Jeg kom aldrig over i højdespring
“Gymnastik” var et mareridt
Indholdsfortegnelse
Jeg kom aldrig over i højdespring
Det hedder vist “Idræt” nu, men jeg husker det som “gymnastik”, da jeg jo er fra en form for forhistorisk tid.
Lige nu – men det går vel over – føles livet som en uendelig række af højdespring, fordi jeg hele tiden handler forkert i “det relationelle”. Det er enormt svært, og det er jeg enormt ked af – men sådan kan det gå. Når jeg er mig selv, er jeg forkert. Det er uklart for mig, hvordan jeg i stedet skal være. Det eneste, jeg ved, er, at jeg aldrig komme til at tænde for fodbold i en ørkenstat.
Min plan er at trække mig fuldkommen tilbage, at gå i hi, og alene at have skriftlig kontakt med mennesker, der muligvis forstår mig. Så bevarer jeg kontrollen, og det kan jeg håndtere. Det lyder ikke godt, og det er det heller ikke, men sådan må det være for nu. Jeg kan ikke finde på andet. Det er også en løsningsmodel!
Og så tilbage til de helt almindelige højdespring, som jeg aldrig kom over. Hvor jeg dog hadede “Gymnastik” alle mine 10 år i folkeskolen. Det lykkedes mig aldrig at forstå, hvordan jeg skulle kunne dreje kroppen 90° og herefter parallelforskyde den sådan ca. 30 – 40 cm., når det skulle lykkes at lande på den blå madras hinsides stangen. Jeg landede som oftest på asfalten før madrassen – og det var ærlig talt ikke videre behageligt.
Det var heller ikke særlig rart altid at blive valgt til sidst til rundbold, høvdingebold osv. Men sådan var det, for jeg kunne ikke det, man skulle kunne. Jeg har heller aldrig prøvet at være “førstevælger”.
Jeg kunne noget andet, men det havde absolut ingen værdi hverken i skolen eller hjemme. Det var svært, og jeg skal helst ikke tænke på det.
To somre på Gerlev Idrætshøjskole
Med ovenstående bagage er det nok ikke så svært at forstå, at det at tage på idrætshøjskole et par somre var næsten magisk. Min veninde – gennem flere årtier – på Amagerkollegiet havde en søster, der var gift med en mand, der underviste på Gerlev. Ham kunne jeg virkelig godt lide, og jeg tænkte, at hvis alle underviserne var som ham, ville jeg turde at begive mig ud i det (og ellers ikke)!
Samtidig med havkajakkurset roede jeg i dameroklubben “Gefion” på Østerbro i København. Det betød, at jeg havde fået smag for havvand, og det har jeg den dag i dag. Der var bare nogle forhold i klubben, der bevirkede, at det var lettere at vælge karrieren i den daværende “Arbejdsskadestyrelsen” til.
Den første sommer var et havkajakkursus og – så vidt jeg husker (men det er mange år siden) – var den næste sommer et kursus i diverse boldspil. Jeg elsker at tage på højskole, og jeg har gjort det meget, for det er så skønt, og minder mig om, hvor jeg kommer fra. Min fattige morfar og hans far frekventerede den første danske folkehøjskole: Rødding Højskole. Den danske højskolebevægelse er vidt berømt, fordi det lykkedes os at sende småkårsfolk på efter- og videreuddannelse, og det er simpelthen fantastisk.
Jeg har været på mange højskoler – og selvfølgelig også på “Kvindehøj”, der er helt speciel og tillige på Vestjyllands Højskole, hvor jeg gennem to somre oplevede Brita Haugen. Hende burde flere opleve. Hun er helt fantastisk.
Har du en mening om hjemmesiden?
Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Trackbacks & Pingbacks
-
[…] hader min krop og jeg hader dens klodsethed. Den minder mig alt for meget om det med ikke at komme over i højdespring osv. Jeg fortalte hende faktisk sidstnævnte for at give hende et billede, der er til at tage at […]
-
[…] at hoppe ind, når der stod en og svingede i hver ende (legen havde et navn, jeg ikke kan huske) og det gik aldrig op for mig, hvordan man i højdespring skulle kunne hoppe op i den frie luft for dernæst at parallelforskyde kroppen henover barren. Jeg […]
Små slag, små slag. Jeg var også altid gevaldig stiv i gymnastik, kunne ikke komme over overliggeren, blev valgt til sidst osv. Når jeg selv var førstevælger, hvilket skete hele to gange, valgte jeg de andre, der normalt blev valgt til sidst, og så tabte mit hold jo, og så var _det_ galt. VM i Qatar måtte gerne forsvinde fra jordens overflade for min skyld. Men, men, men. Nu brugte du alt det der som et billede på, hvordan du klarer “det relationelle”, og det blev jeg da ked af at læse. Er det din neurodivergens ift. de nyopdagede slægtninge, der driller? Det er trist, men måske forventeligt. Jeg tror, at du hellere end at gå i hi, skulle diskutere med din psykolog, hvordan du bedst bliver bevidst om, hvordan din “forskellighed” spiller ind, når det gælder nye bekendtskaber, og hvordan du bedst får den præsenteret. Det er på den ene side aldeles unfair og nærmest umuligt, hvis du skal maskere, altså gå rundt og sige som en, der ikke har Aspergers, det er på den anden side heller ikke fair at forvente, at andre ikke reagerer på noget, de opfatter som “mærkeligt”, når de ikke ved, hvad det skyldes. Jeg håber ikke, jeg har udtrykt mig på en diskriminerende måde her. Hvis jeg har, har det ikke været min hensigt.
