Indlæg

,

Morfar

Morfar, mormor og min mor ca. 1936
Erindringsbilleder

Lige p.t. beskæftiger jeg mig med min opvækst. Stop din læsning her, hvis du ikke gider den slags.

Jeg håber at kunne gøre mig fri og lægge det væk, men jeg er ved at tænke, at jeg måske slet ikke har evnerne. Jeg har prøvet så mange gange, og det bliver ved at terrorisere mig. Måske er det slet ikke alle behandlerne, der var udygtige; måske er det mig, der har en deficit her og ikke ejer evnerne?

Morfar

Jeg har skrevet om morfar før.

Morfar hed Carl Frederik Kristensen og levede fra 1899 til 1982. Han var arbejdsmand hele sit liv, altså havde han ikke nogen uddannelse. Det sidste, jeg har kunnet finde, om hans “karriere”, var, at han var cementstøber på Specialbeton i Odense.

Han og min mormor blev skilt ca. 1956. Jeg har altid holdt meget af dem begge. Især hos min mormor var der et fristed. Selvom vi flyttede konstant (jeg har gået i fem forskellige folkeskoler), var hun alligevel altid tilstede i den samme by. Hvordan det lod sig gøre, ved jeg ikke. Da vi boede i Vestjylland, hentede hun mig ofte fra Dalgasskolen i Brande om fredagen. Jeg var der til lørdag, indtil vi spadserede gennem Brande for at spise middag hos mine forældre – altså mens min far levede, og alt stadig var i sin orden. Vi fik vist ofte kylling med salat og “mormordressing”. Og citronfromage som dessert. Det var tidens tand.

Tilbage til morfar: Det tidligste, jeg husker, er, at han boede i en baggård i Allégade i Odense. Vi boede stadig i Vestjylland, men besøgte ham vist ofte. Han havde jordens mindste lejlighed – max 12 m². Der var et lillebitte køkken, lige med en vask og deroverfor to gasblus, ikke i et komfur, men enkeltstående blus som vist på billedet. Stuen rummede lige akkurat en seng og et lille spisebord med plads til tre personer. Der var også en af de gammeldags radioer og et skab, måske et klædeskab. Töilettet var nede i gården. Jeg kan stadig huske duften af det vi i dag ville kalde “Closan”. Der var rent nok.

Han stegte verden bedste flæskesteg i gryde, for der var selvfølgelig ikke nogen ovn. Det var der ganske enkelt ikke plads til i det mikroskopiske køkken.

Baggården var bedre end sit navn. Jeg brugte en del tid på at lege der.

Morfar havde i mange år en lille kolonihave i “Haveforeningen Skytteløkken”. Der var ikke beboelsessted der. Jeg husker bedst de mange ribsbuske.  Da han gik på pension, købte han en større have med hus i samme haveforening, som han skulle nyde i sin alderdom. Der gik bare ikke ret lang tid, før han blev for syg til at holde den have, som han formentlig havde sparret op til i flere år. Han var ganske enkelt slidt op af de mange år som arbejdsmand. Jeg ved ikke helt hvilket årstal, vi er nået til nu. Min mor og hendes mand (min far var død på det tidspunkt) overtog haven, og solgte den ret hurtigt efter.

Det næste jeg husker om min morfar er, at han boede hos “os” i Svaneke. Det er ca. 1978. Det var et hus på tre etager, og nederst var der et forretningslokale, hvor min mor slog sig på at sælge sko – og selv jeg blev en habil sælger…

Bag forretningslokalet var der en bagbutik (tror jeg, det hedder), og der blev morfar installeret. I starten kunne han gå op ad trapperne til første sal for at spise med “os”, men det varede ikke længe, før det blev en umulighed, og jeg så bragte maden ned til ham. Han bare sad og sad. Ingen tog sig af ham, talte med ham, udviste empati, omsorg eller endda bare lidt næstekærlighed. Der blev kun gjort det allermest nødvendige, så som at tømme den kolbe, han var nødt til at bruge, da han ikke kunne gå ud i badeværelset med sit gangstativ. Der var to trin ned fra baglokalet til butikslokalet, og det gik ikke. Hvordan han så kom i bad og forrettede andre nødvendige ærinder, ved jeg ikke.

Indspark

Det blev på en eller anden måde 31. juli 1980. Den aften tog jeg natfærgen til København ved kajen Kongens Nytorv. Det var dengang, hvor man sejlede i otte timer og sov på puder på gulvet. Jeg vil regne med, at jeg havde en lille kuffert med, men det kan jeg ikke præcist huske. Fra Kongens. Nytorv tog jeg linje 5 ned ad Nørrebrogade. Det var et kulturchok af rang. Alligevel følte jeg mig som en fugl, der var sluppet ud af sit bur.

