Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Godt jeg ikke har børn

Godt jeg ikke har børn

Om “børnesamtaler”/”familiesamtaler”

Godt jeg ikke har børn

Det er godt, jeg aldrig fik børn. Det har aldrig været været et savn, og jeg har aldrig nogensinde haft et ønske om at blive mor. Jeg er endvidere overbevist om, at jeg ville være blevet en elendig mor, da jeg aldrig har haft en god rollemodel. Det havde været synd for barnet/børnene. Så det er altsammen i orden. Ingen piv der.

Adskillige medpatienter har et eller flere børn, som de bekymrer sig om. Og det er der ikke noget at sige til. Men det har jo den konsekvens, at de både skal tage vare på sig selv i en eller anden form for helingsproces samtidig med, at de skal leve med bevidstheden om, at de lige nu er en fraværende mor eller far. Afhængig af barnets alder må det være svært.

Afsnittet har en utrolig dygtig medarbejder (sygeplejerske K), der er særligt uddannet i “børnesamtaler”, som i virkeligheden hedder “familiesamtaler”, men uanset hvordan vi end vender og drejer det, og hvad vi kalder det, drejer det sig om børnene.

Af naturlige årsager ved jeg ikke, hvordan det foregår, men jeg forestiller mig, at man ikke kunne udpege en bedre end K til at varetage opgaven. For den skal løftes. Gjorde man det ikke, var der risiko for, at man fremavlede nye psykiatribrugere.

Jeg fandt en af regionens utallige pjecer, der handler om børnesamtalerne. Der står blandt andet:

En familiesamtale giver mulighed for:

  • At få talt om barnets oplevelse af situationen
  • At få talt om, hvordan situationen påvirker familien
  • At barnet får den nødvendige viden om de psykiske problemer og behandlingen på et alderssvarende niveau
  • At vurdere, om der er brug for ekstra støtte til familien

Det ser godt ud, og det må være vejen frem for den far eller mor, der bekymrer sig om sit barn.

Børn forestiller sig ting

Børn er på ingen måde dumme, og de går ikke gennem verden med skyklapper på – selvom vi til tider tror, de bare sidder der bag skærmen uden at producere tankegods.

Afhængig af alder forestiller barnet sig måske, at det er dets skyld, at en forælder er blevet syg. Måske bliver de vrede på lægen, der ikke behandler med et snuptag. Måske tror de, der er tremmer for vinduerne på et psykiatrisk afsnit. Der kan være et uendeligt antal forestillinger, og dem kommer man kun til livs ved at sætte ord på, og også invitere børnene indenfor på afsnittet, så de ved selvsyn kan konstatere, at det faktisk er et rigtig rart sted at være – og at der i hvert fald ikke er tremmer for vinduerne.

En far havde i dag besøg af sine tre børn. Selvfølgelig larmede det (børn støjer og koster penge, sådan er det!), men det var også livgivende på en stille søndag. Her er en dejlig have, hvor de legede et eller andet i solen, så længe de gad. Det var rart at se faderen lyse op og vise noget andet af sig selv. Han er ikke kun patient; han er også far.

I de ikke så gode gamle dage

Da jeg i forhistorisk tid var barn, var tænkningen en anden. Børnesamtalerne var ikke opfundet; man havde knapt opfundet barndommen.

Så vidt jeg husker, var min far syg noget tid, inden han døde. Man troede vist, det var noget med ryggen eller nyrerne (pick a choise). Han var indlagt på Give sygehus, hvor vi besøgte ham fra Brande.

Jeg havde bestemt ingen forestilling om, at det skulle være min skyld, men måske er der også forskel på somatikken og psykiatrien? Måske forestiller et barn sig lettere, at det kan være skyld i en usynlig sygdom fremfor en mere håndgribelig sygdom. Herudover er min forestillingsevne af naturlige årsager ret begrænset (forestillingsevne er et af de tre parametre, man kigger efter, når man udreder for Aspergers syndrom/autisme).

Da han døde på Kolding sygehus, var jeg 120 pct. vidende om processen og kun begrænset overrasket, da “min mor” kom ud med begge vielsesringe på. Sådan gjorde man dengang for at vise, at man nu var enke/enkemand.

Jeg havde erfaring med Give sygehus. Jeg havde fået fjernet hele molevitten, når vi nu var i gang: mandler, polypper og blindtarm. Mine forældre kom på besøg 30-60 minutter vist hver eftermiddag. Resten af tiden var jeg overladt til to ret søde damer, fru Midtgaard (som lå i midten) og fru Nørgaard. Jeg er ret sikker på navnene.

