Indlæg

/i , /af ,

Børnene fra sorggruppen

Børnene fra sorggruppen

Fremragende Danmarks Radio!

Børnene fra sorggruppen

Om få dage og timer er det 50 år siden, jeg mistede min far. Som en anden idiot sidder jeg og tuder over en sorg, der aldrig går over. Et sted læste jeg “Sorg er en kærlighed, der aldrig forsvinder”. Det lyder rigtigt.

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien anbefalede Jes Diges “Børnene fra sorggruppen”, der kan ses på Danmarks Radios hjemmeside. Jeg har nu set samtlige episoder, og jeg har grædt snot sammen med børnene.

Det er godt fjernsyn, der zoomer ind på børn, der har mistet en forælder. For 50 år siden havde man bare ikke opfundet sorggrupper; man havde ikke opfundet voksne, der blev ved at spørge; man havde ikke opfundet børn, der blev ved at svare. I det hele taget var der meget, der ikke var opfundet. Man skulle tro, det var mere end en menneskealder siden. Og det er det også næsten. Man havde næsten ikke opfundet børn.

De mødes hver 14. dag i Aalborg

De bliver ved at mødes hver 14. dag med Jes Dige i Slotsgade 7 i Aalborg. I løbet af de seneste 30 år er han mødtes med lidt mere end 3.000 børn i krise.

Jes Dige fortæller fx, at man kan rejse sig ved at være stolt over at være barn af en eller anden. Det passer godt! Jeg er stolt over at være min fars datter. Det lyder tåbeligt 50 år efter, men sådan er det. Det næres af min fars ungdomskærestes fortællinger. Jeg fortalte hende i sommer, at jeg var “stolt af at være en Stegemüller”. Hun svarede: “Det kan du også roligt være”.

Der er ikke noget “quickfix”, siger Jes Dige til Jonathan, der sørger på årsdagen for sin mors død. Næh, det må man sige, siger jeg 50 år efter … Måske er jeg bare en del langsommere. Det kan man ikke vide.

Når den voksne er klar

Et interessant aspekt i udsendelserne er børnenes reaktion på, at den voksne er klar til et nyt forhold/en ny kæreste. Den voksne er klar ca. syv til otte måneder efter, og børnene må følge trop. Men de er ikke klar.

I forhistorisk tid, før opfindelsen af både børn og Jes Dige, flyttede “min mor” og jeg ind hos revisoren i Odense seks måneder og tre dage efter min fars død. Jeg tror sådan set ikke, hun var klar, men lejekontrakten i Brande løb ikke længere, og vi skulle jo have tag over hovedet. Bare en avanceret form for prostitution? Selv var jeg ikke klar til noget som helst. Men hvad gør et barn?

Jeg kunne faktisk ret godt lide revisoren, hans to børn, der var flyttet hjemmefra for længst, og Sanderumskolen. “Min mor” mente ikke, jeg kunne med ham, hvorfor vi rykkede videre til Vollsmose efter 0,7 år.

Hvornår psykopaten dukker op, er jeg ikke helt klar over, men de er viede i april 1975 i Rønne Kirke. Resten er historie.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Jeg var blevet en ringe skibskok

Jeg var blevet en ringe skibskok

Mulige flugtveje

Jeg var blevet en ringe skibskok

Inden jeg flygtede fra Bornholm, udtænkte jeg adskillige flugtveje. Det vil sige, at jeg overvejede, hvad der kunne bringe mig til en anden adresse:

  • En helt sikker metode var at komme i lære som skibskok, for det ville vel bringe mig ud på verdenshavene? Når jeg tænker tilbage, er det en sjov tanke, for jeg var helt sikkert blevet en ringe skibskok. Men jeg var langt med planerne og var i kontakt med Svendborg Søfartsskole. Selv Svendborg, hvor man skulle bo den første del af læretiden, var dejligt langt fra Svaneke.
  • En anden sikker metode var at komme til landbrugshøjskolen på Kalø. Det var også dejligt langt væk. Jeg kan ikke huske, hvad jeg ville der, men det hang muligvis sammen med tankerne om at ville være agronom. Jeg havde heller ikke været god i grønne gummistøvler i en ko- eller svinestald. Men jeg havde været i erhvervspraktik på “Bornholms Landøkonomiske Forening”, og det havde været en god oplevelse, og det var nok det, der startede tankerne om Kalø.
  • Knap så godt, men alligevel en mulighed, var det at komme “i huset” et eller andet sted på Bornholm så passende langt væk fra Svaneke, at jeg var nødt til at bo på stedet. Det var før, jeg indså, at mine spidskompetencer ikke lå på børnepasning og deslige, da børn både støjer og koster penge. Vinduespolering og bilpleje var jeg dog allerede oplært i. Jeg nåede at være til samtale forskellige steder. Hvorfor det løb ud i sandet, husker jeg ikke. Måske indså arbejdsgiverne hurtigere end mig det med børnene, og alle stederne havde de en Guds velsignelse af småbørn. Min “mors” højeste uddannelse var “i huset”, så det kunne jeg vel også nøjes med?
  • Der er kun ca. 10 km. mellem Nexø og Svaneke, men alligevel drømte jeg om at komme i lære som apoteksassistent/pilletriller på Nexø Apotek, der stillede et værelse til rådighed. Jeg havde også været i erhvervspraktik på apoteket og kunne vældig godt lide at trille Kodimagnyl, så det havde muligvis været et godt match. Og i hvert fald hverdagene ville være reddede. Weekends havde jeg måske været nødt til at være hos “familien”.
  • En efterskole havde også været en mulighed i i hvert fald et år. Men en sådan er ikke gratis, og jeg gætter på, at det var der ikke penge til – eller bare et ønske om at prioritere.

Ingen hjalp heller med erhvervsvalget

Jeg husker ganske godt det med erhvervsvalget, der skræmte mig. Jeg var klar over, at det var et enormt vigtigt valg, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle vælge, og der var ingen, der hjalp. Der eksisterede i forhistorisk tid en bog med titlen “Hvad kan jeg blive?”, som jeg stort set lærte udenad uden dog at blive ret meget klogere. Det eneste, jeg fik med mig, var at “tage 10. med”. Det var selvfølgelig praktisk for dem, da de så havde “Askepot” og gratis arbejdskraft et år yderligere.

I dag undrer jeg mig over, at ingen tænke på at sende mig på Statsskolen i Rønne, så jeg kunne tage en studentereksamen. Jeg kan kun komme på en årsag: mine kompetencer/evner havde ingen værdi. 11- og 13-tallerne betød ikke noget, når jeg ikke kunne spille musik, tegne, male, lave keramik, linoleumssnit eller andet kreativt. I hele femte klasse strikkede jeg én (grim) sok. Det tog så lang tid, fordi jeg var nødt til at have hjælp fra en anden, hver gang der skulle skiftes pind. I metalsløjd udbankede jeg et virkelig grimt askebæger i noget rødligt metal på et helt skoleår. Og som bekendt kan jeg ikke tegne en tændstikmand, hvilket jeg har det helt okay med, idet jeg kan noget andet.

Jeg evnede ikke alt dette, og det interesserede mig ikke. Jeg ved ikke, hvorfor disse tåbelige erindringer pludselig dukker op, når jeg gør alt for at få dem til at forsvinde. Det, jeg ved, er dog, at de er et spejl på den ensomhed, der var karakteristisk for mit daværende “liv”.

Efter flugten

Det var fantastisk at komme til København, også selvom det første år gik med at massere gulve i De Gamles By, hvilket af og til var temmelig ulækkert. Her blev jeg klar over, at jeg ville have en uddannelse, og at jeg måtte starte med at tage en studentereksamen, selvom det ikke var noget, man kunne leve af. Der lå et kendt gymnasium på Jagtvej, hvor jeg gik hen til et informationsmøde, for jeg boede lige om hjørnet. Den aften gik det op for mig, at jeg var “for gammel” til at følges med de unge, der kom lige hjemme fra den trygge rede og aldrig havde set en gulvskrubbe.

Vejen frem måtte være et to-årigt studenterkursus på “Statens Kursus til studentereksamen” og flytning til et kollegium. Og sådan blev det. Det er formentlig de vigtigste og bedste valg, jeg nogensinde har truffet.

/1 Kommentar/i /af

Af white trash er du kommet

Af white trash er du kommet

Til white trash skal du ikke blive

Af white trash er du kommet

Det er selvfølgelig en omskrivning af det velkendte begravelsesritual:

Af jord er du kommet.

