Indlæg

/8 Kommentarer/i /af

Jeg kom aldrig over i højdespring

Jeg kom aldrig over i højdespring

“Gymnastik” var et mareridt

Jeg kom aldrig over i højdespring

Det hedder vist “Idræt” nu, men jeg husker det som “gymnastik”, da jeg jo er fra en form for forhistorisk tid.

Lige nu – men det går vel over – føles livet som en uendelig række af højdespring, fordi jeg hele tiden handler forkert i “det relationelle”. Det er enormt svært, og det er jeg enormt ked af – men sådan kan det gå. Når jeg er mig selv, er jeg forkert. Det er uklart for mig, hvordan jeg i stedet skal være. Det eneste, jeg ved, er, at jeg aldrig komme til at tænde for fodbold i en ørkenstat.

Min plan er at trække mig fuldkommen tilbage, at gå i hi, og alene at have skriftlig kontakt med mennesker, der muligvis forstår mig. Så bevarer jeg kontrollen, og det kan jeg håndtere. Det lyder ikke godt, og det er det heller ikke, men sådan må det være for nu. Jeg kan ikke finde på andet. Det er også en løsningsmodel!

Og så tilbage til de helt almindelige højdespring, som jeg aldrig kom over. Hvor jeg dog hadede “Gymnastik” alle mine 10 år i folkeskolen. Det lykkedes mig aldrig at forstå, hvordan jeg skulle kunne dreje kroppen 90° og herefter parallelforskyde den sådan ca. 30 – 40 cm., når det skulle lykkes at lande på den blå madras hinsides stangen. Jeg landede som oftest på asfalten før madrassen – og det var ærlig talt ikke videre behageligt.

Det var heller ikke særlig rart altid at blive valgt til sidst til rundbold, høvdingebold osv. Men sådan var det, for jeg kunne ikke det, man skulle kunne. Jeg har heller aldrig prøvet at være “førstevælger”.

Jeg kunne noget andet, men det havde absolut ingen værdi hverken i skolen eller hjemme. Det var svært, og jeg skal helst ikke tænke på det.

To somre på Gerlev Idrætshøjskole

Med ovenstående bagage er det nok ikke så svært at forstå, at det at tage på idrætshøjskole et par somre var næsten magisk. Min veninde – gennem flere årtier – på Amagerkollegiet havde en søster, der var gift med en mand, der underviste på Gerlev. Ham kunne jeg virkelig godt lide, og jeg tænkte, at hvis alle underviserne var som ham, ville jeg turde at begive mig ud i det (og ellers ikke)!

Samtidig med havkajakkurset roede jeg i dameroklubben “Gefion” på Østerbro i København. Det betød, at jeg havde fået smag for havvand, og det har jeg den dag i dag. Der var bare nogle forhold i klubben, der bevirkede, at det var lettere at vælge karrieren i den daværende “Arbejdsskadestyrelsen” til.

Den første sommer var et havkajakkursus og – så vidt jeg husker (men det er mange år siden) – var den næste sommer et kursus i diverse boldspil. Jeg elsker at tage på højskole, og jeg har gjort det meget, for det er så skønt, og minder mig om, hvor jeg kommer fra. Min fattige morfar og hans far frekventerede den første danske folkehøjskole: Rødding Højskole. Den danske højskolebevægelse er vidt berømt, fordi det lykkedes os at sende småkårsfolk på efter- og videreuddannelse, og det er simpelthen fantastisk.

Jeg har været på mange højskoler – og selvfølgelig også på “Kvindehøj”, der er helt speciel og tillige på Vestjyllands Højskole, hvor jeg gennem to somre oplevede Brita Haugen. Hende burde flere opleve. Hun er helt fantastisk.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i , /af ,

Vi leder efter min mor men finder min far

Vi leder efter min mor men finder min far

Fortsat skrælles lag af

Vi leder efter min mor men finder min far

Jeg undrer mig over, at der kan blive ved at være lag at skrælle af, men det er der. Selvfølgelig er det lidt op og ned. Jeg stortuder jo ikke hver gang (længere). Til tider bruger jeg mere psykologen som en form for sparringpartner; andre gange kommer hun på arbejde.

Sådan er det og sådan var det i går. (Jeg havde på forhånd ventet, at 50-året for min fars død var en fornuftig dag at booke en tid). Det har jeg vænnet mig til, og det fungerer godt for mig.

