Indlæg

,

Smag for nye og gamle salmer

Smag for nye og gamle salmer

Glæden ved at synge salmer

Smag for nye og gamle salmer

I forbindelse med sprogdatabasen pr. 1. februar faldt jeg over dette fra selveste “Tante Berlinger” – og fik lyst til at genhøre en af mine favoritsalmer “Hil dig Frelser og Forsoner” (N.F.S Grundtvig – 1837):

Smag for nye og gamle salmer

Når man søger fx salmer på YouTube, får man mange frem og megen inspiration, og det gælder både nye og gamle salmer. Jeg glæder mig over at kunne ganske mange af dem næsten udenad, og savner faktisk at synge sammen i kirken, hvor jeg af forskellige årsager ikke kan komme længere.

Det var et dejligt fællesskab, og vel egl. det bedste ved at være i menighedsrådet fra 2008 – 2016, hvor jeg ikke blev genvalgt, da det er mere end vanskeligt at føre “valgkamp” fra psykiatrisk afdeling. Men det gjorde faktisk ikke noget, at jeg røg ud, idet jeg ikke trivedes med rådets sammensætning og processer.

“Du har ikke en tone i livet”

Min “mor” sagde altid, at jeg “ikke har en tone i livet”, og det er måske sandt, så jeg synger kun alene, med mindre det fx er i kirken, hvor ingen alligevel kan høre, hvem der synger hvad. Det er ikke helt nemt at smide den slags gamle etiketter fra sig, uagtet jeg gør mig umage.

Jeg er fra et sted, hvor de var vældig kreative på alle mulige områder. Jeg kunne intet af det. Jeg var boglig, men det jeg kunne, havde ingen værdi. 11- og 13-taller vægtede ingen steder. Og jeg kan da godt se, at det måske kan være svært at dele begejstringen for de fysikbøger, jeg lærte udenad fra femte klasse og frem. Men de kunne da have prøvet. Det er ikke svært at spørge “Hvorfor synes du, det er så spændende?”.

Under pandemien sendte DR1 “Morgensang” med Philip Faber hver dag, og jeg sang med hver dag, varmede stemmen op og sagde bruuuh (eller hvordan det staves). Ingen kunne høre det, og det var en fin start på dagen. Jeg kan godt lide Philip Faber. Nu hører jeg jo til dem, der stort set ikke lagde mærke til “nedlukningerne” og trivedes fint under Corona, fordi det underliggende pres om at være social for en tid var pakket væk. Det var en lettelse og helt vidunderligt, at det pludselig var legalt bare at tale i telefon.

Gamle og ældre salmer jeg holder af

  • Hil dig Frelser og Forsoner (vidunderlig melodi)
  • Nu falmer skoven trindt om land (blandt andet sunget til min fars begravelse, november 1972)
  • Agnus Dei/O du Guds Lam (det varede noget, før det gik op for mig, at den hører til nadveren – jeg troede bare, de vældig godt kunne lide den i Hvidovre Kirke. Dum kan man altid være.)
  • Alle mine kilder skal være hos dig
  • Op al den ting som Gud har gjort
  • Den signede dag med fryd vi ser
  • Til himlene rækker …
  • Det dufter lysegrønt af græs

Nyere salmer jeg holder af

  • Du som har tændt millioner af stjerner
  • Spænd over os dit himmelsejl
  • Kære linedanser (jeg er ikke klar over, om den står i salmebogen. Hvis ikke, så burde den)
  • Du kom med alt det der var dig (ditto)
  • Du, som gir os liv og gør os glade
  • Må din vej gå dig i møde

Dette kunne vi godt bruge lige for tiden

Salme 29: Spænd over os dit himmelsejl

“Spænd over os dit himmelsejl.
Rør jorden med din finger.
Lad himmelbuen være spejl
for lyset, som du bringer.
Sæt fredens bue som et skjold
mod mørke, død og krigens vold –
du himmelbuens Herre.”

Denne kan man kun elske:
Må din vej gå dig i møde

Musik: Trad. Irsk melodi. Arr. Mikkel Vale.

Tekst: Vers 1: Per Harling, Sverige. Vers 2‐4: Holger Lissner, Danmark.

“Må din vej gå dig i møde,
og må vinden være dig en ven,
og må solen varme blidt din kind,
og må regnen vande mildt din jord,
indtil vi ses igen,
må Gud holde, holde dig ‐ i sin hånd.

Må din dag se mange timer,
og må natten skænke dig sin fred,
og må mørket læge dine sår,
og må lyset leve i dit blik,
indtil vi ses igen,
må Gud holde, holde dig ‐ i sin hånd.

