Indlæg

/i , /af ,

Havde jeg børn var Herlufsholm forbudt område

Havde jeg børn var Herlufsholm forbudt område

Rige folks dumme børn?

Havde jeg børn var Herlufsholm forbudt område

Først og fremmest: jeg har ikke set udsendelsen, da jeg ikke ser TV2, men jeg har læst tilstrækkeligt til at vide, at jeg havde slukket, hvis jeg havde tændt! Jeg ønsker ikke at se seksuelle krænkelser på TV, da jeg har rigeligt i dem, jeg selv har oplevet gennem seks år, og ved, de sætter livslange spor i et menneske. Det koster en formue, og kræver adskillige års terapi hos Danmarks dygtigste psykolog, at slippe af med dem.

Jeg har ikke børn, for jeg var blevet en elendig mor, men havde jeg haft børn, og havde de gået på Herlufsholm, var de taget ud. Mette Vuns og ikke et sekund senere. Mine børn skulle ikke opleve at hænge med hovedet nedad over en sø i et træ, opleve at skubbe en tegnestift med næsen henad et koldt stengulv, opleve at sove ved et vindue, hvor sne og regn føg ind, opleve at få væltet en seng ned over sig eller – helt vanvittigt – opleve at få en finger stukket op i numsen, mens de sov. Hvad (fanden) er det for noget?

Rektor stillede op i TV Avisen og sagde, at de allerede for nogle måneder siden “havde sat gang i en proces…”. Tjah – så er der ikke meget andet at sige, end at han ikke er sin opgave voksen, at processen ikke har haft tilstrækkelig effekt, at bestyrelsen må tage sit gode tøj og gå og at der straks må andre boller på suppen.

Skjuler adelen dumheden?

Det har været fremme, at de børn, der går på Herlufsholm, måske er dummere end gennemsnittet. I min barndom talte man om “Rige folks dumme børn”. Men det var nok bare en slet skjult misundelse.

Det er nok ikke rigtigt, at de børn er dummere end gennemsnittet og måske er det en helt forfejlet tilgang til de børn, for det er børn, det handler om. Der mangler kildeangivelser, der mangler empiri og måske er det bare ondsindet sladder? Måske er det, hvad man griber til, når man ikke har andre argumenter?

På den anden side: Det er de riges børn, der frekventerer Herlufsholm. Mange er adelige. Kongehusets børn går der også (så længe det varer). Der skabes et lukket miljø, hvor man i ly af forældrenes indtægt og status, kan te sig som man vil. Et modbydeligt præfektsystem, der på jævnt dansk betyder, at den ondskab, man selv har været udsat for, skal videreføres til dem, man pludselig bare qua alder får magt over. Jeg ved med sikkerhed, min psykolog her ville mene, at mit “kompas var rigtigt indstillet”.

Når det er nok at blive ældre og rykke en klasse op, betyder det ikke så meget, om man er dygtig fagligt. Alle skriver p.t. om forholdene på Herlufsholm, faktisk har det næsten fjernet fokus fra krigen i Ukraine… det er da tankevækkende, men ingen skriver om, at Herlufsholm uddanner nogle hammer-dygtige børn/unge, der virkelig kan flytte noget i samfundet. Næh, de kan skubbe tegnestifter og leve med en finger i numsen.

Jeg har større respekt for de børn/unge fra København NV, der stiller op til noget ingeniør-noget og vinder en check på 10.000 kr., fordi de har opdaget noget fantastisk, som de har udviklet og arbejdet med gennem flere år.

Er der et næste skridt?

Ja. Jeg tror på, der sker noget nu, idet både kongehuset ved Kronprinsparret, statsministeren og undervisningsministeren er på stikkerne. Sidstnævnte siger fx, at det er det værste, hun har set, gennem alle de år hun har beskæftiget sig med børn. Men der skal også ske noget. Det er ikke nok, at der står en hændervridende rektor med flakkende øjne, som siger, at de skam satte noget i gang i november 2021. Det har åbenbart ikke virket. “Hvis du gør noget, der virker, så gør noget mere af det. Virker det ikke, så gør noget andet.”

