Hvad kan jeg blive?
Ensomhed i erhvervsvalget
Indholdsfortegnelse
Hvad kan jeg blive?
“Hvad kan jeg blive?” var titlen på en meget tyk bog, der handlede om alle mulige forskellige uddannelser og erhverv. Som billedet viser, findes den stadig.
Jeg kan stadig se mig mig selv bladre frem og tilbage i den; bange for at vælge forkert. Jeg sad alene på værelset i Svaneke. Der var ingen at tale om de forskellige muligheder med.
- Det ene år havde jeg været i erhvervspraktik på Nexø Apotek og lavet Kodimagnyl, fordi jeg troede, jeg ville være apoteksassistent lige som kusine Winnie. Da ugen var omme, var jeg klar over, at jeg ikke ville være apoteksassistent.
- Det andet år havde jeg været i erhvervspraktik på Bornholms Landøkonomiske Forening, fordi jeg troede, jeg ville være agronom. Efter en uge gik det samme vej som det med Kodimagnylerne. Det med lange grønne gummistøvler i ko- eller svinestalde var ikke lige noget for mig.
Overvejelserne gik fra skibskok til efterskole eller alt mulig andet, der kunne bevirke, at jeg kom væk hjemmefra. Efterskole var der selvfølgelig ikke penge til, når der ikke var råd til olie på tanken, og når der skulle være råd til tobak og alkohol.
Jeg besluttede mig for at ville være student, for jeg troede, det var noget, man kunne leve af. Heraf ses tydeligt, at jeg ikke er fra et sted, hvor man fik en akademiker til morgenmad. Jeg har af og til tænkt på, at min “mors” ægtefælle da trods alt var folkeskolelærer, så han må i det mindste have vidst, at “student” ikke var et erhverv. Det gjorde han sikkert også, så måske afspejler det mere ensomheden?
Hvis jeg havde børn, ville jeg tale med dem om, hvad de kunne blive, og hvordan deres styrker kunne bruges i forskellige erhverv. Og jeg ville fortælle dem, at de ikke kunne leve af at blive student. Jeg er i sandhed fra et mærkeligt sted.
Havde jeg været forælder til mig selv, ville jeg have fokuseret på mine evner til at systematisere og bemærke detaljer. Jeg havde ikke været i tvivl om, at mit barn skulle have en boglig uddannelse.
Tage 10. med og “uddannelsessnobberi”
Jeg husker frasen “tage 10. med” og det var jeg sådan set enig i, eftersom jeg ikke følte mig klar til at flytte til København allerede efter 9. klasse. Og jeg var klar over, at jeg måtte “over”, som det hedder på bornholmsk, når man taler om Sjælland/resten af landet. Der var/er et gymnasium i Rønne, men jeg måtte væk fra øen, hvis jeg skulle skabe mig et liv.
Lige p.t. har politikerne besluttet at nedlægge 10. klasse bortset fra for de unge, hvis forældre kan betale for et ophold på en efterskole. Det er en social skævhed, jeg ikke bryder mig om. Der kan være mange årsager til, at en ung ønsker at tage 10. klasse med, og selvfølgelig håber jeg ikke, at nogen oplever det, jeg oplevede. Jeg kan bare ikke se nogen god grund til at fjerne muligheden. Hvorfor skal de skynde sig så meget? Landet mangler arbejdskraft, men et år fra eller til løser næppe problemet.
På et tidspunkt talte blandt andet Mette Frederiksen meget om “uddannelsessnobberi” som en grund til, at flere skulle vælge en ikke-boglig uddannelse. Nu skal alle unge så på gymnasiet og blive studenter, også dem der vælger en ikke-boglig retning. Det kalder jeg en høj grad af “uddannelsessnobberi”.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Det er jo ganske interessant at reflektere over hvad man skal arbejde med i arbejdslivet og hvorledes man er kommet frem til det.
I den senere tid har jeg spekuleret over hvorledes min tilsvarende proces fandt sted, og det mærkelige er, at det har jeg ikke megen anelse om. Først gik jeg tre år i lille klasse, så 3 år i store klasse og det var nok til at jeg gik 4 år i en realskole og endelig 3 år i gymnasiet. Men hvordan beslutningsprocessen, der førte hertil, var, ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke hvorfor det blev en universitetsuddannelse jeg begyndte på. Det var vel meningen med studentereksamen. Først læste jeg historie, men stoppede da jeg fandt det uinteressant at beskæftige mig med at en svensk konge døde ved et karneval i 1792. Så jeg blev cand.psych. og ikke historiker. Og jeg blev uddannet det sidste år hvor alle fandt arbejde. Så gik det løs med at arbejde med faget til jeg gik på pension. Og blev slægtsforsker. Jeg har vel ikke sluppet interessen for historie.
Hvad jeg kunne blive og hvad jeg blev er jo spændende at tænke på som 81 årig.
@ Jørgen
Jeg talte med psykologen om det med erhvervsvalget.
I normale familier foregår det sådan at hele vejen gennem barndom og ungdom, taler man af og til om “hvad skal jeg være, når jeg bliver stor”, og der kan det veksle mellem alt fra politibetjent over skomager eller optiker til dyrlæge, for bare nu at nævne nogle eksempler. Normale forældre vil indtænke: “du er jo dygtig i skolen, så hvad kunne du tænke dig?” Men sådan foregik det altså ikke hos mig. Ergo besluttede jeg at ville være student, men jeg havde absolut ingen anelse om, hvad det gik ud på. Jeg anede ikke, at man skulle vælge mellem sproglig og matematisk linje. Jeg vidste ikke, at en studentereksamen (hvis den var god nok) åbnede døren til universitetet.
Sjovt nok overvejede jeg også at læse dansk og historie eller tysk og historie eller latin kombineret med en af dem. Jeg elskede latin på studenterkurset, for der var så meget system og orden og det samme gælder jo tysk – og det passer godt til min hjerne. Men da jeg i 1983/84 skulle vælge var en humanistisk kandidatgrad vejen til arbejdsløshed, så det turde jeg ikke. Jeg tænkte også på datamatiker, men det er endte med cand. jur., hvor der også er system og orden og fremtidsudsigterne var bedre.
På studiet kunne man dengang vælge kursusfag i 3 * ½ år, så jeg havde selvfølgelig blandt andet retshistorie og læste hos Ditlev Tamm. En del af det kan jeg bruge ifm. slægtsforskningen, men det meste har jeg desværre glemt.