Tag Archive for: Erindringer

,

Det ruller – Børnehjemmet på Sofievej 26

Det ruller - Børnehjemmet på Sofievej 26

Følelser og ihærdighed giver resultater

Det ruller – Børnehjemmet på Sofievej 26

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal ende og begynde. Jeg har bare behov for at fortælle følgende, der bla. indeholder, at jeg nu sidder her med 16 originale s/h fotos af livet på “Dear Home”!

Siden onsdag den 17. april, hvor redaktør Jesper Bjørn Larsens redaktionelle artikel var i lokalavisen “Villabyerne”, er der tilføjet adskillige brikker til mit personlige puslespil.

Nogle vil måske kalde min tilgang i denne sag for “følelsesporno” – men dem om det. Jeg har følelser i puslespillet, og dem er jeg stået frem med i de formuleringer, jeg bevidst har anvendt.

Det er langt fra min sædvanlige skrivestil, men når man beder om andre menneskers hjælp, bistand og tid, må man også fortælle, hvorfor man gør det. Lige der er man styret af sine følelser. Gør det noget?

Det er fx formuleringer som:

  • Det betyder, at jeg har en lakune i mit liv. Jeg kan umuligt lægge puslespillet uden hjælp udefra. Og det er det, jeg behøver jeres bistand til.
  • Jeg vil være så glad, hvis I vil læse …
  • Rigsarkivet har ingen oplysninger. Det er forsøgt, og jeg ventede 2½ år på svaret …
  • Kære både “Danmarks Forsorgsmuseum” og “Retten til egen historie”. Jeg håber sådan …

Og det har (sgu) virket! Nogle af de mennesker, jeg har haft kontakt med via alle mulige medier og platforme (Facebook, min egen hjemmeside, telefonopkald osv.) har foreslået flere mulige tilgange. Og de mest lovende har jeg fulgt.

  • En slægtsforskerkollega foreslog “Danmarks Forsorgsmuseum”, hvor jeg har fået en aftale om et virtuelt møde med museumsinspektøren på torsdag den 25. april kl. 10:30.
  • Jesper Bjørn Larsen fra “Villabyerne” foreslog Gentofte Lokalarkiv, der har fået en mail. Her mangler jeg fortsat svar.

Det er helt vildt. Jeg synes aldrig, jeg har prøvet noget lignende.

Da jeg gik i folkeskolen, skrev en eller anden på en af mine fem skoler om mig, at jeg var “kværulerende” i gymnastik. Når man lige vender medaljen (eller hvad det nu end kaldes) fra ordet “kværulerende”, svarer det til “stædighed” eller “ihærdighed”. Da jeg engang for længe siden skrev ansøgninger, inkluderede jeg altid ordet ihærdig i afsnittet om egenskaber. Det kan jeg stadig stå inde for. I denne sag er det umådelig praktisk.

Jeg har også fået tips, der ikke var så anvendelige. En foreslog fx at tage en DNA-test. Jeg blev nødt til at svare, at DNA-tests fortæller om antallet af X- og Y-kromosomer ikke om børnehjem 🙂

Mine skræmmebilleder er erstattet af 16 originale og virkelige s/h billeder

Her kommer det vildeste.

Lørdag var jeg til en kop kaffe hos B. i Gentofte

Hun havde været i erhvervspraktik en uge på “Dear Home” i november 1964. Hun forærede mig papirudgaven af “Villabyerne”, så jeg selv kunne se Jespers artikel. Hun kunne fremvise en art anbefaling på stedets brevpapir. Hun fortalte, at hun havde et godt indtryk af stedet, og at det var et rart sted. Der var i alt 29 børn. Det var ikke noget med store stuer med senge i lange rækker. Der var faste teams. Forstanderinden hed Lydia Thomsen.

Søndag var jeg til en hel kande kaffe og nybagt kage hos B. i Taastrup

Jeg har en lydoptagelse på 2:11:14 af vores samtale, hvor hun fortæller om “Dear Home” og om sit virke der. Hun var der i otte måneder fra oktober 1964 til juni 1965, dvs. hun var der, mens jeg var der.

