Tag Archive for: Erindringer

,

DSB-minder og andre minder

DSB-minder og andre minder

Da jeg var togstewardesse

DSB-minder og andre minder

Mens jeg læste, havde jeg mange sære studenterjobs. Et eller andet sted skulle pengene jo komme fra, og jeg har arbejdet, siden jeg var 14 år.

De første år var de knapt så interessante, og nogle var decideret hårde. Til sidstnævnte kategori hørte tiden som togstewardesse. Der er langt fra Københavns Hovedbanegård til Frederikshavn, når man skal stå op og lave kaffe hele vejen. Det var dengang, skjorterne var bolsjestribede.

Det var også dengang, der var en lille bar, eller hvad vi skal kalde det, i vogn 11. Fredag aften var ikke specielt rar; jyske forretningsmænd på vej hjem fik sig en tår eller syv over tørsten, mens vi sneglede os gennem landet. Man var jo nødt til at tale med dem, når man stod i “baren”. Man kunne ikke slippe væk. Og det ville have været uden for al code of conduct, hvis man havde bedt dem holde kæft. Men lysten var der.

Stod man ikke i baren, trillede man måske gennem toget med salgsvognen, og så var kaffen lastet på vognen sammen med alle de andre sære ting, man skulle sælge.

Når man endelig nåede Frederikshavn, overnattede man i en DBS-ejet bygning lige på den anden side af banelegemet. Næste morgen tidlig gik turen hjem igen.

Tiden på det DSB-ejede Hotel Astoria

Inden jeg begyndte på Statens Kursus til Studentereksamen, men efter jeg havde forladt gulvklud og moppe i De Gamles By og var flyttet til Amagerkollegiet, var jeg var en periode på Hotel Astoria lige ved Københavns Hovedbanegård. DSB ejede hotellet. Jeg stod for morgenmadsserveringen i weekends.

Mig i brun nederdel og hvid skjorte samt brune, fodformede Jacoformsko størrelse 40. Det har været et ømt syn. Heldigvis er det længe inden, folk rendte rundt og tog billeder af alting hele tiden.

Jeg havde en sød kollega ved navn Anne, og damen ude i køkkenet var også sød. Jeg tror faktisk, hun hed Fru Nielsen. Kollegaen så jeg også i fritiden.

Omklædning foregik i kælderen, hvor man også skulle stemple ind og ud i en fuldkommen oldnordisk stempelmaskine med papkort, håndsving osv. Direktøren skulle altid lige et ærinde derned, når man var nede at klæde om … Klamt. Jeg var der vist ikke så længe. Der var bedre hos Irma.

Der er bedre på DSB 1’ Stillezone

Lige nu snegler jeg mig også gennem landet med DSB. Der står ellers InterCityLyn på billetten, og jeg mener ikke, vi burde standse i hverken Nyborg, Korsør eller Ringsted. Men sådan er det altså.

Vi er også forsinkede (ca. 20 minutter) – men DSB kan ikke gøre for, at et menneske i Horsens ikke ville livet længere. Vil man ikke længere, er det ikke en god løsning. Guderne skal vide, at jeg mange gange har stået på min egen station og spurgt mig selv “Er det nu?” Men dels ville det være synd for togføreren, dels var jeg alt for meget en kylling.

I det mindste sidder jeg nu ned og drikker kaffen – jeg skal ikke selv stå op og lave den. Der er løbet en del vand i stranden på de lidt mere end 40 år.

På udrejsen var der en times forsinkelse, så jeg kan benytte mig af rejsetidsgarantien og få 25 pct. af billettens pris refunderet. Det er lige lykkedes mig at søge efter mange forsøg, hvor siden returnerede noget a la “Datoformatet er forkert”. Selvfølgelig havde jeg indtastet det korrekt!

Inden for 28 dage skal jeg have 171,50 kr. Da jeg senest benyttede mig af rejsetidsgarantien kom pengene nu i løbet af et par dage. De benytter sig nok af “Better safe than sorry”.

DSB-minder og andre minder

Hvad laver jeg en sen fredag aften i april hos DSB?

Jeg har været en tur i Thy. Verden ser anderledes ud deroppe; den er ganske pæn.

Billederne i galleriet herunder er fra Stenbjerg Landingsplads. Et skønt sted; stort set mennesketomt. Fred og frihed. Der var os og en traktor i vandkanten, der skulle trække kuttere op på land/ud i vandet. Stedet mindede om et museum, men det var det ikke.