Den rationelle del af mig forstår selvfølgelig ikke, at når vi nu har talt om z, y og z 20 gange mindst, og jeg synes, at nu har jeg styr på det, min hjerne er klar over, hvad der er sket, også rent psykologisk, så dukker der alligevel emner op, jeg behøver hendes hjælp til. Men jeg accepterer, at sådan er det, og sådan har mit liv været.

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg kan prioritere at komme hos hende. Man siger, at alt er prioritering, og det er sandt, men det kræver, at man har noget at prioritere med. Det er den privilegerede del af det.

Da gammelt had, nag og andre ubehagelige ting er usunde og alt andet end gode for det mentale helbred, har vi gjort en del for at finde noget positivt at sige om “min mor”. Jeg synes ikke, jeg selv har kunnet bidrage ret meget til den proces; ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg kan ikke kan.

Psykologen sagde i går, at hun ikke syntes, hun kendte “min mor” ret godt; og det er sandt. Jeg forstår hende godt, for “min mor” fremstår temmelig anonym både nu og i det, der var min virkelighed. Og det jeg husker, ville jeg faktisk hellere glemme.

Vi leder efter noget positivt og godt om hende, men vi finder gang på gang min far. Fornuftsmæssigt er det jo pudsigt, eftersom jeg havde ca. seks år med ham, men kendte hende fra ca. 1966 – 2006 minus “pausen” på de 22 år, som giver ca. 18 år, altså tre gange så lang tid. Det siger noget om, hvor usynlig hun var, og måske om hendes evne til at falde i med tapetet. Det var muligvis noget, hun fik brug for sammen med psykopaten.

Min sympati kommer i stedet til at ligge hos min stakkels gamle morfar, der ender sine dage i et baglokale til en skobutik i Svaneke. Det tilgiver jeg dem aldrig! Morfars samlede livshistorie danner grundlag for min sociale indignation. Det med hans livs efterår kan dog virkelig røre mig til tårer.

Psykologen fandt noget i adoptionssagen

En gang i sommer lånte jeg psykologen adoptionssagen. Jeg lånte hende ikke sagen for, at hun skulle lære noget om mig, men fordi det måske kunne være relevant for hende at vide noget om, hvordan man behandlede den slags børn og den slags sager i forhistorisk tid.

Typisk nok fik hun noget positivt ud af det. Faktisk fandt hun noget positivt at sige om “min mor”, og det kan jeg sagtens se, og det er en vinkel, jeg trods alt er glad for.

Det positive består i

Da jeg lige er kommet til Skjern og vi alle tre er lykkelige, forstår “min mor” ikke papirerne fra børnehjemmet og Rigshospitalet, som børnehjemmet gav dem med. Hun forstår ikke, hvad der står i dem, og hun forstår ikke, hvad hun skal med dem. Mødrehjælpen siger ved et af sine uanmeldte besøg, at papirerne ikke har nogen betydning, og at dem kan hun bare smide ud. Hun smider dem straks i skraldespanden, og Mødrehjælpen noterer, at det virker som om, at hun er meget lettet over det.

Den positive vinkel er: Hun er sådan set ret glad for det barn, de har hentet, og hun er nærmest lidt vred over, at det har fået et stempel som værende retarderet, tilbagestående og smådum, når hun selv (i lighed med Rigshospitalet) synes, det virker normalt. Hun er muligvis klar over, at et sådant stempel kan følge med enten bare mange år eller resten af livet og derfor vil hun gerne af med det/papirerne.

Mit eget ræsonnement er, at selvom man smider nogle papirer ud, så står diagnoser, tests, undersøgelsesresultater mv. jo alligevel et eller andet sted, og jeg synes, det er lidt smådumt. Det svarer lidt til at tro, at krigen i Ukraine ikke længere udkæmpes, bare man ikke tænder for TV Avisen. Men okay … jeg kan godt lide psykologens tankegang og tilgang, der virker logisk, og jeg vil jo gerne finde noget positivt, hvis der vel at mærke er noget at finde, så dette har jeg mærket mig.

I Vollsmose havde vi det hyggeligt nogle måneder

Jeg er også selv kommet i tanke om en enkelt ting: Efter vi flyttede fra revisoren i Odense (hendes første bekendtskab efter min far døde) til Vollsmose og inden psykopaten dukkede op, var der nogle få (hvor mange?) måneder, hvor vi havde det ret hyggeligt – bare hun og jeg.

