Tag Archive for: Erindringer

/6 Kommentarer/i , /af ,

Bastet og bundet – et brev til psykologen

Bastet og bundet – et brev til psykologen

Jeg har fået lov at skrive til psykologen

Bastet og bundet – brev til psykologen

Brev til psykologen: Jeg er på forhånd klar over, at der måske ikke kommer den ringeste respons på følgende, selv om jeg frygteligt gerne vil have det, idet jeg ikke er interesseret i at bringe en “offer-historie”. Ingen skal synes, det er “synd for mig”, men alle må mere end gerne tænke.

Jeg har fået lov at skrive til psykologen, selvom om hun jo har selvfølgelig sit liv at passe. Herunder kommer historien alligevel.

Tænker du noget? Føler du noget?

“Det vanskelige ved/med ordene

Det vanskelige er ordene, hvordan finder jeg nogle, der er til at holde ud at bruge, men som alligevel beskriver situationen så klart og præcist, at jeg ved, at du ved, hvad jeg mener? Det er med vilje, jeg bruger ord, der nærmer sig det kliniske. For det første er jeg nok ikke typen, der bruger de ord, de fleste ville vælge og for det andet ville ”dagligdags-ordene” bringe mig for tæt tilbage på begivenheden, der jo ellers er 46 år gammel, men står meget tydeligt i erindringen. Der er meget, jeg har glemt, men dette er er forblevet.

Diverse detaljer

Du får nogle detaljer med også. Du kan springe dem over, hvis de er uvæsentlige/uinteressante. Jeg prøver bare at give dig det fulde billede, som jeg husker det.

Marts 1976

Min halvbror (som jeg ikke kender nu, men som jeg passede meget, da han var lille, selvom om jeg egl. ikke brød mig om ham) er født 30. marts 1976. Derfor ved jeg, at følgende finder sted i den 14-dages periode i slutningen af marts 1976, hvor min mor er indlagt for at få kejsersnit. Der var noget med, at barnet havde navlestrengen et par gange om halsen, og derfor kunne hun ikke føde almindeligt. Jeg ved ikke andet om det. Men derfor ved jeg, jeg var 12 år (jeg blev 13 i oktober 1976, da jeg er født i 1963).

Alt er facts.

Bundet og magtesløs

Jeg kan ikke huske optakten og jeg husker intet om, hvordan jeg kom fri. Jeg husker udelukkende, at jeg var bundet på en stol til højre for det runde spisebord i stuen i det faldefærdige firlængede skrammel på Sydfyn, som vi flyttede til fra Vollsmose i julen 1975. Der var orange plastikvoksdug forestillende store blomster på bordet. Stolene omkring bordet var af typen med træryglæn og flettede sæder.

Snorene, jeg blev bundet med, var af den type, man bruger på halmballer – sådan noget sisallignende noget. Jeg var bundet og magtesløs og psykopaten stoppede sit erigerede lem ind i min mund efter først at have stået foran mig og masturberet en tid. Faktisk havde han vist problemer med at få rejsning. Herefter kunne jeg ikke rigtig trække vejret, og jeg var ved at kaste op. Jeg husker det, som at han fik udløsning i min mund, i hvert fald var der ”noget”, jeg var nødt til at synke, da der ikke var plads til, at jeg kunne spytte dette ”noget” ud. Pladsen i munden var fyldt ud af hans organ.

Hvad der herefter skete, ved jeg ikke. Jeg husker intet. Måske er det dissociation?

Vil ikke kalde ham ”far”

Inden vi flytter til Bornholm i juli 1978, er der lidt opstandelse over, at jeg ikke vil kalde ham for ”far”. Dette er efter det med at være bundet og magtesløs, for min halvbror er der. Jeg husker tydeligt tanker og følelser af, at jeg har haft en far og at der ikke er nogen anden, der kan indtage den plads; de kan ikke engang få lov at smykke sig med titlen, der for mig er noget særlig fint og ærefuldt. På en eller anden måde er jeg bevidst om, at en mand, der gør de ting, ikke kan have den titel. Det hænger ganske enkelt ikke sammen for mig, allerede da jeg er 12 år.

