Indlæg

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Du kan aldrig blive til noget

Du kan aldrig blive til noget

Unge med ADHD og/eller autisme

Du kan aldrig blive til noget

GladTeknik, som jeg laver frivilligt arbejde for, postede forleden dag en lille tankevækkende video på 42 sekunder på deres sociale medier. I videoen fortalte en ung mand ved navn Mathias Stub Jørgensen, at han i folkeskolen havde fået at vide, at han aldrig rigtig ville blive til noget, at han ikke rigtig kunne finde ud af noget, og at han ikke duede til noget.

Han havde derfor gået den tunge vej gennem jobcenteret, nærmere bestemt fleksjobteamet, der havde bekræftet folkeskolens forudsigelser ved at dømme ham til, at han aldrig ville komme til at arbejde mere end 10-12 timer pr. uge.

Det blev Mathias selvfølgelig enormt ked af, for alle normale mennesker vil gerne bidrage til samfundet. Når man bidrager, indgår man i et fællesskab, Der er jo en grund til, at det hedder samfund; man er sammen om noget. Det er rart at have kolleger, det er rart at have nogle at spise frokost med og at sige ”god weekend” til osv.

Nu er Mathias ansat 32 timer om ugen hos GladTeknik, fordi virksomhedens leder og HR-manageren ved, hvordan man tilpasser arbejdspladsen til medarbejderen og ikke omvendt. I videoen ser man en utrolig charmerende og glad ung mand, der er rigtig stolt af sig selv. Og det forstår jeg godt. Han har været her hos mig for at hente min stationære PC. Og det er ikke kun i videoen, han ser glad ud.

Man skal have en diagnose

Når jeg går tur, hører jeg podcasts. Forleden hørte jeg en i serien “Hjernekassen på P1”, der bestyreres af Peter Lund Madsen. Det var muligvis  “ADHD” fra 15. august 2023, men der er flere, der kan komme i spil, hvis du selv vil lede.

De talte om det forhold, at der i dag er en nærmest eksplosiv vækst i antallet af unge med diagnoser herunder ADHD og autisme. Peter Lund Madsen sagde en helt central sætning, som jeg husker: “Vi har indrettet et samfund, hvor man skal have en diagnose for at få hjælp.”

Jeg har ikke børn, så følgende er fra min forestillingsverden: Som forælder ved man ikke, hvad man stiller op, når barnet fx ikke vil gå i skole. Man blamer sig selv og spørger sig selv, hvad man har gjort forkert. Når man ikke finder svaret, søger man hjælp i det sundhedsfaglige system. Man venter de gennemsnitligt 63 uger på en udredning og bliver glad, når/hvis psykiateren udstikker en diagnose, for så er der en forklaring på, at ens barn opfører sig “mærkeligt” og i hvert fald anderledes end de andre børn.

Jeg kender det fra mig selv – men man havde ikke opfundet diagnoserne

Du kan aldrig blive til noget

Jeg kan levende sætte mig ind i Mathias’ historie, for jeg troede også selv, at jeg ikke kunne blive til noget, og at jeg ikke duede til noget. Det var ganske vist ikke folkeskolen, der udtalte sig sådan. Det var stedet, jeg boede.

Jeg havde (og har fortsat ikke) de kompetencer, de havde, og det, jeg kunne, havde til gengæld til ingen værdi. Men jeg var god nok til at vaske vinduer og bil en gang ugentligt osv. Der er lidt Askepot over det.

De havde kreative evner, de kunne spille musik, tegne, male osv., mens jeg ikke kunne tegne en tændstikmand. Min “mors” halvbror nærmest tvang mig til at spille på sav, men jeg fik ikke en tone ud af den. Min “mor” døbte mig “tonedøv”, for ikke en gang melodicaen, kunne jeg spille andet end falsk på.

Fra femte klasse og frem etablerede jeg et nært og indgående forhold til fysikbøger, som jeg fik gratis af psykopatens halvbroder, der vist stjal dem på det trykkeri, hvor han arbejdede (Th. Laursen i Tønder), og molekylebyggesæt, hvor man kunne bygge atomer med de forskellige molekyler. De var flotte, farvestrålende og lidt lækkert udførte.

