Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Jeg havde verdens bedste far. Tanker på fars dag

Jeg havde verdens bedste far. Tanker på fars dag

Minder om en far

Jeg havde verdens bedste far. Tanker på fars dag

Ingen over, ingen under og ingen ved siden af: Jeg havde verdens bedste far Jørgen Stegemüller (1922 – 1972). Desværre blev han kun lige netop 50 år, og jeg var 9 år og 1 måned, da han døde.

Af adoptionssagen fremgår det, at man på fabrikken sagde, at han var meget stolt af mig, og at han var blevet som et helt andet menneske, efter de hentede mig på børnehjemmet “Dear Home” på Sofievej 26 i Hellerup i november 1964.

Vi fik et særligt og ubrydeligt bånd. Jeg var lidt overrasket over, at jeg ikke havde kostet noget, idet jeg vist tænkte, at en høj pris ville have kunnet begrunde glæden over “endelig at have fået et barn i hjemmet”.

Jeg har kun gode minder.

Et af dem, der stærkest trænger sig på, er “vi skal lige et smut ned på fabrikken” efter middagene. Og “vi” var bare ham og mig. Der var såmænd ikke længere, end vi kunne have gået, alligevel kørte vi i bil, men dengang tænkte ingen på klima, global opvarmning, biodiversitet og den slags – det var ikke opfundet.

Vel ankommet til en af Martensens Fabrikkers to adresser i Brande, begyndte vi med at lege gemme i de store tørrerum, hvor de testede klæder, der skulle tørre efter at have været i appreturen. Rummene var meget varme, og jeg kan stadig huske de krydrede “noter”, der kildede i næsen. Jeg har vel ikke været mere end fire eller fem år og gemte mig bedst muligt i et hjørne. Men han fandt mig altid, og jeg var ikke kvik nok til at regne ud, hvordan det lykkedes.

Efter gemmelegen, gik vi rundt til “arbejderne”, som de kaldtes dengang, på aftenholdet ved deres maskiner. Der var små solide trætrapper op til podiet, hvor de stod. De havde altid citronsodavand til mig. Jeg har drukket meget citronsodavand i filialen der vist lå på Blichersvej i Brande.

Dukketeateret

Det er skøre minder, der dukker frem, herunder dukketeateret. Min far byggede et dukketeater til mig. Der var to frontlåger, så forestillingerne kunne holdes skjult frem til premieren. Sidepanelerne og “bagtæppet” var grå og marmorerede, og der var så plads til mig mellem frontlågerne, sidepanelerne og “bagtæppet”. På overliggeren stod der “Ej blot til lyst”,

Jeg havde et væld af Mester Jakel-dukker. Det var hånddukker med træhoveder og en lang “kjole”, som man så stak armen op i og på den måde, kunne man styre dem. Der var i hvert fald en politimester, en sømand og en bager. De øvrige kan jeg ikke huske, men det er jo også en menneskealder siden.

Min have

Vi boede på Martensens Allé 2 i et ret stort hus med en stor have. En del af haven var indrettet til mig med blomsterbed og forskellige grønsager blandt andet ærter, der vist hurtigt vokser sig store.

Min far sørgede for, at gyngestativet stod fast. Benene i de fire hjørne blev støbt ned i cement, så det var sikkert at gynge vildt højt på de tre forskellige gynger. Der var en almindelig gynge med bare et sæde, en gondol og en trapez. Sidstnævnte var nærmest en rebstige med fire eller fem orange trin mellem de blå reb. Kravlede man til øverste trin, var det muligt at hænge med hovedet nedad. Ganske sjovt.

At lære at cykle

Ret tidligt fik jeg en tohjulet cykel. I starten var der selvfølgelig støtteben, men dem blev jeg træt af og “krævede”, at de blev afmonteret. Herefter måtte min far løbe bagefter med et kosteskaft stukket ned i kronrøret op og ned i vores ret lange indkørsel. Min erindring er, at jeg var ret længe om at lære at cykle selv, for jeg har altid været et motorisk fjols. Og altså måtte han løbe bagefter ret længe.