Jeg lejede et værelse i Dagmarsgade på Nørrebro ud mod en baggård hos en slags kusine, og ernærede mig det første år ved at gøre rent 20 timer om ugen i De Gamles By. Da jeg bad om at få mine ting til København, sendte de dem pr. efterkrav! Det var med nød og næppe, jeg kunne betale fragtmanden.

Tilbage til morfar

Han kom på plejehjem på et eller andet tidspunkt efter juli 1980. Det var nok det allerbedste, der kunne ske for ham. Endelig var der nogen, der tog sig af ham på hans gamle dage.

Nogle år var mantraet “længst muligt i eget hjem”. Det giver jeg absolut intet for, efter jeg har set en gammel mand blive mishandlet år ud og år ind. Eller mantraet om, at det er godt, når flere generationer bor sammen. Ud fra mine oplevelser og erindringer er den slags noget formørket pladder.

Da han døde, blev jeg ikke inviteret med til begravelsen – fik endog aldrig at vide, han var død.

På billedet herunder – som jeg kalder “Morfar høster”, og som jeg holder meget af – er det morfar siddende bag aflæggeren (en maskine som skærer kornet af og lægger det i neg) og hestene. Hvem den stående mand er, ved jeg ikke, men kvinden er hans søster Thora Karoline. Jeg gætter på, at billedet er fra ca. 1920.

, , ,

Skriv!

Psykologen siger det

Anette Friis (psykologen) siger det, og andre siger det: “Skriv en bog”.

Jeg kunne faktisk godt tænke mig at prøve, men jeg føler mig ikke sikker på, at jeg har evnerne. Det kan sommerhøjskolen i juli måske komme med et svar på? Måske skal jeg bare have et skub? Der er stor forskel på at skrive en bog og på at skrive blogindlæg – forestiller jeg mig.

Min skrivestil er personlig, inderlig og ærlig, for det er sådan, jeg er som menneske, men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg kan holde balancen mellem det på den ene side og selvudleverende pladder på den anden side. Jeg vil ikke være den nye Synnøve Søe!

Emner?

Et naturligt udgangspunkt kunne være den bipolare lidelse. På bloggen er der 75 poster med tagget “Psykiatrisk Center Hvidovre” og 116 poster med tagget “Bipolar lidelse”, så der er noget at tage udgangspunkt i. Kapitel et kunne være det at vågne op efter en ECT-behandling og være forvirret over, om det var overstået eller ej. At skrive om det kunne være en deltagelse i psykiatridebatten – også på et politisk plan. Der vil altid være behov for bidrag til aftabuisering og sygdomsforståelse, og jeg må jo siges at have en del erfaring 🙂 Det politiske tilsnit kunne være en sammenligning med kræftområdet, hvor der er vedtaget – vist nok – fem kræftpakker. Hvad er det Kræftens Bekæmpelse kan, som psykiatriområdet, i form af Sind og Psykiatrifonden, ikke kan?

Et andet udgangspunkt kunne være min blakkede fortid for nu at sige det mildt, men det er her, angsten for det selvudleverende pladder kommer ind. Jeg har haft et liv, der har været op ad bakke fra starten med 2½ år på et børnehjem i Hellerup, og jeg har i mange år ønske mig, at det måske bare kunne være lidt ligeud. Det synes jeg faktisk, jeg har opnået nu. Al den uvished, der kendetegnede 2014 – 2016, og som var et helvede for en bipolar, er afløst af styr på økonomien, på boligen og på arbejdslivet. Sidstnævnte mangler et bette nøk i form af en fastansættelse, men jeg håber og tror… På den anden side er jeg Danmarks mest bekymrede menneske, så jeg ånder først rigtig lettet op, når der foreligger en kontrakt uden bagkant.

God pinse!

, ,

Barn af uønskede forældre

Her er historien

Jeg advarer om, at dette indlæg er langt. Jeg vil også gerne understrege, at formålet med dette indlæg ikke er at blive ynket.

I mit seneste indlæg løftede jeg lidt af sløret for mit livs historie, så nu kan I lige så godt få resten af historien om mit mærkelige liv:

Jeg er født i 1963 og er altså i skrivende stund 51 år. Min biologiske mor var kun 17, da hun fik mig, og fødte derfor med et “forhæng” for underlivet, så hun ikke kunne se mig.  Jeg var resultatet at et one-night-stand, og der blev ført retssag om fadderskabet. Jeg har altid respekteret hende for at have gennemført svangerskabet, og for at have afleveret mig til børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup, hvor jeg var i 2½ år. Hun kunne lige så godt have spist brun sæbe eller fundet på en anden metode til at afbryde svangerskabet. Det lille broderi på billedet er fra et håndklæde, som jeg fik, da jeg besøgte stedet i 2003. Det er nu en vuggestue, men de havde gemt lidt fra Dear Homes æra.

