Indlæg

/1 Kommentar/i , /af ,

Når man ikke selv kan fortælle

Når man ikke selv kan fortælle

Jeg har en historie!

Når man ikke selv kan fortælle

Når man ikke selv kan fortælle, må man finde nogen, der kan. Jeg er optaget af at finde en/flere/nogen/nogle, der “gider” hjælpe mig med at fortælle historien, eftersom jeg ikke ejer “episke evner” og altså ikke evner “Show it – don’t tell it”.

Henvendelsen til DR Dokumentar

Jeg startede med den 6. februar at skrive til Danmarks Radio DR-Dokumentar.:

Kære DR-Dokumentar

Jeg synes, jeg har en historie: Jeg er cand.jur, 60 år, med en god karriere i centraladministrationen bag mig og flere har bekræftet mig i, at jeg har en historie, idet min livsbane har været mildest talt “bøvlet”.

Lige nu skriver jeg en del om, hvor skønt det havde været at blive tvangsfjernet som barn, for så var jeg måske ikke blevet psykisk syg. Jeg har bipolar affektiv sindslidelse type 1 og Aspergers syndrom – og så er jeg medlem af Mensa Danmark. Linket har I her: [link fjernet (af DR …)]

Jeg begyndte for nogle år siden på en bog, men min forfattercoach sagde “det er korrekt men røvkedeligt”. Jeg er for faktuel til at kunne håndtere “Tell it – don’t tell it”. Men måske kunne jeg komme bredere ud, hvis I vil være med? Det kunne måske også blive et par udsendelser med Anders Agger?

Lad mig høre fra jer!

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller

De fjerner linket, som gik hertil (historierne om de manglende tvangsfjernelser), og så er der jo ikke meget interessant ved min besked. De kvitterede med følgende autosvar – ergo kan det glemmes, men de får jo sikkert også mange henvendelser:

Kære Hanne B. Stegemüller

Tak, fordi du har skrevet til os.

Hvis du har sendt os et nyhedstip, er det sendt direkte til redaktionen på DR Nyheder.

Hvis du har sendt en idé eller et forslag, indgår det i DRs løbende overvågning af brugernes reaktioner og ønsker og bliver brugt i DRs efterkritik og idéudvikling.

Vi gør opmærksom på, at du ikke vil få svar.

Venlig hilsen
DR

Henvendelsen til Lisbeth Zornig (Andersen)

Fredag den 9. februar, skrev jeg nedenstående til Lisbeth Zornig (Andersen). Men hun er nok for “fin” og for kendt til at gide at svare

Kære Lisbeth Zornig

Jeg henvender mig til dig, da vi har næsten enslydende baggrunde, og jeg også har lyst at skrive en bog. (Og i øvrigt er jeg også Djøfer – cand.jur.).

Skulle du have tid og/eller lyst at læse bare en lille smule er her et link: https://stegemueller.dk/tag/tvangsfjernelse/

Jeg ejer ikke episke evner, og kan derfor ikke “Show it – don’t tell it”. Det skyldes muligvis at som havende Aspergers syndrom, er jeg selvfølgelig meget faktuel og mindre sansende. Men den slags ved du selvfølgelig alt om fra dit arbejde i “Specialisterne”.

Skrev du selv “Min barndom i helvede” eller brugte du en ghostwriter og i givet fald hvem?

Venlig hilsen – og på forhånd tak for din tid og dit svar.
Hanne B. Stegemüller

Man skal altid gå til toppen, så nu går jeg direkte til Anders Agger

Et af mine mantraer er – og har i mange år været – at vil man noget, må man gå til toppen, så hvorfor jeg ikke selv har tænkt på at gå direkte til Anders Agger, ved jeg ikke.

Jeg var i dag hos Danmarks dygtigste psykolog og fortalte om min lyst til at nå længere ud, end jeg selv formår. Hun er så dejligt løsningsorienteret, da hun kender mig så godt (siden foråret 2015 i Psykiatrifonden), så hun sagde: “Hvorfor skriver du ikke direkte til Anders Agger selv?”

Hrm, tjah det vidste jeg faktisk ikke. Det var bare ikke faldet mig ind. Jeg har ikke altid så langt fra tanke til handling, så da jeg kom hjem, forfattede jeg relativt hurtigt følgende til Anders Agger via Messenger. Så nu er det spændende, om han gider at svare. Indtil videre kan jeg se, at han har åbnet min besked.