Kronprinsesse Mary arbejde meget med seksuel vold, så hun kan få nok at gøre her. Jeg tror på, hun har nosser nok til at tage affære – og om end ikke andet vil der være en voldsom signalværdi i, at Kronprinsparret evt. tager deres barn og barn in spe ud fra Herlufsholm, fordi forholdene er helt uacceptable.

 

Havde jeg børn var Herlufsholm forbudt område

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Jeg er heldig med min analytiske psykolog

Jeg er heldig med min analytiske psykolog

To timer hos psykologen

Jeg er heldig med min analytiske psykolog

Jeg var hos psykologen i går, og det var så fedt! Der var gået næsten en måned siden sidst, så jeg havde en lang dagsorden, som jeg havde glædet mig helt vildt til at gå igennem med hende. Nogle gange når vi det hele; andre gange ikke, men jeg har som hovedregel prioriteret emnerne på forhånd. Det, vi ikke når, er nok ikke så vigtigt. Er det alligevel vigtigt, kan det gemmes til næste gang og tages frem igen. Jeg har mine noter; de kan genbruges.

Jeg havde medbragt regnearket, der lå til grund for tabellen i “Udtræk fra CPR-registeret” og prøvet at illustrere tallene lidt bedre, end det er muligt på hjemmesiden, printet ud i farver (efter at have kæmpet 1½ time med printeren…) og i det hele taget prøvet at gøre de mange tal operationelle. Jeg har altid syntes, det var sjovt at kommunikere tal til andre mennesker, så det har jeg brugt en stor del af mit arbejdsliv på. Tal kan – fornuftigt opstillet – fortælle mere end mange ord/historier.

Af en eller anden tåbelig årsag var jeg en lille bitte smule bange for, om hun ville grine af min autistiske hjerne og forkærlighed for tal, regneark, data og tabeller. På den anden side set: havde jeg nu for alvor troet, at hun ville have leet mig ud, havde jeg jo ikke medbragt det.

Det var mine egne fordomme om psykologer, der kom i spil. Det var ikke pænt. Jeg har kendt hende i syv år nu, så selvfølgelig lo hun ikke. Hun er også logiker. Tværtimod fik vi en fantastisk samtale om CPR-registerets udvisende, og jeg fik en masse forklaringer om, hvad der sker med børn – både dem med og uden autisme – på de forskellige udviklingstrin. Jeg har ikke børn og har dermed et en brik forstand på den slags.

Jeg var helt høj, da jeg bagefter gik til toget. Normalt siger man “Paris er vel en messe værd” (citat Henrik 4. af Frankrig). Jeg siger “Holbæk er rejsen værd”.

Når man konstant rykkes op med rode

(Herunder kommer mine forståelser af samtalen, altså det jeg har fået ud af det. Er det noget sludder, jeg nu udbreder for alverden, må du bære over med mig (eller forklare dig bedre 🙂 ) ).

Hvis et “normalt” barn konstant rykkes op med rode, knytter det sig ikke til nogen, hverken andre børn eller voksne, for et eller andet sted har det på fornemmelsen, at det ikke rigtig kan betale sig, hvis familien alligevel rykker videre om kort tid.

Det autistiske barn skal indledningsvist bruge lang, lang tid på at bringe sine erfaringer i spil, før det knytter sig til nogen. Autister sanser ikke så meget som ikke-autister men skal have styr på facts, fx hvordan verden plejer at se ud; dvs. sådan en form for “hvordan er reglerne mon her?”, “hvad kan jeg forvente af verden baseret på mine erfaringer?”.

Min “familie” flytter gennemsnitlig hvert 1,4 år, vi bor altså lige knapt 1½ år på hver adresse fra tiden efter min fars død i november 1972, til jeg selv tager kontrollen og flytter/flygter 1. august 1980. Derfor nåede jeg selvfølgelig aldrig nogensinde at få erfaringer, der kunne bringes i spil. Derfor knyttede jeg mig aldrig til nogen og etablerede aldrig venskaber bortset fra et på Sydfyn, hvor vi boede i 2½ år som den længste periode.

