Indlæg

, ,

2 * Grundtvig med meget mere

Stilhed

Der vil være lidt stilhed her på bloggen nogle måneder frem. Det skyldes, at det, jeg brænder for lige nu, er bogprojektet, og et sådant må man ikke rende rundt og skvadre om; det skal nemlig være en overraskelse til de måbende og spændte læsere. Det har jeg fået at vide af en mangeårig journalist og forfatter. Det er sørme svært.

Mærkelige minder og flere erindringer

På en eller anden uvis måde kom jeg til at tænke på min mors død og bisættelse i julen 2006. Jeg husker ikke, hvordan jeg fik besked om hendes død, men jeg tog til Centralsygehuset i Holbæk og stod ved hendes båre (eller hvad det nu hedder i “lighuset”) og sang to salmer: “Julen har englelyd” og “Nu falmer skoven“, der begge strømmede ud af Grundtvigs pen. Han var i øvrigt dybt manisk/bipolar, når han skrev ca. halvdelen af salmebogen og samtidig var præst i Vartov. Jeg synger bestemt ikke videre godt, så det var fint, at jeg var der som det eneste levende vidne til mig selv.

Min far og jeg ca. 1966
Kuldegysninger

Det lykkedes mig at give psykologen kuldegysninger ved ovenstående fortælling, når vi satte de to salmer ind i sammenhængen “lykkelig familie med far, mor og barn”. Det var denne fortælling, jeg gav min mor med til det hinsides. Det var den, vi tog afsked med.

Jeg havde min fars konfirmationssalmebog med til hende og ville gerne lægge den på hendes bryst til minde om dengang, tingene var i orden. En lille gave fra min far og jeg. Jeg var bare for meget kryster, troede vel at hun kunne vækkes til live ved det, så en medarbejder måtte gøre det for mig.

Begge salmer har med min far at gøre. “Julen har englelyd” var min fars favoritsalme til jul. “Nu falmer skoven” blev sunget ved hans begavelse fra Brande kirke i november 1972. Jeg husker tydeligt, at jeg sad til venstre i hovedskibet. Jeg var lige blevet ni år.

Skriveblokering eller ECT?

Jeg har ikke sat en pen til papiret endnu men har allerede en skriveblokering. Jeg kan slet ikke forestille mig at skrive et kapitel. Jeg kan maks skrive to A4-sider, og så har jeg også pint det sidste ud af emnet. Jeg er for faktuel og for lidt episk. Min potentielle makker har skrevet et speciale på 100 sider på 30 dage. Jeg har ikke en chance set i det lys.

Det, jeg kunne tænke mig at starte med at skrive om, er ECT-behandlingerne (51 stk. til ca. 1/4 million kr. i alt): ingen morgenmad – højst en lille tår vand, gå-turen derop, der er langt på Hvidovre, husk at tisse, klargøringen, spritte af, elektroderne, tag sko og briller af, har du dine egne tænder?

De to fra anæstesien står til venstre for lejet i det lille bitte rum. De banker på håndryggen for at få en vene frem, men jeg har efterhånden så meget arvæv, at de må stikke et andet sted (hvor?).

Til højre en specialuddannet psykiater med ECT-journalen (papirbåren) mappen er meget stor, to fra plejepersonalet, de er så søde, og jeg kender dem alle til hudløshed. De sætter otte(?) elektroder (pande, tindinger og brystkasse). Hele forberedelsen tager meget længere tid end selve behandlingen. Måske tager forberedelsen ti minutter, mens behandlingen – strømmen – tager et til to minutter.

Jeg er ikke bange, dels har jeg prøvet det så mange gange, dels ved jeg, at det er min eneste udvej, når de dårlige tanker for alvor trænger sig på endnu engang. Det er et voldsomt indgreb, men jeg beder selv om det. Og jeg får lov, for det virker. Skal man starte på ny medicin, skal man vente 6 – 8 uger på effekt. Af og til har jeg bare ikke haft så mange uger, og så er ECT det rette valg.

