Indlæg

/4 Kommentarer/i /af

Arrangeret ægteskab mellem mine forældre?

Arrangeret ægteskab mellem mine forældre?

Var “min mor” doven eller bare initiativløs?

Arrangeret ægteskab mellem mine forældre?

Nogle gange, når der er noget, man ikke ved og ikke har mulighed for at verificere, må man opstille teorier. Herefter må man finde indicier, der peger den ene vej og/eller den anden vej, og derefter må man prøve at “mærke efter”.

Jeg er ikke så skrap til at “mærke efter”, så jeg foretrækker indicierne, fordi logik og stringens passer bedre til min hjerne. Sådan er det bare. Og det betyder, at det jeg forestiller mig/gætter på, på ingen måde er uden hold i virkeligheden. Det er altså ikke det rene Anders And grebet ud af den blå luft.

Af min adoptionssag fremgår, at det var min morfar, der pressede ægteskabet mellem mine forældre igennem. Min mormor mente ikke, de skulle gifte sig. Hvorfor det var sådan, står der ikke noget om, men man kan godt få en fornemmelse af et “arrangeret ægteskab”, og den fornemmelse har betydning for denne historie, eller hvad man nu skal kalde den.

Følgende kan være svært at følge med i, fordi det er så rodet, og fordi der er mange indicier om det ene og det andet. Jeg prøver at forklare det, så godt jeg kan. Er det alligevel uklart, må du spørge i kommentarerne. Nogle gange vil svaret være “Jeg ved det faktisk ikke”.

Der er mange fortællinger eller selvoplevede ting, jeg aldrig har kunnet få til at stemme. Dem tager jeg fat i i denne artikel, som er lang og lige på og hårdt. Så er du advaret på forhånd.

Var min mormor okay eller ikke?

Jeg holdt jo egl. meget af min mormor. Allerede mens min far levede, var jeg meget hos hende. Hun hentede mig fra skole hver fredag, og vi gik hjem til hendes lille hus på Dalgasvej 4. Ofte passerede vi de gamle togvogne på rangersporene, og de var fine at lege i. Hun var rig på kærlighed men fattig på penge, så underholdningen bestod ofte i at klippe ud af gamle FamilieJournalen. Jeg kunne godt lide det. Om lørdagen gik vi gennem Brande by og hjem til min familie. Og erindringsforskydningen er, at vi fik grydestegt kylling med agurkesalat og grøn salat med “mormordressing” hver lørdag. Det gjorde vi selvfølgelig ikke.

Det, der ikke hænger sammen, er, at jeg ikke husker “min mor” have et kærligt eller bare godt forhold til sin mor. Hun var ikke glad for hende, men måtte jo tage det sure med søde. Hvordan kunne jeg mene, at det var en dejlig mormor, mens “min mors” ‘fortælling’ om det samme menneske var næsten den modsatte?

Og her kommer det indviklede: “Min mor” var min mormors første “ægte” barn. Forud for hende var kommet to “uægte” børn med to forskellige mænd. I henholdsvis 1928 og 1931 har der været stor skam knyttet til at blive gravid uden for ægteskab(er). Min mormor havde haft en rigtig dårlig bardom og fået mange tæsk med bøjler og den slags. Hendes forældre blev skilt ca. 1938, og hendes far hængte sig ude i værkstedet mellem den 14. og 15. september 1940. Han var “temmelig forfalden til drik”, som der står i politirapporten.

Jeg kan nemt forestille mig, at min mormor har ment, at “min mor” i hvert fald skulle have bedre muligheder, end hun selv havde haft. Det vil man da altid ønske for sit barn. Det kan være, at hun derfor gerne ville påvirke “min mor” og hendes beslutninger. Det har været godt ment, men “min mor” kan have oplevet det som “pain in the ass”, og det forstår man jo egl. også godt.

Min morfar var 13 år ældre end min mormor, som hun derfor kaldte “Den gamle”. Gad vide om det var medvirkende til hendes uvilje mod min far, der også var netop 13 år ældre end min mor? Var det derfor min morfar “arrangerede ægteskabet” med en mand, han mente ville være et godt parti?

Forholdet mellem min far og min mormor var heller ikke videre godt. Det var lidt den gamle remse om svigermødre, uden at jeg helt ved, hvad det gik ud på. Han kan have været påvirket af “min mors” oplevelse af hendes mor. Det ville være naturligt, om han havde hørt nogle af de “ufede” historier fra “min mor”.