Herudover var jeg til utallige undersøgelser hos nogle specialister i Randers, fordi jeg gik og dejsede om. Jeg besvimede simpelthen flere gange dagligt. Man troede, jeg måske havde epilepsi, men det havde jeg heldigvis ikke. Og voksede mig vist bare fra det sære fænomen. Min forældre var selvfølgelig meget bekymrede. Efter min fars død, var “min mor” ikke længere bekymret.

Den var ikke gået i dag. “Det var en anden tid”, som folk ynder at sige, når de skal forklare det uforklarlige, der fandt sted i forhistorisk tid.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Hykleriet ved Mors dag

Hykleriet ved mors dag

Mors dag er svær

Hykleriet ved mors dag

Hykleriet ved Mors dagDet er den 14. maj 2023. Tante Kis kunne være blevet 104 år i dag. Desværre døde hun i 1985 som 65-årig efter endelig at være kommet til København igen. Bare hun havde været min mor!

Hun var københavner med stort “K”. Jeg elskede hende og onkel Sigvard. De boede i Aarhus på Provstebakken 17, mens jeg selv boede i Vestjylland.

Hvert år var jeg på en uges sommerferie hos dem. Allermest husker jeg vores besøg i “Cirkus Benneweis”, der ikke kom til Vestjylland; men cirkus kom til Aarhus. Tante Kis og jeg sad på første række på de bedste pladser. Det var stort! Jeg kunne godt lide både elefanterne og klovnene.

Min fars ungdomskæreste har fortalt, at hun og tante Kis talte om, at det nok ikke var så godt, at jeg, der lige var blevet ni år, gik på kirkegården og sad ved min fars grav i stedet for at gå i skole.

Realiteten er bare, at ingen handlede på deres viden. Formentlig vidste de ikke, hvad de skulle gøre.

Og nu er det så “mors dag” i 2023

Jeg er adopteret.

  • Min biologiske mor døde på et hospice den 20. september 2015.
  • Min adoptiv-“mor” døde den 25. december 2006 på Holbæk Centralsygehus.
  • Realiteten er, at jeg aldrig har haft en mor. Det er hårdt at sige det sådan, men det er min oplevelse.

Facebook svømmer i dag over med lykønskninger til alle de fantastiske mødre, som Gud(inde) og hver mand har eller har haft. Et eller andet sted er jeg jo bare misundelig, også selvom misundelse er en grim ting. Det er det ærlige svar. Jeg ville så gerne have haft en mor – enten den ene eller den anden. Men det lykkedes aldrig.

Der gik 22 år. Taber eller hvad?

Da jeg – efter 22 års pause – i 2003 kontaktede min adoptiv-“mor” og fortalte hende, hvad psykopaten havde udsat mig for, var hendes svar, at det vidste hun godt, men at hun ikke havde vidst, hvad hun skulle stille op med to børn. Jeg var – og er – skuffet over hendes handlingslammelse. En kvinde, der ikke ved, hvad hun skal, er en taber eller måske er et bedre ord et “skvat”. Hun var en taber/et skvat, og jeg kan ikke respektere hende. Og jeg savner hende ikke. Det lyder urimeligt hårdt, men sådan er det.

Da jeg – ca. 14 dage efter min 18 års fødselsdag – kontaktede min biologiske mor var hendes svar, at hun ikke havde tid til mig, idet hun havde utrolig travlt med at løbe marathon. Hun havde så travlt, at hun ikke kunne besøge mig på Amagerkollegiet. Der er dog den positive ting, at hun sagde, at jeg var “velkommen til at glide ind i familien”. Set med de nutidige briller var det faktisk fint.

Dengang var det bare ikke nok for mig; jeg ønskede mig en mor, eftersom jeg aldrig havde haft en! Nu respekterer jeg hende for, at hun ikke brugte hverken strikkepinde eller brun sæbe, der var kvinders muligheder, før aborten den blev fri. Havde hun brugt en af de muligheder, havde jeg nok aldrig haft et levet liv.

På den måde tror jeg ikke på noget af alt det “mors-dags-pladder”. Blomsterhandlerne får os til at tro på eventyret, men for mange af os eksisterer eventyret ikke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

DSB-minder og andre minder

DSB-minder og andre minder

Da jeg var togstewardesse

DSB-minder og andre minder

Mens jeg læste, havde jeg mange sære studenterjobs. Et eller andet sted skulle pengene jo komme fra, og jeg har arbejdet, siden jeg var 14 år.