God nat-historierne

Jeg havde verdens bedste far. Tanker på fars dagJeg elskede god nat-historierne  – helst dem med Missemor og hendes killinger. Søren og Mette-bøgerne kom til senere. Det var i virkeligheden en læsebogsserie, som jo egl. ikke egnede sig til højtlæsning, men det lykkedes ham alligevel. Der var også Peter Pedal og Manden med den gule hat, Troldepus og et væld af andre. Derimod egnede Anders And sig overhovedet ikke, og jeg syntes, de var for fjollede.

Selvfølgelig kan jeg ikke huske indholdet. Det vigtigste var stemningen med tryghed og samhørighed, hvor han balancerede på kanten af Juno-sengen, mens jeg lå under dynen.

Jeg kunne læse, før jeg startede i skole, og mon ikke disse stunder har været en medvirkende årsag? Jeg blev jo tidligt introduceret til bøgernes univers.

Frem og tilbage til Randers og Viborg

En del år gik jeg rundt og besvimede uden nogen ydre anledning. Jeg faldt bare pludselig om. Det bekymrede ham selvfølgelig, og jeg husker turene til adskillige speciallæger. Vi var hos neurologer i Randers og Viborg, men ingen kunne finde en god grund. Og jeg havde det jo også godt bortset fra det.

Uden at vide det præcist, tror jeg, han tænkte tilbage på børnehjemmets og Rigshospitalets beskrivelser fra mine første 13 måneder, hvor de troede, jeg var retarderet, og jeg derfor var indlagt seks måneder på RH’s psykiatriske afdeling til observation og udredning. Men jeg var overhovedet ikke retarderet, og en af RH’s læger konkluderede da også, at “det trænger bare til et rigtigt hjem”. Og det havde han jo ret i.

De fik i første omgang kun plejetilladelse, idet “det ville være blodig synd for adoptanterne, hvis der alligevel viser sig at være noget galt”. Tiden var i sandhed en anden!

Konstruktionslegetøjet

Dukker og forestillingslege sagde mig ikke noget – jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle sige. Jeg kunne klæde dem af og på, og så var det slut. De andre piger holdt lange monologer, mens jeg overvejede, hvordan de fik inspirationen til dem.

Jeg var bedre til konstruktionslegetøj som eksempelvis Lego og Meccano, og min far satte mig i gang med at bruge det. Han demonstrerede, hvordan det fungerede, indtil jeg kunne selv.

Jeg havde en kæmpe Lego-kuffert med klodser og et Lego-tog. Hundredvis af blå skinner, hvoraf nogle var rillede (jeg ved ikke, hvad idéen med rillerne var) mens andre var blanke, som blev holdt sammen af de hvide mellemstykker. En af vognene var en Shell-tank, der kunne fyldes med vand, som man så kunne lege var olie.

Meccano var konstruktionslegetøj, der bestod af metalstænger, metalplader, metalvinkler, hjul, tandhjul, gear og andre specialelementer med rækker af huller i. Disse elementer kunne sammensættes på forskellig måde med små skruer og møtrikker, så det var muligt at konstruere modeller af biler, huse, kraner mv.

(Artiklen fortsætter udenr billedet)

Jeg havde verdens bedste far. Tanker på fars dag

På kirkegården

Efter hans død og begravelse skulkede jeg en del fra skole. Kirkegården og skolen var naboer, og jeg gik ofte fra skolen til kirkegården og sad foran gravstenen. Jeg tror, jeg har gået i tredie eller fjerde klasse. Det har været hundekoldt, for han døde i november, og vi flyttede fra Brande i maj året efter. Savnet opvejede vel kulden. Hvor ville jeg gerne kunne huske, hvad jeg tænkte, når jeg sad der, men det kan jeg altså ikke.

Han var der ikke så længe, men mens han levede, lagde han et værdifuldt fundament, som jeg den dag i dag er glad for.