Det var vanskeligt at finde frem til de mulige vinkler, for jeg havde sikkert kun et skud i bøssen, og jeg kunne sikkert også have skrevet noget andet. Men det blev til nedenstående:

“Kære Anders Agger

Jeg har set stort set alle dine ”Indefra”, så jeg har tillid til dig, din integritet og dine evner udi journalistikken. Jeg er klar over, at du sikkert får mange beskeder som denne …

Jeg skriver til dig, fordi jeg uden tvivl har en historie (eller fem …), men med Aspergers syndrom evner jeg ikke selv ”show it – don’t tell it”; jeg er alt for faktuel. Men det kan du. Jeg har et godt liv – så det er ingen ”offerhistorie”, vi skal fortælle.

Mulige vinkler kunne være:

1) Jeg er fra før aborten blev fri (1963) og var tre år på børnehjem, før jeg blev adopteret og kom til en god familie i Jylland.

2) Min mor gifter sig – efter min fars død i 1972 – i 1974 med en mand, der var pædofil.

3) Jeg flygter som 16-årig i 1980 og skaber mig et godt liv i København med en lang videregående uddannelse (cand.jur.) og har en lang og god karriere i centraladministrationen bag mig.

4) Jeg har set døden i øjnene et par gange. Da jeg er 14 år, tænker jeg for første gang: ”Jeg skal dø for egen hånd” og gør et forsøg i 2006.

5) I 2014 diagnosticeres jeg med bipolar affektiv sindslidelse type 1 og går gennem en række svære år, indtil jeg pensioneres i 2021. Jeg har fået en fornem behandling i psykiatrien og har været indlagt et utal af gange.

6) I 2019 diagnosticeres jeg med Aspergers syndrom. Endelig kunne jeg blive den, jeg altid havde været.

Hvis ovenstående ”smagsprøver” skulle have vakt din interesse, kan du læse (meget) mere her: https://stegemueller.dk/tag/erindringer/ idet jeg har brugt at skrive mig ud af mange vanskelige emner.

Det vil være en glæde at høre fra dig og indlede et samarbejde.

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Spændende!

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/9 Kommentarer/i , /af ,

Tvangsfjernelse 3 – aktindsigter efter gråden

Tvangsfjernelse 3 - aktindsigter efter gråden

Efter gråden

Tvangsfjernelse 3 – aktindsigter efter gråden

Hvis det har din interesse, finder du alle artiklerne om tvangsfjernelse her.

Der var engang for ikke så mange år siden, jeg græd meget over alt skidtet i min fortid. Det var dengang nødvendigt at græde hos psykologen. Engang for mange år siden var det nødvendigt at sidde i favnen hos en psykoterapeut. Forud for det var der år i diverse basisgrupper og kvindegrupper i både Dannerhuset og Kvindehuset i Gothersgade. Men det er jeg færdig med; det er fortid, og jeg er både fri og glad, og jeg har et dejligt liv.

Derfor kan jeg nu skrive disse artikler som var det med en kirurgs skalpel. Jeg føler ikke noget, og jeg går til det, som var det en arbejdsopgave, der kunne dreje sig om en helt anden fx naboen. Dette er i høj grad efter gråden.

Show it – don’t tell it men jeg mangler episke evner

Forfattercoachen sagde om mine udkast til to kapitler til en bog, at det var “korrekt men røvkedeligt”. Jeg blev temmelig trist over, at jeg syntes, jeg havde en historie, men at jeg åbenbart ikke var i stand til at formidle den. Tristheden over det er selvfølgelig for længst borte, og jeg er helt klar over, at jeg mangler det man vel kalder “episke evner”.

Dengang jeg ville skrive bogen, læste jeg selvfølgelig en masse hjemmesider om, hvordan man gør, når man vil skrive noget, der også sælger. De skrev alle om “Show it – don’t tell it”.

Hvis jeg skulle skrive fx historien om min stakkels gamle morfar, der ender sine dage i et nordvendt baglokale til en skobutik eller min egen historie om den eller de manglende tvangsfjernelser som “show it – don’t tell it”, skulle jeg leve mig ind i det, være i det osv. Så kunne jeg blive psykotisk, tror jeg, men jeg er jo ikke psykiater. Jeg ville da ikke kunne gennemleve de 16 mareridt fra artikel to igen.