  • Det var et dejligt sted – og hun havde noget at sammenligne med.
  • Personalet boede på stedet.
  • Personaleomsætningen var lav.
  • Der var faste teams. Hun var ansvarlig for fem børn, hun kaldte “sine”.
  • Der var ikke sovesale med senge i lange rækker. Sengene stod adskilt og hver for sig i en stue, der lignede en dagligstue i et rigtigt hjem.
  • Forstanderinden hed Lydia Thomsen men kaldtes ‘plejemor’.
  • Børnene blev formentlig udleverede til adoption til mennesker, de aldrig havde set før.

Hun forærede mig 16 originale s/h billeder! Jeg kan ved selvsyn konstatere, at hun taler sandt. Muligvis er jeg selv på et af billederne af “hendes” børn, men vi er usikre. Der er ligheder, men der er også uligheder. Jeg tager dem med til psykologen den 1. maj, fordi hun er skrap (også) til billedanalyse.

Om jeg er på et eller billederne eller ej er heller ikke så vigtigt for mig. Det vigtige er fx at se en træbarnevogn med plads til otte børn på tur. En stor sandkasse i haven med legende børn. Fem spisende børn omkring et bord. To børn sammen i bad i en lille balje i badeværelset.

Jeg havde jo nærmest forestillet mig børnehjemmene i Nicolae Ceaușescus Rumænien med lange sovesale, og børn der sad uvirksomme i deres senge. Det er et falsum og et skræmmebillede, jeg nu kan pakke væk for altid.

Man skal nok have prøvet dette for til fulde at forstå det.

Jeg bringer her to af billederne, hvor personerne er ret anonyme for ikke at overtræde reglerne i GDPR mv. Du skal glæde dig sammen med mig. (Mere tekst under billederne.)

Det ruller - Børnehjemmet på Sofievej 26

Det ruller - Børnehjemmet på Sofievej 26

Henvendelse til Gentofte Lokalarkiv den 17. april

“Kære Gentofte Lokalarkiv

Angående børnehjemmet “Dear Home” Sofievej 26 i Hellerup

Jeg vil være så glad, hvis I vil læse dette link: https://stegemueller.dk/boernehjemmet-paa-sofievej-26-i-hellerup-2/ der blandt andet rummer en efterlysning fra i dag (den 17/4-2024) i “Villabyerne” af et menneske, der kan fortælle om de generelle forhold på “Dear Home”. Jeg har ingen forventning om, at nogen kan huske lige præcis mig.

Jeg var på børnehjemmet fra 1963-1966. Rigsarkivet har ingen oplysninger. Det er forsøgt, og jeg ventede 2½ år på svaret …

Ligger I inde med materiale, der kan være med til at kaste lys over de første tre år af mit liv?

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Henvendelse til “Danmarks forsorgsmuseum” og “Retten til egen historie” den 18. april

Sagen har jo udviklet sig noget, siden jeg skrev til dem, idet jeg nu har fundet en medarbejder (men jeg vil naturligvis gerne have kontakt med flere!) Det, der nu vil være umådelig interessant at få deres hjælp til, er journaloplysninger af en eller anden slags. Der jo stå noget et eller andet sted.

De har jo nok mere forstand på at samle information, end jeg har. I den indledende korrespondance foreslog de fx en egenaccess hos det daværende Skjern Kommune. Det har jeg aldrig overvejet.

Der er bare den hage ved det, at jeg engang har forsøgt at få at vide, hvornår jeg fik folkeregisteradresse der for at finde ud af, hvor længe jeg var på “Dear Home” men da jeg åbenbart ikke står på folkeregisterkortet, svarede de, at der havde jeg aldrig boet. Det hjalp ikke, at jeg kunne fortælle, at en af mine tidligste erindringer er, at jeg stod på reposen på Park Allé 4 og kiggede ud 🙂

“Kære både “Danmarks forsorgsmuseum” og “Retten til egen historie”

Jeg håber sådan, at I begge vil tage jer tiden til at læse vedhæftede link. Det rummer blandt andet en artikel i lokalavisen “Villabyerne” fra i går den 17. april 2024. Jeg er gået viralt for at prøve at finde en medarbejder på “Dear Home” fra perioden mellem 1963 og 1966.

