Slægtsforskning er sjovest for forskeren selv
Nye erkendelser
Indholdsfortegnelse
Slægtsforskning er sjovest for slægtsforskeren selv
Jeg kommer tilbage til overskriften, men prøv at se billedet øverst.
Da jeg så det, blev jeg næsten bange og følte, det var mig selv, der lå med hovedet på blokken. Min næste tanke var: Tænk hvis ham, der svinger øksen, rammer forkert i første hug? Det må da let kunne ske. Det er svært at sigte helt præcist, når man svinger så højt oppe fra. Ganske forfærdeligt.
Tænk at vi har haft den straf her i landet og eksekveret den frem til 1822. Der findes masser af bevarede kirkebøger med letlæselig skrift, der er omkring 75 år ældre. Bare for at sige noget om tiden …
- Bemærk pastoren i baggrunden. Han skal nok legitimere det eller gøre det lettere for Thomas, som offeret hed.
- Ham længst til venstre med hjulet: Jeg vil tro, at liget skal anbringes på hjul og stejle som en ekstra ydmygelse af den dømte og til afskrækkelse for de forbipasserende. Det var datiden generalprævention. “Sådan går det dig, hvis du ikke opfører dig pænt”.
- Ham længst til højre: Han har det flotteste tøj af dem alle – prøv at se guldknapperne. Jeg ved ikke, hvilken rolle han spiller, eller hvem der har sendt ham, men han virker “udsendt”, som han står der med et gevær (må det vel være?).
Jeg abonnerer på nyhedsbrevet fra historie-online.dk, og de havde billedet med den 23. november. Det er dem, jeg har tyvstjålet hos. Jeg tror, det går an, når jeg samtidig reklamerer lidt for dem.
De bragte billedet, fordi det den 23. november var “… præcis 200 år siden blev den sidste henrettelse i Hjørring gennemført …”. Det skal nu nok forstå som “… den sidste henrettelse blev gennemført i Hjørring”. Deres spændende artikel er her.
Den første borgerlige straffelov er fra 1866, og altså 44 år efter ovenstående forfærdelige straf. Hjemlen, forud for 1866-loven, var Christian den 5tes Danske Lov kapitel 6, der i høj grad hjemlede legemsstraffene fx kagstrygning og dødsstraf, eller “bare” afhugning af lemmer. Danske lov var fra 1683.
Jow, vi har i Danmark altid været foregangsmænd …
Retur til “Slægtsforskning er sjovest for slægtsforskeren selv”
Da “min mor” i maj 2005 blev 70 år, forærede jeg hende en enormt fornem slægtsbog. Læderindbundet og med guldtryk i vældig god kvalitet.
Jeg havde da slægtsforsket i ca. 2½ år, og der er helt sikkert meget af det, der står i bogen, der er sandt, men der er helt sikkert også meget, der mangler eller er forkert. Med hensyn til det sidste så er et eksempel, at jeg ikke har tal på alle de Husmænd, jeg gjorde til Gårdmænd, fordi jeg ikke kunne skelne “H” fra “G”, men sådan er det. Det er noget af det, jeg prøver at rette op på nu i den store oprydning, som er et skønt projekt.
Indpakningen af bogen er flot, men selve indholdet er temmelig røvkedeligt og sådan er traditionelle slægtstavler, der bare består af datoer. Den tidligere landsarkivar Christian R. Jansen kaldte den slags for “Hundetavler”, og der er nu noget om snakken. Jeg har selv masser af hundetavle-ting, og de er skønne for mig selv og andre slægtsforskere, der finder min TNG-side, men ikke-slægtsforskere synes ikke, der er noget fascinerende over et dødsfald i fx 1822, som det tog to aftener at finde. De synes derimod, det er ret naturligt, da vedkommende måske var født i 1787.
Det er historierne, der er spændende. Datoerne er uinteressant for andre end os selv. Vi kan jo falde i svime over en folketælling. Det kan de andre altså ikke. Vi elsker processen, de andre fokuserer naturligt nok kun på resultaterne.
Jeg har for flere år prøvet at lave en side her med historier om de nærmeste, hvor jeg prøver at grave et spadestik dybere. Læs og fortæl i en kommentar til artiklen, hvad du synes.