Må din lut få mange strenge,
og må tanken spænde højt sin flugt,
må din visdom finde til sin brønd
og din latter lette som en fugl,
indtil vi ses igen,
må Gud holde, holde dig ‐ i sin hånd.

Må din tro bevare gløden,
Og dit håb sit stærke vingeslag,
Og må kærligheden fylde dig,
Og din Gud velsigne dig og dit,
Indtil vi ses igen
Må Gud holde, holde dig – i sin hånd.”

Jeg kunne blive ved, for der er så mange skønne salmer. YouTube er inspirerende. Prøv evt. selv.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, , ,

Vidunderlige Valomand

Vidunderlige Valomand

Hjerne som en computer

Vidunderlige Valomand

Den seneste tid har flere nævnt “Valomanden”, og jeg blev opmærksom på, at jeg aldrig havde set den oprindelige DR-Dokumentar fra september 2001. Den rørende 58 minutter lange udsendelse kan ses kvit og frit på Bonanza.

I programinformationen skriver Danmarks Radio:

Portræt af autisten Martin Gunnarsen. Som treårig var han besat af benzinmærker. Som femårig vidste han alt om broer, og da han var otte, var hans værelse fyldt med Valosæbepakker. I dag er han 46 år gammel og samler stadig. Han har en hjerne som en computer, en enorm omgangskreds og en svaghed for smukke lyshårede piger. Kalendere, togplaner eller telefonbøger bruger han aldrig. Han har det hele i hovedet. Åndssvag lød eksperternes dom dengang i 1960. I dag ved vi, at Martin er autist. DR-Dokumentar fortæller hans forunderlige historie.

Man kan kun holde af ham og af de mennesker, han omgiver sig med. En vigtig brik i spillet er hans omsorgsfulde mor. Hun fortæller fx om, at han som lille er indlagt på Dronning Louises Børnehospital i 17 forfærdelige døgn. Efter en uge får hun allernådigst lov at besøge ham og se ham gennem en glasrude. Hun siger blandt andet: “Der sad han og kiggede på sine hænder og så ud som en, der havde opgivet det hele”. Åh herregud … den slags kan jeg slet ikke tåle, uden at tårerne står i kø. Hospitalet diagnosticerede ham som “åndssvag”.

Forældrene troede ikke på dommen, for de mente, at Martin manglede flere træk, som i hvert fald nogle åndssvage har. De mente, at nogle åndssvage er opsøgende, mens de vidste, at Martin helst gik sine egne veje i sin egen verden og havde sine egne lukkede systemer. 

De tog ham blandt andet til en “klog mand” i Tyskland, der gjorde et eller andet med nogle stemmegafler, som han placerede forskellige steder uden på hovedet. Ingen blev klogere af det.

Hjemvendt finder de endelig Himmelev Børnehjem, hvor forstander Sofie Madsen med det samme ser, at “han er da vist en af vore”, da hun har set Martins fascination af vinduer og vindueshasper. På ingen tid lærer Martin, der da er 10 år, at læse, stave og skrive – og naturligvis geometri. Som moderen siger med en pegende bevægelse mod hjerneskallen: “Han havde jo altså noget herinde; det skulle bare kaldes frem.”

Ud af en tangent: egne erindringer

Af en eller anden årsag kom jeg til at tænke på dengang jeg som barn (før 1973), gik rundt og besvimede. Helt umotiveret faldt jeg bare om midt i leg eller noget andet. Det var, mens min far levede, så mine forældre handlede på det og tog mig til specialister – formentlig neurologer – i både Randers og Viborg. En overgang troede man, jeg havde epilepsi, men det havde heldigvis intet på sig. Da man aldrig fandt en årsag, skulle jeg bare “vokse mig fra det”. Og det virkede da også. Dengang skulle børn vokse sig fra det meste.

Af og til har jeg overvejet om besvimelserne havde med Aspergers syndrom at gøre? Gad vide om det var det, man i dag ville kalde nedsmeltninger? Det er selvfølgelig ligegyldigt nu så mange år efter, men tanken taler om tiden.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Hvad sker der, når folk får børnebørn?

Hvad sker der, når folk får børnebørn?

Tid til børnebørn

Hvad sker der, når folk får børnebørn?

Jeg har flere venner, der er kommet i “børnebørn-alderen”, for vi bliver jo ikke yngre dag for dag. Der sker et eller andet med mennesker, når børnebørnene kommer ind i livet.