Jeg, der er en erfaren slægtsforsker gennem mere end 20 år, har opgivet at lægge puslespillet i min egen historie, så nu søger jeg hjælp hos jer, som sidste skud i bøssen.

Jeg var på “Dear Home” fra 1963-1966, og jeg søger generel viden om stedet. Det vil være for meget forlangt, at nogen skulle kunne huske lige præcis mig. Det er også uden betydning.

Egenacces hos RA [slang for ‘Rigsarkivet’] har været resultatløs. Jeg ventede 2½ år på en journal, der kun rummer kun indleverings- og udleveringsdato samt adoptivfars navn og adresse. Facebook, LinkedIn osv. er forsøgt. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at man ingenting har skrevet om børnene, men det kan selvfølgelig være kasseret i forbindelse med stedets lukning.

Hvad vil I foreslå mig at gøre?

Venlig hilsen
Hanne B. Stegemüller”

Opdatering om “plejemor” efter inspiration fra en slægtsforskerven Mike Lyng

Plejemor døde, mens B. var ansat, så det krævede bare et enkelt opslag i Hellerup Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt, som resulterede i følgende:

“Nr. 9.
1965 23. marts Københavns amts sygehus, Gentofte.
1965 27 marts Holmens Kirkegård, København.
Thomsen, Lydia Marie
Forstanderinde, boende Sofievej 26, Hellerup – født i Esbjerg den 18 september 1907, ugift.
57 år.
Præst: Niels Mann
Nordre Birks skifteret 25/3 1965, bo nr. 606.”

Kilden er her.


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Efterlysning i “Sjællandske Nyheder” og “Villabyerne”

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Efterlysningen er i dag bragt som en redaktionel artikel på Sjællandske Nyheder på forsiden af deres hjemmeside (desværre bag betalingsmur) og på forsiden af Villabyernes papiravis (Gentofte- og Hellerup-området).

Jeg skrev til dem og sendte et link til min første artikel og spurgte, om de ville hjælpe mig.

Redaktør Jesper Bjørn Larsen fra Ordrup vendte hurtigt tilbage og spurgte, om jeg foretrak et læserbrev eller en redaktionel artikel? Jeg foretrak selvfølgelig en redaktionel artikel, da mit gæt er, at succesraten er højere ved en sådan end ved et læserbrev.

Jesper har været utrolig sød og hjælpsom. Jeg tror, han finder min historie interessant, og at det er årsagen til, at han gerne vil hjælpe.

Hvis vores fælles forehavende lykkes, har jeg lovet at give kager, og så skal vi på besøg på adressen, hvor der nu er en vuggestue. Eller rettere: det var der i sommeren 2006. Der kan være sket meget siden da.

Hvis det lykkes, skylder jeg også psykologen kager, for idéen var hendes. Den slags er jeg ikke tilstrækkeligt idérig til.

Jeg er allerede blevet ringet op af en ældre herre fra Ordrup. Han vidste ganske vist ikke noget, men ville gerne sætte sine jungletrommer i gang. Hans datter arbejder i en institution i Hellerup. Hun har måske set et billede af Tordenskjold …

Der da være nogen og noget

Jeg kan ikke forestille mig, at der slet ikke findes nogen, der kender stedet – eller bare kender nogen, der kender nogen. Det kan være en søn eller datter af en medarbejder, eller et barnebarn af en medarbejder, en nabo eller … Bare en eller anden – gerne flere.

Jeg kan heller ikke forestille mig andet, end at man et eller andet sted har skrevet noget om børnene. Vi taler trods alt ikke om stenalderen, selvom jeg er oppe i årene. Det har ikke været i det enkelte barns journal, jfr. at min ikke giver andre oplysninger end ankomst- og udleveringsdato, og min fars navn og adresse. Måske havde man en lille bog, der omhandlede alle børnene på en gang?