Jeg tog billederne på grund af farverne, og fordi der var mulighed for min foretrukne fotoregel nummer 1: “Gå tæt på”. For mange år siden vandt jeg faktisk en pris i “Copenhagen Photo Marathon”, fordi jeg håndhævede reglen:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Når børnelokkeren er gift med mor

Når børnelokkeren er gift med mor

13-årige Filippa er fundet “ved bevidsthed”

Når børnelokkeren er gift med mor

Det er kun de mest uempatiske, der er ikke de seneste 24 timer har fulgt med i 13-årige Filippas forsvinden fra sin avisrute, og den fantastiske politimæssige indsats, der har betydet, at pigen er fundet “ved bevidsthed” og at en mand på 32 år er anholdt og vil blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen.

Formuleringen “ved bevidsthed” siger en del! Men selvfølgelig er det langt bedre end morgenens udmelding om, at politiet frygtede, at “der er sket en forbrydelse”; det plejer de stort set kun at sige, når de er næsten sikre på, at alt håb er ude.

Jeg så netop politiinspektøren i TV Avisen 18:30, og selvom det ikke er så professionelt, er det forståeligt, at han dårligt kunne “holde gråden fra sin stemme og tåren fra sit øje” (hvor stammer citatet fra? Er det noget med besættelsen?).

Man må forstå, at manden mangler søvn, har knoklet i 24 timer og har koordineret en enorm – effektivt og succesrig – indsats. Så bliver man mere sårbar og “sprød”. Også politiinspektører har følelser. Og det har de ret til.

Og politiet skal nu bruge aftenen og natten på sikre flere spor og beviser, så de har nok til, at de er sikre på, at en dommer kan varetægtsfængsle den 32-årige i morgen.

Når børnelokkeren er gift med mor

Da jeg engang i forhistorisk tid var barn, lærte vi, at vi skulle passe på “børnelokkere”. Det ret milde udtryk blev brugt om voksne mænd, der ikke ville små piger noget godt. Det var nogle, man skulle være bange for at møde på gaden eller nede i anlægget. Det var nogle, der lokkede med slik eller andet, vi gerne ville have. Det skulle vi sige “Nej tak” til.

En dygtig Facebookskribent skrev i dag et tankevækkende indlæg om, at vi, hvis vi har børn, skal lære dem, at de skal skrige højt, og blive ved med det og løbe væk, så snart de kan, når de mærker, at noget er helt galt. Og det har hun ret i. Der er grund til at passe på pigerne, for der for mange mænd, der er underligt skruet sammen i hovederne.

Der var imidlertid ingen, der lærte os – dengang – hvad vi skulle gøre, når børnelokkeren var gift med mor.

Sagen med Filippa får mig til at tænke tilbage

Når Filippa er “ved bevidsthed”, trives hun ikke i bedste velgående! Hun har ikke været til sodavandsparty i 24 timer. Der er sket noget forfærdeligt. Det gjorde der også, da “min mor” giftede sig med psykopaten. Han var sådan set “min børnelokker”. Til forskel fra en “almindelig børnelokker” havde vi bare samme adresse seks år fra 1974 – 1980.

Den første tid ville jeg så gerne have en ny “far” som erstatning for ham, der døde. Men der gik ikke lang tid, før jeg som ikke engang 11-årig var klar over, at noget var helt galt.

  • Jeg kunne ikke lide, at han ville give mig penge for at gå i bad med ham
  • Jeg brød mig ikke om, at han kælede mig i håndfladerne, når vi holdt i hånd tværs over parkeringspladsen i Vollsmose
  • Og jeg brød mig ikke om hans åbenstående morgenkåbe – med udkig til samtlige genitalier – hver eneste eftermiddag, når han var tidligt hjemme efter sit job som skolelærer … Den cerutlugtende morgenkåbe har jeg vendt 500 gange med psykologen.

Det var min klare fornemmelse, at noget var galt. Jeg vidste på en eller anden måde, at sådan gør en far ikke. Sådan havde min afdøde far i hvert fald aldrig gjort.

Jeg henvendte mig til “min mor”. Men det var mig, og ikke ham, der blev “forhørt” ved det cirkelrunde køkkenbord med den storblomstrede, orangefarvede voksdug. Bevisbyrden var vendt om. Og det var ham, hun efterfølgende giftede sig med.

Sådan startede det hele, og det eskalerede, til jeg kunne flytte hjemmefra som 16-årig og begynde at skabe et normalt liv på egen hånd.

Der er i sandhed grund til at passe på pigerne. Også dem på samme adresse!


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Jeg bryder mig ikke om 1. april

Jeg bryder mig ikke om 1. april

Alt kan være en aprilsnar

Jeg bryder mig ikke om 1. april

Første april har jeg mest lyst til ikke at se TV Avisen, ikke at læse opslag på Facebook og ikke at kommunikere med omverdenen på nogen måde.

Det skyldes, at jeg simpelthen ikke kan sondre mellem morsomhed, vittighed og virkelighed.