Jeg husker faktisk ikke, hvori det hyggelige bestod bortset fra én ting: Vi spiste spaghetti med kødsovs i køkkenet og sugede pastaen ind i munden og syntes, det var vældig sjovt, når tomatsaucen landede på køkkenvæggen …

Hvor blev pengene af?

Min fars pludselige død må have været et fuldkommen vanvittigt chok og traume for hende. Det er slet ikke til at sætte sig ind i, selvom man prøver. Enlig kvinde uden uddannelse, uden arbejde og med et barn, der lige akkurat er blevet ni år. Og i øvrigt i en funktionærbolig, hvor kontrakten løber ud om seks måneder. Jeg ville så sandelig heller ikke vide, hvordan jeg skulle håndtere det.

Nu kommer lidt gætterier, som jeg faktisk ellers mener, man bør holde sig fra, men det skader jo ikke at prøve at tænke sig ind i den virkelighed, “min mor” var i.

En ting undrer både psykologen og mig (det var hende, der begyndte): Hvor blev pengene af?

  • Man kan ikke forestille sig, at der ikke har været en livsforsikring efter min far: Han må simpelthen have været så ansvarligt et menneske, at der har været styr på den slags. Ellers taber jeg noget for ham! Mens jeg sidder og skriver dette dukker ordene “Statsanstalten for Livsforsikring” op i min hjerne. De pludselige glimt plejer at have noget på sig.
    • Gad vide om jeg kan grave noget frem? Jeg plejer at kunne grave ret meget frem, så hvorfor ikke her?
  • Hvis man tegner en livsforsikring, sørger man vel også for, at der er taget hånd om den efterladte ægtefælle i form af en enkepension. Nogle gange er de to ting selvfølgelig en del af et samlet hele.
  • Der må have været en form for eftervederlag fra fabrikken. Det må have haft en ret pæn størrelse, og det må have varet nogle måneder, når man ser på hans stilling. Andet giver heller ingen mening.

Okay hun arbejdede – så vidt jeg husker – ikke, mens vi boede i Brande, eller mens vi boede hos revisoren i Odense. I Brande har det været dagens priser. Man må forestille sig, at det har været billigere hos revisoren.

Der må simpelthen have været penge tilbage? Hvor blev de af? Kunne psykopaten vældig godt lide dem?

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i , /af ,

Hun kom ud og sagde, han var død

Hun kom og sagde, han var dødStegemüller

Præcis 50 år siden

Hun kom ud og sagde, han var død

Jeg er klar over, at det meste af nedenstående er berettet tidligere. Jeg har bare behov for at markere den runde dag og mindes et fint menneske, der har haft stor betydning for mig og mit lidt sære liv.

Denne artikel udgives præcis kl. 07:29 den 21. november 2022, for der er det på minuttet 50-året for min fars død, jfr. dødsattesten.

Selvom det er 50 år siden, husker jeg det glimrende og jeg har lagt det i æsken med begivenheder, jeg aldrig kommer over. Det har jeg opgivet for nogle få måneder siden.

Psykologen vendte (som vanligt) det hele på hovedet ved vores session den 31. oktober i år: Sorgen består og er stor, fordi det var et usædvanligt og fint menneske, der pludselig forsvandt som dug for solen. Vi fik omkring fem eller seks år sammen. Jeg er ikke helt klar over, hvornår jeg kom til Skjern fra børnehjemmet “Dear Home” i Hellerup.

Tænk at han har eksisteret og har været der for mig. Tænk at der var en infertil mand (han havde haft fåresyge), der havde så stort et ønske om et barn, at han “overtog” et tilovers-barn fra et børnehjem. Det er jo sådan set både fantastisk og positivt. Og det – og han – er værd at mindes.

Det er okay at sørge på denne mærkedag. Kunne man stadig købe sørgebind, ville jeg gøre det.

Køreturen havde været fra Give Sygehus til Kolding Sygehus. Der er 49 km. i fugleflugtslinje men 63 km., når man kører. Vi fulgte efter den sorte hjerteambulance, der var lavet af bølgeblik. Jeg var for en måned siden blevet ni år, og jeg var bange for ambulancen, der i al sin sorthed mindede om, at dette var alvorligt. Jeg husker tydeligt, at jeg var klar over, at min far lå inde i alt det sorte.

Psykologen rammer plet, når hun siger, at det væsentlige var, at barnet sansede. Der er så meget, jeg på én måde ikke husker, men på den anden side set ikke er i tvivl om er sandt. Det har været sansningerne.