Da jeg for et par år siden traf hans ungdomskæreste (fra før maj 1943), sagde jeg til hende, at jeg var “stolt af at være en Stegemüller”, og hun replicerede “Det kan du også roligt være”. Og det er jeg så.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Min “mor” kunne være blevet 90 år i dag

Min "mor" kunne være blevet 90 år i dag

Jytte Baunsgaard Kristensen 1935 – 2006

Min “mor” kunne være blevet 90 år i dag

(Topbilledet stammer fra mine forældres vielse i 1955, hvor hun var klar til at blive mor uden anførselstegn).

Jeg holder så meget af maj måned, fordi naturen står på spring. Når det fine, grønne forår kommer, kan jeg mærke, hvor meget jeg har savnet lyset og de lange dage. Heldigvis mærker jeg ikke længere mørket og de korte vinterdage, men engang for mange år siden mente psykiatrien, at jeg havde “vinterdepressioner”. Det var altså noget ævl.

Maj er også speciel, fordi så mange familiemedlemmer m.fl. havde begivenheder der:

Følger du dette link, får du en næsten komplet fortegnelse over begivenheder i maj måned 2025.

Jeg skriver altid “mor” i citationstegn, og det er ingen tilfældighed. Slår man synonymet “anførselstegn” op i Den Danske Ordbog (DDO), får man at vide, at tegnene kan betyde “med forbehold”, og jeg tager et stort forbehold.

Indtil november 1972, hvor min far dør, var hun en god mor. Når man læser min adoptionssag, beskrives hun meget positivt som ung, glad og smilende, altså prototypen på en ung, dansk, god moder. Nu har Mødrehjælpen jo selvfølgelig gerne villet have afsat et barn, så den positive beskrivelse har været nødvendig – på den anden side set, er der ikke konkrete grunde til at tvivle på beskrivelsen.

Min forældre gifter sig hos sognefogeden i Brande i oktober 1955. Han er da 33 år, og hun er 20 år. Han var noget ved musikken på Martensens Fabrikker i Brande og har muligvis ønsket sig en kone, fordi det hørte sig til, når man var over 30 år og havde en god stilling. Han har muligvis haft brug for en “trofækone”, som DDO beskriver sådan: “kvindelig ægtefælle som i kraft af sit udseende bidrager til at øge en som regel ældre og velstående partners sociale status”. Det passer ret godt.

De kommer fra hver deres segment: Han fra det bedre borgerskab i Kongens Lyngby, hun fra en arbejderfamilie på den jyske hede. Det er aldrig gået op for mig, hvordan de har kunnet træffe hinanden. Det kan være i Randers, og det kan være i Silkeborg. Jeg traf hans ungdomskæreste igen for et par år siden, og hun sagde noget sjovt “Hvor har han dog støvet hende op?” Jeg ved det ikke.

Jeg tror, det 17 år lange ægteskab var lykkeligt. Jeg husker ikke uoverensstemmelser, skænderier eller højrøstet tale. Jeg husker derimod godnathistorier på sengekanten læst op af de små Pixibøger, der typisk handlede om katte, eller af “Peter Pedal” eller “Troldepus”, og at de begge var dygtige til at læse op.

De var velstillede. Han havde eksamen fra Den Danske Væveskole i 1943 og et godt job. Hun havde ingen uddannelse, og hendes vigtigste “arbejde” var at gå hjemme og passe mig. Det var i sandhed en anden tid. Da han døde, havde hun heller ikke et sted at bo.

Efter min fars død forvandlede hun sig som en slags kamæleon. Jeg kunne slet ikke genkende hende. Jeg holdt fast i hans ret konservative værdier, og jo mere, jeg gjorde det, jo større blev afstanden mellem os.

Da hun i april 1975 giftede sig med Psykopaten var forvandlingen tilendebragt. Hun var hans, og jeg var mest i vejen. De blev forældre til en søn i marts 1976. Jeg ved ikke rigtig, om de var optagede af ham eller ej, men i hvert fald fungerede jeg som en form for “nanny” sammen med de øvrige pligter, der blandt andet bestod af ugentlig udvendig vinduesvask og ugentlig ud- og indvendig renholdelse af bilen. Ingen normale mennesker gør den slags hver uge. Det foregår kun i “Absurdistan”, men jeg har i sandhed “lært at bestille noget”. Det var en værdi for dem.

