Indlæg

/i , /af ,

De troede på ufoer og dødsstraf

De troede på ufoer og dødsstraf

Og ønskede Glistrup som statsminister

De troede på ufoer og dødsstraf

Nogle gange tænker jeg tilbage … Det burde jeg egentlig ikke, for det er for forstemmende, men jeg prøver at grine af det. Det er mit våben. Havde de levet under pandemien, havde de helt sikkert været Coronafornægtere …

Jeg kom til at tænke på alle disse skøre ting, fordi jeg var på vej ind i en diskussion på Facebook, hvor man mente, at Mette Frederiksen udøver censur og bestemmer, hvad TV skal sende. Mine argumenter om, at TV-stationerne gennem mange år har vidst, at folk hellere vil se kagedyster end krig, og at den viden har man fra grundige analyser, faldt til jorden. Først da opdagede jeg, at jeg hurtigt måtte “bakke baglæns …”.

Det med ufoerne

Der, hvor jeg boede – efter min fars død i november 1972 – fra lidt før april 1975 (tidspunktet hvor min “mor” giftede sig med psykopaten), til jeg flyttede i juli 1980, troede man på ufoer.

De mente ganske bestemt, de havde set ufoer lande i haven på Sydfyn. Mere ved jeg ikke om det, men det er også nok. Det var i hvert tilfælde nok til at skræmme et barn.

Selv var jeg optaget af mere jordnære emner så som de fysikbøger, jeg lærte udenad fra femte klasse og frem. Jeg kunne simpelthen ikke få det med ufoerne til at passe med bøgerne, men hvad stiller man op som barn, når de voksne taler om de uidentificerede flyvende objekter, som var de virkeligheden? Også selvom den mandlige part var skolelærer og vældig godt kunne lide børn, især piger …

Den gamle dame under kastanjetræet

En periode (12/1975 – 07/1978) boede vi i noget gammelt faldefærdigt skrammel på Sydfyn. Det var nærmere bestemt en firlænget gård fra 1850 (kilde: BBR) med bindingsværk og stråtag. Haven rummede et kastanjetræ, der kunne ses fra køkkenet. Min “mor” havde en nat været oppe og kigget ud i haven. Der havde hun set en gammel dame, der sad med et håndarbejde i en gyngestol under kastanjetræet. Min “mor” var slet ikke i tvivl om, at det var var sandheden.

Jeg selv var slet ikke i tvivl om, at jeg var skræmt fra vid og sans. Derefter gik jeg ikke på toilettet om natten, med mindre det var højst nødvendigt. Jeg havde ikke spor lyst til at møde den gamle dame – og det skete nu heller aldrig. Man kan jo overveje hvorfor.

Forestillinger om retssikkerhed

Deres forestillinger om retssikkerhed var langt fra mine. De mente, at det bedste ville være at indføre dødsstraf, da det ville virke vældig godt både som generalprævention og specialprævention.

Altså ville det bedste være at skyde de kriminelle for panden med en boltpistol, for så gjorde den gerningsperson helt sikkert ikke det samme igen, og det ville også afholde potentielle gerningspersoner fra at begå kriminalitet.

Luk Christiania

De forstod på ingen måder, hvorfor der kunne være fordele ved fristaden, der var blevet grundlagt i 1971. De så skævt til mennesker, der ønskede at forsøge at leve på en anden måde end i det sædvanlige hamsterhjul.

I deres billede var der udelukkende tale om samfundsnassere, der skulle “lære at bestille noget”, og hippier.

Selv lærte jeg alt for godt “at bestille noget”.

Glistrup som statsminister

I perioden fra 07/1978 til 07/1980 boede jeg sammen med parret på Bornholm. De ønskede sig brændende Glistrup som statsminister, hvilket ikke var et helt ukendt standpunkt på øen på den tid, og som selvfølgelig faldt fint i tråd med alt det ovenstående. Dog kender jeg ikke Glistrups syn på ufoer.