Jeg har bedt om aktindsigt

En af mine venner, der også er jurist, foreslog mig at bede om aktindsigt på Bornholm, for at finde ud af, om der er nogle sager vedr. mig i forhistorisk tid på Bornholm. Jeg vil blive meget overrasket, hvis der er noget at finde, for så var der jo nogen, der måtte have handlet. Men nu har jeg sendt en mail afsted, og når jeg får svar, kan jeg også sætte flueben ved det procestrin. Jeg prøver i mailen at tage højde for GDPR mv. Om det er tilstrækkeligt eller rigtigt, ved jeg naturligvis ikke.

“Anmodning om aktindsigt(er)
Kære Borgerservice vedr. Aakirkeby og Nexø

Jeg kan ikke gennemskue jeres opdeling i kommuner i Bornholms Regionskommune. Hvis e-mail-adressen derfor er forkert, beder jeg jer venligst videresende denne henvendelse til den eller de rette modtagere. Jeg er klar over, at den eller de modtagere derved får nedenstående informationer. Det giver jeg også mit samtykke til.

Jeg anmoder hermed om aktindsigt i den eller alle de sager, der måtte være vedrørende mig selv på Bornholm. 

Mine bopæle og datoer for tilflytning findes nedenfor. Oplysningerne stammer fra CPR.

Mit cpr-nummer er: 231063-xxxx (kun skjult her på hjemmesiden).

1) Tilflyttet Vestermarie: 12. juli 1978. Adressen: Vestermarievej 26. Jeg gik på Aaker Skole.

2) Tilflyttet Svaneke: 11. december 1978. Adressen: Storegade 18, 1. Jeg fortsatte på Aaker Skole.

Jeg fraflytter Bornholm den 31. juli 1980.

Venlig hilsen og på forhånd tak for hjælpen.

Hanne B. Stegemüller”

Det er virkelig spændende, hvad de kommer tilbage med. Jeg tror, jeg – efter svaret – vil sende en lignende mail til både Odense og Assens kommuner.

Læserreaktioner?

Min ven har – efter at have læst gårsdagens post – givet mig ret i, at hun ville have fjernet mig, hvis vi var stødt ind i hinanden i 70’erne. Men det gjorde vi ikke.

Jeg er altid glad for læserreaktioner her på siden. Men der er noget, der undrer mig: De værste historier får aldrig kommentarer, men jeg ved fra mine statistikker, at de bliver læst. Jeg gætter på, at det ganske enkelt ikke er muligt at forholde sig til de absurde ting, jeg har oplevet. Hvis det er sådan, kan det skyldes, at I er meget bedre til “Show it – don’t tell it”, og så får I hurtigt mere end nok og går ud og brækker jer. Det er der ikke noget at sige til.

Har jeg nogenlunde ret i det?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/1 Kommentar/i , , /af , ,

Tvangsfjernelse 2

Tvangsfjernelse 2

Det illoyale barn

Tvangsfjernelse 2

Hvis det har din interesse, finder du alle artiklerne om tvangsfjernelse her.

Gennem ca. 10 år er min bedste ven en kvinde, der i 22 år – i perioden fra 1988 til 2010 – arbejdede med tvangsfjernelser i en storkøbenhavnsk kommune. De tungeste sager landede på hendes bord, idet hun var kommunens dygtigste sagsbehandler, når det drejede sig om fjernelser. Jeg kan ikke lige huske, om det altid var uden samtykke, altså med tvang, eller om der også var sager baseret på frivillighed. Men det er heller ikke vigtig for min historie.

Årstallene gør, at hun har arbejdet under bistandsloven, der var i kraft fra 1976 til 1998 (kilde: Danmarkshistorien.dk udgivet af Aarhus Universitet), hvor den blev afløst af serviceloven.

Min ven siger direkte adspurgt, at hun ville have sørget for at tvangsfjerne mig, hvis jeg havde boet i hendes kommune, og hvis hun havde arbejdet med sådanne sager i 1970’erne. Hun er ikke i tvivl om hjemlen. Hun ville formentlig have sørget for at anbringe mig et særligt sted, fordi risikoen for indtrufne skader var stor.

