Indlæg

/5 Kommentarer/i , /af ,

Tanker om tvangsfjernelse

Tanker om tvangsfjernelse

Adoption eller bare i pleje

Tanker om tvangsfjernelse

Hvis det har din interesse, finder du alle artiklerne om tvangsfjernelse her.

Indeværende er inspireret af et opslag på de sociale medier om et barn på ca. 13 måneder, der bortadopteres uden samtykke. Det kaldes også tvangsbortadoption. Det er moderen, der skriver om sagen.

Årsagen til myndighedernes enslydende afgørelser, kender jeg ikke, og i moderens mange opslag om emnet, har jeg ikke set en troværdig beskrivelse af årsagen.

Det, jeg har set fra sommeren 2023, hvor hun opsummerer, er småting, man forhåbentlig ikke kan tvangsfjerne på grund af. Herudover er der mange billeder med et glad barn og et lykkeligt forældrepar. Men hvem vil ikke altid fremvise billeder af idel lykke i en sådan situation? Det er der da ikke noget at sige til. Der er vist noget her, der ikke rimer og som ikke lægges på de sociale medier – og det er der heller ikke noget at sige til.

Helt uden sammenhæng – og så alligevel ikke – kommer jeg til at tænke på mine egne år mellem ca. 1974 og 31. juli 1980. Sidstnævnte er lidt af en “skæbnedato” for mig, og jeg glemmer den aldrig. Det er dagen, jeg flyttede/flygtede fra Bornholm og blev fri. De kørte mig dog til færgen i Rønne. Den 1. august 1980 kl. 7 om morgenen stod jeg i Havnegade i København med en kuffert og skulle finde ud til Dagmarsgade nr. 5, 4. sal, på Nørrebro, hvor jeg havde lejet et værelse ud mod baggården. Men alt var bedre end der, hvor jeg kom fra.

Jeg undrer mig ofte over, hvordan mine forhold på fire forskellige adresser – og altså i fire forskellige kommuner – kunne negligeres?

  • Hvorfor skete der ikke noget?
  • Hvorfor var der ingen, der handlede?
  • Hvorfor snakkede de bare?

Jeg ville umådelig gerne have været fjernet – og jeg er ligeglad med, om det havde været med eller uden samtykke. Jeg er ligeglad med, om det var til pleje eller adoption. Mit liv havde måske set helt anderledes ud? Måske var jeg ikke blevet psykisk syg? Måske havde jeg ikke skullet kæmpe i alle de år indtil 2021? Jeg ved/husker, at jeg ønskede mig at blive fjernet allerede dengang. Det er ingen efterrationalisering. Det er ingen erindringsforskydning.

Det havde da været skønt at få et godt liv noget tidligere.

Før forældrekompetenceundersøgelserne

I sagen om barnet på de ca. 13 måneder skrives meget om forældrekompetenceundersøgelser efter servicelovens § 50. Den slags var garanteret ikke opfundet/indført i 1970’erne. Jeg kender ikke de regler, der må have eksisteret på det tidspunkt. Der må have været et eller andet regelsæt. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig andet.

Men inden en forvaltning kan gribe ind, skal den jo have et grundlag eller bare en mistanke, og det får den ikke, hvis ingen taler om forholdene. På Bornholm kunne isenkræmmerne have kæftet op og det samme gjaldt en af psykopatens skolelærer-kolleger på Aaker Skole i Aakirkeby. Jeg har for nogle år siden talt med dem alle tre, der samstemmende om psykopaten sagde, “han var noget af en drukkenbolt”.

Selvfølgelig tvangsfjerner man ikke uden videre børn, fordi nogen i husstanden drikker for meget. Men ofte er det sådan, at er der alkoholmisbrug i hjemmet, er der også andre former for misbrug. Og i hvert fald kunne forvaltningen da have talt med mig og/eller isenkræmmerne, som jeg betroede mig til, og som tog sig meget af mig. Men de handlede ikke.