Du kan aldrig blive til noget

Erhvervsvalget

Jeg troede, man skulle have deres kompetencer, for at blive til noget. Ergo troede jeg også, at jeg aldrig kunne blive til noget. Det var hårdt. I niende klasse sad jeg med den tykke bog med titlen “Hvad kan jeg blive” og bladrede. Det nærmeste, jeg kunne komme, var skibskok. I dag kan jeg kun grine af det og tænke, at jeg nok var blev en temmelig ringe skibskok, eftersom jeg mangler det overblik, der kræves, når mange retter skal være færdige på samme tid. Det kan jeg dårligt i mit eget lille køkken, selvom jeg faktisk er ret god til at lave mad.

Erhvervsvalget var skræmmende. Jeg var klar over, at det var vigtigt, men jeg manglede nogen at rådføre mig med. Eftersom jeg var så dum, at jeg troede, man kunne leve af at være student, besluttede jeg, at jeg ville være student. Så var jeg da blevet til noget.

Jeg flyttede til København og skrubbede gulve i De Gamles By det første år – og derefter begyndte jeg på Statens Kursus til Studentereksamen, som jeg kom ud fra i 1983 med et pænt gennemsnit.

Men jeg manglede jo sådan set stadig en diagnose, for eftersom man dårligt havde opfundet barndommen, havde man selvfølgelig heller ikke opfundet diagnoserne. I hvert fald ikke på Sydfyn og da slet ikke på Bornholm.

Foråret 2019 og Psykiater Pia Bohn Christiansen

Jeg ventede lige knapt et år på at komme i udredning hos psykiater Pia Bohn Christiansen. Jeg var 54 år, og altså det, man kalder “sendiagnosticeret”, da jeg endelig fik diagnosen.

Det skulle være hende, eftersom hun har speciale i både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Hun kan kende forskel på en sygelig mani og en naturlig særinteresse. Og det er svært. Selv min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, der er en gammel rotte i faget, siger, at det er svært.

Selv var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde Aspergers syndrom. Jeg havde vidst det i 11 år. Da jeg endelig kom til hende, manglede jeg bare en, der ville skrive under.

Og da udredningen var afsluttet, fortalte hun mig, at hun havde vidst det fra dag et. Noget af det, der havde givet hende en fornemmelse, var, at jeg mødte frem med samlige lægeerklæringer og udtalelser fra Gud og hver mand, der havde ment noget om mig siden 2014, hvor jeg blev syg for alvor, i kronologisk orden og som side 1 havde jeg selvfølgelig lavet en indholdsfortegnelse. Det havde hun ikke oplevet tidligere.

Jeg blev så glad, da jeg fik diagnosen, for endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været. Det var en blåstempling af at være sær, hvilket jeg for længst selv havde omdøbt til at være noget særligt.

Nu bruger jeg mine evner til blandt andet at opdage de fleste detaljer på GladTekniks hjemmeside, som direktøren har givet mig ansvaret for. Og det går egl. ret godt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Hvorfor ødelægge den gode stemning?

Hvorfor ødelægge den gode stemning?

En klassisk systemizer må vige

Hvorfor ødelægge den gode stemning?

Der var et emne, jeg egentlig gerne ville drøfte med psykologen. Jeg præsenterede hende for problemstillingen og forklarede, hvad jeg gerne ville. Det drejer sig om de 33 dage, jeg var fraværende i 9. klasse, som faktisk er ret mange, når et skoleår er 200 dage. Det svarer til 16,5 pct. Og hvorfor havde jeg lægeerklæring i gymnastik hele skoleåret? Jeg husker intet, og det finder jeg mærkeligt.

Jeg forestiller mig noget grimt altså et traume, men det er det rene gætteri, og den slags bryder jeg mig ikke om. Jeg er en “klassisk systemizer” med ~ 140 point, hvor man kun behøver 70+ point for at havne i den gruppe. Det vil sige, at jeg scorer ca. dobbelt af det nødvendige. Det betyder selvfølgelig også, at jeg gerne vil “gøre orden” i alle emner og sætte grønne flueben √ ved dem alle. Så der er ryddet op.

Men hun syntes, vi skulle lade det ligge, eftersom jeg har det fantastisk nu, og eftersom jeg ikke har noget angst lige nu. Skulle vi tage det op, ville hun notere i sin/min journal, at det havde jeg bedt om. Min tolkning er, at så ville det være “på eget ansvar”. Og min egen tolkning er også “hvorfor ødelægge den gode stemning?” Det generer mig selvfølgelig en smule, at der så er et lille stykke uopdyrket land, men jeg kan sagtens se hendes argumenter – og jeg er enig.