Det er lidt underligt at tænke på, at jeg formentlig blev reddet af min hjerne.

Skoleinspektøren i Aakirkeby var psykopatens overordnede, idet han jo var lærer. Havde hun samme viden som i hvert fald tre personer, jeg med lethed kan navngive; den ene var også lærer, og jeg har talt med ham for et par år siden (men hvorfor skulle viden om forholdene begrænse sig til netop dem?), havde hun været forpligtet til at gribe ind.

Fra 1972 hed den ledende skoleinspektør og skoledirektør for Aakirkeby Kommune Birthe Juel-Jensen. (Kilde: TV2 Bornholm). Hun repræsenterede partiet Venstre som borgmester i Aakirkeby fra 1986. Det ligger i mange venstrefolks DNA at omgås offentlige midler med stor forsigtighed.

En anbringelse kan nemt koste 50.000 kr. pr. måned.

Børns muligheder har gudskelov ændret sig!

Min ven har i sine 22 år med de tungeste sager aldrig mødt et barn, der var illoyalt overfor forældrene. Hun har aldrig mødt et barn, der af sig selv sagde: “Jeg vil gerne fjernes”, “jeg vil gerne bo et andet sted” eller hvordan det nu kan formuleres af et barn. Var jeg blevet spurgt, er jeg ikke i tvivl om svaret. Jeg ville have været fuldkommen illoyal.

Modsat mange andre misbrugte børn har jeg aldrig nogensinde været et sekund i tvivl om, at det ikke var min egen skyld. Det har også været en af mine redningsplanker.

Dengang var der ingen steder at gå hen. Dengang havde børn ikke selv en telefon, og dengang var der en snor fra husets eneste telefon og ind i væggen, hvilket betød, at man ikke kunne ringe til nogen uden at husstandens øvrige medlemmer kunne høre det. Telefoner stod jo oftest i stuen el.lign.

Børnetelefonen blev først oprettet i 1987 af den landsdækkende humanitære organisation Børns Vilkår med det formål at hjælpe børn med behov for anonymt at tale om små og store problemer med en erfaren rådgiver. (Kilde: Varmer, Glen: Børnetelefonen i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 5. februar 2024 fra https://denstoredanske.lex.dk/Børnetelefonen).

Det vil sige, at selvom jeg havde haft adgang til en telefon, var der ingen steder at ringe hen.

Det jeg fortalte dem, der ikke gjorde noget

Stop læsningen her hvis du ikke kan klare sandheden og baggrunden for mit ønske om en fjernelse.

Jeg har ingen familie, jeg har ingen pårørende af nogen art, og mine nærmeste venner kender allerede fakta, og derfor skriver jeg dem her, for at andre kan få en forståelse for mine oplevelser mellem 1974 og 1980 (altså i forhistorisk tid).

Jeg prøver at gøre det nogenlunde kronologisk, men jeg er ikke sikker på, det altid lykkes. Det er trods alt mange år siden.

1) Allerede inden min “mor” og psykopaten bliver gift (april 1975) kommer han tidligt hjem fra sin lærergerning, sidder i åbentstående morgenkåbe uden trusser ved sofabordet i Vollsmose og lægger kabaler.

2) Vollsmose før vielsen: Han tilbyder mig penge for at gå i bad med ham. Jeg afslår.

3) Vollsmose før vielsen: Jeg ville så gerne have en far til erstatning for ham, der døde. Derfor holdt jeg psykopaten i hånden, når vi gik over en stor plads for at køre til Odense centrum og hente min “mor” fra hendes arbejde hos Bilenstein. Han kælede med en eller to af sine fingre inde i min venstre håndflade. Jeg syntes, det var ulækkert men sagde ikke fra. Jeg har været ca. 10 eller 11 år. Psykologen har fortalt, at det er en temmelig seksuel handling. Vil man kærtegne et barns hånd, aer man forsigtigt på håndryggen. Håndfladen er “no go”.

Jeg fortæller min “mor” om episoderne 1 – 3. Hendes reaktion er, at det er mig, der bliver forhørt ved det runde køkkenbord. Det burde have været ham, og hun burde ikke efterfølgende have giftet sig med ham.

