Tag Archive for: Erindringer

/8 Kommentarer/i , /af ,

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

Ritts død vækker minder til live

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

Det er underligt, men det er ofte sådan, at andres død sætter ens eget liv i relief. Det gælder også for mig i forbindelse med Ritt Bjerregaards (1941 – 2023) død i lørdags. Ritt var undervisningsminister i en del af min skoletid.

Enhedsskolen kom i 1975; den var ikke god for mig, der gik i folkeskolen fra 1970 – 1980. Det er længe før, man “opfandt” begreber som autisme og “inklusion” (med mindre man kan betegne enhedsskolen som datiden inklusion? Ved nogen af mine læsere det?). Når jeg nu til dags læser om klasser for børn med “særlige behov”, drejer det sig altid om børn, der har vanskeligheder i skolen, aldrig om børn der har (for) let ved skolen og gerne vil have flere udfordringer. Eller det drejer sig om børn, der foretrækker praktiske fag, aldrig om børn der foretrækker boglige fag.

En af mine mest trofaste læsere gennem lige knapt 10 år har inspireret mig til denne artikel grundet hendes kommentarer til artiklen om, at Ritt var en skrap kælling. Min læser er uddannet folkeskolelærer og lidt ældre end mig.

Først og fremmest: Jeg elskede at gå i skole i de boglige timer, men ikke i frikvartererne, ikke i håndgerning, ikke i sløjd, ikke i husgerning mv. og slet ikke i gymnastik, hvor jeg overhovedet ikke kunne noget af alt det, man skulle kunne.

Tanker om min skoletid fra 1970 til 1980

I håndgerning var jeg et helt skoleår om at strikke én sok, for jeg skulle have hjælp, hver gang der skulle skiftes pind på hælen, og så tager det sin tid. I sløjd bankede jeg et enkelt grimt metalaskebæger ud.

Jeg kunne fx heller ikke finde ud af at hoppe i sjippetov, fordi jeg ikke kunne finde ud af at hoppe ind, når der stod en og svingede i hver ende (legen havde et navn, jeg ikke kan huske) og det gik aldrig op for mig, hvordan man i højdespring skulle kunne hoppe op i den frie luft for dernæst at parallelforskyde kroppen henover barren. Jeg landede for det meste på asfalten foran dels barren, dels måtten, og det gjorde pokkers ondt. Jeg har vist aldrig ramt bolden i rundbold. Det gik dog nogenlunde i “Høvdingebold”.

Jeg har gået på fem forskellige folkeskoler og det er hårdt for et barn, for det når aldrig at danne relationer. Jeg “tog tiende med”, fordi de, det sted, jeg boede, ikke kunne finde på andet end at sende mig på en af de hedengangne fiskefiletfabrikker i Rønne. Så var det alligevel bedre at være ensom i den danske folkeskole. (Jeg har et ret belastet forhold til sild.)

Skoletiden med “Læs og forstå”

Jeg kunne læse små lette bøger (Troldepus, Peter Pedal, en serie om katte m.v.), før jeg kom i skole. Jeg føler mig overbevist om, at det skyldes, at mine forældre – indtil min far døde i november 1972 – læste højt for mig både ved sengetid og når det ellers var belejligt. Vi brugte biblioteket i Brande som det naturligste i verden, og der var medlemskab af “Unions bogklub” og abonnement på “Lademanns Leksikon” i en endeløs række af bind. Det var ikke det højeste intellektuelle niveau, men det var bøger! Information har her en artikel om bogklubbernes storhedstid (ingen betalingsmur).

En af de få positive ting, jeg husker om “min mor”, er, at hun var meget dygtig til at læse højt. Hun kunne med sin intonation gøre figurerne levende og holde dem ude fra hinanden. Det er mit indtryk, at de ønskede at introducere mig til bøgernes og læsningens univers. Det lykkedes for dem.

Som voksen har jeg, “against all odds”, dels taget en boglig uddannelse, dels har jeg, indtil jeg blev syg i 2014, altid været i gang med mindst én bog. En af mine stuer er fyldt med skønlitteratur fra 1981 og frem til 2014. Det er en sorg ikke længere at kunne læse, men jeg har tænkt mig at udfordre det. Det må da kunne lade sig gøre.

I min skoletid fandtes en lærebogsserie, der kaldtes “Læs og forstå”, og som jeg elskede. Jeg kunne godt lide konkurrenceelementet; det var sjovt at blive færdig, før de andre. Som jeg husker det, drejede det sig om dels at læse nogle små tekster, dels om at skrive forskellige småord. Det kan være forkert, eftersom seriens titel kun drejer sig om læsning og at forstå det læste.