Hvis der nu skulle sidde nogen og tænke, at det er hendes “skyld”, at jeg trofast er vendt tilbage gennem ni år, er det vel hermed modbevist?

Det moralske kompas er på plads allerede ved 6-7-årsalderen

Jeg har været i gang med en interessant “øvelse” for at finde ud af, hvad der bevirkede, at jeg hverken udviklede en psykose eller fik skizofreni af min mærkelige fortid. Med andre ord hvad var beskyttelsesfaktorerne? Det er at fokusere på noget positivt og det, der peger fremad. Det var utrolig svært, og jeg gjorde det heller ikke “rigtigt”. Men det var alligevel interessant.

Jeg noterede fx, at en beskyttelsesfaktor var en bevidsthed om, at livet var op ad bakke, og at jeg skulle kæmpe for alt. Jeg kom til at erindre noget temmelig klamt i den forbindelse:

1) Det er foråret 1976. Overgrebene har stået på i lidt over to år. Vi er i køkkenet i det faldefærdige skrammel på Sydfyn. “Min mor” og halvbror på tre år er til stede. Han kan gå. Jeg er 12 år. Psykopaten vil adoptere mig og vil have, at jeg skal kalde ham “far”. Jeg nægter og svarer: “Jeg er allerede adopteret nok, og jeg har haft en far.”

2) Min halvbror går som sædvanlig rundt i kun undertrøje og ikke andet. Han kærtegner som altid kontinuerligt sit køn.

Jeg synes selv, at det er ret godt klaret af en 12-årig at sige så klart og tydeligt fra. Jeg vil fandeme ikke, og jeg er heller ikke til sinds at opgive mit efternavn. Lige så længe jeg kan huske, har jeg været stolt af at være “en Stegemüller”.

Psykologen fortalte, at børn allerede i 6-7-årsalderen har et veludviklet moralsk kompas. Allerede på det tidspunkt ved de, hvad der er er rigtigt og forkert. Så i situationen ved jeg godt, at dette simpelthen er så klamt og helt utilladeligt. En overgrebsmand kan aldrig kaldes “far”.

Min halvbrors færden er også klam. Når man er 12 år og så småt begynder at udvikle en seksualitet, skal man da ikke have et kønsorgan “up in my face”. Det er ufatteligt ulækkert.

Det lille jubilæum

Psykologen har vist ikke oplevet det med andre, men i hvert fald er det i dag ni år siden, vi mødtes første gang i Psykiatrifonden, som Hvidovre betalte et langt forløb hos. Der er løbet meget vand i stranden siden.

Hun er den første, der effektivt har kunnet hjælpe mig på mine præmisser. Hun har accepteret, at jeg er styret af min analytiske, tvedelte hjerne, at jeg har en kognitiv kapacitet, der er større end de flestes, og har indrettet sin terapi efter det.

Det betyder fx, at jeg hverken skal tegne eller male noget som helst. Jeg kan ikke tegne en tændstikmand, og jeg får kvalme af bare at se ordet “staffeli”. Fra 1974-1980 levede jeg med at være udenfor, fordi jeg ikke ejer kreative evner, og fordi det, jeg i stedet kunne, ikke havde værdi. Ingen indså værdien af de gode karakterer og de gennempløjede fysikbøger. Det har jeg ikke lyst at gentage.

Jeg er på mange punkter blevet en anden på de ni år. Udgiften konterer jeg under “Omkostninger ved at være i live”. Jeg har en fornemmelse af at få mængderabat.

Jeg sender en tak, der ikke kan blive stor nok.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Piv og mig 1966 – et tålmodigt barn

Piv og mig 1966 - et tålmodigt barn

Normalt er børn ikke så tålmodige

Piv og mig 1966 – et tålmodigt barn

Jeg har kun ganske få billeder fra min barndom, hvilket er min egen skyld. Jeg havde en “Barnets bog” med billeder, men jeg smed den ud for mange år siden, fordi der i teksten var for meget “bræk”, jeg ikke kunne holde ud. Som eksempel underskrev “min mor” og psykopaten sig som “far og mor”, da de skulle gøre den færdig til min konfirmation i 1977. Nu ærgrer jeg mig selvfølgelig gul og grøn over, at jeg ikke i det mindste gemte billederne, men det er for sent.