Til jord skal du blive.

Af jorden skal du igen opstå.

For ikke at forfalde til selvmedlidenhed og flyde videre med den negative strøm pga. det, der lige nu er vanskeligt, mente psykologen, at jeg i stedet skulle huske på, at jeg på alle fronter har givet dem baghjul. Jeg udnævner fuldt berettiget min “mor” og psykopaten til “white trash”, og det har jeg fjernet mig fra – og det er jeg ærlig talt en lille smule stolt af.

Jeg har holdt fast i andre solide og klassiske værdier, hvor “ordentlighed” er nøgleordet, og jeg ved, hvor det kommer fra, hvilket jeg næppe behøver fortælle endnu en gang. Det paradoksale er, at jo mere jeg holdt fast i Jørgen Stegemüllers værdier, og det gjorde jeg helt bevidst, jo mindre brød hun sig om mig, og jo større blev afstanden. Egentlig er det logisk.

Jeg flytter ikke konstant for ikke at komme i myndighedernes søgelys. Det er ikke mig, der bor i den yderste udkant i noget faldefærdigt skrammel bygget i 1850, hvor et rum i ladelængen er fyldt op med tomme 1½-liters “vin”-flasker af mærket “Père Médard”. Hos mig er det ikke sidst på måneden omkring den 15., og varerne skal ikke skrives (men det kan man næppe lykkes med nutildags). Jeg har ingen børn, men havde jeg børn, ville jeg ikke sende dem på indkøb af flovhed over, at varerne igen skulle skrives, selvom det kun var den 12. eller deromkring. Mine børn skulle ikke vaske og ordne bil ind- og udvendigt eller pudse vinduerne udvendigt hver uge (begge dele fuldstændig vanvittigt). Det er “Askepot” om igen.

Mine børn ville opleve at blive inddraget i samtalerne omkring middagsbordet. De ville lære om almendannelse og om kunsten at argumentere ordentligt. De ville ikke blive sendt til højre for den yderste politiske højrefløj, hvor parolerne blandt andet var: “indfør dødsstraf, indfør atomkraft, luk Christiania og gør Glistrup til statsminister”.

Mine børn ville ikke sidde alene vinterdage foran en gravsten på heden, under hvilken den eneste ven i verden nu lå. Mine børn skulle ikke tage ansvar for en fraflytning otte måneder efter indflytning, fordi de “ikke kunne med” ham, der stod bag kontaktannonce # 1. Kendte jeg til overgreb fra psykopaten, der stod bag kontaktannonce # 2, ville jeg straks skride ind og ikke lade stå til i seks år.

De seks forbandede år

Normalt siger man “de fem forbandede år”, nyder ordspillet med de to * “f” og glæder sig over, at besættelsen nu er en del af historien. Jeg har ikke oplevet besættelsen, men jeg oplevede seks forbandende år. Når jeg tænker tilbage, ved jeg ikke, hvordan jeg kom gennem de år. Det eneste, jeg ved, er, at der skal en forbandet stærk psyke til at klare det, men det var også lige før, jeg ikke klarede det:

Da jeg var 14 år, havde jeg eftermiddagsjob hos isenkræmmeren i Aakirkeby. Familien tog sig af mig men greb ikke ind. De var blandt de mange, der leverede et frirum men ikke agerede. Dengang havde man vist ikke opfundet indberetningerne til de sociale myndigheder. Min egen “familie” var ikke begejstrede for eftermiddagsjobbet, idet jeg så forsømte de hjemlige opgaver, og de måske også fornemmede, at der blev spyttet sandheder ud på Torvet 2 i Aakirkeby. Særligt en eftermiddag står tydeligt: cyklen var brugt og blå. Den transporterede mig mellem Aakirkeby og Vestermarie (ca. fem km.). Jeg kiggede i grøften til højre og tænkte “Jeg skal dø for egen hånd”. Præcis med de ord. Den tanke forblev hos mig indtil for ca. 1½ år siden. Nu regner jeg med naturlig årsager.