De kommer med bideskinnen, så jeg ikke hakker tænderne sammen eller bider mig selv i tungen under kramperne, der fremkaldes i hjernen. Det er hele formålet. Jeg har altid bedt om selv at sætte den i – og da jeg havde dårlige/grimme tænder, forestillede jeg mig temmelig dumt, at så ville de nok ikke bemærke det. Det var flovt.

De skruer op for bedøvelsen, det er som at flyve. De giver mig masken, og jeg har aldrig nået at tage mere end tre indåndinger, før jeg var væk. Af og til har jeg dog hørt dem sige “Sov godt”. Jeg elsker de 2 – 3 sekunder, hvor jeg mærker bedøvelsen, og til jeg er helt væk. Det er dette, der er som at flyve.

Krampeanfaldene varer et til to minutter, Varer de længere end det, skruer de ned for strømmen. Jeg har altid haft fine krampeanfald – og det har virket!

Mens jeg stadig sover, kører de mig ind i et lille lokale ved fodenden, hvor jeg får lov at vågne op lige så stille. Det har altid undret mig, hvordan jeg fik skoene på igen. Det er dem, der giver mig skoene på. Det må da være svært.

Når jeg vågner, er jeg ofte lidt forvirret og spørger, om det er overstået, eller om vi er på vej. Det er overstået. Vi skal tilbage til afdelingen. Som regel har jeg gået selv, andre gange har jeg haft en medarbejder under armen og få gange vha. kørestol. Nogle får hovedpine, er svimle eller meget trætte. Sådan har jeg aldrig haft det. En lille lur under kugledynen, og så var jeg fit for fight igen. Og så er de så søde, at de har stillet lidt morgenmad frem. Fasten er slut!

Omkostninger

Jeg vil meget gerne opgøre omkostningerne for det samlede behandlingsforløb, men det er slet ikke let. Hu hej – jeg bliver sendt rundt i manegen. Men jeg giver altså ikke op så let. Jeg bliver en usympatisk terrier.

Vi skal dele omkostningerne op på dels Hvidovre Kommune, dels på det psykiatriske system.

For så vidt angå kommunen har jeg nu skrevet til borgmesteren og bedt hende sørge for, at jeg får aktindsigt i tallene i de forskellige afdelinger, og jeg har specificeret, hvad det præcis er, jeg gerne vil have tal på. Det er en pæn mail, hvor jeg skriver, at jeg har fået en rigtig god behandling og ikke kunne ønske det bedre. Jeg vil gerne signalere, at jeg ikke er et brokkehoved, men at jeg har brug for oplysningerne, og jeg har beskrevet, hvad jeg skal bruge dem til. Det er mit gæt, at en mail til borgmesteren sætter lidt skub i sagerne.

For så vidt angår psykiatrien bliver det mere om mere mystisk:

  • Sundhedsdatastyrelsen hat masser af DRG-takster vedr. psykiatri på deres hjemmeside. Dem henviser de selv til. Da der var ting, jeg ikke helt kunne forstå, fx hvorfor sondres der ikke mellem sengedage på åbent og lukket afsnit, henviste de til det decentrale niveau.
  • Derfor henvendte jeg mig i Glostrup, der fortæller, at man ikke bruger DRG-takster i psykiatrien…, og derudover ved denne økonom i sygehusvæsenet ikke, hvad DRG står for. Jeg har så oplyst, at det står for “Diagnoserelaterede grupper” 🙂
  • Mit næste spørgsmål er: Når taksterne findes på en officiel side fra en styrelse, der netop har med data i sundhedsvæsenet at gøre, hvorfor bruges de så ikke?
  • DRG-taksterne opererer med et Trimpunkt, som rummer et antal sengedage. Jeg har spurgt: hvordan beregner jeg omkostningen, hvis antallet af sengedage er mindre end Trimpunktet. Det er der simpelthen ingen, der ved noget om. Det undrer mig meget. Det er da ikke raketvidenskab, og jeg stiller mig uforstående overfor, at man ikke kender omkostningerne pr. ydelse.

Før de vil kigge nærmere på min henvendelse, skal de først have et “go” fra en chef, og denne har selvfølgelig efterårsferie.