Blandt de billeder, jeg ikke fik slettet ved en fejltagelse, er dette, som jeg havde med til psykologen i marts måned i år. Hun er – i modsætning til mig – vældig dygtig til at se på billeder.

Det med 1966 er nu nok noget sludder, men nu er det sådan. Hvornår det i stedet er fra, er jeg ikke klar over. Billedet forestiller katten “Piv” og mig på køkkengulvet på Park Allé 4 i Skjern.

Folkeregisteret mener ikke, jeg har boet i Skjern, for der er en fejl i CPR, som sikkert skyldes, at jeg ikke står på folkeregisterkortet. Men jeg kan både dokumentere det, huske det og nu også vise det.

Piv og mig 1966 - et tålmodigt barn

Det spændende ved billedet er, at jeg er vældig tålmodig, og det er ikke så sædvanligt for et barn. Jeg har en fornemmelse af, at jeg skal være rolig med katten, for ellers går den sin vej. Jeg udviser intuitivt en omsorg over for et andet levende væsen.

Vi talte om, at det kan stamme fra børnehjemmet “Dear home”, hvor børnene måtte deles om de medarbejdere, der nu en gang var til rådighed. Det er gætteri, for vi kan ikke vide det med sikkerhed, men det lyder logisk i mine ører.

Processen med “Dear Home”

Siden marts er der løbet meget vand i stranden med hensyn til “Dear Home”. Jeg har opsporet to medarbejdere, der har været der samtidig med mig. Det er virkelig en mærkelig fornemmelse, at jeg kan have puttet mig ind til disse to nu helt fremmede kvinder. Andre mennesker er klar over, at de har haft en mor og far, de puttede sig ind til – og derfor er det ikke videre interessant. Sådan er det bare. Når man selv skal opstøve dem 60 år senere, er det “næsten som at finde rav”, som Trille sang på LP’en “Hej Søster” i 1977, hvor jeg stadig kan teksterne udenad.

Ja, børnene måtte deles om medarbejderne, men der var altså kun fem børn i en gruppe, og medarbejderne boede på stedet. Det var deres liv, og de kaldte børnene for “deres”. Der var det, vi nu til dags kalder “faste teams”. Mine indre billeder har mest af alt lignet Nicolae Ceaușescus rumænske børnehjem med senge i lange rækker på store sovesale. Det giver en fantastisk ro at kunne lægge skræmmebillederne væk og erstatte dem med 16 fotos.

Hvilke initiativer har du selv taget?

Både Facebook og LinkedIn har selvfølgelig været taget i anvendelse for at opspore medarbejdere fra dengang. En læser foreslog at rette henvendelse til lokalavisen “Villabyerne”, og det var nyttigt, for min efterlysning kom i avisen, og så rullede det, fordi en journalist syntes, historien var interessant.

Der er også kommet nogle ret sjove ting ud af det:

    1. En ville gerne lukrere på min resultater og skrev ca. “Jeg var der også, jeg vil også gerne vide noget”. Jeg tilbød i to mails vedkommende at kontakte mig. Intet er hændt. Dukker vedkommende alligevel op, henviser jeg til projektet “Retten til egen historie“, der selvfølgelig er meget dygtigere til at opspore facts, end jeg er, og spørger i øvrigt “Hvilke initiativer har du selv taget?” Jeg kan ikke løse gåden for vedkommende, og den slags forudsætter jo en ret stor egenindsats. Kun nullermænd kommer af ingenting.
    2. En foreslog en DNA-test. Jeg blev nødt til at svare, at man med DNA-tests finder antallet af X- og Y-kromosomer men ikke børnehjem.
    3. Flere udviklede konspirationsteorier:
      1. Papirerne i journalen fra børnehjemmet er nok lagt forkert på Rigsarkivet.
      2. Papirerne er nok fjernet fra journalen.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i , /af ,

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Møde med Jacob fra “Retten til egen historie”

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Der er mange røvhuller i denne verden, men der er bestemt også mange søde mennesker. Jeg fokuserer på de sidstnævnte. I den gruppe er der lige nu flere, der gør noget for mig, helt uden at det koster noget, men selvom det gjorde, betalte jeg gerne, for det er vigtigt for mig at lægge brikkerne i mit personlige puslespil. Og mange brikker er allerede lagt siden artiklen i lokalavisen “Villabyerne” den 16. april.