Hun kom og sagde, han var død

Vi boede i Brande, og vi overnattede ikke på Give Sygehus, altså må vi være stået meget tidligt op for først at nå til Give og dernæst fortsætte til Kolding. Vores bil var en næsten ny Renault 16.

Jeg ved, den var ny, for ved udskiftningen fik jeg den tidligere bil til at lege i, og legen havde ikke varet ret længe.

Jeg blev anbragt på en stol ude på gangen og måtte ikke komme med ind på stuen, hvor han lå. Hvor længe jeg var afsondret, husker jeg ikke. Jeg var alene, for ingen kom og snakkede. Alligevel var jeg klar over, hvad der foregik og jeg fik korte glimt af ham, når læger og sygeplejersker gik ind og ud af stuen. Der var en jævn trafik. Han lå i venstre side på en enestue.

Et barn på otte år og en måned, der sidder helt stille på en stol på en hospitalsgang i et ukendt tidsrum, er paralyseret af angst. Det er ikke naturligt. Naturligt havde været at hoppe op og ned på trapperne, at kræve en sodavand el.lign.

Hun kom og sagde, han var dødKl. 07:29 udåndede min eneste ven i verden. Den, der ville mig og altid forstod mig. Den om hvem Mødrehjælpen blandt andet skriver i 1965 og 1966:

“Andrageren er næsten ivrigt talende, og hans glæde over snart at få et barn i hjemmet virker meget ægte. Han virker glad og harmonisk, lidt stolt over de gode forhold.”

Og kort tid efter:

“Andragerinden fortæller, at andrageren er uendelig glad for Hanne og er meget stolt af hende; på fabrikken har man sagt, at han er blevet som et andet menneske og det bedste han ved er at fortælle om lille Hanne”.

Den, der heller ikke var meget for en teltferie ved Vedersø Klit, men hellere ville tage “et smut” ned på fabrikken efter middagen og tog mig med.

Den, der altid fandt mig, når vi legede gemme i de store tørrerum, hvor klædet skulle tørres på noget tørresnor-lignende, hvis man testede farveprøver. Lugten i tørrerummene var speciel; sådan lidt krydret. Den kildede i næsen på en god måde. Det har sikkert være på grund af appreturen.

Da hun kom ud fra stuen, sagde hun bare “Han er død”. Ikke andet. Hun tog ikke om mig; hun så mig ikke i øjnene; hun sagde ikke “far er her ikke mere”. Hun gjorde ikke noget af det, hun burde have gjort. Hun var “wc-kold”.

Som man gjorde dengang, bar hun nu både sin egen og hans vielsesring. Sådan viste man omverdenen, at man var enke/enkemand. Det så jeg med det samme. Nogle holder stadig den fine skik i hævd. Havde jeg været gift og mistet, ville jeg gøre det samme.

Jeg var klar over, hvad “død” betød, men jeg var ikke klar over, hvilken betydning hans død fik for de år, der fulgte.

Hun kom og sagde, han var dødVi gik retur til Renaulten og kørte de 77 km til mormor i Brande. Det var uansvarligt at lade en kvinde, der pludselig er blevet enke, køre den lange tur alene med et barn på bagsædet. Hun har været i chok over at miste sin mand efter kun 17 års ægteskab. Men sådan var tiden åbenbart dengang.

Hos mormor sad de i køkkenet og talte voksen-tale. Jeg kan ikke huske, om de tog sig af mig. Det kan være, de har gjort det, men det er glemt. Mormor sad til højre ved køkkenbordet. Hun sad til venstre.

Psykologen havde en fin betragtning: eftersom jeg husker et væld af detaljer, har de voksne ikke været fyldt med omsorg, for så havde jeg (også) kunnet huske det. Det er en logik, jeg holder af, og jeg tror, det er rigtigt.

Begravelsen den 26. november 1972

Hun kom og sagde, han var dødJeg husker heller ikke dagene indtil begravelsen, der foregik fra en mere end fyldt Brande Kirke, eftersom alle kendte ham. Brande Kirke er stor. Jeg tror, alle “arbejderne” (sådan kaldte vi dem altså) fra Martensens Fabrik var tilstede. Måske var jeg hos mormor noget af tiden? Jeg ved det simpelthen ikke.

