pige på ca. fire eller fem år på sin højre side. Pigen spurgte sin mor: “Hvornår lærte jeg at gå?” Moderen svarede: “Du var ca. ti måneder”.

Den korte dialog faldt fint ind i et af emnerne fra mit frokostbord. Vi havde blandt meget andet talt om spædbarnsterapi og Inger Thormanns metode gennem mange år. Hun arbejder med spædbørn, unge og voksne, der er tidligt traumatiserede af den eller anden årsag. Gennem 30 år har hun været ansat som psykolog på Skodsborg Observations- og behandlingshjem.

Jeg har aldrig haft nogen at spørge, hvornår jeg lærte at gå eller andre emner fra de første tre leveår, hvor der foregår en masse vigtige ting, som jeg har lidt teoretisk viden om fra psykologen.

Ingen har vidst noget:

  • De biologiske forældre har aldrig været til stede, idet jeg er resultat af et “One Night Stand” og afleveret til et børnehjem umiddelbart efter fødslen, der foregik “bag et blåt klæde”.
  • Adoptivforældrene vidste ikke noget om de første tre år, andet end hvad de kunne læse i Rigshospitalets (RH) journaler, som “min mor” ikke forstod og derfor smed ud efter råd fra Mødrehjælpen, og børnehjemmets notater.
    • Der står intet om “almindeligheder”, såsom hvornår jeg lærte at gå, hvor jeg fik mit fornavn fra osv. Inden jeg fik adoptionssagen, spurgte jeg “min mor”, hvor de hentede mig. Svar: “Et stort hvidt hus i Nordsjælland”. Det var vidensniveauet; de huse er der mange af i Nordsjælland …
    • Det eneste, jeg har fået fortalt, er, at børnehjemmet gav børnene for små sko på. Derfor ligger mine tæer ind over hinanden, og derfor ser man mig aldrig i sandaler.

Dette er allerede forsøgt

Jeg har styr på de hårde data via adoptionssagen. Og det er godt!

For et par år siden spurgte jeg RH’s Journalarkiv, om de havde yderligere dokumenter. En medarbejder stod på hovedet for mig men fandt intet.

Turen er gået videre til Rigsarkivet den 4. september 2021. De sender jævnlig en autogenereret e-mail om, at de stadig har meget travlt, så det er ikke min tur endnu. Chancen for at finde noget er minimal, da det selvfølgelig ikke er muligt at gemme alt, men jeg kunne jo være heldig.

Jeg har prøvet at finde socialrådgiverne fra Mødrehjælpen både i København og Holstebro. Chancen, for at de kunne fortælle noget, er urimeligt ringe. Og jeg fandt dem da heller ikke.

Det jeg gerne vil vide

Jeg vil gerne vide, hvad der fik RH til at levere mig retur til børnehjemmet efter et ca. seks måneder langt ophold. Et eller andet må have bevirket, at de anså mig for “rask”. Kom der nogle “damer” nogle gange om ugen og tog sig af børnene, lærte dem at gå, spise selv osv? Alt det der bevirkede, at jeg begyndte at “respondere”, som det hedder på psykolog-sprog.

Børnehjemmet indlagde mig, netop fordi jeg var holdt op med at respondere “… ligger så underligt sløvt og slapt hen” og “i mærkelige stillinger”. Der er noget helt galt, når børn gør det. Nogle mener, at de har givet op. Og børnehjemmet handlede således korrekt. RH afviser hele tiden, at jeg skulle være “… såvel somatisk som psykisk retarderet.”

Jeg har forgæves prøvet at fange en af mine tidligere overlæger for at spørge, hvad man som læge i forhistorisk tid mente, når man brugte ordet “retarderet”:

  1. “Retard” lig forsinket/senere
  2. “Retarderet” lig udviklingshæmmet og med lav IQ

Er det ikke bare ligegyldigt?

Jo, på en måde er det tindrende ligegyldigt. Andre mennesker interesserer sig heller ikke for “almindelighederne”, men når det er umuligt at få et svar, bliver svaret pludselig vigtigt. Jeg er klar over, at det kan lyde underligt.

Det er her Inger Thormann kommer ind i billedet. Vil hun via sine metoder kunne hjælpe med at afdække de sorte huller, altså alt det, der ikke er hårde data?

Jeg har det jo godt, så hvorfor rode i det? Jeg vil bare vide det! Lidt på samme måde som jeg i 16 år jagtede diagnosen Aspergers syndrom. Når en idé er født, forfølger jeg den; jeg er (med en venindes ord) “god til at holde snuden i sporet”.

Således også denne gang. Ergo har jeg set alle webinarer om spædbarnsterapien, hørt alle podcasts, bestilt bogen og ringet til Inger Thormann, fordi jeg simpelthen ikke kunne vente på, at hun ville vende tilbage et par dage efter at have modtaget min “synopsis”.

Hun har også en kollega, Inger Poulsen, hvis forskellige udsendelser, jeg begyndte at høre men hurtigt måtte slukke for. Der er noget ved psykoterapeuters indfølende og “drææævne” tale, jeg er allergisk overfor. Men hun bor nu også i Jelling, så det var på forhånd udelukket.

Jeg har en plan

Med Inger Thormann (bopæl: Holte) har jeg aftalt denne plan:

  • Bestil bogen (checkmark)
  • Læs bogen (den er undervejs)
  • Vend tilbage hvis det stadig virker relevant (det tror jeg, det vil gøre)
  • Gennemgå et kort effektivt forløb (4-5 sessioner).