I torsdags havde jeg møde med museumsinspektør Jacob Knage Rasmussen fra “Retten til egen historie”. Det var meget givende. Han forklarede blandt andet, at kodeordene til egenaccessen hos Skjern Kommune, som er min første kommune efter Dear Home, er “alt der kan relateres til anbringelsen”. Det kunne jeg jo ikke vide. Et andet kodeord er “§7-arkiv”. Det vidste jeg heller ikke.

Jeg tog straks fat på opgaven og besøgte Ringkøbing-Skjerns Kommunes hjemmeside, og de har en meget lang liste af steder, man kan skrive til. Jeg gav dog hurtigt op, for jeg kunne ikke regne ud, hvilken forvaltning, der var den rette. Man kan ikke ringe til dem, da de ikke har et hovednummer eller en omstilling.

I min tid i centraladministrationen og som chef udviklede jeg to nyttige mantraer:

  • Gå til toppen
  • Spørg dem der laver arbejdet

Kontakt til Ringkøbing-Skjern Kommune

Derfor kontaktede jeg fagchefen for Børn og Familie i Ringkøbing-Skjern Kommune, der var den nærmeste, jeg kunne forestille mig, og fortalte, at jeg for vild på hjemmesiden. Hun udleverede sin personlige mailadresse og lovede, at jeg kunne sende hende en direkte mail med min forespørgsel, og at hun derefter selv ville undersøge, hvem der er rette modtager. Endnu et sødt menneske!

Hun advarede om, at jeg ikke kunne forvente, at de sædvanlige frister for egenaccess ville blive overholdt. Pyt med det. Nu har jeg ventet i 60 år. En uge eller måned fra eller til er uden betydning.

Der kom denne mail ud af samtalen:

“Kære Anne Trine Larsen

Fagchef Børn og Familie i Ringkøbing-Skjern Kommune

Du skal have virkelig mange tak for, at du ringede tilbage til mig, idet jeg ikke via jeres hjemmeside kan greje, hvilken afdeling der er rette modtager af min sikkert lidt usædvanlige henvendelse.

Sagen drejer sig om:

Journaler og alle andre arkivalier vedr. mig samt alt der kan relateres til anbringelsen på børnehjemmet “Dear Home” i perioden fra den 29/10-1963 til den 25/11-1964. Jeg vedhæfter kopi af stambogen, der er indhentet via Rigsarkivet.

Mit CPR-nummer er: xxxxxx-xxxx, og jeg er født på Usserød Sygehus i den daværende Kronborg Lægekreds.

Af stambogen fremgår, at jeg er udskrevet fra “Dear Home” den 25/11-1964 til adoption af min far appreturmester Jørgen Stegemüller, Park Allé 4 i Skjern.

Der er desværre fejl i CPR, så jeg fremgår formentlig ikke af folkeregisterkortet. CPR angiver min første adresse som Martensens Allé 2 i Brande. Jeg har for et par år siden været i kontakt med folkeregisteret, der oplyste, at jeg aldrig har boet på adressen Park Allé 4 i Skjern. Men det har jeg altså. Og jeg kan i øvrigt selv huske det 😎

Hvis kommunen ikke længere er besiddelse af oplysninger, er der så mulighed for, at arkivalierne er afleveret til et §7-arkiv i overensstemmelse med arkivloven?

Særdeles venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Nu venter jeg i spænding på deres svar.

Mødet med museumsinspektøren fra “Retten til egen historie”

En slægtsforskerkollega havde gjort mig opmærksom på projektet “Retten til egen historie“.

Retten til egen historie er et samarbejdsprojekt bestående af Danmarks Forsorgsmuseum, Københavns Professionshøjskole, Rigsarkivet og TABUKA – Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte.

Museumsinspektør Jacob Knage Rasmussen stillede forskellige spørgsmål, der fik mig til endnu en gang at åbne e-Boks og se, hvad Rigsarkivet rent faktisk skrev den 1. februar i år. Og der gik det op for mig, at jeg har været en kæmpe idiot. Jacob er endnu et sødt menneske.

Den opmærksomme læser vil allerede have bemærket, at jeg ikke var tre år på Dear Home men “kun” 13 måneder. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg kan have læst så meget forkert i det, der kaldes stambogen.