  • Når jeg minder mig selv om, at det er første april, ligner alt en aprilsnar. Samtlige politikeres udtalelser ligner pludselig en aprilsnar, for det kan da ikke være sandt, at de nu vil indføre x, y, z …, nedsætte diverse kommissioner, når vi allerede kender svaret osv.
  • Det må da være en aprilsnar, at Rusland nu skal være formand for FN’s sikkerhedsråd.
  • Når jeg beslutter at glemme den tåbelige dato, bliver jeg rystet over, hvad der dog sker omkring mig.

Eksempelvis læste jeg, at en chef et sted i Københavns Kommune ville lave om på bydelsgrænserne (den var dog så tyk, at selv jeg forstod det, men sjovt var det ikke) og en anden havde af Salling Group fået til opgave at oprette et Netto-museum, da discount er befolkningens anden religion. Jeg hoppede i med begge ben, for det med den anden religion er jo sandt. Så kunne museet vel også være sandt?

Jeg bryder mig ikke om 1. april

Manglende humoristisk sans = “Du er sgu også så kedelig!”

Måske skal man have humoristisk sans for at more sig den 1. april? Jeg ejer ikke humor.

Når folk slår vittigheder op på fx Facebook, tænker jeg: “Okay, jeg kan se, at de vil være morsomme, men jeg forstår ikke, hvad det sjove er”. Og jeg gør mig umage for at forstå, hvorfor det skulle være sjovt, da det også hører til at tage del i samfundet. Og det vil jeg gerne i begrænset omfang.

Jeg har et par veninder, der er søde at sige, at jeg da har humor. Psykologen mente det samme og sagde, at det bare var en underfundig en af slagsen, og at det ikke var noget i nærheden af “falde på halen”-vittigheder, Victor Borge eller Gøg og Gokke.

Der, hvor jeg boede nogle år af min barndom (fra 1974 til 1980), havde de en helt anden humor. De kunne både lide Victor Borge, Gøg og Gokke, Fleksnes, W. C. Fields m.fl. Jeg så nogle gange pligtskyldigt med, men sad og tænkte: “Det er åndssvagt”. Når jeg kunne slippe afsted med det, smuttede jeg ind/op til fysikbøgerne. Det gik en del bedre, men blandt andet det fik “min mor” til at sige “Du er sgu også så kedelig!”.

Ergo levede jeg mange år med fortællingen/narrativen “Jeg er kedelig!”. Det lavede psykologen heldigvis også om på ved at omfortolke fra “kedelig” til “alvorlig”. Det går også bedre.

Hænger humor og forestillingsevne sammen?

Dette spørgsmål er (selvfølgelig) ingen aprilsnar. Jeg tænker bare over, om humor og forestillingsevne hænger sammen? Når man skal forstå det, folk synes er sjovt, drejer det sig vel om, at man skal sætte sig ud over det rationelle og lineære og i stedet forestille sig, at man er i den sjove verden?

Jeg har aldrig haft en god forestillingsevne. Det første, jeg husker om dette, er, at de andre piger var meget bedre til at lege med dukker, end jeg var. Jeg kunne finde ud af at klæde dem af og på; ikke mere. De andre forestillede sig, at det var levende børn. Det vil sige, at de madede og skiftede dem, kørte dem tur i dukkevogne osv.

Jeg havde skam en fin dukkevogn, men dens fornemste opgave var at agere seng for en kat.

“Vi” kom lidt langt omkring her, men det er sundt at lade tankerne udfolde sig. Det gør ikke noget.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Optaget af fortiden 2

Optaget af fortiden 2

Hvornår lærte jeg at gå?

Optaget af fortiden 2

Denne artikel ligger i forlængelse af “Optaget af fortiden” fra maj måned 2022.

Jeg havde været ude til frokost med en veninde. Linje 11 kører fra Rådhuspladsen til Hvidovre på bare 15 minutter. Selvom det var myldretid, var der ikke mange med. To sæder foran mit sad en mor med et barn i bæresele og en pige på ca. fire eller fem år på sin højre side. Pigen spurgte sin mor: “Hvornår lærte jeg at gå?” Moderen svarede: “Du var ca. ti måneder”.

Den korte dialog faldt fint ind i et af emnerne fra mit frokostbord. Vi havde blandt meget andet talt om spædbarnsterapi og Inger Thormanns metode gennem mange år. Hun arbejder med spædbørn, unge og voksne, der er tidligt traumatiserede af den eller anden årsag. Gennem 30 år har hun været ansat som psykolog på Skodsborg Observations- og behandlingshjem.

Jeg har aldrig haft nogen at spørge, hvornår jeg lærte at gå eller andre emner fra de første tre leveår, hvor der foregår en masse vigtige ting, som jeg har lidt teoretisk viden om fra psykologen.