@ Henny
Du har hverken været diskriminerende eller krænkende eller noget andet, man ikke må være! Det er tværtimod en meget fin kommentar.
Lige en aldeles irrelevant sidebemærkning om ordet “stiv”, der jo også kan betyde at være dygtig til noget; at have stor viden om noget (jfr. DDO). Men jeg regner ikke med, at det er det, du mener!
Det er vældig sødt og socialt, at du valgte de andre, der normalt blev valgt sidst. Jeg kan ikke lade være at smile af, at så var det galt, altså at I, ikke så overraskende, tabte.
Ja, det er måske/sikkert ASF (Autismespektrumforstyrrelse), der driller. Jeg gør hele tiden det forkerte, fordi jeg ikke uden videre ved, hvad der er rigtigt, sådan som “I normale” ved det. Det er enormt anstrengende hele tiden at skulle gætte på, hvad der mon er det rigtige, for er jeg bare mig selv, går det i ged.
Ork jow jeg har diskuteret ASF op og ned ad døre og stolper med psykologen, der har leveret mange rigtig gode tip og tricks, som jeg har noteret på en lang liste. Noget er dybt og andet er på den lette overflade; det lette er fx “Start en mail med en følelse” for ellers kan mine mails let komme til at virke forretningsmæssige, blandt andet fordi jeg jo ikke bruger alle de små “søde” figurer, også kaldet emojis.
Jeg har for længst købt bogen “Aspiens hemmelige bog om uskrevne sociale regler” og jeg er skam nået til p. 69. En af grundene, til at jeg ikke er nået længere, er, at den er så elendigt oversat, at man skulle tro det var enten Deepl eller Google, der havde stået for det. Og derfor kan jeg simpelthen ikke læse den, uagtet jeg gerne vil og helt tydeligt behøver den.
Jo, jeg var “stiv” i alle fag, men netop i idræt måtte man jo ikke være det.
Jeg kender ikke din lille “håndbog”, men i stedet for at gå og gætte på, hvordan du skal opføre dig, har du så prøvet simpelthen at sige, at “jeg er på spektret, og det betyder, at jeg nogle gange … ” hvad nu det er, der er problemet? Jeg kan da godt se, at den sætning kan være tung at “rejse med”, men du virker så ærlig i alle mulige henseender, så hvis folk er deres salt værd, kan de vel tage det ind?
@ Henny
Jeg var også stiv i det hele inkl. gymnastik …
Ork jow, jeg har skam sagt og forklaret op og ned ad døre og stolper, og alligevel går/gik det galt, og det er jeg enormt ked af samtidig med, at jeg ikke kan forandre mig.
Du skriver “… folk er deres salt værd …”. Det har jeg aldrig hørt før og hverken Google eller DDO kan hjælpe. Hvad betyder det? Jeg kan selvfølgelig godt regne ud, at det er noget i retning af “Hvis de mennesker er værd at ofre krudt på” el. lign. Det er/var dette menneske – og det er problemet!
Det med saltet er vist en anglicisme, der har sneget sig ind i mit sprog. Gud ved, hvordan? 😀
Nej, du kan ikke rende og lave om på dig selv, og det kan man heller ikke forlange.
Det er sikkert en ringe trøst, men andre mennesker ved heller ikke altid, hvad der er det rigtige at gøre og sige. Selv har jeg trådt i spinaten så mange gange, så man tror, det er løgn.
Tror du ikke, der er en chance for, at personen bliver god igen? Det kunne da være. Jeg har ikke rigtig fantasi til at forestille mig, at du har gjort noget virkelig slemt, sådan a la: “Formørk ej mere min døråbning” …
@ Henny
Det med saltet napper jeg lige til sprogdatabasen, hvor månedens artikel kommer i morgen.
Jeg håber meget, at personen og jeg finder melodien igen. Næh, jeg synes jo heller ikke selv, at jeg har været virkelig forfærdelig, men det synes man selvfølgelig altid om sig selv. Sikke mange skønne idiomer (har jeg lige lært, det hedder) du kan! Den med døråbningen er også ny for mig. Den er pragtfuld!