Og så var de slet ikke enige om min opdragelse. Her er jeg i hvert fald på sikker grund. Min far var lidt gammeldags og mente, min mormor forkælede mig for meget og fx gav mig for meget lakridskonfekt.

Samlet set er det en fortælling om en flok mennesker, der alle havde hver deres ædle motiver. Ingen gjorde noget i en ond mening, men når man ser på det så mange år efter, er der meget, der har behov for forklarelsens lys. Jeg kommer til at forstå dem bedre, og “fortællingerne” hænger en anelse bedre sammen.

Omtalen af “min mor” i adoptionssagen, svarer ikke til mit billede af hende

Endnu en “fortælling”, der ikke hænger sammen: Mødrehjælpen aflægger adskillige uanmeldte besøg, kort efter mine forældre har hentet mig på “Dear Home”, og alt er idel lykke.

Adoptionssagen står højt oppe på en hylde, og jeg kan ikke uden hjælp kravle op på en stige og få fat i den, så dette er frit efter hukommelsen. Men jeg ikke er i tvivl om følgende:

Mødrehjælpen skriver blandt andet: “Man får indtrykket af en hjertevarm ung husmoder …” og “Da man aflægger besøg, er husmoderen i færd med at bage og barnet (jeg, red.) sidder i sin høje stol …”. Når det står der, er det selvfølgelig fakta, jeg ikke har grund til at betvivle. Og det lyder jo alt sammen godt. De var altså en ret lykkelig kernefamilie, og hendes lod her i tilværelsen var at gå hjemme og passe mig. Vi taler om perioden fra 11/1964 (hvor de henter mig) og frem til 11/1972, hvor min far dør. Samlet set var de gift i 17 år.

Jeg har fået tanken, om hun var en smule doven eller bare initiativløs?

Forklaring følger:

Hun gifter sig med en mand, der kommer med uddannelse, job, økonomi, bolig, værdier, tryghed – og som gerne vil være far. I løbet af de 17 år, der går, gør hun intet for fx at tage en eller anden form for uddannelse eller et job. Jeg gik i halvdagsbørnehave noget af tiden – vist med formålet om lidt socialisering – i den tid kunne hun have arbejdet eller uddannet sig. Men det gjorde hun ikke. Og det var da ellers på den tid, hvor kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet. Havde hun gjort bare et eller andet, havde hun ikke stået i det forfærdelige morads, hun stod i, da han døde helt uventet.

Der var ikke økonomiske grunde til, at hun skulle arbejde, men hvad lavede hun egl., mens jeg var i børnehave? Hvorfor ønskede hun ikke at komme på arbejdsmarkedet og fx få nogle kolleger? Mange kvinder tog på den tid et job for at “komme ud at se nogle andre mennesker” (end ægtefællen). Men det gjorde hun ikke.

Alt det betyder på ingen måde, at jeg underkender den forfærdelig situation, hun står i, da han dør: Ingen uddannelse, intet job, en lejekontrakt, der løber ud – og med et barn, hun aldrig for alvor har ønsket sig. Det må have været ganske forfærdeligt. Hun har ikke anden mulighed end at besvare revisorens (og andres?) kontaktannonce. Det ligner en avanceret form for prostitution. Men hvad gør man ikke, når man ikke ved, hvad man skal gøre?

Det holder ikke med revisoren (den første kontaktannonce) og den næste kontaktannonce, hun besvarer, er den fra psykopaten (jeg går ud fra, det er ham, der har indrykket annoncen). Det er på et tidspunkt i 1974, efter hun og jeg er flyttet til Vollsmose den 1. februar samme år. Vi boede hos revisoren lidt over et halvt år.

Hun og jeg var alene nogle måneder i Vollsmose, hvor jeg husker, at vi egl. havde det ret hyggeligt, uden at jeg kan huske, hvad det hyggelige bestod i. Og herefter ruller rouletten. Psykopaten og “min mor” gifter sig i Rønne Kirke den 26. april 1975. Hun er allerede på det tidspunkt bekendt med de første overgreb. Men alligevel gifter hun sig med ham.