Min “mor”

Det klareste og måske næsten værste eksempel er vel, at jeg – mens jeg boede i Svaneke – fortalte min “mor”, hvad der foregik. Det var formiddag. Hun stod lænet op af køkkenbordet; jeg stod midt i rummet måske ca. ved vasken. Hun svarede: “Det skal du ikke tage dig af. Det har jeg også prøvet”. Hvordan sætningen herefter faldt, kan jeg ikke huske, men det fremgik, at hendes fire år ældre halvbror var gerningsmanden.

Det er muligvis denne hændelse, der var en medvirkende årsag til, at hun i 2003 svarede bekræftende, da jeg efter en “pause” på 22 år spurgte, om hun havde vidst, hvad der foregik. Men hun ignorerede mig, allerede før hun giftede sig med psykopaten, hvor jeg også åbnede munden om overgrebene.

Der er en grund til, at jeg konsekvent sætter hende i anførselstegn.

Min mormor

Jeg holdt meget af min mormor, men jeg ved positivt, at jeg fortalte hende om de konstante og daglige seksuelle overgreb fra psykopatens side. Jeg ser det for mig: Vi sidder sammen i hendes stue i pensionistboligerne på Landø 41 i Hårby. Hun sidder i lænestolen, og jeg sidder i sofaens højre side. Selvfølgelig kan jeg ikke huske, hvad jeg helt konkret fortalte, men jeg ved, at jeg sagde, hvad der foregik på min bopæl.

Det har været mellem 29. december 1975 og 11. juli 1978, for der boede jeg i det firlængede skrammel i Nellemose pr. Hårby.

Hun gjorde heller ikke noget.

Tante Kis og min fars ungdomskæreste

Jeg ved fra min fars ungdomskæreste, at hun og min fars søster – Tante Kis (Kirsten Stegemüller)  – var vidende om, at jeg efter min fars død gik på kirkegården og ikke i skole. Dette havde selvfølgelig intet med psykopaten at gøre, men når nu de to talte om det, kunne der måske have ringet en klokke om et eller andet?

  • Det kunne for det første være om en stor sorg, hvilket ville have været naturligt.
  • Men det kunne for det andet have været nys om, at min “mor” ikke havde overskud og kræfter til at tage sig af mig, hvilket også ville have været naturligt, når man lige er blevet enke som 37-årig og står uden hverken uddannelse eller arbejde og udsigt til at skulle finde en anden bolig inden for seks måneder.

Hvorfor gav det ikke anledning til handling af en eller anden art – fx støtte til min “mor”? Jeg kunne jo have boet hos tante Kis og onkel Sigvard, indtil hun var kommet lidt på fode igen.

Jeg synes, min historie vidner om en masse vidner, der var handlingslammede. Sig venligst ikke “Det var jo en anden tid”.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Forstår de involverede i adoptionsskandalen

Forstår de involverede i adoptionsskandalen

Når man hele livet leder efter spor

Forstår de involverede i adoptionsskandalen

Lige nu findes der på DR1 en DR-Dokumentar i tre afsnit ved navn “Det store adoptionstyveri”. Jeg har set de første to afsnit, hvor børn kommer til Danmark fra et børnehjem i Indien. Herudover så jeg lidt af et “Aftenshowet” om dem, vi engang kaldte for “Koreabørn”. Så havde jeg fået nok. Det er positivt ment!

Jeg forstår deres smerte og livslange søgen efter deres biologiske forældre. De børn – som altså nu er granvoksne mennesker – leder efter nåle i høstakke for at finde frem til deres biologiske forældre eller bare slægtninge et sted i det enormt store Indien og Korea. Og det lykkes for flere af dem, også selvom papirerne har været forfalskede. Detektivarbejdet er imponerende – men selvom det selvfølgelig hjælper at have Danmarks Radio i ryggen, fremgår det, at flere har ledt efter deres forældre på egen hånd i ca. 10 år. Sikke en kampgejst.