Jeg kom fra Hellerup til mine adoptivforældre i Skjern i Vestjylland i 1966, og jeg var der et meget ønsket barn. Min far Jørgen var infertil og 41 år, da de fik mig, og det var primært ham, der ønskede at adoptere, bl.a. fordi han var 13 år ældre end min mor Jytte. I 1967 flyttede vi til Brande, der også ligger i Vestjylland. Jeg var “fars pige”, og det er i adoptionspapirerne beskrevet, hvordan han om aftenen tog mig med ned på Martensens Fabrikker, hvor han var direktør – han skulle lige ned og se til “arbejderne”. Vi legede fx gemme i de store rum, hvor man tørrede det klæde, der havde været i appreturen, og han tog mig med rundt til de maskiner, der var betjent, hvor vi så fik “sodevand”. I den periode af mit liv var alt godt: Kærlighed opmærksomhed og økonomisk velordnede forhold.

Min far døde desværre i 1972 som 50-årig, hvor jeg lige var blevet 9 år. Dengang var der ikke noget, der hed sorggrupper eller lignende, og kirken brugte vi som nævnt ikke. Jeg kan ikke selv huske det, men jeg har fået fortalt, at jeg gik på kirkegården og sad foran gravstenen i stedet for at gå i skole.

I parentes bemærket: “Frisen” herunder forestiller 1) Min farfar 2) min far og 3) mig. Man kunne godt forledes til at tro, at vi var blodsbeslægtede, for ligheden er slående – og der er også andre end mig, der får øje på det.

Da vi boede i en tjenestebolig, havde min mor tre måneder til at finde noget andet at bo i. Via en kontaktannonce mødte hun en mand fra Odense, hvor vi flyttede ind. Lidt ondskabsfuldt kan man sige, at det var en fiks måde at løse boligproblemet på. Det holdt ikke ret længe, og vi flyttede til Vollsmose i januar 1974, som dengang var noget helt andet end i dag. Det var en god lejlighed, og vi havde det godt. Min mor, der ikke havde nogen uddannelse, fik job hos Billenstein i Mageløs i Odense. Jeg tror, pengene var små, men som sagt havde vi det godt. Jeg startede på fritidshjemmet Pyramiden i Vollsmose, men ville faktisk hellere være hjemme og læse bøger eller lave lektier – jeg var god i skolen. Det introverte kom til udtryk i en tidlig alder 🙂

På et tidspunkt i løbet af foråret 1975 mødte min mor endnu en gang en mand via en kontaktannonce, og allerede inden de blev gift den 26/4 1975 i Rønne Kirke begyndte det at gå galt. Han var det, vi i dag kalder pædofil – og han var folkeskolelærer. Han tilbød mig fx penge for at gå i bad med ham (jeg var 12 år!), og han gik konstant rundt i åbenstående slåbrok med hele “dikkeværket” til frit skue, så snart min mor ikke var hjemme; han havde jo i modsætning til hende tidligt fri som lærer. Jeg kan ikke huske mere af den slags fra det år, men jeg kan huske, at jeg fortalte det til hende, og at der var en vældig opstandelse i en dag eller to. Herefter skete der absolut ingenting, og hun fulgte aldrig op det, og hun spurgte aldrig til, om det var “gået over”. Da jeg tog kontakt til hende i 2003 efter 22 års fravær, spurgte jeg hende, om hun vidste, hvad der var foregået fra 1975 til 1980. Det bejaede hun. Jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke havde grebet ind? Svaret var, at det kunne hun ikke overskue med to børn (jeg har en halvbror fra 1976). Havde jeg været mor og vidende om den slags, havde jeg smidt svinet ud med det samme.

Vi flyttede til Sydfyn i julen 1975, hvor overgrebene eskalerede, og hvor min mor samtidig begyndte at opbygge et alkoholmisbrug. Da min hun gjorde barsel med min halvbror i marts 1976 og var på Odense Sygehus i to uger, var der frit spil, og det udnyttede han. Fx blev jeg lovet en knallert, hvis jeg suttede den af på ham (undskyld sproget – men jeg kender ikke det latinske ord) – jeg ville jo gerne have en knallert, men jeg gjorde det ikke. Han ville også have mig til at sidde nøgen på en stol; jeg kan ikke huske formålet; jeg lovede, at jeg ville gøre det, men jeg holdt ikke løftet. Efterfølgende refererede han ofte til brudte løfter i generelle vendinger overfor min mor i mit påhør. Jeg skulle vel føle en eller anden form for skyld. Ellers brugte han det meste af tiden, hun var indlagt, på at sidde i stuen og læse pornoblade eller se pornofil som smalfilm.