Aftenshowet

Min skrivemakker siger så tit, at “så går vi i Aftenshowet”. Det er ikke et program, jeg ser, da jeg ikke tåler alle deres kørende bannere nederst i skærmbilledet. Men hun siger også, at politikere mv. slet ikke er glade for at optræde i den udsendelse, for de kan blive spiddet. Og måske er det lidt af den angst, både kommune og psykiatri har overfor at oplyse omkostningerne. Jeg siger til dem, at det ikke skal være “raketvidenskab”, men at jeg på den anden side set skal kunne stå på mål for de beregninger, jeg laver. Jeg er meget omhyggelig med at anføre kilderne.

Det er altså nemmere med Excel end med Word…

Afskedsbrev – psykopaten

Det sidste brev

Jeg er så glad, for det sidste brev til min fortid er skrevet. Jeg er så glad, for jeg er færdig med det hele. Jeg synes ikke længere, det er er pinligt at have den fortid, jeg har. Det er datidens aktører, det er pinligt for. Ikke mig. Det har kostet mange kampe at nå her til, men resultatet fornægter sig ikke: jeg er pludselig et frit menneske. Alle de elendige breve er skrevet. Jeg er nærmest lykkelig.

Der er stadig problemer, der skal tages hånd om – lige nu skal jeg fx hitte ud af, hvad der skal ske med Stegemüller og arbejdsmarkedet – men det er mestendels mig, der har fat i tømmerne denne gang. Jeg bliver ikke længere grebet om anklen af fortidens aktører.

Jeg havde ikke klaret det alene. Psykologen har været en umådelig stor del af processen. Hun har respekteret og samtidig skubbet på. Hun har samlet mig op, når det igen så ud til at mislykkes. Hun er sådan lidt praktisk (gå ud i haven og grav nogle billeder ned); det kan jeg overhovedet ikke, og så har jeg jo heller ikke nogen have her midt i Hvidovre 🙂 . Jeg er mere et “ordmenneske”, så jeg kan begå mig med et tastatur, og det kom der nedenstående ud af:


Afskedsbrev – psykopaten

Hvidovre, den 9. september 2017

Jeg har ikke sagt dit navn siden 1981 – altså i 36 år. Jeg kan ikke sige det, men jeg kan skrive det: XXXXX. Jeg håber, du er død, men det er du nok ikke, da jeg kan finde dig i et opslag på nettet fra april 2017. Det ærgrer mig meget!

Jeg har brugt de 36 år på at lægge dig død, at få dig ud af mit system, og det er de samme år, jeg har brugt på at overleve alt det, du gjorde mod mig. Jeg ville så gerne kunne mærke mit had, men det er så stort, at jeg ikke kan. I alle de år, der er gået, har jeg altid tænkt og fortalt, at jeg ville danse på din grav, den dag du ikke er her længere. Jeg glæder mig allerede.

Du ødelagde mit liv, fra jeg var ni, til jeg var 16, og det er endda ikke rigtigt. Du ødelagde det frem til nu, hvor jeg er 53 år – altså september 2017. Jeg har kæmpet for at komme hertil, hvor jeg er nu. Jeg ønsker dig udelukkende en kastration uden bedøvelse. Det er mit inderlige ønske, at du kommer til at lide maksimalt. Din lidelse skal stå mål med min lidelse gennem alle de år. Jeg har kæmpet og kæmpet, men det er indtil videre ikke lykkedes. Det skal lykkes denne gang.

Jeg har svært ved at forstå, hvad du fik ud af dine overgreb. Ville du bare bevise din magt? Hvis det handlede om magt, var det så udelukkende overfor mig eller også overfor min mor? Eller er du en ægte psykopat?

