Indlæg

,

Brugbart

Min far og jeg ca. 1966

Min psykolog er fantastisk. Hendes tilgang er, at nu kigger vi på alt det skrammel for sidste gang. Når vi har kigget på det, uddrager vi eventuelle positive ting, der peger fremad, og derefter lukker vi posen og behøver aldrig at se det igen. Vi sømmer brædder for, og så er det slut. Det lyder godt, for jeg orker ikke mere. Denne tur er min sidste. Hvis dette ikke lykkes, giver jeg op og må så leve med det.

Det ligger på hylden, og det er væk, vi har set på det, og det er så det. Henter det der peger fremad, og lader skidtet være.

Jeg kan godt lide hendes operationelle og handlingsorienterede tilgang til problemerne. Jeg er lidt  bange for at skulle tegne et eller andet næste gang, men jeg følger hende. Jeg tror på, at hun følger mig på rejsen og samler mig op, når jeg ikke selv kan stå for skud længere.

Jeg er et OK menneske på trods af alt dette. Jeg har bevaret en kerne af klassiske værdier og en måde at være OK på.

Sidst: Lidt følsom = Temmelig “sprød”. Et mareridt at bevæge mig ind i de rum alene. Det kan jeg ikke uden hjælp. Nu kigger vi på det og uddrager det positive. Endelig. Aldrig mere.

Alt det vi har fundet frem til, der peger fremad
  1. Klar nu til at se på de svære ting, fordi der er nu stabilitet/orden i resten af mit liv og dermed overskud til det.
  2. Fantastisk overlevelseskraft.
  3. Stærkt og sejt at sætte mig ind bilen hver dag for at køre mellem Svaneke og Åkirkeby, hvor han havde frit spil, og jeg ikke kunne slippe væk. Kæmpe evne at klare det.
  4. Med alt det, jeg har oplevet, er jeg faldet heldigt ud.
  5. Jeg har en stor styrke og livsvilje, ellers havde jeg ikke overlevet.
  6. Med den baggrund kunne jeg lige så godt være endt som prostitueret. Og det gjorde jeg så ikke.
  7. Beskyttelsesfaktor: På den rigtige side af kvik.
  8. Min far har lagt værdier hos mig, som gør, at jeg stod i alt det skidt og alligevel klarede det. Han har grundlagt en enorm styrke i mig.
  9. Fantastisk at jeg “against all odds” klarede mig igennem alle rutscheturene.
  10. Isenkræmmerægteparret i Åkirkeby var et åndehul. De lyttede til mig og tog mig alvorligt, jeg var som en del af familien. Men de rettede ikke henvendelse til de sociale myndigheder, hvilket de burde have gjort.
  11. Skaber, på trods af alt dette, et liv på det niveau, og med de værdier, som min far lærte mig.
  12. En langvarig universitetsuddannelse som et opgør med det jeg kom af.
  13. På vej op igen, måske ikke så meget statusmæssigt – men som menneske. Yderligere mod til at få et ordentligt liv.
  14. Skabt et liv, måske et lille liv, men jeg har skabt noget, jeg kan være stolt af.
  15. Depressionerne har været voldsomme, fordi tingene ikke har været bearbejdede. Fx. at jeg, da jeg var 14, cyklede mellem Åkirkeby og Vestermarie på vej hjem fra mit eftermiddagsjob hos isenkræmmeren på en hvid cykel af mærket BKC og for første gang tænkte, at jeg skulle dø for egen hånd. Jeg kiggede til højre, og jeg glemmer det aldrig. Den tanke har forfulgt mig indtil nu.
  16. Der er meget tungt at bære på, men jeg kan godt.
  17. Filmen: Jeg behøver ikke at se den mere, for jeg kan måske blive master for mit eget liv. Det er et drømmescenarie, som jeg ikke helt tør tro på.
  18. Jeg fandt en måde at tackle det på. Gudskelov jeg havde så mange talenter, at jeg kunne flytte mig fra dem.
  19. Af skidt kan der nogle gange komme noget, der er enormt vigtigt.
  20. Jeg fandt en vej, selvom jeg var en lille pige. Det må jeg gerne være stolt af.
  21. Vedholdenhed.
  22. Formået at gøre det jeg syntes var rigtigt, og som min far ville have anerkendt, hvis han havde været i live.
  23. De seks år (2½ år til 9 år) med min far gav et værdigrundlag, som jeg har kunnet holde fast i gennem hele mit liv – også selvom min mor hadede de værdier og min håndtering af dem. Hun tog helt klart afstand fra dem og mig.
,

Økonomien

Tvangsauktion

Der, hvor jeg kom fra, var økonomien vist ikke særlig god – men det er næppe en overraskelse. Ordet “tvangsauktion” blev ofte nævnt. Jeg vidste ikke helt, hvad det betød, men jeg var meget bange for det, for jeg forestillede mig, at det ville være noget i retning af de to billeder herover bare i nyere forklædning, og at vi altså ville stå på gaden med nogle få ejendele på en trækvogn af træ. Jeg fornemmede helt klart, at jeg ikke skulle spørge, hvad det i virkeligheden betød.