Og deres forkærlighed for atomkraft behøver jeg næppe nævne …

Jeg kom til Amagerkollegiet med disse holdninger …

Uha, det var en omvæltning i juni 1981 at komme til Amagerkollegiet med disse holdninger efter at have skurret gulve i De Gamles By i et år.

Jeg var ikke for kvik og troede, man kunne leve af at være student; ergo ville jeg have en studentereksamen.

Gad nok vide hvad de øvrige kollegianere har tænkt? Jeg ved det ikke – og jeg blev nu ret hurtigt “genopdraget”.

Jeg mødte noget, der må kaldes dels normalitet, dels selvstændig tænkning. Pludselig skulle jeg argumentere for mine synspunkter, og det kunne jeg jo ikke. Dog kunne jeg tænke så langt, at jeg kunne se, at noget var helt ravruskende galt inde i mit hoved. Det var faktisk pænt af de øvrige kollegianere, at de inkluderede mig til trods for mine vanvittige synspunkter.

Jeg fik venner, der kunne tænke selv, og det smittede gudskelov af. De lærte mig starten på selvstændig tænkning, hvilket tog fart, da jeg startede på “Statens Kursus til Studentereksamen”. Alle lærere krævede argumentation og kildekritik af os uanset hvad.

Det var to skønne og hårde år. Hver dag cyklede jeg hjem fra Frederiksberg til Amager og var blevet lidt klogere. Jeg kan næsten savne det.

Uden de øvrige kollegianere og studenterkurset var jeg måske også selv endt som Coronafornægter … Det er en pudsig tanke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

I morfars kolonihavehus

I morfars kolonihavehus

Carl Frederik KRISTENSEN (1899 – 1982)

I morfars kolonihavehus

I aftes sad jeg og hørte lidt gammel musik og stødte på Eva Madsens “I mormors kolonihavehus”, og det bragte minderne frem.

Min mormor Mary CHRISTENSEN (1910 – 1994) havde ikke et kolonihavehus, men det havde min morfar. Faktisk havde han hele to kolonihavehuse. Historien følger her.

Carl Frederik KRISTENSEN 1899 – 1982

Morfar var født på ude heden nærmere bestemt i Skærlund i Brande Sogn, Nørvang Herred, Vejle Amt. Han gik kun i skole om vinteren, for om sommeren passede han markerne sammen med sine tre søstre. Hans far, Bertel KRISTENSEN (1859 – 1917), drev husmandsstedet på traditionel vis med heste.

Da Bertel døde i 1917, besluttede min morfar sig for at mekanisere det lille landbrug. Han købte maskiner, blandt andet selvbindere, der skulle afløse hestene. Men han fik forkøbt sig og gik konkurs i 1925.

Morfar skriver selv i sin levnedsbeskrivelse (som er et imponerende og rørende lille værk på 100 håndskrevne sider, og som befandt sig hos min “mor”, og som jeg ikke ved, hvad der er hændt med efter hendes død):

Det var ikke rart på auktionsdagen at stå til skue for dem, der var kommet for at overvære auktionen, det var, som man kunne mærke, at de tænkte: “Nu har han da fået sat det over styr, som hans forældre har slidt for”. Det er ikke nogen rar fornemmelse at få, det har på en måde haft stor indflydelse på mig, det gik også ud over min søster Thora, der havde slidt i det for at hjælpe mig og intet fik ud af det. Jeg havde jo prøvet for lidt og var for selvklog.

Eftersom der er heste på billedet herover, må det være taget kort efter 1917, men det er jeg i tvivl om. Jeg er glad for at have billedet, da det er et fint vidnesbyrd om tiden for ca. 100 år tilbage.

Efter at være gået fallit, arbejdede min morfar mange år med at grave tørv i de nærliggende tørvemoser. Da min “mor” bliver døbt i 1935 i Blaahøj Kirke er morfar angivet som “Arbejdsmand”. Mormor og morfar fik ikke andre fællesbørn. Parret bliver skilt kort efter oktober 1955, hvilket fremgår af det min “mor” fortæller til min adoptionssag. Ægteskabet holdt ikke til, at morfar – for at få arbejde – måtte rejse rundt i landet og finde diverse jobs som arbejdsmand.