20 års jubilæum som slægtsforsker
Et eller andet sted, som jeg bare ikke kan finde, har jeg noteret datoen for mit første besøg på Jagtvej, hvor landsarkivet lå. Der har jeg stået i kø til en plads mange lørdag morgener.
Jeg mener helt bestemt, det var den 5. december 2002. I hvert fald vil jeg – indtil det modsatte er bevist – fejre dagen den 5. december 2022.
Har du en mening om hjemmesiden?
Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Mht. til “Gårdejer”/”Husmand”-problematikken, så var min far den lykkelige ejer af et husmandssted en 15-16 år, før han købte noget, der kunne kaldes en gård. Når han på husmandsstedet modtog regninger, stod der altid “Gårdejer” på dem. På al anden post stod der “Husmand”. Men selvfølgelig fik han langt flere regninger, end han fik anden post. Så måske er sondringen lidt hip-som-hap?
@ Henny
Nu er det jo – set i slægtshistorisk perspektiv – ikke så længe siden, din far var først husmand og dernæst gårdejer, så der har det nok ikke betydet så meget, men går man fx bare 75 – 150 år baglæns er sondringen væsentlig, bl.a. fordi den er med til at sikre identifikationen, altså “har jeg fat i den rette?”.
Præster og andre myndighedspersoner skrev stort set altid folks stand ind i fx kirkebøger og folketællinger, så der er det vigtigt, om der står “Gårdejer Hans Jensen” eller “Husmand Hans Jensen”. De var lidt smådovne, så oftest står der bare “Gmd” for Gårdmand og “Hmd” for Husmand, og det er der, man skal passe morderligt på at læse “G” og “H” rigtigt.
Jeg har flere gange kommenteret, når folk slår et eller andet op i retning af: “Nu har jeg i 20 minutter eller 3½ time – eller et andet tal – ledt efter en eller anden person uden at finde vedkommende. Det virker totalt skørt i min verden, idet jeg søgte i omkring 10 år efter min oldemor, som kom fra Sverige.
Jeg har så mange gange siddet på Landsarkivet i København og gloet på en rulle, hvor der stod, at min oldefar var blevet gift med min oldemor. Jeg kunne tyde alt om ham, han kom fra Hasle på Bornholm, men det vidste jeg i forvejen. Om hende kunne jeg kun se hendes navn, og at hun kom fra Sverige. Det var faktisk et vidt begreb. Grunden til at jeg ikke kunne se, hvor hun kom fra, var den, at der gik en fed sort streg gennem hendes navn. Da det så kom på nettet, blev det meget lettere, for hun kom fra Sct. Oluf, Kristianstad i Sverige. Og nu har jeg ret mange oplysninger også om min oldemor.
Men jeg har faktisk været tæt på at blive smidt ud af gruppen, fordi jeg kommenterer folks opslag på den måde. Jeg virker “nedladende og ekspertagtigt”. Det er absolut ikke min agt. Men det er synd og skam, at folk ikke oplever slægtsforskningen på “den rigtige måde”, altså hvor man virkelig søger intenst og skrive kladde op og ned for at skrive det rent, når man kommer hjem. “Sådan noget gad jeg da ikke”, får jeg til svar. Nej, men de gider godt forvente, at andre skal søge efter en af deres aner, som de nu har søgt efter i 20 min. eller 3½ time, og derved bruger andre jo den tid, de ikke selv gider at bruge. Jeg er så forarget.
@ Karen
Jow, men du lavede jo nok også bare lidt andet i de ti år, og du fandt nok også lidt andet undervejs … Jeg tror simpelthen ikke på, at du brugte 10 år alene på den opgave.
Der findes heldigvis ikke noget slægtsforskningspoliti, og hvis der gjorde, ville jeg jo gerne være politimester for den afdeling, der fik med kilder at gøre.
Vi må ikke dømme mennesker, der slægtsforsker på en anden måde, end vi selv gør. Det er meget forkert (og her får du min helt ærlige mening, men det er vel også den, du spørger til?). Jeg har for mit eget vedkommende besluttet at tie stille og holde min kommentar inde i mig selv, hvis den kan opfattes som bedrevidende, uagtet jeg slet ikke mener det sådan. Slægtsforskningen er et helt andet sted nu, end den var for bare tyve år siden. Nu har vi “gamle” måske mere opgaven at hjælpe de nye i gang?