Der er selvfølgelig den risiko, at man ved “Dear Homes” lukning ikke har anset materialerne for bevaringsværdige og sendt dem til kassation. Jeg har selv været med til at kassere ting og sager, for man kan jo umuligt gemme alt.

  • Giver artiklen intet, foreslog Jesper Bjørn Larsen Gentofte lokalarkiv. Det er god idé.
  • Da jeg for mange år siden (2005 eller 2006) lokaliserede adoptionssagen, var jeg fuldkommen grøn udi arkivvæsen og arkivalier. Jeg anede ikke en brik om noget, men jeg fik et tip om at henvende mig til “Forsorgsmuseet” i Svendborg, der dengang var ledet af Maria Rytter, som guidede mig på sødeste vis. Og jeg fandt sagen! Hun er sikkert gået på pension, og jeg ved, institutionen har skiftet navn, men den må kunne findes, da jeg ved, den fortsat ligger i Svendborg. De kan måske give nogle tips eller måske ligefrem have konkret viden. Der være nogen, der ved noget om “Dear Home”.

Da jeg stadig skrev ansøgninger, plejede jeg at skrive, at jeg var “ihærdig”. Det er et lidt pænere ord for pissestædig. Den egenskab tager jeg frem igen. Jeg giver simpelthen ikke op. Det skal lykkes.

Fire skærmprint af artiklen

Redaktøren hos “Villabyerne” sendte skærmprint, idet han ikke havde mulighed for at sende mig et gavelink, jeg kan dele med jer. De fire billeder herunder er de fire skærmprint. Helt kønne er de ikke. Men det fås ikke bedre.

God læselyst.

Ved du noget? Vil du hjælpe? Kender du nogen, der kender nogen?

 

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

, ,

Mærkelig træthed efter psykologsessionen

Mærkelig træthed efter psykologsessionen

Er blod tykkere end vand?

Mærkelig træthed efter psykologsessionen

Jeg forstår det ikke – men alligevel forstår jeg det godt – jeg er vanvittigt træt og sover 10-12 timer pr. nat.

Jeg var hos psykologen i onsdags, og det er altid godt! Lige p.t. kommer jeg heldigvis ikke med store psykiatriske eller psykologiske problemstillinger. Det håber jeg, jeg er færdig med. Jeg kommer med emner, der måske kræver, at jeg “justerer” lidt, for at jeg kan få dem på plads og få det endnu bedre. Det er en luksustilværelse. Jeg er glad og har det godt, men derfor ønsker jeg alligevel at blive klogere.

Der er stadig emner fra min fortid, der kan undre mig, som jeg gerne vil “udrede”.

Det sidste, jeg vil, er at blive anset som et offer og en, det er synd for. Det drejer denne artikel sig derfor ikke om, men torsdag kværnede tankerne så meget om onsdagens samtale, at jeg ikke kunne koncentrere mig om det, der p.t. er er mit “arbejde”: gennemgang af tyske kirkebøger for Frankfurt an der Oder i 1700-tallet. Og som jeg elsker.

Det mærkelige fravær i 9. klasse

For et stykke tid siden bad jeg om aktindsigt hos det, der nu hedder Bornholms Regionskommune. Jeg boede på Bornholm fra den 12. juli 1978 til den 31. juli 1980.

Mærkelig træthed efter psykologsessionen

De var både hurtige og grundige. De havde gennemgået både den daværende amtskommunes arkivalier samt Aakirkeby og Svaneke kommuners arkivalier. Det eneste, de fandt, var elevprotokollen. Den rummede blandt andet det noget triste billede fra 7a, hvor jeg boede på Sydfyn.

Man må aldrig gætte, man må aldrig opdigte sammenhænge. Det ligger langt fra min natur. Der er jo en årsag til, at jeg minutiøst gennemgår min slægtsdatabase og sætter kilder på alt. Kan jeg ikke finde en kilde, skriver jeg “Kilde?” eller sletter oplysningen helt. Jeg orker ikke gætterier og opdigtede sammenhænge. Jeg dokumenterer.