Vennen var en dreng, der boede om hjørnet fra min mormor i en by, der hedder Hårby fem kilometer fra min adresse, så når jeg besøgte hende, besøgte jeg i realiteten mere ham. Vi tegnede sammen, og han var dygtigere end mig, der knapt kan tegne en tændstikmand, og han blev da også senere en kendt hollandsk arkitekt. Venskabet blev bevaret helt ind i voksenlivet, til han døde for egen hånd for få år siden. Jeg var til begravelsen i Præstø, men jeg husker intet af det.

Vi (psykologen og jeg) fik meget mere ud af CPR-registerets udvisende på de 40 minutter, vi brugte på det. Men jeg stopper her.

Den delvise konklusion er:

De ting, jeg bakser med nu som en (halv-)gammel kone med at bevare relationer, er grundlagt i en meget tidlig alder. Jeg kan godt skabe relationerne, men i løbet af ret kort tid keder jeg mig som regel og så hører de op. Psykologen har herudover flere gange sagt “Det er svært at blive din ven”, og det er fuldkommen sandt. De få venner, jeg har, er kommet gennem et svært passabelt nåleøje – og det er jo ikke så godt. Ingen har godt af at leve på en ø.

Min klare fornemmelse er, at jeg på en eller anden måde ikke kender “reglerne for venskaber” og ikke rigtig ved, “hvordan man gør”. Folk svarer mig: “Jamen der er ingen regler”. Jeg er udmærket klar over, at “Lov om venskaber” hverken er skrevet eller vedtaget i Folketinget, men jeg savner den alligevel og overvejer, hvordan andre så finder ud af det? Hvor tit kan man ringe? Hvor længe varer et besøg? Er jeg kedelig at tale med? Hvis tur er det til at tale? Hvad skal jeg sige, når det bliver min tur? Og meget andet i den dur.

For at reparere på skaderne og måske blive lidt klogere har jeg købt bogen “Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler”. Den er skrevet af en amerikaner og sindssygt dårligt oversat, så på en måned har jeg ikke konsumeret mere end 43 sider. Alle oversættelsesfejlene gør, at jeg næsten ikke kan læse den. Egentlig er den skrevet som en “guide til teenagere med Aspergers syndrom”, så jeg er minimum 40 år for gammel, men det jeg trods alt har læst, virkede ret brugbart.

Jeg skal nok komme igennem den.

 

/7 Kommentarer/i , , /af , ,

Udtræk fra CPR-registeret

Udtræk fra CPR-registeret

Jeg flytter aldrig igen

Udtræk fra CPR-registeret

Jeg elsker tal, tabeller, data og præcision. Alt hvad der kan stilles op i Excel eller puttes i databaser, kan jeg more mig med i lang tid. Det var godt, jeg kom til at arbejde med økonomi og IT til trods for, at jeg er jurist. Den uddannelse var en fejltagelse, men da jeg blev klar over det tre år inde i studiet, havde jeg ikke råd til at starte på en anden uddannelse, der tydeligvis burde have været økonomi eller statskundskab. Jura er imidlertid “bredspektret” og åbner mange muligheder, så det gjorde ikke så meget. Arbejdslivet formede sig alligevel godt.

Tabellen i bunden er et udtræk fra CPR-registeret, hvor jeg bare har fjernet husnumrene. De to yderste kolonner er beregnede værdier, hvor man kan se, hvor længe jeg har boet på den pågældende adresse og hvor gammel jeg var, da vi/jeg, da jeg flyttede.

Jeg er klar over, at “normale mennesker” ikke beregner bopælsår med en decimal, men for det første er det nødvendigt for at vise de adresser, hvor jeg boede mindre end et år, for det andet kan jeg godt lide detaljerne og for det tredje er jeg jo ikke helt almindelig – men pyt med det.

Det sjove, og det man skal lægge mærke til, er, at jeg i starten flyttede meget, men da jeg selv fik ordentlig kontrol over livet efter indflytningen på Amagerkollegiet, blev der væsentlig længere mellem flytningerne. At cellen over tallet “44” er tom, skyldes, at jeg vist aldrig flytter igen. Jeg har flyttet nok og er glad for min nuværende lejlighed.