Det blev heldigvis aldrig til til noget.

“Skrives”

Mens vi boede i Svaneke, var det som hovedregel mig, der købte ind nede på torvet hos “Købmand Bent”. Det var temmelig ofte, at det skulle “skrives”, hvilket bare er et andet for at købe “på klods”.

Baggrund

Hvorfor det egentlig var sådan, ved jeg ikke. Han var lærer (fedt job for en pædofil… måske var det derfor, vi flyttede så meget?), og det er/var vel en mellemindkomst? Og min mor forsøgte sig jo som skotøjshandler, men det kan der næppe have været mange penge i. Måske var det det store hus i tre etager, der slugte rådighedsbeløbet?

Der er mange ubesvarede spørgsmål, dette er dog et af de mindre betydningsfulde.

Afsmittende effekt

Pludselig kan jeg se en – egentlig helt åbenbar – sammenhæng med, at jeg i mit voksenliv altid har haft fuldstændig styr på indtægter og udgifter, altid har lidt i reserve, aldrig har skyldt andet end studiegælden osv. Jeg havde ikke tænkt på det selv; det var psykologen, der påpegede det.  Det understreger også, hvorfor det var så belastende for mig, med de to år jeg var rigtig syg, at jeg ikke vidste, hvor pengene skulle komme fra.

Skeletterne

Down Memory Lane

Jeg er sørme glad for, at jeg skal se psykologen i morgen! Den seneste uge er skeletterne væltet ud af skabet. Der er taget hul på noget. Det er svært, men jeg tror, det er nødvendigt. Nu giver jeg hele cirkusset en sidste chance. Hvis det ikke lykkes med Anettes hjælp, giver jeg op, og så må jeg leve med skeletterne. Som skrevet forleden dag går jeg rundt med tanken om, at diverse psykoterapeuter såmænd har været kapable nok, men at det er mig, der ikke har evnerne til at lægge tingene fra mig. Det kunne jeg sådan set godt tænke mig at få begravet 🙂

Og apropos begravet: Min far døde i november 1972, hvor jeg var ni år. Han var direktør på Martensens fabrikker, og livet var i orden. Det var ham, der ville adoptere, idet han var ved at falde for aldersgrænsen på 40 år – den findes vist stadig. Der var 13 år imellem dem, og egentlig tror jeg ikke, at min mor var færdig med at “løbe hornene af sig”. Vi boede på det tidspunkt i Brande, der ligger i Vestjylland sådan ca. mellem Vejle og Herning. Skolen lå op til kirkegården. Jeg kan huske, at jeg i den første tid efter hans død gik på kirkegården til gravstedet i stedet for at gå i skole. Jeg kan næsten ikke holde ud at se på det med voksen-briller. Han og jeg havde hinanden i 6½ år, eftersom jeg kom til dem fra et børnehjem i Hellerup, da jeg var 2½ år. Jeg er resultatet af et “One Night Stand” med en mor på 17 og en uansvarlig far; derfor børnehjemmet. Psykologen siger, at de første tre år er meget vigtige, og at meget grundlægges der. Hvad det lige er, ved jeg ikke helt, men jeg stoler på hende.

Hele det psykiatriske system har spurgt mig mange gange, om min sygdom kunne være arvelig, da det er meget ofte, at bipolariteten er genetisk betinget. Det har jeg ikke rigtig kunnet svare på, da jeg jo ikke har kendt mit ophav, bortset fra hvad jeg har læst i adoptionspapirerne. Der fremgår det dog, at min biologiske far forsøgte selvmord med rottegift. Han havde måske en depression…

Min mor havde ingen uddannelse og evnede ikke at klare sig selv endsige et barn. Så efter kort tid responderede hun på en kontaktannonce, hvor resultatet blev, at vi flyttede ind hos en mand i Odense. Som jeg husker det, var han helt OK: Revisor og Børge Mogensen tremmesofa. Sådan en har jeg ønsket mig lige siden. Jeg er ikke klar over, hvor længe vi boede der, men det var vist under et år. Senere var fortællingen, at vi flyttede derfra, fordi jeg ikke kunne med ham. Det kan jeg nu ikke rigtig huske.

Derfra flyttede vi til Vollsmose, som selvfølgelig var noget andet dengang, end det er nu – men dog var det på ingen måde for de velbjergede.

En ny kontaktannonce førte til endnu en ny mand, som førte til et nyt ægteskab og som atter førte til seks år i helvede. Herom en anden dag/aften.

Jeg fortalte sidst Anette om, at jeg havde gået på fem forskellige folkeskoler. Da jeg kom hjem, var jeg nødt til at tælle efter for at være sikker på, at jeg ikke bildte hende noget ind. men den er god nok: fem styks. Det betød selvfølgelig, at jeg altid var nået til et andet sted i regnebogen end de andre. På en måde er jeg vel blevet reddet af at have været på den rigtige side af kvik allerede dengang.