Elevprotokollen rummede karakterer og notater fra alle ti skoleår. Generelt klarede jeg mig godt. Mine ordenskarakterer lod noget tilbage at ønske, og jeg var temmelig “kværulerende” i gymnastik.

I 9b (to forskellige adresser på Bornholm) var jeg fraværende i 19 dage det ene semester og i 14 dage det næste semester. Herudover havde jeg lægeerklæring i gymnastik. Det undrer mig, at jeg overhovedet ikke har den ringeste erindring om årsagen til et fravær på 6 pct. af tiden (et skoleår har 200 skoledage).

De fire billeder herunder er klippet fra elevprotokollen, så du selv kan forvisse dig om, at det ikke er fri fantasi fra min side:

Mærkelig træthed efter psykologsessionen 

Mærkelig træthed efter psykologsessionen 

Mærkelig træthed efter psykologsessionen 

Mærkelig træthed efter psykologsessionen At blive taget med vold

Og nej, man må ikke gætte, man må ikke digte – og man må da slet ikke inkriminere nogen. Det er naturligvis strafbart. Psykopaten er dog død for mere end 13 år siden. Jeg kan ikke lade være at tænke over, om det mærkelige fravær dækker over en voldtægt, jeg bare har glemt, eller over en voldsom tristesse/depression, som ingen måtte se. Og derfor blev jeg holdt hjemme? Så vidt jeg ved, har jeg aldrig fejlet noget somatisk. Næste skridt er at undersøge, om der evt. skulle eksistere patientjournaler. Sandsynligheden er dog nok meget ringe.

Normale familier havde kørt barnet til skole, så det kunne deltage i videst mulige omfang. Der, hvor jeg boede, blev alt holdt inde for hjemmets fire vægge, for udadtil skulle det jo se ud som om, familien var “normal”. Dog var det i Aakirkeby velkendt, at psykopaten var “noget af en drukkenbolt”. Det ved jeg fra en af hans lærerkolleger, SZ, som jeg ringede op for et eller to år siden.

Voldtægt er et voldsomt ord, men jeg husker tydeligt andre situationer, hvor jeg blev taget med vold, uanset at det ikke drejede sig om et traditionelt samleje med penetration. En af dem er kort beskrevet i denne artikel, du kan læse, hvis du har gode nerver.

Når man gifter sig over sin stand og senere falder tilbage, hvor man kom fra

Der er ingen tvivl om, at mine (adoptiv-)forældre kom fra hver sin samfundsklasse.

  • Min far var veluddannet, havde gode stillinger og var opvokset i stabile rammer. Hans far havde en stor stilling som fabriksmester på Brede Klædefabrik og senere på en virksomhed i Randers. Hans far igen var hattemagermester på Brede. Det var ham, der indvandrede fra Frankfurt i 1890.
  • “Min mor” var fra små kår. Hendes mor havde to uægte børn med to forskellige mænd fra før ægteskabet med min morfar. Mormor havde seks søskende, faderen hængte sig i værkstedet i september 1940. “Han var forfalden til drik”, står der i dødsattesten. Morfar gik konkurs med husmandsstedet i 1925 og ernærede sig derefter ved at grave tørv i diverse moser og senere som arbejdsmand resten af livet.

Det er mig fortsat en gåde, hvordan mine (adoptiv-)forældre mødte hinanden. Det var måske i Randers? Min fars ungdomskæreste sagde det ligeud: “Hvor har han dog støvet hende op?”.

Det er formentlig sådan, at dengang kunne en mand i hans stilling ikke være ugift, når han var 33 år gammel; ergo måtte han have sig en “trofæ-hustru”. Min mormor var imod ægteskabet med en mand, der var 13 år ældre end “min mor”. Men morfar pressede det igennem, har hun selv fortalt. Jeg ved ikke hvorfor.