Vi ved alle, at velfærdssamfundet blev grundlagt fra midten af 1950’erne ff. Velfærdssamfundet nåede bare aldrig til min morfar.

Det jeg selv husker om kolonihavehusene i haveforeningen Skytteløkken i Odense

Den første have

I morfars kolonihavehusDen første have var ret lille og det røde træhus var noget slidt, men det lå i cykelafstand fra hans mikroskopiske lejlighed med toilet i gården (jeg husker stadig den stærke duft af “Hardol”, der var rent nok). Kolonihaven havde ikke indlagt rindende vand, så lokummet var en spand i et lille aflukke. Jeg kunne sagtens holde mig en hel dag for at undgå at gå derud.

Det var skønt at besøge morfar der, bortset fra lokummet, for jeg måtte spise alle de jordbær, stikkelsbær og ribs, jeg overhovedet kunne. Det er nok en erindringsforskydning, men jeg synes, vi altid fik kyllingesteg fra gryde til aften. Hvad der helt sikkert ikke er en erindringsforskydning er de nyopgravede kartofler og agurkesalaten. Morfar var dygtig til at lave mad.

Den næste have

På en eller anden måde fik han sparet op til en større have med et flot hus i Skytteløkken, som han købte, da – eller måske lige før? – han blev pensioneret. Men han var på det tidspunkt for syg til at passe huset og haven. Han var simpelthen slidt op. Derfor gav han det til min “mor” og psykopaten. De solgte det ret hurtigt og brugte pengene til udbetalingen på det firlængede skrammel i Nellemose pr. Hårby på Sydfyn, hvor jeg boede fra december 1975 til  juli 1978. Herefter flyttede vi til Bornholm. Og morfar kom med …

At ende livet i et baglokale til en skobutik

Det var frygteligt uværdigt. Jeg bliver så trist over at tænke på det.

I december 1978 flyttede vi til Svaneke, og på et eller andet tidspunkt flyttede morfar ind i baglokalet til den skobutik, min “mor” forsøgte at drive. Han blev ret hurtigt ret dårlig og kunne ikke komme op ad trappen til første sal, og derfor spiste han nede hos sig selv i det nordvendte baglokale. Der kom aldrig en solstråle. Jeg gik ned med maden til ham, og tømte samtidig den kolbe, han var nødt til at tisse i, fordi han var for usikker på benene til at kunne gå med gangstativet ud på toilettet. Der var et par trin op.

Hans beskæftigelse: TV eller kigge ud i luften. Ingen tog sig af ham, ingen talte med ham, ingen lyttede til hans livshistorie, ingen gjorde noget som helst. Det har ikke været af kærlighed, man tilbød ham baglokalet. Jeg tror ganske enkelt, det har været for at score hans pension!

Jeg flyttede 31. juli 1980 og så aldrig morfar igen. Jeg har noteret dødsdatoen, og at han er begravet på Olsker Kirkegård. Desværre er der ingen kilder … Pokkers også, men jeg vil tro, det kommer fra min “mor”. Jeg mener at vide, at han døde på plejehjemmet i Svaneke, men hvad kilden skulle være til det, er jeg heller ikke klar over. I øvrigt blev jeg ikke inviteret til begravelsen.

Billedet herunder stammer fra en af morfars fødselsdage. Jeg mener, det er taget hos hans søster Thora (kvinden til højre) i Årup. Til venstre sidder hans søster Anna.

I morfars kolonihavehus

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Smag for nye og gamle salmer

Smag for nye og gamle salmer

Glæden ved at synge salmer

Smag for nye og gamle salmer

I forbindelse med sprogdatabasen pr. 1. februar faldt jeg over dette fra selveste “Tante Berlinger” – og fik lyst til at genhøre en af mine favoritsalmer “Hil dig Frelser og Forsoner” (N.F.S Grundtvig – 1837):

Smag for nye og gamle salmer

Når man søger fx salmer på YouTube, får man mange frem og megen inspiration, og det gælder både nye og gamle salmer. Jeg glæder mig over at kunne ganske mange af dem næsten udenad, og savner faktisk at synge sammen i kirken, hvor jeg af forskellige årsager ikke kan komme længere.

