Tag Archive for: Erindringer

,

Nye lag

Jeg er så glad

Psykologen hjælper mig på vej, og det er jeg evigt taknemmelig over. Vi graver os dybere lag ned. Det er lag, jeg aldrig har set på før, og som jeg aldrig har kendt tidligere. Jeg håber så inderligt, at vi kan lægge alt skidtet fra os, og aldrig se det mere. Jeg stoler 100 pct. på hende. Hun er dygtig, og jeg tror på, at hun kan hjælpe mig igennem hele dette her helvede.

Jeg kan ikke finde ud af at tegne et eller andet eller symbolsk begrave et eller andet. Men jeg kan noget med ord. Derfor er opgaven til næste gang at skrive en form for afskedsbrev. I første omgang til min mor. Brevene til de andre kommer senere.

Afskedsbrev til min mor

Jytte Baunsgaard Stegemüller

(Dette brev har kostet mig mange psykologtimer at få formuleret.)

Du ligger i din kiste, og det giver mig endelig fred. Jeg prøver, som en fugl Føniks, at rejse mig af støvet. Da jeg var til din egentlige begravelse i 2006, var det som en begravelse uden en afdød. For mig var du død for mange år siden – formentlig 1972, det år hvor far døde.

Dine svigt var kolossale, og derfor har jeg svært ved at respektere dig endsige tilgive dig. Du ofrede mig til fordel for din egen bekvemmelighed. Du har sikkert sørget over fars død, måske var du ude af stand at rejse dig igen, men det fritager dig ikke for ansvar. Du vidste, hvad der foregik, men du handlede ikke. Din forklaring i 2003 – efter 22 år uden kontakt – var, at ”det kunne jeg ikke overskue med to børn”. Sådan agerer en ordentlig mor ikke!

Du var svag, du var sølle, du var et skvat. Det kan godt være, du sørgede, men dine svigt var eklatante. Jeg overlevede kun pga. min enorme styrke, livsvilje og min fastholden af fars værdinormer. Du hadede de normer, og jo mere jeg holdt fast i dem, jo mere hadede du dem. Havde jeg mødt en mand, der misbrugte mit barn, havde jeg sparket ham ud med det samme. Du lod stå til. Det begyndte allerede, før I var gift. Du fulgte aldrig op på det, du tjekkede aldrig, om det var blevet okay. Sådan agerer en ordentlig mor ikke!

Der var så mange nedværdigelser, at det er klart, at jeg besluttede, at når jeg skulle herfra, skulle jeg dø for egen hånd. Jeg var 14 år, da jeg tænkte det første gang. Jeg sad på en hvid BKC-cykel halvvejs mellem Åkirkeby og Vestermarie, og jeg kiggede til højre. Det var et forsøg på at bevare kontrollen. I kunne nedværdige mig til det yderste, men jeg var klar over, hvordan jeg kunne bevare kontrollen: dø for egen hånd.

Jeg knokler for at blive fri af jer. Hvis nogen skulle spørge mig, hvem jeg hader mest, er svaret dig, idet dine svigt er de største. Han misbrugte mig, men du beskyttede mig ikke, og du deltog både direkte og indirekte i nedværdigelserne. Du stod ikke op om morgenen, formentlig fordi du ikke ville se sandheden i øjnene. Måske sov du bare din brandert ud, men det fritager dig ikke for ansvar. Sådan agerer en ordentlig mor ikke!

Du gennemskuede aldrig hans psykopati med magt over os begge. Hvorfor så du det aldrig? Var du bare ikke intelligent nok?

Du støttede mig aldrig i min skolegang, anerkendte aldrig de gode resultater – måske fordi det satte din egen uformåenhed i relief? Blev du skræmt af, at jeg satte dig til vægs på dette felt? Dine forslag til mit erhvervsvalg hævede sig ikke op over en fiskefabrik. Du så ikke, at jeg havde evner til noget mere. Du anerkendte ikke, at jeg kunne mere end dig og ham.  Jeg ”sparkede røv”, men du blev, hvor du var. Det kan jeg ikke anerkende.

Jeg har brugt årevis på dette. Nu siger jeg farvel, og jeg vil aldrig se på dig igen.

Farvel – må du i det hinsides finde fred på trods af alt.

Hanne, 27. juni 2017

 

 

 

 

 

,

Relikvier

Den danske ordbog: “Relikvier: Rest af noget som har tilhørt eller haft forbindelse til en hellig person (fx en knogle, et stykke tøj eller en træsplint), og som menes at indeholde noget af personens hellighed.”

Jeg har gemt min fars Ole Bole (1928), Børnenes danske læsebog ( 1927), Landsbyskolens Regnebog (1928) og Den danske væveskole 1916 – 1941.