Derfor skriver jeg “mor”

De seksuelle overgreb begyndte allerede før, hun giftede sig med psykopaten. Jeg fortalte hende inden vielsen om hans tilbud om – ganske vist mod betaling – at gå i bad med ham, som jeg afslog, om hans befamling af mine håndflader på en klam måde, men hun valgte ham til og mig fra.

Da vi på et tidspunkt (mellem december 1978 og juli 1980) boede i Svaneke, husker jeg tydeligt en scene i køkkenet: Hun står lænet op ad et køkkenbord. Jeg står i den modsatte side af køkkenet. Jeg fortæller hende, hvad der foregår, at overgrebene er taget til, og hvad de går ud på, men hendes svar er “Årh, det skal du ikke tage dig af, det har jeg også prøvet”. Hun havde været udsat fra overgreb fra sin bror.

Jeg flytter til København den 31. juli 1980, og i 1981, hvor jeg er flyttet til kollegiet og selv har taget kontrol over mit liv, forsøger jeg telefonisk at kontakte hende og fortælle om mine oplevelser. Samtidig fortæller jeg, at jeg er dybt og inderligt forelsket i en kvinde. Det er psykopaten, der tager telefonen og svarer “Den slags svineri vil vi ikke have her hos os”. “Svineriet” var min kærlighed til en kvinde ikke hans egne overgreb.

Herefter går der 22 år. I 2003 ser jeg i en telefonbog, at de har hver deres adresse, og jeg kontakter hende. Vi har lidt sporadisk kontakt, hun flytter til Nykøbing Sjælland, og jeg forsøger at opbygge en relation. Men jeg formår det ikke. Forskellene i værdierne er blevet endnu større, end de oprindeligt var.

Jeg spørger hende til min barndom, og om hun vidste, hvad der foregik? Det bekræfter hun. Jeg spørger herefter “Hvorfor gjorde du så ikke noget?”. Hun svarer “Det kunne jeg ikke overskue med to børn”. Den samtale glemmer jeg aldrig.

Hun dør i december 2006. Jeg tager til selve bisættelsen i Højby Kapel, der var som en begravelse uden en afdød; jeg viser flaget og at mig, kan de ikke kue. Jeg står det igennem, men der er intet savn. Jeg deltager ikke i den efterfølgende kaffemik. Det er på det tidspunkt 25 år siden, jeg har set psykopaten, nu står vi overfor hinanden ved kisten.

Jeg synes ikke, hun var en rigtig mor. Og derfor omtales hun kun i citationstegn.

Det kunne jeg godt have tænkt mig

Jeg har prøvet meget i mit liv, men der er også noget, jeg ikke har prøvet.

I søndags sad jeg og tudede til “Hvidstengruppen” i TV. Der er en scene, hvor pigen på ca. 9 – 10 år er bange, og det er hendes mor, spillet af Bodil Jørgensen, tydeligvis også, men hun siger “kom her hen”, og hun tager hende på skødet. Det kunne jeg slet ikke tåle at se, tårerne tog til, og tanken var “Det har jeg aldrig prøvet”. Jeg var godt gammeldags misundelig, hvilket selvfølgelig ikke er en pæn følelse, men det gik jo ikke ud over nogen andre end fjernsynet. Og så går det vel nok?

Min "mor" kunne være blevet 90 år i dag

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i /af

Tidligt op og med “mor” på morgenrengøring

Tidligt op og med "mor" på morgenrengøring

Ensomhed

Tidligt op og med “mor” på morgenrengøring

Jeg har været hos psykologen, og det var – som altid – godt. Jeg synes, jeg knokler og rydder op i min elendige fortid, og det “virker” (sgu), for min angst for ECT er for nedadgående.

Da jeg senest var til behandling, var der ingen tårer, og det er et kæmpe fremskridt for mig. Angst for ECT er stadig vores overordnede fokus og grunden til, at jeg har fået en henvisning fra lægen, men alligevel havde jeg i dag skiftet “mellem-fokus” ud med ensomhed. Ikke en ensomhed i mit aktuelle liv, hvor jeg nok er alene men ikke ensom, og der er stor forskel på de to, men en ensomhed i min barndom og ungdom.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver færdig med at rydde op, men jeg håber.