Jeg kan huske, at jeg gerne ville se ham i kisten som et sidste farvel, men det måtte jeg ikke. Man syntes åbenbart ikke, at det var noget for børn. Det betyder, at jeg aldrig fik sagt farvel til min eneste ven i verden.

Vi sad på den forreste bænk i venstre side af kirkeskibet. Provst Otte stod for ceremonien. Jeg sad til højre for hende. Måske havde jeg mormor på min højre side.

Vi sang blandt andet “Nu falmer skoven”, som jeg kendte og kunne synge med på, men jeg forstod ikke det med “… og vipper bolde …” for bolde var nogle, man legede med. Jeg kan stadig ikke holde ud at synge den salme. Jeg får stadig en klump i halsen og tårer i øjnene.

Collagen i bunden er ikke køn, men den er gammel og i hvert fald fra før 25. december 2006, hvor hun døde, for den er lavet på min fars lille konfirmationssalmebog, som jeg gav hende med i kisten som et minde om min far og mig – og om en tid, hvor verden stadig var normal. Først ved retskrivningsreformen i 1948 holdt man op med at skrive substantiver med stort.

Efter begravelsen

Han blev begravet på Brande Østre Kirkegård, hvor jeg tilbragte så meget tid alene foran den store gravsten på familiegravstedet (der skulle jo være plads til os alle tre) i stedet for at være på skolen. Det var der ikke nogen, der tog notits af, bortset fra at jeg ved, at hans søster “Tante Kis” talte med hans ungdomskæreste Hanne om det. Det fik jeg fortalt af Hanne selv engang i sommer, og det gjorde indtryk, at nogen vidste noget men ikke handlede på deres viden. Det må have været en kold fornøjelse på kirkegården, eftersom det jo var vinter og det har været december, inden stenen kom på.

Vi flyttede til Odense seks måneder senere og kaos begyndte. Resten er historie.

Der gik mange, mange år før jeg i forbindelse med noget slægtsforskning igen kom til Brande Østre Kirkegård. Jeg kunne sagtens finde gravstedet. Ruten var (og er) prentet ind i hjernen. Gravstedet var misligholdt, der stod tidsler og voksede græs, stenen var grøn af mug. Der var helt åbenbart ikke betalt for vedligeholdelse.

På det tidspunkt havde jeg ikke råd til en genopretning og det gav heller ikke mening at have et familiegravsted ude på heden. Jeg kunne bare ikke holde ud, at det skulle se sådan ud. Min fars gravsted skulle enten være i orden eller også skulle det nedlægges. Værdier og ordentlighed delte jeg ikke med hende.

Da jeg ikke stod som gravstedsejer, begyndte jeg en lang, sej kamp med Ribe Stift for at få gravstedet nedlagt. Det lykkedes efter mange skriverrier frem og tilbage. Det er jeg glad for. Enten har man et gravsted, eller også har man ikke.

Af samme grund skal min egen aske spredes ud over Øresund, for det er her, jeg hører til.

 

Hun kom og sagde, han var død

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i /af

Hun kaldte mig altid “Suleima”

Hun kaldte mig altid “Suleima”

Følsom familie

Hun kaldte mig altid “Suleima”

Forleden så jeg den tyrkiske premierminister Erdogan i TV Avisen, og pludselig dukkede et sært minde op: “Min mor” kaldte mig altid “Suleima”, og det lyder da lidt tyrkisk. Slår man navnet op på “Nordiske studier og sprogvidenskab” ved Københavns Universitet får man blandt andet at vide, at

Et slags skældsord?

Mange danskere bruger Suleima nedsættende for at karakterisere en kvinde (eller pige) som ‘næsvis’, ‘stolt’ – eller ligefrem ‘letlevende’ og ‘prostitueret’ – og det kan man jo godt undre sig over. For hvordan kan det være at et ellers pænt og nydeligt pigenavn har fået sådan en betydning?

Jeg var barn, så hun har vel hverken ment “letlevende” eller “prostitueret”. Tilbage står “Næsvis” eller “Stolt”. Jeg kan ikke genkalde mig, hvad der fik hende til det, men det bekræfter den afgrundsdybe afstand mellem os.

Min hukommelse er ikke ret god, men der er alligevel en del yderligere, jeg kunne tænke mig at glemme. “Suleima” er noget af det. Jeg synes ikke, det er så pænt at kalde sit barn sådan. Det ville min far aldrig have gjort.

Er det ligegyldigt med DNA?

