Indlæg

Så spændt

På torsdag…

På torsdag skal jeg mødes på “Madklubben, Frederiksberg” kl. 13:30 med to mennesker, der betød uendeligt meget for mig i min barndom.

De ønskede dengang at være et fristed, og de var et fristed! De lykkedes, selvom det var usagt.

Når vi mødes, håber jeg, at jeg kan forklare, hvor meget, de betød. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan sætte ord på det. Jeg kan gøre det formummet bag mine 32″ – men IRL er noget ganske andet.

Fra sommeren 1978 til 1. august 1980 boede jeg på Bornholm sammen med min såkaldte familie. Jeg havde et eftermiddagsjob hos en stor isenkræmmer i Åkirkeby. Jeg var meget glad for at være hos dem. De inviterede mig ganske enkelt til at være en del af familien. De havde tre skønne børn + mig og en gul labrador (Puggi). De var mennesker med overskud – det var jeg ikke vant til. Jeg var vant til at leve på kanten af samfundet.

Jeg havde mit eget værelse hos dem, og det var trygt at gå i seng der, for der kom ingen med sygelige krav og ønsker næste næste morgen.

Min egen såkaldte familie var naturligvis ikke glad for alliancen, for de kunne blive afslørede, de sociale myndigheder kunne dukke op for nu slet ikke at tale om politiet. Og endelig manglede de min arbejdskraft derhjemme.

I forbindelse med bogprojektet kommer mange sære minder frem heriblandt isenkræmmerne. Jeg sad for et godt stykke tid siden og skrev på et kapitel, der nok skal hedde “Fire gode mennesker”, og “Fanden” tog ved mig`: Hvorfor ikke bare ringe dem op? Som tænkt så gjort. Jeg ringede op, og vi talte næsten 30 minutter. Fantastisk. Vi har ikke talt sammen i mere end 37 år, men alligevel var der et bånd.

Vi har udvekslet et par mails. Blandt andet skriver de, at jeg nok var “overkvalificeret” til jobbet hos dem. Jeg var 14 år! 🙂

De har foreslået at mødes, og det bliver så på torsdag. Jeg glæder utrolig mig meget!

Jeg har spurgt, om de har gamle billeder af børnene og af dem selv. Det er jo længe før den digitale tidsalder. Dengang tog man kun billeder ved helt ekstraordinære lejligheder, for det kostede kassen at få dem fremkaldt. Nu om dage løber enhver rundt med et ret godt kamera i lommen, og alle stunder foreviges uanset, hvor ligegyldige de er.

Jeg har haft et billede af børnene, der sad i “futtog” på grænsen mellem køkkenet og stuen i beboelsen ovenover forretningen. Jeg ved bare ikke, hvor det er blevet af.

Nu glæder jeg mig bare. Det er specielt.

,

Parmigiano Reggiano Biologico

Ost og klementiner

Dette bliver aldrig en decideret madblog (dem er der i forvejen mindst 100.000 af), da jeg ikke vil sætte grænser for mig selv og glæden ved ord og pæne sætninger, og bloggens undertitel er da også “Om alt mellem himmel og jord”. Herved har jeg taget højde for det hele.

Varerne fra Aarstiderne kom i dag. Det væltede ind i køkkenet med:

  • Saltkar i FSC-mærket bøgetræ. Bare fordi det er pænt og lækkert.
  • Wokstrimler af oksekød til lynstegning i wok eller på pande. De ryger i fryseren til dage, hvor jeg har fortæret hele indholdet af Kvikkassen og har behov for lidt supplement.
  • Tre kg klementiner. Lidt for sjov.
  • Parmesan – 1,3 kg. Til at gå at nippe af.
  • Kvikkassen hvor ugen byder på:
    • Gratinerede penne a la bolognese med frisk mozzarella
    • Jasminris med krydret kylling, kål og gulerødder
    • Svinekotelet og quinoasalat med grønkål og æble. Jeg har hørt meget om quinoa men har aldrig smagt det. Det er vist godt for og imod en hel masse.
Lækkersulten

Når der nu er 1.288 gram Parmigiano Reggiano Biologico, må jeg gerne gå og nippe af den og nyde smagen af nødder, med den støvede og nubrede konsistens, der kendetegner en god parmesan. Hvis jeg fortsætter med et par klementiner er det sublimt. De to holder hinanden fint i hånden.

“Barnet”

Og så til noget helt andet: Det går langsomt fremad med bogen. Jeg har hørt om andre, der har skrevet bøger, og som får fornemmelsen af, at bogen er som et “barn”, de beskytter med arme og ben. Det forstår jeg til fulde. Jeg vender hvert et ord og enhver drejning. Det tager lang tid, fordi jeg synes, fakta skal være i orden, også selvom det dybest set er ligegyldigt om min far døde en tirsdag eller ej.

Når jeg det, jeg vil, med mine ord? Er jeg i stand til at beskrive hændelser, tilstande, følelser, oplevelser, erindringer mv. på en måde, som er interessant for andre end mig selv? Spørgsmålene hober sig op.