Der sker et eller andet, hvor hendes værdisæt ændrer sig fra de værdier, hun delte med min far. Enten overtager hun psykopatens værdier, eller også falder hun tilbage til dem, hun var vokset op med, hvor hun blandt andet selv har været udsat for overgreb fra sin halvbror. Det er helt almindeligt, at overgreb “ligger til familien”. Folk får oplevelsen af, at det hører til livet, at sådan er det bare og se nu at komme videre. Det stemmer 100 pct. med en klar erindring: Vi står i køkkenet i Svaneke. Jeg fortæller hende, hvad psykopaten udsætter mig for, og hun svarer ordret: “årh, det har jeg også prøvet, det skal du ikke tage dig af”. Hvis jeg nu selv havde et barn, der fortalte mig om den slags, ville jeg indledningsvist give ham arsenik og derefter gå til politiet.

Jeg ved ikke præcist, hvad der sker med værdierne, men jeg ved, at der sker en markant ændring. Jeg holder på min side krampagtigt fast i min fars værdier, og jeg gør det med fuldt overlæg, og det fjerner selvfølgelig hende og mig endnu længere fra hinanden.

Og der kommer alkohol på bordet både til hverdag og til fest. Faktisk er hver dag en fest. Mens min far levede, delte mine forældre (til den grydestegte kylling med agurkesalat 🙂 ) en flaske “Den med tyren” fra Skjold Burne om lørdagen. Ellers husker jeg aldrig alkohol bortset fra en øl og en snaps til påskefrokosten, pinsefrokosten og den slags. Men det var bestemt ikke hverdagskost.

Det dysfunktionelle har holdt sit indtog.

For mange blottede kønsorganer

Det er ikke nogen nyhed for mine tålmodige læsere, at psykopaten konstant udstillede sine kønsorganer, når “min mor” ikke var til stede. Det kunne fx være fordi, hun ikke var stået op, fordi hun var på sygehuset eller var på arbejde el.lign. Det vil sige, at det skete på stort set daglig basis. I følge en overlæge på Sankt Hans’ afd. R (Retspsykiatrisk), er der tre  personer, der har betydning for en psykopat: “Me, Myself, I”. Altså drejede dette sig om magt – ikke om sex.

Det nye for læserne er, at min halvbror (dvs. psykopatens og “min mors” fællesbarn) også gik rundt og blottede sig. Da jeg flyttede/flygtede i juli 1980, var han fire år, og min knivskarpe erindring er, at han det meste af tiden kun var i ført en orangegul undertrøje med brune 70’er kanter og gik og kærtegnede sin penis. I en normal familie, hvor man opdrager sine børn på normal vis, vil forældrene sige “Hov hov kammerat det der gør man ikke ude i det offentlige rum. Det må du gå ind på værelset med”.

Sådan kommer børn “på plads”, uden at de bliver skammet ud over en måske gryende seksualitet. Det er okay men ikke offentligt. Men for at børn kan komme “på plads” kræver det, at forældrene er “på plads” med hinanden. Det vil sige (som jeg har har forstået det), at der mellem forældrene er en stærk relation, og at de har et liv med hinanden, børnene ikke er en del af. I en dysfunktionel familie er der kuk i det hele, og der er ingen, der er på den plads, hvor de skal være.

Allerede når børn er 10-11 år, har de en klar fornemmelse af, hvad der er rigtigt og forkert; ergo vidste jeg godt, at det var helt forkert, men jeg havde ingen handlemuligheder.

Det er mærkeligt at tænke tilbage på alt dette her roderi, som bliver en smule “mindre”, hver gang det bliver fortalt eller beskrevet. Helt forsvinde vil det imidlertid aldrig.

Det er fortid, det er historie, og jeg har et godt liv nu, som jeg kun kan takke mig selv (og min fars ungdomskæreste og hendes mand) for. Men af og til tænker jeg da på, at det er et mindre mirakel, at jeg er blevet relativt normal.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Mit liv som GLS-pakke

Mit liv som GLS-pakke

Hvor skulle jeg bo?

Mit liv som GLS-pakke

Noget af det skønne ved at være voksen og bo for sig selv i en dejlig lejlighed er, at jeg selv kan beslutte, hvor jeg vil bo. Og derfor skal jeg bæres ud herfra. Og det bliver jeg nok også en dag om forhåbentligt adskillige år. Det er helt fint med mig.

Jeg har været hos psykologen, og det er altid “bevidsthedsudvidende”. Jeg går altid klogere derfra, end jeg kom. Men det er selvfølgelig også derfor, jeg kommer.