Jeg var altid færdig med hæfterne før de andre. Det var bare ikke udelukkende rart eller godt, for jeg blev ofte udnævnt til “hjælpelærer”, og det var ikke rart. Når man bliver udnævnt til “hjælpelærer”, stikker man af fra de øvrige. Et var, at jeg var anderledes, et andet var, at rollen som hjælpelærer cementerede anderledesheden. Jeg husker ret tydeligt, at jeg skulle gå rundt og hjælpe dem, der sad med fingeren oppe. Havde jeg været lidt kvikkere, havde jeg ikke gjort hæfterne færdige så hurtigt, og så havde jeg måske kunnet undgå udnævnelsen.

Statens Kursus til Studentereksamen

Det var en lise i 1981 at starte på studenterkurset. Nogle tror, at det ikke er en rigtig studentereksamen, når den kun er berammet til to år. Men det er det! Huen er nøjagtig lige så rigtig derfra, som andre steder fra. Kravene var store, men lærerne levede og åndede for deres fag og formidlingen af det. Derfor kunne det lade sig gøre. Jeg husker dem alle som utrolig dedikerede.

Mens jeg stadig boede på det lejede værelse i Dagmarsgade 5 på Nørrebro, var jeg til informationsmøde på Metropolitanskolen på Jagtvej. Efter mødet var jeg fuldkommen sikker på, at der skulle jeg ikke søge ind, for de potentielle klassekammerater virkede uhyre umodne. På det tidspunkt havde jeg masseret gulve i De Gamles By i ca. ni måneder, mens de andre kom lige hjemme fra moaars kødgryder. Det ville aldrig gå, og derfor flyttede jeg til Amagerkollegiet og blev student fra kursus.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/0 Kommentarer/i , /af ,

Pigen med den blå cykel

Pigen med den blå cykel

Pause fra psykologen

Pigen med den blå cykel

Jeg vil savne psykologen, for hun været i mit liv i otte år, men nu vil jeg prøve selv. Vi har “holdt øje” og skullet være helt sikre efter juni 2022, hvor jeg helt ex officio besluttede at stoppe med ECT. Alting er fint, og hun er for dyr at “hyggesnakke” med, selvom det kunne være skønt. For hun er både en hammerdygtig psykolog og et dejligt menneske.

Hun har gjort så ufatteligt meget for mig. Jeg er på mange måder taknemmelig. Hun har været med til at ændre mig fra firkantet til kun trekantet og siger konstant, at jeg er blevet “mildere”. Det er nok rigtigt; hun har jo tit ret. Havde hun ikke tit ret, var jeg ikke kommet igen og igen.

I dag samlede vi lidt op, for jeg synes, at jeg “kan selv”, og derfor vil jeg holde pause. Jeg kommer p.t. ikke med noget, der kræver en hardcore psykolog. Jeg kan have behov for en sparringspartner, men det er også noget lidt andet. Det trygge er, at jeg ved, at jeg kan vende tilbage formentlig i 4 – 7 år afhængig af, hvornår hun pensionerer sig selv. Har hun tid, vil hun altid putte mig ind. Måske dukker jeg op allerede i februar, måske først til sommer. Det afhænger af det levede liv.

Det er lidt sjovt, for det, hun vil huske, er “Pigen med den blå cykel” (normalt Regine Deforgés’ gamle roman). Det relaterer sig til en cykeltur på en blå cykel mellem Aakirkeby og Vestermarie ca. 1977. Der var en pige på en (naturligvis brugt) blå cykel. Jeg var på vej fra mit eftermiddagsjob hos isenkræmmeren i Aakirkeby til Vestermarie, hvor jeg boede i ca. fem måneder. Turen er ca. fem kilometer. Jeg var 14 år. Det var efterår.

Jeg husker glimrende, at jeg kiggede ned i grøften til højre for mig og tænkte “Jeg skal dø for egen hånd; lad det blive nu. Jeg er klar; jeg har ikke flere ønsker”.

Hvorfor og hvordan jeg overlevede de seks år i Helvede, ved jeg ikke – måske bare fordi, det slet ikke er så let at tage livet af sig?  Jeg har prøvet senere i 2006.  Og det er ikke let. Jeg prøvede, men det lykkedes heldigvis ikke. Måske var jeg bare ikke skarp nok, men jeg havde kun 35 sovepiller, og jeg har senere lært af en psykiater, at man skal bruge mindst 100 nu til dags, eftersom man har pillet de farligste stoffer ud.

Hvorfor er det lykkedes at få det så meget bedre?

