Indlæg

Sång til Friheten

Björn Afzelius

Min musiksmag gik i stå sidst i 80’erne eller i starten af 90’erne, så jeg er en del år bagud, men det gør ikke så meget, for jeg kan alligevel ikke rigtig holde ud at høre musik. Det sætter sig midt i min hjerne, og jeg kan intet foretage mig samtidig. Jeg evner ikke det, der på fagsprog kaldes “delt opmærksomhed”. Enten hører jeg musik eller også producerer jeg et eller andet. Det, jeg producerer, er jo som regel en eller anden form for webindhold. Så summa summarum: der kan gå mange måneder mellem jeg prøver at høre et eller andet. Jeg har ellers overspillet mine ca. 300 cd’er til min computer, så jeg har masser af muligheder.

De stærkeste minder går til årene med især Björn Afzelius, som vi lyttede til på kollegiet (Amagerkollegiet forstås). Sommerlørdage forflyttedes til Femøren til en æra, hvor Björn Afzelius, Anne Linnet, Lis Sørensen et. al endnu ikke var blevet for velbeslåede til at svinge plektren i det fri. Det var fantastisk. Solen skinnede hver lørdag. Der manglede ikke kolde pilsnere.

Selv arbejdede jeg nede i vores lokale Irma. Vi lukkede kl. 14:00 (det var også dengang, vi selv tastede priserne ind på kasseapparatet. “Den gule mel”, 2 kg., kostede 7,95 kr. 🙂  ), men jeg nåede alligevel altid at komme med på Femøren.

“Sång til Friheten” (vist opr. 1979)

For mig er musik først og fremmest lig minder/erindringer.  Måske er det derfor, jeg ikke kan holde ud at høre så meget af det: der er for meget, der – på godt og ondt – vælder frem? Så er stilheden faktisk bedre.

Jeg havde gennem 34 år en veninde, som var mit et og alt. Og det var i vidt omfang gensidigt. Venskabet opstod på Amagerkollegiet. Vi fulgte hinandens liv i modgang og medgang. Det var magisk, givende, fyldt med kærlighed og meget andet fantastisk, men det var også svært, for det var også ulige.

“Sång til Friheten” var “vores sang”, og hvis du har én, du deler en sang med, behøver jeg ikke frembringe flere ord. Du ved det bare.

Da jeg blev syg, overlevede venskabet ikke. Hun syntes, jeg var blevet min sygdom, og det kan der sikkert være noget rigtigt i. Psykologen sagde, at det ofte gik sådan. Det betyder bare ikke, at det er blevet lettere at lytte til “Sång til Friheten”.

Jeg prøver at tænke på alle lørdagene på Femøren i stedet.

Datidens fremtid

Hvad kan jeg blive?

For mange år siden fandtes et opslagsværk med titlen “Hvad kan jeg blive” og det læste jeg en hel del i, da jeg var 15 og 16 år, altså for ca. 40 år siden, og der var mange ting, jeg kunne tænke mig. Jeg ville fx gerne:

  • være skibskok
  • på landbrugsskole på Kalø
  • i huset

Set med mine nuværende briller er det temmelig svært at tænke sig mig både som skibskok, landbrugselev og “ung pige i huset”, og jeg har også senere tænkt, at det ikke så meget drejede sig om de konkrete jobfunktioner, men mere ønsket om at komme væk fra det, jeg stod i. Måske kunne jeg være endt med en Puch Maxi og en grøn mælkekasse på bagagebæreren? Psykologen mente, at hvis jeg var blevet på Bornholm, ville det have været godt at møde en præst og få et par unger med ham. Det med præsten er helt fint, de er kloge folk og har perspektiv, men ungerne… De støjer og koster penge. Det er ikke min stil.

Jeg skulle skabe mig et nyt liv i København. Mine ting kom fra Bornholm pr. efterkrav, og det skulle betales ud af et rengøringsjob i De Gamles By (DGB) på deltid. Et budget skulle lægges og passes. Jeg kom til 5. sal. th. i Dagmarsgade på Nørrebro hos en slags kusine med udsigt til en baggård, hvor viceværten sparkede misserne af vejen, når de lagde sig i de parkerede barnevogne.

Vi (kusinen og jeg) delte lokummet på bagtrappen med naboen Søren. Da der ikke var nogen andre, der gjorde rent på toilettet, påtog jeg mig at gøre det. Det var rart, når det var blankpoleret, men det var måske mest mig, der brugte lokummet på bagtrappen. Bad havde vi selvfølgelig ikke, men vi kunne bade i DGB, og det fungerede fint.

Efter et år med klud og moppe i DGB var jeg klar over, at jeg ville have en uddannelse. Og gerne en kandidatuddannelse. Step 1 var en studentereksamen på kursus, som kun tog to år.  Jeg havde ikke råd til at være længere om det.

Andre tanker

Min mor og psykopaten (hendes mand)  havde ikke fantasi til mere end at, jeg skulle på en fiskefiletfabrik i Rønne. Dengang (1978 – 1980) var der masser af fisk i Østersøen, og enhver bornholmer med respekt for sig selv kendte en eller flere, der har været eller var “i fisken”. Det var disse mennesker, der var så svære at forstå, når man kom fra Sydfyn. Vores første nabo de fem måneder i Vestermarie var indfødt og talte, så jeg ikke forstod det mindste af det, han ytrede. Han kunne for den sags skyld have talt polsk for mig.

Jeg ville ikke have været god “i fisken”. For det først er jeg nok for fummelfingret og langsom, og for det andet vidste jeg, at jeg ville “noget mere”.

