Indlæg

/i , , /af , ,

Genealogy Remediated

Genealogy Remediated

Genealogy Remediated: Family Memories on the Web

Genealogy Remediated

I 2006 medvirkede jeg i en artikel af Randi Marselis, som blev offentliggjort i “Samfundslitteratur”, 2007.

Hendes abstract lød:

Abstract

“Genealogical websites are becoming an increasingly popular genre on the Web. This chapter will examine how remediation is used creatively in the construction of family history. While remediation of different kinds of old memory materials is essential in genealogy, digital technology opens new possibilities. Genealogists use their private websites to negotiate family identity and hereby create a sense of belonging in an increasingly complex society. Digital technologies enhance the possibilities of coorporation between genealogists. Therefore, the websites are also used to present archival and technological competences, which helps to anchor the owner within the genealogical community.”

Det er sjovt og mærkeligt at tænke på, at slægtsforskning og slægtsdata på internettet har udviklet sig så hastigt på de bare 18 år.

Jeg har – og har haft – stor glæde af “… anchor the owner within the genealogical community”.

Vi har et unikt fællesskab, nu er det blot ikke længere analogt men digitalt. Det er det fællesskab, der får en ven til at sende billedet fra en original passagerliste, hvor en Wilhelm Stegemüller født i Preußen, sejler fra Bremen til Baltimore i 1853 som 40-årig. Med sig har han tre børn. Han er ganske vist ikke Schuhmachermeister eller Schuster men Farmer. Jeg er spændt på, hvad det kan føre med sig. Hører han overhovedet til “mine”?

 

Genealogy Remediated

De dyrebare fridage

Det er svært at forestille sig, at de mest brugte arkivalier kun var tilgængelige om lørdagen samt i ferier og på afspadseringsdage. Jeg har brugt mange ferier i Viborg på “Landsarkivet for Nørrejylland”, som det hed dengang. Det var et dejligt lokale og stemningen var fantastisk. Jeg lærte så mange søde og dygtige mennesker at kende.

Det var lidt stressende, at man skulle være godt forberedt hjemmefra for at få mest muligt ud af arkivbesøget. Jeg havde fx ikke tid at notere faddere, og det var før, jeg havde indset deres værdi som input til “fadderanalyser”.

Nu kan vi bladre døgnet rundt til hverdag og til fest. Og det skal vi lære de nye at gøre. Det er forkert at servere resultaterne for dem, for så lærer de aldrig håndværket.

Jeg savner samtalerne på trapperne

Men der er dog en ting, jeg savner: fællesskabet og samtalerne med de andre slægtsforskere ude på trappen, mens vi utålmodigt ventede på at blive lukket ind til arkivalierne kl. 9:00. Når jeg som begynder baksede med et problem, var det herligt at høre en af de erfarne sige “Har du prøvet at …”.

Jeg har lært meget ude på trapperne i Ll. Sct. Hansgade i Viborg og på Jagtvej på Nørrebro i København. Noget så banalt som at man fx i København må starte med at bladre gennem de store hospitaler, når man leder efter en afdød. Alting er ikke indtastet, og det bliver det heller aldrig.

Randi og jeg udarbejdede et slideshow. Det får du her som video

Der skulle illustrationer til Randis artikel, så vi udarbejdede i fællesskab et slideshow, som jeg har gemt, fordi det tegner et billede af en tid før Content Management Systems (CMS) som fx WordPress. Jeg har konverteret det til en video, og den kan du se på denne særskilte side, (fordi der ellers ikke er plads nok). Videoen loader automatisk og kører i et loop.

Det var vist en af mine første versioner af hjemmesiden. Dengang tog det en ½ dag at lave en knap – og jeg syntes, det var sjovt. Slægtsforskningen og forsøget på at lære at kode kæmpede om fritiden.

Set med nutidens øjne er designet selvfølgelig fuldkommen håbløst, men det var, hvad jeg kunne præstere på et tidspunkt, hvor det var for dyrt i telefonregning at bruge opkaldsmodemmet før kl. 20:00. Og herefter skulle det i øvrigt stå at ringe op i fem minutter, før man var “på internettet”. Og det var alle de andre så også …

Nu taler vi AI og fiber … Der er sørme sket noget. Hvad mon vi taler mon om i 2042?