Det var et dejligt fællesskab, og vel egl. det bedste ved at være i menighedsrådet fra 2008 – 2016, hvor jeg ikke blev genvalgt, da det er mere end vanskeligt at føre “valgkamp” fra psykiatrisk afdeling. Men det gjorde faktisk ikke noget, at jeg røg ud, idet jeg ikke trivedes med rådets sammensætning og processer.

“Du har ikke en tone i livet”

Min “mor” sagde altid, at jeg “ikke har en tone i livet”, og det er måske sandt, så jeg synger kun alene, med mindre det fx er i kirken, hvor ingen alligevel kan høre, hvem der synger hvad. Det er ikke helt nemt at smide den slags gamle etiketter fra sig, uagtet jeg gør mig umage.

Jeg er fra et sted, hvor de var vældig kreative på alle mulige områder. Jeg kunne intet af det. Jeg var boglig, men det jeg kunne, havde ingen værdi. 11- og 13-taller vægtede ingen steder. Og jeg kan da godt se, at det måske kan være svært at dele begejstringen for de fysikbøger, jeg lærte udenad fra femte klasse og frem. Men de kunne da have prøvet. Det er ikke svært at spørge “Hvorfor synes du, det er så spændende?”.

Under pandemien sendte DR1 “Morgensang” med Philip Faber hver dag, og jeg sang med hver dag, varmede stemmen op og sagde bruuuh (eller hvordan det staves). Ingen kunne høre det, og det var en fin start på dagen. Jeg kan godt lide Philip Faber. Nu hører jeg jo til dem, der stort set ikke lagde mærke til “nedlukningerne” og trivedes fint under Corona, fordi det underliggende pres om at være social for en tid var pakket væk. Det var en lettelse og helt vidunderligt, at det pludselig var legalt bare at tale i telefon.

Gamle og ældre salmer jeg holder af

  • Hil dig Frelser og Forsoner (vidunderlig melodi)
  • Nu falmer skoven trindt om land (blandt andet sunget til min fars begravelse, november 1972)
  • Agnus Dei/O du Guds Lam (det varede noget, før det gik op for mig, at den hører til nadveren – jeg troede bare, de vældig godt kunne lide den i Hvidovre Kirke. Dum kan man altid være.)
  • Alle mine kilder skal være hos dig
  • Op al den ting som Gud har gjort
  • Den signede dag med fryd vi ser
  • Til himlene rækker …
  • Det dufter lysegrønt af græs

Nyere salmer jeg holder af

  • Du som har tændt millioner af stjerner
  • Spænd over os dit himmelsejl
  • Kære linedanser (jeg er ikke klar over, om den står i salmebogen. Hvis ikke, så burde den)
  • Du kom med alt det der var dig (ditto)
  • Du, som gir os liv og gør os glade
  • Må din vej gå dig i møde

Dette kunne vi godt bruge lige for tiden

Salme 29: Spænd over os dit himmelsejl

“Spænd over os dit himmelsejl.
Rør jorden med din finger.
Lad himmelbuen være spejl
for lyset, som du bringer.
Sæt fredens bue som et skjold
mod mørke, død og krigens vold –
du himmelbuens Herre.”

Denne kan man kun elske:
Må din vej gå dig i møde

Musik: Trad. Irsk melodi. Arr. Mikkel Vale.

Tekst: Vers 1: Per Harling, Sverige. Vers 2‐4: Holger Lissner, Danmark.

“Må din vej gå dig i møde,
og må vinden være dig en ven,
og må solen varme blidt din kind,
og må regnen vande mildt din jord,
indtil vi ses igen,
må Gud holde, holde dig ‐ i sin hånd.

Må din dag se mange timer,
og må natten skænke dig sin fred,
og må mørket læge dine sår,
og må lyset leve i dit blik,
indtil vi ses igen,
må Gud holde, holde dig ‐ i sin hånd.