Hvad tænkte du på køreturene fra Svaneke til Åkirkeby og evt. retur, hvor du havde frit spil? Hvad tænkte du på i din ulækre, åbentstående, cerutlugtende morgenkåbe (Svaneke)? Hvad tænkte du, når du begik overgrebene fem meter fra soveværelset, hvor min mor sov (brandert ud) (Svaneke)? Hvad ville du have ud af at stå foran badeværelsesdøren i stueetagen, så jeg ikke kunne slippe forbi (Svaneke)? Hvad ville du med at trænge dig ind på mig bagfra, mens jeg tog morgenmaden ud af skabene (Svaneke)? Hvorfor ville du give mig penge for at gå i bad med dig (Vollsmose)? Hvad ville du gerne have ud af alt dette? Har du nogensinde været i stand til at tænke så langt?

Det er pinagtigt og fejlagtigt, at du kunne være lærer med din stærkt afvigende seksualitet. Har du aldrig tænkt over, hvilken sammenhæng der er mellem den og det forhold, at vi flyttede konstant? Jeg synes ikke, sammenhængen er så svær at få øje på, men måske har du ikke hjerne til at se det? Hvordan kan man være lærer og samtidig så uintelligent?

Du har spoleret så mange år af mit liv, at det er umuligt at forklare det. Jeg ved ikke, hvor meget jeg har skåret af mig selv for at overleve, men jeg er ikke i tvivl om, at det er det, jeg har gjort. Du ødelagde mit liv. Du ødelagde et barn, du ødelagde et liv. Det, der skulle have været en ungdom med en spirende og sund seksualitet, blev noget svinsk tilsat angst. Havde jeg fulgt dine/jeres ønsker, var jeg havnet enten som prostitueret eller på en fiskefabrik i Rønne. Den dag i dag har jeg det svært med inderlighed, hengivelse og at slippe kontrollen. Det kan du tage ”æren” for.

Havde du været en ordentlig lærer, havde du indset, at jeg var intelligent allerede da – men det var du ikke. Du hadede børn, du hadede din metier, du pjækkede i ugevis. Ergo: du var ingen rollemodel. Du var i stedet min bøddel.

På et eller andet tidspunkt (Sydfyn) var det på tale, at jeg skulle kalde dig ”far”. Jeg vidste uden videre at den titel, skulle du ikke smykke dig med. Jeg havde god viden om, hvordan en far skulle være, da jeg netop havde haft en far i nogle få år. Det levede du på ingen måder op til. Der var også tale om, at du skulle adoptere mig (Sydfyn). Det nægtede jeg med begrundelsen, at jeg allerede var adopteret tilstrækkeligt. Det husker jeg tydeligt. Vi sad i køkkenet ved den samtale.

Jeg har af og til tænkt på, hvad du egentlig underviste i, men jeg kan slet ikke komme i tanke om noget, du kunne være god til. Du har højst været middelmådig. Jeg husker heller ikke, at du nogensinde forberedte dig, rettede stile eller lignende. Er det mon sådan, at på samme måde som du levede på kanten i privatlivet, så levede du også på kanten i dit arbejdsliv? Jeg tror ikke på, at du kunne leve op til forpligtelserne i lærergerningen.

Jeg skriver dette brev for, at den hemmelige pagt kan komme frem i lyset og blive brudt. I vores dysfunktionelle familie, hvor skodderne både indadtil og udadtil var lukkede med syvtommersøm, og hvor der var uorden i forældresystemet og børnesystemet, vil jeg, der ikke kan sige navnet, på en måde vedblive at beskytte dig, og vedblive at opretholde pagten. Uordenen i systemet viste sig fx ved at den seksualitet, der burde forblive i forældresystemet, pludselig blev rodet ind i børnesystemet. Der var simpelthen uorden i systemerne. Det naturlige forældresystem burde have været kendetegnet ved, at I talte med hinanden, kun havde sex med hinanden, lagde fælles strategier osv. Sådan var det på ingen måde!

Jeg har ikke flere ord.

, ,

Dagbog fra 6. september 2017

Del din dag

Nationalmuseet gennemførte for 25 år et dagbogsprojekt, hvor helt almindelige mennesker skrev om deres helt almindelige liv den 6. september 1992. De fik dengang 51.000 besvarelser.