Det gik også op for mig, at der var flere bilag. Jeg havde aldrig været opmærksom på, at man øverst i e-Boks kan drible til højre og se flere sagsakter.

Jeg undskylder hermed over for de mennesker, jeg måtte have vildledt i denne sag.

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Det kan være sket, fordi jeg var så skuffet over, at der intet stod i journalen, som er det nederste billede herover, men det undskylder ikke min idioti.

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Det kan også være sket, fordi min hjernebark rummer datoen for adoptionsbevillingen, som er fra 1966, fordi mine forældre i første omgang kun får plejetilladelse, fordi “det vil være blodig synd for adoptanterne, hvis der virkelig er noget galt”. Dette er citat fra adoptionssagen.

Det er skrevet af lægen på Rigshospitalets afdeling G, og det, der kan være galt, er, at jeg virkelig er retarderet, som er årsagen til, at jeg er indlagt til undersøgelse på Rigshospitalet.

Det kan også være sket, fordi jeg først er døbt i Odden Kirke, Ods Herred, den 1. oktober 1966, hvilket tydeligt fremgår af kirkebogen, som jeg har set for 20 år siden. Det er i det mindste ikke forkert.

Der er meget, der giver en anden mening, når de rette datoer er i spil. Det gælder fx billedet til højre af min far og mig, om hvilket livslang pædagog B. fra Taastrup for en uge siden sagde “Du er en meget lille treårig”.

Rigsarkivet var utrolig grundige

Da jeg nu fandt samtlige bilag i Rigsarkivets afgørelse, opdagede jeg også, at de har været utrolig grundige og at der ikke er mere at komme efter. Det var nok derfor, jeg ventede fra den 4. september 2021 til den 1. februar 2024 på afgørelsen …

Spøg til side. De skriver adskillige gange i den autogenererede mail, de rutinemæssigt udsendte en gang om måneden i 2½ år:

Vi modtog din bestilling den 04-09-2021

Tak for din bestilling af oplysninger vedrørende:
børne- og anbringelsessag

Lang ventetid på dine oplysninger

Vi har desværre stærkt forlængede sagsbehandlingstider på mere end 12 måneder fra vi har modtaget din bestilling. Vi har fået over 60.000 henvendelser på ca. to år, som vi arbejder på at behandle. Din sag er én af dem. Vi beklager ventetiden.

De kan jo ikke gøre for, at de har modtaget 60.000 henvendelser. Jeg er parat til at undskylde arkivar Adam Kronegh fra TV-serien “Forsvundne arvinger” og hans dygtige kolleger alt. Det var vist i forbindelse med Arne-pensionen, hvor ansøgerne skulle dokumentere et eller andet.

I afgørelsen skriver Rigsarkivet blandt andet:

“Vi har på baggrund af dine oplysninger søgt i:

  1. Københavns Overpræsidium, Generalkartotek (1927-1992).
  2. Københavns Statsamt, Generalkartotek (1970-1992).
  3. Københavns Statsamt, Navnekartotek for familieretlige sager (1960-1972).
  4. Københavns Statsamt, Navnekartotek for sociale sager (1960-1988). Landsnævnet for børne- og ungdomsforsorg, 1938-1973: Klientregister, piger 0-7 år.
  5. Landsnævnet for børne- og ungdomsforsorg, 1938-1973: Klientregister, piger 8 år til myndig.
  6. Direktoratet for Børne- og Ungdomsforsorgen, 1923-1976: Register til A-journalsager.
  7. Arkivskaber: Rigshospitalet, Afdeling for Børnesygdomme G, Arkivserie: Navnekartotek (1944-1972).
  8. Arkivskaber: Rigshospitalet, Børnepsykiatrisk Afdeling OB, Arkivserie: Patientjournaler (1935 – 1976), Løbenummer: 339, Indhold: 23 10 –
  9. Arkivskaber: Helsingør Politi, Arkivserie: Journalsager (1953 – 1977), Løbenummer: XIV.b-154, Indhold: 1963 15 -, Journalnummer: 15-239-63
  10. Arkivskaber: Frederiksborg Amt, Arkivserie: Journalsager (1960 – 1969), Løbenummer: B.1-325, Indhold: 1963 321 – 1963 322, Journalnummer: 321-56-1963
  11. Arkivskaber: Nordsjællands Hospital, Arkivserie: Kardex (1943-1989)

Vi kan oplyse, at der er en mulighed for, at de oplysninger, som du søger fra Rigshospitalet, kan findes hos Rigshospitalets Centralarkiv.”