Jeg har siden ca. 1994 opsøgt nærmest Gud og hver mand i ønsket om at få det bedre. Det har kostet kassen. Det er bare ikke lykkedes før nu. Og hvorfor er det så lykkedes?

Det vigtigste for mig er, at hun aldrig har prøvet at lave om på mig! Jeg er firkantet, trekantet, meget andet kantet og helt forkert; jeg er på mange måder sær. Endelig mødte jeg en, der tog mig som den, jeg var. Det var en befrielse.

Når jeg fortalte, at det ikke sagde mig noget at slå i en pude, som var den “min mor”, forstod hun mig. Hun prøvede ikke at tvinge mig til det. Hun tvang mig ikke til at male og tegne, idet jeg ikke kan tegne så meget som en tændstikmand. Jeg vil ikke lave psykodrama, for jeg føler mig som en idiot. Alle de andre mente, at det kunne jeg godt finde ud af; men det kunne jeg ikke.

Det var en enorm befrielse at møde en, der ville gå med mig, lige der hvor jeg var. Endelig var der en, der ikke ville prøve at lave om på mig. En der forstod, jeg er styret af min hjerne og ikke af al resten. En der ofte anerkendte mig for blandt andet min IQ.

I fem år før jeg fik diagnosen “Aspergers syndrom” sagde hun “Du har måske nok nogle Aspergers-træk”. Efter udredningen hos Pia Bohn Christiansen, kom jeg glad med resultatet. Psykologen var på ingen måder overrasket, men hun må jo ikke udstikke diagnoser. Jeg tror, hun glædede sig sammen med mig, for det gav så meget ro. Endelig kunne jeg blive den, jeg altid har været.

Jeg ved, jeg er sær, men jeg ved også, jeg har mødt en psykolog, der selv er “lidt sær” (undskyld Anette, men “at være sær” betyder “at være noget særligt”). Hun forstår til fulde, at jeg ikke gider sidde og lytte til noget a la “Hvordan synes du selv, det går?” eller “hrm …” eller “Ja, det kan jeg godt se. Hvad tænker du selv, du kan gøre?” Jeg har sat så stor pris pris alle på de gange, hun har sagt: “Vil du høre, hvad jeg synes?” Ja, for Fanden, det vil jeg gerne! Det er derfor jeg kommer; ellers kunne jeg jo ligeså godt blive hjemme.”

På gensyn!

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/3 Kommentarer/i , /af ,

Da bøgerne fortalte livshistorie

Da bøgerne fortalte livshistorie

Hvad er et hjem uden bøger?

Da bøgerne fortalte livshistorie

Nej – der er ikke noget hjem uden bøger.

Af mange årsager var min al skønlitteratur gået i kaotisk uorden. Den skal være alfabetisk ordnet efter forfatter og dernæst titel, ellers kan jeg ikke holde ud at se på bøgerne. Jeg foretrækker en form for det, jeg selv kalder “stram alfabetisering”. I mindst seks måneder har jeg skullet ordne bøgerne, men det er bare ikke blevet til noget – men i dag blev det. Og det er blevet så pænt og ordentligt. Nu kan jeg igen holde ud at lade blikket glide hen over bogryggene.

Og bøgerne fortæller livshistorie. Det handler denne artikel om.

I de fleste står købsår og måned

Som regel har jeg skrevet, hvornår jeg har købt bogen og jeg har sat min underskrift i den. Det har jeg lært hjemmefra. I Peter Plys står fx “Hanne Stegemüller 1966” med “min mors” håndskrift, så de må have købt bogen, lige da de hentede mig.

Det er specielt at gense al den litteratur, jeg købte, da jeg boede på kollegiet, da kvindebevægelsen var næsten ny og det var nyt for mig at leve lesbisk. Det drejer fx om Dea Trier Mørchs “Vinterbørn” og “Aftenstjernen” og om Bente Clods “Brud”, “Syv sind” og “Vent til du hører mig le”. De er slidte, for de er læst mange gange. Der lå meget opbygning af identitet i dem. Jeg har slet ikke ord for det.

Mens jeg gik på studenterkurset købte – og læste – jeg adskillige klassikere, og de har overlevet to flytninger, netop fordi de fortæller livshistorie. Det drejer sig fx om Paludan, Pontoppidan,  H.C. Branner, Karl Bjarnhof, Kristian Kampmann, Rifbjerg osv.

Og nu har jeg helt glemt at nævne “Møllehaverne” (altså både Herdis og Johannes Møllehave). Jeg undrer mig over, hvordan jeg overhovedet fandt tiden til at læse alt det ved siden af et fuldtidsstudie, et deltidsjob, mange sociale relationer osv. Men det må jo have forekommet vigtigt.