Da jeg i virkeligheden ikke orker at rode flere mennesker ind i min mærkværdige forhistorie, spurgte jeg selvfølgelig min psykolog gennem knapt otte år, om hun har kompetencer inden for dette specielle område. Det har hun desværre ikke. Det er et ærligt, ærgerligt svar.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i , /af ,

Statens Kursus til Studentereksamen

Statens Kursus til Studentereksamen

Lærerne var dedikerede

Statens Kursus til Studentereksamen

Fra 1981 til 1983 gik jeg på Statens Kursus til Studentereksamen på Mynstersvej nr. 5 på Frederiksberg. Man blev student på to år, og jeg havde ikke mere tid til rådighed. Nogle tror fejlagtigt, at man så ikke tager en rigtig studentereksamen, når det i det almene gymnasium tager tre år. Huen er nøjagtig den samme – kravene er bare større.

Jeg tror, det var min fars ungdomskæreste (hende på 98 år) og hendes mand, der satte huen på mig. Det var en stor dag. Jeg var ikke med i hestevognen, som vel var skiftet ud med et motorkøretøj, for jeg skulle på arbejde i Irma …

Ad omveje har jeg fået lidt kontakt med to tidligere klassekammerater, der også tænker tilbage på Statens Kursus til Studentereksamen med glæde. De er enige i, at det var sindssyg hårdt, men at vi også lærte meget. Alle lærerne var utrolig dedikerede og brændte for at formidle viden og indsigt i netop deres fag.

Fx latinlæreren (Kirsten Rald): Det er lige før, jeg husker hendes formidling af Plinius (den ældre?) og Cæsar selv. Hun gjorde disse historiske personer til mennesker; herefter gik det lettere med konjunktiv og ablativ. Tog hun os ikke også med til Rom? I hvert fald har jeg været i Rom og gået rundt i Colosseum, og jeg vidste, hvad der var sket der.

Statens Kursus til Studentereksamen

I tysk (lærer: Kirsten Gjaldbæk) læste vi fx “Christiane F.” og lærte om anden verdenskrig og nazisme.

I engelsk (lærer: Susanne Asmussen) læste vi blandt andet “Glasklokken” af Sylvia Plath og i dansk (lærer: Holger Larsen) blev vi introducerede til danske klassikere (fx “Jørgen Stein” af Paludan). Niveauet var virkelig højt.

Vi har 40-års jubilæum i år, og jeg har en idé om, at der kunne være sjovt at samles, men hvordan bærer jeg mig ad? Jeg kan finde mennesker i 1700-tallets skifteprotokoller, men jeg er ikke sikker på, at jeg kan finde mine tidligere (og nu også “gamle”) klassekammerater.

Når man holder af regler

Jeg holder meget af regler, for så ved jeg, hvad der forventes af mig, og hvordan jeg skal agere. I den tid er min hjerne ikke på overarbejde, for der skal jeg ikke gætte mig til omverdenens krav og forventninger.

  1. For det første er det blandt årsagerne til, at jeg blev jurist.
  2. For det andet elskede jeg latin, tysk og matematik (lærer Finn, efternavn: muligvis Andersen?). Det var så let: Man skulle bare lære reglerne, så kunne man resten uden at skulle tænke nærmere over det.
  3. For det tredje var jeg ikke videre skrap til engelsk (grammatik), for der er jo nærmest ingen regler, eller også er der tusindvis; man skal bare kunne høre, om det er rigtigt eller forkert. Selvfølgelig kan jeg begå mig på engelsk både i skrift og tale, men jeg er overbevist om, at det ikke er grammatisk korrekt.

Det er fuldkommen naturlige autismetræk. Der er ikke noget galt med mig af den grund. Sådan er det bare.

#Superkraft

For kort tid siden læste jeg korrektur på udkast til en artikel i Berlingske. Journalisten skrev bl.a.: “en virksomhed, hvor det er mere normalt at være unormal”. Jeg rettede det ikke, men jeg blev mopset over, at han kaldte os unormale, for så har han ikke fået øje på vores “superkraft”. Der ligger noget fordømmende og stigmatiserende i ordet “unormal”. Der er en del, vi ikke kan på grund af vores diagnose, men der er så sandelig meget, vi kan netop på grund af vores diagnose.

Psykologen har fx tit sagt, at “Er der en revne i væggen, ser en autist kun revnen og ikke resten af væggen”, og det har hun ret i. Sådan har jeg det også.

Min egen “superkraft” ligger fx i, at jeg ser alle detaljer, som ingen andre nogensinde vil opdage, det kan fx være et mellemrum for meget i en sætning. Af den grund er den omtalte virksomhed glad for, at jeg p.t. hjælper dem med korrektur på deres hjemmeside. Det er også årsagen til, at jeg har opbygget sprogdatabasen, der lige nu (1. februar 2023) rummer 675 eksempler på sludder og vrøvl skrevet af både professionelle sprogbrugere og private.

Billedet herunder er fra september 1982 på Statens Kursus til Studentereksamen. Det er mig i den (grimme) gule trøje i forreste række. Selve billedet er elendigt og gardinerne forfærdelige; alligevel er jeg glad for at have det. Jeg har fået det tilsendt af en af de tidligere klassekammerater, og jeg husker de fleste for- og efternavne.

Statens Kursus til Studentereksamen

Statens Kursus til Studentereksamen

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.