Jeg kender flere mennesker, der er så søde, at de læser med undervejs. Det er jeg utrolig glad for. Det er en form for trykprøvning, hvor jeg kan teste, om jeg er på rette spor eller ude på et overdrev. Er det overhovedet til at forstå de tanker, jeg prøver at sætte til “papiret”? Min bedste ven har konstateret, at jeg nok ikke er typen, der skriver til skrivebordsskuffen, og det har hun fuldkommen ret i. Jeg skriver, fordi det skal blive en bog, nogen gider læse. Jeg retter mig (vist nok) mod brugere med samme diagnose, behandlere, “systemet” og hospitalspræster.

Endnu har jeg ikke fået negativ kritik, men det må jo komme. Jeg er spændt på, hvordan det vil blive.

Erindringsglimtene

Der dukker underlige erindringsglimt op undervejs i processen. Ting jeg da aldrig nogensinde har tænkt på fx i de seneste 45 år.

Et lille eksempel er et skarpt og klart billede af den (vist nok hjerte-)ambulance, der kørte min far fra Give sygehus til Kolding sygehus i november 1972 – en strækning på 48 km. Vi kørte lige efter ambulancen. Jeg husker, at den var skræmmende. Den sorte ambulance var meget høj med to bagdøre. Der var vist nok små ruder øverst i dørene, og som om den var bølget (nærmest som bølgeblik). Jeg har skrevet til “Zone-Redningskorpsets Venner”, som synes at være en kreds af tidligere Zone-medarbejdere med veneration for fortiden, og spurgt om mine erindringer kan passe, og om de mon kan skaffe et billede?  Hvis det kan passe, skal glimtet med på tryk.

Jeg tror, jeg husker venteværelset på Kolding sygehus, hvor jeg ventede i højre side set fra døren. Jeg var ikke med inde ved far. Jeg tror, hun kom ud og sagde, far var død. Derefter kørte vi de 75 km. hjem til Brande. Det må have været et vanvittigt traume for hende. Mon ikke man i dag ville skaffe krisehjælp?

Dagen efter troede jeg, at når han nu var død, så skulle jeg vel i skole igen.

På den måde bliver processen temmelig langsommelig, men interessant (også) for mig selv.

God søndag!

,

Tastatur til iPad

Måske har jeg glemt?

Måske har jeg glemt at fortælle, at for så vidt angår indlæggene med erindringer, ønsker jeg ikke medlidenhed, og jeg er klar over, at det kan være svært for andre at læse og kommentere de til tider absurde tids- og stemningsbilleder. Det er lidt som det, at det kan være svært at være pårørende: Hvad skal man gribe og gøre i?

Jeg kæmper og slås og forventer, at det vil lykkes at komme fri.

Salme 787 “Du som har tændt millioner af stjerner” har bl.a. denne sætning i vers fire: “Tak for de mennesker, som blev vor støtte, når vi fandt vejen besværlig at gå.” Det er præcis, sådan det er. Jeg finder vejen besværlig at gå, men husker også fire gode mennesker. Dem har jeg skrevet et lille bitte kapitel om. Måske skal det slet ikke bruges? måske er det bare for navlepillende? Uanset hvad tog jeg i går telefonen og ringede til to af dem – ja altså efter 37+ år. Det var sørme specielt. Men det var dejligt, at tale med dem igen.

De fortæller, at de ønskede at give mig et frirum, at de vidste, at jeg mistrivedes, at min mærkelige familie var dysfunktionel.  De så mere end jeg troede. Jeg må gerne ringe igen, og det tror jeg, jeg vil, da der er forskellige spørgsmål, der presser sig på.

Tastaturet

Og så til noget helt andet:

Min iPad Air er stort set mit kæreste eje. Den dag, den ikke kan længere, farer jeg straks ud og køber en ny. Noget af det, jeg haft megen gavn af, er, at have optaget ufattelige mængder af samtaler med fagpersoner gennem de seneste to eller tre år. Optagelserne er en enorm støtte for hukommelsen. Jeg har fx 53 optagelser af sessioner med psykologen. Jeg betragter dem som guld, og de vil uden tvivl være tilsvarende i bogprojektet.

Jeg har aldrig haft det godt med tastaturet. De små underlige taster, der slet ikke er taster. Nu skal det være. Jeg vil have et løst tastatur til den. Jeg ved intet om hardware, så jeg spurgte i min supportgruppe, og de kom med mange gode forslag til hvilke kriterier, jeg kunne stille op. Valget endte på “Logitech K780 Multi-Device – ND – Tastatur – Dansk – Sort“. Det bør komme i morgen.

Jeg har valgt PostDanmark med udbringning. Jeg er for doven til at gå ned i føtex, og synes ikke, det er naturligt, at jeg selv skal hente mine pakker. De skal komme til døren! Det koster 29,00 kroner – pyt det går nok også.

Tastaturet kan “betjene” tre enheder på en gang: PC’en, iPadden og telefonen. Det med PC’en bliver ikke relevant, da jeg har et dejligt stort baggrundsbelyst tastatur, men de to andre enheder skal nok blive brugt.

Jeg glæder mig til i morgen.