Forberedelse til psykologsamtale i morgen

Jeg har ikke lavet tabellen kun for morskabs skyld. Den skal bruges hos psykologen i morgen. Jeg er altid forberedt og har lavet en form for dagsorden, da det ikke er helt billigt, og jeg vil have mest muligt ud af det. En form for “optimering”. Jeg er gået over til dobbelt-sessioner, og det giver meget ro ikke at have den lille stress, der er knyttet til kun at have en enkelt time. Det er skønt ikke hele tiden at skulle kigge på uret.

Hvad jeg vil med det, er jeg ikke helt klar over: muligvis få hendes vurdering af, og en samtale om, hvad det betyder for et menneske at flytte så meget i barndommen. Det må da medføre et eller andet? Måske stor rodløshed? Men den har jeg jo altså selv “repareret på” og det er længe siden, så det er ikke specielt synd for mig. Jeg synes bare, det er tankevækkende at se nomadefamilien beskrevet på denne måde.

De mange skoler

Jeg har gået på fem forskellige folkeskoler, hvilket helt sikkert ikke er godt for nogen børn, og da slet ikke for et barn med Aspergers syndrom, der primært profiterer af “ro, regelmæssighed og renlighed” for at skabe ro og stabilitet i hjernen. Altid var jeg det forkerte sted i læse- og/eller regnebogen, og oftest var det andre systemer på den næste skole.

Vanskelighederne med det sociale, der er helt almindelige for mennesker med Aspergers syndrom, blev forstørrede, fordi jeg aldrig nåede at skabe relationer, inden vi flyttede igen.

Tilbageskuende

Nogle vil måske mene, at det slet ikke er godt at være så tilbageskuende som dagens første artikel også peger på. For mig er tilbage imidlertid frem – og det har jeg det fint med.

Kan jeg tage fat i tingene og gennemdrøfte dem med psykologen, kommer jeg vel på et eller andet tidspunkt til målet: fuld frihed. Det kunne være rart. Var jeg mere føle-menneske, ville det helt sikkert gå meget hurtigere (det talte vi om forrige gang). Jeg skal bare ikke tegne, male, lave psykodrama eller noget af alt det andet, hun også kan. Heldigvis har hun aldrig nogensinde forsøgt at overtale mig til det.

Udtræk fra CPR-registeret

Beregnede værdier

Adresse

Min note

Kommune

Fra

Til

Bopælsår

Alder v. fraflytning
Åstrupgårdsvej Aktuel Hvidovre 2007-11-17 2022-04-27  14,5
Vanløse Allé 1. rigtige lejlighed København 1990-08-01 2007-11-17 17,3 44
Hovmålvej Amagerkollegiet København 1981-06-09 1990-08-01 9,2 26
Dagmarsgade Nørrebro København 1980-08-01 1981-06-09 0,9 17
Storegade Svaneke Bornholm 1978-12-11 1980-08-01 1,6 16
Vestermarievej 1. sted på Bornholm Bornholm 1978-07-12 1978-12-11 0,4 15
Nellemosevej Sydfyn Assens 1975-12-29 1978-07-12 2,5 14
Vollsmose Alle Vollsmose Odense 1974-01-31 1975-12-29 1,9 12
Prins Haralds Alle Revisoren Odense 1973-05-24 1974-01-31 0,7 10
Martensens Alle Forkert. Skjern mangler Ikast-Brande 1963-10-23 1973-05-24 9,6 9
/7 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Fra kedelig til alvorlig hos psykologen

Fra kedelig til alvorlig hos psykologen

Så skønt med dobbelttid

Fra kedelig til alvorlig hos psykologen

Jeg er vild med psykologen af blandt andet følgende årsager:

  • Hun accepterer uden videre, at jeg ikke kan finde ud af det med “psykodrama”. Men hun har selvfølgelig også kendt mig længe. Hun kender mine svagheder (og styrker).
  • Hun accepterer, at jeg ikke kan male/tegne og sådan noget. Hendes andre klienter kan sikkert, men jeg kan ikke tegne så meget som en tændstikmand. Og jeg får mindreværdskomplekser af bare at se en pensel, et staffeli eller et lærred.
  • Hun accepterer, at jeg er et “hjernemenneske”, som har stor glæde ud af at udvikle teorier og analyser sammen.
  • Hun accepterer, at jeg optager vores samtaler og har tillid til, at jeg ikke misbruger dem.
  • Jeg ved helt præcist, hvornår vi “gætter” sammen, fordi ingen kan vide, hvordan tingene rent faktisk var for et halvt århundrede siden, når der er noget, jeg ikke husker. Jeg kan sætte foden i og sige “Nej, det kan ikke passe på grund af “xyz””
  • Jeg ved helt præcist, hvornår “gætterierne” kan bringe mig videre, og hvornår de er “far fetched”. Det er, når tankerne inden næste session ikke hænger sammen for mig. Og jeg kan komme og sige “jeg tror ikke på det”. Det sker bare ikke ret tit!
  • Hun er teoretisk og fagligt velfunderet. Hun har siddet i stolen i mange år.
  • Hun ikke synes, jeg er kedelig!
  • Hun elsker sit job!

Du er sgu også så kedelig!

Jo mere min “mor” (og psykopaten) fik at drikke, jo “kedeligere” blev jeg, når de blev “sjovere”. Min “mor” sagde ofte:

Du er sgu også så kedelig

Der kommer rent faktisk nogle følelser her. Og jeg er jo begejstret, når jeg endelig føler noget. Jeg har det svært med at være kedelig. Inde i mig er der et billede af, at jeg faktisk er kedelig, fordi jeg har hørt det gennem så mange år (mindst seks).

Det bekræftes af, at jeg ser ting og sager på Facebook, som andre synes er sjove; men jeg synes overhovedet ikke, de er sjove, selvom jeg prøver at forstå morskaben. Et eksempel er, at jeg slet ikke synes, det er sjovt, at fire millioner mennesker fra Ukraine har måttet flygte fra deres hjem, der ligger i ruiner. Jeg synes heller ikke, Victor Borge er sjov, eller for den sags skyld at Gøg og Gokke er sjove. Psykologen forstod mig uden videre.

Psykologen synes ikke, jeg er kedelig; jeg er bare alvorlig. Det har jeg ikke noget imod at være. Jeg er ikke til “Falde på halen-komedier”. Det er fint for mig.

Jeg vil prøve at skifte ordet “kedelig” ud med “alvorlig”, til vi ses næste gang ultimo april. Det der ukærlige “Du er sgu også så kedelig” sidder bare dybt i mig. Det kræver lidt arbejde, men det er i orden. Der er kun en vej fremad, og det er den arbejdsomme.

“Den gode mor” havde inviteret sit barn på en sød måde til at være knapt så alvorlig fx ved hjælp af følgende: “Lille Hanne-pige, du er så alvorlig. Jeg vil vise dig, hvordan du kan have det lettere og være mindre “tung””. Sådan var det bare ikke. Måske syntes hun, at jeg så på hende/dem som en slags “dommer”; og det havde hun i givet fald ret i. Jeg kan faktisk huske/fornemme, at jeg betragtede sceneriet udefra og tog afstand fra det med afsæt i de værdier, der boede i mig. Og gæt selv hvor de mon kom fra.

Jeg havde ikke en mor  – men jeg havde en far

Jeg er så umådeligt lykkelig for, at jeg har haft en far, selvom det ikke var ret længe. Nogle mennesker er “fars pige”, nogle er “mors pige”. Når jeg læser om andre modne kvinder, der mister deres mor, skal jeg jo i og for sig bare “kopiere” følelserne fra de følelser, jeg havde for min far for at forstå, hvad de føler. Så kan jeg sagtens forstå det tab, de lider. Det var en vigtig erkendelse i dag. Jeg vil virkelig gerne; jeg ønsker ikke på nogen måde at fremstå u-empatisk. Det er en del af det at være på autismespektret, at man har svært ved at leve sig ind i andre menneskers følelser. Jeg synes bare ikke selv, den del af diagnosen passer ret godt på mig. Det må andre selvfølgelig vurdere.