En af de ting, jeg kom til at tænke på, er, at både før og efter min far døde, var der usikkerhed om, hvor jeg skulle bo:

Aflevering til Dear Home

Min biologiske mor har formentlig haft dårlige muligheder, fordi der dengang var stor skam knyttet til at blive uønsket gravid udenfor ægteskab som 18-årig, så Mødrehjælpen afleverede mig på “Dear Home”, da jeg var seks dage, og det viser sig jo at have været et ret fint sted. Og det er jeg meget glad for at have fundet ud af via et sødt og hjælpsomt menneske.

Mange unge kvinder valgte muligheden for enten brun sæbe eller strikkepinde, og det er jeg selvfølgelig glad for, at min biologiske mor ikke gjorde.

Udlevering til adoptivforældrene

Da jeg skulle videre til mine adoptivforældre, blev jeg formentlig afhentet på samme måde, som man afhenter en GLS-pakke. Min nye familie boede i Skjern i Vestjylland, men “Dear Home” lå i Hellerup, så vi lærte nok ikke hinanden lidt at kende på forhånd.

Muligheden for revisorens dejlige søster

Efter min far døde, rykkede “min mor” og jeg på den 183. dag (tre dage efter lejekontraktens udløb) videre til revisoren, der havde indrykket en kontaktannonce et eller andet sted, og som “min mor” besvarede. Jeg kunne vældig godt lide revisoren, hans søster og hans voksne børn. Jeg var vældig glad for Sanderumskolen og Fyns Væddeløbsbane, der lå lige om hjørnet. Jeg husker tydeligt, at “min mor” og jeg stod i køkkenet, og jeg sagde til hende “Det er en virkelig god skole, for her lærer man virkelig noget”.

Jeg har aldrig kunnet få “min mors” fortælling om, at vi flyttede fra ham og velhaverkvarteret Fruens Bøge i Odense til Vollsmose efter 0,7 år (vi boede der fra 25. maj 1973 til den 31. januar 1974), fordi han og jeg ikke kunne med hinanden.

Revisorens søster var en dejlig barmfager og varm kvinde, der var lærer på en eksternatskole i Svendborg. Hendes mand var pedel på skolen. Det var på tale, at jeg måske skulle bo hos dem, og det ville jeg vældig gerne. Jeg husker at sidde på skødet af hende i deres køkken op ad hendes store bryster, og det var trygt og dejligt. I weekends og på fridage var vi i det nærliggende Rantzausminde eller måske var det Christiansminde – der kunne man spille minigolf. Det var herligt! Hvorfor jeg kom ikke til at bo hos dem, kan jeg ikke huske. Men det havde været helt fint med mig.

Jeg havde aldrig helt fornemmelsen af “her hører jeg til”

Også efter psykopaten trådte ind på scenen i ca. 1974, var der usikkerhed om, hvor jeg skulle bo, men jeg kan ikke huske, hvilke steder der var på tale. Jeg kan bare huske fornemmelsen af aldrig at være helt sikker på, hvor jeg hørte til.

Det er sådan set lidt ærgerligt, at det aldrig materialiserede sig her, for på det tidspunkt ville jeg vældig gerne have boet et andet sted.

Jeg ville fx gerne have været på efterskole eller (grin bare) på søfartsskole i Svendborg eller i huset hos en bornholmsk familie på landet med tre små børn. De to første ting var der formentlig ikke økonomi til. Og familien med børnene kunne nok godt mærke, at det ikke lige hørte til blandt mine spidskompetencer at passe tre ret små børn. Det havde været synd for børnene 🙂

“Mormor har du egl. nogensinde være gift?”

Der er flere fortællinger, jeg ikke kunne få til at passe sammen allerede som barn. Mens min far levede, og mens vi altså stadig boede i Brande i Vestjylland, husker jeg tydeligt en scene ude i haven på Dalgasvej nr. 4, hvor jeg spurgte min mormor “Mormor har du egl. nogensinde været gift?” Hun svarede “Jamen jeg har da været gift med morfar”. Jeg stillede mig med armene over kors og sagde “Bare fordi jeg kun er fire år (vist nok), skal du ikke prøve at bilde mig noget ind”.

Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, at hun havde været gift med den mand, hun altid talte så grimt om. Hun kaldte ham fx altid for “Den gamle”, fordi han var 13 år ældre end hende selv, og jeg husker dem ikke nogensinde være i samme lokale. Det betød fx en del besvær med sådan noget som juleaftener. De var blevet skilt kort efter, mine forældre blev gift dvs. ca. 1955/-56. I adoptionssagen står, at det var morfars skiftende arbejde som arbejdsmand rundt omkring i landet, der bevirkede, at ægteskabet gik i stykker. Om det er sandt, ved jeg ikke.

Der er herudover en meget sjov tanke, og den er, at jeg altså allerede som ca. fireårig også har haft et ret klart billede af, hvad det vil sige at være gift – i hvert fald taler man ikke så grimt om hinanden, heller ikke efter ægteskabet er opløst.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Du kan aldrig blive til noget

Du kan aldrig blive til noget

Unge med ADHD og/eller autisme

Du kan aldrig blive til noget

GladTeknik, som jeg laver frivilligt arbejde for, postede forleden dag en lille tankevækkende video på 42 sekunder på deres sociale medier. I videoen fortalte en ung mand ved navn Mathias Stub Jørgensen, at han i folkeskolen havde fået at vide, at han aldrig rigtig ville blive til noget, at han ikke rigtig kunne finde ud af noget, og at han ikke duede til noget.

Han havde derfor gået den tunge vej gennem jobcenteret, nærmere bestemt fleksjobteamet, der havde bekræftet folkeskolens forudsigelser ved at dømme ham til, at han aldrig ville komme til at arbejde mere end 10-12 timer pr. uge.

Det blev Mathias selvfølgelig enormt ked af, for alle normale mennesker vil gerne bidrage til samfundet. Når man bidrager, indgår man i et fællesskab, Der er jo en grund til, at det hedder samfund; man er sammen om noget. Det er rart at have kolleger, det er rart at have nogle at spise frokost med og at sige ”god weekend” til osv.

Nu er Mathias ansat 32 timer om ugen hos GladTeknik, fordi virksomhedens leder og HR-manageren ved, hvordan man tilpasser arbejdspladsen til medarbejderen og ikke omvendt. I videoen ser man en utrolig charmerende og glad ung mand, der er rigtig stolt af sig selv. Og det forstår jeg godt. Han har været her hos mig for at hente min stationære PC. Og det er ikke kun i videoen, han ser glad ud.

Man skal have en diagnose

Når jeg går tur, hører jeg podcasts. Forleden hørte jeg en i serien “Hjernekassen på P1”, der bestyreres af Peter Lund Madsen. Det var muligvis  “ADHD” fra 15. august 2023, men der er flere, der kan komme i spil, hvis du selv vil lede.

De talte om det forhold, at der i dag er en nærmest eksplosiv vækst i antallet af unge med diagnoser herunder ADHD og autisme. Peter Lund Madsen sagde en helt central sætning, som jeg husker: “Vi har indrettet et samfund, hvor man skal have en diagnose for at få hjælp.”

Jeg har ikke børn, så følgende er fra min forestillingsverden: Som forælder ved man ikke, hvad man stiller op, når barnet fx ikke vil gå i skole. Man blamer sig selv og spørger sig selv, hvad man har gjort forkert. Når man ikke finder svaret, søger man hjælp i det sundhedsfaglige system. Man venter de gennemsnitligt 63 uger på en udredning og bliver glad, når/hvis psykiateren udstikker en diagnose, for så er der en forklaring på, at ens barn opfører sig “mærkeligt” og i hvert fald anderledes end de andre børn.

Jeg kender det fra mig selv – men man havde ikke opfundet diagnoserne

Du kan aldrig blive til noget

Jeg kan levende sætte mig ind i Mathias’ historie, for jeg troede også selv, at jeg ikke kunne blive til noget, og at jeg ikke duede til noget. Det var ganske vist ikke folkeskolen, der udtalte sig sådan. Det var stedet, jeg boede.

Jeg havde (og har fortsat ikke) de kompetencer, de havde, og det, jeg kunne, havde til gengæld til ingen værdi. Men jeg var god nok til at vaske vinduer og bil en gang ugentligt osv. Der er lidt Askepot over det.

De havde kreative evner, de kunne spille musik, tegne, male osv., mens jeg ikke kunne tegne en tændstikmand. Min “mors” halvbror nærmest tvang mig til at spille på sav, men jeg fik ikke en tone ud af den. Min “mor” døbte mig “tonedøv”, for ikke en gang melodicaen, kunne jeg spille andet end falsk på.

