Om at gå på listesko
Har jeg PTSD?
Indholdsfortegnelse
Om at gå på listesko
Nogle siger til mig, at jeg er meget direkte. Psykologen siger, at jeg har en helt speciel måde at være i livet på. Begge dele er sikkert sandt.
Det at være direkte hænger helt sikkert sammen med Aspergers syndrom. Selv synes jeg, at det gør livet nemmere at sige tingene, som de er, og jeg synes selv, jeg gør det på en respektfuld måde. Jeg er faktisk et både pænt og ordentligt menneske, jeg orker bare ikke at skulle passe på, hvad jeg siger og gør – endsige at indrette mig efter andres idéer.
Jeg har lige været i en situation, hvor en anden person ville bestemme over mine processer, der blandt andet går ud på at gøre en ting færdig ad gangen og dernæst at skippe den af, så den er væk fra mit bord. Det vil jeg ikke finde mig i. Jeg blander mig jo ikke i andres processer og deres måde at arbejde på.
Har jeg PTSD?
Psykologen har ofte sagt, at jeg havde “PTSD-lignende symptomer”, så da jeg så hende primo januar, spurgte jeg ligeud, om hun troede, jeg havde PTSD, men at hun bare ikke måtte sige det, da hun ikke har tillægsuddannelsen i psykiatri? Derfor fik vi en længere samtale om det.
Indledningsvist sagde hun “Det er et meget svært spørgsmål at svare på. Havde du ikke haft din autismespektrumforstyrrelse, ville jeg ubetinget svare ja”. Men da jeg, på grund af min Aspergers, ikke er et føle-menneske har alle de nedslag, der har været, ikke taget bolig i mig. Man kan på mange måder sige, at min autismespektrumforstyrrelse har været en beskyttelsesfaktor. Jeg har haft (og har) en enorm modstandskraft mod alskens mærkværdigheder, så jeg nærmest har udviklet en resistens mod dem.
Mit liv har kun i korte perioder været så “normalt”, som det er nu. Det har for det meste været præget af kaos, men jeg har håndteret kaos ved hjælp af en enorm modstandskraft. Jeg er en ekstrem overlever og har fundet en helt speciel måde at være i livet på. Ting jeg oplever, går ikke rent ind hos mig, men ville gøre det hos andre, fordi jeg ikke er et føle-menneske. Min drivkraft er evnen til at undersøge, sætte i system og derved bevare kontrollen.
Havde jeg haft PTSD, ville det have været det, der kaldes en “kompleks PTSD” på grund af de mange og forskelligartede nedslag. En almindelig PTSD går ud på, at et menneske har været udsat for en enkelt forfærdelig oplevelse, som bliver ved at forfølge det. Man ved ikke, hvorfor nogle udvikler PTSD, mens andre ikke gør. Det er eksempelvis ikke alle soldater, der vender hjem med PTSD, uagtet de har oplevet grusomme ting under en udsendelse. Det er noget ved det enkelte menneske, der bevirker, at de udvikler PTSD, men som nævnt ved man ikke fra forskningen, hvad dette “noget” er.
For at stille diagnosen PTSD (enten almindelig eller kompleks) skal man også se en varig personlighedsændring, og det har jeg gudskelov ikke.
Den sidste beskyttelsesfaktor er en stolthed over den, jeg er. Jeg synes faktisk, jeg er okay, som jeg er. Selvfølgelig med alle mulige fejl og mangler men sådan er det jo at være menneske.
Jeg er glad for ikke også at have PTSD, men det var vigtigt for mig at få snakken med hende. Jeg går ikke rundt med drømmen om flere diagnoser. Jeg synes, jeg har tilstrækkeligt, selvom det er sådan, at passer jeg mine ECT-behandlinger, passer den bipolare lidelse sig selv. Det er jeg vældig godt tilfreds med.
Det, der driller, er autismen
Samtidig med at autismen er – og har været – en enorm beskyttelsesfaktor, er der noget ved den, der driller.
Hun sagde det så pænt “det, der driller dig, er autismespektrumforstyrrelsen. Du er god til at fordybe dig, men man kan sige, at du ikke er så god til at lave relationer”. Jeg rettede hende og sagde: “Nej jeg kan sgu ikke finde ud af det”, for det er jo sandheden. Jeg trives godt alene, men selv jeg har jo behov for nogen/noget en gang imellem.
Skal jeg være i verden – hvilket jeg både gerne vil og skal – skal der være et fagligt fællesskab mellem mig og andre, og der skal være en form for respektfuld ligefremhed. At gå på listesko orker jeg i hvert fald ikke.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Trackbacks & Pingbacks
[…] mange år, før jeg nævnte psykopatens fornavn for psykologen. På den baggrund begyndte jeg at overveje, om jeg evt. også havde PTSD. Det kunne psykologen heldigvis klart afvise. Jeg har også diagnoser nok. Jeg har det godt nu, og jeg elsker mit liv – faktisk har jeg […]
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!