Nu beder de – efter 25 års ophold – endnu engang danskerne skrive ind. Jeg er meget interesseret i historie, og derfor vil jeg gerne bidrage til, at folk, om fx 200 år, kan læse om, hvordan livet levedes i 2017. Mit bidrag er ikke specielt interessant, og de, der læser min blog, ved allerede det meste og kan bare springe det over, men det er da trods alt et bidrag til eftertiden.

Mit bidrag

6. september 2017

Jeg hedder Stegemüller, er 53 år gammel og bor i Hvidovre Nord i en dejlig treværelses lejlighed på Hvidovre Torv. Jeg er ansat i Folkekirkens Nødhjælp (FKN) i et fleksjob, hvor jeg arbejder 3 * 5 timer pr. uge. Jeg er meget glad for jobbet. Desværre er der ikke rigtig flere opgaver i FKN, så jeg er på udkig efter et nyt job, men det er meget svært at finde et fleksjob. Heldigvis er Hvidovre Kommune meget fleksible og kreative. Jeg tror på, at vi ved fælles hjælp kan finde et godt nyt job til mig.

Jeg er uddannet Cand. Jur. Jeg blev kandidat i 1990, og har primært arbejdet med resultat- og økonomistyring samt ledelse af IT-projekter i 23 år – begge dele i staten. Mit arbejde betyder meget for mig.

Jeg er ansat i et fleksjob, da jeg har en psykisk sygdom – bipolar affektiv sindslidelse, tidligere kaldet maniodepressiv sygdom – men jeg er til trods herfor stadig en god, loyal og flittig medarbejder. Jeg elsker at passe mit arbejde de 15 timer om ugen, som jeg kan arbejde.

Jeg er på vej ind i Distriktspsykiatrien (DPC), hvor jeg kl. 14:00 har en tid hos min kontaktperson. Hun er vældig sød, og jeg har nu kendt hende et par år. Vi ses hver tredje uge, men jeg er egentlig lidt i tvivl om, hvad jeg får ud af det; på den anden side tør jeg ikke sige det fra. Hvis sygdommen bryder ud igen, skal jeg have mennesker omkring mig, der kan ”skubbe mig på sporet” igen, og mit personlige netværk er ikke så stort. Jeg kæmper med at skabe og vedligeholde et netværk. Jeg er bange for ensomheden.

Indtil videre består netværket af:

  • Min tidligere bisidder fra SIND
  • En tidligere kollega fra Patent- og Varemærkestyrelsen
  • En tidligere kollega fra Patent- og Varemærkestyrelsen og hendes mand
  • Formanden for menighedsrådet
  • En præst fra Hvidovre Sogn, der også virker på Psykiatrisk Center Hvidovre

Senere: 06-09-2017 21:00

Jeg havde en rigtig god session med min kontaktperson i DPC. Vi fik talt om mange af de ting, der bekymrer mig: Tilknytningen til arbejdsmarkedet og min mulighed for at gå ud at markedsføre mig selv.  Jeg er alvorligt syg, men alligevel kan jeg arbejde, og der er ikke noget, jeg ønsker mig mere. Jeg elsker at arbejde; det er det, der giver mig mening med livet. Egentlig er det ikke så godt at hente hele sin identitet via tilknytningen til arbejdsmarkedet, men sådan er jeg altså, og det kan jeg ikke lave om på.

Jeg sælger mig selv på: sprog, vedligeholdelse af hjemmesider, postings på sociale medier så som Facebook, Twitter og Instagram, vedligeholdelse af webshops mv. Jeg er ikke tvivl om, at jeg kan det; jeg skal bare finde den rette arbejdsgiver.

Der er skabt en kontakt til en virksomhed, det har en meget en flot side, og jeg tror, jeg kan bidrage til den. Det er rigtig spændende.

Selvfølgelig er jeg lidt bange for, om jeg kan slå til, men jeg tror på det af nedenstående årsager:

SEO: Jeg kender ret godt til Yoast, da jeg har haft det implementeret på mit eget site https://test.stegemueller.dk/blog/. Jeg er dog gået bort fra det, da SEO ikke er så vigtig for mig. Det er naturligvis helt anderledes i en virksomhed, hvor det er vigtigt at ranke højt på Google.