Min historie er (heldigvis) en helt anden

Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret, forstået på den måde, at jeg ikke kan huske, at jeg ikke har vidst det. Således holdt mine adoptivforældre to fødselsdage for mig:

  1. Den dag jeg rent faktisk har fødselsdag
  2. Den dag, de syntes, de havde noget at fejre, nemlig den dag de hentede mig fra børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup. Jeg har altid syntes, det var rørende, fordi det beskriver deres glæde over at blive forældre.

Jeg kan huske, at jeg selv som ganske lille sagde til mine forældre “Når jeg bliver stor, vil jeg møde min rigtige mor”. Jeg har været mindre end ni år. Af og til har jeg tænkt på, om det gjorde ondt på dem, og om de blev kede af det. Jeg håber, de kunne drage den logiske slutning, at når mine adoptivforældre havde fortalt mig, at de ikke var mine biologiske forældre, ville jeg en dag lede efter dem. Desværre er der ingen at spørge.

Jeg er utrolig glad for altid at have vidst det, og jeg føler med de mennesker, der først sent i livet finder ud af, at de er adopterede fx via en DNA-test. Det må være som at få gulvtæppet revet væk under sig. Alt det man har troet på, viser sig at være en livslang løgn.

En underlig “medgift”

Normalt var “medgifter” noget unge kvinder fik med hjemmefra, når de giftede sig og skulle etablere en husholdning med ægtefællen. Min “medgift” var adoptionsbevillingen, der blev stoppet ned i kufferten, da jeg flyttede til København fra Bornholm som 16-årig. Det var selvfølgelig meget praktisk, at jeg selv havde den hos mig, men … jeg synes nok, man kan undre sig lidt. Men jeg skulle selvfølgelig heller ikke giftes. Jeg flyttede/flygtede bare, og så er medgiften måske en anden?

Detektivarbejdet var let

Jeg havde en idé om, at jeg skulle være 18 år, før jeg kunne opsøge mine biologiske forældre. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, men jeg var 18 år og en eller to uger, da jeg i 1981 kontaktede Civilretsdirektoratet for at få oplyst deres navne. Om det stadig er dem, der har kompetencen på området, ved jeg ikke.

Da jeg havde navnene, var det bare at slå op i telefonbogen. Nu undrer jeg mig lidt over, hvordan Civilretsdirektoratet kunne vide, hvad min biologiske mor så mange år efter hed til efternavn. Og det kan også være, jeg husker forkert, men jeg ville da huske, hvis jeg havde brugt flere år på detektivarbejdet. Jeg husker det som hurtigt og nemt.

Det var før, jeg selv havde telefon, så jeg stod i gård 80 på Amagerkollegiets lille telefonboks og ringede hende op.

Det resterende var svært

Hun havde altid vidst, at jeg en dag ville ringe. Det første møde var fantastisk. Jeg tror, det var hos hende et sted i Nordsjælland. Jeg traf mine to halvsøskende og hendes ægtefælle.

Jeg husker tydeligt, at hun sagde, at jeg var “velkommen til at glide ind i familien”. Og det var jo i virkeligheden stort af hende. Men det var ikke nok for mig, for jeg ville så gerne have en mor, hvilket jeg jo ikke rigtig havde haft efter november 1972, hvor min far døde.

Og derfor var det vældig svært. Det var for eksempelvis svært, at hun ikke havde tid til at besøge mig på Amagerkollegiet, fordi hun skulle træne til maraton. Jeg var ikke kvik nok til at sige, at hun da bare kunne løbe ud til mig, eftersom distancen passede nogenlunde.

Samlet set mødtes vi nogle gange – sådan tre eller fire gange – og så døde forbindelsen ud. Men jeg er glad for at have mødt hende, fordi der trods var nogle huller, der lukkede sig. Der var spor, jeg ikke længere behøvede at lede efter.