Jeg medbringer altid en form for dagsorden, men den holder sjældent, fordi vores samtale og arbejdet bærer et andet sted hen. Og det er fint med mig, for det er her, hendes erfaring bringes i spil.

I dag havde jeg egentlig planlagt, at “Indre barn” skulle handle om en cykeltur mellem Aakirkeby og Vestermarie i 1978, hvor jeg som 14-årig for første gang tænkte “Jeg skal dø for egen hånd”, hvilket jeg så forsøger i 2006. Men lidt af magien med “Indre barn-arbejde” er, at man ikke hverken kan planlægge eller kontrollere det.

Så pludselig var vi i stedet på Sydfyn. Min “mor” havde i en periode, (og jeg tror, det er før 30. marts 1976, for min halvbror er vist ikke født endnu), morgenrengøring på lægehuset i Assens. Psykopaten og jeg kæmpede på en eller anden måde om at komme med for at hjælpe hende. Jeg kan ikke huske, hvordan kampen udspillede sig, men der er ingen tvivl om, at der var en kamp. Der var på en måde noget fantastisk over, at jeg kunne vinde over ham.

Hun og jeg havde en lille flig af samhørighed de morgner, hvor jeg vandt. Der var en god stemning i bilen på vejen til Assens og tilbage til Nellemose. Der var 20 km. Jeg kan ikke huske, om vi talte sammen, men det må vi vel have gjort, idet alt andet havde været unaturligt. Når vi ankom til lægehuset, havde jeg mine opgaver og hun sine, og så blev vi vist hurtigt færdige. Den gode stemning var væk, så snart vi trådte inden for derhjemme. Så havde hun sit fokus på psykopaten, og jeg var betydningsløs.

Det er et nøjsomt barn, der står op kl. 4 eller 5 om morgenen for at have rare stunder med sin “mor”. Og det har været tidligt, for vi skulle jo nå tilbage, så jeg kunne nå at cykle til skole og møde kl. 8:00.

Årene på Bornholm var de værste

Der er nok en grund til, at årene på Bornholm var de værste. Jeg boede der fra juli 1978 til juli 1980. På det tidspunkt var jeg 14 – 16 år og derfor i stand til at vide, at hjemme hos mig, var det ikke bare absurd; der var armod på alle planer: menneskeligt, relationelt, økonomisk mv.

Jeg må på en eller anden måde have vidst, at de andre børn/unge havde det anderledes. Jeg havde ingen kammerater, for det var der ikke tid til. Jeg passede mit eftermiddagsjob hos isenkræmmerne i Aakirkeby, som virkelig tog sig godt af mig, men når jeg var hos dem, havde jeg altid dårlig samvittighed over ikke at være derhjemme, hvor jeg skulle “lære at bestille noget”. Jo tak …

Så viden om at de andre havde det anderledes må være kommet fra skolen. Den kan måske også være kommet fra Tine Brylds radioprogram med titlen “Tværs”, som de dog ikke brød sig om, at jeg hørte søndag aften alene på værelset i Svaneke. Når man stemmer på Glistrup, er Tine Bryld jo frygtelig venstreorienteret.

På Sydfyn: I Hårby havde jeg en ven ved navn Bjarne

Under dække af at besøge min mormor besøgte jeg Bjarne. Han havde et ganske normalt liv med en sød hund, en sød storesøster og søde forældre. Alting var så forskelligt fra det, jeg selv kendte til.

Jeg husker mest, at vi fordybede os i at tegne sammen. Vi tegnede i timevis i hans kælderværelse på Solvej 17. Han var dygtig til det, og blev da også arkitekt, men det var ikke lige min spidskompetence. Men pyt med det. Jeg tror, vi lignede hinanden meget:

  • Vi var flittige
  • Vi var dygtige i skolen
  • Og jeg tror, vi var klar over, at vi var anderledes (Bjarne levede mange år som bøsse)
  • Der kan have været noget autistisk også over ham.