4) Efter vielsen og flytningen til Nellemose pr. Hårby i december 1975: Min “mors” ældre halvbror flytter ind. Alkoholmisbruget tager til (eller begynder her? Det ved jeg faktisk ikke). De brygger både øl og vin. Hele huset stinker af gær. De fester til langt ud på aftenen. Mit værelse støder op til hammondorglet og harmonikaen. Jeg har derfor svært ved at sove. Jeg søger tilflugt i fysikbøgerne.

5) Jeg skal “lære at bestille noget”, og det gør jeg sandelig også. Til det hører ugentlige pligter med at vaske alle vinduer udvendigt og med samme frekvens vaske bil og ordne den indvendigt (støvsugning mv.). Ingen normale mennesker gør sådan!

6) Marts 1976: Min halvbror bliver født ved kejsersnit, så min “mor” var indlagt to uger på Odense sygehus. Psykopaten bruger det meste af tiden i soveværelset på at se pornofilm på smalfilmsapparatet. På et tidspunkt lykkes det ham at binde mig til en spisestuestol og kræve oralsex. Jeg husker ikke yderligere, og har allerede fortalt om og fortolket episoden i 2017.

7) Jeg får en hundehvalp og knytter mig til den, men den bliver aflivet, idet den gør, når min halvbror skal sove til middag i haven.

8) Jeg bliver konfirmeret 27. marts 1977 i Hårby Kirke. Af min “mor” og psykopaten får jeg en brugt elektrisk guitar, de enten har købt eller fået af min fætter Bjarne – men den mangler en forstærker, ergo er den ubrugelig. Det betyder ikke noget for mig, da jeg aldrig har haft interesse for at spille noget som helst, og min “mor” altid sagde, at jeg “ikke havde en tone i livet”. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor de forærer mig en guitar. Jeg gætter på, den var billig.

9) Til konfirmationen får jeg en “Barnets bog” fyldt med pseudolykkelige historier underskrevet af “mor og far”. Jeg ved, jeg tænker, “Det er ikke min far. Jeg har haft en far for længe siden”. Jeg har smidt bogen ud for en del år siden, fordi der stod så meget “bræk”, som jeg ikke holdt ud. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har gemt billederne.

10) Så flytter vi til Vestermarie i juli 1978. Det er ca. fem km. fra Aakirkeby. Jeg får eftermiddagsjobbet hos isenkræmmerne, som jeg er glad for, og de er en stor støtte. De er unge, har tre små børn, en hund og kat – og en kæmpe butik med stor vækst. Jeg har truffet dem i 2018, hvor de blandt andet sagde: “Du var god til at finde på løsninger på opgaverne”.

Noget af det skønne ved at overnatte hos dem (jeg havde nærmest mit eget værelse der) var, at der ikke om morgenen stod en stort set nøgen mand med erigeret lem ved min seng, således som det skete på min egen bopæl.

11) Min “mor” og psykopaten er ikke begejstrede for mit tætte forhold til isenkræmmerne, for så mangler min arbejdskraft derhjemme. Og så gætter jeg på – men det er gætværk – at de er bange for, at jeg fortæller sandheden til isenkræmmerne. Det ville jeg da være, hvis det var mig.

Derudover husker jeg ikke noget specifikt fra den adresse, hvor vi kun bor fem måneder. Den første gang, jeg tænker “Jeg skal dø for egen hånd“, sidder jeg på cyklen mellem Aakirkeby og Vestermarie. Jeg er på vej hjem fra eftermiddagsjobbet. Jeg kigger ned i grøften til højre og tænker de tanker, der har (for)fulgt mig i så mange år. I mange år troede jeg, at alle mennesker altid havde denne udvej.

12) December 1978 flytter vi til Svaneke. Jeg fortsætter hos isenkræmmerne og i Aaker Skole; det var måske mit eget ønske? Det husker jeg ikke. Men jeg husker alle de mange dage, hvor jeg skulle vente på bussen, der ikke kørte særlig ofte. Havde jeg tidligere fri end psykopaten, ventede jeg. Havde han tidligere fri end mig, ventede jeg også, denne gang på bussen – men heldigvis kunne jeg søge ly hos isenkræmmerne i en eller to timer.