Jeg gætter på to ting

  1. Når folk er sammen med børnebørnene skabes et mentalt “frirum”, hvor de er fri for dagligdagens pligter og kan ofre al deres fokus på børnebørnene. De er fri for arbejde, havearbejde og andre pligter. Det har jeg fået fortalt af en veninde. da jeg spurgte hende, hvad det er, der sker.
  2. Pludselig har de den tid til børn, som de ikke havde til deres egne børn. Dengang var der arbejdet, afhentning i SFO eller skole, Aula, indkøb, madlavning i den såkaldte “ulvetime”, græsslåning, opvask, tøjvask mv. Det er fuldt forståeligt, at børnene nu til dags bliver “parkeret” med iPadden, for ellers hænger dagligdagen ikke sammen. Det er bare ikke så godt for børnene.

Det er alt sammen forståeligt og det er sikkert skønt, at opleve begge dele for dem, der har børnebørn.

Når man ikke har børnebørn

Når man ikke er begunstiget med børnebørn, kan det være svært at forstå, at de små pus fylder så meget.

Jeg har ingen børn eller børnebørn, og det er kun godt, for jeg var blevet en ringe mor og helt sikkert en endnu ringere mormor/farmor. Jeg ville aldrig kunne leve med at skulle rette hele mit fokus på børnebørnene i fx en hel weekend.

Jeg ville heller aldrig kunne leve med, at de kom 05:45 og kravlede op i sengen til mig. Jeg foretrækker at have min seng i fred og at vågne af mig selv. Jeg kender flere, der er helt udkørte, når børnebørnene tager afsted igen. Det synes at være virkelig hårdt at være bedstemor.

Når man ikke har børnebørn, føles det malplaceret at få stukket en telefon op i ansigtet med billeder af børnebørnene. Eller når folk siger “Vil du se de nyeste billeder af mit barnebarn?” Jeg ville helst sige “næh tak, egentlig ikke”, men det gør man jo ikke. Endnu værre er de små videoer folk laver, så man kan se at baby tager sine første skridt, nu kan spise kartoffelmosen helt selv, hopper og danser mv.

Når det sker for mig, ved jeg aldrig rigtig, hvad jeg skal sige. Jeg er klar over, at jeg skal sige noget pænt, så det bliver til “Hvor er hun/han sød”, og så synes jeg faktisk, det emne er uddebatteret. Men det er det ikke. Der venter ofte flere videoer og flere billeder. Alt sammen gemt på telefonen.

Det værste er næsten, når folk har glemt, at de allerede har fremvist det lille pus, så jeg skal se det hele en gang til.

Hos mine egne bedsteforældre

Desværre har jeg aldrig kendt min farmor og farfar, da de døde, før jeg kom ind i billedet.

Min morfar og mormor blev skilt, kort efter mine forældre blev gift i oktober 1955.

  • Morfar flyttede til Odense til verdens mindste lejlighed.
  • Mormor rejste til Nykøbing Sjælland.

Jeg holdt meget af dem begge. Det vanskelige var, at hun altid talte grimt om ham. Fx kaldte hun ham konsekvent for “den gamle”, fordi der var 11 år mellem dem. Men de havde dog været gift i 22 år, så helt håbløst har det vel ikke været?

Desværre kom jeg ikke så meget hos morfar. fordi vi efter min fars død hellere skulle have haft et cirkustelt, da alle flytningerne så havde været nemmere. Og fordi det var et cirkus. Men jeg har et billede på nethinden af, at jeg var på besøg hos ham i den lille kolonihave, hvor jeg måtte spise alle de stikkelsbær og jordbær, jeg kunne. Det værste var, når man skulle på toilettet, for det foregik nærmest på en spand i et dets eget lille udhus. Sådan en spand stinker forfærdeligt, så jeg holdt mig gerne en hel dag.

Jeg kom meget hos min mormor, trods det at hun boede i Nykøbing Sjælland, og vi – i hvert tilfælde en periode – boede på Fyn. Hun var fattig på penge men rig på kærlighed. Jeg tror, jeg har haft verdens bedste mormor.

Jeg blev sat på toget i Odense med instrukser om at skifte i Slagelse. Og jeg var så bange for, at jeg ikke kunne finde ud af det med at skifte. Jeg har på det tidspunkt været 10-12 år, og så burde man måske kunne finde ud af det? Men jeg var bekymret.