Må din lut få mange strenge,
og må tanken spænde højt sin flugt,
må din visdom finde til sin brønd
og din latter lette som en fugl,
indtil vi ses igen,
må Gud holde, holde dig ‐ i sin hånd.

Må din tro bevare gløden,
Og dit håb sit stærke vingeslag,
Og må kærligheden fylde dig,
Og din Gud velsigne dig og dit,
Indtil vi ses igen
Må Gud holde, holde dig – i sin hånd.”

Jeg kunne blive ved, for der er så mange skønne salmer. YouTube er inspirerende. Prøv evt. selv.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , , , /af , , ,

Vidunderlige Valomand

Vidunderlige Valomand

Hjerne som en computer

Vidunderlige Valomand

Den seneste tid har flere nævnt “Valomanden”, og jeg blev opmærksom på, at jeg aldrig havde set den oprindelige DR-Dokumentar fra september 2001. Den rørende 58 minutter lange udsendelse kan ses kvit og frit på Bonanza.

I programinformationen skriver Danmarks Radio:

Portræt af autisten Martin Gunnarsen. Som treårig var han besat af benzinmærker. Som femårig vidste han alt om broer, og da han var otte, var hans værelse fyldt med Valosæbepakker. I dag er han 46 år gammel og samler stadig. Han har en hjerne som en computer, en enorm omgangskreds og en svaghed for smukke lyshårede piger. Kalendere, togplaner eller telefonbøger bruger han aldrig. Han har det hele i hovedet. Åndssvag lød eksperternes dom dengang i 1960. I dag ved vi, at Martin er autist. DR-Dokumentar fortæller hans forunderlige historie.

Man kan kun holde af ham og af de mennesker, han omgiver sig med. En vigtig brik i spillet er hans omsorgsfulde mor. Hun fortæller fx om, at han som lille er indlagt på Dronning Louises Børnehospital i 17 forfærdelige døgn. Efter en uge får hun allernådigst lov at besøge ham og se ham gennem en glasrude. Hun siger blandt andet: “Der sad han og kiggede på sine hænder og så ud som en, der havde opgivet det hele”. Åh herregud … den slags kan jeg slet ikke tåle, uden at tårerne står i kø. Hospitalet diagnosticerede ham som “åndssvag”.

Forældrene troede ikke på dommen, for de mente, at Martin manglede flere træk, som i hvert fald nogle åndssvage har. De mente, at nogle åndssvage er opsøgende, mens de vidste, at Martin helst gik sine egne veje i sin egen verden og havde sine egne lukkede systemer. 

De tog ham blandt andet til en “klog mand” i Tyskland, der gjorde et eller andet med nogle stemmegafler, som han placerede forskellige steder uden på hovedet. Ingen blev klogere af det.

Hjemvendt finder de endelig Himmelev Børnehjem, hvor forstander Sofie Madsen med det samme ser, at “han er da vist en af vore”, da hun har set Martins fascination af vinduer og vindueshasper. På ingen tid lærer Martin, der da er 10 år, at læse, stave og skrive – og naturligvis geometri. Som moderen siger med en pegende bevægelse mod hjerneskallen: “Han havde jo altså noget herinde; det skulle bare kaldes frem.”

Ud af en tangent: egne erindringer

Af en eller anden årsag kom jeg til at tænke på dengang jeg som barn (før 1973), gik rundt og besvimede. Helt umotiveret faldt jeg bare om midt i leg eller noget andet. Det var, mens min far levede, så mine forældre handlede på det og tog mig til specialister – formentlig neurologer – i både Randers og Viborg. En overgang troede man, jeg havde epilepsi, men det havde heldigvis intet på sig. Da man aldrig fandt en årsag, skulle jeg bare “vokse mig fra det”. Og det virkede da også. Dengang skulle børn vokse sig fra det meste.

Af og til har jeg overvejet om besvimelserne havde med Aspergers syndrom at gøre? Gad vide om det var det, man i dag ville kalde nedsmeltninger? Det er selvfølgelig ligegyldigt nu så mange år efter, men tanken taler om tiden.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.