13) Drikkeriet tager til. Det er efterhånden meget sjældent, min “mor” står op og spiser morgenmad med os. Jeg elsker, når hun gør det. Måske sover hun brandert ud, eller måske orker hun bare ikke at stå op til virkeligheden? Det ved jeg ikke. Når jeg skal købe ind hos “Købmand Bent” på Torvet i Svaneke, skal det “skrives” fra ca. den 15. i måneden. Jeg hadede det og syntes, det var pinligt, når nogen hørte det.

Isblomsterne sad på indersiderne af de gammeldags etlags-ruder, for der var ikke altid råd til at fylde olie på tanken. Men der var altid råd til tobak og alkohol.

14) Sover jeg fra vækkeuret, står han ved min seng med erigeret lem, som han gnider på. Derfor sover jeg sjældent for længe. Jeg skynder mig fra 2. sal og ned i badeværelset i stueetagen. Når jeg er færdig med badet og skal ud, står han dér med erigeret lem, som han gnider, og jeg kan ikke komme forbi, da døren er ret smal. Hvordan disse episoder ender, ved jeg faktisk ikke. Han må vel have flyttet sig?

15) Jeg har ansvaret for morgenmaden. Når jeg skal tage noget i et overskab i køkkenet, trænger han sig ind på mig bagfra. Jeg er påklædt. Han er i den sædvanlige åbentstående cerutstinkende morgenkåbe. Hvordan disse episoder ender, ved jeg heller ikke.

16) Indtil jeg får en knallert som 15-årig, kører jeg med ham i bilen til skole i Aakirkeby fra Svaneke. Hvorfor, jeg ikke satte mig på bagsædet, er mig ubegribeligt den dag i dag. Jeg sad på forsædet, så mens han kørte bilen, kunne han nemt befamle mine lår og mit skridt.

17) Jeg flytter/flygter og er fri den 1. august 1980. Så vidt jeg husker, var det en fredag.

Når/hvis min ven, der har arbejdet med tvangssager, ser disse 16 eksempler, vil jeg tro, hun bliver bekræftet i, at en fjernelse uden samtykke havde været det rigtige.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/5 Kommentarer/i , /af ,

Tanker om tvangsfjernelse

Tanker om tvangsfjernelse

Adoption eller bare i pleje

Tanker om tvangsfjernelse

Hvis det har din interesse, finder du alle artiklerne om tvangsfjernelse her.

Indeværende er inspireret af et opslag på de sociale medier om et barn på ca. 13 måneder, der bortadopteres uden samtykke. Det kaldes også tvangsbortadoption. Det er moderen, der skriver om sagen.

Årsagen til myndighedernes enslydende afgørelser, kender jeg ikke, og i moderens mange opslag om emnet, har jeg ikke set en troværdig beskrivelse af årsagen.

Det, jeg har set fra sommeren 2023, hvor hun opsummerer, er småting, man forhåbentlig ikke kan tvangsfjerne på grund af. Herudover er der mange billeder med et glad barn og et lykkeligt forældrepar. Men hvem vil ikke altid fremvise billeder af idel lykke i en sådan situation? Det er der da ikke noget at sige til. Der er vist noget her, der ikke rimer og som ikke lægges på de sociale medier – og det er der heller ikke noget at sige til.

Helt uden sammenhæng – og så alligevel ikke – kommer jeg til at tænke på mine egne år mellem ca. 1974 og 31. juli 1980. Sidstnævnte er lidt af en “skæbnedato” for mig, og jeg glemmer den aldrig. Det er dagen, jeg flyttede/flygtede fra Bornholm og blev fri. De kørte mig dog til færgen i Rønne. Den 1. august 1980 kl. 7 om morgenen stod jeg i Havnegade i København med en kuffert og skulle finde ud til Dagmarsgade nr. 5, 4. sal, på Nørrebro, hvor jeg havde lejet et værelse ud mod baggården. Men alt var bedre end der, hvor jeg kom fra.

Jeg undrer mig ofte over, hvordan mine forhold på fire forskellige adresser – og altså i fire forskellige kommuner – kunne negligeres?

  • Hvorfor skete der ikke noget?
  • Hvorfor var der ingen, der handlede?
  • Hvorfor snakkede de bare?

Jeg ville umådelig gerne have været fjernet – og jeg er ligeglad med, om det havde været med eller uden samtykke. Jeg er ligeglad med, om det var til pleje eller adoption. Mit liv havde måske set helt anderledes ud? Måske var jeg ikke blevet psykisk syg? Måske havde jeg ikke skullet kæmpe i alle de år indtil 2021? Jeg ved/husker, at jeg ønskede mig at blive fjernet allerede dengang. Det er ingen efterrationalisering. Det er ingen erindringsforskydning.