Mht. Rigshospitalets Centralarkiv er der ikke mere at komme efter, for dem havde jeg kontakt til allerede i september 2021, hvor en medarbejder stod på hovedet for mig for at finde noget. Endnu et sødt menneske.

Jacob har nu lavet et opslag på deres sociale medier, og efter vi lige fik rykket lidt på kommaerne, er det blevet rigtig godt. Og de har selvfølgelig mange flere følgere, end jeg selv har. Det er spændende, om det giver pote.

Lægen på børnehjemmet Dear Home hed H. Særmark

Når man som jeg har Aspergers syndrom, er man typisk god til at opdage detaljer (men som det tydeligt fremgår af ovenstående ikke dem alle …). Her kommer en sjov detalje.

Dear Home var drevet af Centralmissionen, der er og var en del af Metodistkirkens sociale arbejde. Jeg har kontaktet deres arkiv, men de har ikke noget. Endnu et flueben er sat, denne gang hos tre søde mennesker. De har sendt mig deres 100 års jubilæumsskrift, hvor der er små omtaler af Dear Home og flere artikler af pastor Niels Mann, der også forestår begravelsen af ‘plejemor’ frøken Lydia Marie Thomsen den 27. marts 1965. Du kan læse kirkebogen om begravelsen her.

Dear Home blev lukket den 1. april 1971 pga. det faldende børnetal, som ikke har med indførelsen af retten til fri abort at gøre, hvilket man umiddelbart kunne tro, men den træder først i kraft den 1. oktober 1973.

Lidt søgning i slægtsdatabasen MyHeritage viser, at flere mennesker med efternavnet “Særmark” er medlemmer af Metodistkirken, som jeg i parentes bemærket ikke ved noget om. B. fortæller dog, at der ikke var bønner og lignende på Dear Home i hendes tid der.

Da enhver sten skal vendes, har jeg den 23. april sendt følgende besked via MyHeritages besked-funktion til Jørgen Særmark, der har et slægtstræ med 141 personer. Det er dog ikke er opdateret siden januar 2018. Jeg er uden svar, så han har nok fundet sig en anden hobby.

“Kære Jørgen Særmark

I dit træ kan jeg se, at der er flere med efternavnet “Særmark”, der er medlemmer af Metodistkirken.

Jeg søger en “H. Særmark”, der i starten af 1960’erne var læge (eller bare lægekonsulent) tilnyttet Centralmissionens børnehjem “Dear Home” Sofievej 26 i Hellerup. Jeg var anbragt der fra 1963 – 1964, og jeg søger efter helbredsoplysninger mv. https://stegemueller.dk/det-ruller-boernehjemmet-paa-sofievej-26/

Kender du til en læge kaldet H. Særmark?

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller
@stegemueller.dk (skjult her i artiklen af spam-hensyn)
Telefon: 22 81 17 31″

Nekrologen over ‘plejemor’

Da ‘plejemor’ dør, skriver Pastor Niels Mann følgende nekrolog i Centralmissionens blad, som B. i Taastrup har stået på hovedet i sine gemmer for at finde til mig. Når vi mødes igen, må jeg få det. Endnu et sødt menneske.

Da jeg ikke er klar over, om du kan se teksten tydeligt på din enhed, citerer jeg lidt fra nekrologen. Ordene gør mig meget glad og afliver endnu engang skrækbillederne fra Rumæniens Nicolae Ceaușescus lange rækker af børnesenge med uvirksomme børn.

Med frøken Thomsens død er et meget virksomt liv afsluttet, en meget rig arbejdsdag til ende. Den var fyldt med godhed og smil for mange små piger og drenge, der måtte savne en mors kærlighed i de allerførste leveår. Men frk. Thomsen var ikke alene den fødte leder, men den der tog mod ethvert barn, som var det barnets egen mor, og hendes ansvar og kærlighed var så vidt favnende, at hun så at sige dagligt fulgte hvert barn og i sin omsorg ikke slap det af syne, før det var udskrevet fra hjemmet.

 

Seneste nyt om børnehjemmet Dear Home

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.