For mig er de relikvier, omend min far – trods alt – ikke var en hellig person – det var kun for mig, han var noget ophøjet. Bøgerne ville måske være penge værd i dag, men om jeg så fik 100.000 kr. pr. styk, ville jeg ikke sælge dem. Jeg er min mor meget taknemmelig for, at hun gemte dem til mig.

Inde i en af dem ligger et postkort fra min far til min mor. Han var på tjenesterejse til vistnok Østrig og skrev i 1966 hjem til “Fru Jytte Stegemüller” med kærlig hilsen “Din Jørgen”. Jeg synes, det er rørende, og det glæder mig at se det. Jeg slæbte bunken med ud til psykologen i går. Jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg ville med det, men hun satte ord på: det er at se en kærlighed, og det er at skaffe vidner til sit liv. Det giver god mening for mig.

Jeg synes, vi rykker, og det er jeg virkelig glad for. Endelig kan jeg måske blive fri. Jeg har prøvet så mange gange, men det har ikke virket. Anette har tanker om, at det først lykkes, når man er klar. Herudover er hun ikke bange for at have en klar holdning, nemlig at “han” var psykopat. Sådan har jeg aldrig tænkt det før. Der er ingen, der tidligere har haft mod til at sige sådan. Hun siger “Han tændte på magten, han havde over jer” (dvs. min mor og jeg).

Jeg er så vanvittig træt af min fortid, så jeg knokler på, det bedste jeg kan. Det er nu eller aldrig. Det skal lykkes nu. Jeg tror også på, at det vil lykkes denne gang. En sideeffekt er, at det ser ud som om “filmen” med min død og begravelse lige p.t er reduceret til douce farver og lavere lyd. I går var der faktisk en periode, hvor den slet ikke var der. Jeg tør slet ikke tro det…

Dødsangst eller livsangst

Der er ingen tvivl om, at filmens kerne (i live eller ej) drejer sig om kontrol eller ikke-kontrol: Kunne jeg dengang ikke holde til mere, kunne jeg da i hvert tilfælde snyde dem alle ved at beslutte ikke at være her mere. På den måde kunne jeg bevare kontrollen til den yderste dag. Jeg tænkte det første gang, da jeg var 14 år gammel, hvilket jeg synes, er skræmmende.

Hun siger også noget andet, der er skærende i sin egen logik: Det vanvittige daglige pres i årene fra 1974 – 1980 lukker op for den bipolare lidelse – animerer den. Det stemmer fuldstændig med, hvad speciallæge Pia Glyngdal (tidligere klinikchef på Psykiatrisk Center Hvidovre) skrev i sin erklæring oktober 2015. Der er simpelthen evidens for, at stress og pres udløser den bipolare lidelse. Jeg levede på kanten og under et vanvittigt pres fra 1974 til 1980. Jeg forstår egl. ikke helt, hvordan jeg kom igennem det. Havde det ikke været meget lettere at tage den direkte vej? Jeg ved ikke, hvad der holdt mig oppe – måske bare en stærk livsvilje selvom den var krydret med en stærk livsangst? Livsangst står ikke i ordbogen, for det findes ikke, men det er ikke så svært at fatte…

Fremtid på arbejdsmarkedet

Jeg står, hvor jeg står, og jeg tror på det. Det vil lykkes denne gang! Jeg skal lige have det med jobbet til at falde på plads også. Hvis de ikke fastansætter mig, er de nogle hundehoveder… Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, men jeg kan ikke trylle. Sker der ikke et eller andet, må jeg i gang med at udnytte mit netværk – og det vil  givet fald være Sune Lyng i hans nye job i Dansk Industri. Jeg er ikke for fin til at bede om hjælp! Han har hjulpet mig før, han ved, hvad jeg kan, måske er han villig endnu engang? Jeg kommer med tiggerstaven, men det må så være sådan.

,

Senga Sengana

Sanser

Det er lidt underligt lige pludselig at kunne fornemme fortiden med en hel del sanseindtryk. Det har bestemt været en hjælp at lægge det væk. Jeg har det meget bedre nu end i sidste uge.  Der er endnu et par ting, der skal fortælles inde fra det, man kan kalde kerneområdet, men så var det også det. Derefter kan vi gå til randzonerne,

Jordbær

Senga Senga-jordbær

Senga Sengana er en tysk jordbærsort, der var meget populær her i landet i 50’erne og 60’erne. Min morfar havde dem nu i begge sine kolonihaver i 70’erne. Jeg kan – vist nok – huske smagen af dem og fornemme, hvordan de var varmet af solen. Vi plukkede bærrene sammen. Og så var der jo stikkelsbærrene. Vi fik ret ofte stikkelsbærgrød, men jeg brød mig ikke rigtig om det.