Det havde da været skønt at få et godt liv noget tidligere.

Før forældrekompetenceundersøgelserne

I sagen om barnet på de ca. 13 måneder skrives meget om forældrekompetenceundersøgelser efter servicelovens § 50. Den slags var garanteret ikke opfundet/indført i 1970’erne. Jeg kender ikke de regler, der må have eksisteret på det tidspunkt. Der må have været et eller andet regelsæt. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig andet.

Men inden en forvaltning kan gribe ind, skal den jo have et grundlag eller bare en mistanke, og det får den ikke, hvis ingen taler om forholdene. På Bornholm kunne isenkræmmerne have kæftet op og det samme gjaldt en af psykopatens skolelærer-kolleger på Aaker Skole i Aakirkeby. Jeg har for nogle år siden talt med dem alle tre, der samstemmende om psykopaten sagde, “han var noget af en drukkenbolt”.

Selvfølgelig tvangsfjerner man ikke uden videre børn, fordi nogen i husstanden drikker for meget. Men ofte er det sådan, at er der alkoholmisbrug i hjemmet, er der også andre former for misbrug. Og i hvert fald kunne forvaltningen da have talt med mig og/eller isenkræmmerne, som jeg betroede mig til, og som tog sig meget af mig. Men de handlede ikke.

Min “mor”

Det klareste og måske næsten værste eksempel er vel, at jeg – mens jeg boede i Svaneke – fortalte min “mor”, hvad der foregik. Det var formiddag. Hun stod lænet op af køkkenbordet; jeg stod midt i rummet måske ca. ved vasken. Hun svarede: “Det skal du ikke tage dig af. Det har jeg også prøvet”. Hvordan sætningen herefter faldt, kan jeg ikke huske, men det fremgik, at hendes fire år ældre halvbror var gerningsmanden.

Det er muligvis denne hændelse, der var en medvirkende årsag til, at hun i 2003 svarede bekræftende, da jeg efter en “pause” på 22 år spurgte, om hun havde vidst, hvad der foregik. Men hun ignorerede mig, allerede før hun giftede sig med psykopaten, hvor jeg også åbnede munden om overgrebene.

Der er en grund til, at jeg konsekvent sætter hende i anførselstegn.

Min mormor

Jeg holdt meget af min mormor, men jeg ved positivt, at jeg fortalte hende om de konstante og daglige seksuelle overgreb fra psykopatens side. Jeg ser det for mig: Vi sidder sammen i hendes stue i pensionistboligerne på Landø 41 i Hårby. Hun sidder i lænestolen, og jeg sidder i sofaens højre side. Selvfølgelig kan jeg ikke huske, hvad jeg helt konkret fortalte, men jeg ved, at jeg sagde, hvad der foregik på min bopæl.

Det har været mellem 29. december 1975 og 11. juli 1978, for der boede jeg i det firlængede skrammel i Nellemose pr. Hårby.

Hun gjorde heller ikke noget.

Tante Kis og min fars ungdomskæreste

Jeg ved fra min fars ungdomskæreste, at hun og min fars søster – Tante Kis (Kirsten Stegemüller)  – var vidende om, at jeg efter min fars død gik på kirkegården og ikke i skole. Dette havde selvfølgelig intet med psykopaten at gøre, men når nu de to talte om det, kunne der måske have ringet en klokke om et eller andet?

  • Det kunne for det første være om en stor sorg, hvilket ville have været naturligt.
  • Men det kunne for det andet have været nys om, at min “mor” ikke havde overskud og kræfter til at tage sig af mig, hvilket også ville have været naturligt, når man lige er blevet enke som 37-årig og står uden hverken uddannelse eller arbejde og udsigt til at skulle finde en anden bolig inden for seks måneder.

Hvorfor gav det ikke anledning til handling af en eller anden art – fx støtte til min “mor”? Jeg kunne jo have boet hos tante Kis og onkel Sigvard, indtil hun var kommet lidt på fode igen.

Jeg synes, min historie vidner om en masse vidner, der var handlingslammede. Sig venligst ikke “Det var jo en anden tid”.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.