Når man begynder at slægtsforske, er det god latin, at man begynder med de nærmeste og så arbejder man sig stille og roligt baglæns.

Alle har forfædre og det er bare spørgsmålet om at gå langt nok tilbage for at finde en god en.

Citat Howard K. Nixon

Jeg har bikset med det i lige knapt 20 år, men der var en pause på nogle år. Jeg har rodet med min adoptivslægt, for det er der, jeg hører til. Det er der, jeg har anekdoter, eller måske skrøner, og billeder og husker morfars fortællinger, dagene hos mormor mv. Jeg har ikke specielt mange personer i min database, og jeg har genoptaget “oprydningen” for at perfektionere dem, jeg har. Der er meget at finde nu og det er skønt. Det vil tage et par år, før jeg igennem hele databasen.

Det er selvfølgelig sjovere at finde nyt end at rydde op. På den anden side er det fascinerende at sidde hjemme ved PC’en og kunne rette alt det, jeg lavede forkert for 20 år siden. Der er godt nok mange “Gårdmænd”, der skal degraderes til “Husmænd”, da det kræver øvelse at skelne et gotisk “H” fra et ditto “G”.

Jeg har rodet lidt med DNA og har indikationer, men heller ikke mere, for at min formodede biologiske far måske alligevel ikke er min far. Dækkede min biologiske mor over nogen?

En formodet halvsøster opsøgte mig og det har været fantastisk. Nu har jeg måske tabt det hele på gulvet, og det er jeg ked af. Nogle siger, at DNA aldrig lyver. Om seks til otte uger er jeg måske klogere, for jeg har bestilt tests hele tre steder. En slægtsforsker, der efter 20 år ikke ved, hvem der er den biologiske far, kan vel dårligt kalde sig slægtsforsker?

Kunne jeg ikke bare lade som ingenting? Nej, det kan jeg ikke. Jeg har viet mit liv og mine sidste år til genealogien, så jeg skal bare vide det. Det, jeg laver, skal være udtryk for sandheden. Af paternitetssagen fremgår, at min biologiske mor i “avlingstiden” havde været ringforlovet med en, der ikke udlægges som far. Der laves ingen blodtypebestemmelse i 1963/64. Jeg har opsporet ham og temmelig forsigtigt spurgt, om han evt. kunne være min far? Hans umiddelbare svar var: “Nej, så langt nåede jeg slet ikke med Y”. Og så må jeg vel tro på det, indtil DNA evt. viser noget andet.

I fængsel kommer jeg næppe

Af vilkårene for adgangstilladelsen til adoptionssagen fremgår, at jeg ikke har lov at kontakte medlemmer af den biologiske slægt. Det har jeg alligevel gjort forleden aften. Jeg regner ikke med hverken bøder eller fængsel i den anledning.

Jeg har talt med min biologiske mors (som jeg i det mindste ved, hvem er) datter. Denne er født i 1969. Det var lidt underligt og jeg blev klar over, at jeg trods autismen alligevel kan sanse en del – det skal bare være vigtigt nok.

Den fortælling, jeg fik, bekræftede det jeg husker fra ca. 1981. Jeg tror ikke, jeg havde brudt mig ret meget om hende. Meget, meget underligt. Men jeg husker, at jeg gennem hele min barndom (også i de gode år) tænkte: “Når jeg bliver stor, vil jeg opsøge min rigtige mor”. Og det gjorde jeg så ca. 14 dage efter, jeg var blevet 18 år.

Jeg har tænkt meget over, hvordan det mon var at gå ind på det pågældende sygehus med stor mave og dagen efter at forlade stedet uden mave og uden barn. Set fra mit perspektiv må det være et livsvarigt traume. Derfor spurgte jeg, om der har været talt om det. Det har der ikke. Min biologiske mor talte ikke om svære emner, og dem har jeg formentlig været henregnet til, eftersom der aldrig har været talt om mig.

Tiden var en anden. Man talte ikke om kvinder, der “kom galt afsted” og da slet ikke om deres børn. Engang sagde psykologen “Barnet der var til overs”, og det har hun jo nok ret i. Det er vist godt, vi skal ses på mandag – der i øvrigt er 50-årsdagen for min fars død.

Jeg har (måske) seks halvsøskende, men det er følsom familie, så alligevel er jeg alene. Det er ikke helt nemt.

Hun kaldte mig altid “Suleima”

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

[yop_poll id=”2″]

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.