Herefter fulgte en del år med væsentligt lettere genrer. En forfatter, der også fylder sin plads godt ud, er Marge Piercy – skøn kvinde; et hovedværk er “Vida”! Bjarne Reuter kom til sammen med en del krimier. De er fine som underholdning, men har slet ikke klassikernes vid og bid.

Andre er smukke boggaver fra forskellige konsulenthuse, der har været glade for samarbejdet, og hvor jeg har gemt kortet og med glæde mindes de enormt dygtige mennesker, jeg lærte at kende. Boggaverne er typisk givet i forbindelse med mine jobskifte. Det er også livshistorie, der er værd at gemme på.

Til rest fra studiet

Jeg skulle nok aldrig have været jurist, men det blev jeg jo så. Jeg har gemt nogle få bøger, der har haft betydning på et metaniveau. De er kendetegnede af ikke at handle om enkeltstående paragraffer (der jo alligevel forældes lynhurtigt) men handler om, hvordan vi på et overordnet niveau kan tilgå juraen – og det er spændende.

I en af dem har jeg i 1987  skrevet “Jura er livets mangfoldighed sat på formler”, og det kan der da være noget om.

  • En bog, der virkelig skulle læses langsomt, når man ville forstå den, er “Om ret og retfærdighed” af Alf Ross, 2. udgave. Hans hovedværk, hvor man lærer, at retfærdighed er, at de lige tilfælde behandles lige. Punktum. Det er noget vrøvl, når folk siger, at en regel eller en afgørelse er uretfærdig.
    • Side 358: “A siger: Jeg er imod denne regel, for den er ganske uretfærdig. Han burde sige: Denne regel er ganske uretfærdig, for jeg er modstander af den.”
    • Et eller andet sted stod der også noget i retning af “Retfærdighed er en apriorisk hest, man spænder for en følelsesmæssig vogn”. Jeg kan desværre ikke finde det igen, men jeg ved det bare, for det var sådan en fantastisk billeddannende sætning …
  • “Retsfilosofiens historie i omrids” af Tore Strömberg, 1984. Overteoretisk og pragtfuld.
  • Eva Smiths “Vidnebeviset – en vurdering af afhøringsmetoder og vidneforklaringer”. Det er hendes fantastiske disputats, som jeg læste, som var det en krimi. Den var simpelthen så spændende og velskrevet, at jeg ikke kunne lægge den fra mig igen. Avisudklippene i bogen peger på oktober 1986. Da var jeg lige startet på 2. årsprøve.
  • Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt: “Eva Smith – Jeg håber, jeg har gjort en forskel”. Denne bog er fra 2020 og er selvfølgelig længe efter, jeg afsluttede studiet (faktisk 30 år …). Den passer bare godt her.

Arvestykkerne

Der var herudover et par titler, jeg var utrolig glad for at finde:

  • “Kim” af Vibeke Malthe-Bruun. Informations overskrift (ingen betalingsmur) er “Kim Malthe-Bruuns efterladte breve fra krigen på nærmeste hold og fra fængslet under Gestapo griber stadig”. Kim blev skudt af tyskerne i Ryvangen som 21-årig den 6. april 1945 (der må være en fejl i Informations angivelse).
    • Vibeke var Kims mor, og hun skrev bogen om sin døde søn. I bogen står “Jørgen Stegemüller”, der var min far, men desværre intet årstal. Jeg er indtil november 1972 vokset op i skyggen af fortællingen om krigen.
  • “Intet Nyt fra Vestfronten” – klistret sammen med tape og med spildte blækklatter, som det fremgår af billedet nederst – af Erich Maria Remarque fra MCMXXIX (1929). Udenpå og et par steder indeni står “F. Stegemüller”. Det var min farfar Felix Stegemüller, som jeg desværre aldrig har mødt. Jeg tror aldrig, jeg har fået den læst, men det kan komme, jfr. næste afsnit.
  • “Opfindelsernes bog”, udgaven fra 1923, så den må også have tilhørt min farfar. Det er en meget fin version; man kan ikke se, at den fylder 100 år i 2023 – altså lige om lidt. Som barn forstod jeg ikke, at jeg ikke måtte lege med de forskellige modeller af fx dampmaskiner og automobiler, der ligger i bøgerne. Det giver mening som voksen!

Da bøgerne fortalte livshistorie

At begynde at læse igen?