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , , , , /af , , , ,

Det pragtfulde pensionistliv

Det pragtfulde pensionistliv

Livet uden arbejde

Det pragtfulde pensionistliv

Jeg faldt over denne skønne tegning på Facebook, og da 2/3 af de hidtidige respondenter på den lille enquete i bunden af artiklen er udenfor arbejdsmarkedet, må den have en omtale. [Jow, jow, jeg prøver at rette ind].

Det pragtfulde pensionistliv

Mit liv ligner på mange punkter tegningen herover. Ligner dit liv mit? Måske er det andre ting, du lægger i “time for fun and play” – vi kan jo ikke alle læse (tyske) kirkebøger?

“slow mornings”: Jeg elsker mine langsomme morgner med en hel kande Blå Irma-kaffe med god mælk fra Thiese, som jeg ikke skal dele med nogen. Ingen forstyrrer mig, og jeg kan planlægge dagens aktiviteter. Se TV Avisen kl. 7:00, skrive på min hjemmeside, glo på vejret osv.

“a good conversation” kan dreje sig om meget forskelligt. Nogle gange har man ikke selv meget at komme med, men måske anbefaler samtalepartneren en god podcast på DR Lyd eller en spændende TV-serie på DR. Nogle gange hæver samtalen sig op på et metaplan og andre gange er den jordnær, hvor man egentlig bare vil høre, om der stadig er liv i den anden og “holde de sociale forbindelseskanaler åbne”. Sådan er det jo med samtaler.

Og “day naps”: Der er intet så skønt som at tage en lur midt på dagen og at vide, at det kan man gøre med god samvittighed. Er man døsig, kan man lægge sig, er man ikke, kan man lade være.

Der er så meget frihed.

Da jeg ikke kunne forestille mig et liv uden at arbejde

Jeg har været så dum at lægge hele min identitet i mit arbejde, så da de “alle” i 2015 sagde “Vi synes, det ligner en pension” var mit svar “Det kan I godt glemme”.

Ergo forsøgte jeg mig med seks fleksjobs, der alle gik dårligere og dårligere. Det indså “alle”, undtagen jeg selv.

Jeg forsøgte at fylde varer op i Bilka i Hundige, men jeg holdt kun 1½ dag, for jeg kunne ikke huske, hvor de skulle stå, og jeg kunne ikke finde vej derud. Til sidst kunne jeg ikke passe et “svagpisserjob” på vist 4-6 timer om ugen hos Interflora hjemme ved egen telefon og PC. Det var ikke Hvidovre Kommune, der pressede mig; det var mig, der pressede kommunen.

“Alle” var:

  • psykologen i Psykiatrifonden (hende jeg holder ved)
  • arbejdsmarkedsrådgiveren i Psykiatrifonden
  • kontaktpersonen i Distriktspsykiatrien
  • min bisidder fra SIND.

Jeg var ganske enkelt ikke klar til at blive pensioneret i 2015. I 2021 var jeg derimod meget klar. Da jeg ringede til min sagsbehandler og sagde “Det går ikke; du må søge pension til mig”, var der ingen palaver. Jeg tror, han havde ventet på, det ville ske. Han spurgte mig, hvilke erklæringer han skulle indhente, og det rettede han sig efter. Den slags kan jeg jo godt lide 🙂

Dagen i rehabiliteringsteamet var dobbelt: Jeg var rystende nervøs og forberedt til tænderne. Jeg kunne de 50 sider (det højst tilladte antal) udenad. Det var i 2021 (vist den 13. marts) og altså under pandemien, derfor blev mødet holdt på Teams. Jeg sad med psykologen på min venstre side i hendes daværende klinik i Høje Taastrup. Hun havde på forhånd flere gange sagt “Hvis du får afslag, går vi sgu i ‘Aftenshowet’ “.

Men der blev ikke behov for at gå i ‘Aftenshowet’. De indstillede på det foreliggende til pension, og formanden for rehabiliteringsteamet sagde, da de kom retur fra den korte votering, “Er der nogen, der har kæmpet, så er det dig”. Den sætning glemmer jeg aldrig, for det var sandt. Og så var jeg leveret. Jeg græd af lettelse. Heldigvis var psykologen der.

Som med et trylleslag var alle bekymringerne fra de seneste otte år væk. Udefrakommende pres (som vi sædvanligvis kalder stress) og bipolar affektiv sindslidelse er en meget dårlig cocktail. Det vil også sige, at jeg stort set blev “rask”, da det udefrakommende pres forsvandt. Pludselig var kampen slut. Jeg kan stadig blive berørt ved tanken om den dag i rehabiliteringsteamet. Hvis jeg bliver 90 år, har en tredjedel været godt.