Bjarne tog sit eget liv i 2015; det år hvor jeg overvejede det samme. Jeg var til hans begravelse og tanken om den gør stadig indtryk på mig. Måske mærkede han også en ensomhed? Det kan man ikke vide, og selvfølgelig skal man ikke digte, men man har da lov at tænke.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Hvad kan jeg blive?

Hvad kan jeg blive?

Ensomhed i erhvervsvalget

Hvad kan jeg blive?

Hvad kan jeg blive?“Hvad kan jeg blive?” var titlen på en meget tyk bog, der handlede om alle mulige forskellige uddannelser og erhverv. Som billedet viser, findes den stadig.

Jeg kan stadig se mig mig selv bladre frem og tilbage i den; bange for at vælge forkert. Jeg sad alene på værelset i Svaneke. Der var ingen at tale om de forskellige muligheder med.

  • Det ene år havde jeg været i erhvervspraktik på Nexø Apotek og lavet Kodimagnyl, fordi jeg troede, jeg ville være apoteksassistent lige som kusine Winnie. Da ugen var omme, var jeg klar over, at jeg ikke ville være apoteksassistent.
  • Det andet år havde jeg været i erhvervspraktik på Bornholms Landøkonomiske Forening, fordi jeg troede, jeg ville være agronom. Efter en uge gik det samme vej som det med Kodimagnylerne. Det med lange grønne gummistøvler i ko- eller svinestalde var ikke lige noget for mig.

Overvejelserne gik fra skibskok til efterskole eller alt mulig andet, der kunne bevirke, at jeg kom væk hjemmefra. Efterskole var der selvfølgelig ikke penge til, når der ikke var råd til olie på tanken, og når der skulle være råd til tobak og alkohol.

Jeg besluttede mig for at ville være student, for jeg troede, det var noget, man kunne leve af. Heraf ses tydeligt, at jeg ikke er fra et sted, hvor man fik en akademiker til morgenmad. Jeg har af og til tænkt på, at min “mors” ægtefælle da trods alt var folkeskolelærer, så han må i det mindste have vidst, at “student” ikke var et erhverv. Det gjorde han sikkert også, så måske afspejler det mere ensomheden?

Hvis jeg havde børn, ville jeg tale med dem om, hvad de kunne blive, og hvordan deres styrker kunne bruges i forskellige erhverv. Og jeg ville fortælle dem, at de ikke kunne leve af at blive student. Jeg er i sandhed fra et mærkeligt sted.

Havde jeg været forælder til mig selv, ville jeg have fokuseret på mine evner til at systematisere og bemærke detaljer. Jeg havde ikke været i tvivl om, at mit barn skulle have en boglig uddannelse.

Tage 10. med og “uddannelsessnobberi”

Jeg husker frasen “tage 10. med” og det var jeg sådan set enig i, eftersom jeg ikke følte mig klar til at flytte til København allerede efter 9. klasse. Og jeg var klar over, at jeg måtte “over”, som det hedder på bornholmsk, når man taler om Sjælland/resten af landet. Der var/er et gymnasium i Rønne, men jeg måtte væk fra øen, hvis jeg skulle skabe mig et liv.

Lige p.t. har politikerne besluttet at nedlægge 10. klasse bortset fra for de unge, hvis forældre kan betale for et ophold på en efterskole. Det er en social skævhed, jeg ikke bryder mig om. Der kan være mange årsager til, at en ung ønsker at tage 10. klasse med, og selvfølgelig håber jeg ikke, at nogen oplever det, jeg oplevede. Jeg kan bare ikke se nogen god grund til at fjerne muligheden. Hvorfor skal de skynde sig så meget? Landet mangler arbejdskraft, men et år fra eller til løser næppe problemet.

På et tidspunkt talte blandt andet Mette Frederiksen meget om “uddannelsessnobberi” som en grund til, at flere skulle vælge en ikke-boglig uddannelse. Nu skal alle unge så på gymnasiet og blive studenter, også dem der vælger en ikke-boglig retning. Det kalder jeg en høj grad af “uddannelsessnobberi”.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.