Fra femte klasse og frem etablerede jeg et nært og indgående forhold til fysikbøger, som jeg fik gratis af psykopatens halvbroder, der vist stjal dem på det trykkeri, hvor han arbejdede (Th. Laursen i Tønder), og molekylebyggesæt, hvor man kunne bygge atomer med de forskellige molekyler. De var flotte, farvestrålende og lidt lækkert udførte.

Du kan aldrig blive til noget

Erhvervsvalget

Jeg troede, man skulle have deres kompetencer, for at blive til noget. Ergo troede jeg også, at jeg aldrig kunne blive til noget. Det var hårdt. I niende klasse sad jeg med den tykke bog med titlen “Hvad kan jeg blive” og bladrede. Det nærmeste, jeg kunne komme, var skibskok. I dag kan jeg kun grine af det og tænke, at jeg nok var blev en temmelig ringe skibskok, eftersom jeg mangler det overblik, der kræves, når mange retter skal være færdige på samme tid. Det kan jeg dårligt i mit eget lille køkken, selvom jeg faktisk er ret god til at lave mad.

Erhvervsvalget var skræmmende. Jeg var klar over, at det var vigtigt, men jeg manglede nogen at rådføre mig med. Eftersom jeg var så dum, at jeg troede, man kunne leve af at være student, besluttede jeg, at jeg ville være student. Så var jeg da blevet til noget.

Jeg flyttede til København og skrubbede gulve i De Gamles By det første år – og derefter begyndte jeg på Statens Kursus til Studentereksamen, som jeg kom ud fra i 1983 med et pænt gennemsnit.

Men jeg manglede jo sådan set stadig en diagnose, for eftersom man dårligt havde opfundet barndommen, havde man selvfølgelig heller ikke opfundet diagnoserne. I hvert fald ikke på Sydfyn og da slet ikke på Bornholm.

Foråret 2019 og Psykiater Pia Bohn Christiansen

Jeg ventede lige knapt et år på at komme i udredning hos psykiater Pia Bohn Christiansen. Jeg var 54 år, og altså det, man kalder “sendiagnosticeret”, da jeg endelig fik diagnosen.

Det skulle være hende, eftersom hun har speciale i både bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom. Hun kan kende forskel på en sygelig mani og en naturlig særinteresse. Og det er svært. Selv min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, der er en gammel rotte i faget, siger, at det er svært.

Selv var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde Aspergers syndrom. Jeg havde vidst det i 11 år. Da jeg endelig kom til hende, manglede jeg bare en, der ville skrive under.

Og da udredningen var afsluttet, fortalte hun mig, at hun havde vidst det fra dag et. Noget af det, der havde givet hende en fornemmelse, var, at jeg mødte frem med samlige lægeerklæringer og udtalelser fra Gud og hver mand, der havde ment noget om mig siden 2014, hvor jeg blev syg for alvor, i kronologisk orden og som side 1 havde jeg selvfølgelig lavet en indholdsfortegnelse. Det havde hun ikke oplevet tidligere.

Jeg blev så glad, da jeg fik diagnosen, for endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været. Det var en blåstempling af at være sær, hvilket jeg for længst selv havde omdøbt til at være noget særligt.

Nu bruger jeg mine evner til blandt andet at opdage de fleste detaljer på GladTekniks hjemmeside, som direktøren har givet mig ansvaret for. Og det går egl. ret godt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.

Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Hvorfor ødelægge den gode stemning?

Hvorfor ødelægge den gode stemning?

En klassisk systemizer må vige

Hvorfor ødelægge den gode stemning?

Der var et emne, jeg egentlig gerne ville drøfte med psykologen. Jeg præsenterede hende for problemstillingen og forklarede, hvad jeg gerne ville. Det drejer sig om de 33 dage, jeg var fraværende i 9. klasse, som faktisk er ret mange, når et skoleår er 200 dage. Det svarer til 16,5 pct. Og hvorfor havde jeg lægeerklæring i gymnastik hele skoleåret? Jeg husker intet, og det finder jeg mærkeligt.