Til tider tænker jeg på, om jeg bare har snydt hele borgermusikken, eftersom jeg glimrende kan koncentrere mig 12-16 timer hjemme ved det gotiske – evt. på tysk. Gad vide hvordan det ville gå, hvis jeg atter forsøgte at arbejde? Det var jo egl. det, jeg forsøgte bare at planlægge i sommeren 2023. Det resulterede i to måneder på psykiatrisk afdeling formentlig med en “indvendig depression”. Jeg må hellere lade være.

Jeg læser p.t. to bøger

  1. udsnit af “Dansk kirkeret” af August Roesen (1976), hvor jeg prøver at lære reglerne for god ministerialbogsførelse. Jeg elsker en sætning som denne “De to eksemplarer af kirkebøgerne må ikke nogen nat opbevares under samme tag”. Den stammer fra et reskript fra 1812 (de fortrykte skemaer blev indført i 1812, hvor der kom orden i tingene), og vidner selvfølgelig om en tid med bindingsværk og stråtage, hvor adskillige præstegårde på landet brændte ned til grunden og med dem forsvandt sognets historie som dug for solen.
    • Jeg læste engang om mennesker med Aspergers syndrom, at det er helt normalt, at de bliver højt specialiserede på et meget lille område. Det vil jeg også! På psykiatrisprog kaldes det for at “dyrke sine særinteresser”. Til gengæld aner jeg ikke en brik om film, kunst og mange andre ting.
  2.  “En bog om hukommelsen” af Thomas Thaulov Raab og Peter Lund Madsen, FADLs forlag 2013. Jeg købte den i maj 2015, men fik den aldrig læst. Dengang kunne jeg jo ikke læse. Nu er tiden kommet. Den er utrolig velskrevet og lige til at gå til. Jeg kan godt huske, da jeg mistede hukommelsen … Det var slemt:
    • forestil dig, at du ikke kan huske, hvordan du kommer til arbejde, selvom du både har haft samme bolig og samme arbejdsplads i årevis
    • forestil dig ikke at kunne rejse længere, fordi du er bange for ikke at kunne finde hjem til dit hostel/hotel. Nu går det meget bedre, så jeg vil til Frankfurt (Oder).

Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:
[yop_poll id=”3″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , /af ,

Glæden ved at samle og systematisere

Glæden ved at samle og systematisere

Frimærker i kilovis og opskrifter fra Hüttemeier

Glæden ved at samle og systematisere

Det er sjovt at tænke tilbage på, at jeg altid har haft Aspergers syndrom, og hvordan det har vist sig. Dengang i den fjerne fortid var der bare ingen, der interesserede sig for børns særinteresser, for man havde jo dårligt opfundet barndommen, og da slet ikke diagnoserne. Et barn med fx Aspergers syndrom var bare en særling. Bum, færdig, slut.

Jeg samlede på frimærker og madopskrifter. Og jeg elskede at samle og at systematisere. Jeg kunne nemt være blevet Valomandens søster.

Frimærkerne

Det gik primært ud over frimærkerne, som jeg fik i store poser, fx 1 kilo, hvor selve frimærket stadig sad på små papirlapper. Jeg fik skilt de to ting fra hinanden ved at lade dem ligge i en balje vand. Efter et stykke tid kunne man så tage mærket af og gå i gang med at tørre frimærkerne på viskestykker.

Glæden ved at samle og systematisere

Når de var tørre, skulle de sættes ind i bøger med en form for gennemsigtige lommer. Jeg ordnede dem primært efter værdier. Fx skulle alle 25-øres mærker med kongen sættes før mærkerne med samme til 50 øre. Efter noget tid blev det selvfølgelig kedeligt. Så tog jeg dem alle ud og systematiserede dem fx efter land, farve og værdier: England, dronning Elisabeth i orange, 1 pence osv. Det brugte jeg enormt lang tid på.

Jeg troede, de var penge værd, men det var de selvfølgelig ikke, når de blev leveret i kilovis. Jeg er jo ikke fra et sted, hvor man ofrede penge på børn.

Madopskrifterne

Glæden ved at samle og systematisere

Jeg klippede madopskrifter ud af ugeblade. Det var muligvis Familie Journalen, for kogekonen var Kirsten Hüttemeier (hende med ‘Skåneærmerne’). Logoet var rundt og i farver og forestillede hendes ansigt.

