Hjernekassen på P1: Forbryderhjerner 2

Musens leg med katten

Dagens topbillede har intet med artiklen at gøre, men jeg har fået nyt legetøj: “Photo Collage Maker” findes nu i en version, der virker med Windows 11. Programmet kan virkelig mange ting, og collagen er en øvelse. Billederne er vist i kronologisk orden. Du gætter sikkert nemt, hvem de forestiller.

Introduktion

“Musens leg med katten” er en metafor, der beskriver, hvordan jeg overlevede den magtesløshed og fornedrelse, jeg oplevede som barn under psykopatens tyranni.

Denne artikel udforsker et barndomstraume, hvor manipulation og magtmisbrug dominerede mit liv, og hvordan jeg lærte at navigere i en verden, hvor jeg var byttet.

I min første artikel Noget om psykopater fra den 9. juni, skrev jeg, at jeg ikke kunne huske, hvorfor psykologen mente, at hvis det var endt med drab mellem psykopaten og mig, var det mig, der havde dræbt ham og ikke omvendt. Nu har jeg spurgt igen og fået det genopfrisket:

Han ville ikke slå mig ihjel, for det ville være dumt af ham, for så mistede han jo sit “legetøj”. Katten slår heller ikke bare musen ihjel, den leger i stedet med den. Så ville det være endt med drab, var det mig, der dræbte ham.

De værste 14 dage i de 6 år fra 1974 til 1980

Den værste og mest fornedrende episode på de seks år finder sted, da “min mor” er på hospitalet for at få deres fællesbarn ved kejsersnit. Dengang (marts 1976) tog sådan noget 14 dage. I de 14 dage havde han mere frit spillerum end normalt, så man kan sige, at selv om hun ikke aktivt beskyttede mig, var hendes tilstedeværelse alligevel en form for beskyttelse.

I de 14 dage var jeg voldsomt presset.

I de 14 dage brugte han det meste af sin tid på at sidde eller måske ligge (det ved jeg ikke) i deres soveværelse og se pornofilm på smalfilmsapparatet. Døren stod åben, så jeg kunne nemt høre lyden fra smalfilmsapparatet. Sådan et siger sådan lidt klik-klik-klik eller måske nærmere tik-tik-tik. Det er klamt med klamt på, at en voksen mand, der er alene med en 12-årig, bruger tiden på den måde for åben dør.

Måske så han noget i filmene, hvor han tænkte “Det vil jeg også prøve”? Det kan vi ikke vide.

Dissociation

Jeg husker alting vældig klart, bortset fra optakten til selve episoden og tiden bagefter (hvordan fik han mig bundet, og hvordan kom jeg fri?). Jeg kan heller ikke huske, om hans forehavende lykkedes. Jeg husker også, at han var utilfreds med, at jeg havde puttet sild i biksemaden, men jeg var kun 12 år, så jeg var ikke klar over, at der ikke skal sild i biksemad.

Det, at der er noget, jeg slet ikke husker, er vel nærmest et udtryk for dissociation, altså en form for kraftig fortrængning. Dissociation er almindeligt ved overgreb på børn.

Ordet dissociation betyder dis-association og henviser til at frakoble eller adskille noget, der er forbundet. Altså det modsatte af association, som betyder at sammenkoble eller forbinde noget.

Oprindeligt blev dissociation forstået som et psykologisk forsvar mod overvældende hændelser. Som en kraftig fortrængning, hvor erindringen om traumatiske hændelser blev afspaltet fra bevidstheden og ‘glemt’.

I dag bruges ordet om ændringer i bevidsthedstilstanden, som kan opstå, når visse psykiske processer, som normalt er forbundet, frakobles (dis-associeres). Dissociation kan påvirke vores oplevelse af identitet, sansning, følelser, tanker, hukommelse og kontrol over bevægelser og adfærd.

Kilde: Psykologforeningen.

Der var noget med en kniv

Jeg husker uendeligt svagt noget om en kniv. Jeg tror, jeg drømte om at have en kniv i hånden og bruge den mod ham, fordi han gjorde mit liv til et helvede. Men jeg brugte den ikke, fordi jeg – selv som 12-årig – var klar over, at det ville være dumt af mig.

Ergo var jeg ham intellektuelt overlegen, selvom han var mig fysisk overlegen. Det er temmelig kompetent af en 12-årig. Det er vældig godt, at den meget svage erindring dukker op, fordi den viser, at jeg ikke ville finde mig i fornedrelsen, og at der var en voldsom vrede, der bare ikke kunne komme til udtryk.

Men jeg gjorde ikke modstand i situationen, for det havde gjort mig mere interessant. Det er det, der var musens leg med katten.

Det svarer til den adfærd, man kan se fx hos hjorte ude på savannen, der lader sig om, de er døde, når løven kommer. Hvis løven ikke er videre sulten, går den igen. Så snart den er gået, rejser hjorten sig og løber alt, hvad den kan.

Afslutning

Fortiden kan ikke ændres, og livet kan ikke leves om, men jeg arbejder på at forstå mine traumer og finde styrke i min overlevelse. Jeg var en kompetent 12-årig. Det er jeg stolt af.

At forstå dette traume er et skridt på vejen mod heling, og jeg håber, min historie kan hjælpe andre, der måske har gennemgået lignende oplevelser, til at forstå, at de ikke er alene. Det er muligt at finde styrke og mening selv i de mest smertefulde minder.

Jeg har endnu en gang glæde af min tvedelte hjerne. Jeg kan beskrive det, som om jeg bare observerer oplevelsen, jeg er ikke i den. Og på grund af dissociationen var jeg det faktisk heller ikke dengang i marts 1976.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.