I flere år har jeg ikke kunnet læse pga. de kognitive deficitter fra den bipolare affektive sindslidelse, hvor bevidstheden løb afsted med mig. Jeg kunne ikke holde koncentrationen i mere end 20 minutter, hvis jeg selv var passiv. Efter 20 minutter var tankerne på Maldiverne eller Madeira. Det har været en stor sorg set i forhold til tidligere, hvor jeg altid var i gang med mindst én bog. Nu har jeg lyst til at forsøge igen. Jeg kan da prøve bare lige så stille; og det agter jeg at gøre.

Jeg delte sorgen over ikke at kunne læse med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien. Eftersom vi er stort set lige gamle, begge har kærlighed til bøger, har vi også læst mange af de samme bøger, så hun kunne foreslå mig nogle helt konkrete titler, jeg kan begynde med. “Vinterbørn” kom ind på førstepladsen, da den er ret let læst. Jeg er spændt på at gå i gang, og jeg er spændt på at læse om, hvordan verden så ud for 40 år siden.

Da bøgerne fortalte livshistorie

Har du en mening om hjemmesiden?

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/7 Kommentarer/i /af

Jeg kom aldrig over i højdespring

Jeg kom aldrig over i højdespring

“Gymnastik” var et mareridt

Jeg kom aldrig over i højdespring

Det hedder vist “Idræt” nu, men jeg husker det som “gymnastik”, da jeg jo er fra en form for forhistorisk tid.

Lige nu – men det går vel over – føles livet som en uendelig række af højdespring, fordi jeg hele tiden handler forkert i “det relationelle”. Det er enormt svært, og det er jeg enormt ked af – men sådan kan det gå. Når jeg er mig selv, er jeg forkert. Det er uklart for mig, hvordan jeg i stedet skal være. Det eneste, jeg ved, er, at jeg aldrig komme til at tænde for fodbold i en ørkenstat.

Min plan er at trække mig fuldkommen tilbage, at gå i hi, og alene at have skriftlig kontakt med mennesker, der muligvis forstår mig. Så bevarer jeg kontrollen, og det kan jeg håndtere. Det lyder ikke godt, og det er det heller ikke, men sådan må det være for nu. Jeg kan ikke finde på andet. Det er også en løsningsmodel!

Og så tilbage til de helt almindelige højdespring, som jeg aldrig kom over. Hvor jeg dog hadede “Gymnastik” alle mine 10 år i folkeskolen. Det lykkedes mig aldrig at forstå, hvordan jeg skulle kunne dreje kroppen 90° og herefter parallelforskyde den sådan ca. 30 – 40 cm., når det skulle lykkes at lande på den blå madras hinsides stangen. Jeg landede som oftest på asfalten før madrassen – og det var ærlig talt ikke videre behageligt.

Det var heller ikke særlig rart altid at blive valgt til sidst til rundbold, høvdingebold osv. Men sådan var det, for jeg kunne ikke det, man skulle kunne. Jeg har heller aldrig prøvet at være “førstevælger”.

Jeg kunne noget andet, men det havde absolut ingen værdi hverken i skolen eller hjemme. Det var svært, og jeg skal helst ikke tænke på det.

To somre på Gerlev Idrætshøjskole

Med ovenstående bagage er det nok ikke så svært at forstå, at det at tage på idrætshøjskole et par somre var næsten magisk. Min veninde – gennem flere årtier – på Amagerkollegiet havde en søster, der var gift med en mand, der underviste på Gerlev. Ham kunne jeg virkelig godt lide, og jeg tænkte, at hvis alle underviserne var som ham, ville jeg turde at begive mig ud i det (og ellers ikke)!

Samtidig med havkajakkurset roede jeg i dameroklubben “Gefion” på Østerbro i København. Det betød, at jeg havde fået smag for havvand, og det har jeg den dag i dag. Der var bare nogle forhold i klubben, der bevirkede, at det var lettere at vælge karrieren i den daværende “Arbejdsskadestyrelsen” til.

Den første sommer var et havkajakkursus og – så vidt jeg husker (men det er mange år siden) – var den næste sommer et kursus i diverse boldspil. Jeg elsker at tage på højskole, og jeg har gjort det meget, for det er så skønt, og minder mig om, hvor jeg kommer fra. Min fattige morfar og hans far frekventerede den første danske folkehøjskole: Rødding Højskole. Den danske højskolebevægelse er vidt berømt, fordi det lykkedes os at sende småkårsfolk på efter- og videreuddannelse, og det er simpelthen fantastisk.

Jeg har været på mange højskoler – og selvfølgelig også på “Kvindehøj”, der er helt speciel og tillige på Vestjyllands Højskole, hvor jeg gennem to somre oplevede Brita Haugen. Hende burde flere opleve. Hun er helt fantastisk.

Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.