Da psykopaten og jeg kæmpede om min mors gunst

Det er de særeste ting, man kommer i tanke om, når man er “hjernestyret”, men sådan er det: da vi boede i det gamle faldefærdige skammel på Sydfyn (Nellemose fem km. fra Hårby) havde min “mor” et job med morgenrengøring på lægehuset i Assens. Det, jeg husker allerbedst, er, at psykopaten og jeg mentalt “kæmpede” om at komme med på disse rengøringsjobs, selvom det betød, at vi skulle ud ad døren kl. fem om morgenen eller deromkring. Hvis jeg vandt, havde jeg min “mor” for mig selv et par timer i ædru stand, og hvis han vandt, havde han vundet over mig!

Terapien ville selvfølgelig gå meget hurtigere, hvis jeg kunne det der med psykodrama, tegne-/maleterapi osv. Jeg tror, at hvis jeg har forstået logikken og de rette sammenhænge, tror jeg også, jeg har har løst problemet. Sådan er det bare ikke i virkelighedens verden. Når vi tager vejen via logik og hjerne, kan vi tage en lille bid af problemstillingerne, hver gang ordene bliver sagt og analyserne bliver lavet. Hvis jeg kunne det andet, ville den bid være større. Følelser bor i kroppen – ikke i hjernen. Men det må tage den tid, det tager (og koste det, det koster).

Barnet foran sin fars gravsted

Hvorfor pokker er der ikke nogen, der ser, at der er et barn, der har behov for omsorg? Det hører med til et bare lidt mere nuanceret billede af min “mor”, at hun ikke selv kan overskue at give omsorg på et tidspunkt, hvor hun selv er i chok og sorg over at have mistet den mand, hun havde været gift med i 17 år. Hvorfor skal det barn allerede som niårig lære ensomheden at kende og finde ud af at “Jeg må klare mig selv”? Jeg kan næsten ikke udholde at se et barn på det enorme familiegravsted for mit indre blik. Jeg har svært ved at acceptere, at det ikke er et fremmed barn, jeg ser for mig, men at det faktisk er mig selv. På den anden side set: Hurra – jeg føler noget. Det må jeg straks notere mig.

Det er noget af det, vi (psykologen og jeg) undrer os over. Hvorfor var der ingen overhovedet? Min far var en indflydelsesrige person i byen. Det kunne have været underdirektøren, arbejdere på fabrikken, naboer, præsten, nogle lærere, for nu slet ikke at tale om min fars søster, der var gift med en overlæge, professor dr. med. De har da sikkert haft en god økonomi. De boede godt nok i Aarhus, og der er godt nok 98 km., men det er jo ikke en afstand som til hverken Madrid, Athen eller Nordkap. Og så var der min mormor, der også boede i Brande, hvorfor kridter hun ikke skoene? Hun er på det tidspunkt 62 år og vist i det væsentlige rask.

Hvorfor er økonomi pludselig et problem? Hvorfor var der ikke en forsikring eller en pensionsopsparing efter min far? Hvor er provenuet efter salget af fabrikken? Psykologen nævnte ordet “enkepension”, og det ord vakte genklang ~ jeg har hørt det før engang for længe siden. Jeg tror, der var en enkepension. Hvor blev den af? Måske var der gæld, der blev betalt med enkepensionen?

På den anden side set fremgår det af adoptionssagen otte år før:

I 1964, hvor adoptionen forberedes, har Jørgen en indkomst på 31.000 kr., hvilket betegnes som særdeles gode økonomiske forhold. Huslejen udgør 200,00 kr. månedligt, men de kan bo i det lejede hus så længe de vil og finder ingen grund til at flytte, selvom de udmærket havde råd til selv at bygge sig et hus.

Der er en tanke, jeg har tænkt i mange år, men som jeg med vilje aldrig har nævnt, fordi den måske er lidt “far fetched”, fordi jeg ikke vil fremstå med endnu en offer-historie og fordi det kan lyde selvmedlidende. Men når nu psykologen nævnte det forsigtigt som en langt-ude-mulighed, så kan jeg også tillade mig det:

Er der ingen overhovedet, fordi jeg ikke er deres “rigtige” barn?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.