Kedsomhed

Bare ikke sløjd og håndgerning

Jeg blev inspireret af et indlæg hos Anne Bredahl, der var et fjols til  matematik – ja hun skriver det altså selv; det er ikke noget, jeg finder på. Det kunne jeg aldrig finde på.

Jeg kom til at tænke på min skoletid, der varede ti år fordelt på fem forskellige folkeskoler. Det betød blandt andet, at jeg altid kom fra et andet lærebogssystem og altid var nået til noget andet end de nye klassekammerater. Det var nu ikke det store problem; jeg indhentede det forholdsvis hurtigt, og med tiden kom jeg også ind i rutinen med at være et andet sted end de andre.

Selvforherligelse?

Dette indlæg kan (mis-)forstås som værende selvforherligelse. Sådan er det ikke ment. Det er en fortælling om, at det kan være enormt svært og ensomt at være på den rigtige side af kvik.

Læs og forstå

Dengang i fordums tider fandtes et system ved navn “Læs og forstå”. De er så gamle, at end ikke Google kan fremskaffe et billede af dem.

Det var bøger med alle mulige former for små opgaver. Jeg tror, det dækkede både regning, som det hed dengang, og dansk, og det var sjovt. For mig var det en leg, og jeg var altid mindst to bøger foran.

Jeg elsker stadig quizzer og konkurrencer. Når den årlige indfødsretsprøve offentliggøres, gætter jeg altid med, og jeg kan som hovedregel godt blive dansker.

Da jeg var til den neuropsykologiske undersøgelse hos Kaj Bjerring Andersen på Psykiatrisk Center Hvidovre, var det som at være tilbage i “Læs og forstå”. Fedt! Der var fem timers opgaver, fordelt på to dage, med en sproglig tilgang og en matematisk tilgang. Det gik fint, bortset fra at han konkluderede, at der er en “organisk betinget hjerneskade”, som er den, der trigger hukommelsen eller mangel på samme.

Fra jeg var 14, til jeg var 16, havde jeg et eftermiddagsjob hos isenkræmmeren i Aakirkeby. De passede på mig, og jeg var meget ofte hos dem. Nu er vi så mødtes igen, og en af de ting, de fortalte ved det første møde, var, at de havde syntes, at jeg var god til at finde løsninger på opgaverne. Mindst to gange om ugen overnattede jeg hos dem. Derfor spurgte jeg dem, om de nogensinde lavede lektier med mig? De svarede, at det havde de ikke ment var nødvendigt.

I det hele taget husker jeg ikke, at jeg nogensinde lavede hjemmearbejde. Det havde jeg i øvrigt heller ikke tid til. De huslige opgaver stod i vejen for det.

Næh tak

Jeg var god til det, man kaldte det “boglige”, men det kreative hadede jeg som pesten. Jeg kunne ganske enkelt ikke finde ud af det.

  • I håndgerning har jeg på de ti år fremstillet én strømpe; det gik aldrig op for mig, hvordan man skiftede pind på hælen, og jeg kunne ikke balancere de fire pinde på én gang.
  • I sløjd fik jeg lavet en metal-et eller andet, hvor man skulle hamre på metallet, så det fik små cirkelformede fordybninger i hele overfladen. Hvad formålet nærmere bestemt var, husker jeg ikke. Kønt var det i hvert fald ikke.

Jeg er fra et sted, hvor man kun havde værdi, hvis man var kreativ med fx musik, maling/tegning eller husflid i form af træarbejde. Af samme grund fik jeg til min konfirmation en brugt elektrisk guitar arvet efter min fætter, men den var uden forstærker, så den kunne ikke spille. Hvordan (fanden) de kunne finde på det, ved jeg ikke. De måtte da vide, at jeg ikke havde evner i den retning. Det var jo ikke mig, der greb hverken harmonika eller hammondorgel i den bedste sendetid…

Da jeg ikke kunne tegne så meget som en tændstikmand – og det kan jeg stadig ikke – havde jeg ingen værdi og blev ikke inviteret ind i fællesskabet. Mine boglige færdigheder blev ikke tillagt værdi, og der var ingen respons/agtelse, når jeg ofte kom hjem med 11 og 13 på den gamle skala.

Disse forhold var tilsammen med til at skabe en stor grundlæggende ensomhed, som jeg bærer på den dag i dag. Jeg var – og er – altid anderledes. Jeg kunne noget andet, men det havde ikke værdi. Det er ensomt!

Da jeg i perioden fra foråret 2015 til december 2017 gik i et langstrakt terapeutisk forløb hos min elskede psykolog, ville hun af og til gerne have mig til at tegne og male. Jeg sagde hver gang nej tak, og at jeg var verdens dårligste til den slags. Det respekterede hun uden videre.

Kedsomhed og inklusion – eller eksklusion

Samlet set kedede jeg mig ganske enormt de ti år på de fem skoler. Der var nul udfordringer, og i 70’erne måtte man ikke stikke af fra mængden. Man skulle være gennemsnitlig.

Nu om dage taler man meget om inklusion af de særlige børn, fx bogstavbørnene eller dem med Asperger. Jeg er klar over, at det sikkert ikke er comme il faut, men det forekommer mig at være en umådelig dårlig idé! Hvorfor skal de særlige børn med djævlens vold og magt inkluderes i en almindelig klasse? Får de ikke bare nederlag på nederlag, når de netop ikke er almindelige? Jeg kan simpelthen ikke se idéen.

Nu om dage sker der heldigvis også noget positivt: mange folkeskoler har endelig erkendt, at der er børn, der har behov for flere udfordringer. Det kan jeg kun hilse velkommen. Hvorfor skal de kede sig i ni eller ti år?