/i , /af ,

De troede på ufoer og dødsstraf

De troede på ufoer og dødsstraf

Og ønskede Glistrup som statsminister

De troede på ufoer og dødsstraf

Nogle gange tænker jeg tilbage … Det burde jeg egentlig ikke, for det er for forstemmende, men jeg prøver at grine af det. Det er mit våben. Havde de levet under pandemien, havde de helt sikkert været Coronafornægtere …

Jeg kom til at tænke på alle disse skøre ting, fordi jeg var på vej ind i en diskussion på Facebook, hvor man mente, at Mette Frederiksen udøver censur og bestemmer, hvad TV skal sende. Mine argumenter om, at TV-stationerne gennem mange år har vidst, at folk hellere vil se kagedyster end krig, og at den viden har man fra grundige analyser, faldt til jorden. Først da opdagede jeg, at jeg hurtigt måtte “bakke baglæns …”.

Det med ufoerne

Der, hvor jeg boede – efter min fars død i november 1972 – fra lidt før april 1975 (tidspunktet hvor min “mor” giftede sig med psykopaten), til jeg flyttede i juli 1980, troede man på ufoer.

De mente ganske bestemt, de havde set ufoer lande i haven på Sydfyn. Mere ved jeg ikke om det, men det er også nok. Det var i hvert tilfælde nok til at skræmme et barn.

Selv var jeg optaget af mere jordnære emner så som de fysikbøger, jeg lærte udenad fra femte klasse og frem. Jeg kunne simpelthen ikke få det med ufoerne til at passe med bøgerne, men hvad stiller man op som barn, når de voksne taler om de uidentificerede flyvende objekter, som var de virkeligheden? Også selvom den mandlige part var skolelærer og vældig godt kunne lide børn, især piger …

Den gamle dame under kastanjetræet

En periode (12/1975 – 07/1978) boede vi i noget gammelt faldefærdigt skrammel på Sydfyn. Det var nærmere bestemt en firlænget gård fra 1850 (kilde: BBR) med bindingsværk og stråtag. Haven rummede et kastanjetræ, der kunne ses fra køkkenet. Min “mor” havde en nat været oppe og kigget ud i haven. Der havde hun set en gammel dame, der sad med et håndarbejde i en gyngestol under kastanjetræet. Min “mor” var slet ikke i tvivl om, at det var var sandheden.

Jeg selv var slet ikke i tvivl om, at jeg var skræmt fra vid og sans. Derefter gik jeg ikke på toilettet om natten, med mindre det var højst nødvendigt. Jeg havde ikke spor lyst til at møde den gamle dame – og det skete nu heller aldrig. Man kan jo overveje hvorfor.

Forestillinger om retssikkerhed

Deres forestillinger om retssikkerhed var langt fra mine. De mente, at det bedste ville være at indføre dødsstraf, da det ville virke vældig godt både som generalprævention og specialprævention.

Altså ville det bedste være at skyde de kriminelle for panden med en boltpistol, for så gjorde den gerningsperson helt sikkert ikke det samme igen, og det ville også afholde potentielle gerningspersoner fra at begå kriminalitet.

Luk Christiania

De forstod på ingen måder, hvorfor der kunne være fordele ved fristaden, der var blevet grundlagt i 1971. De så skævt til mennesker, der ønskede at forsøge at leve på en anden måde end i det sædvanlige hamsterhjul.

I deres billede var der udelukkende tale om samfundsnassere, der skulle “lære at bestille noget”, og hippier.

Selv lærte jeg alt for godt “at bestille noget”.

Glistrup som statsminister

I perioden fra 07/1978 til 07/1980 boede jeg sammen med parret på Bornholm. De ønskede sig brændende Glistrup som statsminister, hvilket ikke var et helt ukendt standpunkt på øen på den tid, og som selvfølgelig faldt fint i tråd med alt det ovenstående. Dog kender jeg ikke Glistrups syn på ufoer.