Jeg har vist i øvrigt aldrig fortalt dig, at han er ”far” fire gange tidligere i sit første ægteskab med en kvinde, der var medlem af en eller anden frikirke (ikke Jehovas Vidner men noget lignende). Der var en pige og tre drenge i det ægteskab. Pigen var yngst og hun og den yngste dreng kom på besøg allerede i Vollsmose, vist hver anden weekend. Jeg forventedes at lege med dem men brød mig egl. ikke om dem.

Betaling for at gå i bad med ham

Allerede i Vollsmose, altså inden julen 1975, og allerede inden de er blevet gift den 26. april 1975 i Rønne Kirke, tilbyder han mig penge for at gå i bad med ham. mens min mor er på arbejde i Odense centrum. Han er jo lærer og har tidligt fri og er tidligt hjemme. Han sidder hver dag i stuen ved sofabordet i morgenkåbe og lægger kabale.

Jeg afslår selvfølgelig pengene og badet. På en eller anden måde er jeg klar over, at det ikke er normalt, så jeg fortæller det til min mor. Herefter er der i en weekend stor opstandelse, og jeg bliver ”forhørt” ved spisebordet i køkkenet. Jeg ved ikke, hvad udfaldet bliver; jeg tror, det bare fader ud, og jeg ved, at hun aldrig nogensinde følger op på det ved fx at spørge, om det er ”gået over”, fortsat finder sted eller lignende. Aldrig, aldrig, aldrig.

Morgenkåben og lugten

De røg begge cerutter af mærket ”Minigolf”, og alt stank af røgen fra dem. Det var virkelig ulækkert. Hans morgenkåbe var brunlig (lidt lysebrun) med nedadgående orangegule striber, og den lugtede selvfølgelig også. De stærkeste minder om den stammer fra to ting i Svaneke, som vi flyttede til efter Sydfyn, og efter fem måneder i Vestermarie (som er en flække fem km. fra Aakirkeby):

1. Huset er i i alt tre etager. Deres soveværelse og mit værelse er begge på 1ste sal. Der er vel 5 – 7 meter i fugleflugtslinje fra deres dobbeltseng til min seng. Hvis jeg overhører vækkeuret, der ringer kl. 6, kommer han ind på mit værelse, står ved min seng lige ud for mit ansigt og masturberer. Morgenkåben står selvfølgelig åben, og der lugter af cerutter. Af samme grund er det sjældent, jeg overhører et vækkeur (både dengang og stadig).

2. I stueetagen er et forretningslokale, hvor min mor forsøger sig med en skobutik (jeg har solgt mange par træsko til tyske turister, når hun var for beruset til selv at gå ned og ekspedere), der er et baglokale, hvor min stakkels gamle morfar bor, og der er badeværelset. Når jeg er færdig med at bade og skal ud af badeværelset, står han der og spærrer for døren, der er smal, så jeg ikke kan komme ud. Morgenkåben står åben, der lugter af cerutter, og han masturberer. Om han nogensinde får noget ud af det, husker jeg ikke. Jeg husker heller ikke, hvordan jeg på en eller anden måde kommer forbi ham, men det er jo sket, da ”Askepot” skal forberede morgenmaden. Dette sker næsten hver dag.

3. Pludselig kommer jeg i tanke om en tredje ting: Når jeg står i køkkenet og skal nå nogle ting i et overskab til at dække bord med, trænger han sig ind på mig bagfra. Jeg er påklædt, han er i morgenkåben, der står åben. Jeg kan ikke komme væk. Cerut-lugten er påtrængende. Dette sker også næsten dagligt.”

/i , , /af , ,

Sprogting på næstsidste dag

Sprogting på næstsidste dag

Jeg har samlet sammen til den næstsidste dag

Sprogting på den næstsidste dag

Jeg bryder mig meget lidt om nytårsaften: Jeg er slet ikke til bordbomber, guirlander og sjov hatte. Og jeg bor pragtfuldt lige ud til det store, åbne Hvidovre Torv, der er en formidabel affyringsrampe. “Krigen” varer fra ca. kl. 18:00 (skal de slet ikke se Dronningen?) til kl. 03:00 den 31. december/1. januar; faktisk begyndte den allerede i aftes, hvor den varede et par timer. Uff.

