Indlæg

Man binder os på mund og hånd

Et hit under krigen

Liva Weel indspillede i 1940 “Man binder os på mund og hånd” som er en revyvise. Teksten er af Poul Henningsen (PH) og komponisten er Kai Normann Andersen. Teksten har i tredje vers adskillige underforståede hilsner til værnemagten, men de fattede dem aldrig helt. Det til trods flygtede PH til Sverige i 1943 og blev der til kapitulationen.

Kilde: Wikipedia.

Tredje vers:

Man binder os paa Mund og Haand,
men man kan ikke binde Aand,
og ingen er fangne,
naar Tanken er fri.
Vi har en indre Fæstning her
som styrkes i sit eget Værd,
naar bare vi kæmper for det vi kan li.
Den som holder Sjælen rank kan aldrig blie Træl.
Ingen kan regere det som vi bestemmer sel.
Det lover vi med Haand og Mund
i Mørket før en Morgenstund,
at Drømmen om Frihed
blir aldrig forbi.

En helt anden historie

Min historie finder sted i marts 1976 på Sydfyn i en stokroseidyl, hvor jeg boede fra 29. december 1975 (jeg er 13 år) til 12. juli 1978 (jeg er 14 år).

Min mor er indlagt i to uger på Odense sygehus, hvor hun føder min halvbror ved kejsersnit. Den slags tog simpelt så uendelig lang tid dengang, og derudover var der vist også noget med en navlestreng et par gange om halsen.

Psykopaten havde naturligvis frit spil i de to uger. Som jeg husker det, brugte han det meste af sin tid på at se pornofilm i soveværelset på smalfilmsapparatet. Derudover kritiserede han min madlavning, for jeg var på det tidspunkt ikke klar over, at man ikke putter sild i biksemad. 🙂

Og nu har jeg så gået længe nok om den varme grød:

En eftermiddag binder han mig på hænder og ankler til en spisestuestol ved det runde spisebord i stuen og kræver oralsex. Om det så rent faktisk blev sådan, kan jeg ikke huske. Jeg kan heller ikke huske, hvordan jeg kom fri igen, eller hvad der så skete. Som hovedregel er min hukommelse om den fjerne fortid god. Jeg tolker det selv sådan, at det har været slemt, når jeg ikke kan huske så meget af det.

Det er formentlig den mest ekstreme magtmanifestation i de seks år. Det er et af de værre erindringsglimt, der pludselig er dukket op. Jeg skyder “skylden” på bogprojektet, men glæder mig samtidig over, at få det frem i lyset. Først når jeg kan se tingene, kan jeg agere.

Psykologen siger: “Voldsomt ydmygende, fornedrende og nedværdigende.”

Et barn flygter i sådanne situationer ud af sig selv og ser det hele udefra. Jeg var passiv, men det var også det klogeste. Havde jeg gjort modstand, havde jeg opildnet ham til endnu mere magt.  Det er kun den fysiske krop, der har været tilstede. Den mentale del har været et andet sted. Psykopaten ønskede sig mere at få magt end at have sex. Det vanskelige ved dette glimt er: længst muligt ude i “Absurdistan”. Han fik aldrig magten, idet jeg ikke var i min krop. Beskyttelsesfaktor: Intellekt. Det værste: Afmagten. Men fantastisk at have styrken til at overleve på trods.

Der er en øvelse i at tilgive pigen, og ikke skamme hende ud for at have været passiv. Det svarer til, at mange voldtægtsofre påtager sig skylden, fordi de var passive. Den tilgivelse har jeg ikke svært ved. Og det svarer fuldstændig til, at jeg aldrig nogensinde har været i tvivl om, at det ikke var min skyld. Der er jeg langt heldigere stillet end andre, der blev misbrugt. Det er jeg glad for.

Vi taler lidt om, at det ikke er svært at forstå, jeg blev syg: For det første er der en høj grad af genetik forbundet med bipolar lidelse. For det andet har de ekstreme ydre påvirkninger være med til at sætte hele systemet under et voldsomt pres. For at håndtere og overleve dette “laver” barnet sygdommen.

 

 

 

 

Den sorte ambulance

Erindringsglimt

Fakta i min bog skal være rigtige i det omfang, det overhovedet er muligt. Jeg tjekker de særeste detaljer, også selv om de for andre mennesker er inderligt ligegyldige.

Jeg har tidligere skrevet lidt om den sorte ambulance, der kørte min far de 48 km. fra Give sygehus til Kolding sygehus i forhistorisk tid – 1972. Jeg syntes, jeg huskede den. Jeg googlede lidt uden at finde et billede af den, men fandt i stedet “Zone-Redningskorpsets Venner”, der er en kreds af tidligere Zone-ansatte, som har stor veneration for fx de forskellige køretøjer. Det minder mig lidt om slægtsforskere, der jo også er passionerede og hjælpsomme.

