Følsom familie

Hun kaldte mig altid “Suleima”

Forleden så jeg den tyrkiske premierminister Erdogan i TV Avisen, og pludselig dukkede et sært minde op: “Min mor” kaldte mig altid “Suleima”, og det lyder da lidt tyrkisk. Slår man navnet op på “Nordiske studier og sprogvidenskab” ved Københavns Universitet får man blandt andet at vide, at

Et slags skældsord?

Mange danskere bruger Suleima nedsættende for at karakterisere en kvinde (eller pige) som ‘næsvis’, ‘stolt’ – eller ligefrem ‘letlevende’ og ‘prostitueret’ – og det kan man jo godt undre sig over. For hvordan kan det være at et ellers pænt og nydeligt pigenavn har fået sådan en betydning?

Jeg var barn, så hun har vel hverken ment “letlevende” eller “prostitueret”. Tilbage står “Næsvis” eller “Stolt”. Jeg kan ikke genkalde mig, hvad der fik hende til det, men det bekræfter den afgrundsdybe afstand mellem os.

Min hukommelse er ikke ret god, men der er alligevel en del yderligere, jeg kunne tænke mig at glemme. “Suleima” er noget af det. Jeg synes ikke, det er så pænt at kalde sit barn sådan. Det ville min far aldrig have gjort.

Er det ligegyldigt med DNA?

Når man begynder at slægtsforske, er det god latin, at man begynder med de nærmeste og så arbejder man sig stille og roligt baglæns.

Alle har forfædre og det er bare spørgsmålet om at gå langt nok tilbage for at finde en god en.

Citat Howard K. Nixon

Jeg har bikset med det i lige knapt 20 år, men der var en pause på nogle år. Jeg har rodet med min adoptivslægt, for det er der, jeg hører til. Det er der, jeg har anekdoter, eller måske skrøner, og billeder og husker morfars fortællinger, dagene hos mormor mv. Jeg har ikke specielt mange personer i min database, og jeg har genoptaget “oprydningen” for at perfektionere dem, jeg har. Der er meget at finde nu og det er skønt. Det vil tage et par år, før jeg igennem hele databasen.

Det er selvfølgelig sjovere at finde nyt end at rydde op. På den anden side er det fascinerende at sidde hjemme ved PC’en og kunne rette alt det, jeg lavede forkert for 20 år siden. Der er godt nok mange “Gårdmænd”, der skal degraderes til “Husmænd”, da det kræver øvelse at skelne et gotisk “H” fra et ditto “G”.

Jeg har rodet lidt med DNA og har indikationer, men heller ikke mere, for at min formodede biologiske far måske alligevel ikke er min far. Dækkede min biologiske mor over nogen?

En formodet halvsøster opsøgte mig og det har været fantastisk. Nu har jeg måske tabt det hele på gulvet, og det er jeg ked af. Nogle siger, at DNA aldrig lyver. Om seks til otte uger er jeg måske klogere, for jeg har bestilt tests hele tre steder. En slægtsforsker, der efter 20 år ikke ved, hvem der er den biologiske far, kan vel dårligt kalde sig slægtsforsker?

Kunne jeg ikke bare lade som ingenting? Nej, det kan jeg ikke. Jeg har viet mit liv og mine sidste år til genealogien, så jeg skal bare vide det. Det, jeg laver, skal være udtryk for sandheden. Af paternitetssagen fremgår, at min biologiske mor i “avlingstiden” havde været ringforlovet med en, der ikke udlægges som far. Der laves ingen blodtypebestemmelse i 1963/64. Jeg har opsporet ham og temmelig forsigtigt spurgt, om han evt. kunne være min far? Hans umiddelbare svar var: “Nej, så langt nåede jeg slet ikke med Y”. Og så må jeg vel tro på det, indtil DNA evt. viser noget andet.

I fængsel kommer jeg næppe

Af vilkårene for adgangstilladelsen til adoptionssagen fremgår, at jeg ikke har lov at kontakte medlemmer af den biologiske slægt. Det har jeg alligevel gjort forleden aften. Jeg regner ikke med hverken bøder eller fængsel i den anledning.

Jeg har talt med min biologiske mors (som jeg i det mindste ved, hvem er) datter. Denne er født i 1969. Det var lidt underligt og jeg blev klar over, at jeg trods autismen alligevel kan sanse en del – det skal bare være vigtigt nok.

Den fortælling, jeg fik, bekræftede det jeg husker fra ca. 1981. Jeg tror ikke, jeg havde brudt mig ret meget om hende. Meget, meget underligt. Men jeg husker, at jeg gennem hele min barndom (også i de gode år) tænkte: “Når jeg bliver stor, vil jeg opsøge min rigtige mor”. Og det gjorde jeg så ca. 14 dage efter, jeg var blevet 18 år.

Jeg har tænkt meget over, hvordan det mon var at gå ind på det pågældende sygehus med stor mave og dagen efter at forlade stedet uden mave og uden barn. Set fra mit perspektiv må det være et livsvarigt traume. Derfor spurgte jeg, om der har været talt om det. Det har der ikke. Min biologiske mor talte ikke om svære emner, og dem har jeg formentlig været henregnet til, eftersom der aldrig har været talt om mig.

Tiden var en anden. Man talte ikke om kvinder, der “kom galt afsted” og da slet ikke om deres børn. Engang sagde psykologen “Barnet der var til overs”, og det har hun jo nok ret i. Det er vist godt, vi skal ses på mandag – der i øvrigt er 50-årsdagen for min fars død.

Jeg har (måske) seks halvsøskende, men det er følsom familie, så alligevel er jeg alene. Det er ikke helt nemt.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.