Jeg glæder mig, til det bliver hverdag igen. Jeg har det som Dan Turèll:

Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
Der alligevel ikke er helt så kendt
Familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter
Det er faktisk sjovt: Jeg talte med psykologen om, at vi i min barndom aldrig var på ferie:
Barndom del 1: Hverken min far eller jeg brød os vist om at være på ferie. Vi kunne bedst lide hverdagen. Jeg kan vist nok huske, at vi engang var på campingferie ved Vedersø Klit. Det var ikke noget for mig at sove i telt mv., fordi der så ikke var rum/ro/plads til at være stille og alene og lege i fred. Det var vist ikke noget for min far, fordi han var flasket op med, at livet var at stå op om morgenen, køre på fabrikken, komme hjem når maden stod på bordet, og ofte køre på fabrikken igen når middagen var spist – men han tog mig med… Og der var citronvand hos “arbejderne” ved maskinerne, som man skulle op ad tre til fire interimistiske trætrin for at komme op til.
Barndom del 2: Det var ikke sådan, man prioriterede. Der var vist heller ikke noget at prioritere (med).

Her kommer endelig den sproglige opsamling siden sidst

  • “Porcelånsskål” -> Det må være, når man må ud at låne porcelænet.
  • “Figuranalfabet” -> Det er sådan en som mig, der ikke forstår alle figurerne, folk med rund hånd drysser rundt omkring. Næh! Giv mig nogle bogstaver og ord. Jeg debatterer ikke vha. figurer.
  • “Inspirationskrydstogt” -> Sådan et har jeg været på ganske gratis hos Lisbeth Scharling: https://webwoman.dk
  • En debattør om sit eget tidligere erhverv -> “skærsliber”.
  • “DR 5 vigtige” (nyhedsmail DR kan sende hver aften kl. 21:30): “Mand er død af skud i Brøndby. Tidligere i dag blev en 22-årig mand ramt af flere skud i Brøndby.” -> Hvor på kroppen sidder Brøndby mon?
  • “Jeg har set i en grubbe på Facebook…”. “Grubbe” er i følge Ordbog over Det Danske Sprog: “at løsne særlig kompakt landbrugsjord i en dybde ned til ca. 80 cm ved hjælp af en grubber“
  • Og husk nu venligst: der er kun et “t” Inger Støjbergs (og alle andres) “forsæt” og også “nytårsforsæt”.

Folk skriver så mange skønne ting, der er sjove at samle sammen. Der er ca. en halv million svage læsere i Danmark, heraf udgør de egentligt ordblinde to pct. Kilde: Region Hovedstaden. Den halve million svage læsere svarer til ca. 11 – 12 pct. af befolkningen. Regner jeg forkert? Befolkningen udgjorde pr. K4-2021: 5,867 mio. jf. Danmarks Statistik. Hvorfor bliver 500.000 så ikke mindre end 10 pct.? Det er vist for mange år siden, jeg levede af at “lave tal”.

Baseret på, hvad folk skriver, og mennesker som ikke lader sig vejlede af stavekontrollen eller søger hjælp i ordbøger, ville jeg have troet, at antallet af ordblinde (altså egentlige dyslektikere) var langt større. For kort tid siden fortalte en journalist mig, at halvdelen af befolkningen havde svært ved at tilegne sig stof fra en hjemmeside altså fx forstå Sundhedsstyrelsens læse-let-vejledning for mundbind. Det tal kan ikke passe med RegionH’s tal.

Nytårshilsenen kommer først i morgen.