Jeg forestiller mig noget grimt altså et traume, men det er det rene gætteri, og den slags bryder jeg mig ikke om. Jeg er en “klassisk systemizer” med ~ 140 point, hvor man kun behøver 70+ point for at havne i den gruppe. Det vil sige, at jeg scorer ca. dobbelt af det nødvendige. Det betyder selvfølgelig også, at jeg gerne vil “gøre orden” i alle emner og sætte grønne flueben √ ved dem alle. Så der er ryddet op.

Men hun syntes, vi skulle lade det ligge, eftersom jeg har det fantastisk nu, og eftersom jeg ikke har noget angst lige nu. Skulle vi tage det op, ville hun notere i sin/min journal, at det havde jeg bedt om. Min tolkning er, at så ville det være “på eget ansvar”. Og min egen tolkning er også “hvorfor ødelægge den gode stemning?” Det generer mig selvfølgelig en smule, at der så er et lille stykke uopdyrket land, men jeg kan sagtens se hendes argumenter – og jeg er enig.

Hvis der nu skulle sidde nogen og tænke, at det er hendes “skyld”, at jeg trofast er vendt tilbage gennem ni år, er det vel hermed modbevist?

Det moralske kompas er på plads allerede ved 6-7-årsalderen

Jeg har været i gang med en interessant “øvelse” for at finde ud af, hvad der bevirkede, at jeg hverken udviklede en psykose eller fik skizofreni af min mærkelige fortid. Med andre ord hvad var beskyttelsesfaktorerne? Det er at fokusere på noget positivt og det, der peger fremad. Det var utrolig svært, og jeg gjorde det heller ikke “rigtigt”. Men det var alligevel interessant.

Jeg noterede fx, at en beskyttelsesfaktor var en bevidsthed om, at livet var op ad bakke, og at jeg skulle kæmpe for alt. Jeg kom til at erindre noget temmelig klamt i den forbindelse:

1) Det er foråret 1976. Overgrebene har stået på i lidt over to år. Vi er i køkkenet i det faldefærdige skrammel på Sydfyn. “Min mor” og halvbror på tre år er til stede. Han kan gå. Jeg er 12 år. Psykopaten vil adoptere mig og vil have, at jeg skal kalde ham “far”. Jeg nægter og svarer: “Jeg er allerede adopteret nok, og jeg har haft en far.”

2) Min halvbror går som sædvanlig rundt i kun undertrøje og ikke andet. Han kærtegner som altid kontinuerligt sit køn.

Jeg synes selv, at det er ret godt klaret af en 12-årig at sige så klart og tydeligt fra. Jeg vil fandeme ikke, og jeg er heller ikke til sinds at opgive mit efternavn. Lige så længe jeg kan huske, har jeg været stolt af at være “en Stegemüller”.

Psykologen fortalte, at børn allerede i 6-7-årsalderen har et veludviklet moralsk kompas. Allerede på det tidspunkt ved de, hvad der er er rigtigt og forkert. Så i situationen ved jeg godt, at dette simpelthen er så klamt og helt utilladeligt. En overgrebsmand kan aldrig kaldes “far”.

Min halvbrors færden er også klam. Når man er 12 år og så småt begynder at udvikle en seksualitet, skal man da ikke have et kønsorgan “up in my face”. Det er ufatteligt ulækkert.

Det lille jubilæum

Psykologen har vist ikke oplevet det med andre, men i hvert fald er det i dag ni år siden, vi mødtes første gang i Psykiatrifonden, som Hvidovre betalte et langt forløb hos. Der er løbet meget vand i stranden siden.

Hun er den første, der effektivt har kunnet hjælpe mig på mine præmisser. Hun har accepteret, at jeg er styret af min analytiske, tvedelte hjerne, at jeg har en kognitiv kapacitet, der er større end de flestes, og har indrettet sin terapi efter det.

Det betyder fx, at jeg hverken skal tegne eller male noget som helst. Jeg kan ikke tegne en tændstikmand, og jeg får kvalme af bare at se ordet “staffeli”. Fra 1974-1980 levede jeg med at være udenfor, fordi jeg ikke ejer kreative evner, og fordi det, jeg i stedet kunne, ikke havde værdi. Ingen indså værdien af de gode karakterer og de gennempløjede fysikbøger. Det har jeg ikke lyst at gentage.

Jeg er på mange punkter blevet en anden på de ni år. Udgiften konterer jeg under “Omkostninger ved at være i live”. Jeg har en fornemmelse af at få mængderabat.

Jeg sender en tak, der ikke kan blive stor nok.

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.