De første år var de knapt så interessante, og nogle var decideret hårde. Til sidstnævnte kategori hørte tiden som togstewardesse. Der er langt fra Københavns Hovedbanegård til Frederikshavn, når man skal stå op og lave kaffe hele vejen. Det var dengang, skjorterne var bolsjestribede.

Det var også dengang, der var en lille bar, eller hvad vi skal kalde det, i vogn 11. Fredag aften var ikke specielt rar; jyske forretningsmænd på vej hjem fik sig en tår eller syv over tørsten, mens vi sneglede os gennem landet. Man var jo nødt til at tale med dem, når man stod i “baren”. Man kunne ikke slippe væk. Og det ville have været uden for al code of conduct, hvis man havde bedt dem holde kæft. Men lysten var der.

Stod man ikke i baren, trillede man måske gennem toget med salgsvognen, og så var kaffen lastet på vognen sammen med alle de andre sære ting, man skulle sælge.

Når man endelig nåede Frederikshavn, overnattede man i en DBS-ejet bygning lige på den anden side af banelegemet. Næste morgen tidlig gik turen hjem igen.

Tiden på det DSB-ejede Hotel Astoria

Inden jeg begyndte på Statens Kursus til Studentereksamen, men efter jeg havde forladt gulvklud og moppe i De Gamles By og var flyttet til Amagerkollegiet, var jeg var en periode på Hotel Astoria lige ved Københavns Hovedbanegård. DSB ejede hotellet. Jeg stod for morgenmadsserveringen i weekends.

Mig i brun nederdel og hvid skjorte samt brune, fodformede Jacoformsko størrelse 40. Det har været et ømt syn. Heldigvis er det længe inden, folk rendte rundt og tog billeder af alting hele tiden.

Jeg havde en sød kollega ved navn Anne, og damen ude i køkkenet var også sød. Jeg tror faktisk, hun hed Fru Nielsen. Kollegaen så jeg også i fritiden.

Omklædning foregik i kælderen, hvor man også skulle stemple ind og ud i en fuldkommen oldnordisk stempelmaskine med papkort, håndsving osv. Direktøren skulle altid lige et ærinde derned, når man var nede at klæde om … Klamt. Jeg var der vist ikke så længe. Der var bedre hos Irma.

Der er bedre på DSB 1’ Stillezone

Lige nu snegler jeg mig også gennem landet med DSB. Der står ellers InterCityLyn på billetten, og jeg mener ikke, vi burde standse i hverken Nyborg, Korsør eller Ringsted. Men sådan er det altså.

Vi er også forsinkede (ca. 20 minutter) – men DSB kan ikke gøre for, at et menneske i Horsens ikke ville livet længere. Vil man ikke længere, er det ikke en god løsning. Guderne skal vide, at jeg mange gange har stået på min egen station og spurgt mig selv “Er det nu?” Men dels ville det være synd for togføreren, dels var jeg alt for meget en kylling.

I det mindste sidder jeg nu ned og drikker kaffen – jeg skal ikke selv stå op og lave den. Der er løbet en del vand i stranden på de lidt mere end 40 år.

På udrejsen var der en times forsinkelse, så jeg kan benytte mig af rejsetidsgarantien og få 25 pct. af billettens pris refunderet. Det er lige lykkedes mig at søge efter mange forsøg, hvor siden returnerede noget a la “Datoformatet er forkert”. Selvfølgelig havde jeg indtastet det korrekt!

Inden for 28 dage skal jeg have 171,50 kr. Da jeg senest benyttede mig af rejsetidsgarantien kom pengene nu i løbet af et par dage. De benytter sig nok af “Better safe than sorry”.

DSB-minder og andre minder

Hvad laver jeg en sen fredag aften i april hos DSB?

Jeg har været en tur i Thy. Verden ser anderledes ud deroppe; den er ganske pæn.

Billederne i galleriet herunder er fra Stenbjerg Landingsplads. Et skønt sted; stort set mennesketomt. Fred og frihed. Der var os og en traktor i vandkanten, der skulle trække kuttere op på land/ud i vandet. Stedet mindede om et museum, men det var det ikke.