/6 Kommentarer/i /af

Juletid er lig tid til minder

Juletid er lig tid til minder

Når iskrystallerne sidder udenfor

Juletid er lig tid til minder

Der er en helt særlig stilhed i julen. Verden er gået i stå, og derfor larmer den ikke ret meget. Jeg kan godt lide det. Og det er helt modsat ugen efter, altså nytårsaften, hvor verden larmer helt enormt. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg har aldrig brudt mig om nytårsaften og har det helt fint med ikke at skulle “noget”, da jeg slet ikke er til bordbomber, guirlander og sjove hatte. Jeg har aldrig brudt mig om kulminationer.

I dag vågnede jeg op til iskrystaller på de nye trelagsruder. Iskrystallerne sidder udenfor. Eric skrev for et par måneder siden, at det var et sundhedstegn.

Forleden syntes jeg, det var lidt koldt om fødderne, så alle radiatorerne kom op på fem (det højeste). Jeg gider ikke fryse. Jeg kom til at tænke tilbage på min barndom, hvor iskrystallerne ofte sad indenfor, fordi der ikke var penge til at fodre oliefyret. En tankning var dyr, så vi frøs. Der blev varmet (lidt) op med små el-varmeblæsere. Det er en dyr løsning. Ordet “tvangsauktion” blev brugt oftere om vinteren end om sommeren. Jeg var ikke klar over, hvad det var; alligevel var jeg meget bange for det. Det er ikke rare erindringer.

Der var sjovt nok altid råd til alkohol. Det var sidst på måneden allerede omkring den 15de, men jeg blev sendt til købmand Bent på Torvet i Svaneke med huskeseddel og ordre på, at det skulle “skrives”. På den måde var det jo altid sidst på måneden – også ved næste måneds start. Pengene var brugt, allerede før de kom ind på kontoen. Sådan ruller rouletten i en nomadefamilie. Det vil aldrig nogensinde ske for mig selv. Jeg har opbygget avancerede Excelark, der sørger for, at det aldrig er sidst på måneden, og at alle måneder er ens. Det er således ikke et problem at skrue op for varmen.

Mor, jeg kan bedst lide dig om morgenen

De gik ikke selv til købmanden og bad om, at det skulle “skrives”, for det er der en skam over. Så er det lettere at sende sit barn. Så mærker man ikke skammen så meget. Det var den skam, der ramte min mor med al tydelig slagkraft, da jeg en formiddag sagde til hende “Mor, jeg kan bedst lide dig om morgenen”. Det betyder selvfølgelig “der har du endnu ikke drukket”. Hun stod lænet op ad et køkkenbord i Svaneke og hun havde den stribede morgenkåbe på, som nåede helt til gulvet, som hun selv havde syet og som duftede så godt af “mor”, hvis jeg fik lov at komme tæt på. Det var ikke så tit. Sætningen må have gjort ondt.

Når hun/de havde drukket, kom der gang i harmonika og hammondorgel. Hvis det var, mens vi stadig boede på Sydfyn, var hendes bror der også. Han deltog i festlighederne og spillede på harmonika og”sav”. Sidstnævnte betegner det forhold, at man tager en sav, bøjer klingen og stryger en violinbue hen over den. Det lyder forfærdeligt. Helt uden melodi. De prøvede at lære mig det, men jeg var helt umulig til den slags, og det interesserede mig ikke.

På Sydfyn havde jeg tillige det problem, at mit lille værelse stødte lige op til hammondorglet, så jeg kunne ikke sove, og var træt i skolen dagen efter. Jeg kunne ikke noget af det, de kunne, og jeg brød mig ikke om noget af det. Det, jeg kunne, havde til gengæld ingen værdi. Et eksempel er: Psykopaten havde en halvbror, der arbejdede på Th. Laursens bogtrykkeri i Tønder. Når de kom på besøg, havde han fysikbøger med til mig, og jeg læste og lærte dem fra ende til anden. På den måde blev jeg ret god til fysik. Men det havde ingen værdi derhjemme.

Jeg kom ofte hjem med både 11- og 13-taller. Det havde heller ikke værdi. Måske havde det værdi, at jeg på Sydfyn, mens onklen også boede der, samlede hundelort fra hans hund op i køkkenet på det brun-orange gulvtæppe hver morgen, inden jeg forberedte morgenmaden til psykopaten og mig selv?