Overgrebene begyndte på et eller andet tidspunkt i 1974, og helt sikkert før vielsen den 26. april 1975, der af en eller anden årsag, jeg ikke kender, fandt sted i Rønne. På det tidspunkt havde han konstant nulret min venstre hånd indvendigt med lange bløde sensuelle/seksuelle strøg fra sin langfinger, når vi fulgtes tværs over en stor plads i Vollsmose for at komme til P-pladsen. Jeg havde mødt ham tillidsfuldt og holdt i hånd, fordi jeg så gerne ville have en far igen. Jeg var 11 år. På samme tidspunkt havde han også tilbudt mig penge for at gå i karbad med ham.

Hvem var kriminel?

Jeg var på en eller anden måde klar over, at det var helt forkert og inddrog min “mor”. Hvor den bevidsthed kom fra, ved jeg ikke. Det resulterede i, at det var mig, der blev forhørt ved køkkenbordet i et par dage med stor opstandelse. Som om det var mig og ikke ham, der var den kriminelle. Hun fulgte aldrig nogensinde op på det. Spurgte aldrig om det “var gået over?”, om alt “var i orden?” eller lignende. Da hun og jeg – på mit initiativ – fik kontakt efter 22 års “pause”, spurgte jeg, om hun havde vidst, hvad det foregik? Det bekræftede hun. Hun greb ikke ind, fordi hun “ikke kunne overskue det”. I min verden kan man ikke falde dybere. På et tidspunkt i 1976 forstod de ikke, at jeg ikke ville kalde ham for “far”.

De blev skilt ca. år 2003, hvorefter hun flyttede fra Bornholm til Nykøbing Sjælland, og jeg forsøgte at få det til i det mindste at fungere, men det lykkedes ikke, så jeg trak mig “baglæns tilbage”. På et tidspunkt efter hendes 70-årsdag i 2005, flyttede han, efter lige knapt 30 år på Bornholm, også til Nykøbing Sjælland. Fra hans børn af første ægteskab ved jeg, at de reetablerede en eller anden form for forbindelse.

Folk kan selvfølgelig have de relationer, de vil, uden at jeg skal blande mig i det – jeg er bare glad for at have været tilstrækkelig klarsynet til ikke at involvere mig med nogen af dem. Den tid, hvor jeg konstant skulle bøje nakken for at overleve, var endegyldigt forbi. Det var ikke mig, der var den kriminelle.

“Det har været grelt”, siger psykologen, der jo lever af at høre “historier”. Det er grunden til, at jeg udelukkende har udtalt hans navn to gange siden 1981. Ser jeg det på skrift i en eller anden sammenhæng, skynder jeg mig at scanne videre.

Jeg så ham til min “mors” sære, kolde begravelse i julen 2006. Det var første gang i 25 år. Paradoksalt nok kom vi til at stå lige overfor hinanden på hver sin side af kisten. Selvfølgelig var jeg klar over, at han ville møde op – ordentligheden tilsagde bare mig også at møde op. Der var noget gravkaffe eller lignende bagefter, men jeg tog toget hjem.

Jeg fjernede mig endnu en gang fra “White trash”, for jeg havde ikke mere at gøre der.

Af white trash er du kommet

/1 Kommentar/i /af

Noget om uddannelsesniveauer

Noget om uddannelsesniveauer

Er “student” en stilling?

Noget om uddannelsesniveauer

Nedenstående er yderligere refleksioner efter den seneste seance med psykologen:

I samtalen med min fars ungdomskæreste kom vi blandt andet ind på uddannelsesniveauer. Jeg fortalte hende, at det var helt nyt og anderledes for mig, at de hos dem alle havde en god uddannelse eller var på vej til en. Sønnerne læste fx til henholdsvis læge og arkitekt, og selv havde hun uddannet sig til afspændingspædagog, efter at børnene var vokset lidt til – sådan gjorde man jo dengang. Svigerfaderen var kommunaldirektør og slægten forud for ham var lærere.

Hun svarede “Jamen Jørgen (min far, red.) var da veluddannet”. Det er sandt. Han havde en treårig uddannelse fra “Den Danske Væveskole” og dimitterede i 1943, men desværre var han jo død.