Det er mit gæt, at “min mor” i virkeligheden ikke var videre begejstret for at blive gift som 20-årig med en meget ældre mand. Men jeg ved det ikke positivt. Og det skal også siges, at Mødrehjælpen i Holstebro i adoptionssagen ordret skriver om ham “Man har indtryk af, at andrageren nærmest blomstrer i ægteskabet med andragerinden”. Hende står der ikke noget om. Kvinder fyldte jo ikke så meget dengang.

Da han dør i 1972, kan hun, der er uden uddannelse, uden arbejde og seks måneder senere også uden tag over hovedet, ikke opretholde den status, hun har haft i ægteskabet med min far. Ergo gifter hun sig med psykopaten, der ganske vist har en uddannelse som skolelærer, selvom jeg allerede inden vielsen har fortalt hende, hvad der foregår i Vollsmose, mens hun er på arbejde. Jeg har så tit overvejet, hvorfor han blev skolelærer – og jeg tror, jeg gætter rigtigt. Det behøver man næppe være psykolog for at finde ud af.

Altså falder hun tilbage til den stand, hun kom fra og kaos tager sin begyndelse: De mange flytninger; jeg regnede på et tidspunkt ud, at jeg efter min fars død, og frem til jeg fik foden under eget bord i København, boede gennemsnitligt 1,4 år på hver adresse, og som følge deraf også har gået på fem forskellige folkeskoler. Alkoholmisbruget. Usikker økonomi med truende tvangsauktioner osv.

Er der noget, et barn med Aspergers syndrom ikke har behov for, er det kaos.

Når nissen flytter med

Jeg forsøgte flere gange at gøre “min mor” opmærksom på, hvad der foregik, men det interesserede hende ikke. Jeg husker meget tydeligt et tilfælde i køkkenet i Svaneke: Det var formiddag, hun stod i sin stribede morgenkåbe op ad bordet til højre. Jeg stod ved køkkenvasken til venstre og fortalte hende noget; jeg ikke husker præcist, hvad var. Men det drejede sig uden tvivl om de seksuelle overgreb fra psykopatens side. Hun svarede ordret “Nårh, det skal du ikke tage dig af. Det har jeg også prøvet.” Hermed hentydede hun til sin fire år ældre halvbror. Hvad det nærmere gik ud på, er jeg ikke klar over.

Det er velkendt, at overgreb går i arv i generationer. Det er på en eller anden måde en acceptabel adfærd i visse familier. Når den, det går ud over, fortæller sin historie, er det dén person, der udelukkes fra det gode selskab – ikke gerningsmanden. Det stemmer også i mit tilfælde, hvor “min mor” og jeg var uden forbindelse i 22 år i perioden fra 1981 til 2003.

Der var mange, der ikke agerede

Helt objektivt kan jeg udpege en flok mennesker, jeg betroede mig til, men som ikke agerede. De eneste, der indså vanviddet og tog aktivt stilling, var min fars ungdomskæreste og hendes mand, der den 14 maj 1979 (min fars søsters 60-års dag) sagde “Du er velkommen til hver en tid”. Og det benyttede jeg mig af, da jeg ca. 1½ år senere flyttede til København.

  • min mormor som jeg ellers holdt meget af
  • fire klasselærere (den første fraregnes, for det var mens min far stadig levede)
  • isenkræmmerne
  • og sidst – men ikke mindst – “min mor”.

Er blod tykkere end vand?

Jeg er uhyre skuffet over min ellers kære mormor. Jeg ved 100 pct., at jeg fortalte hende om overgrebene, mens både vi og hun boede på Sydfyn. Hvorfor greb hun ikke ind? Hvorfor holdt hun hånden over “min mor”? Og hvorfor holdt hun dermed også indirekte hånden over sin søn? Havde hun også ladet det passere, hvis jeg havde været “min mors” rigtige barn?

Hvis jeg nu havde et barnebarn (adopteret eller ej), der fortalte om daglige seksuelle overgreb, havde jeg da lagt korsstingsbroderierne til side og var faret op af lænestolen og gjort et eller andet. Jeg havde nok ringet til politi og socialforvaltning. Men hun gjorde intet. Jeg kan ikke en gang huske, hvad hun sagde.