Og deres forkærlighed for atomkraft behøver jeg næppe nævne …

Jeg kom til Amagerkollegiet med disse holdninger …

Uha, det var en omvæltning i juni 1981 at komme til Amagerkollegiet med disse holdninger efter at have skurret gulve i De Gamles By i et år.

Jeg var ikke for kvik og troede, man kunne leve af at være student; ergo ville jeg have en studentereksamen.

Gad nok vide hvad de øvrige kollegianere har tænkt? Jeg ved det ikke – og jeg blev nu ret hurtigt “genopdraget”.

Jeg mødte noget, der må kaldes dels normalitet, dels selvstændig tænkning. Pludselig skulle jeg argumentere for mine synspunkter, og det kunne jeg jo ikke. Dog kunne jeg tænke så langt, at jeg kunne se, at noget var helt ravruskende galt inde i mit hoved. Det var faktisk pænt af de øvrige kollegianere, at de inkluderede mig til trods for mine vanvittige synspunkter.

Jeg fik venner, der kunne tænke selv, og det smittede gudskelov af. De lærte mig starten på selvstændig tænkning, hvilket tog fart, da jeg startede på “Statens Kursus til Studentereksamen”. Alle lærere krævede argumentation og kildekritik af os uanset hvad.

Det var to skønne og hårde år. Hver dag cyklede jeg hjem fra Frederiksberg til Amager og var blevet lidt klogere. Jeg kan næsten savne det.

Uden de øvrige kollegianere og studenterkurset var jeg måske også selv endt som Coronafornægter … Det er en pudsig tanke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

I morfars kolonihavehus

I morfars kolonihavehus

Carl Frederik KRISTENSEN (1899 – 1982)

I morfars kolonihavehus

I aftes sad jeg og hørte lidt gammel musik og stødte på Eva Madsens “I mormors kolonihavehus”, og det bragte minderne frem.

Min mormor Mary CHRISTENSEN (1910 – 1994) havde ikke et kolonihavehus, men det havde min morfar. Faktisk havde han hele to kolonihavehuse. Historien følger her.

Carl Frederik KRISTENSEN 1899 – 1982

Morfar var født på ude heden nærmere bestemt i Skærlund i Brande Sogn, Nørvang Herred, Vejle Amt. Han gik kun i skole om vinteren, for om sommeren passede han markerne sammen med sine tre søstre. Hans far, Bertel KRISTENSEN (1859 – 1917), drev husmandsstedet på traditionel vis med heste.

Da Bertel døde i 1917, besluttede min morfar sig for at mekanisere det lille landbrug. Han købte maskiner, blandt andet selvbindere, der skulle afløse hestene. Men han fik forkøbt sig og gik konkurs i 1925.

Morfar skriver selv i sin levnedsbeskrivelse (som er et imponerende og rørende lille værk på 100 håndskrevne sider, og som befandt sig hos min “mor”, og som jeg ikke ved, hvad der er hændt med efter hendes død):

Det var ikke rart på auktionsdagen at stå til skue for dem, der var kommet for at overvære auktionen, det var, som man kunne mærke, at de tænkte: “Nu har han da fået sat det over styr, som hans forældre har slidt for”. Det er ikke nogen rar fornemmelse at få, det har på en måde haft stor indflydelse på mig, det gik også ud over min søster Thora, der havde slidt i det for at hjælpe mig og intet fik ud af det. Jeg havde jo prøvet for lidt og var for selvklog.

Eftersom der er heste på billedet herover, må det være taget kort efter 1917, men det er jeg i tvivl om. Jeg er glad for at have billedet, da det er et fint vidnesbyrd om tiden for ca. 100 år tilbage.