I går var det 15 år siden hun døde på Holbæk Centralsygehus, men jeg har ikke savnet hende et sekund, for hun vidste, hvad der foregik, måske fem meter fra deres dobbeltseng, når hun ikke stod op om morgenen, men hun greb ikke ind. De morgner, hvor hun stod op, var jeg glad, men det skete ikke ret ofte. Jeg har hendes egne ord fra 2003 for det. Alligevel forstår jeg ikke, at hun kunne lade det passere gennem seks år. Jeg synes, svigtet er stort, bare fordi “det kunne jeg ikke overskue med to børn” – altså at gribe ind. Derfor lod hun det passere.

Forskellige måder at komme væk på

Jeg flyttede til København i sommeren 1980 efter at have “taget 10. med”. Jeg skulle bare væk og jeg vidste, jeg ville have en uddannelse; i første omgang ville jeg bare være student. Det troede jeg, man kunne leve af. Det var kulminationen på flere års overvejelser om, hvordan jeg kunne komme væk:

  • Jeg sad på min blå cykel på vej fra eftermiddagsjobbet i Aakirkeby (hos dejlige mennesker der ejede isenkramforretningen) til Vestermarie, kiggede til højre ned i grøften og tænkte “Jeg skal dø for egen hånd”. Jeg var 14 år.
  • Der var ikke grænser for, hvordan jeg efter 9. klasse udtænkte metoder til at komme væk:
    • Komme “i huset” og bo hos den pågældende familie. Min mor havde været “i huset”, og jeg troede, det var en slags uddannelse, hvad det vel også var. Man blev “husassistent”.
    • Tage på Landbrugshøjskole på Kalø. Idéen kom efter at have været i erhvervspraktik som “landbrugskonsulent” på “Bornholms Landøkonomiske Forening”. Jeg aner ikke, hvad det går ud på, og ingen, der kender mig i dag, kan vist se mig i grønne gummistøvler i en svinestald.
    • Tage ud at sejle med Fulton og Mogens Frohn.
    • Komme i lære som apoteksassistent på Nexø Apotek og bo i Nexø. Idéen opstod efter en erhvervspraktik, hvor jeg trillede Kodimagnyler på det apotek.
    • Inspireret af Hennys kommentar: Komme på efterskole, men det var der ikke råd til, da der vist var en del brugerbetaling.
    • Og så videre. Der er flere overvejelser, men jeg kan ikke lige huske dem.

Ingen tænkte over, at jeg var egnet til en længerevarende uddannelse, for den slags havde ikke værdi. Den længstvarende uddannelse der var lærerseminariet. Psykopaten var lærer. Jeg ved ikke i hvad, men det er jo genialt at sætte en pædofil mand til at arbejde med børn.

Jeg kan den dag i dag ikke noget med mine hænder, men jeg kan noget andet, der i min verden har værdi. Psykologen sagde det en dag: “I  din verden er viden magt.” Det har hun ret i.

/i /af

At trille gennem kirkebogen for Brande Sogn

At trille gennem kirkebogen for Brande Sogn

Det er en rejse gennem barndommen

At trille gennem kirkebogen for Brande Sogn

Det er så fantastisk at have tiden og lysten til at trille gennem diverse kirkebøger. Jeg har en (meget) lang list over det, jeg skal indledningsvist, men indimellem bliver jeg afledt fra listen, idet jeg synes, jeg genkender et navn, så her kunne måske være noget til min egen database. Og sørme jo, det lykkes indimellem at fylde nogle overraskende huller ud. I går fandt jeg fx. den rigtige Jens Jensen i Holstebro efter at have gennembladet adskillige årgange. Det er stort. En Jens Jensen finder man ikke bare lige sådan. Og det hele skal passe sammen, ellers er der noget galt enten hos præsten eller hos mig. Jeg elsker at få det til at passe sammen! Man skal muligvis være en anelse “nørdet” for helt at forstå det. Gudskelov er “nørdet” ikke længere (kun) et skældsord.