Det minder mig om, at min far ungdomskæreste om “min mor” sagde: “Havde hun mon også ladet det ske, hvis du havde været hendes eget barn?”, da jeg i overskriftsform fortalte hende om hændelserne. Jeg fejede det lidt hen, for vi kan jo ikke vide det, og det er jo gætterier.

Havde psykopaten begået overgrebene, hvis det havde været hans egen kødelige datter? Jeg tror det ikke, men det er også gætterier. Men sådan noget kan man da ikke gøre mod sit eget barn?


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle lidt om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Efterlysning på Facebook

Børnehjemmet på Sofievej 26 i Hellerup

Gennem mere end 20 år har jeg lagt mange puslespil, men mit eget kan jeg ikke lægge. Det er absurd.

De første tre år af mit liv er der ingen, der kan fortælle om.

Heller ikke da “min mor” levede, var der noget at hente frem fra hjernebarken (som er stedet, hukommelsen placerer “data”). Jeg spurgte hende fx, hvor de havde hentet mig? Hun svarede: “Det var et stort hvidt hus i Nordsjælland.” Jeg kan huske, at jeg svarede “Ja mor, dem er der jo en hel del af”.

Senere fandt jeg selv oplysningerne. Hvis jeg havde hentet et barn et eller andet sted, ville jeg til min dødsdag huske hvor, da det ville være en livsomvæltende begivenhed, hvis jeg i 11 år havde levet i et barnløst ægteskab med en infertil mand. Min far havde haft fåresyge som barn.

Jeg tog hende med derud, da vi i 2003 resultatløst forsøgte at etablere en form for forbindelse efter 22 år uden (1981-2003). Hun kunne udpege, hvor min far havde parkeret Karavellen, hun genkendte panelerne i trappegangen til første sal, og hun kunne udpege, hvor min seng havde stået. Det var det.

Den kreative psykolog

Jeg var hos psykologen i går.

Hun er – i modsætning til mig – enormt kreativ. Og hun forstår selvfølgelig mit ønske om at få viden om de tre år. Der er en lakune, jeg ikke kan fylde op uden en eller anden form for hjælp. Hun foreslog et opslag på Facebook og på LinkedIn. Det lavede jeg på vejen hjem i toget. Hvorfor har jeg dog aldrig tænkt på det? Det er trods alt ikke raketvidenskab.

Opslaget så oprindeligt lidt anderledes ud, fordi nogle begyndte på diverse konspirationsteorier om, at papirerne forsætligt var fjernet eller lå i de forkerte charteques. Man kan forestille sig meget, men det gør jo ikke mig klogere.

Herunder har du den aktuelle version. Hvis du vil hjælpe mig, må du meget gerne dele dette opslag, steder du finder relevant.

“Børnehjemmet “Dear Home”?

Har du – eller en du kender – været ansat der?

Børnehjemmet lå på Sofievej nr. 26 i Hellerup.

Jeg var der fra 1963-1966, og jeg vil så gerne træffe en/flere, der var ansat der for at få generel viden om stedet og processerne. Jeg har ingen forventning om, at nogen kan fortælle noget om præcis mig!

Jeg har via Rigsarkivet indhentet min journal derfra, men der står desværre kun ankomst- og afrejsedato samt min adoptivfars navn og adresse. Hans navn var Jørgen Stegemüller, og adressen var Park Allé 4 i Skjern.

Jeg vil gerne mødes med dig, hvis du findes! Jeg er 60 år, så du er måske et par og 80.

Håbefulde hilsner
Hanne B. Stegemüller”

Facebook når det er bedst

Ind til videre har to søde og venlige mennesker delt opslaget videre i grupper, de selv er medlem af, som hedder “Hellerup før og nu” og en om børnehjem. Et menneske har fortalt, at hun har boet der med sin mor … Det er så godt, og det er Facebook, når det er bedst. Tænk hvis det lykkes mig (og psykologen).

Det vil være som at vinde i en afart af Lotto.


Rammer mine artikler dine interesser?

Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig. Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.