Ingen har vidst noget:

  • De biologiske forældre har aldrig været til stede, idet jeg er resultat af et “One Night Stand” og afleveret til et børnehjem umiddelbart efter fødslen, der foregik “bag et blåt klæde”.
  • Adoptivforældrene vidste ikke noget om de første tre år, andet end hvad de kunne læse i Rigshospitalets (RH) journaler, som “min mor” ikke forstod og derfor smed ud efter råd fra Mødrehjælpen, og børnehjemmets notater.
    • Der står intet om “almindeligheder”, såsom hvornår jeg lærte at gå, hvor jeg fik mit fornavn fra osv. Inden jeg fik adoptionssagen, spurgte jeg “min mor”, hvor de hentede mig. Svar: “Et stort hvidt hus i Nordsjælland”. Det var vidensniveauet; de huse er der mange af i Nordsjælland …
    • Det eneste, jeg har fået fortalt, er, at børnehjemmet gav børnene for små sko på. Derfor ligger mine tæer ind over hinanden, og derfor ser man mig aldrig i sandaler.

Dette er allerede forsøgt

Jeg har styr på de hårde data via adoptionssagen. Og det er godt!

For et par år siden spurgte jeg RH’s Journalarkiv, om de havde yderligere dokumenter. En medarbejder stod på hovedet for mig men fandt intet.

Turen er gået videre til Rigsarkivet den 4. september 2021. De sender jævnlig en autogenereret e-mail om, at de stadig har meget travlt, så det er ikke min tur endnu. Chancen for at finde noget er minimal, da det selvfølgelig ikke er muligt at gemme alt, men jeg kunne jo være heldig.

Jeg har prøvet at finde socialrådgiverne fra Mødrehjælpen både i København og Holstebro. Chancen, for at de kunne fortælle noget, er urimeligt ringe. Og jeg fandt dem da heller ikke.

Det jeg gerne vil vide

Jeg vil gerne vide, hvad der fik RH til at levere mig retur til børnehjemmet efter et ca. seks måneder langt ophold. Et eller andet må have bevirket, at de anså mig for “rask”. Kom der nogle “damer” nogle gange om ugen og tog sig af børnene, lærte dem at gå, spise selv osv? Alt det der bevirkede, at jeg begyndte at “respondere”, som det hedder på psykolog-sprog.

Børnehjemmet indlagde mig, netop fordi jeg var holdt op med at respondere “… ligger så underligt sløvt og slapt hen” og “i mærkelige stillinger”. Der er noget helt galt, når børn gør det. Nogle mener, at de har givet op. Og børnehjemmet handlede således korrekt. RH afviser hele tiden, at jeg skulle være “… såvel somatisk som psykisk retarderet.”

Jeg har forgæves prøvet at fange en af mine tidligere overlæger for at spørge, hvad man som læge i forhistorisk tid mente, når man brugte ordet “retarderet”:

  1. “Retard” lig forsinket/senere
  2. “Retarderet” lig udviklingshæmmet og med lav IQ

Er det ikke bare ligegyldigt?

Jo, på en måde er det tindrende ligegyldigt. Andre mennesker interesserer sig heller ikke for “almindelighederne”, men når det er umuligt at få et svar, bliver svaret pludselig vigtigt. Jeg er klar over, at det kan lyde underligt.

Det er her Inger Thormann kommer ind i billedet. Vil hun via sine metoder kunne hjælpe med at afdække de sorte huller, altså alt det, der ikke er hårde data?

Jeg har det jo godt, så hvorfor rode i det? Jeg vil bare vide det! Lidt på samme måde som jeg i 16 år jagtede diagnosen Aspergers syndrom. Når en idé er født, forfølger jeg den; jeg er (med en venindes ord) “god til at holde snuden i sporet”.

Således også denne gang. Ergo har jeg set alle webinarer om spædbarnsterapien, hørt alle podcasts, bestilt bogen og ringet til Inger Thormann, fordi jeg simpelthen ikke kunne vente på, at hun ville vende tilbage et par dage efter at have modtaget min “synopsis”.

Hun har også en kollega, Inger Poulsen, hvis forskellige udsendelser, jeg begyndte at høre men hurtigt måtte slukke for. Der er noget ved psykoterapeuters indfølende og “drææævne” tale, jeg er allergisk overfor. Men hun bor nu også i Jelling, så det var på forhånd udelukket.

Jeg har en plan

Med Inger Thormann (bopæl: Holte) har jeg aftalt denne plan:

  • Bestil bogen (checkmark)
  • Læs bogen (den er undervejs)
  • Vend tilbage hvis det stadig virker relevant (det tror jeg, det vil gøre)
  • Gennemgå et kort effektivt forløb (4-5 sessioner).

Da jeg i virkeligheden ikke orker at rode flere mennesker ind i min mærkværdige forhistorie, spurgte jeg selvfølgelig min psykolog gennem knapt otte år, om hun har kompetencer inden for dette specielle område. Det har hun desværre ikke. Det er et ærligt, ærgerligt svar.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.