Efter at være gået fallit, arbejdede min morfar mange år med at grave tørv i de nærliggende tørvemoser. Da min “mor” bliver døbt i 1935 i Blaahøj Kirke er morfar angivet som “Arbejdsmand”. Mormor og morfar fik ikke andre fællesbørn. Parret bliver skilt kort efter oktober 1955, hvilket fremgår af det min “mor” fortæller til min adoptionssag. Ægteskabet holdt ikke til, at morfar – for at få arbejde – måtte rejse rundt i landet og finde diverse jobs som arbejdsmand.

Vi ved alle, at velfærdssamfundet blev grundlagt fra midten af 1950’erne ff. Velfærdssamfundet nåede bare aldrig til min morfar.

Det jeg selv husker om kolonihavehusene i haveforeningen Skytteløkken i Odense

Den første have

I morfars kolonihavehusDen første have var ret lille og det røde træhus var noget slidt, men det lå i cykelafstand fra hans mikroskopiske lejlighed med toilet i gården (jeg husker stadig den stærke duft af “Hardol”, der var rent nok). Kolonihaven havde ikke indlagt rindende vand, så lokummet var en spand i et lille aflukke. Jeg kunne sagtens holde mig en hel dag for at undgå at gå derud.

Det var skønt at besøge morfar der, bortset fra lokummet, for jeg måtte spise alle de jordbær, stikkelsbær og ribs, jeg overhovedet kunne. Det er nok en erindringsforskydning, men jeg synes, vi altid fik kyllingesteg fra gryde til aften. Hvad der helt sikkert ikke er en erindringsforskydning er de nyopgravede kartofler og agurkesalaten. Morfar var dygtig til at lave mad.

Den næste have

På en eller anden måde fik han sparet op til en større have med et flot hus i Skytteløkken, som han købte, da – eller måske lige før? – han blev pensioneret. Men han var på det tidspunkt for syg til at passe huset og haven. Han var simpelthen slidt op. Derfor gav han det til min “mor” og psykopaten. De solgte det ret hurtigt og brugte pengene til udbetalingen på det firlængede skrammel i Nellemose pr. Hårby på Sydfyn, hvor jeg boede fra december 1975 til  juli 1978. Herefter flyttede vi til Bornholm. Og morfar kom med …

At ende livet i et baglokale til en skobutik

Det var frygteligt uværdigt. Jeg bliver så trist over at tænke på det.

I december 1978 flyttede vi til Svaneke, og på et eller andet tidspunkt flyttede morfar ind i baglokalet til den skobutik, min “mor” forsøgte at drive. Han blev ret hurtigt ret dårlig og kunne ikke komme op ad trappen til første sal, og derfor spiste han nede hos sig selv i det nordvendte baglokale. Der kom aldrig en solstråle. Jeg gik ned med maden til ham, og tømte samtidig den kolbe, han var nødt til at tisse i, fordi han var for usikker på benene til at kunne gå med gangstativet ud på toilettet. Der var et par trin op.

Hans beskæftigelse: TV eller kigge ud i luften. Ingen tog sig af ham, ingen talte med ham, ingen lyttede til hans livshistorie, ingen gjorde noget som helst. Det har ikke været af kærlighed, man tilbød ham baglokalet. Jeg tror ganske enkelt, det har været for at score hans pension!

Jeg flyttede 31. juli 1980 og så aldrig morfar igen. Jeg har noteret dødsdatoen, og at han er begravet på Olsker Kirkegård. Desværre er der ingen kilder … Pokkers også, men jeg vil tro, det kommer fra min “mor”. Jeg mener at vide, at han døde på plejehjemmet i Svaneke, men hvad kilden skulle være til det, er jeg heller ikke klar over. I øvrigt blev jeg ikke inviteret til begravelsen.

Billedet herunder stammer fra en af morfars fødselsdage. Jeg mener, det er taget hos hans søster Thora (kvinden til højre) i Årup. Til venstre sidder hans søster Anna.

I morfars kolonihavehus

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.