På et tidspunkt boede hun (Hun flyttede også meget. Det ligger måske til familien?) i et dejligt hus på en grund, hvor hendes bror Ahmann også boede sammen med svigerinden Ester. Deres mor havde på et tidspunkt samme adresse: Rosendalen 44, Nykøbing Sjælland. De havde duer og høns i et stort bur. Det var så stort, at man kunne gå ind i det. Ahlmann var ikke ked af at vrikke halsen om på en due eller at skille en hønes hoved fra dens krop med en økse på huggeblokken . Det brød jeg mig ikke om at se på.

Jeg synes ikke at huske, at mormor selv gjorde noget særligt, fordi jeg var der, men hver sommer fik jeg alligevel en plastikfodbold eller et havebadmintonsæt og jeg tror, vi spillede badminton sammen, eftersom det er meget vanskeligt alene.

Hun havde også et såkaldt ringspil. Det består af en træplade med nogle pinde på. Man skal så stå et stykke fra træpladen og kaste ringene og få dem til at ramme ned over pindene. Det spillede vi helt sikkert sammen, og jeg var ringe til ringspil.

Et andet billede på nethinden er, at hun sidder i stuen i Brande med noget håndarbejde, mens jeg sidder i køkkenet og klipper et eller andet ud af Familie Journalen. Måske var det til påklædningsdukker, der interesserede mig meget? Det var enormt hyggeligt. Om vi selv boede i Brande på det tidspunkt, husker jeg ikke.

Så måske er det helt forkert, at hun ikke gjorde noget særligt, fordi jeg var der? Måske lignede hun i virkeligheden nutidens bedsteforældre?

Hvad sker der, når folk får børnebørn?


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

December-minder

December-minder

Fortidens pakkekalendere

December-minder

Da jeg var barn og indtil november 1972, var verden god. Især december måned var god, for jeg fik altid to pakkekalendere. Den ene fra mine forældre og den anden fra tante Kis og onkel Sigvard i Aarhus. Det var en særlig dag, når de i slutningen af november kom fra Aarhus til Brande med pakkekalenderen.

Det var lange stykker af stof med broderede julemotiver (nisser, kaner, snemænd og den slags) og 24 plastikringe. På hver ring hang en lille pakke. De største pakker hang nederst, for der skulle jo ikke være plads til endnu en pakke nedenunder. Den 24. var det fuldbragt.

Jeg kunne næsten ikke sove i december, fordi jeg var så spændt på, hvad der ville være i morgendagens pakker. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad der var i pakkerne, men det har jo ikke været store ting af hensyn til pladsen. Dog må noget af det have været Matchbox-bilerne af metal, som jeg havde en stor samling af.

Til bilerne hørte skinner i gul, bøjelig plastik, som kunne stilles op hvor som helst, og eftersom skinnerne kunne bøjes, kunne de også sættes op i et loop. Skinnerne blev holdt sammen af røde plastikstykker på bagsiden. Havde bilerne tilstrækkelig meget fart på, kunne de køre rundt i loopet uden at falde ned.

December-minder

Julekalender i TV?

Selvom det er længe siden, var julekalenderen i TV dog opfundet. Det var dengang, det hjalp på TV-signalet, når man bankede lidt på siden af fjernsynet …

Til tider ser jeg folk skrive, at man skulle rejse sig for at skifte kanal. I den tid jeg lige sidder og mindes, var det ikke nødvendigt, for der var kun en kanal.

Jeg fandt denne herlige side om samtlige TV’s julekalendere genne årene. Både “Decembervej” med Magnus Tagmus, “Hos Ingrid og Lillebror” og “Hvad en møller kan komme ud for” sagde mig straks noget.

Det var nok ikke det vilde, der foregik i udsendelserne, men jeg sad hver aften klistret til skærmen, for det var god underholdning for børn efter middagen og inden sengetid. Som jeg husker det, sad Ingrid og Lillebror mest bare og talte sammen ved og på et bord. Lillebror var orkestreret af Bob Goldenbaums dybe, behagelige stemme.

Det sneede altid i december?

At det altid sneede i december er helt sikkert en erindringsforskydning. På den anden side husker jeg, at der var god brug for trækælken og at adskillige snemænd fik en gulerod som næse. Da jeg ikke var så stor, trak mine forældre mig tålmodigt rundt på kælken i vores temmelig store have. Senere fandt jeg nogle “bjerge” selv at køre ned ad.

Her i 2023 har slutningen af november og starten af december været temmelig kold og med sne. Det er selvfølgelig noget bøvl for de bilister, der kører fast i sneen, og for de bundfrosne buspassagerer, der må vente længe på en (aflyst) bus. Dem TV har interviewet har alligevel virket som om, de syntes, det var ret hyggeligt. Og så er det rigtig december, og det svarer til mine erindringsforskydninger.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.