Jeg ordnede dem efter kød-art (okse- eller svinekød), og dernæst efter indvolde (hjerter, lever osv.) eller fisk. Jeg var ikke så gammel, før jeg også gik i gang med at lave opskrifterne, og på den baggrund blev jeg forholdsvis god til at lave mad.

Flere har uafhængigt af hinanden fortalt, at de kom til gode middage på kollegiet i 80’erne. Det kan jeg desværre ikke selv huske, men det må vel være sandt. Min fars ungdomskæreste fortalte mig fx i foråret 2023, at hun i sin opskriftsbog havde en opskrift, hun havde fået fra mig en gang i 80’erne, fordi det smagte så godt.

Og nu har jeg genfundet glæden ved at lave mad. Jeg er dovent anlagt og let fantasiløs, så jeg abonnerer på måltidskasser fra Aarstidene, hvor jeg en gang pr. uge får leveret mere, end jeg nogensinde selv kunne finde på. Det smager simpelthen godt.

Slægtsforskning er også at samle og systematisere

Det passer så godt med at være blevet slægtsforsker og at elske det.

Her samler og systematiserer jeg data, der skal hænge sammen og som først kommer ind i Legacy/TNG, når jeg har en valid primær kilde og at den i øvrigt hænger sammen med andre primære kilder. I min verden skal fund kvalificere sig til at blive til mine data. Det er vældig hurtigt at tilføje noget, men det er et helvede at få det hele fjernet igen, når det viser sig at være forkert. Det gider jeg ikke bruge tid på.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Når man ikke selv kan fortælle-2

Når man ikke selv kan fortælle-2

Hvordan etableres kontakt til kendisser?

Når man ikke selv kan fortælle-2

Er der nogen i mit netværk, der kan fortælle, hvordan søren jeg etablerer kontakt til nogen, der kan hjælpe mig med at fortælle min historie?

Selv er jeg ved at (igen) at give op og tænke, at så er det også lige meget, og så klarer jeg mig selv. Men jeg ved jo, at inden for et vist tidsrum, vil jeg igen sidde med følelsen af, at jeg har en historie og den vil jeg gerne ud over rampen med.

  • Det er umuligt at få kontakt til Danmarks Radio
  • Lisbeth Zornig (Andersen) svarer ikke
  • Anders Aggers sekretær henviser til Danmarks Radio.

Hvordan gør man så, når man vel at mærke vil gå “til toppen”? Jeg orker ikke at starte “fra bunden”, for så når jeg aldrig målet.

Jeg har ikke selv flere idéer, men det kan jo skyldes, at jeg bare er idéforladt. Alle idéer, der måtte komme ind herfra, vil være mere end velkomne.

Jeg skrev til Anders Agger

Jeg skrev til Anders Agger via Messenger, da jeg har set stort set alle hans “Indefra” og har tillid til ham. Herefter fik jeg i tre omgange autogenererede svar fra Messenger, før jeg fattede, at noget var galt. “Svarene” bestod af disse to spørgsmål:

  • “Kan du fortælle mere om dig selv?”
  • “Kan jeg få mere at vide om din baggrund?”

Jeg har dernæst kontaktet hans sekretær, der henviser til DR og skriver, at det helt sikkert ikke er ham, der har stillet spørgsmålene, men at det må være “noget automatisk” …

Når man ikke selv kan fortælle-2

Mit svar til “Anders Agger”, eller hvem/hvad det nu var, bestod af følgende den 14. februar:

(Mit liv ligger i forvejen på nettet, så jeg er ikke bekymret for svindel – det var bare lidt mystisk.)

Kære Anders Agger

Nu håber jeg ikke, jeg har rodet med min iPad, men her til morgen så det ud til, at der var to spørgsmål fra dig:

  1. Kan du fortælle mig mere om dig selv?
  2. Kan jeg få mere at vide om din baggrund?

Herunder prøver jeg at besvare dem begge:

Lige nu – jeg blev 60 år i oktober 2023 – har jeg et næsten forbandet godt liv; faktisk har jeg aldrig haft det bedre end efter, jeg blev tilkendt pension med virkning fra maj 2021. Hvis jeg bliver 90 år, så har en tredjedel da været godt.

Det er velkendt i psykiatrien, at når folk tilkendes pension, får de det mærkbart bedre, fordi hele det ydre stress og pres forsvinder. Specielt for bipolar affektiv sindslidelse er stressfaktoren væsentlig. Men til tider kan jeg tænke: ”Har jeg bare snydt dem alle sammen, når jeg nu har det så godt?”