Jeg skrev til dem, og fik i dag dette billede i min mailboks. Frederik Madsen skriver: “Det er en Citroën HY sengeambulance”.

Jeg huskede rigtigt. Den var lavet af “bølgeblik”. Nu om dage minder den jo mest om en veteranbil. Men dengang var den skræmmende, og det synes jeg, man muligvis kan sætte sig ind i, blandt andet fordi den er sort og dermed uhyggelig.

Det er lidt sært, at den fjerne fortid kan kaldes frem, mens den nære fortid er væk.

Fantastisk – intet mindre

Jeg har glædet mig – meget!

Det er først, da jeg sidder i Metroen mod Vanløse, jeg mærker, hvor både rørt og berørt jeg er af dagens møde med to mennesker fra min fortid, som gjorde virkelig meget for mig fra sommeren 1978 til sommeren 1980. De tog sig af mig. På en måde var de en redningsplanke. De viste mig, at der fandtes normale liv, og at det ikke var alt i denne verden, der var fyldt med absurditeter.

Med mig hjem har jeg en stor pose med syltede og henkogte lækkerier fra haven, samt seks økologiske, strikkede karklude. Jeg er rigtig glad for det alt sammen. Nu smider jeg karkludene med mikroplastikken ud.

Vi har talt og talt, for der er et stort gab på 37 år. Det kan ikke lige indhentes, men vi ses helt sikkert igen. Vi er gået ind og ud af fortiden, for ingen kan udholde at være der konstant. Vi har set billeder af deres børn og børnebørn, talt jobs, fritid, menighedsråd, Folkemøde i Allinge, sygdom (ikke kun min) mv. Næste gang tager de gamle billeder med af sig selv og børnene. Det glæder jeg mig til.

Jeg spørger dem, hvordan jeg fik jobbet hos dem. De havde den store isenkram på torvet. De mener, jeg kom ind fra gaden og spurgte efter et arbejde dengang i 1978. Det havde de respekt for. Dengang var der ikke noget, der hed “curlingforældre”, og havde de eksisteret, havde jeg alligevel ikke haft dem.

Det er godt arbejde, og jeg er glad for at være der. Så vidt jeg husker, er det mest noget med at pakke varer ud, når de var læsset af ude i porten, og derefter anbringe dem på lageret på loftet eller i butikken.

De er klar over, at jeg mistrives (jeg kan ikke lige huske det præcise ord, de brugte), og jeg får lov at være en del af familien. De siger, de ikke gjorde noget særligt – det passer simpelthen ikke, for for mig var det noget ganske særligt. Jeg bliver en del af familien, og er meget hos dem, og har også mit eget værelse der. De har tre små børn, en gul labrador og en kat. Jeg husker endnu den trygge og gode fornemmelse af at gå i seng der med bevidstheden om, at der ikke næste morgen står nogen med sygelige krav og ønsker.

I dag ville de have kontaktet politi og sociale myndigheder, og resultatet havde formentlig været en tvangsfjernelse, men sådan var tiden bare ikke dengang. Og det er også muligt, at jeg bad dem om ikke at sige noget til nogen. Og måske fortalte jeg ikke det hele. Børn er jo loyale. Min mor og psykopaten var slet ikke glade for, at jeg kom så meget hos dem. Retrospektivt har de vel været ved at dø af skræk for afsløring, politi og sociale myndigheder. Og det med god grund.

Selv mener jeg at huske, at jeg er med til at bage boller. Og det er rigtigt, men vi laver herudover mad og smører madpakker, fortæller de. Jeg spørger dem, om vi også lavede lektier, men det, mente de ikke, var nødvendigt 🙂

Jeg spørger dem, hvad de tænkte, når de så på mig. Var der noget særligt ved påklædning? ved frisure? Der var noget særligt, og de bruger et rammende ord, som jeg ikke kan huske. Men det var noget med at “stikke ud” og være anderledes. Og det er bare ikke godt, når man er 14 år, har haft et rakkerliv og allerede har gået på fire forskellige folkeskoler. Noget med usselt, noget med at det kunne have været gjort bedre. Det rimer fint med min erindring. Jeg var altid anderledes. jeg var altid nået til et andet sted i matematikbogen osv.

God nat

Jeg tror, jeg går tidligt til ro i aften. En tur “down memory lane” tager på kræfterne, men det har været intet mindre end fantastisk, og jeg gør det gerne igen. Jeg har ikke rigtig nogen livsvidner, men disse mennesker har været vigtige vidner, og mere end det, for 37 år siden…

Men inden jeg tørner ind, skal jeg tjekke lokalarkivets skolebilleder. Måske kan jeg genkende mig selv? På den anden side ved jeg ikke helt, om jeg tør. Hvad nu hvis jeg ser for ussel ud?