Cerutter

Både min mor og hendes mand røg cerutter (Minigolf). Hans morgenkåbe stank rigtig ulækkert af røg. Jeg kan stadig lugte det

Slut for i dag

Du må have en dejlig weekend.

,

Brugbart

Min far og jeg ca. 1966

Min psykolog er fantastisk. Hendes tilgang er, at nu kigger vi på alt det skrammel for sidste gang. Når vi har kigget på det, uddrager vi eventuelle positive ting, der peger fremad, og derefter lukker vi posen og behøver aldrig at se det igen. Vi sømmer brædder for, og så er det slut. Det lyder godt, for jeg orker ikke mere. Denne tur er min sidste. Hvis dette ikke lykkes, giver jeg op og må så leve med det.

Det ligger på hylden, og det er væk, vi har set på det, og det er så det. Henter det der peger fremad, og lader skidtet være.

Jeg kan godt lide hendes operationelle og handlingsorienterede tilgang til problemerne. Jeg er lidt  bange for at skulle tegne et eller andet næste gang, men jeg følger hende. Jeg tror på, at hun følger mig på rejsen og samler mig op, når jeg ikke selv kan stå for skud længere.

Jeg er et OK menneske på trods af alt dette. Jeg har bevaret en kerne af klassiske værdier og en måde at være OK på.

Sidst: Lidt følsom = Temmelig “sprød”. Et mareridt at bevæge mig ind i de rum alene. Det kan jeg ikke uden hjælp. Nu kigger vi på det og uddrager det positive. Endelig. Aldrig mere.

Alt det vi har fundet frem til, der peger fremad

  1. Klar nu til at se på de svære ting, fordi der er nu stabilitet/orden i resten af mit liv og dermed overskud til det.
  2. Fantastisk overlevelseskraft.
  3. Stærkt og sejt at sætte mig ind bilen hver dag for at køre mellem Svaneke og Åkirkeby, hvor han havde frit spil, og jeg ikke kunne slippe væk. Kæmpe evne at klare det.
  4. Med alt det, jeg har oplevet, er jeg faldet heldigt ud.
  5. Jeg har en stor styrke og livsvilje, ellers havde jeg ikke overlevet.
  6. Med den baggrund kunne jeg lige så godt være endt som prostitueret. Og det gjorde jeg så ikke.
  7. Beskyttelsesfaktor: På den rigtige side af kvik.
  8. Min far har lagt værdier hos mig, som gør, at jeg stod i alt det skidt og alligevel klarede det. Han har grundlagt en enorm styrke i mig.
  9. Fantastisk at jeg “against all odds” klarede mig igennem alle rutscheturene.
  10. Isenkræmmerægteparret i Åkirkeby var et åndehul. De lyttede til mig og tog mig alvorligt, jeg var som en del af familien. Men de rettede ikke henvendelse til de sociale myndigheder, hvilket de burde have gjort.
  11. Skaber, på trods af alt dette, et liv på det niveau, og med de værdier, som min far lærte mig.
  12. En langvarig universitetsuddannelse som et opgør med det jeg kom af.
  13. På vej op igen, måske ikke så meget statusmæssigt – men som menneske. Yderligere mod til at få et ordentligt liv.
  14. Skabt et liv, måske et lille liv, men jeg har skabt noget, jeg kan være stolt af.
  15. Depressionerne har været voldsomme, fordi tingene ikke har været bearbejdede. Fx. at jeg, da jeg var 14, cyklede mellem Åkirkeby og Vestermarie på vej hjem fra mit eftermiddagsjob hos isenkræmmeren på en hvid cykel af mærket BKC og for første gang tænkte, at jeg skulle dø for egen hånd. Jeg kiggede til højre, og jeg glemmer det aldrig. Den tanke har forfulgt mig indtil nu.
  16. Der er meget tungt at bære på, men jeg kan godt.
  17. Filmen: Jeg behøver ikke at se den mere, for jeg kan måske blive master for mit eget liv. Det er et drømmescenarie, som jeg ikke helt tør tro på.
  18. Jeg fandt en måde at tackle det på. Gudskelov jeg havde så mange talenter, at jeg kunne flytte mig fra dem.
  19. Af skidt kan der nogle gange komme noget, der er enormt vigtigt.
  20. Jeg fandt en vej, selvom jeg var en lille pige. Det må jeg gerne være stolt af.
  21. Vedholdenhed.
  22. Formået at gøre det jeg syntes var rigtigt, og som min far ville have anerkendt, hvis han havde været i live.
  23. De seks år (2½ år til 9 år) med min far gav et værdigrundlag, som jeg har kunnet holde fast i gennem hele mit liv – også selvom min mor hadede de værdier og min håndtering af dem. Hun tog helt klart afstand fra dem og mig.