Men det tror jeg nu ikke, idet Psykiatrifonden allerede i 2015 sagde ”Vi synes, det ligner en pension”, men jeg ville arbejde og kunne slet ikke forestille mig et liv uden at arbejde.

Jeg kæmpede med seks fleksjobs fra 2016 til 2020, og det gik dårligere og dårligere. Til sidst gav jeg op, kontaktede min gode sagsbehandler og sagde, at han måtte søge pension til mig. Det gjorde han, og sagen forløb nemt. Jeg glemmer aldrig, da formanden for rehabiliteringsteamet kom tilbage efter deres korte votering og sagde ”Er der nogen, der har kæmpet, så er det dig.” Og det havde hun ret i.

Kampen, der havde varet hele livet, kan kort beskrives som følger (desværre er Messenger ikke velegnet til punktopstillinger – kan vi korrespondere pr. e-mail? Min mailadresse er: (fjernet her af hensyn til spam):

* Tre år fra 1963 til 1966 på børnehjemmet ”Dear Home” i Hellerup. Herunder seks mdr. på RH’s børnepsykiatrisk afd. idet de tror, jeg er både fysisk og psykisk retarderet. Det er jeg nu ikke … men de to parter ”skændes” pænt på skrift i en periode. Jeg har indhentet adoptionssagen for mange år siden. I det hele taget har jeg gjort meget for at indhente facts (jeg slægtsforsker, så jeg elsker facts og alt, hvad der kan dokumenteres). Lige p.t. er jeg i gang med en aktindsigt hos Bornholms Regionskommune for at få at vide, at de ikke har nogen sager! For hvis de har sager på mig/familien, så var der nogen, der burde have grebet ind.

* Jeg når at have seks gode år med mine adoptivforældre, hvor verden er god og tryg, indtil min far dør i november 1972, hvor jeg er otte år og en måned. Herefter opstår kaos og et liv ”på kanten”.

* Min mor er uden uddannelse eller arbejde, da hendes vigtigste opgave havde været at gå hjemme og passe mig. Jeg forstår så udmærket hendes situation. Hun svarer på en kontaktannonce, træffer en mand i Odense, og vi flytter til Odense fra Brande i Vestjylland. Der bor vi otte måneder, da deres forhold ikke holder. Hun og jeg rykker videre til Vollsmose, hvor hun besvarer den næste kontaktannonce og på den måde træffer den mand, jeg foretrækker at kalde ”psykopaten”, da han havde en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Så følger seks år (1974 – 1980) med daglige seksuelle overgreb. Han var skolelærer. Resten er historie.

* Jeg har gået på fem forskellige folkeskoler, da vi var/blev en nomadefamilie og levede ”på kanten”. Jeg har skrevet en artikelserie til POV med titlen ”Nomadebarn”. Den finder du her: https://pov.international/tag/hanne-b-stegemuller/

* Dengang var der ingen, der vidste noget om børn og diagnoser, så ingen så, hvor meget jeg kæmpede. De mange flytninger og skoleskift er hårde for et barn med Aspergers syndrom.

* I sommeren 1980 flytter jeg til København, har lejet et værelse på Nørrebro og gør det første år rent i De Gamles By.

* I sommeren 1981 flytter jeg til Amagerkollegiet, møder andre unge og får for første gang et liv med et skær af normalitet. Det var fantastisk. Jeg blev student fra 2-årigt kursus i 1983. Det var to hårde men også fremragende år.

* Jeg starter på Københavns Universitet i september 1984 og bliver kandidat i januar 1990. Som tidligere nævnt god karriere i centraladministrationen i 23 år, til jeg bliver fyret pga. sygdom i 2013. Og det var jo rigtig nok.

* Fra 2014 bliver jeg meget syg med bipolar affektiv sindslidelse også af og til psykosenær, og der følger en lang række år, hvor psyk. næsten er mit andet hjem, og hvor det næsten ikke kan betale sig at pakke tasken ud, når jeg kommer hjem, for jeg skal jo snart afsted igen.

Jeg ved jo ikke helt, hvad du har behov for at vide. Men måske vil det interessere dig at høre denne podcast, der ligger på Særklassen, og hvor jeg fortæller om dele af mit liv med Aspergers syndrom: https://www.spreaker.com/episode/sendiagnosticeret-hannes-fortaelling–53651728

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.