Min mor gjorde på det tidspunkt rent om morgenen på lægehuset i Assens, og jeg kæmpede altid for at komme med og hjælpe for ikke at skulle være alene med ham. Det undrer mig, at hun ikke lagde to og to sammen. Måske vendte hun bare det blinde øje til endnu en gang?

Sommeren 1978 flyttede vi til Bornholm, hvor han havde været under krigen og af en eller grund havde et nært forhold til. Jeg har tit tænkt på, hvorfor vi så ofte flyttede, og jeg har mine egne teorier – måske var der noget, der var uforeneligt med at være folkeskolelærer? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg har gået på fem forskellige folkeskoler.

Først boede vi i Vestermarie, men etablerede os derefter i Svaneke – den dag i dag hader jeg Bornholm, selv om øen i sig selv er uskyldig. Huset var i tre etager. Øverst lå (sove)værelserne og i stueetagen badeværelset. Hver morgen var jeg bange for ikke at vågne ved vækkeuret, for nåede jeg ikke ud af sengen, stod han ved min seng og blottede sig. Nåede jeg ned på badeværelset, stod han i døren og var ikke til at slippe udenom. Min mor stod aldrig op om morgenen, måske sov hun rusen ud? Køkkenet lå på 1. sal, og da jeg havde overtaget en stor del af husholdningen og pasningen af min halvbror, var det også mig, der sørgede for at dække morgenbordet. Var jeg ikke hurtig nok ved køkkenskabene, trængte han sig ind på mig bagfra, og det var ikke muligt at slippe væk. Jeg kan stadig fornemme lugten af sure cerutter  og gammel morgenkåbe.

Min mors drikkeri tog til, så det nu var hverdagskost. Et rum i en udlænge var fyldt med tomme flasker. Den stod på “Pere Medard”, som er noget billigt sprøjt fra 70’erne. Jeg kan huske, jeg engang stod i køkkenet i Svaneke og sagde til hende “Mor jeg bedst lide dig om formiddagen”. Jeg kan ikke huske, hvad hun svarede, men det må da være en voldsom besked at få som mor. De havde ikke ret mange penge, så tvangsauktion var et ord, jeg ofte hørte, men der var råd til “Pere Medard” og “Brøndum Snaps”, som jeg selv bar hjem fra købmanden. Jeg var bange for tvangsauktionen, fordi jeg forestillede mig, at det var ligesom på gamle billeder, hvor man var sat fra hus og hjem og kun havde nogle få ejendele på en trækvogn. Så galt gik det heldigvis ikke.

Jeg var skarp i skolen og kom tit hjem med 13-taller, men det var ikke interessant. Jeg var kun en byrde, når jeg ikke var husholderske mv. Jeg kan stadig huske en eftermiddag, hvor de talte om, hvordan de kunne gøre mig arveløs. Der var lige noget jura, de ikke havde styr på, for der er noget, der hedder tvangsarvinger. Deres planer for min fremtid var nærmest ikke-eksisterende, og snakken gik på, at jeg kunne komme på en af fiskefabrikkerne i Rønne. Selv var jeg klar over, at jeg skulle noget andet og mere.

Den 1. august 1980 pakkede jeg en kuffert og sejlede med Poul Anker til København. Jeg havde fået lov at bo på et værelse hos en slags kusine i Dagmarsgade 5 på Nørrebro, og jeg skulle gøre rent i De Gamles By på deltid. Jeg var lykkelig, og havde det som en fugl, der slipper ud af et bur. Mange års helvede var slut.

I 1981 skrev jeg min mor et brev og fortalte hende om alt, hvad der var foregået. Hun reagerede ikke, så jeg ringede hende op. Det var ham, der tog telefonen, og beskeden var, at “den slags svineri, vil vi ikke have”. Og så var det, der gik de 22 år uden kontakt – og det var helt sikkert bedst sådan. I 2003 forsøgte jeg at etablere et eller andet forhold til min mor, men det gik ikke, da hun blev ved med at referere til ham. Det holdt jeg ikke ud. Og så var det, jeg først så hende som et lig i 2006, og hvor jeg kom til begravelse uden en afdød. Hun døde for mig allerede i 1975. Som beskrevet i et andet indlæg tilgav jeg hende aldrig – det har jeg overladt til Ham deroppe.

Jeg har brugt mindst 100.000 kr. på psykoterapi – og det har været nødvendigt.