Jeg tog billederne på grund af farverne, og fordi der var mulighed for min foretrukne fotoregel nummer 1: “Gå tæt på”. For mange år siden vandt jeg faktisk en pris i “Copenhagen Photo Marathon”, fordi jeg håndhævede reglen:

[ngg src=”galleries” ids=”3″ display=”pro_blog_gallery”]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i /af

Når børnelokkeren er gift med mor

Når børnelokkeren er gift med mor

13-årige Filippa er fundet “ved bevidsthed”

Når børnelokkeren er gift med mor

Det er kun de mest uempatiske, der er ikke de seneste 24 timer har fulgt med i 13-årige Filippas forsvinden fra sin avisrute, og den fantastiske politimæssige indsats, der har betydet, at pigen er fundet “ved bevidsthed” og at en mand på 32 år er anholdt og vil blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen.

Formuleringen “ved bevidsthed” siger en del! Men selvfølgelig er det langt bedre end morgenens udmelding om, at politiet frygtede, at “der er sket en forbrydelse”; det plejer de stort set kun at sige, når de er næsten sikre på, at alt håb er ude.

Jeg så netop politiinspektøren i TV Avisen 18:30, og selvom det ikke er så professionelt, er det forståeligt, at han dårligt kunne “holde gråden fra sin stemme og tåren fra sit øje” (hvor stammer citatet fra? Er det noget med besættelsen?).

Man må forstå, at manden mangler søvn, har knoklet i 24 timer og har koordineret en enorm – effektivt og succesrig – indsats. Så bliver man mere sårbar og “sprød”. Også politiinspektører har følelser. Og det har de ret til.

Og politiet skal nu bruge aftenen og natten på sikre flere spor og beviser, så de har nok til, at de er sikre på, at en dommer kan varetægtsfængsle den 32-årige i morgen.

Når børnelokkeren er gift med mor

Da jeg engang i forhistorisk tid var barn, lærte vi, at vi skulle passe på “børnelokkere”. Det ret milde udtryk blev brugt om voksne mænd, der ikke ville små piger noget godt. Det var nogle, man skulle være bange for at møde på gaden eller nede i anlægget. Det var nogle, der lokkede med slik eller andet, vi gerne ville have. Det skulle vi sige “Nej tak” til.

En dygtig Facebookskribent skrev i dag et tankevækkende indlæg om, at vi, hvis vi har børn, skal lære dem, at de skal skrige højt, og blive ved med det og løbe væk, så snart de kan, når de mærker, at noget er helt galt. Og det har hun ret i. Der er grund til at passe på pigerne, for der for mange mænd, der er underligt skruet sammen i hovederne.

Der var imidlertid ingen, der lærte os – dengang – hvad vi skulle gøre, når børnelokkeren var gift med mor.

Sagen med Filippa får mig til at tænke tilbage

Når Filippa er “ved bevidsthed”, trives hun ikke i bedste velgående! Hun har ikke været til sodavandsparty i 24 timer. Der er sket noget forfærdeligt. Det gjorde der også, da “min mor” giftede sig med psykopaten. Han var sådan set “min børnelokker”. Til forskel fra en “almindelig børnelokker” havde vi bare samme adresse seks år fra 1974 – 1980.

Den første tid ville jeg så gerne have en ny “far” som erstatning for ham, der døde. Men der gik ikke lang tid, før jeg som ikke engang 11-årig var klar over, at noget var helt galt.

  • Jeg kunne ikke lide, at han ville give mig penge for at gå i bad med ham
  • Jeg brød mig ikke om, at han kælede mig i håndfladerne, når vi holdt i hånd tværs over parkeringspladsen i Vollsmose
  • Og jeg brød mig ikke om hans åbenstående morgenkåbe – med udkig til samtlige genitalier – hver eneste eftermiddag, når han var tidligt hjemme efter sit job som skolelærer … Den cerutlugtende morgenkåbe har jeg vendt 500 gange med psykologen.

Det var min klare fornemmelse, at noget var galt. Jeg vidste på en eller anden måde, at sådan gør en far ikke. Sådan havde min afdøde far i hvert fald aldrig gjort.

Jeg henvendte mig til “min mor”. Men det var mig, og ikke ham, der blev “forhørt” ved det cirkelrunde køkkenbord med den storblomstrede, orangefarvede voksdug. Bevisbyrden var vendt om. Og det var ham, hun efterfølgende giftede sig med.

Sådan startede det hele, og det eskalerede, til jeg kunne flytte hjemmefra som 16-årig og begynde at skabe et normalt liv på egen hånd.

Der er i sandhed grund til at passe på pigerne. Også dem på samme adresse!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.