Hendes replik var “Jamen havde Jytte (min “mor”, red.) ikke en uddannelse?” Næh, det havde hun ikke, og det forstod Hanne ikke. Vi undrede os i dernæst i fællesskab over “Hvor havde Jørgen dog støvet hende op?” Jeg foreslog “I Randers”, men det var helt ud af det blå, og ingen af os havde en chance for at vide det. Det spændende ved den dialog var faktisk, at det dernæst var min “mor”, der var forkert og ikke mig selv. De havde slet ikke kunnet forestille sig, at Jørgen havde giftet sig med en kvinde uden en eller anden form for uddannelse, og de havde ment, at det var helt naturligt, at jeg selv skulle have en uddannelse.

For sjov fortalte jeg hende, at jeg, før jeg flyttede fra Bornholm, havde troet, at “student” var en stilling og at man altså kunne leve af at være student.

Jeg vidste, jeg ville have en uddannelse

Jeg har altid været klar over, at jeg ville have en uddannelse – jeg havde ikke gjort mig tanker om hvilken, bare en eller anden uddannelse. Hvor det “drive” kom fra, er jeg ikke klar over, bortset fra at det må være kommet fra min far, som jeg husker altid værende i gang med en bog. Uddannelsen fra “Den Danske Væveskole” var en boglig uddannelse, og jeg har nogle af hans lærebøger stående i min reol. En af dem er “Jacqardmaskinen”, som Hanne forærede ham, da han blev 22 år i 1944. Den er sjov at have med hendes dedikation i. Desværre ser hun for dårligt til, at det giver mening at vise hende den.

Det var først, da jeg flyttede til Amagerkollegiet og var blevet student fra kursus, jeg blev klar over, at jura nok var den rette vej for mig. Da jeg havde læst tre år og kunne se enden på det hele, opdagede jeg, at jeg måske hellere skulle have været scient.pol eller cand.polit., men da var studiegælden for stor til at skifte. Den skulle jo betales tilbage til banken på en eller anden måde. Heldigvis er cand.jur. en uddannelse, der favner bredt, så jeg har alligevel kunnet arbejde som polit/scient.pol.

Hvordan kan man være så dum?

Jeg har ofte undret mig over, hvordan i alverden, jeg kunne tro, at student var en stilling? Psykopaten var folkeskolelærer (genialt når man gerne vil have sex med børn/unge…), så han må jo da have haft en studentereksamen, eftersom vi ikke er helt i forhistorisk tid. Hvordan kan man undgå at kanalisere den viden til alle på adressen?

Svaret er formentlig enkelt: de fleste andre folkeskolelærere har fokus på (almen-)dannelse. De ser viden som magt i positiv forstand. De går op i, at børn, også deres egne, skal lære at argumentere og ikke bare udspy løse påstande. De retter stile eller andre opgaver, og de sidder og forbereder sig. Men sådan var det ikke.

Det eneste, jeg husker, var brokkeriet over at skulle til det månedlige lærerrådsmøde om aftenen. Jeg spurgte hans børn fra første ægteskab, om de vidste, hvad han underviste i (det hed vist nok “linjefag”), men det var de ikke klar over. Familiens fokus var på det kreative (musik, tegne, male osv.) og også her var jeg udenfor, fordi jeg, som nævnt mange gange tidligere, ikke kan tegne så meget som en tændstikmand.

Mit eget fokus var på det boglige. For mig var viden magt. Psykopaten havde en halvbror af en slags, men jeg har ikke kunnet finde ud af hvordan, der arbejdede på et trykkeri. Når han og hans kone kom på besøg på Sydfyn, havde han fysikbøger med til mig, og det var dejligt. Jeg “slugte” dem og blev på den måde ret god til fysik; det havde bare ingen værdi, der hvor jeg boede. De høje karakterer i fysik plus andet havde heller ikke værdi.

Så sådan kan man blive så dum, at man tror, at “student” er noget, man kan leve af.

Måske kan jeg lave en podcast?

Helt bortset fra det er jeg gået i gang med at læse om, hvordan man laver en god podcast, som nogle gider høre. Jeg har ingen idé om, hvorvidt jeg kan finde ud af det, men når andre kan, kan jeg vel også? Denne artikel forklarer fint om faldgruber og muligheder. Nu om dage vil mange mennesker heller lytte end læse.

Serien skal handle om psykiatri, og min idé er at tage fat i nogle af alle de gamle artikler om psykiatri (tonsvis af indlæggelser, tanker om ECT, angsten for nærpsykoserne mv.) og omdanne dem til podcasts. Materiale savner jeg i hvert fald ikke.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.