 

Sprog-ting og det store puslespil

Der er noget særligt over Brande Sogn, Nørvang Herred, Vejle Amt

Jeg har arbejdet meget med det sogn og har adskillige helt “uvedkommende” personer i databasen, men de hører jo alligevel til på en eller anden måde. Og hvis de findes, skal de også “slås ihjel”, hvilket ofte kan lade sig gøre, nu hvor man kan se døde på Arkivalier Online helt op til 31/12-1969.

Det særlige ved sognet er, at jeg genkender så mange navne fra min barndom og fra før verden gik af lave, og det er jo nærmest forhistorisk tid:

  • Der er fx “Ulbrictsen”, som mormor boede til leje hos ovenover radio- og fjernsynsforretningen midt på Brande Hovedgade. Hun var nok, hvad man i dag ville kalde fattig, men jeg oplevede hende som rig på menneskelig varme og empati. Jeg kan godt være lidt trist over, at jeg end ikke blev “inviteret” til hendes begravelse i 1994, når hun nu havde betydet så meget for mig. Men sådan er der så meget, der hvor jeg kommer fra, der var ikke styr på noget som helst…
  • Der er fx. et navn som “Midtgård” som jeg husker fra en indlæggelse på Give Sygehus ca. 1970, fordi hun lå i den midterste seng ud af tre. Hun var derfor let at huske. Jeg var indlagt med blindtarmsbetændelse og fik fjernet blindtarmen. Dengang var det en stor operation, og jeg har da også stadig et kæmpe ar. Det var længe før, man tænkte på forældreindflydelse og hospitalsklovne. “Damerne” med fru Midtgård i spidsen og en anden dame passede på mig. Og de gjorde det godt.
  • Der er et navn som “Schnedler”. Jeg tror sådan set ikke, vi havde nogen forbindelse til dem og jeg har ikke navnet i min database, men navnet dukker op gang på gang, når man triller gennem Brande Kirkebog, og jeg husker, at det var et navn, vi omtalte som mennesker, der havde gjort en god karriere. Mange i Brande Sogn var “Fiskeribestyrere”, som vist bestod i, at de bestyrede et dambrug. Familien Schnedler havde drevet det videre. Jeg er ikke klar over til hvad.
  • Vi boede selv på Martensens Allé nr. 2, da min far døde. På den anden side af hovedgaden boede familien Hedegård. Faderen var underdirektør på fabrikken (Martensens Fabrikker), og var altså under min far. De havde en søn ved navn Niels, der ofte blev inviteret over for at lege med mig. Han var vist et par år yngre. Da det ikke var mig, der havde inviteret ham, foretrak jeg at lege med min fantasiven Jens ude i haven. Så måtte min mor underholde Niels indendørs imens. Det står skarpt i erindringen. Det er sjovt at tænke over, hvad man husker, og hvad der er glemt.

Baptistkirken

Midt på Brande Hovedgade blev Baptistkirken bygget. Vi passerede den, når vi skulle i Brugsen. Jeg kan ikke se, om den i dag ligge samme sted.

Vi syntes vist, det var lidt mærkeligt. Hvad skulle vi nu med en frikirke midt i det hele, når vi havde Brande Kirke også midt i det hele ned mod Dalgasvej, hvor mormor også boede, da hun havde sit lille hus, med Provst Otte, der havde været præst og provst der i mere end 40 år? Jeg finder ham i kirkebøgerne fra slut 40’erne, og det var såmænd også ham, der begravede min far i november 1972. Jeg glemmer det aldrig.

Baptisternes bygning er måske mere speciel end køn. Nu til dags kan jeg nu godt lide den og deres glade formidling af kristendommen. Ud fra det jeg kender til Den Danske Folkekirke, tror jeg, den har lært en del af baptisterne: Glad kristendom! Det skal være en glæde at gå i kirke. Men det er altså også mange år siden, man prædikede syndefaldet om søndagen. De, der tror det, kommer for lidt i kirke.