Vedligeholde hjemmeside WordPress:  begge nedennævnte sider er WP-sider:

  1. Mit eget site (en blog) har jeg kørt siden 2006, og der ligger nu 1.803 poster og 11.304 kommentarer.
  2. Jeg er webmaster på denne side: https://supportpcogandet.dk, og jeg har foreløbigt skrevet 100 softwareguides til siden, der har 16.500 potentielle brugere, som kommer fra en Facebookgruppe. Siden er ikke særlig “smart”, da den fokuserer på indhold ikke på fremtoning. Jeg er pt. i gang med en brugerundersøgelse, og noget af det, brugerne efterspørger, er øget mobilvenlighed. Når undersøgelsen er slut den 24. september 2017 kl. 06:00, vil jeg gå i gang med at analysere svarene og se på, hvad jeg uden videre kan implementere.

Nyhedsbreve: Jeg kender MailChimp, idet jeg gennem nogle år selv havde et nyhedsbrev. Jeg elsker at arbejde med sproget og vil selvstændigt kunne stå for nyhedsbrevene, når jeg har lært produkterne at kende. Jeg har en journalist og forfatters ord for, at jeg skriver rigtig godt.

Poste på sociale medier: Helt uproblematisk for mig. Jeg er selvfølgelig selv på Facebook, men har personligt valgt de øvrige fra, da jeg fx synes begrænsningen, på 140 karakterer hos Twitter, er svær at overholde.

Jeg har ikke kendskab til at lave salgsmateriale, men ud fra de eksempler, der er givet, er jeg ikke i tvivl om, at jeg kan varetage opgaven.

Andre administrative opgaver: Selvfølgelig da. Jeg har 23 års erfaring fra staten med alle mulige administrative opgaver.

Jeg vil meget gerne arbejde 15 timer pr. uge.

“Til disse opgaver skal man kunne: Photoshop, Illustrator, Insight eller ligende.” Af disse tre stykker software har jeg umiddelbart kun erfaring med Photoshop, som jeg har lært mig selv og taget et e-learning-modul om for snart en del år siden. Jeg har temmelig god erfaring med al mulig software, så det vil være uproblematisk at lære Illustrator, Insight eller ligende at kende.


Jeg kæmper på at få et godt liv min trods af min diagnose, og det går faktisk rigtig godt.

En ting, jeg har kæmpet med, er mine tænder: Tænderne var fuldstændig ødelagt af medicin. I to år kunne jeg ikke se mig selv i spejlet, for tænderne var totalskadede. Det er en helt kendt bivirkning, at når man tager meget medicin, kan man få mundtørhed, og når man har mundtørhed, dannes der ikke de enzymer, der beskytter tænderne via spyttet. Jeg fik dem lavet for 103.600 kr. (2017-prisniveau). Det er mange penge, og havde jeg ikke haft min pension i Juristernes og Økonomeners Pensionskasse (JØP), der udløste en invalidepension, havde jeg aldrig kunnet betale den eksorbitante regning fra tandlægen.

Jeg går hos en psykolog, der har hjulpet mig meget. Jeg lærte hende at kende i et afklarings- og udviklingsforløb i Psykiatrifonden, som Hvidovre Kommune betalte i 2015 – 2016. Hun har efterfølgende etableret sig med egen praksis i Høje Taastrup. Hun har hjulpet mig meget mere, end jeg nogensinde kunne tro.

Jeg har en meget belastet fortid. Psykologen har hjulpet mig med at komme videre. Jeg har kæmpet og kæmpet. Jeg har tidligere brugt mindst 100.000 kr. på psykoterapi mv., men det har ikke rykket. Nu rykker det, og det er jeg så lykkelig for.

Summa summarum: Jeg kæmper med livet, men jeg synes også, det lykkes. Hvis dagbogsprojektet kan bruge mine optegnelser til noget, vil jeg kun være glad.

De bedste hilsner til dagbogsprojektet. Tak fordi I inviterer mig ind til jer!

Stegemüller